Stemningen på Markedspladsen mindede mest af alt om en sydende, boblende gryde - en gryde, hvis indhold kunne koge over hvert sekund det skulle være, og hvis låg hoppede og dansede. En større folkemængde var stimlet sammen foran skafottet, og markedsboderne og de sædvanlige markedsgader var blevet flyttet væk fra pladsens midte, så der blev bedre plads og flere kunne se. 
    Galgen ragede op over alles hoveder - høj og ildevarslende imod den kølige efterårshimmel - og da vognen med den knækkede fange i det samme skramlede ind på pladsen, gav folkemængden sig til at buh'e og råbe i ét væk. 
    Fangens mørke hud fik hende til at stå tydeligt ud fra mængden - en let og tydelig personificering af dét Mørke, som Lysets folk blev opfostret til at hade - og Dianthos' jævne folk viste sig fra deres værste side; kastede rådne grøntsager og skældsord imod den dødsdømte kvinde, for tydeligt at vise hende, hvad de mente om hende. 
    Fangevognens tur igennem menneskemængden var en pinefuld langsommelig affære, men endelig nåede den skafottet, og to bødler i Lysets uniform låste tremmedøren op, rev mørkelveren ud af buret og skubbede hende op af skafottets trin. Endnu et indigneret brøl rejste sig fra folkemængden ved synet af krigsfangen, som nu stod til frit skue på skafottets planker - den eneste person deroppe, hvis ansigt var synligt, da bødlerne, som traditionen bød det, var iført de blanke bøddelhætter. 
    En lovkyndig besteg nu skafottet og gav sig til at læse anklagerne op, mens folkemængden råbte foragelsen ud for hver forbrydelse, der blev nævnt. Den eneste jubel, der lød over Markedspladsen, var da krigsfangens straf til sidst blev læst op; hun var dømt til døden ved hængning, og det var præcis derfor Dianthos' borgere var mødt op.
    Den lovkyndige forlod skafottet, og den ene bøddel lod fangen sige sine sidste ord, hvis hun skulle ønske det. Derefter greb den anden hende i hendes bundne arme og trak hende med hen foran galgen - placerede hende på lemmen og rakte op efter løkken, der hang truende som en slange over fangens hoved.

Sedna’s celle have været velbesøgt siden Trestor havde sat fod i den. Skyggevandren Zirra, dæmonungen Kester og sidst men ikke mindst Zirra’s chef. Sidstnævnte havde Sedna regnet ud måtte være spionmesteren, tænk sig at man kunne få så fint besøg bare fordi man gik Kile i møde… Derefter havde ’besøgende’ været de samme som før. Ansigtsløse medlemmer af Lyset, der stadig håbede på at få hevet information ud på lige så brutal vis som hidtil. Særligt viden om hvilken kombination, der skabte den ætsende gift og hvad der kunne stoppe ætsningen igen.
Mørkelveren havde stædigt havde holdt fast i ikke at give efter, selvom det havde været så tæt på så mange gange. Det ville have været nemt at give dem, hvad de ønskede at vide, så det hele kunne stoppe. Dagen forinden var det hele stoppet. Den dag var Sedna blevet hevet ud af cellen, ned ad gangen og nærmest kastet ned i en den ikke synderligt behagelige stol med spændende og en healer tilkommet.
Da havde hun vidst at Treston ikke ville kunne holde det halve løfte han havde afgivet. Han havde ikke haft held til at overbevise sine overordnede, at Sedna ville være mere værd i live end for enden af et dinglende reb. Hvad der i virkeligheden skar dybt i hendes indre, var at vide han ikke ville komme tilbage til hende. Ingen ville lade ham nærme sig cellen…
Victoria havde måske nok sørget for at tage toppen af smerterne, den massive hjernerystelse med hyletonen og fået tænderne til at fæstne sig på ny, men skaderne var stadig omstændige. Læberne stadig hævede, sprækkede af dehydrering og tændernes gentagende hold i den. Ribben der stadig gjorde det svært at trække vejret ordentligt ind og så var der ansigtet. Plamager af sort der dækkede en stor del af den i forvejen mørke hud. Kun de skader som kunne skjules under den lasede hørkjole, der vidst nok en gang havde været hvid, fik lov til at blive. Resten derimod blev den følgende dag healet, så det perfekte billede af Lyset ikke ville krakelere når folket så, at ikke kun Mørket gjorde uhumske ting mod deres fanger.
Mens healerens kyndige hænder flyttede sig rundt på den forslået krop, slap den første tårer og trak våde spor ned ad kinderne. Ikke skabt af smerten, den var hun næsten blevet forvænt med. De skyldes alle de ubesvarede spørgsmål; om det hele bare havde været løgn? Om Treston bare havde været en brik i spillet til at forsøge og knække hende? Om han i virkeligheden var dén, som havde brugt hende?

Vand og stenhårdt, muggen brød var blevet serveret den morgen, hvor hun skulle udstå sin straf. Ikke så meget som en tår eller en bid var blevet taget. Aldrig om hun både skulle spjætte mens livet rendte ud af hende, for at urinere og defækere på ned af sig selv efterfølgende til folks fornøjelse…
Med et tomt blik havde hun stirret på brødet og det grumsede vand. En enkelt gang strejfede tanken, om brødet mon kunne bruges til modstand, måske var det hårdt nok til at slå en mand ud? Det kunne være hendes sidste kamp mod Lyset, et flugtforsøg, hvis hun da havde haft viljen og kræfterne til det.
Ingen modvilje. Ikke så meget en snerren mødte hendes bødler, da de lænkede hænderne på ny og ledte hende ud af det kolde, fugtige mørke, der det sidste lange stykke tid havde været hendes ’hjem’.
Turen til markedspladsen var alt for kort, den burde have føltes som hendes livs længste tur - var det ikke hvad man sage? I stedet følte Sedna knapt vognen var sat i gang inden den i et hårdt ryk gjorde holdt.
De bare fødder havde knapt rørt de glatte efterårsvåde sten, inden den første rådne grøntsag ramte og satte et ildelugtende mærke på hør klædet. Inden længe ramte de næste kasteskyts. Hvor vognturen havde været hurtig, var turen gennem folkemængden uendelig lang. Det føltes som om den aldrig ville nå sin ende.
”Sedna Calpyso Van dee See tilhænger af Mørket og Dens styrker… Datter af Septa Cúsharta… Skyldig for tortur og mord af uskyldige krystallianere… Drab på Lysets tilhængere… Dømmes til døden ved hængning…” brølede den lovkyndige ud over mængden. Listen var lang og Sedna var for længst holdt op med at lytte efter. Hun havde først set ordentligt på de fremmødte da hun stod på skafottet. De gyldne øjne gled søgende hen over hvert ansigt foran sig, ledende efter blå sommer himmel og korn gylden høstmodne strå, men lod ikke til at finde hvad de søgte.
”…Ønsker fangen nogle sidste ord ingen Denne henrettes?” at dømme ud for tonen, irritationen og skarpheden havde den lovkyndige måttet gentage spørgsmålet.
”Den der kæmper mod uhyrer må se til, at denne ikke selv bliver et uhyre. Når du kigger for længe ind i afgrunden, kigger afgrunden ind i dig selv.” ordene var ikke længe om at danne sig. De var faste og så kolde at luften omkring hende kunne fryse. Ment til at ramme hver og en af dem der var til stede for at få stillet deres egen morbide nysgerrighed og mættet deres indre dæmoner.
Ordene gav hende en fornyet styrke. Nok til at hun ikke lod sig ligne en underkuet hund da løkken blev lagt om den mørke hals. Med rank ryg stod blev hun placeret på lemmen, klar til at lade Kile tage hende med sig. Klar til at gå hendes Pandora i møde.

    Treston havde haft travlt i det skjulte fra dét øjeblik Dastor havde fortalt ham om Sednas dom, og nu kulminerede planlægningen, og han var ved at dø af skræk. Det var værre end ventetiden før en træfning - meget værre, for det var ikke hans eget liv, han skulle frygte for. Ikke udelukkende i hvert fald...
    Der var ualmindeligt varmt og indelukket i bøddelhætten, og det føltes alvorligt, som om han ikke kunne få luft - som om hans åndedræt satte sig fast i halsen på ham og langsomt var i gang med at kvæle ham. Hættens ejer lå bedøvet på sit værelse i Paladsets indkvarteringsfløj, og Treston havde for god ordens skyld taget nøglen med og låst døren bag sig, da han hentede hætten, så han regnede ikke med, at blive afsløret fra dén side... Men derfra var der hundrede andre ting, der kunne gå galt. Hundrede dele af hans plan, der ikke nødvendigvis ville passe sammen. Hundrede måder, de folk, han havde været tvunget til at inddrage, kunne forråde ham eller svigte ham utilsigtet...
    Den nypåførte tjære, skafottets træ var blevet malet med, klæbede en anelse under hans støvler, da han gik hen og greb Sedna om armen. Det havde kostet ikke så få krystaller at finde nogen i Nedre Bydel, der turde give sig ud for at være en del af byrenovationen, og det havde klart været en risiko at stå vagt ved dem i sin uniform, mens de malede skafottets udpinte træværk over med tjæren. Men det havde også været dét, der skulle til, for at ingen stillede spørgsmål, og folk på Markedspladsen bare købte dét billede, han havde forsøgt at male for dem; nemlig at aktiviteterne omkring skafottet var ganske legale og godkendte oppefra, og at de skete som en forberedelse til den kommende henrettelse. 
    Sednas sidste ord klingede højt og klart over folkemængden og gennem frygten og spændingen og den begyndende panik mærkede Treston et lille-bitte stik af stolthed over hende - selv nu, selv her foran alle disse mennesker, der hadede hende, bevarede Sedna værdigheden...
    Hans hjerte hamrede, da han førte hende hen til lemmen, og blodet brusede i hans ører, da han rakte op over deres hoveder og trak løkken ned, så han kunne lægge den om hendes hals. Med rystende hænder trådte han tættere på - skærmede for den anden bøddels blik med sin krop - strammede løkken ind. Og netop dér - inden han rakte ned til bæltet, og rev sækken fri - gjorde han en lille, undseelige bevægelse, svingede det knivsblad frem, han havde haft gemt i håndfladen og skar hamperebet over. Lige under knuden, så hans gerning kunne skjules af sækken, han i det samme trak ned over hovedet på hende. 
    "Gør som drengen siger," hviskede han kryptisk til hende - ordene blev gjort uldne og dæmpede af bøddelhættens stof - før han trådte et skridt tilbage med hjertet helt oppe i halsen og famlede efter håndtaget til lemmen. Det skulle virke, dét hér. Det skulle virke...
    Ufrivilligt vandrede hans blik ud over menneskemængden og deres forvredne, hadefulde ansigter - et vanvidsbillede, indrammet af bøddelhættens øjenhuller. Lysets folk i Lysets uniformer, der stod i en kæde hele vejen omkring skafottet for at holde mængden tilbage. Erstens ansigt, da broderen tvang en lidt for fuld og lidt for vred tilskuer tilbage i folkehavet...
    Så omsluttede hans fingre lemmens håndtag og med et ryk rev han det tilbage, så lemmen sprang op med et smæld. Hørte folkemængdens forventningsfulde gisp, da Sednas krop faldt.
    Og forsvandt gennem lemmen - ned under skafottet.
    Treston lod ingen komme sig oven på overraskelsen. Han eksploderede i bevægelse - greb den anden bøddel og uskadeliggjorde den stakkels, forbløffede mand med et par hurtige slag. Sparkede ud efter en soldat, der havde fattet sig hurtigt og var på vej op på skafottet, så manden tumlede bagover ned i menneskemængden, der var begyndt at råbe og skrige nu. Som han havde forventet var alting gået i det rene kaos, og ingen forstod helt, hvad der foregik - soldaterkæden havde stået med ryggen til skafottet, og de fleste af dem stirrede bare forvirrede rundt, fuldstændig forstående og uden umiddelbart at kunne koble brikkerne sammen eller skabe mening i dé advarsler, de mange tilskuere råbte. Resten forsøgte at mobilisere sig, trak deres sværd, faldt nærmest over hinanden for at komme op til Treston på skafottet...
    Og det var da, han trak en ordentlig favnfuld lys til sig og pressede det sammen med et grynt til et punkt på størrelse med et knappenålshoved, og lod den hvidglødende kugle af energi falde bag sig - ned på det tjæremættede træ. 
    Lyset var så komprimeret, at varmen fra det satte ild i tjæren allerede inden energikuglen ramte skafottet, og da flammerne slog op, havde Treston gentaget handlingen tre gange mere og dermed sikret sig, at skafottet ville gå op i flammer hurtigere end nogen i den efterhånden paniske menneskemængde kunne nå at få organiseret en brandkæde. 
    En soldat brød igennem flammerne og langede ud efter ham, og Treston tumlede tilbage, slog ryggen imod galgen og undgik med nød og næppe mandens sværd. Et heldigt spark, der fik manden til at snuble ud over kanten, og så dukkede Treston sig gennem de voksende flammer - taknemmelig for bøddelhætten, der beskyttede hans ansigt - og svingede sig ud over kanten og ned på det hårdstampede markedsstøv bag skafottet. Han vendte sig ikke, for at kaste et blik over kaosset bag sig - gav ikke nogen mulighed for at råbe ham op eller holde ham tilbage. Han løb bare, alt hvad remmer og tøj kunne holde, rev bøddelhætten af hovedet og lod den forvirrede menneskemængde opsluge sig, mens skafottet brændte bag ham og sendte sort tjære-os op imod himlen.


    

Reaktionerne var fuldkommen som forventet, gråzonen var blevet italesat og nu føltes det som om jorden brændte under fødderne på dem. Gispende foragt for den sortes ord gik gennem de fremmødte. Forargelse gled over i en blanding af tavshed for dem der lod ordene bundfældede sig, mens andre lod hvisken blande sig med brøl af skældsord og alskens dårligdom, der endte med at haglede som knytnæve store hagl ned over hende. Enkelte forsøgte i arrigskab at bryde gennem muren af opstillede folk fra Lyset, med kun med et mål for øje, at kværke den slanke hals inden rebet fik æren.
Sedna stod fortsat rank da rebets løkke blev trukket over det sorte hår, lagde sig dovent over musklen mellem skuldre og hals. Kun det tunge åndedræt lod til at afsløre hvilket følelser, der i virkeligheden rasede inden i hende.
Allerede inden rebet var blevet strammet den rette mængde, var det som om det blev svært for hende at få vejret, den tunge vejrtrækning blev overfladisk og hurtigt, grænsende mod at hyperventilere. Hvert luftindtag fik de stadig bukkede, måske endda brækkede ribben til at skrige af smerte. En smerte der var det eneste der holdt mørkelveren i at flygte mentalt fra skafottet. Midt i smerten kom mørket og gjorde det kun svære at få luft så hovedet blev ørt. En dæmpet, uklar mandsstemme hun ikke i første omgang registrerede som Treston’s, fik øjnene til at spærres op under sækken. Knapt nået spørgsmål at dannes på tungen, før træet forsvandt under hendes fødder til stor jubel fra mængden.
Snittet havde sin effekt, rebet nået kun at strammes så snoningerne bed i halsens tynde hud, før det måtte give efter for vægten. Det ene knæ, hofte og dernæst skulderen tog fra mod den våde jord under det knækkede reb. Alt luft blev slået ud og ikke så meget som en jamren lod sig høre, da Sedna rullede om på ryggen og lå gispende under sækken, inden et af gadens børn trak klædet væk ”Kom nu, der er ikke meget tid!” hundsede drengen, mens han med en lille kniv, der trængte til at møde en slibesten, nærmest savede rebene om håndleddene op. De stor brune øjne løftede sig mod skatoffet og den tumult der begyndte at opstå ”Kom!” bestemt og uden tøven greb den lille hånd om Sedna’s og trak hende med så snart fødderne havde fast underlag under sig.
Ført mod et åbent stendæksel ned til Dianthos’ kloak og tilsyneladende også endestation, for de forbrydere, hvor en familie ikke ønskede deres livløse legeme at begrave. Fuldfede rotter sprang pibende til siden, da hullede støvler og bare fødder ramte deres festmåltid. Et øjeæble gav efter for vægten, sprang som et snebær under legene børnefødder.
Om det var den kvalmede sødmefulde stank af råddent kød eller følelsen af det under de bare fødder, som der var værst var der ikke tid til at finde ud af. Begge dele gav hende lige stor lyst til at stødte hænderne mod knæene og forsøge at tømme det maveindhold ud, som ikke var til stede…
Trukket gennem kloakkens spildevand og andet slam, førte drengen hende med sig, mod det mødested ridderen havde givet ham. Hastigt nok til at Sedna måtte små løbe, men ikke så hurtigt at hun var ved at snuble.
Sedna sad uden en lyd og kiggede på drengen, der ikke havde stået stille siden de var kommet til hvad der bedst kunne beskrives som et utæt skur. Munden lige så havde ikke stået stille, men halvdelen af det han havde knevret ud, var ikke blevet hørt ”Er det rigtigt I spiser menneskekød?” Smilet gik fra øre til øre, afslørede en manglende hjørnetand og nysgerrige dådyr øjne stod lige udenfor Sedna’s gyldne, uden respekt for persons sfære. ”Hva… Hvad?” lød det hæst mens øjenbrynene søgte mod hinanden under panderynkerne. ”Spiser I mennesker og elvere, jer mørkhudet – din race?” gentog drengen uden at lade smilet falme det mindste. Det morbide spørgsmål fik den mørke hud over næseryggen til at rynkes ”Burde du overhovedet spørger om sådan noget? Er du ikke lidt for ung til den slags spørgsmål?” svarede hun uden en alt for skarp kant.
”Jeg er hele 12 vintre eller var det forår...? Nå men det er også lige meget, de vigtigste dage er dem man overlever! Jeg hedder Eir, Treston burde være på vej, men jeg vil stadig gerne vide om det passer?”.

    Treston havde brugt alt, han nogensinde havde lært om at undgå forfølgelse, til at sørge for, at ingen fulgte efter ham igennem byen. Han havde smidt militærjakken i en gyde undervejs, og stukket buksebenene i støvlerne, så de lidt mindre lignende noget, der normalt hørte til en uniform, og trods anstrengelsen var det koldt at løbe igennem Dianthos' gader på denne tid af året kun iført skjorteærmer. Men trods sine forholdsregler kunne han alligevel ikke lade være med at kigge sig over skulderen hvert andet minut - paranoid og stadig med hjertet oppe i halsen. Det ville være næsten uudholdeligt, hvis det gik galt nu...
    Endelig drejede han om det sidste hjørne og fik øje på det skæve, faldefærdige skur, der stod klemt inde imellem et par af Nedre Bydels rønner, der var næsten lige så faldefærdige at se på, som skuret var det, og han aflagde de sidste par meter med lange, hastige skridt, rev døren op og skyndte sig ind, så han kunne lukke den bag sig, inden nogen fra gaden bed alt for meget mærke i noget.
    Hans pludselige entré havde tydeligvis afbrudt Eir midt i en sætning, men Treston havde ikke øje for knægten - han havde kun plads til Sedna, og i tre hurtige skridt var han henne ved hende og skovlede hende op i en lettet, knugende omfavnelse, der sagde alt om dén frygt, han havde næret på hendes vegne.
    "Undskyld," var det eneste han kunne få frem - en hviskende henånding i hendes hår. Både hun og Eir lugtede af deres tur igennem kloakkerne, men Treston var ligeglad - han var bare helt let i hovedet af endelig at kunne holde om hende. Uden uniformen imellem dem. 
    Lige da var lettelsen stor nok til at overskygge selv de ting, der var sket i Tusmørkebjergene. Lige nu nød han bare at mærke varmen fra hende.

Tolv år… Eir lignede ikke en der var en dag over ni, ti hvis man virkelig strakte sig. Et estimat der så bestemt, hverken skyldtes den manglende tand eller det tjavsede mørkebrune hår, når vasket ordentligt ville være mindst to nuancer lysere. De indsunkne øjenhuler, skarpe kindben og den tynde ranglede krop, der på ingen måde højdemæssigt var tilsvarende en dreng på hans alder og som fik tøj til at virke alt for poset. Alt sammen gjorde det så tydeligt, at han var et gadebarn og desværre nok født som et.
Synet og tanken brast det bankende moderhjerte. Intet barn burde rende på gaden, frarøvet sin barndom i jagten på at se næste morgengry. Hvad dådyr øjnene ikke havde måttet være vidne til... Hvordan skulle han ellers så upåvirket kunne springe ned en lig bunke?
Endnu en gang tunede mørkelveren ud og lyttede kun med et halvt øre, da Eir’s nye talestrøm blev afbrudt midt i benævnelsen af den selv samme person, der kom farende ind i skuet. Der, lige dér var hendes høst modne kornmark og sommer blå himmel, alt det hun ikke havde kunnet finde fordi han havde været bag hende. ”Treston, jeg gjorde som du sagde! Vi sprang lige ned i kloakken. Hun jokkede på et øjeæble så det sprængte med en pop lyd, så det sprøj…” henvendte drengen med iver i stemmen til ridderen, men han talte endnu en gang for døve øre. Mens Sedna kun nåede at træde en halv fod længde frem, var Treston allerede henne ved hende i tre lange skridt og tog hende i sin favn.
Med armene lukket tæt omkring den trænede torso, lod fingrene gribe omkring stoffet så fast som havde hun aldrig tænkt sig at slippe igen. Ignorerede smerten fra krammet og trak sig om muligt endnu tættere. Ansigtet bagravet væk i brystkassen foran sig med en hovedrysten, han skulle ikke undskylde ”Det var dig. Dig bag bøddelmasken, var det ikke?” lød det mumlende ind i skjortens stof. Han duftede af sved, tjære og røg, men under alt det duftede han nøjagtig som på kroen.

    Han trak sig kun lige akkurat så meget væk fra hende, at han kunne se hendes ansigt; Treston var ikke villig til at slippe hende endnu. 
    "Det var det," bekræftede han med et lille smil og strøg hende over kindbenet og øjenbrynet med sine tommelfingre - indrammede hendes ansigt med sine hænder. "Jeg kunne ikke lade dem gøre det, Sedna... Du har ikke fortjent at dø for enden af et reb..."
    Han ville have sagt mere, men det blev åbenbart Eir for meget med al dén voksensnak, for knægten var kommet over og rykkede nu i Trestons skjorteærme for at få hans opmærksomhed. 
    "Hvis det er, at jeg stadig skal vise jer igennem Undergrunden, så skal vi altså til at komme af sted nu. Én af de gange, vi skal bruge, ligger under vand halvdelen af dagen, og det er ikke sjovt at blive fanget i den, når oversvømmelsen kommer!" Udtrykket i Eirs ansigt - oprigtigt, men tydeligt, upassende begejstret - fortalte Treston, at knægten måske ikke selv havde prøvet det fornævnte... men at han helt sikkert havde en makaber historie om nogen, der havde... 
    Modvilligt slap Treston Sedna og kom så i tanke om dén belønning, han havde lovet gadeungen. 
    "Du må hellere få dé hér nu, så vi ikke pludselig må flygte og du står tilbage med ingenting for dit besvær," bemærkede han, mens han fandt den lille skindpose med krystaller frem og rakte den frem imod knægten, der gjorde store øjne. "Tag dem. Du har fortjent det, Eir. Uden dig kunne det ikke have ladet sig gøre. Jeg skylder dig i virkeligheden meget mere..."
    Knægten tog imod posen med et bredt grin og sendte et spillende øjenkast op til Treston. "Zirras familie er næsten min familie, Treston. Lad nu være, med at gøre det underligt."
    Søsterens navn ramte Treston som en rambuk, og inden han kunne nå at fatte sig nok til at stille spørgsmål - spørge Eir hvad pokker han mente med dét, og hvor i Zaladins navn han kendte Zirra fra - havde knægten på magisk vis fået posen med krystaller til at forsvinde et sted i sine pjalter og var snurret om på hælen med retning imod skurets dør. 

Modviljen i at lade ham trække sig væk var stor, men hun formåede alligevel at slippe taget omkring ham nok til det kunne lade sig gøre. Hænderne løftede sig op til hans hvor hun med blide kærtegn strøg tommelfingeren mod håndryggen.
Lysten til at trække ham ind i et kys og sætte en knyttet nævne mod hans skulder var lige stor i øjeblikket, da Treston bekræftede hendes ord. Tak var et fattigt ord, og selvom elveren var ovenud taknemmelig for ikke at ende sine dage fra et reb, så var der også en stikkende frustration over den position han satte sig selv i, ved at rede hende.
Eir kom dem begge i forkøbet, afbrød Treston i at føje flere ord til de for gående og Sedna i at komme med indskydelser af bekymring. Dén snak skulle nok komme, en der skulle tages sammen med alt det andet som stadig tyngede hjerte og sind.
Uden at tage blikket fra drengen, søgte Sedna’s ene hånd op og greb om Treston’s overarm ”Vidste du at han…” kender Zirra. Spørgsmålet ebbede ud, i det hun fik drejet hovedet og set hans udtryk. Hånden gled ned over skjorten inden den lukkede sig om hans hånd ”Kom.” bød hun blidt inden hun uden at slippe hånden førte ham med sig i hælene på Eir. Skuret havde nok været piv utæt, men det føltes stadig som at luften udenfor var køligere. Stanken af kloak virkede nærmest mere intenst og umulig at undgå da den kom fra hende selv ”Urgh.” kom det lidt sammenpresset ud, da luftvejene syntes at lukke sammen ved lugten. I flugten havde hun ikke haft tid til at bemærke den, måske fordi stanken af lig i forskellige stadier er forrådnelse havde hængt så længe ved i næseborene. Nu ramte den hende insisterende som en kold spand vand ”Havde jeg vidst du ville dukke op, så havde jeg gjort lidt mere ud af mig selv.” blev der næsten hvisket til den blonde mand, hvis hånd fik et lille klem med på vejen. Nok var der ikke længere spor i ansigtet efter mødet med Kester, men hun var stadig i en tarvelig tilstand med det fedtede hår, kjolen i hør der mest mindede om en laset sæk, hvor et groft reb var snøret omkring livet.

    Hendes hvisken fremkaldte et lille smil, på Trestons ansigt, og han gengældte hendes håndklem i det begyndende tusmørke. "Jeg lagde - bogstavligt talt - en løkke om halsen på dig og sprang lemmen under dig åben, Sedna. Jeg tror ikke, jeg har noget, at skulle lade dig høre for." Han ignorerede stivnakket den lille stemme i baghovedet, der skreg: Du torturerede min søster, du torturerede min søster, og gav hendes hånd endnu et klem. "Jeg er bare glad for, at første del af planen lykkedes."
    Eir kendte tilsyneladende Nedre Bydel som sin egen bukselomme og lige så snart det var muligt, førte han dem fra gaderne og ned i Undergrunden, hvor sandsynligheden for at støde på en patrulje var betydelig mindre. Der var naturligvis bælgmørk dernede - så mørkt, at Treston ikke kunne sanse det mindste lys, han ville kunne hive til sig - men igen var Eir velforberedt, og efter lidt famlen langs væggen, trak knægten et par olievædede fakler og et tændstål frem og fik hurtigt gang i ilden ved at stryge sin lille, rustne kniv over stålet. Han rakte den ene af faklerne frem imod Sedna og vinkede dem så efter sig ned igennem den gamle kloakgang. 
    Der gik ikke længe, før Treston fuldstændig havde mistet orienteringen, og nogenlunde samtidig holdt han op med at prøve at gætte, hvilken del af byen de var under. Gangene varierede meget, og de blev udsat for alt fra små, lave passager, hvor Treston nærmest måtte helt ned i knæ, til store, brede gange, hvor andre havde sat brændende fakler op på væggene, som oplyste de gamle sten i konstruktionen og de små vandpytter af fugt, der samlede sig under dryppene fra loftet. 
    De få folk, de stødte på, bøjede hovederne og holdt sig til sig selv, og da det lod til at være den gængse omgangsform hernede, gjorde deres lille gruppe præcis det samme. De måtte også ligne problemer; et gadebarn, en mørkelvisk kvinde - tydeligt iklædt en særk af dén slags, man hængte folk i - og en høj mand i skjorteærmer... Det var nok ikke hverdagskost. Selv ikke hernede.
    Og lige præcis dét faktum bekymrede Treston. For der var uden tvivl patruljer ude og lede efter dem, og de var alt for let genkendelige... Hvis Ersten var en del af eftersøgningsholdet - hvilket kan uden tvivl var - så ville det ikke tage ham lang tid, at skaffe deres signalement. 
    Men der var ikke skidemeget, Treston kunne gøre ved det, andet end at hjælpe Sedna af sted efter Eir så hurtigt som muligt. Det var heller ikke retfærdigt - hun var forståelig nok medtaget efter indespærringen i den mørkeste, koldeste del af fangekælderen, og han ville allerhelst have givet hende et varmt tæppe om skuldrene og et sikkert sted at sove og komme til kræfter. 
    Men de skulle ud af byen først - alt andet var simpelthen for farligt - og Eir havde lovet ham, at han kendte en vej igennem Undergrunden, så de ikke blev nødt til at smugle Sedna igennem byporten. 
    "Eir siger, han ved hvordan man kommer ud af byen, uden at skulle se portvagter i øjnene," hviskede Treston til Sedna, mens de gik. Denne gang var oversvømmet, og det var hårdt at traske i vand til lige under knæene. "Når vi først er ude, er det kun en kort tur til en lille, nedlagt minegrube, hvor vi tager en overnatning, så du kan komme lidt til kræfter - Eir fortæller, at den kun bliver brugt i ny og næ af smuglere, til at opbevare deres varer i, inden de fragter det videre op til fjorden nord for Tusmørkedalen. Vi burde kunne være i fred dér en enkelt nat... i morgen har jeg så arrangeret, at der kommer en ven og samler dig op." Han blev pludselig mindet om, hvilken løgn, han havde stukket Lynn, og kom til at udstøde en lille, forlegen latter. "...hun... Ja. Hun ved ikke helt, hvordan det hele hænger sammen, og sådan skulle det gerne forblive. Jeg er bange for, at du bliver nødt til at hoppe med på dén historie, jeg har bundet hende på ærmet."

Uden helt at slippe hånden, gled de slanke fingre ind mellem hans, hvor mørkt flettede sig sammen med lyst. En svag rysten så de sorte hår dansede omkring skuldrene, var alt hans alt for valide svar blev mødt med, alt mens tænderne bed sammen om de ord der lå prikkende på tungespidsen. Der var ingen grund til at pege det åbenlyse ud, at han af alle Lysets folk havde de bedste grunde for at gøre lige netop dé to ting. Snakken om Zirra’s tortur skulle nok komme, men dette var ikke tidspunktet mens de flygtede gennem Dianthos’ slum og undergrund.
Eir var i sandhed i sit rette element, da han ledte dem gennem labyrinten af underjordiske gange. Der var ingen tøven, kun kortvarige pauser når han havde været lidt for hurtig, så hans følge sakkede en anelse bagud. Delvis af Treston’s højde i de mindste af gangene, men også fordi et hvert buk mindede Sedna om skaderne under kjolen. Første gang havde hun endda nært tabt faklen, da luften blev presset ud og sorte pletter dannede sig i synsfeltet. Smerten gjorde det tæt på umuligt i den foroverbøjet stilling at trække nyt luft ind.
Insisterende på ikke at blive den hæmsko, der skulle forhindrede dem i at nå frem tidsnok til at kunne komme igennem den tunnel, som Eir tidligere havde nævnt som et vigtigt krydspunkt. Bed Sedna tænderne så hårdt sammen som det var fysisk muligt, så kæbemusklen spillede under huden i det varme fakkellys.
Alt fokus blev lagt på at fastholde det knugende tag om Treston’s hånd og den ene af de to lyskilder, så elverkvinden ænsede knapt nok de personer de passerede på deres vej. Hun havde allerede for længst opgivet, sit forsøg på at skabe et mentalt kort over ruten Eir ledte dem igennem.
Det plaskende vand ekkoede mod de fugtige stenvægge, der førte lyden af deres tunge skridt langt ned ad gangen i begge retninger. Farten var blevet sænket betydeligt af den højere vandstand, men det forhindrede ikke Sedna i at bremse den yderligere. ”Samler mig op?” forvirringen var hverken til at skjule i stemmen eller blikket, da de gyldne øjne drejede sig mod hans skikkelse "... Jeg.. Men du, nej… Hvad med dig Treston?” han kunne umuligt vende tilbage, kunne han? Måske var det trætheden eller smerten fra den en side af brystkassen, som tågede hendes sind, der syntes ikke at kunne finde mening i, hvorfor han kun havde lavet en aftale omkring hende, hvorfor han ikke skulle med hende?

    Med et hurtigt blik over skulderen efter Eir, lod Treston sig bremse af Sedna, selvom han gjorde det tydeligt med sit kropssprog, at de måtte videre - at de ikke kunne standse op. 
    "Jeg kan ikke tage med dig, Sedna - ikke endnu," sagde han blidt, og hadede sig selv for dén forvirring, han kunne se, hans ord havde frembragt i hende. "Jeg bliver nødt til at være tilbage i Dianthos i morgen tidlig, hvis Zi-" Han brød af og sagde i stedet: "- min familie ikke skal fatte mistanke om, hvad jeg har gjort..." Han skar en beklagende grimasse. "Jeg er ked af det, Sedna... Men jeg kan ikke byde min far dén skam... Det ville ødelægge ham, hvis han vidste, at hans mellemste søn har begået forræderi..." 
    Det var ikke rart at sige ordene højt, men de var ikke desto mindre sande; dét, han havde gang i lige nu, ville ikke bare resultere i en reprimande og en degradering, hvis det blev opdaget. Han risikerede i yderste tilfælde, at få lov til at dingle ved siden af Sedna...
    "Jeg kommer til at sælge historien om, at jeg har været på kro og drikke mig sanseløst beruset... Så må de tro, hvad de vil. Men hvis jeg forsvinder sammen med dig nu, vil der ikke gå længe, før nogen lægger to og to sammen, og det ville gå ud over hele min familie. Det..." Han skar endnu en grimasse og sænkede blikket. "Det kan jeg ikke, Sedna."

Hvad havde mørkelveren egentligt også forventet?
Havde hun virkelig i rammeste alvor troet på, at han en ridder af Lyset, der var så tynget af sin families forventninger ville flygte med hende ud i en usikker fremtid? Treston ville måske nok kunne skjule sig i mængden, men Sedna ville aldrig med den mørke hud kunne gøre andet end at tiltrække sig opmærksomhed. Var det overhovedet noget hun kunne byde ham? Med alt andet hun i forvejen havde budt den blonde mand, var hun så overhovedet i nogen position til at kræve eller ønske så stort et afkald, i bytte for usikkerheden og i værste tilfælde døden?
Nikket var kort, fast og emmede af forståelse for alle grundende, hvorfor han måtte blive tilbage. Forståelsen var der også, for virkeligheden var at deres roller kunne have været ombyttede.
Sandheden gjorde dog ikke mindre ondt at få italesat af den grund. Bag alt det forstående var det triste, det såret og det fortvivlede, som alle bød hende at hive hånden fra hans og bede ham vende rundt nu.
Men det i stedet for at forsøge at skubbe ham fra sig, trådte Sedna i stedet nærmere. Hånden trak sig fri, men kun for at række op og gribe ham helt blidt omkring hagen ”Der skal nok findes en løsning på det hele, du er en kløgtig mand, Treston.” lød det uden skyggen af tvivl.
Fingrene slap kæben, men inden hun selv nåede at sige mere, lød Eirs stemme længere fremme ”Ey, kommer I eller hvad? Det er ikke nu til at få kolde fødder – vi er nødt til at skynde os.” kommanderede han små vrissent over at se dem stå stille.
Hånden sænkede sig, men stoppede på halvvejen mellem dem, vendte sig med håndfladen op ad i en invitation for Treston til at tage hånden i sin ”Skal vi stikke halv af sammen?” spurgte hun retorisk med en drillende kant.
Hvis dét hér var den sidste tid hun ville og kunne få sammen med ham, måtte det bedste fås ud af den.

    Han mødte først hendes blik, da hun greb ham om hagen. Hendes ord kaldte et lille, træt smil frem på hans ansigt, og han nåede lige at grynte: "...At hæfte 'kløgtig' på mig, er vist at strække begrebet," før Eir råbte på dem og Sedna slap ham.
    Treston kunne dog ikke lade være med at udstøde et lille latterfnys over hendes forslag, og han omsluttede hendes hånd med sin og trak hende ind til sig, så han kunne plante et varmt kys lige under hendes øre, inden de satte i gang igen. "Om vi skal, Sedna. Om vi skal."
    
    De sagde farvel til Eir ved den gamle kloakudmunding, der lå i skjul for vagternes blikke oppe fra borgmuren under et lille klippeudspring og noget sparsomt, vindtørt buskads. Gitterets ene tremme var rustet igennem helt nede ved de overrislede sten, og det var noget af et mas for Treston at klemme sit lange legeme igennem, uden samtidig at blive alt for gennemblødt, mens Eir med et grin bare smøg sig ud på den anden side på nul-komma-fem. Kloakudløbets vand havde gennem tiden skåret et løb ud i jorden, og ikke langt derfra, lidt længere nede af bakkedraget, videde vandløbet sig ud og blev til en lille flod, der snoede sig ind i skovbrynet og forsvandt imellem stammerne. Det var inde i dén skov at den forladte minegrube lå.
    Treston vendte sig imod gadedrengen. "Du har været en kæmpehjælp, Eir. Vi havde aldrig fundet vej igennem Undergrunden uden dig."
    "Nej, sandsynligvis ikke," grinede knægten og sendte Treston et muntert øjekast - nedefra og op. "Jeg håber, du klarer bluffet herfra, Treston. Zirra ville blive virkelig ked af det, hvis det hele ender med at gå galt."
    Inden Treston kunne nå at spørge ind til drengens ord, der nu for anden gang insinuerede et kendskab til hans søster, vendte Eir sig imod Sedna og førte et par flabede fingre til panden i en skødesløs salut.
    "Held og lykke!" hilste han, og så var han væk - var dukket under det rustne gitter og forsvandt i kloakkens mørke - tilbage i Dianthos' tarmsystem.
    Treston kunne ikke lade være med at stirre efter knægten. "Når alt dét hér er overstået tror jeg, jeg må have fat i Zirra og spørge hende, hvor hun kender Dianthos' gadebørn fra," mumlede han for sig selv, før han tog sig i det og vendte sig imod Sedna. "Der er ikke så langt til minegruben - vi skal bare følge flodløbet et godt stykke vej ind i skoven, og så søge nordpå, når vi når dén sø, løbet munder ud i. Jeg fik at vide, at der er rester af en gammel malmvej, hvis man ved, hvad man skal kigge efter, og hvis vi bare følger dén, burde det ikke være et problem at finde minen."

Gryntet og nedskydningen blev mødt af et modsigende hævet øjenbryn. Hun var bestemt uenig i at det ville være at stærke den at pådutte ham sådanne egenskaber. Var det hans livklogeste beslutning det han var i færd med nu? Så absolut ikke, men de var nået så langt allerede og det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis der ikke sad et brugbart hoved på de brede skuldre.
Baskende sommerfugle vinger, gav kildende sug i mellemgulvet da Treston trak hende helt tæt, plantede læberne mod den mørke hud og frembragte et lavt lille fnis. Fuld af de spændte og varme følelser der et øjeblik fik lov til at fylde krop og sind, inden turen gennem den vandfyldte tunnel måtte forsætte.

Ved kloakudmundingens rustrøde gitter tøvede Sedna for første gang. Så til mens Eir med den sultprægede krop kom ud på den anden side, som havde han været glat som en ål. Treston fulgte trop knapt så elegant og så var det hendes tur. Med hårdt knyttede næver og en så dyb indånding som den forslået side tillod, blev tilløb taget. Knapt så elegant som ønsket formåede hun at slutte sig til dem, med et stærkt følge af sammenbidte svadaer værdig selv den største vejrbidte sømand.
Med hænderne lagt støttende mod den skadet side, blev et halvt strengt blik sendt mod den unge dreng, et af de blikke kun en mor kunne give ”Og nu skal du ikke føle dig inspireret.” lød det henvendt til Eir, mellem to anstrengte ind trækninger inden Treston tog ordet. Lyttende lod Sedna et øjeblik øjnene lukkes til, kun for at åbnes kort efter da Zirra atter blev nævnt. Med skævende blik lod hun sig notere Trestons udtryk, der stadig ikke gav udtryk for at kunne finde sammenhæng mellem gadebarnet og hans søster.
Afskeds salutten var knapt afgivet inden Eir allerede var drejet om sig selv, for at forsvinde ind i samme mørke trioen lige havde forladt, men ikke uden at få taknemlige og bekymrede ord med på vejen ”Tak for alt Eir, pas på dig selv ikke?” først da drengen ikke længere var at se eller hører, vendte Sedna sig mod Treston i et kort nik ”Vi må hellere komme afsted. Vi begge to trænger til at få lidt varme i kroppen.”.

Flere gange under turen til minegruben havde Sedna kastet blikket over skulderen. Skoven gav dem det nødvendige ly, men det var alligevel noget helt andet at være ude i det åbne, end da de havde taget flugten gennem undergrunden. Her føltes det hele mere udsat, flere scenarier havde nået at udspille sig bag elverens hjerneskal og ikke alle med lige lykkeligt udfald. Det var derfor også med lettelse da den mørke klippe munding var dukket op foran dem.
”Er jeg for optimistisk, hvis jeg håber på der dybt nok inde, gemmer sig en varm kilde?” lød det håbefuldt, selvom hun uden mærket var klar over, at sådan sandsynligheden var grinagtig minimal. Det afholdt hende dog ikke i at håbe. Med fødder der efterhånden var følelsesløse af efterårskulde, og ikke mindst den fæle kloaklugt der stædigt hang ved, så virkede et bad som det rene drømme scenarie.

    "Ifølge min kammerat Lynn, kan man gå tværs gennem bjerget og nå helt ud til fjorden nord for Tusmørkebjergene, hvis man følger minegangen ind," oplyste han og sendte hende et grin, idet han dukkede ind i den mørke minegang. ”Så måske er din fantasi ikke helt så urealistisk, som man skulle tro…”
    Efterårsblade var blæst ind i mineåbningen og dækkede stengulvet et par meter ind i den lavloftede gang. Treston måtte dukke hovedet og krumme ryggen, for ikke at støde panden imod de ujævne sten, og da det hurtigt gik op for ham, at minegangen kun blev mørkere og mørkere, jo længere ind man kom, vendte han sig og trak en håndfuld af det svindende sollys udenfor til sig, så de have lidt at se ved.
    ”Jeg tænker, at vi går indad, til vi finder én af de udluftningskanaler, der må være hernede,” meldte han ud og sendte Sedna et spørgende øjekast - gav hende mulighed for at være uenig. ”Vi kan samle et par favnfulde brænde sammen og tænde et bål under en sådan luftskakt - så er sandsynligheden for, at en eventuel eftersøgningsgruppe fra Lyset finder os på grund af røgen, ikke særlig stor… Og desuden er vi godt i læ, når nattekulden sætter ind.”

Det var måske ikke en varm kilde som hun havde håbet, men lige nu ville hun tage imod alt med kys hånd, som kunne gøre hende bare nogenlunde tålelig at være nær. Både for hans skyld, men i virkeligheden også lige så for hendes egen.
En hånd blev løftet mod det lyse ansigt der flækkede i et grin, hvor mørke fingerspidser drillende skubbede kærligt og drillende mod den skarpe kæbelinje, så næsten vendte samme vej som skosnuderne ”Jeg må huske at sende din kammerat Lynn en kærlig tanke, hvis det holder stik.” lød det små kækt tilbage, nøjagtigt som havde de været tilbage i den varme krostue og ikke i færd med at træde ind i ukendt mørke.
Det var svært ikke at se fascineret til da sollys blev trykket ind i det mørke, der kun blev tættere jo længere ind i minen fødderne bar dem. Sedna havde knapt sænket det en tanke, da hun var så vant til at kunne orientere sig, hvor andre ville have svært ved det. Fanget af sit eget hoved, var det kun med et halvt øre at Trestons ord mødt. Det var derfor en smule åndsfraværende da ”Jah, det fint.”  slap fra hende, inden hun rigtig blev hevet tilbage til gangen og snakken om bål ”Ikke særlig stor.” blev der gentaget i en mumlen, da særligt den sætning fik lov til at sætte sig ”Treston,  - hvis vi bliver opdaget, så er du her ikke af frivilje.” stemmen blev hård, afvisende for indskydelser der skulle tale imod den løgn.

Det knitrende båls flammer gjorde de hårde klippevægge bløde og skarpe at betragte, med de kontrastfyldte skygger ved hver lille ujævnhed. Med det varme lys bag sig bevægede Sedna sig tilbage ind i mørket, men med løftet om både at være påpasselig og hurtig.
Lynns ord havde vist sig at holde stik, brusende bølger kunne høres længe før fjordens vand, kom til syne Kulde og løftet var det eneste som afholdt elveren fra ikke at forblive i vandet, huden rynkede sig og føltes som om den ville gå i opløsning. Det var på ingen måde et ’bad’ der rensede i dybden men, det var essentielt renere end hvad hun havde været længe. Så meget vand som muligt blev vredet ud af kjolens stof og de mørke lokker. Inden det våde klæde blev trukket over den nøgne krop, hvor den straks klæbede tæt.
Turen tilbage til udluftningskanalen føltes noget længere, til dels fordi det våde fik den kølige luft til at bide, men også fordi hun mindst en gang drejede af ved den forkerte luftskakt. Med en halv favnfuld brænde samlet på tilbage vejen, blev hun med klaprende tænder budt velkommen af både varme og lys. Træet blev lagt sammen med den bunke de i forvejen havde samlet, inden hun var vandret afsted i jagten på vand.
Knælende sank hun ned foran hans siddende skikkelse, så ilden faldt hende i ryggen og lagde det mørke ansigt i ulæselige skygger ”Du må spørger om alt som går dig på sinde. Jeg vil hverken lyve eller fortælle brudstykker af sandheden, - men jeg kan ikke love du vil kunne lide alle svar, som måtte komme.” læberne blev presset sammen så deres fylde forsvandt. Givende ham akkurat nok tid til at lade ordene resonere inden det afgørende spørgsmål blev stillet, denne gang med en usikkerhed man sjældent ville høre i den lyse stemme ”Er du villig til at tage den chance?”.

    Treston havde siddet fordybet i tanker og stirret ind i flammerne, da lyden af Sednas skridt rungede ekkoende igennem minegangen, og rev ham tilbage til virkeligheden. Selvom hans hjerne nærmest med det samme genkendte hendes lette trin, nåede kroppen og hans indre alarmberedskab alligevel at reagere, så da hun trådte ind i bålskæret, hamrede hans hjerte af sted, som var det et dusin soldater, ilden oplyste, og ikke Sedna med vådt hår og en særk, der klæbede... meget klædeligt.
    Han nåede dog ikke at kommentere - hverken på det ene, eller det andet - før hun havde sat sig foran ham og ytret sine alvorsfulde ord. Hendes spørgsmål kom næsten lige så meget bag på ham, som den usikkerhed, han syntes, at kunne spore i hendes stemme.
    Sedna... usikker?
    "Jeg har opdaget, at jeg er villig til at tage temmelig mange chancer, når det kommer til dig," endte han med at svare med et lille, blidt smil, før han rystede det af sig og blev alvorlig. Søgte hendes blik, selvom hendes ansigt lå i skygge i bålets modlys, og hun ikke var andet end et mørkt omrids foran ham. "Lad os lave en aftale - lad os sige, at det går begge veje. At det kun er sandheden, fra nu af; for vores begges vedkommende. Og hvis sandheden gør for ondt at dele, må man om ikke andet være ærlig omkring, hvorfor det ikke er en snak, man kan tage i den givne situation..."
    Han nikkede for sig selv og tænkte sig lidt om, før han spurgte: "Hvorfor blev du egentlig en del af Mørket?" 
    Det var ikke dér, Treston havde regnet med, at han ville starte, men ikke desto mindre var det dét, der skete. "Jeg mener... Hvad var din...grund?"

Trækningen til at smil blev skjult i de skygger ansigtet var henlagt i. Kun bremset af fornuftens stemme der bragede bedervidede frem med for mange chancer i en løftet pegefinger. Kun for at blive undertrykt og skubbet tilbage, hvor den ikke længere slikkede mod pandeskallen, insisterende på at komme ud mellem dem.
Med et nik der accepterede de fremstillede vilkår, justerede hun på sin egen siddende position. Delvist for ikke at alt strålevarmen skulle falde hende i ryggen, men også for ikke at sidde i modlys der kunne skjule hvad end følelser der om lidt måtte udspille sig i de fine træk.
Det første af spørgsmålene var.. Uventet. Mentalt havde Sedna forberedt sig på at han først og fremmest ville søge svar på, hvorfor hun havde tortureret Zirra og om hun nærede nogen som helst form for skyld?
Det syntes måske som et af de nemmere spørgsmål, hvor svaret burde være faldet prompte. Det ville også havde været tilfældet for lidt over et årti siden, der ville hun med stolthed i brystet uden den mindste vaklen, svare inden de sidste ord var rullet over hans læber. Ikke denne gang…
En lille streg tegnede sig over de mørke øjenbryn og blikket kortvarigt sænket til de hvilende hænder i det våde skød ”Helt tilbage til skabelsen af mørkelvere, har min slægt, Cúsharta, tjent Mørket. - Om så det bare var at dyrke afgrøder til deres styrker eller selv har været en del af selv samme styrker.  Jeg tilhørte Mørket længe før jeg overhovedet blev undfanget.” blikket løftede sig, søgte mod hans, hvor det ville finde hvile ”Hele min opvækst har centret om Mørket, det var den eneste rigtige vej at gå, så derfor gik jeg af den sti og med stor stolthed” indrømmede hun mens skulderne søgte til ørene inden de faldt tilbage til udgangspunktet de havde rejst sig fra ”Der var aldrig rigtig et valg. Alternativet havde været at tjene Nalish’ra og jeg ville visne væk i et tempel.”.

    "Aldrig rigtig et valg..." gentog Treston lavmælt og kiggede ikke på Sedna, men på bålets dansende flammer. Dét lød jo uhyggeligt velkendt... Var det virkelig bare sådan? Var der ingen anden forskel? Var konflikten mellem Lyset og Mørket ikke andet end et spørgsmål om, på hvilken side, man var født? Hvilken løgn, man var opfostret til at tro?
    Men nej - det var også naivt at tro, når der fandtes folk som Lynn og Josefine på den ene side, og dæmoner, der stjal folks kroppe på den anden... Dét, der nok nærmere var tilfældet, var, at ingen af siderne helt havde monopol på hverken ondskab eller godhed... og at det brede gennemsnit på begge sider havde potentiale til begge dele.
    "Som du ved, tilhørte jeg også Lyset, inden jeg blev undfanget... det gjorde alle vi Reynlest-unger. Men jeg er begyndt at tvivle på det hele - på om vi virkelig har det moralske højsæde, sådan som jeg ellers altid har tænkt..." Han bed tænderne sammen og sendte hende et hårdt blik. "Min far forbandede dig og din slægt for de ting, din mor udsatte ham for, men kunne ikke se det forkerte i, at du modtog lignende behandling inden de dømte dig til døden. Og... Ja, det ved du ikke, men grunden til, at jeg kunne komme ned og besøge dig i fangekælderen, var fordi én af de andre Riddere er gode venner med vagtmesteren og har for vane at slå et smut forbi cellerne i ny og næ og udsætte de stakler, der sidder i dem, for sine perverse lyster... Og han mente helt bestemt, at jeg ville værdsætte muligheden for at gøre det samme. En Ridder af Lyset, Sedna! Hvordan skal jeg kunne stå inde for dét?" Han kunne godt selv høre, at vreden var krøbet ind i hans stemme, så han tog en dyb indånding og tvang sig til at puste langsomt ud igen. "Da jeg forsøgte at gøre ledelsen opmærksom på svinet, blev jeg lukket ned for med det samme, fordi hans mor er Major... Hvis vi virkelig ikke er bedre end dét, er Lyset ikke min loyalitet værdig." Han fangede hendes blik. "...men det var egentlig ikke alt dét, jeg ville frem til. Jeg ville spørge dig, om du oven på alt dét hér," han gjorde en lille håndbevægelse, der både indbefattede hulen, ham selv og dén hørkjole, de havde iført hende på hendes dødsdag. "Om du oven på alt dét, der er sket, føler dig tættere eller længere fra Mørket, end du gjorde før?"

Selv da de blå øjne søgte væk, fjernede Sednas gule sig ikke fra ham, men hun forsøgte yderligere aktivt at fange det. Han måtte se væk, forbi hende hvis det gjorde det nemmere at både lytte, bearbejde og forstå. Specielt nu, hvor hun vidste at svaret havde måttet prikke til hans indre. Nok forlod svaret mørke fyldige læber, men de kunne lige såvel havde forladt Trestons egne. Ikke alene var de forbundne gennem deres forældres historie, de var lige så forbundne med den konflikt de begge bar og havde måttet holde skjult for deres nærmeste.
De hårde øjne og hvordan vreden langsomt sneg sig ind, kunne have fået en hver til at krympe sig og tage det som var de personligt rettet mod dem. Sedna blev troligt siddende og lagde øre til frustrationerne både over at været blevet rystet i sin grundvold, fordi intet længere var som det tog sig ud til at være. Gjorde det umuligt bare at vende et blindt øje til. Det satte ikke kun spørgsmålstegn ved hvad der var godt og ondt, men om hans egen identitet; hvem var Treston Reynlest egentligt, når alt andet næsten havde vist sig at være en løgn?
Først da fingerspidserne rørte mod den side af kæben, der havde truet med at knække under Kasters spark, blev Sedna klar over hun havde løftet den ene hånd. Hånden var instinktivt søgt op, så snart hjernen havde trukket linjer mellem det rødhåret mandelokum og den Ridder Treston hev ind i sine ord. Kun til nød nåede munden at lukke sig, inden tungen af egen frivilje begyndte at udforme Kesters navn for at spytte det ud med bitter stemme, havde hun smagt noget ækelt. Det var ikke nu, mens vreden boblede for at nå kogepunktet, at dét navn skulle siges højt.
”(…)hans mor er Major…” den viden gav pludselig en helt anden betydning. Et hårdt halv gryntet ”Ha” kunne ikke bremses da det fylde en korte pause mellem Trestons ord ud. Naturligvis var der en højtrangerende der holdt hånden over møgkøteren, at denne så ovenikøbet var kvinden der havde givet ham livet, gjorde kun smagen i munden grimmere. Skabt af den urørlighed den rødhåret mand var fuldt ud bevist om han besad. Der havde ikke været ene eneste grund for at tvivle Kesters trusler tilbage i cellen, men det forhindrede ikke en isklump til at danne sig i maven.
Begge hænder rakte ud og lukkede sig omkring hans viftende, mens hendes egen vrede for mindet om Kester blev holdt i skak ”Du skal ikke, aldrig nogensinde stå indenfor et afskum som Ke..-” tænderne sank ned i tungespidsen, mens hun bandede indvendigt af sig selv. Pis lort også…
Hænderne slap hans, så hun i stedet kunne gnide to fingre mod hver tinding, med lukkede øjne et irriteret udtryk trykket over ansigtet ”- Jeg ved du snakker om Kestor…” lød det i et tungt suk. Øjnene spærrede sig op, som hun skyndte sig at tilføje ”Han gjorde mig intet eller han gjorde ikke dét.” det var ikke nødvendigt at præcisere hvad der menes med dét.
I et spinkelt forsøg på at hindre en alt for massiv sort tordensky i at dannes i over det gyldne hår, prøvede hun at fjerne fokusset tilbage til det egentlige spørgsmål ”Mørket blev allerede revet længere væk fra mig, i det øjeblik jeg valgte at lade dig købe mjød den aften.” et lille skævt smil trak sig frem, forsikrede ham at intet nag lå i ordene "Jeg føler mig på ingen måde nærmere Mørket. Heller med alt dét hér.".