Det var en kold efterårsdag. Grå, med få solstrejf. Aclaina bevægede sig ud i Dianthos for at gå en tur. Hendes kreative puls var gået i stå, og hun havde valgt at gå en tur. Hun vidste der var risici ved at bevæge sig ud, for folk ville nok ligge mærke til hendes skygger der fulgte efter hende. Og de ville nok undre sig over hvorfor hun havde skygger på en grå dag. Men kunne hun ikke bare være ligeglad? De eneste væsner hun bekymrede sig om, var hendes kunder og dem havde hun ikke mange af for tiden. 

Men alligevel satte hendes paranoia ind, og hun trak den sorte hætte lidt længere ned for at dække ansigtet. Egentlig var paranoiaen ikke særlig konstruktiv på nogen måder, men den fik hende til at kigge sig lidt for mange gange over skulderen. 

Hun nåede til en grøn plet i Dianthos og foran hende stod en ravn og kiggede på hende. Den fløj ikke væk ligesom andre fugle gjorde. Hun nærmede den med varsomme skridt, og samlede den op. "Er du kommet til skade lille ravn?" spurgte hun den forsigtigt og forventede bestemt ikke et svar tilbage, men man kunne aldrig vide sig sikker i denne verden. "Vil du med mig hjem?" spurgte hun den igen, og besluttede sig for at der måtte være noget galt med ravnen siden den ikke gjorde modstand!

Hun gemte ravnen under kappen og traskede hjemad. 

På denne kolde efterårsdag, havde der været gang i den som altid. Der havde været en masse at lave, som altid. Men det var altid meget rart når man som mellemleder for en gruppe spioner, specielt godt kunne lige at der skete noget. Udover det, så var Isaac ikke typen der sad stille i alt for lang tid. Lige i øjeblikket holdte den dystre spion sig i Dianthos. Dagen havde hidtil bragt sig en masse spænding, og han havde for nogle minutter siden givet ordre til nogle enkle personer fra spion gruppen, at de skulle videregive nogle informationer fra Isaac videre til spionmesteren. Med vilje havde han valgt, at give en af spionerne et lille dokument med, hvor der var nogle tegninger, og informationer som kunne være nyttige. 

Men der manglede noget, hvilket han var nød til at undersøge nærmere. Det var jo nærmest en pligt han havde, og han satte sig derfor ned på huk, holdte rundt om sig selv. Pludselig var han forvandlet til hans ravn form, og kiggede lidt rundt. Skulle til at sprede de sorte vinger ud, før han hørte en stemme. Selvom han ikke kunne kommunikere i denne form, så kunne han måske give et svar på en anden måde Nej hvorfor skulle jeg dog være skadet tænkte han som de de sorte ravn øjne hvilede sig på hende. Han var sikker på, at han ville have lagt mærke til nogle skader, hvis han var blevet skadet.

For at Isaac overhovedet kunne svare hende i denne form her, rystede han på hovedet, som hans næb pegede til hver sin side, i takt med at han fik givet et tydeligt nej, til at han var skadet. Med hjem... Det lyder ikke mistænkeligt, og denne kvinde ser venlig ud tænkte han som han pludselig skulle til at sprede vingerne, men kvinden var hurtigere som hun fik gemt ham under kappen Hvad...i! nåede han at tænke med nærmest store øjne, men gjorde ikke modstand. Der blev kun basket lidt med vingerne, men lod være efter få sekunder imens han vendte sit næb nedad, som hovedet fulgte med.

Aclaina lagde slet ikke mærke til at ravnen bevægede hovedet. Hvis hun havde gjort det, ville hun nok undre sig gevaldigt. Hun gik hjemad og holdt godt fast på fuglen. Man vidste aldrig hvordan folk ville reagere hvis de så hende gå med en fugl. Nogle ville tænke mad, også ville de begynde at kæmpe med hende for at få fat i fuglen. Så hun beskyttede den. Hun ville trods alt kun male fuglen ikke? Men hvordan skulle hun få fuglen til at stå stille? Det var jo ikke lige frem fordi dyr lystrede. Eller nogen gjorde, men så var det ofte fordi de ikke var dyr, men væsner der kunne tænke og føle. Ikke at hun negligererede det faktum at måske kunne dyr tænke og føle selv. "Du vrøvler," sagde skyggen som var hendes mor. Hun var altid kritiserede, selvom hun aldrig havde været det da hun var i live. Aclaina troede fuldt og fast på at stemmerne var rigtige, for hun kunne jo høre dem ikke? Men hun kunne også se dem, og det kunne andre også, hvis de så nøje efter. 
Det var ikke noget hun bildte sig ind. 

Når.... hun kom fra at fuglen skulle sidde stille hvis hun skulle male den, men hun havde ikke ligefrem orme eller biller i hendes atelier. Hun måtte finde nogen, men ville folk der så hende, så ikke tro at hun var helt fra den? Hun standsede op ved endnu en grøn plet. Det måtte være indgangen til en templerne. En tempelvagt gloede olmt på hende, men hun lod som ingenting og gravede i jorden med den ene hånd, og holdt på fuglen med den anden. Hun fandt nogle regnorme under græsset. Det havde regnet et par dage forinden, så jorden var stadig fugtig. Hun puttede ormene ned i lommen og traskede endelig hjemad. 

Indtil videre virkede det ikke som om, at kvinden ville gøre ham noget. Han var fortsat i ravneformen, men så snart der ville gå 1 time, ville han blive forvandlet tilbage helt automatisk. Isaac var lige nu ikke helt sikker på, om hun ville starte med det hun skulle, eller om han kunne nå at svæve lidt væk. For tiden var ved at nærme sig, så han ville snart blive forvandlet tilbage. 

Ingen ord forlod hans mund, udover nogle lyde han lavede med sit næb. Han kunne i denne form slet ikke kommunikere, men det var hvist en god ting. For der var snart gået 1 time, han vidste det, fra det øjeblik denne kvinde havde samlet ham op, og taget med sig. Til øjeblikket lige nu så han vidste ikke lige, hvordan hun ville reagere. Hun gik og ville nok ikke tro på, at han var et menneske, der lige nu bare var i ravnformen. Men som hun fortsat var på vej et sted hen, sad Isaac indtil videre bare og kiggede lidt rundt. Studerede omgivelserne de kom forbi, og var fristet til at flyve lidt, men valgte at blive i kvindens favn.

Hans næb vendte sig op imod kvinden, og han undrede sig pludselig hvor de var på vej hen. Indtil videre vidste han også, at nedtællingen til at han ville forvandle sig, var ved at blive nået. Men der var lidt tid endnu, heldigvis. Så efter få minutter drejede han hovedet væk, og rettede sig lidt på vingerne, ikke alt for meget men bare for at bevæge dem lidt.