Månederne nærmede sig det kolde vinter, og rimfrosten var at finde hen over skovens jordbund og planternes blade, i de tidlige morgentimer. Klaus, den levende svamp der vandrede i skovene, vågnede hver morgen med en træthed i kroppen der var ham meget uvant. Han rystede iskrystallerne af ham, brummede og begyndte med det samme på at vandre sig varm.

Skovens atmosfære var altid dyb stille og tung i de mørke timer. Nogen ville kalde dette skræmmende omgivelser. Som en jaget skov op af de kolde bjerge, hvor ingen kom ud levende. Det var naturligvis ikke sandt, og Klaus så skønheden i de mørke krumme omgivelser, som han satte sig med et tungt bump ved en bæk og stak sine stilkeben ned for at drikke.
Det var fredfyldt.

Han sad i flere timer og vågnede langsomt op, som solen gled længere op ad himlen og badede lysningen i en varm stråle der var hurtig til at varme svampen op. De røde svampelamper på hans skuldre og ryg krøb langsomt ind mod kroppen for at hvile. De levede bedst om natten og nu var deres tid til at slumre. De andre derimod strakte sig efter solstrålerne og trak næring.
Dovent åbnede han øjnene ved en let puslelyd. En hjortemor stod med sit halvstore kid og drak uden at tilegne sig svampen megen opmærksomhed. Klaus var en del af naturen. Klaus var ikke farlig. Klaus hørte til.