Nadia kunne ikke påstå, det var ofte, hun blev inviteret til skoven ved Elverly. Det var umuligt for hende at komme ind i byen grundet en eller anden blomst, men det havde åbenbart ikke forhindret Dagens Stemme i at invitere hende alligevel. Nadia havde i første omgang været i tvivl om, om det havde været en god idé at tage af sted. Normalt var det hendes fader, der tog sig af diplomatien, og Nadia der efterfølgende sørgede for at holde styr på, at andre rent faktisk overholdt aftalerne. Ganske vist var hun ikke fuldt ud spion endnu, men hendes støt stigende opgaver tydede på, at hun var ved at være der. Det gik hun i al fald ud fra. Andet gav ikke meget mening. Lige præcis hvordan det var Nadia, der var blevet udpeget, vidste hun ikke selv, men det havde været en af grundene til, hun var taget afsted; hun ville vide, hvad der gjorde hende så speciel frem for nogle af de ægte kazimi-børn. Hun stillede overhovedet ikke spørgsmålstegn ved, hvordan Yume'Ave vidste, at hun arbejdede for Fyrsten. Det var trods alt ikke super svært at finde ud af, og hun var ganske sikker på, at Elverly selv havde folk ude rundtomkring i Krystallandet. Andet ville simpelthen ikke give mening.

Hestens skridt var ikke til at tage fejl af i den ellers stille skov. Ganske vist var der fuglelyde hist og her, men Nadia var stærkt opmærksom på fraværet af dyrelyde. Det tegnede som regel aldrig godt, og det fortalte hende, at hun var på rette vej. I brevet var der blevet givet en meget nøje detaljeret beskrivelse af mødestedet; et gammelt egetræ i midten af en lysning i skoven på sydsiden af Elverly. Derudover var der givet en beskrivelse, hvordan man kom derhen, hvis man fulgte en bestemt rute. Det var den, Nadia pt. var i færd med at følge. Selvom solen stod højt på himmelen denne eftermiddag, skyggede trækronerne stadig en del for solen. Det var egentlig ikke koldt, men Nadia var stadig iført en lilla kåbe ud over sit almindelige tøj. Der skulle trods alt ikke særligt meget til, for hun frøs, og det var tæt på grænsen for hendes tolerance. Det var altid forfærdelig koldt at tage nordpå, hvis man spurgte hende.

Vejen svingede, og da Nadia havde rundet det, kunne hun se sit bestemmelsessted. Langsomt fik hun stoppet den sorte hingst, inden hun trådte af ham. Så gik hun mod midten af lysningen med et fast greb i tøjlerne. Hun kunne endnu ikke se Yume'Ave, men hun gik ud fra, at elveren var i nærheden, så hun ventede blot tålmodigt.

Netop dette punkt var valgt, ikke fordi det var et skøn mødes sted, men da Faelwens Tåre havde spredt sig, og stod i tydelig blomst, var det blevet besværligt at mødes med mennesker, halvdyr og halvelvere, og at vise vej uden om blomsten til hendes palæ var nærmest udelukket, det var jo en smuk blomst, så det var selvfølgelig ved at finde i palæet, der var en god til der var skilte der advaret gæster om den ene have. Så valget at steder at mødes var stærkt reduceret, og Dagens stemme manglende lyst til at rejse hjælp heller ikke, og et møde i drømme var ikke ønsket til dette møde, nogle gange var der behov for at se andre i øjne.  Men hvorfor netop dette menneske? Jo, at hun havde havde netop det efternavn havde stor betydning, og efternavnet rang en klokken, ikke at hun vidste hvem moderne var, eller faderne, men efternavnet var nærmest som en melodi, noget man nemt fandt i en sang. Selvfølgelig kunne man aldrig sige at dette var grunden, at personen var valgt blot grundet et smukt efternavn, men dette var den kedelige sandhed. Hun var reddet ud selv, igen uvant hende, men med blomsten så nær var der jo ikke faren ved et menneske, og vagter spredte altid så dårlig en stemning til møder.

Selvfølgelig red hun ikke frem på en hest, selvfølgelig var der intet normalt ved denne kvinde som hun kom nær Nadia, men en han hjort, med et vidunderligt gevir, med silke klæder der hang langs og nærmest bølgede i vinden som hun kom nærmere, selvfølgelig var geviret også udsmykket, alt, der gav mening at udsmykke ved dyret, var.  På elviske gav hun ros til dyret som de var ikke blot i syne, men også nær Nadia, nogle få klap på dyrets hals som hun lod sig glide ned af dyret. Hendes klæder var, som alt andet i iøjefaldende, silke, af møl, sommerfugle og edderkopper. Familiens særlige silke som var grunden til deres formue, sammen med maleriger, og netop denne silke som de magiske påvirket dyr skabte, var også den største konkurrent til Rubiens silke handle nær elverly. Silken som Dagens stemme bar, var let gennemsigtig og efter lod intet ude af syne, hendes former, hendes hud, var man ikke i tvivl om - alt kunne fornemmes og på den mest elegante måde ikke ses, kun fornemmes. Om hoften hang en mere farverigt silke stof i en klar markeret lilla som dækkede hofter og toppen af hendes ben. Det hvide hår med den lyserøde milde farve i spisen hang let løs, samlet bag hende. Det klare silke slør dækkede hendes læber og næse og de mange sølv smykker gav let lys fra sig som solen stråler lå over hende.

"mon, ikke de er frøken San'djari?" lyd det i en let, lys tone bag sløret, hendes øjne var tydeligt spændt. "de, lever op til skønheden ved deres navn." Forsatte hun glad som hun begyndte at gå nærmere Nadia, langsomme, selvsikre skridt. Hun klappede sine hænder sammen og nejede meget let for kvinden før hende. "Ser, så sandelig en som er en sand afspejling af sydens sol." hun rettede ryggen og lod en hånd hvile nær hendes hjerte som hun endnu ikke gav Nadia mulighed for at tale, "Det, er mig der er Dagens stemme, Yume'Ave af familien Risindier." Der stoppede hun også sine skridt, blot en meter eller to fra Nadia, de nærmest glimtende lilla øjne tydeligt legede, dansede over kvinden før hendes figur.

Nadia skulle ikke vente længe, før en skikkelse dukkede op mellem træerne. Som kvinden kom nærmere, lod Nadia øjnene glide over hende. Hun var bestemt køn, og den blege hud stod i stærk kontrast til Nadias noget mørkere farve. Det var dog tydeligt, at hun tog hele kvindens væsen ind med sine øjne, som hun nærstuderede hver en detalje, lige fra tøjet til formerne og ovenikøbet også sløret foran munden. Det var dog svært at vurdere hele ansigtet, når halvdelen var skjult, og det gjorde med det samme Nadia nysgerrig. Hun var dog taktfuld nok til ikke at spørge med det samme.

Så talte kvinden, og Nadia nikkede bekræftende til hendes ord. "Det er jeg" svarede hun. Hun talte med tydelig ørkenelvisk dialægt. Det var den eneste, hun kunne tale flydende, selvom hun ihærdigt prøvede på at samle de andre op. Det var af den grund, hun ikke engang valgte at forsøge. Hun viftede dog lidt affærdigende med hånden ad kvindens næste ord. "De smigrer" svarede hun med er smøret smil. "Selvom De nu selv også er en fryd for øjet" komplimenterede hun. Hun nikkede, da kvinden introducerede sig. "Et ligeså pænt navn, der passer til Deres egen skønhed" smilede hun.

Hun vippede let hovedet af dialægten og sendte et smile tilbage som der tydeligt blev forsøgt i at tale hendes sprog til dette sære møde."Jamen dog, ørkenens sang?" hun smilte let lod en hånd finde en enkelt frø frem i sine hænder, som en chip, lod hun frøen dansen fra fingre til fingre uden besvær. "De behøver ikke tale vores sang, hvis de findes det menneskelige sprog behageligt." som en veløvet skuespiller, skiftede hun sprog fra elvisk, til krystallinsk efter ordet sang, stemmen var let og lys, med en klar venlighed i tonen. "Smiger, er altid en rar start til et møde." smilet forsatte som frøet endte på hendes tommels negl. Hun træk vejret dybt og lod blikket let danse på omgivelserne nær dem, ingen, kun dem. En smule besynderligt for at første møde mellem to store familien, endnu mere besynderligt for et møde mellem en rådskvinde og en adelig familien - specielt den fra syden hvor slaverfanger og sælger var et elsket erhverv. Som vejrtrækningen endte lod hun frøet falde til hendes håndflade og i et kastede hun det over sin skuldre og netop der knipsede hun i fingrene og lod tydeligt en masse energi forlade hende.

I netop dette øjeblik begyndte frøet at vokse, og ikke blot lidt, store rødder snoet sig om de to kvinder, blade og blomster begyndte at sprede sig som et hegn en to meter højt blev dannet omkring dem. Alle blomsterne var dog lukket, ikke en enkelt i blomst, og alle blomsterne pegede i deres retning. "beklager, ønskede ikke at vise en gæst faelwens tåre på denne måde, men med de ord om syddens tvang over elvere, halvdyr og de resten af skovens væsner, vil jeg føle mig tryg. Skal nok, holden den fra at blomstre.-" hun nikkede en enkelt gang til Nadia som disse ord forlod hende. At blomsten kun var en illusion var noget helt andet, og ikke noget hun ønskede kvinden der tog en trekantet kniv med til et møde vidste. Men, en blomst der lukkede et land ned et halvt år, var blevet et vidunderligt våben til at true med. "-Muren holder også andre væk, så vi kan dele vor virkelighed frit, ingen vil lytte. Beklager dette endnu engang, lover at så længe deres intentioner er venlige, at intet sker, blot et behageligt møde, mellem venner." hvert et ord forlod hende, lyd venligt. Hænderne fandt forsigtigt hinanden bag hende, og hun nejede let som dette blev sagt og gjort.

Nadia nikkede, og hendes mørke kinder blev en anelse mere røde, som varmen steg hende til hovedet. "Jeg er desværre ikke særligt øvet i de andre dialægter af elvisk" svarede hun, som rødmen forholdsvis hurtigt aftog igen. "Det der..." startede hun og pegede på Yume "... kan jeg til gengæld ikke. Jeg har absolut intet imod jeres sprog, jeg finder det faktisk ganske smukt, men jeg er ikke i stand til at skifte sprog midt i en sætning" grinede hun. Det var dog tydeligt ment som en kompliment.

Nadia fik med det samme store øjne, som Yume spredte blomsten omkring dem. Hun var ovenikøbet på nippet til at røre den, men hun blev enig med sig selv om, at det var en dårlig idé; der var ingen grund til at løbe risikoen. Hun ønskede trods alt ikke sådan lige at drage til Kiles rige for at have været nysgerrig. Så rettede hun opmærksomheden mod elveren, som denne igen talte, og hun nikkede i første omgang forstående, inden hun sendte et smil. "Jeg kan sagtens forstå Dem. De må dog også forstå, at hvis jeg ønskede at skade Dem, havde jeg gjort det for længst" svarede hun, inden hun roligt knælede, så hun kunne sætte sig. Så viklede hun benene sammen, så hun endte i skrædderstilling. Herfra samlede hun en enkelt, lille sten op fra jorden, som hun lagde i håndfladen. "Jeg undskylder på forhånd for at manipulere med jeres natur, men dette er nemmere at vise end at forklare" sagde hun så. Så tog hun en dyb indånding og lod sit blik fæstne sig på stenen. Næsten øjeblikkeligt smeltede den til en flydende masse i hendes håndflade, og hun lod fingrene fra den anden hånd bevæge sig, så lavaen ikke gled fra hånden. Så flyttede hun hænderne, så den flydende masse nu hang frit i luften. "Hvis jeg var sendt for at dræbe Dem, ville De ikke have set mig, før det var for sent" forklarede hun så, inden hun lod massen falde tilbage i sin håndflade. Så flyttede hun blikket mod elveren igen, og langsomt ændrede lavaen sig til sten igen. Den var dog tydeligt anderledes fra dens oprindelige form. "Jeg forstår dog udmærket Deres forsigtighed. For hvad det er værd, giver jeg Dem mit ord på, at jeg ikke ønsker at gøre Dem ondt."

Var tydeligt at se et smil i hende, tydeligt at det også var på hendes læber ved Nadias ros, et høfligt nik blev givet. Blikket holdt tydeligt godt øje som blomsten 'voksede' omkring dem, hvordan Nadia reagere, en reaktion som var noget kun overraskende, ro, ingen panik over en dødelig blomst, samt var der ikke andet at tænke en Nadia forstod hvorfor dette blev gjort. Yume'Ave vippede hovedet på skrå og tog et skridt nærmere Nadia som hun gik på knæ, og faktisk bad om tilladelse, til hvad i zaladis navn hun ville gøre.

Yume'Ave var tydeligt utilfreds med den evne der blev vist foran hende, blikket forsvandt hurtigt fra Naida og imod skoven, og dybere vejrtrækninger kunne høres fra hende som hun langsomt lod blikket falde retur på Nadia, endnu et skridt tættere som hun nu stod lige foran den knælende kvinde, hun bøjede ryggen let som Nadia talte færdigt, og her blev det tydeligt, et smil, kort kunne det anes undersløret. "Hvis kiles hånd var mit mareridt, havde vi selvskab i dag, smukke." en hånd blev tilbudt Nadia, og i netop dette øjeblik begyndte de mange blomster at lyse, i et mildt gyldent lyd. "Min død er kedelig,så den frygter jeg ikke, mit malerig ville jo blot slutte, så skifter de mening, kæmper jeg ikke imod. De kæder i har i syden dog, skaber stadig mareridt hos os." som disse ord forlod hende, blev det tydeligt at ikke en af blomsterne var ægte, som de gik i opløsning, blomsterne, buskende de hang på, alt skiftede form til diverse edderkopper, sommerfugle og møl, som alle vidste deres mange farve til verden som de løb fra den illusion de var tidligere, dog nåede de knap derfra før de blev til et med luften. Hvis Nadia tog hånden op, ville hun uden tvivl få hjælp, til at komme på sine ben hvis hun ønskede, hvis hånden ikke blev mødt, faldt den blot tilbage på hendes hofte. "Dit ord, vil jeg også dele. Kan ikke skade nogle, jeg skaber drømme både i nattens mørke, og dagens fantasi, så jeg gør dem intet, ud over at tilbyde dem selvskab." hun fniste let, så om dette blot var en leg, som havde nået dens ende. Man lærte meget om folk, når de troede kile ventede blot på blomsten sprang ud nær dem.

Nadia var udmærket klar over, at hvad hun gjorde med stenen, kunne ses som en forbrydelse. Hun tog dog imod hånden, som hun rejste sig igen. "Jeg undskylder endnu en gang. Jeg ved godt, det er... respektløst, jeg... har svært ved at forklare det ellers" undskyldte hun med et tydeligt udtryk, der nærmest tiggede om tilgivelse. Hun ønskede trods alt ikke at gøre en fjende ud af Yume'Ave, men hun vidste, der var en risiko for det. Hun håbede blot, at undskyldningen ville godtages.

Nadia lyttede omhyggeligt til elverens ord. Hun nikkede alvorligt efterfølgende. "Det kan jeg godt forstå. Vil De tro mig, når jeg siger, at jeg ikke ønsker det for nogen? Nogle af mine bedste venner er ørkenelvere, så det ville være... dobbeltmoralsk, hvis jeg ønskede at indfange dem som slaver?" forklarede hun alvorligt. Det var tydeligt, hun gjorde alt for ikke at have en facade oppe, og at hun gjorde sit bedste for at være oprigtig. Det var tydeligt, hun ikke ønskede at gøre Yume til en fjende.

Nadia kiggede tydeligt overrasket rundt, som illusionen opløste sig. Hun kiggede dog tilbage på Yume, da det hele var væk igen og sendte hende et smil. "Selskab er altid rart" svarede hun med et nyt smil, som hun atter satte sig i skrædderstilling. "Men... du sendte bud efter mig af en grund?"

"Respektløst?" hun tippede hovedet let som kvinden kom op på sine ben igen. "Vores magiske egenskaber er en del af os selv, at vise dem på denne måde er en vidunderlig hilsen." hun lod blikket glide over kvinden en enkelt gang før hun forsatte. "jeg tror, vores drømme, og sjæl, skaber hvilken typer af magiske egenskaber vi har. Nu mangler jeg blot at høre, hvilken slag person, der ønske at styre ildens kerne?" Den ene hånd mødte hendes hofte, den anden hang kraft løs ved hendes side. Det ene knæ bøjede sig en smule, sådan hele hendes figur tippede til den side. De næste par ord lod Yume'Ave bare hænge i luften et øjeblik. Syden var et problem for mange elvere, evig ungdom solgte åbenbart godt. Hvilket endeligt var forstårligt men, selv om det var forståeligt hvorfor de var en god vare, gjorde det ikke problemet mindre. "Varmer at høre, at selv i, som arbejde for Kazimi har venskaber hos ørkens børn, beklager at jeg tænkte som jeg gjorde." hun nikkede let,og med et tydeligt smilende glimt i øjet af at have lyttede til Nadias ord.

Kort varigt løftede hun den ene hånd for at sikre at sløret sad ordenligt, og dækkede næse, mund og øvre del af hendes hals. Hendes knæ bøjede sig, som hun forsigtigt satte sig på jorden, skinneben under hende, vægten på hendes knæ og bagen blev placeret på bagsiden af hendes ben. Hænderne samles på hendes skød, da først efter at double tjekke at tøjet sad ordenligt nu hun sad. "Jeg..havde et besynderligt møde, med stemmen af Thal'Elor, for nogle dage siden. Hvilket, vækkede et ønske om at høre om jeres land, fra en andens syn end ørkenblomstens." det var tydeligt, af hvad end hun tænkte på i dette øjeblik at hun forstillede sig nogle ting fjernt fra dette, som beroliget hende, som hun fandt yderest behageligt. "Samt, har vi et problem, min families silke, er som jeg forstå en konkurrent til nogle af jeres handles folk." som ordet silke blev nævnt løftede hun en hånd til siden for at vise deres skønne, bløde silke som lå let over hendes hud. Det eneste der var af andet silke var det om hendes hofter, til hendes knæ, overraskende nok, silken der lignede noget lavet i syden.

Nadia hævede brynene ved Yumes ord. Havde hun misforstået hendes udryk før? "Jeg kunne have svoret på, De så utilfreds ud over, at jeg viste det" svarede hun tydeligt overrasket. Hun kunne selvfølgelig have taget fejl; det var ikke første gang hendes instinkter fortalte noget andet end sandheden. "Type? Jeg forsøger blot at gøre Fyrsten stolt" svarede hun ærligt. Hun så dog ingen grund til at afsløre, at det mere var hendes far, hun forsøgte at gøre stolt, og hun havde teknisk set ikke løjet. Begge dele var jo den samme person. "Jeg forsøger at lære min evne bedre at kende, så jeg ikke ved et uheld får smeltet ting" fortsatte hun, som hendes kinder blussede, og hun kiggede lettere flovt ned i sine hænder. Hun så dog op ved undskyldningen og viftede affærdigende med den ene hånd. "De skal slet ikke undskylde, jeg forstår udmærket Deres bekymring" svarede hun. For hende var slaver en naturlig del af hverdagen, så normalt lagde hun ikke så mange tanker i det, men hun havde stadig ikke helt vænnet sig til at resten af verden ikke delte synspunktet, så det kom ofte bag på hende, når folk var imod det. Det betød dog ikke, at hun ikke kunne respektere synspunktet.

Som Yume'Ave rettede på sløret, kunne Nadia ikke skjule sin nysgerrighed. Var der en specifik grund til, hun gik med det, eller var det bare pynt? Hun spurgte dog ikke, for i sidste ende kom det ikke hende ved alligevel. Desuden var hun ikke sikker på, om det ville være et grænseoverskridende spørgsmål. Det var bedre at lade elveren afsløre det, hvis hun ønskede. Hun så dog tydeligt interesseret ud ved Yumes ord. "Oh? Noget konkret De ønsker at vide?" spurgte hun så med nysgerrigheden malet i ansigtet. Kommentaren om silken fik hende dog til at se lidt tænksom ud. "Jeg skal ikke kunne sige, om I er en direkte konkurrent, jeg har ikke styr på silkeindustrien, men det virker ikke ligefrem til, at Rubinien mangler kunder på den front, sådan som der bliver produceret" svarede hun med et smil. Hun lod dog nysgerrigt blikket vandre ned til kvindens hånd, selvom hun ikke lagde skjul på, at hendes øjne sugede alle detaljer til sig på vejen.

"Utilfreds?" Yume'Ave lod blikket falde tilbage på Nadias hænder som hun kort arbejdet med udtalen, eftertænksomheden kunne fornemmes i hendes næste ord. "En smule, men ikke som de tror. Ild magere, og endnu mere nogle som dem. er nogle vi skal være påpasselige, da skoven selv er vort hjem. Så ja, at vide nogle som dem findes, bekymre mig altid." Knuden på silket om hendes hofte blev forsigtigt, og endnu mere forsigtigt bundet på ny for at sikre klædet dækkede hoften og lår, blikket hævede sig og studeret kvinden som Yume'Ave selv følte hun blev, altid et særlig ting med at møde nye folk, at se hinanden af, på mere end blot en måde. Yume'Ave blev dog noget kun overrasket over hendes næste ord, at gøre fyrsten stolt, en tanke hun selv kendte alt for meget til. "Jeg, forstår. Altid besværligt når man kæmper for at opnå andres tilfredshed, men en gave når det nåes." hun huskede tydeligt dengang hendes farfar, første gang roste hende, og den glæde hun fik der, og hvor meget det styret hendes liv den gang. som altid, valgte hun sine ord nøje, med omhu, det førte til misforståelser i visse tilfælde, men at spille sine ord spil, gav altid et glimt i hendes øje, og et smil på hendes læber. Hun nikkede høfligt til Nadias ord om forståelse af bekymringen.

Blikket lå udemærket øje til de nysgerrige øje der fyldte sløret, hvilket fik et let suk til at forlade hende. "Finder de det uhøfligt?" spurgte hun med en utrolig neutral stemme, og lod en enkelt finger pege på sløret der dækkede hende. "Eller, noget andet der opfanger deres syn?" Var ikke første gang, hun var blevet bedt fjerne det til møder, skete periodisk, og var aldrig en rar oplevelse, men, de fleste forstod hendes behov hurtigt. Dog de få som fandt ro ved at, sløret manglede var en sær oplevelse hun stadig ikke vidste hvordan man skulle håndtere. Lige som den kvinde, som nydt at se hende uden, igen sukkede hun let, og lod hånden falde til hendes skød igen. Hvor de ti fingre flettede sig sammen i god hast. "Må være ærlig at indrømme mødet her kom i hast før jeg fik mine tanker vendt, men at høre om deres bekymringer og problemer, deres syn på jer. At høre alt fra jeres side af ville begære mig." Hun nikkede høfligt som hun afsluttede disse ord, silken var intet problem der? hun fniste let. "Tænkte ikke hos jer, lige som jeres silke ikke rør os i elverly. Men mon ikke der kan ske noget i central landet? en aftale der hjælper begge vort rigdomme? men et emne af gangen, gør møder så meget nemmere at styre, ikke smukke?" hun vippede hovedet let, og lod de lilla øjne glide let i et øjeblik. Et afslappet suk forlod hende.

Nadia lyttede opmærksomt til elverens ord. Første skridt var altid forståelse, så hvis hun havde forstået noget forkert, ville hun hellere spørge efter en ekstra forklaring. Ellers blev det kun umuligt at føre en videre samtale. De behøvede ikke nå til enighed på alle punkter, men det var altid nemmest, når udgangspunktet var en fælles forståelse. Derfor var det også vigtigt for Nadia at forstå Yume'Aves synspunkt. Hun nikkede dog til forklaringen. "Jeg forstår. Jeg lover Dem, at jeg skal gøre mit bedste" svarede hun alvorligt, og det var ganske tydeligt, at hun ikke ligefrem ønskede at brænde skoven ned heller.

Nadia rystede på hovedet ad argumentet. Det var ét af de punkter, hvor hun tydeligvis ikke var enig. "Ikke besværligt. Det er en gave, at jeg har muligheden for at bevise mit værd. Jeg er dog enig i, at det er rart, når man opnår tilfredsheden, men så er jeg også klar over, at jeg har gjort mig fortjent til det. Nok er Fyrsten en hård mand, men han er bestemt retfærdig" svarede hun med nærmest lysende øjne, og det var ganske tydeligt, at hun ikke ville bytte sit nuværende hverv for noget andet.

Nadia rystede igen på hovedet over spørgsmålet, inden hun sendte elveren et smil. "Overhovedet ikke. Jeg er ærligt bare nysgerrig efter at vide, hvordan De ser ud uden" svarede hun. Det var dog tydeligt, at hun ikke ville tage det ilde op, hvis Yume'Ave ikke havde lyst til at afsløre sit ansigt, og hvem vidste? Måske var det almindelig skik i Elverly ikke at vise sit ansigt for fremmede. Hun kendte ikke alle deres traditioner, og hun kunne ikke tillade sig at dømme kvinden, når hendes egen slægt havde skikke, andre dele af landet så ned på. Nadia så tænksom ud ved elverens ord, som hun lagde en hånd på hagen, mens hun tillod sig at gruble over ordene. "Jeg ved ikke... jeg kan vel starte ved slaverne? Det er i al fald der, jeg oftest møder meget delte meninger blandt andre. Jeg... har altid været vant til dem, fordi det er en del af vores kultur, og for os er det ikke anderledes end at holde en tjenestestabel" forklarede hun og viftede lidt med den frie hånd foran sit ansigt, inden hun fortsatte: "Misforstå mig ikke, jeg er ikke tilhænger af, hvor dårligt de bliver behandlet nogle steder, for det er stadig levende væsner. De ville heller ikke se mig være fan af, hvis et dyr blev mishandlet, også selvom det måske ikke kan sammenlignes i Deres øjne. Det er også derfor, jeg er glad for at arbejde for Fyrsten; han behandler sine undersåtter med respekt, og han straffer kun, når det er yderst nødvendigt." Nadia tog en dyb indånding efter den lange forklaring. "Det er dog ikke alle i Balzera, der deler mit synspunkt, og nogle slavehandlere er... problematiske, og de burde stoppes. Det er bare ikke altid nemt at finde frem til dem" afsluttede hun så, inden hun igen foldede hænderne foran sig. "Og jeg holder stadig på, at De er den smukke af os." Et smil bredte sig på hendes læber, som hun gengældte komplimenten.

"Jeg forstår. Jeg lover Dem, at jeg skal gøre mit bedste" Hun nikkede høfligt til de ord, svært at gøre andet når mennesket så tydeligt gav mærke i at hun forstod hvorfor hendes magiske flamme var et problem i Yume'Aves sind, men dette var mere end blot en magisk flamme og selve ildens kerne der havde været i hånden på Nadia. Hovedet blev vippet som Nadia talte om at gøre familien stolt, en glad fornemmelse spredte sig i stemningen mellem dem som Yume'Ave tydeligt nydt at høre disse ord, men dog lige før Yume'Ave begyndte at tale slog hun et klik med tungen i samme øjeblik en fingre knipsede. "Nyder, selv når min familie er stolt af mig. Så jeg genkender følelser, ville dog ønske jeg så min oldefar som retfærdig. De må virkelig elskede din familie?" hun lod blikket studere mimikken nær ved Nadia så om hun kiggede efter noget bestemt i den unge kvindes mimik.

Blikket faldt let til jorden som hendes eget udsene var grunden bag Nadias blik, ikke længe, men i øjeblikket faldt det til jorden og glæden i luften nær dem blev en smule svækket som et let, lavt suk kunne høres under sløret. "De, kan starte hvor de ønsker. Slaverne, indrømmer jeg gerne er noget jeg ønsker viden om. Så, hvis de vil." Tilførte hun hurtigt, som Nadia spurgte hvor starten kunne være, og blikket hævede sig igen, det søgende blik, gled over Nadias mimik søgende. "Deres, hver dag lyder skræmmende, men lyder så om de nyder tanken om slaver? Så længe de behandles godt? Er det sandt, at de intet har imod det hvis bare væsnerne i kæderne behandles pænt?" hun vippede hovedet til siden.

Som smigret kom hendes vej igen, fniste hun let og rystede hovedet, hænderne hævede sig til sløret som forsigtigt blev taget af, og de mange ar, de tjære sorte, brænd sår, som spredte sig på hendes let lilla læber og blege hage var tydelige i solens lys. "Drømme, er smukke. Jeg blev et mareridt for mange år siden. Er jeg stadig smuk?" hun spurgte med et smil, men det var tydeligt hun ikke nydt at vise dette, sløret blev forsigtigt lagt på hendes lår. Hænderne samlede sig omkring det og med et suk afventede hun Nadia reaktion.

Nadia afgav ikke løfter, hun ikke kunne holde, hvilket var derfor, hun havde valgt sine ord med omhu. Hun vidste, at hun ville have problemer med evnen, hvis hendes følelser på et tidspunkt gik amok, så hun ville ikke kunne love, at hun altid ville have styr på sin evne. Det betød dog ikke, at hun ikke ville gøre sit bedste. Specielt efter de mange fiaskoer i Sephyrans slot. Hun nikkede dog til Yumes spørgsmål. "Det gør jeg. Mere end noget andet. De betyder alt" svarede hun, som hun nærmest begyndte at stråle. "Deres oldefar?" spurgte hun så undrende. Hun var ikke ret kendt i elvernes historie, så hun vidste ikke, om Yume'Ave hentydede til noget specifikt.

Nadia bemærkede skiftet i stemningen, men hun sagde ikke noget nu, hvor elveren lod til at tage diskussionen op. Nadia rystede på hovedet. "Hvis væsnerne holdes i lænker, protesterer jeg også" svarede hun stålsat, som hun fasthold sit blik på Yume. "At holde dem i lænker ville ikke være at behandle dem pænt" forklarede hun. Hun havde aldrig oplevet Fyrsten behandle sine slaver på den måde, selvom hun vidste, nogle gjorde det. Det var ualmindeligt barbarisk i hendes øjne. "Deres tjenere bliver vel heller ikke holdt i lænker?"

Da Yume'Ave fjernede sløret, fulgte Nadia med i hver en bevægelse som om, hun for alt i verden ikke ville misse øjeblikket. Ved elverens ord, tillod hun sig i en glidende bevægelse at flytte sig op på sine knæ, så hun på den måde kunne bevæge sig tættere på, så hun ville være inden for rækkevidde. Så nikkede hun, inden hun langsomt og forsigtigt lod et par fingre røre hagen. "Selvfølgelig er De det. Det her..." hun fjernede hånden en anelse, så hun kunne lave en gestus omkring hele ansigtet. "Er kun så smukt, som det der er her" fortsatte hun og bevægede hånden ned til Yumes bryst, hvor hjertet var placeret bag. "De er derfor stadig smuk i mine øjne" sluttede hun med et opmuntrende smil, inden hun lod hånden falde igen.

At høre Nadia udtrykke sådanne en glæde blot ved tanken om sin familie, at se hendes stråle sådanne et lys, var behageligt, og træk et tydeligt smil frem i Yume'Ave, som kunne nemt ses i hendes øjne. "Hvis jeg endda finder mod, må jeg besøge den familie." hun nikkede til sine egne ord, men tanken om den varme, tørke, og det manglende liv i ørken, havde hun aldrig fundet behageligt. "Arhh..Min oldefar, leder vores familie. En fordel og ulempe med vores lange liv, overhoveder bliver ikke udskiftet så tit." hun fniste let af sine ord, måtte være sært for et menneske at forstille sig af elvernes familie kun udviklede sig i en retning, de nye. Det gamle blev, for altid. Yume'Ave lod blikket glide imod himlen bag Nadia, det blev let vippet så om hun forsøgte at ind ramme Nadia en smule. "Det de siger er at slaver, ikke er en dårlig ting så længe de behandles behageligt? Livet er ikke en drøm." stemmen var noget mere seriøs ved dette emne, end de andre, dog stadig med en tydelig glæde i hendes ord. "De svaret aldrig. Nyder de at have slaver?" hovedet blev vippet tilbage, som Yume'Ave virkede tilfreds med hendes syn. "Min families folks, kan vælge at opsøge deres drømme, kan jeres det uden at miste et øre? Så nej, vores er ikke i klæde og lænker." den typiske straf man altid hørte om, tage en elvers øre. Blikket blev mere seriøst og ikke kun stemmen som dette blev sagt, men den sære glæde ved emnet forbliv i hendes stemme.

Hun sad stille, bevæget sig ikke som Nadia kom helt nær hende. Vejret bliv trykket utrolig dybt som hånden, der lige før lavede en sten flydende, kom i hendes nærvær, som en fingre kom nær hendes ar, træk hun dog hovedet til side, ganske lidt, og træk vejret igen, og lod derved Nadia mærke huden. Den gik spontant fra blød, silke blød, ved det blege hud, til en ro, barks overflade ved hver af de sorte plettet. Det var tydeligt Yume'Ave ikke nydt opmærksomheden i dette område, som hendes øjne gik i, og næsen pegede ned af. De lange øre reageret dog på hvert ord, som hun lyttede, forsigtigt åbnede hun de lilla øjne og fyldte med i Nadias visning, hvor hun pegede. "Så længe hjertet er smukt?" hun vippede hovedet let, og så tydeligt forvirret ud. "Så.." hovedet blev vippet tilbage på plads. "Jeg hvad?" noget var knækket i hendes forvirring, spillet var slut, som hendes tone lege var anderledes, hun fniste let, dette fnis blev dog til en latter meget hurtigt. "Hah..ej..Du er en sær en." smilte hun og rystede på hovedet. "Et smukt syn på verden, og der skal meget til for at trække mig ud af min rolle." hun sukkede dybt, og lod sig falde bagover, hendes skuldre, hendes øjne, hele hendes kropssprog blev utrolig afslappet som denne mere neutrale stemme kom frem. Hendes ryg mødte det bløde græs som hun lå det og blikket mødte himlen. "Tillykke..Tror det er den første gang, nogle har ødelagt min leg på den måde og så hurtigt i en samtale." hendes latter, en let, blidt legende latter, kom frem igen, hendes hænder mødtes på hendes mave, hvor fingrene blev flettet, og hendes ben kom fri under hende. En afslappet kvinde, lå så lang hun var på det bløde græs.

Nadia kunne ikke lade være med at smile over elverens ord. Dette blev dog efterfulgt af et skuldertræk. "Jeg ville ikke bebrejde Dem, hvis det ikke kommer til at ske" svarede hun med en neutral mine. Hun kunne udmærket forstå, hvis Yume'Ave ikke ligefrem havde lyst til at besøge Rubinien med dens... historie. Hun kunne ikke ligefrem forestille sig, det var en rar tanke at frygte for at blive taget til fange af en eller anden slavehandler. Hun fortsatte dog over i et nik ved kvindens næste ord. "Ah ja, det kunne jeg godt forestille mig, men... han er ikke retfærdig i Deres øjne?" spurgte hun med tydelig nysgerrighed i stemmen, inden hun rødmede og slog blikket ned. "Undskyld. Det vedkommer selvfølgelig ikke mig" undskyldte hun nu med tydelig flov stemme.

"Livet er heller ikke en drøm uden slaver?" modargumenterede Nadia, som hun hævede blikket igen. Det var tydeligt, at hun ikke bebrejdede Yume for at have sit synspunkt. "Jeg kan ikke kontrollere, hvad alle væsner gør, gid det var så vel, men jeg gør mit bedste for at behandle dem ordentligt, ja" fortsatte hun så. "Om jeg nyder det? Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det det? Måske fordi jeg ikke rigtigt har tænkt over det sådan før? Det meste af tiden er det hverdag? Lidt ligesom at De har tjenere? Jeg værdsætter deres arbejde, fordi de gør min hverdag lettere, så jeg sætter pris på, de er der" svarede hun med tydelig eftertænksomhed i stemmen. Elveren stillede spørgsmål, Nadia aldrig havde fået før, så det var lige pludselig en helt ny vinkel for hende at forholde sig til. Hun havde derfor tilladt sig at bruge lidt ekstra tid på at tænke spørgsmålet grundigt igennem. "Det... er et interessant synspunkt" svarede hun ærligt med et overrasket udtryk i ansigtet. "Det er ærligt ikke noget, jeg har tænkt over før? Ingen stiller det spørgsmål hos os? Jeg ville personligt aldrig straffe en slave for at have drømme. Det er jo en naturlig ting hos ethvert væsen? Det ville være forkert at straffe dem for at være normale?" svarede hun eftertænksomt. Nadia havde ingen illusion om, at det ikke skete, men hun var samtidig bevidst om, at hun ikke kunne ændre hele verdenssituationen. Hun kunne leve efter sine egne principper, men hun kunne ikke forvente, at andre gjorde det samme. "Jeg har ingen forventning om, vi deler samme synspunkt på dette område. Det ville være et fjols' drøm. Det er dog rart at have denne diskussion med Dem, fordi De rent faktisk virker til at være... i al fald åben for mit synspunkt?" fortsatte hun så. Hun var ikke helt klar over, om hun gav mening, men hun forventede, at Yume'Ave ville sige til, hvis hun ikke forstod.

Nadias fulde opmærksomhed lå på følelsen i fingerspidserne, som hun mærkede konturen skifte. Hun var nærmest fascineret over det. I al fald mere end hun var forfærdet. Selvfølgelig var det tragisk, at nogle havde forsøgt at vansire hende på denne måde, men... "Ar fortæller en historie. Jeg mener ikke, De burde skjule dem. Jeg mener, De burde bære dem stolt og vise hvem end, der har forsøgt at gøre Dem skade, at De er kommet stærkere ud på den anden side" forklarede hun. Hun blev dog noget overrasket over elverens reaktion, og hun spærrede øjnene op, som øjenbrynene blev hævet. Hun fulgte Yume med blikket, som denne lagde sig ned. "Ja, jeg mener stadig, De er smuk?" forsøgte hun sig, da det i første omgang ikke virkede til, at elveren havde forstået, hvad hun mente? Det lød i al fald ikke sådan på de halvfærdige sætninger? Hun kunne selvfølgelig være helt forkert på den. Hun rødmede dog lidt over at blive kaldt sær. Hun vidste godt, at dette synspunkt ikke var delt af særligt mange. "Ud af Deres rolle? Jeg havde ikke forventet, De holdt en facade oppe?" spurgte hun overrasket. Det var i al fald sådan, hun opfattede ordene. "Nu bliver jeg nysgerrig... hvilken leg?" spurgte hun så, som et nyt smil begyndte at brede sig på læberne over Yume'Aves morskab. Hun var ikke vant til at overraske andre sådan.

"Mmhmm..En dag måske?" En dag hvor hverken ørken eller kulturen ville være et problem, hun slog et lille klik med tungen som hun tænkte over dette, tænke over muligheden ved at besøge syden, tankerne gled dog hurtigt fra den menneskelige del af syden til at tænke på ørkens børn, og endnu mere, hende. En rolig, behagelig glad stemning kunne fornemmes omkring Yume'Ave som hendes tanker gled mere og mere, omkring blot en enkelt person, der gav varme til både hendes hjerte og sjæl. Tydelige fortryllet forelsket øjne forsvandt som hun lå mærke til Nadias spørgsmål. "Mhm. De er ærlig overfor mig, så lover at svare så ærligt som de gør. Nej, min familie er ikke kendt for at være retfærdig, specielt ikke ham" hun fniste let ved tanken, manden der styret familien med hård hånd retfærdig? Aldrig.

Hun lyttede nøje til Nadias ord,lod hun tale sit argument, og blot sidde og lytte til en naturlig pause kom. "Javel. Selvfølgelig er livet ikke..som vi alle ønskede det ville, med eller uden slaver. Livet er hårdt, og alle skal kæmpe for at opnå hvad der er deres." hun hævede en åben hånd i mellem dem. "Vi vil alle have kerne af lykke. Vi kæmper, træder på hinanden, og gør alt vi kan blot for at få en bid." som ordene forlod hende lukkede hun hånden mere og mere. "Vi er alle grådige lystfulde tåbelige væsner. Der er skyld i ingen af os nyder den fylde lykke." hun sukkede og lod hånden falde til jorden. "Slaver. Har slet ikke lov til at være til at være en del af kampen. Deres ønske, er bare at få lov til at forsøge at, kæmpe for den lykke vi andre slås om." et mere seriøst blik mødte Nadias brune øjne. "At slaver findes kan jeg aldrig acceptere. Mine folk, er i det mindste en del af kampen." Hun træk det seriøse væk. "Er glad for at høre de ikke aktivt vil straffe deres slaver, varmer mit sind. Men så længe nogle væsner har sådan en grad af magt magt over andre, som slave og herre, vil den magt blive misbrugt, magt vil altid blive misbrugt. Høre ofte om slaver der benyttes til begæriske handlinger, eller som mål for dyrisk lyster. Kan ikke tillades, hvis det stod til mig." der var en sær glæde over at have denne diskussion med en, som kom fra så anderledes en verden. "En del af hverdagen" de ord, som Nadia havde brugt tidligere sad stadig i hendes sind, hvor sært sådan et liv måtte være. Jo, Yume'Ave liv var ikke meget anderledes, folk gjorde alt for meget for hende uden hun skulle spørger og selvfølgelig nyd hun dette, men at tænke på tjenestefolkene som slaver? Var en umulig tanke. Et let latter forlod hende ved kommentaren om at Yume'Ave faktisk var åben for at lytte. "Ved de hvem dagens stemme er?" spurgte hun med en drillende stemme. "Dagens stemme er ansvarlig for kulturen, hvordan kan jeg blive holdt ansvarlig for kulturen? Uden ønske om at høre om andres? Jo, jeg skal beskytte den elviske, styrke den, og vise den til verden. Men for at gøre dette, skal jeg have kendskab, til andres."

Hun klappede let på jorden nær sig to gange, for at invitere Nadia til at finde ro ved hendes side, hvordan måtte hun om. "Jo..de fortæller jeg rev min søster så langt ud i jalousi hun forsøgte sig på min stemme...Måske endda liv? Hverken jeg, eller min familie ønsker at vise den historie til verden." hun sukkede let og lod selv en finger glide over sine ar som hun snakkede om det. "Det er min familie der bad mig, dækket det til. Næsten to hundrede år senere? Hvorfor stoppe nu?" hun fniste let, som hun tog sløret op igen, og tydeligt overvejede at binde det igen, men valgte blot at lægge det på hendes bryst. "Ikke en facade, bare en leg." hun træk vejret dybt med et drillende smil. "Jeg, keder mig ofte og vil endelig bare have det sjovt? Så derfor leger jeg med mine ord, gennemer beskeder over for nogle, i mine ord, for andre, som dig, blev alt sagt sådan det kan have mere end blot en mening. Begge sande. Så om jeg ville tale sådan altid?" hendes latter tog til en smule som hun sagde det, hun sukkede afslappet, og lod de lilla øjne glide i, som hun nyd at mærke græsset kysse hendes hud.

Nadia nikkede med et smil til Yume'Aves ord. Det var tydeligt, det ikke var et løfte, men hun forventede det heller ikke af elveren.
"Hvis det skulle ske, er De velkommen til at besøge mig" svarede hun med et smil. Et smil der dog forsvandt, som elverens eget syntes at blegne. Så kom ordene, og Nadia tog dem til sig med en alvorlig mine. Hun så ud til tydeligt at gruble over svaret.
"Men... hvis ikke han er retfærdig... hvorfor følger jeres folk ham så?" spurgte hun undrende. Hun ville selv trods alt ikke følge sin fader, hvis ikke hun fuldt og fast stolede på, at han var retfærdig. Det samme gjaldt vel egentlig resten af familien? Hun var i al fald ret sikker på, at Fyrsten nok skulle blive væltet, hvis ingen fandt ham som en værdig leder.

Nadia lyttede opmærksomt til Yumes ord, og hun brugte en rum tid på at lade dem trænge ind. Hun nikkede flere gange under de små pauser, og hun tog sig god tid til at tænke over sine egne ord. Det var ikke et emne, hun ofte drøftede, så det var ganske uvant for hende, når der blev stillet spørgsmålstegn ved moralen. Alle i Rubinien delte jo mere eller mindre hendes synspunkt.
"Det er... en interessant vinkel" svarede hun eftertænksomt. "Jeg... ville aldrig træde på andre for selv at være glad? Det... ville ikke give mening i mine øjne? Det er muligt, jeg gør det alligevel, men det ville aldrig aktivt være min intention? Alle fortjener at være lykkelige, men... jeg ville hellere tilsidesætte min lykke, hvis det betød, at jeg ikke skulle ødelægge en andens?" fortsatte hun så og tog en dyb vejrtrækning.
"Jeg har én personlig slave. Resten bestemmer Fyrsten over, men... hvis Rhaya spurgte om tilladelse til at få lidt fritid, ville jeg absolut ikke nægte hende det? Hun gør sit arbejde godt. Jeg skal måske være bedre til at tilbyde det?" spurgte hun med rynkede bryn. Det var tidspunkter som nu, hun godt kunne mærke, hun var ung. Hun manglede erfaring på mange punkter, og nogle steder var hun stadig temmelig naiv.
Nadia nikkede igen til elverens ord og sendte hende et smil.
"Derfor er der stadig ikke mange, som viser den venlighed De gør, selv overfor fremmede der har et anderledes synspunkt" svarede hun eftertænksomt. "Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har mødt fantastisk mange elvere, så det kan være derfor? Mennesker er så insisterende på, at deres synspunkt er det eneste rigtige."

Nadia rykkede om, hvor Yume havde klappet ved sig og lagde sig selv til rette med ryggen mod det bløde græs. Så drejede hun hovedet og sin fulde opmærksomhed mod elveren, som denne talte igen. Medfølelsen stod tydeligt skrevet i hendes ansigt, som hendes øjne blev blanke ved fortællingen; det var som om, hun aktivt holdte tårerne tilbage. Det var simpelthen ikke retfærdigt.
"Så De skal gå og dække Dem til og skamme Dem for resten af verden? Hvis De spørger mig, virker det som om, Deres søster vandt alligevel" svarede hun med en let skælvende stemme. "Undskyld, det er selvfølgelig ikke mit at blande mig i. Jeg blev bare lidt... harm over historien" sagde hun så, som hun lod blikket søge mod himlen et øjeblik.
"200 år..." gentog hun mere til sig selv end til Yume'Ave. Så drejede hun hovedet tilbage, så hun kunne se på elveren igen. "Det var også længe. Jeg kan... godt forstå, hvorfor De ikke ønsker at vise det. Derfor mener jeg ikke, det er retfærdigt alligevel" forklarede hun så med et bittersødt smil. Så lod hun igen forsigtigt fingrene søge mod kvindens ansigt. Hvis hun ikke blev stoppet, ville hun denne gang lade dem bevæge sig i mere kærtegnende bevægelser i stedet for undersøgende. "Jeg står dog stadig ved, at De er smuk" sagde hun så hudløst ærligt. "De må dog hjertens gerne være uenig med mig" afsluttede hun så med et lille grin.
"Så... det lykkedes mig faktisk at bryde legen?" spurgte Nadia forundret, som hendes hånd helt gik i stå og egentlig bare hang stille i luften, inden hun opdagede det og lod den sænke sig. "Jeg er imponeret. Jeg havde ærligt ikke regnet med, jeg ville være i stand til at bringe Dem ud af fatning."

Besøge mig. Denne solkysset kvinde var på ingen måde genert af sig, endda med det lille smil som kort hilste under de ord, man skulle næsten tro hun ville glæde sig blot at have muligheden. Det smil der kort fangede skovelverne forsvandt dog lige så snart Yume begyndte at fortælle om familien der var bag hende. Hun blev dog overrasket over de ord, som kom hendes retning. "Jeg..tror de misforstår, jeg arbejder ikke for min familie, jeg elsker dem. Men, jeg arbejdet for landet, elverly, ikke en familie." hun smilte som hun forklaret det, var nu rart at slå lidt til oldefaren. "Men min familie er hverken kærlig eller retfærdig. Tror mange vil direkte kalde os kaotiske." hun fniste ved sine ord.

Det kom faktisk bag på hende, at Nadia ikke afbryd hende, eller kommenteret, men høfligt sad og lyttede til hvert et ord, og endda virkede til at tage dem dybt til sig og lod dem hænge i hende sind før hun gav ord fra sig. Overraskende fra et ungt menneske, så hvordan kunne Yume'Ave andet end at lytte tilbage, og reflektere over hver ord. "Gør vi alle ikke det? Træder lidt på andre for vores egen skyld?" spurgte hun i rolig tone, "Vi fortjener alle lykke, ganske rigtigt. Men er det muligt at vi alle kan bære lykke? Kan sådan en verden findes?" det var vel provokerne at spørger om, men i hendes eget blik, kæmpede vi alle om den samme frugt og det ville være naturligt at nogle ville blive trådt på. En fingre blev nævt til hendes læber, og nogle tænkende prik blev gjort før hun igen åbnede munden. "Og hvis denne Rhaya, bad om frihed? Tror du Rhaya tænker at de har en mulighed for at blive fri uden at risikere en straf?" Fingren forlod læben og gled stille og en fingre dansede i sløret som hvilede på hendes bryst.

Hun var i sandhed ikke bange af sig dette menneske, sådan som hun roligt satte sig, ved siden af Yume'Ave. "Bland dig alt du vil." tonen var noget mere seriøst, og glæden var ustabil som dette emne kom frem. "Vandt hun? Jeg er stadig i stand til at synge, uden problemer." en smule drilsk, men alligevel en trist tone bagest i stemmen. "Verden er ikke retfærdig, så det er fint at i det uretfærdige der sker mig i det mindste er kropsligt. Frem for nogle af de forfærdelige ting man høre sker for andre." hun træk lidt på smilet, men det var tydeligt tvunget.

Igen, igen kaldt hun Yume'Ave smuk og blikket en smule irreteret. "At kalde mig smuk i dag, er en hån til hvordan jeg engang så ud." kommenteret hun koldt og lod blikket hvile på en tilfældigt sky i himlen. Hun lod dog blikket forlade skyen og falde på Nadia, "De sagde blot noget der overrasket mig. Af en høj grad. Deres måde at bedømme folk på..Det er poetisk, i høj grad, ville ønske jeg fandt på det." Hun træk lidt på smilet, og holdt tydeligt et lille fnys tilbage.

Nadia pakkede generelt ikke tingene ind, og hun ville nok faktisk være oprigtigt glad, hvis Yume nogensinde dukkede op for at se hende i Balzera. Hun tvivlede dog ærligt på, at det bare sådan ville ske, men man vidste selvfølgelig aldrig? Desuden var elveren faktisk ganske behageligt selskab, så mere tid med kvinden ville bestemt ikke genere Nadia.
"Oh! Se, det giver mening lige pludselig så" svarede hun med et grin. "Undskyld jeg misforstod." Nadia var ikke sådan vant til, at man tjente landet og ikke familien, men hun kunne vel ikke dømme? Hun kendte trods alt ikke alle kulturer, så hvordan kunne hun sige, at hendes egen var bedst, når hun egentlig ikke vidste det?

Nadia var pinligt bevidst om, at hun var ung og derfor ikke vidste særligt meget om verdenen, så hvordan kunne hun tillade sig ikke at tage visdom til sig? I det mindste lade tvivlen komme elveren til gode, når hun tydeligvis havde levet meget længere, end Nadia nogensinde ville komme til?
"Jeg ønsker at tro, jeg gør mit bedste for at undgå det? Men det er måske lidt for blåøjet af mig at tro, det kan lade sig gøre?" svarede Nadia tilbage med en eftertænksom mine. "Det er måske et forfængeligt håb, men hvis jeg kan undgå at træde på andre, opgiver jeg gerne en smule af min egen lykke" forklarede hun så videre. "Kan det lade sig gøre? Måske ikke. Men det betyder ikke, jeg holder op med at stræbe efter det?" Selvom Nadia svarede tilbage, var det tydeligt, at hun på ingen måde var vant til at have sådan en samtale. Hun var virkelig på tynd is her.
"Så ville jeg i første omgang tage den op med Fyrsten? Det er ikke min plads at sætte hende fri, men hendes ønske ville ikke falde for døve ører" svarede Nadia, som hun fulgte Yumes bevægelser med øjnene.

Nadia havde kun rykket på sig, fordi elveren havde gjort tegn til, at hun måtte. Hun ønskede som sådan ikke at bryde Yume'Aves grænser, så hun havde ikke nærmet sig, hvis hun ikke havde fået lov.
"Synger De så? Hvis det var stemmen, hun var ude efter, ville jeg synge ved hver givne lejlighed i hendes nærvær" svarede Nadia, som hun lod blikket hvile på Yume. "Men jeg er selvfølgelig også lidt mærkelig" fortsatte hun så med et grin og hentydede egentlig mest til, at hende og elveren langt fra havde samme kultur.

Nadia rynkede brynene ved Yumes ord og satte sig brat op, som var hun blevet trukket i en snor.
"Hvis jeg ønskede at håne Dem, havde jeg gjort det væsentligt tydeligere" fnøs hun og trak knæene op under sig, så hun kunne lægge armene omkring skinnebenene og lægge hovedet på knæene. "Jeg forsøgte egentlig bare at komplimentere Dem, og det er stadig min ærlige mening. Jeg aner ikke, hvordan De så ud før, så jeg har intet referencepunkt til det? Jeg undskylder virkelig, hvis jeg fornærmede Dem" sluttede hun og tog en dyb indånding. Det var altså virkelig spøjst, at elveren kunne tage sådan på vej over en forsøgt komplimentering.
"Poetisk? Fortjener alle ikke en chance? Ville jeg ikke være lidt for forudindtaget, hvis jeg dømte folk på forhånd?" spurgte hun så. Det var egentlig ikke meningen, at hun sådan ville bombardere Yume med spørgsmål, men hun var tydeligt overrasket over, at elveren ikke havde oplevet dette synspunkt før. Hun kunne vel ikke være den eneste, der havde det?

"De skal endelig ikke undskylde, gør vi alle til tider." at misforstå var blot en del af dialoger, og hun ville lyve hvis ikke hun selv havde misforstået flere tid selv til rådsmøder, hun var selv skyld i mange misforståelser i selv det rum og langt flere udefor det.  De gjorde bare samtaler levende når den mulighed hang i de ord der blev brugt. "Så, hvordan gør du dit bedste for det? At du aldrig gør ting der kommer i vejen for andre?" hun træk på smilet som det blev sagt, tænk at et menneske racen som kastede om sig med beslutninger og altid blev rykket i så forskellige retninger blot som årene gik, og tænk at her var en som aldrig satte sig selv først, eller, i hvert fald gav lyd til at alle andre, specielt familien kom først. Måske endda for langt foran hende end hvad sundt var. "Der er intet galt i at søge ens lykke før andres. Tværtimod det mest naturlige i verden. Dyrens verden er bygget på den ide. At tage fra andre." hun rystede hovedet en lille smule, som endnu sky gled ind i hendes blik. Hun skær et kort grimasse ved den korte udtalelse om at spørge fyrsten. "Troede det var deres slave? Eller, har de dem, blot personen "lånt" ud til deres hænder?" Det var sært at spørger om, men kunne ikke lade være at prikke til de sære ord som blev delt.

"Synger ofte, men tvivler på min melodi kommer nær hendes øre." hun smilte kort ved tanken, et tydeligt sadistisk smil, "Ville nyde at synge foran hende, at se hvor lidt hun fik ud af sin lille spøg. Men desværre, tvivler på hun har lov til overhovedet at befinde sig i elverly." smilet forsvandt ikke ved disse ord, tydeligt hun nydt tanken bag hendes søsters forvisning, for hvad var der ellers at føle? Intet var sket, blot nogle forfærdelige ar. "Mere end lidt mærkelig." hun træk på smilet og lod igen blikket langsomt danse over den solkyssets kvindes figur. Reaktionen fra Nadia fik et kort glad frys til at forlade de bemærket læber. "Jeg sagde ikke at de har hånt mig Nadia. Bare rolig, men nu de siger det? Hvis de skulle håne mig? Hvordan ville de så?" smilet blev trykket på, og spændte store øjne hvilede nær Nadias mimik. "Gør alle nu også det? Ingen overhovedet? Som ikke fortjener en chance?"