De foregående dages bryllupsfejring var forløbet i en blanding af jagtselskaber, selskabslege, danse og overdådige middage. Det havde taget det meste af vielsen for Amelia at sluge sin misundelse over Astrid og Alaric af Isenwalds umiddelbare lykke, men her på anden dagen var hun i betydelig bedre humør.

Denne aften var hun klædt i en kropsnær lyseblå kjole, hæftet med sløjfer ned langs armene der gav udkig til den hvide underkjole. Snørerne ved livet strammede om hendes smalle talje og korsettet skubbede barmen op – upassende for en ugift kvinde, kun lige acceptabel for en nygift, men ganske moderne. Dertil havde Amelias tjenestepige sat hendes hår op i en kunstfærdig frisure med et stift net fyldt med dråbeformede krystaller.

Her i pausen mellem to retter cirkulerede gæsterne rundt i salen til lyden af orkesterets dæmpede musik. Amelia var i sit rette element her iblandt adelen, godt hjulpet på vej af vinen i hendes pokal. Det var i grunden en dejlig aften. Der sad ingen elverhoveder på væggen, ingen brovtende mænd råbte sjofle ting og ingen dyr blev slagtet for øjnene af dem. Det var sådan ethvert adeligt bryllup burde være.
Amelia så efter Athelstan, men hendes ægtemand var forsvundet. Hun søgte efter nogen, hun kendte, og hendes øjne faldt på Noah af Erneyll. De havde ikke set hinanden siden hendes eget bryllup nogle måneder forinden, og på den korte tid var han allerede skudt i vejret. Det føltes ikke som længe siden, de red om kap på ponyerne, men nu måtte Amelia erkende, at hendes lille grandfætter var ved at blive en flot ung mand.

”Grandfætter,” kvidrede hun og gav ham et kys på hver kind, som etiketten dikterede. "Må jeg ønske dig tillykke med din onkel.”

Bryllupperne stod i tide og utide, hvis man spurgte den unge Noah af Erneyll. Her ønskede han mest bare at blive i Dianthos, studere og lærer jævnalderne fra adlen med en smule intelligens bag ørene at kende, og så blev han fragtet til højre og venstre til fester hvor de unge sad pænt og de voksne snakkede politik. Politik de sjældent ville høre en fjortenårigs input til.
Men fint klædt på var knægten, som han trådte med stolte skridt hen over gulvet, ryggen rank og hænderne på ryggen. Han var blevet en nydelig ung mand, hvis man så bort fra at han ikke lignede en Erneyll synderligt meget. Hans hår var kulsort som sin mors, og hans figur høj og ranklet, fremfor bred og muskuløs. Han havde altid følt sig mere hjemme blandt sin mors familie, men det kunne man ikke sige som den fremtidige arving.

Hans skridt var langsomme, til han til sidst blot stoppede op og lod summen af snak fra de omkringstående og gående fylde hans hoved med ingenting. Han drejede fraværende sit hoved, for at blive mødt af sin grandkusine, som for nyligt også var blevet intet mindre end gift med hans fætter.
En smule overrasket gav hans hænder slip fra ryggen, men nåede aldrig længere ud en lidt akavet strakt ud til siden som Amelia tog fat i ham og gav et kys til hver kind, han først fik samlet hjernen til at gengælde ved andet kindkys. "Ah, grandkusine" det var faktisk en genkendelses glæde at spore i hans stemme, men mest glimtet i de blå øjne afslørede at han da trods alt ikke foragtede denne kvinde - som han ellers havde et rygte for.
"Mange tak, og må jeg igen lykønske Dem med deres eget bryllup. Det er ikke meget vi har set til hinanden" bød han hende velkommen ved endelig at lade sine hænder give hendes overarme et klem, før han slap hende og tog et respektfuldt halvt skridt tilbage. De var simpelthen blevet for store til at stå og kramme som småbørn!

Amelia slap Noah, idet han trådte bagud, og lod blikket glide ned over ham. ”Du er jo vokset mindst fem centimeter, siden jeg sidst så dig,” kvidrede hun, udmærket klart over, at sådan en kommentar nok ville irritere en fjortenårig dreng, der gjorde alt for at virke moden. Imidlertid havde hun altid nydt at drille Noah og vise på forskellige måder, hvor moden hun var med sine tre års livserfaring mere! Derfor fastholdt hun også den afslappede tiltale.

”Tak, kæreste. Livet som nygift er vidunderligt!” løj hun og smilede bredt. Livet som nygift var snarere som en daglig gåtur igennem Zaladins helvedesild.
”Hvad med dig selv? Har du fundet nogle søde adelsdamer, der kunne blive et godt match?” Hun kiggede ud mod forsamlingen. ”Hvad med prinsesse Noriana af Arys? Eller komtesse Olive de Richelieu? Hun er blevet køn, synes du ikke?” Hun granskede Noahs ansigt, mens han så rundt. Amelia havde godt hørt grimme rygter om, at hendes grandfætter var blevet en arrogant, chauvinistisk ung mand, men det kunne hun da næppe tro. De havde haft deres diskussioner, men hun havde altid nydt at bruge tid med ham.
Amelia knipsede, og straks kom en tjener for at tage hendes tomme pokal og række hende en ny. Ligeledes tilbød tjeneren Noah en pokal.

Noah havde efterhånden pakket sig godt og grundigt ind i den offentlige tone af anstændighed, da han troede at det ville bringe ham bedre selskab. Især som han havde befundet sig så meget blandt adlen i Dianthos.
Men dette var hans grankusine, som han havde leget med som barn og endda set en lille smule op til for nogle år tilbage. Det var svært at fastholde den ranke facade og det anstændige spil. Det krakkelerede også hurtigt for ham som han begyndte at grine over hendes ord og faktisk lige nu bare lignede den dreng han var. Lidt pinligt berørt over bemærkningen men også stolt over at han var vokset. ”Forhåbentlig ikke de sidste fem centimeter” han havde altid set det som en skidt ting at han ikke var høj og bred som sin far, men med tiden ville han da i hvert fald blive høj! Han skød i hvert fald i vejret.

”Åh Amelia, livet er mere end søde adelsdamer” svarede han opgivende, men en rød farve krøb sig op i den blege hud og farvede hans øre lidt for voldsomt til hvad han selv brød sig om.
Hendes forslag om adelskvinder fik ham dog også til at kigge rundt. Følgende hendes blik. Kvinderne som Amelia udvalgte var på hendes alder, og dermed også det ældre end Noah.
En smule forfjamsket sank han en klump i halsen og rømmede sig. ”Utrolig køn. Begge to” det intimiderede ham mere end han ønskede at stå ved, at lade blikket ramme de to flotte unge kvinder. Det var en underlig følelse han fik i maven. Nej nej, det duede slet ikke det her. De måtte finde en måde at skifte emne på.
Han rømmede sig endnu engang, tog imod pokalen fra en tjener han nærmest ikke engang så og fik taget en tår før han vendte sin fulde opmærksomhed tilbage til Amelia og forhåbentlig noget andet end hvor kønne kvinderne var blevet uden han havde bemærket det. ”Fortæl mig. Nyder du livet i Turmelinien? Selvom jeg ikke er der til at gøre livet sur for dig” drillede han diskret. Han havde trods alt stadig et ry at holde ved lige, selvom det var svært ikke at gå direkte tilbage til dem de var i de gode børneår.