Regnen sitrede ned over hele det mørke kvarter, og selvom det var aften var der alligevel mange mennesker udenfor. Folk virkede til at være i godt humør, på trods af det dårlige vejr. Efter at have gået lidt rundt, valgte Amy at stoppe op. Hendes blik flakkede lidt rundt i de våde omgivelser, dog frøs hun ikke selvom der var lidt vind, og det styrtede ned allerede efter få minutter. Hun var iklædt det sædvanlige, en sort trøje der sad tæt, nogle mørkegrå tætsiddende bukser, hvor hun som altid havde et ben hylster, hvor hendes knive sad i. 

I den højre hånd havde hun en kniv, for hun var parat til at angribe halvdæmonen som skulle dukke op. Nogle medlemmer fra Kragerne, havde fortalt hende omkring ham, ligesom de havde beskrevet ham. Så hun havde noget at gå efter, hvilket var godt. Det korte våde hår, samt resten af hende var nærmest gennemblødt. Det bekymrede hende ikke, i stedenfor fokuserede hun på omgivelserne, og skimmede menneskerne der kom forbi. Ingen af dem kendte hun, men enlig ventede Amy også bare på at halvdæmonen skulle komme. 

Men som hun tænkte lidt, var det nok en god idé at holde sig lidt skjult, det ville de fleste fra banden gøre. Men hun var ikke som de fleste, så hun gik hen imod kroen, og lænede sig op ad muren ved siden af døren. Hun stod afslappet og lod kniven glide ind imellem hendes fingre, som et dybt suk forlod hendes mund. Hovedet lagde hun bagover, og lod blikket vende op imod himlen. Regnen var forfriskende som den landede og rørte hendes ansigt, og hud"Hmmm"mumlede hun for sig selv. 

Turen var endt i Dianthos, hvor en dusør havde været for god til ikke at slå til ved. En relativ nem opgave, der gav en god slat mønter. Nok til at holde sig i ro i lidt tid. Nok tid til at lede efter næste store dusør. Målet havde været en simpel morder, der herskede i Skumringskvarteret. Derfor havde Tanto indkvarteret sig på et værelse over en middelmådig pub. I en lille uge havde den unge halvdæmon opsnuset sit mål, fanget det og optjent sin dusør. Og med mængden af dusøren havde han valgt at beholde værelset flere nætter end nødvendigt. Ja, det var ikke luksus, men det var bedre at have en seng end at skulle lede efter en. Derfor havde han da også fundet en bar - en anden end den under værelset - og drukket lidt af mønterne væk. 

Med en promille, der ville påvirke almindelige mennesker kraftigt, gik Tanto roligt ned af Skumringskvarteret skumle gader. Den dæmoniske side af hans DNA gav flere fordele foruden forøget kræfter og længere levetid. Banale ting som alkohol og skader ramte han svagere. Men dette var alt andet end nok tak til at tilgive Bagludan. End ikke dæmonsværdet, der troligt var på ryggen, var nok til dette.
Det regnede. Ikke et vejr, Tanto var største fan af. Hans magiske evner var ild. Regn kunne slukke den. Han følte sig ikke nær så klar til kamp som normalt. Derfor havde han også den ene hånd rundt om stroppen til sværdet, imens den anden var at finde i lommen på de halvløse benklæder. Han skulle bare tilbage til sit værelse. Måske snuppe en drink eller to på pubben, inden han tog trapperne op til sengen.
Tanto drejede rundt om et hjørne, hvorefter han kunne se facaden af pubben, hvis højere etager udgjorde lejelige rum. Nogen af dem var uden tvivl udlejet til fordel for seksual nydelse. Tanto havde i hvert fald hørt de billige og brugte senges fjedre være tæt på at springe i naboværelserne næsten alle nætter for nu. Selv havde han holdt værelset enligt. Kun ham.
Der var flere mennesker at finde stående i regnen eller i læ for regnen i Skumringskvarteret. Derfor bed Tanto ikke just mærke i dem alle. Mange af dem var tyve, men hvilken tyv ville gå efter manden, der havde et sværd på ryggen? Nej, de gik efter uvidende forbifarrende. Nemme mål ligesom dusøren havde været. Hvorfor gøre det sværere, når man kunne tage den nemme udvej?

Hvornår regnen ville stoppe vidste Amy slet ikke, men hun nød alligevel at stå og kigge op imod himlen og nyde den kolde regn der ramte hendes ansigt. Efter nogle minutter vendte hun sit blik ud imod menneskemængden. Bestemt ingen hun kendte, eller havde set før også selvom der var nogle enkle der så lidt bekendte ud. Hun boede nærmest i dette spændende kvarter, lidt udenfor men havde altid holdt sig til selve kvarteret. 

Pludselig som hun fortsat lod kniven glide ind imellem fingrene, lagde Amy pludselig mærke til noget. Men regnen skyggede lidt, så hun trådte lidt frem bare for at se nærmere efter. Hendes øjne havde helt sikkert opfanget noget, eller rettere nogen. Det var måske ham, halvdæmonen hun ledte efter. Halvdæmonen hun var blevet sendt ud for at dræbe. Et undrende udtryk spredte sig på hendes ansigt, og hun begyndte at følge efter den mystiske person. 

Hvor denne person var på vej hen vidste hun ikke, men som hun fortsat holdte sig bagved ham. Bare for at blive sikker på, at det var halvdæmonen. Hendes blik faldt på sværdet, og det glippede i hende, det var halvdæmonen. Sværdet havde hun hørt om, og nogle medlemmer fra banden, havde godt nok nævnt det. Hun begyndte at snige sig tættere på, hvorefter hun løftede kniven op. Skulle til at svinge den imod ham, men kunne mærke den våde jord gjorde at hun mistede balancen lidt"Ikke godt..."mumlede hun irriteret, som hun prøvede at få styr på sit fodfæste igen. Dog som hun kunne mærke at hun var ved at vælte bagover, skubbede hun til halvdæmonen foran sig"Pas på!"udbrød hun opgivende, og irriteret før hun faldt bagover.

Regnens piskende dråber gjorde det sorte hår vådt og det bankede mod panden som et tykt tæppe. Heldigvis havde Tanto vænnet sig til håret, der måske ikke var langt udadtil, men mod øjnene var det langt, og dermed havde han også lettere øvet sig til at se igennem det. Måske også se uden øjnene. Under farens opdragelse, som bare var træning, var træning i blinde og det at stole på sine andre sanser en flere års træning i halvdæmonens historie.

Fornemmelsen af en skikkelse bag ham var bemærkelsesværdigt for Tanto. Frem for at vende sig rundt, trække sværdet og true med at skære halsen over, valgte Tanto at fortsætte sin gang, som om han ikke bemærkede karakteren bag sig. Det var nok en idiotisk tyv, der havde fundet Tantos middelmådige højde et nemt mål. Uheldigt for denne tyv, tænkte Tanto.
Og endnu mere uheldigt for den formodentlige tyv afslørede hun sin listen. Først en mumlen og noget efter, men det var det fysiske skub, der krævede handling fra Tanto. Frem for at falde ansigt først ned i regnens pøl beholdt Tanto sin balance. Mere end dette tog han fat i pigen, der ellers ville have faldt. Den ene hånd holdt hendes ryg oppe, imens den anden var på håndleddet, hvor fingrene holdt om en kniv. "Du bør øve dine snigeevner." sagde Tanto med køligheden som is i stemmen. Hånden forblev hårdt gribende om håndleddet. Hun kunne stadig være en simpel tyv, der mente, at denne kniv var faretruende nok. Ikke for Tanto. Langt fra. Derfor trak han heller ikke sit sværd. Det ville ikke være fair. Sammenligningen ville være som en gigant mod en fe.

Mindre uheldigt kunne det vel ikke være, for normalt havde hun godt nok udtænkt sig andre måder hvorpå, at hun kunne være lidt mere lydløs. Men det skete ikke, og det irriterede hende, ligesom regnen pludselig var begyndt at irritere hende. Alligevel sukkede hun, og havde regnet med at lande på jorden, men det skete ikke. Hun var lidt overrasket, uden at vise det og lod sit blik falde på personen der havde taget fat i hende. Hans ord fik hende til at løfte et øjenbryn, hvorefter hun viftede lidt af det våde sorte hår væk, så hun bedre kunne se på ham.

"Møder du altid unge kvinder sådan her"fløj det spydigt og flabet ud ad hendes mund, som hun med den frie hånd greb fat rundt om hans hals. Ikke i et hårdt greb, men et blidt greb og på intet tidspunkt fjernede hun sit blik fra ham. Selvom denne halvdæmon havde ret i hans ord, så vidste hun at hun ville føle sig sårbar, og svag hvis hun gav ham ret i det. Derfor valgte hun åbenlyst at lade være med at svare på det. 

Som halvdæmonen fortsat havde fat i hende, og holdte hendes hånd låst på kniven med hans var der ikke mulighed for at bruge den. Han virkede stærk, selvom han ikke gjorde noget, hvilket gjorde hende nysgerrig på en underlig måde. De andre folk der vandrede forbi ignorede hun, og lagde så hovedet lidt på skrå, som hendes blik faldt ned på hånden der fortsat holdte rundt om hans hals"Du bør øve din charme"svarede hun kækt alligevel lidt flabet som hun sendte ham et lille bredt smil, før hun gav slip på hans hals, og kiggede kort væk fra ham. Ivrigt prøvede hun på at få hendes hånd fri fra hans greb, men det virkede svært for han holdte godt fast. 

"Dem jeg møder prøver heller ikke at dolke mig." sagde Tanto. Ikke med en brøkdel af snerren eller spydighed, blot den kølige stemme. Han kunne have tilføjet 'de få, jeg møder', for damernes mand var Tanto næppe ikke. Heller ikke mændenes mand. Man vidste aldrig, hvem var en dæmon i forklædning eller bare ville opnå Tanto på sit mest sårbare punkt og slå til. Måske en lidt overreagering, men efter at være opdraget i over hundrede år under Bagludan, havde Tanto god grund til at overreagere. Og hans opdragelse var også at tænke det værste om alle. Selv hans halvsøskende dæmoner.

Hendes feminine hånd om hans hals kunne gøre skade. Hun kunne stramme til og tvinge ham af hende, men hun gjorde ikke. Hun lod det være op til Tanto. Hvis han gjorde tegn til angreb, ville hendes greb uden tvivl strammes. "Er du altid den dominerende med de mænd, du møder?" Hun var ikke den eneste, der kunne komme med spydige kommentarer. Han blinkede en enkelt gang med sine mørke øjne, kiggede kort ned på kniven og tilbage på hende. Og så lod han grebet om hendes hånd slippe. Nu var det op til hende, om hun ville færdiggøre, hvad hendes knivfærdigheder ikke kunne eller ville slippe sit eget greb. "Hvad er din grund til at ville angribe mig, om man må spørge?" Han kunne lige så godt vide hvem, der havde sendt denne kvinde efter ham, for hun virkede ikke bekendt for ham. Men okay, Tanto kunne umuligt huske ansigter på alle dem, han havde såret. Bare mængden af hans søskende ville være nok. Alligevel følte han, at denne kvinde ikke var bæreren af ønsket om at angribe ham. Hun var mellemledet. Hun var kniven i en andens hånd.

At hendes tøj nærmest klistrede sig til hende, og regnen fortsat skyllede ned over hele kvarteret var fortsat meget forfriskende. Eftersom hun stod fast foran halvdæmonen, måtte hun holde sig fokuseret og målrettet. Der var jo en grund til, at hun var blevet sendt herhen. Den frie hånd løftede hun op til ansigtet for at fjerne lidt af det våde sorte hår, men det havde tydeligt klistret sig fast til hendes ansigt som hendes påklædning også havde. Følelsen af det var ikke bestemt rart, men heller ikke generende for hende for hun var vant til sådan noget kunne ske. Da halvdæmonen gav slip på hendes hånd, løftede hun overrasket begge øjenbryn og placerede en hånd i den ene side. Hans ord om at alle han møder ikke plejede at dolke ham, fik et bredt smil til at sprede sig på hendes ansigt. Men der kom ingen ord ud ad hendes mund, for i stedenfor valgte hun at træde lidt tættere på ham. 

Holdte lidt afstand imellem ham og sig selv"Hellere det end at være kedelig, og stille ikk"svarede hun kækt som hun sendte ham et blik imens hun gik forbi ham. Om det var sandt var hun ikke sikker på, hun gik altid efter det princip med hun gjorde hvad hun ville, og havde lyst til. Hovedet vendte hun til den ene side, som hun stod lidt foran ham, og løftede hånden hvor kniven var op til hendes mund. Spredte læberne, som hun lod den flade side af kniven kærtegne hendes våde læber. Alle de mennesker hendes øjne havde betragtet sagde hende ikke noget, selvom nogle af dem virkede så bekendte. Da hun hørte spørgsmålet, drejede hun rundt, så hun stod med fronten til ham. Smilet forsvandt, og hun løftede kniven lidt ned. Med langsomme nærmest afslappende og selvsikre skridt gik hun tættere på ham. Kniven pegede hun ind imod hans brystkasse, håbede at han ville kunne mærke spidsen af kniven, og hun lod øjnene glide op på hans ansigt. 

Tillod sig et øjeblik at studere hans ansigt fra den afstand hun havde skabt imellem dem. De stod ikke for langt fra hinanden, ej heller for tæt på hinanden, nok en mellemting"Behøver jeg at have en grund"svarede hun med et spørgsmål som ham. Men pludselig sukkede hun så, og løsrev sit blik fra ham, men hun fjernede ikke kniven fra hans brystkasse"Der er nogen der ønsker dig død...halvdæmon"lød det halvt spydigt fra hende nærmest i en kold og ligeglad tone, imens hun lod den frie hånd falde ned langs hendes ene side.

Hun fjernede sit greb om ham. Frem for at tage en flugt forblev kvinden nær Tanto. Faktisk cirkulerede hun ham nærmest. Som om hun kiggede efter et smuthul. En svaghed at udnytte. Tanto valgte blot at forblive stående og med hovedet i samme retning som altid. Hun kunne nærstudere hans krop og kropssprog, så længe hun ville. 

Hun var helt tæt på ham, da hun lod ordene falde over sine smilende læber. "Der er vel nogen svage mænd, der er til det." kommenterede Tanto. At blive domineret var det samme som at indrømme, at man var svag. Og det var det sidste, han ville indrømme om sig selv. Han var ikke svag. I hvert fald ikke over for den gennemsnitlige modstander.
Slikken af kniven ville kunne få nogle til at skælve af frygt, men ikke Tanto. Han havde set det, der var værre. Dæmonbrødre og -søstre der var ét skridt fra at tungekysse deres klinger. Selv Tanto havde et forhold til sit sværd, der var mere end bare det mellem en soldat og sit våben. Der var en dybere forståelse mellem Tanto og den kølige klinge på ryggen. "Den liste er lang, ungmø. Du må præcisere," Der ville nok kun være ét navn, som ville gøre Tanto en smule bange. Men hvad var chancen for dette? Hvis hans far ville have fat i ham, ville det være en af brødrene eller søstrene, der ville komme efter ham. Bagludan handlede helst ikke med andre racer, men måske havde han gjort en undtagelse. Tanto var i sig selv en undtagelse for dæmonen, der aldrig før havde gjort en anden race gravid og der var heller ikke kommet nogen efter Tanto. "Vi kan også lade vores våben snakke. Jeg skal nok få mit svar. På den ene eller anden måde." Roligt strammede Tanto sit greb om stroppen til sværdet. Med en hurtig bevægelse kunne han få revet våbnet til sig og rive det ud af sit hylster. Denne kvinde kunne starte en kamp mod ham, men hvis hun vidste, han var halvdæmon, burde hun også vide, hvilke færdigheder han havde. Medmindre hun var mester i sin lille dolk, ville hun gøre klogt i ikke at tage den direkte op med Tanto. Men igen, han havde erfaret hovmodige mennesker, der mente, de kunne slå ham. Måske var denne kvinde datteren af en af disse individer? Man kunne aldrig vide.

En kamp imellem dem kunne ikke undgås, dog vidste hun godt at hun var nød til at holde et godt fodfæste så hun ikke ville risikere, at falde eller glide i vandpytter og den våde jord som de stod på. Det var ikke så tit det skete, at hun skulle blive nød til at kæmpe i regnvejr. Men det var måske en lille udfordring, som hun glædeligt tog imod. Det var langt fra noget der skræmte hende, og hun lod sit blik falde ned på ben hylsteret, hvor de andre knive var. Der var altid flere end 1, uanset hvor hun gik hen, og befandt sig.For mistede hun den ene kniv, så var hun sikker på at have flere. Med afslappende skridt, gik hun lidt væk fra ham, men ikke alt for langt. Tillod sig at holde en afstand til ham, så der var lidt mellemrum, og plads til at de kunne bevæge sig. Dog havde Amy ikke tænkt sig at afsløre hendes tricks, og mulige angreb. Det var i hendes øjne bedre at overraske ham med dem, bare vise ham dem. 

Ikke fordi hun havde et behov for at imponere ham, for det havde hun ikke"Jeg lader ikke mænd påvirke mig..."svarede hun bestemt som hun et kort øjeblik mødte hans blik. Mænd kunne være en stor svaghed, det vidste hun godt, for generelt alt med mænd og følelser var en stor svaghed. Måske ikke ligefrem for hende, udover at hun aldrig talte og viste følelser. At lade deres våben snakke var en god idé, og hun holdte sin kniv op foran sig. Klar til at skulle angribe ham, men hun vidste godt at han sikkert ville blokere angrebet, men hun havde en klar idé hvis det ville ske. Derfor sendte hun ham et lille bredt smil, før hun løb hen imod ham, med kniven ned langs hendes side. Målrettet havde hun sine øjne rettet på hans ansigt, nærmest som skulle hun angribe ham et sted på hans ansigt direkte"Hvordan kan man sige nej, når halvdæmonen jo spørger så pænt"fløj det spydigt og flabet ud ad hendes mund, som hun nærmede sig ham. At han ville have hans svar ligemeget hvad, gjorde ikke hende noget. 

Hun var ligeså sikker på, at hun nok skulle få ordnet det som hun var kommet her for. Da hun så var nået hen til ham, løftede hun kniven op foran sig, og gav den et sving hen imod hans højre kind, uden at vide om den ville ramme eller ej. Men det var et forsøg værd, og selvom hun ikke ville give op uanset hvad, og selvom kampen kun var startet. Så var Amy sikker på, at hun også var nød til at holde fast i hendes fodfæstet, og at hun faktisk havde tænkt sig at kæmpe imod en halvdæmon ville nogen nok synes var dumt. Men hun var som sagt ikke som andre, hun fandt det kun udfordrende, og måske det kunne give hende en chance for at komme tættere på ham. Måske læse hans tanker, det var en mulighed, men ikke noget hun ville fortælle ham.

Kvinden lod mere afstand opstå mellem dem. Tanto vidste godt, hvor dette var på vej hen. Man havde oftest brug for afstand for at gøre et godt angreb. Få fart på, så man kunne snitte igennem mere end bare det yderste lag kød. Derfor nikkede halvdæmonen blot og holdt endnu bedre fast i stroppen. Faktisk trak han den en smule ned, så skaftet af sværdet var at finde lige ved kinden. Det var kvinden begravelse, hvis hun gik ind med alt sit for at dræbe ham. Hendes arbejdsgiver - eller mester - måtte være klar på at miste hende som undersåt. Ellers havde han eller hun ikke sendt denne kvinde ud. Og hun virkede alene. Måske var det hans far, der havde atter forvildet sig ind blandt andre racer. Men ikke for at få Tanto hjem igen. For at lade ham dræbe flere.

Efter hendes ord stormede hun imod ham. Problemet for hende lå bare i, at hun havde skabt afstand. Mere end nok tid for Tanto til at rive dæmonsværdet ud af sit hylster og have højre hånd om det. Hendes lille klinge nåede nær hans højre kind. Ikke langt fra en af farens mange gaver, arret henover højre øje. Men hendes klinge ramte ikke, for Tanto havde hevet sit sværd. Han havde ladet sit stål skabte forsvaret. Han kiggede under sit eget stål og ind i kvindens øjne. "Jeg hører intet svar fra dig, ungmø. Hvem sendte dig?" Tanto rev i sværdet og tvang kvinden og hendes kniv væk fra ham. Han kørte skaftet og dermed hele sværdet rundt i en cirkulær bevægelse, ikke i nær kvinden til at ramme hende. Det var mere for at gøre ham selv klar til at være i duel. Dog lod han blot svær stikke skråt frem ad. Hvis de skulle kæmpe, var det hende, der skulle tage initiativet. "Skal vi ikke lade damen føre an?" At snakke midt under en duel var lige så naturligt for Tanto som det at kæmpe med sværdet var. Man kunne vinde direkte ved at tvinge klingen igennem sin modstander, men det at tirre og irritere dem verbalt kunne gøre lige så, hvis ikke mere skade. Og regnen gjorde det ikke bedre. Tanto kunne nemt få kvinden ud af balance. Selvfølgelig kunne hun også ved ham, men hun skulle sige specifikke ting for at hyle ham ud af den. Og at kæmpe i regn havde han været nødsaget til at træne i. Når han ikke kunne være afhængig af sin magi, var han afhængig af sværdet. Derfor var duellen ikke ødelagt for ham ved at være i regnen.

Det overraskede hende ikke, at hendes angreb blev standset af ham. Nærmere af hans sværd, det var i hendes øjne et flot sværd, men det betød ikke at hun havde tænkt sig at sværme over det. Selvom hun havde håbet på at skade ham, så vidste hun godt at hun sikkert ville få chancen for det under deres duel. Uden at flytte sig, valgte hun blot at lade sine grønne øjne møde hans, imens hun holdte godt fast på kvinden i hånden. Men da hun blev tvunget væk fra ham, var hun lusket og hurtig og havde blot sukkede lidt opgivende, hvorefter hun bukkede sig lidt ned. Så hun ikke stod helt oprejst "Du"Du skulle have budt mig op til dans, eftersom du jo danser rundt"måske rimelig flabet sagt, men hun var ligeglad.

Der var dog et bredt smil på hendes ansigt, som hun løb hen imod ham, og denne gang i stedenfor at angribe efter hans kind, valgte hun at gøre noget andet. Så Amy valgte hurtigt at gribe fat rundt om hans ben, for at vælte ham, og hun gav ham ikke engang mulighed for at undvige det. Derefter satte hun sig ovenpå ham. Kniven holdte hun hen foran hans hals, imens hun lagde hovedet på skrå. Regndråberne fra hårspidserne kunne hun se ud ad øjenkrogen, men heldigvis skyggede det korte sorte hår ikke hendes blik. At han intet svar havde fået fra hende, var hun ligeglad med, selvom hun fastholdte blikket på ham. Hun holdte kniven for hans hals fortsat, som hun et kort øjeblik lod de grønne øjne glide ned over ham"Hvordan kan en halvdæmon være så nysgerrig"lød det lavt fra hende, som hun lænede sig ind imod ham. Kunne se hvordan regndråberne landte ned på hans ansigt, og hun lagde pludselig hendes pande imod hans, som hun var fristet til at prikke ham på halsen med spidsen af hendes kniv.

"Det er vel ikke vigtigt"lød det en smule undrende og ligeglad fra hende, som hun kort tid efter rejse sig op fra den våde jord. Dog stod hun og kiggede lidt rundt, før hun vendte sit blik ned på ham. Pegede med kniven på ham, som hun sendte ham et lille smil. Det var virkelig farligt for hende, det hun havde gang i, at overhovedet tænke at hun havde en chance imod en halvdæmon. Måske hun skulle opgive det, men sådan var hun ikke, hun gav ikke op. Kun hvis det virkelig var nødvendigt, men lige nu stod hun fast besluttet på at kæmpe videre imod ham. Hun placerede en hånd i siden, og betragtede ham"Har du nogensinde kæmpet imod et menneske før"spurgte hun nysgerrigt, uden at fjerne blikket fra ham. 

"Du vil vide, når jeg virkelig danser." sagde Tanto bare med sin sædvanlige, kølige stemme. Hvis han dansede med sværdet i hænderne, ville han forsvinde kort efter. Dette var den magiske evne, der var i sværdet. Han kunne rejse igennem hele landet på øjeblikke. Det krævede blot de korrekte bevægelser. Den korrekte dans for at rejse. Og dette var ikke denne dans. Dette var en duel.

Som hun kom imod ham igen, gjorde han klar til at gøre præcis det samme. Forsvare sig selv fra hendes kniv. Men hun gik ikke imod ham med kniven. Hun gik efter at vælte ham og Tanto måtte se det i øjnene, at hun formåede at gøre dette. Han endte med ryggen i vandet og hende siddende på sig kort efter.
"Jeg vil vide, hvem sender en køn kvinde som dig til sin død." sagde Tanto tilbage. Og for første gang i hele deres tid sammen tvang halvdæmonen et halvt, kækt smil frem på sine læber. Deres pander mødtes og for en stund glemte Tanto næsten, at de var i duel. Men kun næsten, for da hun rejste sig fra ham og fjernede feminine former fra mellemgulvet af ham, rejste han sig også op. Sværdet blev svirpet imod luften. Dråber fløj af det som pile, der lige var blevet sendt afsted af en stram bue.
Tanto nikkede kort og kontakt. "Og jeg har dræbt mennesker også. Flere," Efter denne korte episode vidste han, at hun ikke ville løbe skrigende bort ved denne nyhed. Hun vidste, han havde dæmonisk blod i sine årer. Det havde ikke stoppet hende. Hun måtte vide eller i hvert fald regne ud, hvad han havde lavet i sine over hundrede leveår. Tanto havde nok dræbt mindst én fra hver race. "Har du nogensinde dræbt noget? Set lyset svinde væk i deres øjne, som de druknede i deres eget blod og du tørrede blodet af mordvåbnet, ungmø?" Dette var, hvad hun skulle være klar til. Det var hendes opgave. At lade lyset forsvinde Tantos øjne. Lade hans blod blande sig med regnen i disse gader. At gøre en af hendes knive rene fra hans blod. "Hvis du er klar til at snakke, er der en pub kort væk. Jeg giver den første omgang." En del af Tanto håbede, hun ville sige nej. At hun ville fortsætte med at kæmpe. Det var hans dæmoniske side. Den menneskelige side ville gerne have hans sværd tilbage i hylsteret og ikke lade unødvendig blod falde. Men efter al den tid sammen med sin dæmoniske familie og væk fra sin afdøde menneskefamilie var den menneskelige del af ham kun en lille brøkdel, hvor den dæmoniske side udgjorde den dominerende faktor.

Tilbudet om en drink på den nærmeste pub lød indbydende, og hun kunne godt trænge til noget at drikke. Det tidspunkt og øjeblik var bare ikke lige nu, for der havde hun fortsat tænkt sig at kæmpe imod ham. Hun var stædig, og bevidst på at hun godt kunne vinde over ham, selvom det var klart at det ikke ville ske men hun kunne vel stadigvæk håbe på det. Hans ord om at hun ikke ville være i tvivl om når han dansede fik et lille smil til at sprede sig på hendes ansigt. Kort tid efter betragtede hun kniven i hendes hånd, og stod klar til at fortsætte deres kamp. Selvom halvdæmonen havde en stor fordel, så var Amy fokuseret og selviskker på sine egne evner, og våben.

"Søde ord kommer du ikke langt med, charmør" sagde hun med blikket hvilende på hans ansigt, imens hun stod klar til, at skulle angribe ham. Selvom alle kvinder sikkert kunne lide at blive kaldt køn, så ville hun ikke lade det påvirke hende. Ligemeget hvor glad det gjorde hende at høre sådan nogle komplimenter, specielt når hun ikke var vant til det. Så man hende ville man aldrig finde hende køn, det var altid det hun selv mente. Hun havde nok altid været en af drengene, for hun hang tit ud med drengene fra banden. Et næsten fjernt udtryk dukkede op på hendes ansigt, og hun kiggede væk fra ham. Lod kniven glide ind imellem hendes fingre, som hun lod de grønne øjne flakke lidt rundt i de våde omgivelser"Det er ikke sådan en kompliment jeg hører tit..."kom det lavt fra hendes mund, som hun prøvede at holde et lille smil tilbage, men det var svært. 

De fleste ville nok undre sig, hvorfor hun nærmest var igang med at kæmpe for sit eget liv. Men Amy var fortsat stædig, og havde ikke tænkt sig at give op. Efter nogle minutter kiggede hun tilbage på halvdæmonen, og gik hen imod ham. Kniven holdte hun op foran sig, og besluttede pludselig at sætte i løb for at komme hurtigere frem imod ham. Som han havde snakket om dræbt mange mennesker, kunne hun godt mærke en frygt for at han ville dræbe hende. Alligevel skjulte hun det, som hun gav et sving med kniven imod hans kind igen, hun vidste ikke om hun ramte ham. Håbet var der stadigvæk, men ordene og spørgsmålet om hun havde dræbt nogen fik hende til at kigge på hendes kniv, men hurtigt hen på ham"Det kan man ikke undgå, når man lever i en bande, og laver meget kriminalitet"svarede hun med ærlig stemme, i en lav tone. Normalt var det aldrig noget hun havde tænkt på før, men eftersom hendes liv som bandemedlem, og en del af Kragerne så var det pludselig bare kommet"Din lyst til at dræbe mig, hvor stor er den"spurgte hun pludselig ud i den blå luft, som hun med den frie hånd greb fat i hans hånd, og placerede den rundt om hendes egen hals. Det var måske ikke de bedste ord at spørge en halvdæmon om, og tilmeld give ham chancen for at brække hendes hals, men hun havde bare en eller anden fornemmelse af at han ikke ville dræbe hende. 

"Det fortæller vel kun om de mænd, du render rundt med, ungmø," sagde Tanto. Han var næppe i færd med at komplimentere hende til skyerne, men ofte kunne en kompliment midt i en duel hive folk ud af den. Og lige nu virkede denne kvinde til at være okay hylet ud af den. At hun ikke var blevet kaldet køn før, udnyttede Tanto til sin fordel. Han ville give hende noget at tænke over. Måske eksistentielle spørgsmål om sit eget liv længe nok til, at Tanto kan få den dræbende overhånd og afslutte denne duel på den ene eller anden måde. Han var træt. Han trængte til sin sidste drik og sengen. Lige nu stod denne kvinde i vejen, uanset hvor køn han rent faktisk fandt hende. Den kompliment var ikke en løgn. "Måske du skulle udvide din horisont af mænd. Hvis altså, jeg tillader det efter i aften."

Hun stormede imod ham endnu en gang og endnu en gang var Tanto klar til at trække klingen på den dræbende måde, men endnu en gang gjorde kvinden ikke angreb med sin kniv. I stedet stoppede hun op, stillede et spørgsmål og gjorde noget, Tanto aldrig havde set i en duel. Hun bevægede hans hånd som en dukkeføre op til hendes hals. Hun gav ham decideret magten til at afslutte duellen nu og her. Dette tog Tanto lidt ud af den, men ikke i lang tid. Hun havde givet ham et spørgsmål. "Lige så stor som din trang til at angribe. Død er ikke altid den eneste vej, men hvis du ikke giver mig andre løsninger. Det er ikke dig, jeg har som fjende, er det? Det er ikke dig, der vil have mig død. Det er din mester." Om hun var under en mester eller som ham en lejemorder, vidste Tanto ikke. Men igen, det var for at hyle hende ud af den. Derfor strammede han heller ikke sit greb dræbende. Han strammede det lidt, nok til at vise, han kunne, hvis han ville. Måske lidt mere end det. Han knuste ingenting i hendes hals, men hun havde nok sværere end normalt ved at trække vejret ordentligt. Han var den dominante nu.
"Det er dit valg, om jeg skal være dræbende, ungmø. Helt op til dig." sagde Tanto og gav slip på hende med et skub, så hun var nødsaget til at trække tilbage et par skridt, medmindre hun havde perfekt balance. Han lod hende komme til sig, hvis hun havde brug for det. Som alle andre angreb skulle hun tage initiativet. Tanto ville ikke dræbe uden mening. Hvorfor dræbe denne ungmø, han ikke engang kendte navnet på? Hun var intet mål for ham. Den, der havde sendt hende, var mere. Dog var han også klar til at efterlade et bevis af sin tilstedeværelse til den, der havde sendt hende, hvis hun ønskede at overleve. Derfor blev dæmonsværdet atter trukket, klar til at rive i hendes kød og flå i hendes klæder, der udgjorde ingen beskyttelse overhovedet.

Synet af det store sværd der kom til syne, fik hende til at ånde lettet ud. Mest fordi hun havde ventet på det, selvom det var ganske farligt at vente på sådan noget. Sværdet kunne sikkert godt gøre det af med hende, uden nogen tvivl, hvilket fik hende til at føle sig lidt nervøs. Men hun flygtede ikke, stod fast på jorden, selvom hun var lidt foroverbøjet efter at han havde skubbet hende. Hendes balance var god, nærmest skræmmende god, men i regnen var den ikke ligefrem så god. Men hun faldt ikke, stod med fødderne fast i en lille vandpyt. Kniven holdte hun fortsat fast i, men valgte også at tage fat i endnu en kniv, heldigvis var de ikke så store. Det virkede nok mere fair, i forhold til hans sværd. 

Hendes blik var rettet på ham, og de ord der ellers havde fået enhver til at føle sig genert, eller trække sig tilbage fik kun Amy til at ville kæmpe imod ham endnu mere, for det var nu meget interessant. Tankerne om at dræbe ham sad stadigvæk fast i hendes hoved, og måske hun burde have nævnt hvem der ønskede at dræbe ham, så var der noget mystik over, ikke at nævne det"Tillade mig at lade mine øjne blive fanget af mænd, jeg behøver ikke spilde tiden på det"svarede hun kækt som hun sendte ham et smil. Hun holdte de to knive op foran sig, den ene højere end den anden, så det tydeligt kunne ses at hun var klar til at angribe ham igen, men hun havde en anden strategi den her gang. Forhåbenligt ville den virke, men det var ikke sikkert endnu. 

Hun løb hen imod ham, holdte den ene kniv op foran sig, imens hun lod den anden være ned langs hendes side"Pas på halvdæmon, det kunne også næsten lyde som om du gerne vil have mig for dig selv" sagde hun lidt kækt og flabet, før hun nærmede sig ham mere, og mere. Et kort blik sendte hun ham, før hun bukkede sig lidt ned, og listede hurtigt bagved ham. Dukkede op bagved ham, hvorefter hun gav et sving med begge knive i håb om at ramme hans ryg"Mit behøv, og ønsker om at dræbe dig er ikke mit eget...Tro mine ord eller ej"svarede hun i en ærlig tone, som hun målrettet holdte sit blik på hans ryg, i håb om at hendes knive ville ramme, men hun tænkte ikke over om hans sværd ville ramme hende. 

Dialogen fløj imellem dem. Den ene spydige sætning efter den anden. Man skulle tro, at Tanto og denne kvinde havde et fjendtligt forhold, der strakte flere år tilbage. Der virkede til at lægge dybere mening i deres ord, men sandheden var, at denne kvinde var en komplet fremmed for Tanto for under en time siden. Han kendte endnu ikke hendes navn. Blot havde han kaldet hende 'ungmø' et par gange, hvilket hun også var. For hvor gammel så hun ud? I starten af tyverne for et menneske, måske i midten af dem. Af udseende kunne de ligne jævnaldrende, men Tanto var hundrede år over sin fysiske alder. Endnu en tak til det dæmoniske blod. 

"Kvinder gør jo noget ud af sig selv netop for dette. At være offer for andre mænds øjne og fascination." Nøgleordet i den sætningen var 'andre', for Tanto var udseendet af en kvinde underordnet. Den smukkeste kvinde kunne være den værste kriger. Den slankeste kvinde kunne have den værste balance. Den mest yndefulde kvinde kunne være den mest sarte. Hvorfor vælge at have en svaghed, når man kunne træne svageheder væk? Det var måske derfor, denne kvinde var mere interessant for Tanto. Netop, fordi hun ikke ønskede at være køn i hans øjne. Hun ville være hans fjende, modstander. Hun ville være ham værdig i kamp, ikke i romance.
Den anden kniv, hun trak op, gjorde kampen mere spændende. Han havde det lange sværd, hun havde sine små knive. Passende våben til hver af deres personligheder. Og hun udnyttede hurtigt sine duo af klinger, for hun jagtede imod ham, men frem for at angribe lige på sneg hun om bag ham og snittede med begge knive i hans ryg. Rent fysisk bevægede han sig ikke. Ryggen krøb ikke sammen af smerte. Kun ansigtet skar sig af smerten. Under lagene af genvandter ville der findes ar over alt på halvdæmonens krop. Fra træning, rigtige dueller og lignende. Nogen var tæt på at være fatale. Disse to snitsår var som at blive svirpet med en gren. 
Men bare fordi det ikke gjorde ondt eller ville efterlade ar overhovedet, slappede Tanto ikke af. Han roterede på fødderne og samtidig svirpede han sit sværd henover kvindens hænder. Den skarpe klinge, der aldrig havde behøvet at blive slebet, ville uden tvivl danne sår, det gennemsnitlige menneske ville mærke smerte over. Og ved at ramme hænderne kunne Tanto gøre hende ukampsdygtig. Hun ville være nødsaget til at kæmpe igennem smerte. For at holde om sine våben var hun nød til at modstå jag af smerte. Kunne denne kvinde klare dette? "Hvis det ikke er dit ønske, hvorfor gøre det? Hvorfor være en slave for andre?" Det ramte måske lidt for tæt hjem for Tanto. Han havde været slave af sin far. Væsenet, der havde slagtet hele Tantos familie. Og nu var han sin egen herre. Jovist havde han Bagludan over skulderen konstant sammen med resten af dæmonfamilien. Men det var bedre end at skulle gøre andres valg og ordre. "Gør, hvad dit eget behov ønsker. Den drink er stadig en mulighed, ungmø."

Tilfreds smillede hun over at hun havde ramt ham på ryggen, også selvom det måske ikke havde været et slemt angreb, så bare tanken og synet af at hun havde ramt ham var nok til at gøre hende lidt tilfreds. Specielt når hun ikke havde nogen anelse, om han havde undgået det, eller tænkt sig at gøre det. Det havde ikke virket sådan, hvilket på en måde var fint nok. Hun kunne godt forestille sig hvilke smerter man kunne få af sværdet, og som hørte hans ord spredte hun læberne for at ville svare ham. Men hun blev afbrudt, af at han havde svirpede hans sværd hen over hendes hænder. Smerten kunne hun godt mærke, hvilket fik hende til at kigge ned på hendes hænder, lige så hurtigt at angrebet var påført.

Smerten af det dukkede op i hendes ansigt, som hun bed tænderne sammen. Arrigt stod hun og overvejede at tage chancen og kaste en af knivene imod ham, men der var også andre ting hun kunne gøre. Noget hun ikke havde tænkt på før nu, og eftersom hendes hænder var skadet lige nu kunne hun ikke holde på knivene før smerterne ville forsvinde"Det må være en af de ting os kvinder er heldige at kunne bruge"svarede hun med et lille trak på den ene skulder, for det var ikke noget hun selv gjorde brug af. Men hvis hendes udseende fangede andre, gjorde det vel ikke noget for til tider kunne man bruge det til noget. Det var heller ikke hendes hensigt at hun havde tænkt sig at fortælle ham, at han var en flot mand, det var nok at tænke og synes det. Smerterne fra sværdet der havde ramt hendes hænder, fik hende til at holde blikket på ham. Valgte at kigge dybt på ham, kun for at aktivere hendes evne. Fordi det kunne hun bruge som en fordel, og til at vide hvad han tænkte på. Det eneste hun hurtigt kunne opfange var nogle tanker om hans far, og noget med søskende"Har du været slave for en eller flere"spurgte hun undrende som hun valgte at putte den ene kniv ned i ben hylsteret, men hun holdte fortsat fast i den anden. 

Stædigt, og imens hun bed sig lidt i underlæben, for at give efter smerterne. Ikke tale om at hun havde lyst til at han skulle se hende være i smerter, men det var i øjeblikket ikke noget hun kunne kontrollere. Halvdæmonens spørgsmål fik Amy til at fortsat holde øjenkontakten for at holde evnen igang lidt mere. Da der var gået nogle minutter lukkede hun øjnene kort, for at afbryde evnen, og hun kiggede ned på hendes hænder"Fordi man siger der en god præmie for at dræbe en halvdæmon"svarede hun som hun betragtede de skadet hænder. Gad vide om hun kunne kæmpe med smerterne fra dem. Det blev svært at holde tankerne hen på kampen, eftersom hun var tørstig. Men om det var dæmonen der talte, eller mennesket vidste hun ikke. Beslutsom på at finde ud ad det, det var hun bestemt, og hun lod derfor sit blik rette sig op på ham. Lyden af regnen der styrtede ned, og nogle af menneskerne der gik rundt som fnisede og virkede til at hygge sig fik Amy til at smile lidt"Er det normalt for en halvdæmon at friste andre kvinder til at tage en drink med ham"spurgte hun som hun holdte rundt om sig selv med den ene arm, imens hun fortsat holdte fast i kniven.

De var begge blevet skadet. Begge havde de modtaget to separate sår. Begge af Tantos var på ryggen og lige nu føltes de som en kilden for halvdæmonen. For kvinden var disse på hendes hænder og smerten var som malet på hende som hænderne begynde at blive malet af hendes blod. Tanto kunne hurtig bedømme hendes situation. Hun ville ikke bruge knivene mere. I hvert fald ikke, hvis hun kunne undgå. Og hvilken kriger ville Tanto være, hvis han forblev kæmpende med sværdet, når hun ikke havde hendes knive. Han havde gjort hende ukampdygtig uden at dræbe. Hans far og alle søskende ville vende i deres dæmoniske senge, hvis de kunne se ham nu. Ingen måde, ingen følelser, kun dræb. Og måske var det derfor, Tanto valgte at proppe sværdet tilbage i hylsteret og lod den komme tilbage på ryggen.

"Min far. Hvis man kan kalde ham det," Slave var måske så meget sagt. Hans far havde kontrollen over ham og Tanto var indespærret, men han havde da lidt frihed. Han kunne vandre relativt frit blandt sin dæmoniske familie, men for Tanto var han en slave. Var man ikke det, når man var tvunget til at blive sammen med slagteren af sin familie? For Tanto så ikke Bagludan eller de mange dæmoniske søskende som sin familie. Hans familie var døde og slagtet af faren. Og fordi alt dette var noget af det dybeste ved Tanto, var det nok at finde i tonen i halvdæmonens stemme. Den var ikke længere kølig og ligeglad. Den var sorgmodig og tænkende. Og de samme adjektiver kunne findes i de mørke øjne, hvis kvinden ledte efter dem. "Min mor og hendes familie levede deres liv i en fejl og de betalte prisen. Jeg betalte deres pris også. Bare på en anden måde."

"Ikke, hvis man selv er død. Så er præmien underordnet, ungmø," Selvfølgelig var sårene på hendes hænder alt andet end fatale, men det var et tegn på, hvad Tanto kunne. Hun havde fået et angreb ind. Et godt et. Normale mennesker ville finde snittene i ryggen irriterende og smertefulde. Men dæmoner nød smerte til en hvis grad og med det var der en form for immunitet til smerte i det dæmoniske blod. At finde nydelse i smerte havde Tanto endnu ikke udforsket. Måske, hvis hans sind var i en nydende stadie frem for kæmpende, ville han finde en form for smerte sensuelt. "Nok ikke, nej. Men det er dit eget valg. Jeg går ind for at få en drink nu. Du er velkommen." Og med de ord valgte Tanto at gå hen til pubben, der havde hans værelse på etagen over. Kvinden ville nemt kunne følge efter ham, hvis hun ville med. Ellers tog Tanto drinken alene, som han tog sit liv. Han kiggede ikke over skulderen for at se, om hun fulgte efter ham, som han trådte ind i pubben. Fugtig, våd og med blod - både sit eget og hendes - satte han sig ved et bord nogle borde væk fra døren, men i indgangens synsvinkel. Der var plads til hende ved bordet, skulle hun finde tid til en drink frem for endnu et assassinationsforsøg.

Som halvdæmonen stod og snakkede lyttede hun uden at afbryde ham, for lidt høflighed havde hun da. Enlig var hun også nysgerrig efter at vide, hvad der var sket eftersom hun helt klart havde fået fat i nogle af hans tanker. Grunden til at hun havde valgt at læse hans tanker, var kun for at kunne gøre ham lidt sårbar, selvom det måske var lidt ondt. Men på den anden side, så var det ikke hende som var halvdæmon, hun var kun et menneske. Da han havde valgt at gå væk fra hende, puttede hun den anden kniv ned i ben hylsteret. Hænderne gjorde fortsat ondt, mere den ene end den anden, og det var underligt. Nærmest som havde hans sværd ramt hendes højre hånd mere, end den venstre. Undrende løftede hun et øjenbryn, og sukkede dybt. 

Han var allerede væk, før hun nåede at spørge ind til det som han havde sagt, hvilket kun gav hende en mulighed. Skulle hun høre mere var hun nød til, at følge efter ham. Uden at det skulle ligne en hundehvalp der rendte efter sin ejer. Fortsat var hun stadigvæk tørstig, og han havde jo tilbudt den første drink skulle være på hans regning, hvilket hun jo godt kunne lide at høre. Selvom Amy bestemt også var kvinden der sagtens selv kunne betale, men hun ville denne her gang tillade halvdæmonen at betale. Hans navn kendte hun ikke endnu, og rullede opgivende med øjnene. Det var nok en god idé at følge efter ham, hvilket hun valgte at gøre imens hun kunne føle sig lidt irriteret over at han forlod en kamp. Da hun pludselig stod foran pubben, trådte hun selvsikkert ind og lod de grønne øjne skimme menneskerne der sad herinde, og mødte også pubbens barmand. Efter nogle minutter hvor hun stod med en hånd i siden, og dryppede ned på gulvet. Det våde tøj, samt hår var efterhånden godt igang med at gøre gulvet vådt. Det var ikke noget hun tænkte på, og gad bekymre sig om. Målrettet og bestemt gik hun hen til halvdæmonen"Jeg ved du var tørstig, men at efterlade en kamp lige pludselig det er da..."stoppede hun sig selv, som hun betragtede ham lidt. 

Det virkede som om han tænkte på noget, og før hun fik svaret og spurgt nærmere ind til de ting han havde sagt, så begyndte smerten igen. Smerterne fra hænderne, specielt den højre hånd, og hun trådte nærmere hen imod halvdæmonen"Vil du gøre mig en tjeneste, skær et stykke af min trøje så jeg kan forbinde min hånd" afventende stod hun og ventede på hans svar og reaktion. Før valgte hun heller ikke at sætte sig ned, selvom hun godt kunne se en tjener var på vej hen til dem. Hendes blik var rettet på ham, som hun håbede at han ville hjælpe hende. Det var nemlig rimelig svært at gøre det selv, medmindre hun eller han havde noget andet der kunne bruges"Det er ikke tit du snakker om din familie"spurgte hun henkastet med et hævet øjenbryn som hun fortsat stod og ventede på om han ville hjælpe hende. Dog regnede hun ikke med det, eftersom han var en halvdæmon. De var jo onde sådan nogle, så meget vidste hun. Generelt dæmoner var nogle onde og mørke væsner, men hun vidste godt at han var halvdæmon. 

Der gik ikke lang tid fra, at Tanto havde taget plads til, at dørene ind til pubben åbnede sig atter. Uden at kigge vidste halvdæmonen, at det var hende. Hvis ikke han kunne gå ud fra det, virkede den drypende lyd af regn og vand alt for meget som en, der havde stået unødvendigt i regnen alt for længe. Præcis som kvinden. 
Hun kom hen til ham, dog uden at sidde, og bare kiggede og snakkede til ham. Uden at kigge op eller tøve efter hendes ufærdiggjort sætning, færdiggjorde Tanto den: "Humant af mig." Han var halvdæmon, det vidste hun. Hun var måske også typen, der fandt alle med bare en mu dæmonisk i sig som totalt onde. Og Tanto var halvtredsprocent dæmon. Lige så meget som han var menneskelig. Men at tænke på den bedste måde at vinde uden at dræbe og efterlade en kamp for ikke at spilde unødvendigt blod var mennesket i ham, der havde handlet. Der havde dæmonen måtte tage bagsædet.

Det var først, da hun bad om en tjeneste, at Tanto kiggede op på hende. Fra denne vinkel så hun anderledes ud. Tanto så hende oppe fra. Han kunne se dybden af hendes våde ansigt. Hvordan det korte hår halvt klæbrede sig til hendes ansigt og halvt bare hang. Hvordan klæderne var tunge og foldede voldsomt af regnen. Hvordan hænderne var røde og vandet fra dem blødte. Hun spurgte om hjælp til at rive i hendes tøj. Enhver charmerende skjørtejæger ville elske dette. Udnytte hendes situation til at mærke hendes krop, blotte den mere. Men sådan var Tanto ikke. Han valgte ikke at rive i hendes tøj - ikke, fordi han ikke vil fremstå sådan. Han valgte bare at rive i sit eget. Halsåbningen var nem at rive i, så dette gjorde Tanto. Han rev en lang luns af - stor nok til at blotte toppen af brystkassen for alle. Selv med det lille brystkassehud, der var blottet, kunne tydelige ar ses. De var ikke nær så iøjenfaldende som det ved øjet, men de var tydelige. Alt fra små prik fra nåle til uafsluttede længder af andre klinger. Hurtigt rev Tanto et stykke mere af sit tøj. Mere brystkasse blev blottet. Mere af den hvidblege hud blev vist. Begge stykker blev overrakt til kvinden. En luns til hver hånd. 
"Hvorfor snakke om de døde og dem, der lige så godt kunne være døde for mig?" sagde Tanto bare. Den kølige tone var tilbage i stemmen på halvdæmonen. Han løftede den ene hånd som signalering til barmanden, der kort efter kom hen til dem. Inden barmanden kunne nå hen til dem, bestilte Tanto. "To drinks. Af dit valg, barmand," Blikket var ikke givet til barmanden, så Tanto så ikke, da han nikkede og trak bag sin bar for at frembringe to drinks, der uden tvivl var nogen af de dyreste. Det skulle udnyttes, tænkte barmanden sikkert. Tanto var ligeglad. Han lod sit blik forblive på kvinden. "Hvis du vil have drinken, tag plads. Og du fortalte aldrig dit navn, før du begyndte at gå efter mit kød."