Det var i og for sig, lang tid siden at Ramiel havde været i Elverly... 

Mange år. Nok år. Så lang tid siden, at han instinktivt vidste at de bløde hænder han både så og følte idet at han åbnede øjnene, ikke var hans. Ligesom han vidste at kroppens manglende muskulatur, og vingernes misvisende lille vingefang, heller ikke var hans. Joh, på sin egen underlige vis, var det hans egen krop han følte bevæge sig - hans egne ben der blidt blev kærtegnet af det rubinske, lette stof ved hvert et skridt han tog og hans bankende hjerte der befandt sig under den solkyssede, gyldne hud. 
Men ikke på den måde som han vidste, at han så ud, lige nu; Ramiel var selvbevidst om sin egen forkerthed i den her scene. Og den nagende fornemmelse vækkede en bekymring i det ellers vindstille sandhav der udgjorde mandens sindelag. Hvorfor føltes hans krop så.. ung. 
De gyldne øjne gled over det smukke værelse han befandt sig i, der med den elviske arkitektur, var så uendelig fremmed fra hvad man almindeligvis fandt under Rubiniens glødende øje. Planter voksede ind af de oplyste og åbne vinduer, sirligt udskårede mønstre prydede hver en dørkam, bordplade eller panel, og smukke såvel som næsten overjordiske malerier udfyldte elegant de tomme vægge, der ellers ville have stået hvidt tilbage. 
Og midt i det hele, stod et spejl, indrammet af olieret træ, og med solens lys reflekterende over sin blanke flade. Det var hans gæstebolig, fra dengang han havde været på besøg i landet, det var hans værelse. Det her var absurd - så uendelig absurd, at halv-englen ikke kunne lade værd med at smile en anelse, da han med klikkende skridt gik over trægulvet, og imod spejlet. 

Ramiel i en alder af 25 år stirrede tilbage imod ham, og ældedes nu langsomt i takt med at sekunder passerede, og tidens sand fik solens stråler til at rykke unaturligt hasigt over himlen udenfor vinduerne. Han så en dag passere, han fornemmede en nat passerer, og så endnu et døgn - alt sammen med øjenkontakt til sit eget spejlbillede, og den gradvise forandring der prægede hans udseende desto mere alderen indhentede ham. Rynker, muskler, skæg, vinger. 
Han havde ikke brugt mere end 2 måneder i Elverly, men følte i det her splitsekund, at han stod i selv samme situation som dengang han skulle til at forlade det, selvsamme følelse de sidste timer i rummet her. Tiden der forsvandt for øjnene af ham, og ham der ikke kunne rykke sig ud af stedet, for slet ikke at tale om at stoppe det. 
Og så lød et bank.

Ramiel trådte med et gsip tilbage fra spejlets indslusende dybde, og vaklede imod lyden, tog fat i håndtaget og åbnede døren. 

At den unge diplomat Ramiel var nervøs dengang havde været nemt at regne ud. Hun havde aldrig haft behov for at spørger ham om den sol berørte mands følelser. Nervøs og spændt, og dagen hans rejste hjem var savn en ligeså nem følelse at gætte sig frem til. Altid et sjovt spil at have med denne evne, alt man skal have er et minde, og hvilken følelse der høre til det. De fleste er lykkelige dagen de bliv gift, sådanne havde hun mødtes med mange nygifte adelige igennem tiden, alle kvinder var nervøse på bryllups natten, alle mænd var spændte. Der var så mange sikre muligheder at tage, Ramiel var mere besværlig, men hjemve? Nervøsitet? Spændt? Var nemme følelser at lægge i det. Så dette var hvad hun havde tænkte, som hun kaldte på døren, som hun kaldte på ham. Dagen han skulle hjem, hjemve, spænding og en smule nervøs. Hun fniste let som lyden af dørens bank begyndte at give genlyd, selv i hendes drøm.

Hun havde været i drømmenes verden nogle timer denne nat allerede, men ensomheden begyndte at tage i hendes sind. Som altid, facaden om at være den talent fulde kunster skal holdes. Så de mange lærreder hun efterhånden havde benyttet som forsøgs kaniner i hendes drømme før hun ture i virkeligheden, var en hemmelig for alle, de mange natte brugt på at øve instrumenter, øve sange, skuespil, digte, alt, dette var den mørke hemmelighed fra 'lille frøken talent' fra familien Risindier. Hun sukkede som hun gjorde klar til at have selvskab, ensomhed, at være alene, var ubehagelige tanker. Så, en drøm skulle til selvskab, og hvem havde hun lige valgt, en gamle bekendt som hørte hjemme ørkens hede, desværre et sted hun ikke kunne forstille sig. Så hendes tanker, hendes fantasi gik hjem ad.

Hvorfor netop dette? Jo, det var behageligt og afslappet. Så derfor lænede hun sig tilbage, og lod hendes krop ramme vandet som det formede sig omkring hende, det tomme rum hun øvede i forsvandt ved de første bang på døren, og istedet begyndte de fine, mønstret trævægge at forme sig omkring hende, let damp spredte sig i lokalet, som den naturlige varme kilde fra familiens ene badehus. Det fine, store badehus selvfølgelig. Det hvor gulvet var i et ens mønster, som kronen på en lotusblomst, som og kernen af blomsten udgav den naturlige varme kilde, væggene lavet til at tage ens fokus som i det mørke træ var skåret en natte himmel, stjerneskud, stjerne, og månen kunne fornemmes skåret ind i træet, det var netop sådan her, natten havde set ud over badehuset for hundrede år siden. Hun smilte varmt som hendes tøj stille gik i opløsning, og dampen i lokalet blev klar hvid, og ikke gennemsigtigt som den normalt ville. Forsigtigt satte hun sig i kanten af den varme kilde og lod det vidunderlige varme vand, lægge sig op af hendes blottet krop. Ikke at man kunne se, dampen var for tyg til andet end stikkelse vil dukke op ved et normalt syn. En let slør var dog stadig om hendes læber, som altid, om hoften en let stykke stof der dækkede det nedre intime del af hende, barmen, blottet som hun sad i vand kanten. Og der begyndte hun at synge mens hun ventede på sit natlige selvskab, hun opdagede ikke når døren gik op, det lyttede hun ikke efter som hun forsvandt i sangen, og i nydelsen af at føle det varme vand om hende, at mørke dampen omringe en.

Hvid damp væltede ud af den åbnede dør, og Ramiel vaklede halvejs igennem dens hvide og fugtige tågeslør, førhen at han fik stoppet sig selv, og med forundring kunne konstatere at omgivelserne endnu engang havde ændret sig. Han missede med øjnene, de smalle læber skiltes en anelse den underlige observation af rummet han var havnet i, og ganske stille, begyndte hans sanser at opfange andet end hvad øjet umiddelbart kunne se. Fordi en sang bølgede dovent igennem dampen, og lokkede ham til at tage et skridt længere ind. Og så et til. 
Smuk, klar og næsten overjordisk var dens lyse melodi, og diplomaten vidste instinktivt at intet dødeligt væsen kunne lyde sådan. Mennesker besad simpelthen ikke tid nok til at finpudse deres stemmes instrument så godt, som hvem end der sang den her sang, havde formået at gøre... og med de detaljer der langsomt blev en anelse mere tydelige, desto længere ind han kom, jah der tog det ikke lang tid for ham at danne sig en idé om i hvert fald hvad der havde lokket ham ud af sit gamle værelse. Men stadigvæk ikke hvem. 
En skikkelse begyndte dog snart at tage form imellem den dovne, hvide damp, og halv-englens læber sitrede i et nygserrigt - jah, nysgerrigt - smil, idet at han fulgte lyden til dens ejermand. Eller rettere, ejerkvinde. 

Han nænnede ikke at bryde den mystiske sang, men lyttede i stedet på en tur der føltes uendelig lang, trods den umuligt kunne være meget mere end små 10 meter. Hen af vejen føltes hans sandaler malplacerede og forkerte - de blev rystet af på vejen - og hans krop underlig afslappet, som gik tonerne direkte ind i sjælen og lullede dens uro i søvn. Så først da han følte gulvet ændre sig til et sirligt, indgraveret mønster af en blomst, og han kunne høre det blide skvulp af vand der bevægede sig... jah først der stoppede han op; gyldne øjne undersøgende over denne kvinde han kunne ane, men ikke genkende. 
Ikke førhen at de guldglimtende vinger spredte sig en anelse, og med et dovent bask fik dampen til at hvirvle væk fra hans egen skikkelse, og klargøre hvem der sad i vandkanten og sang. 

Genkendelsen ekkoede igennem ham, og Ramiel følte hvordan at armene krydsedes over brystet, idet at han rystede en anelse på hovedet, en leende kant i hans stemme da han endelig åbnede munden ordentligt. "Dagens stemme, Risandier familiens stolthed... Yume'Ave" titler der blev sagt med den rubinske dialekt over sig, og diplomaten følte hvordan at hovedet studerende gled en anelse på skrå. "Det må efterhånden være nogle år siden"

At høre folk vandrede ind i hendes bad, var noget hun var blevet utrolig dårlig til de sidste par år. Jo dette var ikke et normalt bad, dette var en drøm, men at opdage hun ikke længere var alene midt i hendes sang var ikke noget hun lå mærke til, hun nydt blot den varme damp som snoet sig om hende, fugtede huden og holdt den ung, håret der var flettet i en større fletning som begyndte at blive gennemblødt af den behagelige lune damp, langt det meste af hendes krop dækket i den blanke rene vand, så dækket så meget som man ville være i et spejlbillede, de lilla øjne lukket som sangen var hende verden i dette øjeblik, at hun havde i øjeblikket glemt at en dør var formet var blot et tegn om hvor meget denne kvinde lyder sit musik, så meget selv den verden hun selv havde skabt blev glemt i øjeblikket. Først da sangen ramte sin naturlige ende, og et længere afslappet suk gled igennem lokalet, lå hun mærke til at selvskab for denne ensomme nat var kommet hendes vej.

Den lette pust af vind som blottet ikke blot den varme kilde hun sad i, det udsmykket gulv, men Yume'Ave selv blev blottet som den hvide damp blev tvunget væk, og kvindens blege, let lilla hud som var alt andet end dækket kunne nemt anes, og ses, blot hendes læber og hofter var dækket af stof, resten kun af vandets overfalde, eller luften selv. Hun åndede lettet op, og de lille øjne kom frem fra deres skjul. "Godnat Ramiel ad Kazirea. Den gylden ørken fugl." hun lod blikket falde over ham, i dette øjeblik hvor dampen ikke gjorde skjul på hinanden. "Hvis de så gerne ville have set mig, sådanne her kunne de bare have spurgt sidst de var i elverly, og dit ungdommelige blik ville kunne have set dette, i dagslyset." hun træk tydeligt på smilet båndet under sløret, et kort legende latter dansede til ham i det fugtige lokale. Den hvide damp begyndte stille at overtage sin domæne imellem dem på ny. Blikket gled over ham før dampen lavede ham til intet andet end en silhuet. "Smid tøjet, tag plads, og slap af." lyd det halv kommandere hun i et legende toneleje, som en fingre slog en fluespark til vand overfladen, og netop der, tog dampen sit domæne igen. "Eller ønskede de noget mere....officielt? end dette?" tilførte hun fra sit nye skjul i dampen.

Siddende halvnøgen i vandkanten, og med dampens varme til at trille enkelte dråber af vand nedover den delikate hud,  jah der kunne diplomaten ikke andet end at indrømme (for sig selv), hvor tilfredsstillende et syn det var. Ørkenelverne havde deres egen charme, og Ramiel vidste bedre end mange andre hvordan deres bløde hud føltes, og hvordan det var, når deres elegante træk blev oplyst af en nedafgående sol igennem halvlukkede fløjsgardiner. De var i sandhed æteriske. Men det her var et helt fremmed element, hvor at natten, vandet og manglen på guld, fik nye indtryk til at dannes. 
Hun var månebleg, men ikke sygeligt bleg. Hun var mild, men samtidig bestemt. Yume havde alt den tid han havde kendt hende - og mindedes - båret en nattepræget skønhed, favnet af månens hvide stråler. Hvilket var en anelse ironisk, givet hvad hendes titel sagde at hun var. 

 Snart fik dampen lov til at snige sig ind imellem de meter der var imellem dem, og med en stille latter nikkede halv-englen for sig selv, da han hørte hendes ord. Mandens guldglimtende øjne gled en anelse i, selvom synet af hendes krop havde været dragende - lidt pli havde han trods alt, selv i sine drømme. "Jeg ved ikke om dagslyset ville have kunne gjort det samme, som det gør nu" smilede han, men benægtede ikke at tanken ikke havde strejfet ham. Det var der ingen grund til, selvfølgelig havde den det. 
Da han åbnede dem igen, havde dampen skjult hvad der almindeligvis burde skjules af hud, og han brummede fornøjet over den subtile kommando, som han næppe havde et problem med at følge. Armene gled om bagved til nakken for at binde den rygløse overdel op, omend manden beholdt den løse og luftige nederdel på, og de sidste meter hen til kanten, trådte Yume atter mere tydeligt frem i disen. Om han ønskede hvad? 
Ramiel ad Kazirea, lod et spørgende øjenbryn løftedes idet at han sænkede først benene ned i, for at mærke temperaturen. "Tror De at jeg frivilligt ville bruge en drøm som denne, til at tale om officiele sager og bekymringer?" tonen lød næsten forurettet, men ørkenfuglen smilede. Fordi hvis det virkede oplagt, var det så bestemt et jah. Og dem der kendte ham, vidste at han ikke var over de to ting.   

Det beskuende blik blev sendt hans vej, af samme grad som hans øjne tog hende figur ind. Det var noget ved de solkysset væsner fra syden, at se hans gyldne øjne, og fjer, de klare markeret ansigtstræk, som dannede retning, fra øre, til kindben, til mund, til øjne og der tog farven over og træk en til vingerne, som første ens blik dans videre, til ryggen, ned langs hans sider og træk figured ind på nethinden. Hende selv, fandt ro i hans blik som hvilede på hende, ro var ikke engang det rigtige ord, tryghed som en varm frisk brygget ko te efter en lang vinters vandring, ro, tryghed og varme i sjælen, og at hun nyd at hans syn beskuet hvad der langsomt blev dækket af vandet som bliv frigjort af dens flydende form i den naturlige fange som familien Risindier havde beriget af dens frihed og dannet hus omkring, blot en af mange af de naturlige varme kilder som havde tæmmet som deres. Hun fniste let af hans svar, "Dagslyset belysning skaber desværre skygger så lange at ting bliver skjult." det sidste blikket gjorde før den hvide damp fjernede hinanden fra deres udsyn var de lilla øjne gled på vinduet hvor måned let blå lys faldt ind og beriget lokalet med dens kølige lys. "Månen, forstår at fange skønheden. Netop derfor nogle blev forbandet til andre at se dens sande fulde skønhed." hun lod sig glide langsomt dybere i vandet, ned fra sidde stolen hun sad på, sådan den lange fletning, skuldrene og hovedet var alt over vandet, hun fandt sig hurtigt til rette på sine skinneben og knæ. Sløret træk stille vand, og blev let gennemsigtigt, men i ly af dampen gjorde dette hende intet, at man kunne ane de sorte plettet.

Lyden af stoffet der ramte gulvet, fik hende til at sukke afslappet i sit skjul, mere som hun hørte andet røre vandet, på ingen måde nok til han var deri, men en fugl er en fugl, lidt påpasselig med vand er de. "Jamen dog, så sig mig, Ramiel ad Kaziea-" der blev lagt lidt vægt på navnet, "Hvad vil de benytte de sidste timer af denne ensomme nat, i en drøm som denne på?" tonen var drisk, nærmest kæk, seriøs, og alligevel legesyg. "Kan skabe hvad end de ønsker." hun tilførte det sidste før han fik mulighed for overhovedet at tænke på svar til spørgsmålet. Tonen til sidst var lokkende, og endte med et lille klik med tungen.

Ramiel havde ganske rigtigt, aldrig været en stor fan af vandet. Bevares, han elskede de lange bade, han elskede de kropslige, velduftende olier, og nød at få sit hår redt af slaverns blide hænder, eller kroppen vasket af deres nænsomme bevægelser. Fjerene brød sig dog mindre om det, og deres luftige element faldt sammen i vandets densititet. Ikke være end at forfængeligheden tog mere skade end vingerne selv, men den var trods alt også en stor del af manden, den kære og åbentlyse forfængelighed. 
Samme forfængelighed der malede hans øjne op med streger af kol, eller dekorerede hans slanke, solkyssede hænder i snirklede mønstre af henna. Måske samme forfængelighed der altid dækkede kunstnerens mund i et slør, var i hvert fald hvad han selv ville vove at påstå. 

Vandet var dog lunt, og den mørkhårede mand lod et mageligt suk glide ud i rummet. Han kunne ikke sige det bedre selv, ørkenmånen var skabt til lussky ærinder og hemmelige møder, og i dens blege kulde, fandt man ofte de blødeste konturere, frem for de hårde kontraster som solen tegnede op. 

Øjnene der var gledet en anelse i ved den bølgende varme der slikkede sig op af hans ben, blev dog åbnet en anelse igen, da en drillende, jah næsten legesyg tone farvede elverkvindens stemme en nuance dybere, og stadigvæk ufattelig feminin i hvad der forekom lokkende, for halv-englen - måden hun lagde trykket i hans navn. Guldøjne fik et lattermildt smil som selskab, og Ramiel lænede sig fornøjet og ret så ublufærdigt tilbage, med hænder der mødte de kølige sten bagved sig. "Jeg kom for nysgerrigheden, jeg bliver for det gode selskab..." smilede han, og lod hovedet falde tilbage. Fletningen svang som en slange ned over skulderen, og han betragtede loftet over dem, der hvirlvede dovent i den hvide, fugtige damp. "Og jeg ønsker... måske et glas vin" tilføjede han, og rettede sig en anelse op for at se imod Yume igen. 
Ingen tvivl, diplomaten ønskede mange ting. Men vin var ganske rigtigt en af de ting. 

Hun var mere end sikker på at han ikke sad i vandet, men at høre det typiske suk af en som mærkede alt slappe af ved tvang på den varme damp som snoet sig om kroppen, gav et varmt kram og samme tid nussede ens kerne mere kærligt end nogle elsker noglesinde kunne. Selv kopierede hun sukket som hun mærkede varmen om hele kroppen og dampen som kysset hendes kinder kærligt som hun ventede på hans ord. En afslappet latter forlod hende som hans ord dansede langs vandes overflade. "I mennesker er så fascinerende." lyd det mellem lette grin.

"I hopper hovedet først i alt der fanget jer. En mystisk dør og et bank er alt der skal til for at lokke jer og hopper i med hovedet først." de glade grin tog fat igen som hendes ord endte og dansede tilbage med ordene langs vandet til hans side af kilden. Rygtet om hendes forkærlighed til unge mennesker var ikke forkert, måske blot misforstået. Men menneskers fascination af det ukendte var fangende, og opslugende.

hun nikkede kort til ønsket om vin, og i netop det øjeblik dukkede et lille kurv frem flydende på vandet, bunden var dækket af flået is, og dens indhold var fire flasker, som langsomt puffede imod hans ben. "Kan desværre kun skabe ting jeg kender. Så håber de har savnet elvisk vin." Den ene klar hvid i væsken og en flaske dækket i udsmykning af forårs blomster, to andre en mørk rød væske, den ene knap udsmykket, den anden nærmest dækket i et edderkoppespind. Den sidste flaske var ikke elvisk, eller i hvert fald ikke skov elveriske, men af ørkenelvisk natur. Fra hendes side af kilden lyd den typiske lyd af en flaske af netop den type der endte hos Ramiel hurtigt efterfyldt af lyden af flasken som forlod hendes læber, i et lettet suk. "Rart med en mand der forstår at slappe af." fnys hun af situationen."Andet der frister denne nat?"

Diplomaten lyttede med en snert af fornøjelse til Yume der bekendtgjorde af mennesket som race var fascinerende, og dertil også til grundlaget hvorfor. Og han havde skam ikke noget imod det grundlag. Han var utrolig bevidst om at mange mennesker var nemme at lokke - ham selv ingen undtagelse for den sags skyld - og selvom det kunne føles en anelse nedladende når man umiddelbart hørte det, var det ikke sådan halv-englen tog det. Nej. 
Han var af den opfattelse, at det var meget naturligt at deres nysgerrighed gerne fik dem til at opsøge ting, væsner og situationer en elver næppe kunne se sig selv i. Hvordan kunne det være anderledes, når deres levetid var så meget kortere? Det var også derfor at de skabte resultater; de havde ikke dage, uger, måneder eller sågar år til at tage deres beslutninger.
Og kommentaren fik en fornøjet brummen fra det solbrune menneske, der skjult af dampen i rummet, dog stadigvæk nikkede en anelse for sig selv. Hvorfor skulle han ikke gøre krav på at undersøge hvad der trods alt var hans? Den her drøm var delt, men stadigvæk hans. 

En kurv fulgte ganske kort tid efter hendes ord, og Ramiel smilede tilfreds; elvervin var af en finurlig kvalitet. "Jeg vil næppe brokke mig. 
På den anmodning, var det at Ramiel med en raslen af vinger strakte dem ud foran sig, og de stærke arme løftede hans høje krop længere ned i vandet, mere medgørlig hvad det angik da han alligevel før eller siden havde tænkt sig at slutte sig til hende. Ikke en dårlig beslutning, når vandet var så behageligt. 
Den ene vinge foldedes ud i vandet, og vinklede sig ind omkring kurven da den var inden for rækkevidde for at skubbe den det sidste stykke tættere på. Imens, kiggede diplomaten op med et lavmælt grin "Hvis jeg ikke kan i mine egne drømme, er jeg et sølle eksempel på en velfungerende mand" pointerede han mageligt, og lod fingrene inspicere hvad hun havde manet frem til ham. "Og selvfølgelig" fulgte han dertil op med, og løftede med en tilfreds mine den mørke flaske ud af kurven, stadigvæk med blikket imod Yume's utydelige skikkelse. "Det frister at se Dem ordenligt, fri for dampens slør; der er plads i denne side af karret, om De vil" smilede han og slog inviterende ud med den ene hånd, de gyldne øjne knebet en anelse håbefuldt sammen i deres tilfredse udtryk. 
Der var mange ting der fristede, og det vidste hun udmærket godt. 

Lyden af vand der gav sig, og omringet formen der gik ind i dets rige, var behageligt.

Endelig fandt han ro.

Vingerne tænkte hun aldrig over, roen hun fandt i dette vand, nydt hun at dele på trods af ubehag de våde fjer end måtte give den sol kysset mand, men en drøm, er stadig en drøm, mon ikke de fjer kan gemmes væk blot for at nyde øjeblikket. Disse øjeblikke hvor ens sind selv fyldte ens nat, og lod fantasien skabe og alt gav mening på trods af de manglende love fra naturen.
Drømmende var hendes rige, så hvorfor skulle vandet ikke have netop den temperatur man søgte, den varme som fik alle musklerne til at slappe af og dagens bekymringen blev lagt i månens bløde skygger. Hun træk på smilet ved hans 'tilfredshed' over vinen, og med sin egne flaske i hånden mødte den læberne bag sløret i en kort stund mere. Dampen mødte igen den blide latter som dansende slog ringe langs vandets overflade. "At tro dette er din drøm?" hun slog et lille klik med tungen mellem sine ord. "Mens de sidder foran nattens dronning?" igen det lille klik, og den dansende latter.
Hans drøm, var bag den dør, og kalde dette hendes rige var ikke blot bløde ord, hvis ikke vinen havde bevist det måtte hun bevise det ved næste skabelse, næste leg.

Stilheden hang kort mellem dem efter hans næste ord, stemningen urørt, men blot et øjeblik var digternes ord ikke til at finde. Lyden af en skikkelse bevæge sig igennem vandet var dog ikke til at tage frem af, som hun lod den spinkle blottet figur komme nærmere, og en forsigtigt hånd mødte hans. Og netop der, kom endnu et drillende ord. "Mænd." fuldt af et klips med fingeren og netop det, i den lyd træk den hvide farve sig fra dampen.

Tydeligt hang dampen stadig i luften, men langt mere naturlig, den gennemsigtige varme fugtighed som man normalt ville møde, det hvide slør var væk. Hun lod ham, føre hende, som hun forsigtigt holdt sine fingre imellem hans, hvor han ville sætte hende, måtte være op til ham. Den blottet hud var tydelig, men stadig hendes typiske slør der dækkede kæben, og uvant fra hans sidste besøg i elverly, hvor kvinden knap dækkede sig selv, på trods af naturen af hendes handlinger. Sad der et stykke silke, overraskende nok silke fra sydens handle, om hendes hofter og dækkede mere end hun gjorde dengang, selv formen fra hendes ben og hofter var dækket af dette klæde. "Tilfreds?" lyd der som hun lod ham placerer sig. "Men nyder nu også et pænt syn, selv." indrømmede hun, som den frie hånd søgte hans gyldne fjerdragt, og dansede mellem den bløde, fugtige dun.

Hans smil voksede blot en anelse, da hans lille hentydning ikke virkede til at blive taget ilde op, og lyden af vand der veg for den måneoplyste elverkvinde fyldte luften imellem dem, skarpt forfulgt af den bevingede diplomats lille, fornøjede latter. At tro at det var hans drøm, imens at han sad foran nattens dronning? Ramiel ad Kazirea var mange ting, og en grad af arrogant var bestemt en af de ting. Det var uundgåeligt, givet hans aner, stilling, arbejde og tanker om sig selv, og den arrogance spillede skam altid op, også når han befandt sig på andet end sin egen hjemmebane. Men med måde, med elegance. Fordi han var ikke naiv, i sin arrogance, og latteren tog en drillende kant, idet at hun endelig kom til syne foran ham. 
Jah, i sandhed mænd. "Oh, er det meget selvvigtigt af mig, sådan at tænke det kan være et delt rige?" smilede han, og tog med en tilfreds mine imod hendes hånd, da hun ledte ham hen til at placere hende. 
Det blev selvfølgelig på låret. 

Ganske anstændigt var de solgyldne øjne dog primært omkring hendes ansigt, hvor at  han nikked. Jah, tilfreds i den grad, og vingerne strakte sig langsomt en anelse ud omkring ham, omfavnede deres skikkelser i deres guldglimtende refleksioner af vandets naturlige lys foroven, og lod hende lege med de bløde dun, han strakte sågar vingens større flyvefjer en anelse ud og fra hinanden, så hun bedre kunne se dem an, om hun ville. 
Hånden gled støttende ned omkring livet og fandt sig til rette ved hoftens stof, nussede hende vagt imod den mælkehvide hud, under vandet. "Det er jeg ikke i tvivl om at De gør" pointerede han med et lille smil i mundvigen. Det var ikke fremmed for elverne at nyde godt af skønhed, jah sågar dyrke det selv i alle afstøbninger og former. Alle brød sig om noget godt for øjet. 

Det var heller ikke uden smil på hendes læber som han kom frem af dampens ly, ikke at det var ham der fangede i dette øjeblik men de gyldne vinger, men natten var ung og meget kunne ændre sig med det rigtige ord, eller den rigtige farve og alt kunne ændres. Et lille streg på et billede og hele motivet vil forandres, spørgsmålet var bare, hvem af dem tog penslen først og hvilken farve de ønskede at tilføre til dette natlige malerig. Den behagelig latter, der hang i luften fra hans læber var fangende, og hun lod sin egen danse med hans som hun blev plaseret på hans lår og lyttede nært til hans ord, om at dele dette rige. Dele..mit rige.
Forsigtigt lod hun den frie hånd falde om hans skuldre som hun satte sig med siden til ham, og bøjede overkroppen imod ham. Så nært, og så langt fra. Hånden forsatte langs fjerne som spredte sig mere og mere, og lod en fjer kort blive fanget mellem to fingre som hun stadig sad med hans tilbud, at dele riges i sindet. Mon jeg kan tage en fra ham? Overvejede hun kort men lod hånden slippe og søge hans kind i stedet, den anden arm stadig hvilende om hans skuldre og nakke.
"mhmm..Lad mig se.." hvert ord hang i luften lidt længere end nødvendigt og en fingre var alt der blev på kinden som den legende gled imod øret.
"Så hvad får jeg? Hvis jeg skal dele mit rige med dem?" smilet i blikket var ikke til at tage fejl af, ej heller var der skjul på at det selv samme smil gemte sig bag sløret som hans hånd søgte hendes liv. Med det sagt træk hun sig lidt væk, og lod hånden forlade hans øre og kind, hånden faldt til hendes eget lår. hvor fingerne let dansede frem og tilbage, i et lille rytmisk spil mellem vandoverfladen og hendes lår. En..To..En..To..En..To..Tre..Fire..En..To lyd melodiens spil med vandets overfalde. Mon han bider. Tænkte hun kort som han så legende tog imod hendes ord. "De må fange mange blikke, med vinger som disse. Gyldne som de varmeste morgenstråler. Altid drømt om en fjer eller fem af dine." Som det blev sagt, søgte et legesyge blik imod vingerne.

Ramiel havde sjældent veget tilbage for fysisk kontakt, og skulle ikke til at begynde på det nu, hvor at selskabet lagde op til dans, og han med en fornøjet kilden i det yderste lag af sin solkyssede hud, kunne tage imod de mælkehvide fingres flygtige bevægelser. Vingerne, kinden, skulderen - Ramiel's egne hænder holdt sig dog overraskende anstændigt til blot at holde hendes omkring livet, så hun ikke gled nogle steder hen ufrivilligt. 
Man var vel trænet i manerer, trods drømmenes gråzone burde tillade mere end som så. Han var dog ikke naiv nok til at gøre en fejltagelse her, som kunne trækkes ind i virkeligheden; det virkede simpelthen for dumt. 

Den sagte... udfordring der måske havde ligget i at dele hendes rige, blev nu taget til overvejelse - diplomatens smil blev en anelse bredere og hans tålmodighed (og tilhørende spænding) henholdsvis en anelse kortere og større. Hvad hun fik ud af det? Se dét føltes som et ledende spørgsmål og i stilheden hvor at han med en overvejende brummen tog en tår af den vin hun havde bragt dem - en ganske fortræffelig tår, vel og mærke, begejstring gnistrede i mandens gyldne øjne - måtte Ramiel også føle sine øjne glimte en anelse i dét hun fremsatte som en bizar fom for byttehandel. En af hans fjer. Eller fem. "De har ganske ret, vingerne skaber blikfang" smilede han. 
Det var nu engang ikke så lidt... enhver der kendte Kazimiernes diplomat, vidste at fjerdragten var en kilde af stolthed, jah en ømtålelig gave fra hans mors gener. Så at hun ville plukke nogle af dem, var ikke overraskende. Alle virkede ganske interesserede i det han allerhelst ikke ville af med. 
Hånden strøg hende over hoften, og bagved de delte læber pressedes tungen imod bagsiden af fortænderne, inden at den slog et tænksomt klik. "Men hver fjer vejer sin værdi i guld og opmærksomhed - det kan ikke tilbagebetales i en drøm... kan det?" næsten provokerende straktes de en anelse længere ud, og Ramiel's lyse blik mødte hendes, spørgsmålet ganske oprigtigt. 
Af de to ting, vejede opmærksomeheden mest. Og for en, eller sågar fem af dem? Se den lille grad af opmærksomhed ville han jo mangle når han kom udenfor drømmen igen, og et regnskab skulle vel gøres op. 

Det var mere end overraskende, at den solkysset hånd holdt sig så roligt som den gjorde. Hun havde sat sig med en forventning om at fjerne hans hånd blot lidt efter hun blev placeret efter hans ønske. Hånden som hvilede om hendes liv var derfor en behagelig overraskelse. En anden behagelig del af disse natlige møder, hendes hud var knap så følsom når berøringerne blot var en forbindelse mellem sjæle, at sidde sådan her, var kun behageligt, eller mest, kilden kunne hun ikke løbe fra. Men så længe han holdt sine hænder så behageligt om hende, blev det svært at tabe smilet som gemte sig bag sløret og sneget sig frem i de lilla øjne som gled fra vinger, til skuldre, til kind, til øjne, og den anden vej igen, og endte med et lille suk som vingerne kom i syne på ny.
"Og sikke et blikfang de er." Han virkede mere end fanget af hendes ord, smilet der beklædte ham voksede som ord skiftet mellem dem. Hånden bevæget sig tættere og tættere på fjerne, og en fingerspis nussede let den varme dun, der dækket hans vinger. Mon guld engle var en art af engle som var ved at overtage, ville beklæde himlen langt mere end de hvide vinger man havde vænnet sig til. Det var noget med hans mors gave til ham? Med tankerne hævede hun langsomt flasken af den mørke ørken elver vin imod sine læber, og kort klikkede tungen, som hun irreteret lod blikket falde imod sløret som lå over hendes næse ryg. Smilet der før dækket både bag sløret og glimtede i hendes øjne, forsvandt med et opgivende suk, og i selv samme bevægelse kastede hun flasken over skuldren og netop som den forlod hende gik den i opløsning. I stedet for vin der plaskede sig i vandet, blev flasken til en flok af sommer fugle i alle regnbuens farver, som søgte imod loftet. Netop der strøg han hendes hofte og blikket gled ned, og smilet i blikket kom retur.
"De tror ikke jeg kan give dem noget godt nok i en drøm? Til at betale for en håndfuld guldberørte fjer?" hun rystede let på hovedet, og lod blikket hvile i hans.Hun åndede ud og med det gik døren op.

Ind kom tre unge elviske kvinder, iklædt blot bedekåbe, den ene med hår så rødt som ild, en anden kul sort og den sidste en mørk brun. Alle velformede af elviske standarder, dog den rødhåret stærkt muskuløs og tydeligt ar berørt fra soldaterne liv.

Alle tidligere elskere af hendes, hemligheden bag hvordan hun kendte deres forme så..livagtigt.

Alle satte sig, hvor Yume'Ave tidligere havde siddet og beskuet ham, den ene leget med sit hår, den anden nusset sit lår, den sidste slikket og bidt sig i læben som de beskuet ham, med lette fnis. Dog den ene, den sort håret, lod sin mimik falde væk fra ham, munden lukket, men blikket, sneget blik af hans form, eller var det hendes?
"Så, nogle fjer, for hvad end de ønsker? Kan tilbage betale Alt I drømme." tilførte hun legende som blikket forlod ham, og beskuet kvinderne. Sandheden var dog, at de fjer ikke var vigtige, legen med at lokke var. Kunne han snoes om en finger, eller ej.

  Mon han bider i, med kvinder?

Æblet faldt ikke længere fra stammen, end at Ramiel udmærket kendte sine egne svagheder når det gjaldt kødets lyster, og man ville være naiv hvis man hævdede at - gode manerer eller ej - at Ramiel var en fantastisk fyr, eller for den sags skyld svigermors drøm. Så langt fra. Han havde dog aldrig tænkt at det skulle vendes så åbenlyst imod ham, som da drømmemesteren åbnede døren, og præsenterede et alternativ der fik halv-englens krop til at dunke en anelse, såvel som vækkede hans ellers i dvale lagte interesse. Oh... 

De gyldne øjne betragtede med en selv berettiget ublufærdighed de letpåklædte kvinder, der ganske indbydende fik sat sig der hvor Yume just havde siddet før. Øjne der var vant til at vurderer værdien i den kvinde der sad foran ham, og oprigtig talt skulle overveje om hun - om de - var det værd. Ingen tvivl, skovelveren kom med et godt tilbud. Så godt, at Ramiel følte sig fristet til at tage den første og bedste handel der blev ham givet. Men mulighederne her til aften, strakte sig udover hvad en god, våd drøm kunne blive til...
... og han ville skuffe sig selv, hvis han takkede jah til noget så simpelt; halv-englen's blik gled efter nogle gode sekunders indtagelse, jah næsten afklædning med øjnene, sidelæns tilbage på hans drømmegæst. Var det et undskyldende smil man kunne ane? "Åh joh, jeg tror sagtens at de kan give mig noget der er godt nok, i en drøm som den her..." smilede han, og den frie hånd løftede vinen til en slurk mere. Han agtede ikke at lade sin eksplodere i sommerfugle og drømmestøv. 
Ramiel's vinger lukkede sig en anelse tættere om dem, så resten af rummet forsvandt ind til de gyldne vingesider, og det eneste der var åbent at betragte, var kvinderne der var kommet med i badet. "... og selvom udsynet er lokkende, har jeg et bedre forslag" klukkede han, og det skarpe hoved gled på sned. 
"Hvad med en løgn og to sandheder, frøken Risindier?" diplomaten, eller rettere sagt spionens øjne gnistrede - det var han meget mere interesseret i. Og spurgte hun, ville han da også forklarer reglerne, de var ganske simple. 
Han ville have tre spørgsmål at stille, og hun ville svare sandfærdigt på to af dem, og lyve på et. Hvilket, se det var nu engang det sjove i legen - han havde ingen idé om hvilket et svar hun ville lyve om. Men nok den sandhed der var den vigtigste at beskytte.   

Hun behøvede ikke se ham, for at fornemme hvordan hans øjne dansede mellem de tre nyankomment elviske skønheder, for hun gjorde det samme. hvorfor skabe det hvis man ikke nyder det. Tænkte hun, som de begge beskuet hendes tidligere, natlige selvskab. Blikket forlod det kvindelige selvskab og faldt tilbage til ham. Smilet på hans læber, de ord der blev sagt, det  var mere ende tydeligt at hun havde været tæt på at fange ham i hans ønske. Huskede du legede rundt sidst de var i elverly? Men er dette ikke godt nok til dem? undrede hun sig og vippede hovedet. Det fugtige hvide hår, med dets lyserøde skær, faldt til hende skød.

"Javel?" spurgte hun, fiskende efter flere ord. Blikket forlod ham som vingerne lukkede sig om de to, eller, næsten lukkede sig. Kort faldt blikket over de lille hul jeg beholdt, kort lod hun et fnis berige deres selvskab før blikket faldt tilbage til hans fangende smil.
"Noget bedre?" hviskede hun, og lænede sig tættere, og tættere som hun ventede på svaret, og blot nogle få centimeter fra ham, fik hun svaret. Et svar der fik hende til at trække sig væk forundret over hans forespørgsel. Hovedet blev vippet fra side til side, og blikket tydeligt eftertænksomt.
"Den gamle leg? Man spørger, og får sande og falsk svar?" hun fniste og lod sin pande falde imod hans i et forsigtigt puf mødtes de. "Så længe legen går begge veje, leger jeg enhver leg." hun fniste, og blinkede fire gange. "Gæsterne starter!" og der, blev boldten lagt på hans side.

"Dog..en straf for at tale kun sandt? eller lyve mere end en enkelt gang par tur?" hendes øjne glimtede som hun spurgte, og de tre kvinder beskuet i deres retning, og uden for badehuset lyd et brag af torden. "Selvfølgelig kun hvis man bliver opdaget i snyd." smilet i blikket, og bag sløret var tydeligt og blev kun tydeligere som sekunderne og oderne blev delt. "Snyd, og man -skal- besvare et spørgsmål med sandhed i hjertet. Gør man ikke, får den anden 'en' ordre, som selv må ligge i de vågne timer." De tre kvinder fniste, den sort håret tog chance, og lagde sin hånd på låret af den rødhåret, og den brunhåret blot rystede hovedet som hun så det.

Drømmemesteren virkede interesseret, og med det, var det at Ramiel's øjne med en vag glimten fik et fornøjet - mere fornøjet end før - skær. At legen skulle gå begge veje havde ikke været intentionen til at starte med, men monstro ikke det var noget han kunne arbejde med; få svar og dertil hemmeligheder var så hemmelige, at de ikke kunne formuleres sandfærdigt omend stadigvæk kryptisk. Han vidste at elverne især havde en tendens til lige præcis det, så måske var det i sandhed dybt vand at bevæge sig ud på. Men... 
... Ramiel's vinger åbnedes sig let igen, og han nikkede. Det var udfordringen værd, hvis man kunne få del i hvad der foregik i Yume's kønne hoved. Del i hendes hemmeligheder, del i hendes små og store tanker. 

Mennesket nikkede, læberne trukket op til at forme det tilfredse smil. "Det er regler jeg kan gå med på" brummede han, og slog et overvejende klik med tungen. Gæsterne først, så hvad var vigtigt at spørge om? 
"Er De forelsket?" de solgyldne øjne glimtede undersøgende, og han tog ikke mange pauser førhen at han fortsatte - hun skulle jo have alle mulighederne at vælge imellem. "Hvor ser De dem selv om... 15 år?" lang tid for et menneske, men næppe lang tid for en elver, det var han bevidst om. Men de store forandringer i verden, havde det med at forme sig efter menneskernes kortlivede eksistens. "Og til sidst, Frøken Risindier... hvis valget stod imellem at redde 5 menneskebørn, eller 10 voksne mennesker i deres midt 30'ere... hvad ville de så vælge, og hvis man må være så fræk at uddybe det spørgsmål, så hvorfor?" 
Hvad der lå bagved det spørgsmål, det kunne man gisne længe om, men det var i og for sig, en ganske fornøjelig indgangsvinkel for halv-englen. Han kunne få meget ud af selv få svar, sagde han i hvert fald stolt til sig selv. 

Som vingerne åbnede sig om dem, gik de tre kvinder i opløsning, uheldigvis netop som to af dem læber kom nær hinanden. Hemmeligheder for hemmeligheder? Den leg kan jeg altid gå med til.lyd hendes indre som måne lyset fra loft vinduet igen nåede de to nærmest nøgne kroppe og luften nåede dem. Hun lænede sig let tilbage og blot håbede hans hånd ville være støtte nok til hendes ryg, ellers måtte hun finde vandet. Hun lyttede spændt på de spørgsmål der ville komme hendes vej, at han gik med til reglerne passede hende fint. Det gav muligheden for at snyde, og man kendte risikoen ved det. Det legesyge glimt i de lilla øjne blev ikke mindre, som hun ventede på legen startede.

Det var dog et glimt som med det samme ændrede sig ved det første spørgsmål, hele hendes mime ændrede sig som tankerne med det samme bevægede sig ved ordet forelsket, tydeligt glad, som tankerne fik fat i hende. "Ja...Mere end nogensinde" svaret hun med det samme spørgsmålet blev lagt og tankerne blev på personen det var tydeligt at se på hende, som hun nærmest strålede af glæde. Hun åndede dog ud som det næste spørgsmål kom, og med et let ryst på hovedet genfandt hun mimen fra før, det legesyge glimt, og sin rygs vægt imod hans hånd. Om...15 år? Den ene hånd forsvandt fra skødet og mødte hendes hage, sløret bøjede sig og virkede til kort at blive misfarvet som det fugtige slør mødte farverne bag sig, læberne kunne anes igennem, og måske i det rette lys de sorte prikker som det skjulte.
"I en grav, mit liv tilhøre en som rev mig fra kiles klamme klør, desværre tror jeg ikke de ønsker holder på det meget længere." lyd det i en klar tone, og ordene sluttede med et opgivent suk. Blikket gled fra ham, og igen dansede over vingen som han spurgte det sidste..hånden stadig nussede hendes hage kort før den faldt og hvilede på hans skuldre. "De fem børn. Vil langt hellere se dem male deres maleri, end at have de voksne vise deres frem." hun rystede kort hovedet og lod blikket falde tilbage på ham og et lille klem på hans skuldre.

Så..må det være mig? tænkte hun kort, og håbede han ville vente og benytte han spørgsmål til at spørge ind hvis han ville. "Først..Har de noglesinde sagt 'jeg elsker dig' uden at mene det til en 'partner' eller 'elsker'?" Hun vippede kort hovedet som det blev spurgt, blikket gled over hans figur i håb om at læse noget. Så..hvem er de. tilførte hendes indre kort før hun spurgte det næste. "Hvis en Alf forvandlede dem til en anden race, hvilken ville de håbe på?" hun træk tydeligt på smilebåndet under sløret som hånden gled fra hans skuldre imod hans bryst, hjerte nok nærmere. "Og til sidst, hr. Kazirea, hvilket træk går igen i alle deres kvinder? Hvis der er et." hun vippede hovedet kort til siden som det blev sagt og den lange fletning faldt hen over hendes skuldre og dækket kort fra hendes bare overkrop, eller dele af den.

Ramiel lyttede til hendes svar, nysgerrigheden malet i de solgyldne øjne, og en enkelt hånd til hendes skulder for at støtte hende, sådan at hun kunne sidde som hun ville. Slænge sig, ligge sig, sidde som hun gjorde nu - alt det betød næppe noget for diplomaten, der trods et altid rumsterende, indvendigt begær.. var for optaget af hvad der blev sagt, til at bide forfærdelig meget mærke i hvad der blev gjort. 
Et spørgsmål ekkoede igennem det hele, og det var halv-englens ultimative spørgsmål ved hvert svar der blev stillet. Hvad var sandt, og hvad var løgn? Fordi nogle gange, var det ikke engang løgne nogle af dem var interesseret i at give videre. 

Nogle gange talte folk bare fra hjertet, grebet i deres egne spørgsmål og lyst til at dele. 
Men modsat hende, lyttede Ramiel til alle hendes spørgsmål førhen at han gav sig til at svare; han skulle nødig fange sig selv i sin egen lille fælde. 

Et nik fulgte med da hendes sidste stavelse faldt, og halv-englen løftede glasset til sine læber, et tydeligt men dog også taknemmeligt smil om de smalle, mørke læber. Der kunne man bare se. Det der vægtede højest, og det der måske også havde overrasket ham mest - om det var sandt - var den korte levetid hun udså sig selv, at - hvis hun talte sandt - hun forventede at stien der var lagt foran hende lige nu, var en der ville føre hende til Kile's rige langt før mange af sine artsfæller. 
Den liftlige smag gled ned af tungen, og Ramiel kunne dog ikke lade være med at trække en anelse på den tanke. Nu vidste han jo selvfølgelig heller ikke hvor gammel Yume var, man spurgte ikke en dame om hendes alder. 
Og han åbnede derpå munden, et lille, næsten forlegent smil om læberne, selvom det i hvert fald måtte være en løgn. Om han havde sagt 'jeg elsker dig', uden at mene det? Svaret, behøvede jo ikke at være det. "Selvfølgelig har jeg det" kom det uden meget tøven fra ham, og han mødte de lyse øjne, blikket angrede ikke på samme måde som smilet indikerede. "Og jeg ville håbe på en... elemental. Ild, for at være specifik" men mennesket var nu engang den bedste race. 
Til slut var det dog at han lænede sig en anelse tilbage, et halvt om halvt teatralsk, dovent suk i kanten af stemmen. "Hvis der er et? Tænk at De for mig til at analysere mine kvinder på den måde..." Ramiel's tommelfinger strøg hendes nøgne ryg, og han spidsede tænksomt munden. "... jeg må sige deres skønhed, hvis det tæller?" et løftet øjenbryn. Ellers, var det deres brugbarhed. 

Selvfølgelig var han den eftertænksomme type, der ventede og lod det hele dreje i sindet før han svaret. Eftertænkte svar hvilket blot gjorde legen mere besværlig at gennemskue hans løgne og sandheder, men med besværet gjorde det også blot lejen sjovere, men denne gang var der ikke meget skæg i det, for manden kunne ikke lyve, eller det kunne han, han valgte bare at lyve det forkerte sted. Det første var tydeligt sandt, alle havde løget om det, men netop derfor hun spurgte om netop dette. Den ene sandhed var væk, hvilket efterlod kun en og løgnen.
Var den racen, eller hvad han søgte i alle hans kvinder.
"Vi lyver alle for at gøre andre glade gør vi ikke?" hun rystede let hovedet og faldt en smule tilbage, og gav et afslappet suk i nydelse over den fingre som nusset hendes ryg, og let lod hun hånden søgte hans skuldre hvor den fandt hvil, og lod en fingre let danse nær kravebenet.
"Men jeg tvivler på deres ord lille guld fugl." hun slog et lille klik med tungen som hun lænede sig frem og lod det fugtige slør hvile imod den anden af hans skuldre og hun hviskede nært hans øre.
"Enten, er jeg virkelig deres type og de virkelig ønske de var fuldblods engle." lyd det i små hvis der endte som hun let puste på hans øre som hun træk sig væk og vippede hovedet frem og tilbage undrende.
"Ellers har de løget om følelses i deres blik, og de nyder noget helt andet i kvinder. Og faktisk ville ønske at være af ilden selv." et eftertænktsomt mhm, lyd i luften som hun lænede sig tilbage og lod sig hvile mere og mere imod hans arm og hånden blev legende ved kravebent og let lod sig løsrive kort i en langsomt bevægelse til at kærtage hans hals før hun igen lod hånden hvile på skuldren.

"Men jeg tvivler på de vil opgive de smukke vinger af dine." lyd det definitivt med en kort latter og med et blik der tydeligt spurgte om det var det? Ikke mere leg.