Staldmesteren Kim var stået op allerede ved solopgang, og havde brugt hele formiddagen på at muge ud i hver eneste bås i stalden. Alle syv heste var sat på fold, og hele stalden var blevet fejet grundigt. Midt på dagen skulle der komme besøg og selvom de nok kun skulle være på den indhegnede ridebane, var staldmesteren gået den ekstra mil for at få det hele til at se ordentligt ud.
Samme morgen var Alfie stået tidligt op for at kunne nå en ridetur gennem de nærliggende marker. Trods de fleste forventede at staldmesteren sørgede for at sadle adelsmandens hest, var det altid noget Alfie selv gjorde. Mest fordi han nød stilheden, men også fordi hingstens ryg næsten gik den høje mand til hovedet, og gjorde det svært for de fleste at nå.
Da Alfie endelig kom tilbage fra den lange tur, var der ikke længe til at hans gæst skulle ankomme. Han måtte skynde sig lidt med at få sadlet hesten af og derefter sørger for sig selv.
Han kunne lige nå et bad, finde noget passende tøj til ridebanen frem og placere et enkelt lille sprøjt af det granduftende væske mod halsen.
Han nåede ikke at tørre håret det mindste, før en tjenestepige kom og bankede på.
"Ja?" Ved hans ord, åbnede hun døren og trådte et enkelt skridt ind.
"Hesteavleren er lige ankommet," sagde hun. Alfie nikkede og tjenestepigen gik igen.

Med raske skridt gik Alfie ned mod ridebanen, hvor en ung kvinde stod og ventede. Han åbnede ikke lågen derind til for at komme ind, men kravlede nemt over hegnet i stedet.
"Frøken Margera? Vidste jeg, at det var Dem og ikke Deres far, der skulle komme i dag?" Enten var det glippet i aftalen, eller også havde han glemt det. Han havde højst sandsynligt glemt det. Men et lille diskret smil sad i mundvigen, det samme smil man altid så på hans læber. Han sørgede for at tiltale hende formelt, for så godt kendte de vel heller ikke hinanden, trods de havde mødtes få gange før. Der var den unge kvinde dog meget yngre end nu.

Solen havde ikke været oppe, da den unge komtesse var vågnet, det var en af de store dage. Hendes far havde snakkede med Markus Alfie Isenwald om at låne nogen af hans bokse til de lidt mere kulde vante heste. Så Rachel havde det meste af morgen gjort hendes for at få familien stald klar til rejse, men også træning på nogle af ungheste. Det havde ikke været særlig svært, at holde overblikkede, da deres staldmester, havde giv Rachel frihed til at bruge 3 staldknægte, der skulle hjælpe den røde kvinde med rejst til isgaard, så Rachel gik langsom ned af staldengang og pege på hvilke heste de skulle havde med til Medanien. " Jeg skal havde Shierken sadel op til turen. Han kan hold styr på nogen af de ung hingste" sagde hun til den ene stalddreng, som nikkede langsomt til komtesse. 

Det var længe siden Rachel havde set Markus, dog huskede ham kun ganske kort, da hun kun var en unge pige på omkring 9 år, dengang hun havde mødt Markus først gang med hendes far på en af hans mange forretningsrejser. Så det var helt tilladt, at hun ikke huske særlig meget. Dog var det noget andet nu, hendes far havde snakkede med hr. Isenwald for nogle uger siden, da nogle af de ung hingste, som skulle med på turen skulle sendes videre til Nordlandet som arbejde heste. Det lange røde hår, der hang ned af ryggen på Rachel, blev sat op i en elegant knold, mens komtesse tog det lidt mere finere ridesæt på og jakken blev strammede rundt om overkroppen på hende, så man kunne se de kvindelige formere på hende, før hun sad sig op på den brune hingst, der slog ud med forbene da den var utålmodig. " Rolig nu Shierken. " Hviskede hun til hingsten, da hun kom op i sadel, mens hun let styg den over den muskelløse hals. 

Turen til Isgaard kunne Rachel ikke klar over, da de unge heste opført sig, som hingst nu gør i deres unge alder, dog vidste hestene godt hvilke hierarki de hver især var i. Da den brune hingst skridtede ind på gårdpladsen og blev mødt af staldmesteren Kim " Vær hilst Frøken Margera" Blev der hilst fra ham, hvor efter Rachel langsom nikkede nervøst " Vær hilst, vi har en aftale med Hr. Isenwald" Sagde den adelige kvinde og så kort tilbage mod de unge heste og blev vidst til ridebane, hvor hun fik afvide Markus ville kommede her ud. Så efter staldmesteren og så kort hen mod ung heste, som hurtig blev passe i en anden fold. Der gik ikke lang tid før den røde håret kvinde spring af den brune hingst og sadel ham af og valgte mens hun vente på den tidligere fryste søn. Sadel og hovedtøjet hang hun hen over hegnet, før hun begyndt at træne noget horesmanship med den brun hingst, som tydelig vidst den stolthed den bar. 

Der gik ikke længe før stilheden blev brudt af en dyb stemmen bag hende. Det følelse næsten, som hendes hjerte hoppede et spring over da hun fik et chok. Rachel vente sig rolig om, så hendes front var mod den muskelløse mand, som de grønne øjnene hurtig begyndte at betragte, da han jo var en køn mand. " Deres højhed, hørt dem slet ikke kommede " Sagde hun rolig før hun pænt neje foran ham, så de lange hvide ærmespidser fra jakken rørt kort ved jorden. " Han ville havde gjort dem selvskab idag, men han er deres blevet syg, så han sendte mig i stede håber ikke det gør noget ?" Spurgte hun rolig, mens hendes grønne øjnene kort så Markus i helhed, før hun så ham i øjnene. " De kan bare kald mig Rachel, Deres højhed" Sagde hun lidt genert og rette sig rank op og mærkede kort den brune hingst mule mod hendes skulderen og lod en hånd aer hingsten på næseryggen. " Jeg har taget nogen unge heste med.. lidt blande, men min fader sagde det var aftalt med dem. " Sagde hun blidt og peger mod 4 ung hingst af race 2 shire, 1 Marwari og den sidste var friser  " Det var noget med et mulig køb? Hvis det er kan de være mere end velkommen til at tage med tilbage til gods og se nogen andre heste?" Sagde hun rolig selvom hun godt vidst hun skulle være hos Markus i 2 uger minum for at passe deres egen heste. 

Tøj:
Jakke
Trøje og busker

Blikket gled hele vejen ned over den lille kvinde foran ham, som hun vendte sig om. Helt bestemt ikke den unge pige, han så for flere år siden, men nu en voksen ung kvinde.
Han rynkede let på næsen, idet hun valgte at tiltale ham så formelt, omend han vel ikke kunne have forventet andet, når han havde lagt ud.
"Bare kald mig Alfie," fik han hurtigt klemt ind og besvarede hendes høflige nej med et let nik. Han var for gammel til at skulle bukke pænt for hver enkelte, og gjorde det oftest kun for dem med vigtige titler.
"Selvfølgelig ikke. Det er da kun rart at træffe Dem igen." Det lille smil viste sig en smule mere i den ene mundvig. Når det nu var så længe siden deres sidste møde, ville han da gerne lære hende bedre at kende. Men forretningerne måtte komme først. Det var trods alt en af grundende for hendes besøg. Den anden værende hendes arbejde med de heste, som hendes familie havde opstaldet i Isgaards rummelige stald.

Han nikkede svagt til hendes ord, det havde netop været aftalen med hendes fader. Hans blik gled over mod de fire heste, som stod bundet til hver deres stolpe i udkanten af ridebanen og rankede sig. Staldmester Kim havde sørget for vand og hø til dem alle, og stod nu og strøg frieseren hen over ryggen med en strigle, klar til at tage imod enhver ordre fra adelsmanden. De to shire var dem der fangede Alfies opmærksomhed først, men inden han blev for optaget, rettede han lige blikket tilbage mod den unge kvinde.
"Det må jeg se på senere. Lad os først se nærmere på de eksemplarer De har med i dag." Han ville ikke tage stilling til at tage en længere tur endnu, for hvis det kunne undgås ville den dovne mand selvfølgelig helst blive hjemme. Men han var klar over, at det selvfølgelig kunne blive nødvendigt, hvis ingen af de fire heste levede op til hans krav.

"Jeg vil gerne afsætte tid til at lære hinanden bedre at kende senere, men lad os få forretningerne overstået først." Han spildte ikke tiden, da han gestikulerede med en hånd, at hun skulle føre an mod de bundne heste, og han selv ville følge efter.
"Jeg går ud fra at De har stamtavle til dem alle?" Spurgte han først, da han trådte tættere på den nærmeste hest, den ene shire, og strøg en hånd ned over dens mule. Så snart han var sikker på den detalje, kunne de vel starte fra en ende, så han kunne få så meget at vide som muligt, om hver eneste af dem.