Aclaina var taget væk fra Dianthos. Hun havde fået kriller efter at male afdøde, så hun havde opsøgt en korrupt familie ved Fristavn, som lige havde mistede deres matriark. De ville hylde denne ældre dame, med et maleri. Aclaina sagde ikke noget om hvilke eftervirkninger det ville få, for så ville de nok jage hende til ukendelighed. Så hun besøgte dem, og malede et billede ud fra kvindens lig, der endnu engang ikke var under jorden endnu. Aclaina holdt underligt nok af lugten af et lig i forrådnelse. Det mindede hende om duften fra store røde roser, der udsendte en sød lugt. ikke at det var noget hun indrømmede åbent, men hvem skulle hun også afsløre det overfor? Hun kendte jo ikke nogen, ud over det kunder hun havde. Efter hun malede billedet, skabte hun skyggen og gik fra denne korrupte familie med en pose krystaller på lommen. 
Og nu var hun endt ved Diamantbugten, et stykke fra Fristavn. Hun ville have fred, før hun tog tilbage til ildelugtende og larmende Dianthos. 
Hun kravlede på klipperne og prøvede at bevæge sig ned mod stranden der lå under hendes fødder. Det var koldt og en lystig blæst tog fat i hendes hår. Endelig endte hun på stranden og hendes fødder sank ned i sandet. Med noget besvær bevægede hun sig op langs klippevæggen til hun fandt en hule. Hun havde samlet lidt kviste og tændte et bål. Lyset fra bålet blev afkastet op mod klippens væk, og lyden af havet der slog mod stranden nåede hendes øre. Ellers var der komplet stille, bortset fra en stemme der mumlede for sig selv. Hun rettede sig op og lyttede. Var det en pirat, en smugler? Hun havde ingen våben, så uanset hvem det var, kunne hun ikke forsvare sig selv.  

Leopold Lockhart, den største skattejager på denne side af planeten, hvis han selv skulle sige det, var ude på jagt efter endnu en skat, og endnu engang, som så mange andre gange, var han endt ude i Diamantbugten. Det var et sted fuld af gemte skatte, fra gamle smuglerhuler, til dragebosteder, og decideret ruiner fra de første folk. Leo elskede det her, og det samme gjorde Tia. Hun fløj altid vidt omkring og fløjtede som de nærmede sig. Den friske luft i lungerne og fjernene i hendes tilfælde, gjorde i hvert fald godt for humøret, især som han kunne mærke evnen trække i ham.

Hans fødder fandt nemt fodfæstnet på klipperne der bar ham ned, og selvom nogle ville mene det var koldt, så holdt motionen ham godt igang, og et halsterklæde var viklet godt om hans hals.
Det var som en hver anden dag, hans evne hjalp ham med at bedømme hvor han skulle gå hen, og allerede havde han passeret 4 huler, inden han fløjtede i Tias retning, og trådte indenfor den femte hule. Denne her lovede lidt bedre, selvom det ikke var sikkert at den faktisk ville føre ind til noget.
"Jeg har en god fornemmelse af det her," sagde han lavmælt til Tia, som han rakte armen ud for, så hun kunne kunne sætte sig på hans arm.
Det var dog først da han kom længere ind i hulen, at det gik op for ham, at han ikke var alene med at have taget denne her vej. Han havde dog ikke tænkt sig at forlade helt målet med at tage herind, og han lod sig komme tættere på, inden ham og hans føniks Tia, kom til syne, og han ligeledes kunne se bålet og kvinden der sad der. Hun så ikke farlig ud. "Hvad laver du herinde?" spurgte han, venligt og imødekommende, men ligeså meget så han eventuelt kunne gå videre uden athun ville sætte spørgsmålstegn ved det.

//21-04-2021: Tråden har stået i næsten 5 måneder uden svar, så nu bliver den lukket grundet inaktivitet.