De sidste sirligt skrevne blæklinjer blev trukket over det gulnede pergament. Et aubergine farvede vokssegl sørgede for at holde brevets indhold inde, men ingen afsender blev nedfældet – havørnen og nordstjernen i sejlet var alt rigeligt til at klarlægge hvem afsenderen var.
”Bring dette brev til Deres højheder Athelstan og Amelia af Erneyll’s residens omgående.” beordrede komtessen. Brevet blev skubbet let til siden, over den mørke bordplade uden at løfte blikket fra det næste pergament der skulle skrives. Tjeneren trådte hurtigt til, med få skridt var den ældre herre henne ved bordet, greb brevet. I et buk forlod han arbejdsværelset.


Iselinborg’s placering mellem Juvelen og hjertebyen Dianthos, havde ikke givet Amelia meget tid til at få styr på ægteparrets hjem, når Olive lage visit forbi. Det betød dog ikke at den unge komtesse forventede mindre. Amelia var trods alt nu en gift kvinde, hvis primære formål var at føde levedygtige arvinger og sørger for et præsentabelt hjem, for både husbond og gæster.
Stik uvant for en adelsfrøken havde brunetten valgt at tage turen på gåben, fra den ene destination til den næste. Ifølge af den samme vagt, som havde eskorteret arvingen fra borgen til hovedstaden, var det med en rask gang hun havde bevæget sig den korte rute. Ene og alene fordi hun nægtede at dukke op utilpas, af den lukkede karet.
Ved ankomsten afgav hun den sorte uldkappe, med sølvtrådsbroderingerne og pels fra sølvræve til pryd langs kanten, til en af dem fra tjeneste stablen inden en anden ledte hende til husets frue.
Under kappen var Olive iklædt en langærmet blodrød kjole, af silke med ikke alt for dyb firkantet udskæring og indsyet korset. Håret opsat efter alle kunstens regler, holdt på plads af et sølvspænde udformet som en nordstjerne med en azurblå diamant i dens midte.
Sidst de to unge kvinder havde set hinanden, havde været ved foreningen af den sorthåret bjørn og blonde due. Et par der da de havde stået og siddet skulder ved skulder på deres bryllupsdag, fået Olive til at tænke de klædte hinanden, som nat og dag.
Tjenestepigen bankede tre faste slag mod den tunge trædør ind til rummet hvor den unge frue ville vente på sin gæst. "Komtesse de Richelieu er ankommet, nådigefrue." meldte tjenerinden for den blonde vinter blomst.


// Tråden lukkes udelukkende grundet inaktivitet og ikke manglende interesse. Hiv gerne fat i mig, hvis du ønsker den genoptaget måske med udgangspunkt i noget der er mere nutidigt <3