Det var ikke sjældent hun begik dette vidunderlige lokale, elverlys store festsal, var svært ikke at besøge dette sted hvor gang hun kom forbi skovfortet. Altid det samme møbel som træk hende til lokalet, denne kølige eftermiddag, denne efterårs dag var intet andeledes som hun gik selvsikkert over det bare gulv, der var ikke andre at se, ikke andre at høre som hun gik nær de store fine klaver nær scenen. En mørk dur spredte sig igennem lokalet som hendes fingre ramte instrumentet. Hun smilte let, som fingren gled over instrumentet imod Moll, lysere og lysere. Stille som den lyseste tone blev ramte satte hun. Den lette gennemsigtige silke kjole lagde sig let om hende, som altid var intet skjult ved hende - alt kunne fornemmest men ikke ses. Dog, var der to ting gemt væk, læberne som sløret glemte og noget nyt, om hendes hofter var bundet en mørk lilla klæde, som gemte hendes nederdele mere end normalt. Hun tog en dyb indånding som fingrene mødte klaveret ordenligt. Stille spredte en langsom, lys melodi sig igennem lokalet som fingrene dansede over instrumentet.














































Stille kom sangen til sin ende, som den sidste tone spredte sig i lokalet. I dette øjeblik, gik træerne, og hver blad som var på vej imod gulvet i opløsning og blev til efterårs trækfugle, som søgte imod alle lokales udgange, men forsvandt alle, som dørene blev nået. Hun træk vejret dybt, og lod blikket falde på den sidste af sine sommerfugle, stille hævede hun fingre som prikkede til den og i et forsvandt den og illusionen var endt. En enkelt tåre kunne anes i hendes blik, ikke noget nyt når hun blev grebet i humøret af en sang. Et glad smil var malet på hendes læber bag sløret, men træk sig tydeligt frem i hendes øjne.

Det var relativt ofte at Melarue fandt vej mod Skovfortet. Nogle gange begav hun sig ind i det, og andre gange, stod hun blot og beundrede arkitekturen udenfor, med hvor smukt den var opbygget. Til trods for hvor kreativ hun var, så ville det nok altid være hvor hendes kærlighed til kunsten i virkeligheden lå.
Det var dog ikke grunden til at hun havde bevæget sig mod Skovfortet i dag. Arbejdet med den nye bebyggelse tog stadig med at Melarues tid, og endnu engang havde hun været oppe for at aflevere rapporter om det, og det var først da hun tog lidt af en omvej ud af Skovfortet, at hun faktisk hørte noget musik, og en stemme.

Hun var naturligvis nysgerrig og fulgte musikken, indtil hun nåede rummet, som virkede til at være blevet overtaget af dyr, eller i hvert fald illussioner af dyr, og der, der sad Yume'ave og lavede sin egen lille koncert.
Normalvis ville hun have forladt rummet, især nu når hun vidste hvem der sad der, men det var altid lidt af en glæde at se den anden skovelver optræde. Derfor lod hun også sine fødder bære hende længere ind i salen.

Da sangen var ovre, tog hun hænderne op, og klappede blidt i dem, med et lidt trist smil på hendes egne læber. Modsat Yume'ave var hun dog ikke klædt ligeså fint på. Hendes korngule hår var sat op, og hun bar bukser og en trøje. Begge to havde set bedre dage, da de tydeligvis var nogle af hendes klæder, som blev brugt, når hun havde gang i noget, der krævede hun ville blive mere beskidt. Der var også både misfarvninger og en smule mudder på både trøje og bukser.

syv­og­firs, drømme havde hun øvet dette før hun var tilfreds nok før hun ture forsøgte det ude af hendes drømme, otte, gange havde hun forsøgt hjemme i eget hjem, før hun var tilfreds, nok til at ture andre lod dette blive set. Ikke at dagen i dag var planlagt at lade andre se det, var blot endt sådan da lysten til at spille greb hende. Hun stivnede et øjeblik som hun hørte klap, var det virkelig blevet godt nok? Tænkte hun stille som hun lod blikket søge lyden. Et mildt, lavt suk forlod hende da hun så hvem, der var kommet nær hende, men alligevel glemte sløret på et smil. Gamle minder var sværte at pakke væk, og netop i dette lokale, de mange time de to i de gamle dage, havde været festens center, de mange timer hvor de dansede sammen. Var svært ikke at smile som disse gled forbi ens sind. "Skovblo...Mel" Rettede hun sig selv, jo, navnet sad der stadig, som det efterhånden var mange år siden.

Stille rejste Yume'Ave sig fra bænken foran klaveret og nejede let til Melarue og stille rettede sig. "De belyser altid et rum så behageligt." forlod hende lyst og glad, som først nu hun lod blikket falde på det manglende smil, det beskidte tøj. "Jeg..Er de okay?" spurgte hun stille, som hun lå sit blik på det manglende smil, endelig kendte hun nok godt svaret men, kunne være noget andet, var ihvertfald der håbet var. At det ingen ikke var hende. Hun sank stille en klump som hun ventede på svaret og samlede sine hænger bag ryggen, hvor de holdt hinanden. Uvant for hende ikke at kramme, gamle bekendte, men her, netop ved Melarue, holdt hun sig fra dette.

Det hev lidt i Melarues hjerte, som det altid gjorde, da hun hørte hvordan Yume'Ave næsten var ved at kalde hende det kælenavn hun havde haft alle de år siden. Man skulle tro et individ som Melarue for lang tid siden ville have begravet de følelser og glemt hvordan det havde været at være med Yume'Ave, men det havde været... noget helt unikt. Hun havde ikke selv haft mange romantiske partnere siden, da og et eller andet sted blev de altid holdt op mod kvinden foran hende, uanset hvor meget hun forsøgte ikke at gøre det. Hun var ikke forelsket i Yume'Ave mere, men hun var stadig lidt forelsket i hvad de havde haft.

”I lige måde,” sagde hun, og prøvede at fjerne den værste knude i maven, selvom det var umuligt, hun vidste det var, men hun var selv frivilligt gået herinde. ”Oh?” hun kunne lidt ned af sig selv, som om at det var tøjet der havde gjort udfaldet om det, men det ville nok i sidste ende være nemmere at fokusere på. ”Jeg har bare haft vildt travlt på det seneste, så hvis jeg ser lidt bleg og træt ud, så er det nok derfor,” sagde hun, og lo lidt blidt, som hun klappede sig på kinderne. Hendes hænder var næsten rene, hvis ikke for et par indtørrede malerpletter, som hun ikke havde fået væk fra dem endnu. ”Og ingen grund til at være så formel.” De var måske ikke hvad de havde været, men høflige tiltaleformer, havde aldrig været hvad Melarue foretrak, og slet ikke omkring en anden der kendte hende så intimt. 

Smilet forsvandt en smule under sløret som Melarue knap hilste, blot gik til samtale. De mange ord der engang altid blev delt mellem dem var forsvundet, hvilket nok endelig var en god ting. Selv om at hver gang hendes blik faldt på Melarue sad hun i gamle minder, gamle tanker, selv fra de første gang de dansede bal sammen, de mange natter under månen. Selv om Yume'ave havde lagt følelserne væk, var det alligevel ikke længe siden de følelser døde ud, problemet med disse lange liv. Et menneskes liv, var blot en pust på vejen, jo det var begge to stadig unge, hvilket nok ikke gjorde det bedre, at stå her i denne sal, de begge to havde søgt alt for mange gange. Der var en ubehagelige lyst til at tage hånden på Melarues liv, og danse som dengang, lige så vel som at kramme hende men uden de følelser hun havde den gang ville det blot føltes som de gange hun genindspillede deres danse i sine drømme. "Som nævnt, Mel, de beriger salen, selv om puder under deres øjne, fremmer blot dit grønne skær." smilet kom ret retur, faktisk, var hun nok mere van til at se Melarue med disse puder, hendes magiske evne havde dengang ikke være en gave for Melarues nattesøvn, og med denne tanken forsvandt det igen.

"Har du..problemer med søvn? eller er det blot tiden der mangler?" hun valgte at lade det formelle fald, ikke af lyst, men for at give Melarue den ro. "Noget jeg kan gø..." stille lod hun sine ord dø ind, nok, det sidste Melarue manglede, at igen blive plaget om natten af Yume'ave, blot for at kunne sove lidt tryggere, hvis overhovedet det ville det. Hun tog blikket væk fra sin tidligere partner, og sukkede over sine egne ord. "Du..kan bare spørger hvis det er..du ved jeg kan hjælpe." hun stoppede sine ord igen, og lod blikket falde ud imod udgangen af bygningen. "Men hvad foregår der? Blot vedligeholdelse? i passer på den smukke udsmykning her ikke?" Hun samlede sine hænder foran sig, og lod en finger danse let over hendes håndryg, en lille tap af den ene fod kunne fornemmes, som hun stadig holdt melodien fra sangen i kroppen.

Nogle ting forsvandt aldrig, og ens første kærlighed var nok altid en af de ting der ville være svære til at få til at forsvinde. Et par hundrede år mere ville nok gøre hende godt i hvert fald, og måske en anden person der kunne have en permanent plads i hendes hjerte, som Yume'Ave havde. Desværre havde den ældre elver sørget for sætte standarderne lidt for høje for den grøn-øjet elver.

Ligeså snart Yume'Ave tilbød at hjælpe, rystede Melarue hurtig på hovedet. ”Det er blot tiden der mangler, jeg har ikke haft problemer med nattesøvnen...” Selv lod hun heller ikke ordene færddiggøre. Deres brud havde ikke været nemt for Melarue og dengang havde hendes nattesøvn været berørt af det, men hun var kommet sig over det. Dog foretrak hun stadig den dag i dag, ikke at drømme om natten. Det gav hende altid en mærkelig følelse, som havde Yume'Ave været der for at sørge for dem, selvom hun godt vidste at det ikke var sandt. Deres veje havde ikke krydset hinanden meget de seneste mange år, ikke indtil rådet kom op og stå. ”Men jeg ved det godt... Yume.” Det føltes for formelt at bruge hele Yume'Aves navn.

Hun strøg noget af sit eget korngule hår væk fra ansigtet, og om bag øret. Det var faldet ud af opsætningen af håret, men det havde heller ikke været meningen at hun skulle fanges af hendes tidligere elsker, selvom hun godt vidste at lige det her møde, kunne hun ikke lægge over over på Yume'Ave. ”Vi er som sagt i gang med at lave en ny by ud til kysten, og siden jeg har kæmpet en brag kamp, om rent faktisk at få lov til at designe noget, så er det lidt gået hen og blevet mit projekt, hvilket gør at der dårlig er nok timer på en dag.” Det hjalp måske ikke at hun var ligeså stædig om stadig at få lov til at bibeholde id til sine fritidsaktiviter. Det gjorde bare hun måtte løbe endnu hurtigere. Hendes primære kærlighed var og blev dog arkitektur. En ting hun havde snakket dybdegående med Yume'Ave om.

Det var mange år siden hun havde holdt op med at lege med ord foran Melarue, Jo, som altid når hun mødte nye væsner kunne hun ikke lade være med at lade hendes verbale lege glide frem, Melarue, var nok den første hun var begyndte at tale normalt til,ikke lade sine ordlege plage, jo det var også Ecaeriss, men de skændtes hele tiden og det er svært at lade hvert ord fuld af farve når man råbte. Men Melarue, var en af dem Yume lod de ord hun ønskede at sige lægge fremme i hendes læber, frem for hendes leg. Stille tog hun blikket fra den grønøjet elver og blikket gled rundt i lokalet, de var stadig alene. Yume'Ave træk vejret dybt og lod sine fingre fjerne sløret fra læberne, fra hagen. Det var langt fra første gang Melarue så hendes ar, de sorte pletter der var brændt i hendes mund, og desværre også kunne ses utrolig tydeligt på den blege hud. Sløret blev bundet om klædet der dækkede hendes hofter. "Beklager..." lyd det stille, med et høfligt nik, som Melarue forsikret at hun godt vidste hun kunne bede om hjælp til nattelige problemer.

Foden tappede forsat let på gulvet, en, to, en to tre, en, to, og om igen, som hun lyttede til hvert ord der blev sagt om det nye projekt. Hun nikkede med et smil på de røde, sorte læber. "Hvis det er dit projekt er der jo slet ikke behov for mig." lyd det afslappet og glad, var nok det bedste ved deres samarbejde, de havde begge to kærlighed for kulturen, på hver deres måde, men hvis Melarue stod for byen, var Dagens stemme ikke nødvendig for at sikre den elviske kultur, det var i mål, før hun overhovedet var indblandet. De mange timer de to havde brugt både privat og til offentlig møde på at diskutere netop bygninger, kunst, og hvordan den elviske skønhed skulle og skal ses, gjorde ikke blot at Yume'Ave var sikker på at det nok skulle være en beriget og smukt by, men også en sand juvel af elvisk kultur. "Glæder mig til at se det når drømmen kommer i mål." stadig med et varmt afslappet smil, og glæden over det hun forstillet sig kunne ses i de lilla øjne der hvilede nær de grønnes sorte pupil.

Melarue var efterhånden vant til at se de sorte pletter, selvom det næppe var blevet meget nemmere siden den første gang. Selv som hun stod her, så kunne hun ikke lade vær med at ærgre sig over, at så smuk en kvinde havde sådan nogle ar til at forsøge at tage blikket væk fra hvordan hun ellers så ud. Ikke at det rigtig gjorde det, men Melarue forstod nu godt det med at være forfængelig, også selvom man næppe kunne se det på hende, som hun var klædt i dag.

Det var et simpelt kompliment, og dårlig nok et, hvis Melarue skulle være helt ærlig, mena lligevel var det en varme der spredte sig i brystet på hende. De delte rigtig mange glæder sammen, og Melarue havde nu altid ment at Yume'Ave var ganske talentfuld, så det var som et kompliment fra en mester. Ikke at Melarue ikke havde tiltro til sine egne evner.
”Tak, jeg tror virkelig du vil nyde det når det er færdigt,” indrømmede hende. Det var ganske vel for halvmenneskerne for at få dem ud af byen, men det ville stadig være et af de steder som verdenen udadtil ville få et indblik i den elviske kultur. ”Det er mit første store projekt, så jeg er... en smule nervøs.” Hun tog en næsten lidt usikker indånding inden et halvkvalt grin kom ud. De havde ikke ofte behov for at lave nye bygninger, og derfor havde Melarue aldrig fået mulighed for at få hendes eget større projekt, som hun havde ønsket siden hun var en ungelver, noget Yume'Ave vidste. Melarues ene drøm var at lave noget så fantastisk som Skovfortet var. 

At vide hvordan hende der stod for alle de nye bygninger, hende der faktisk stod for vedligeholdenes, havde samme forkærlighed for det elviske som hende selv, Melarue havde et noget kun mere hårdt blik imod alt andet end det elviske end Yume'Ave selv.Men de var ens om en ting, den elviske kultur, skulle være i elverly, skulle ses, og skulle nydes af dem som befandt sig her. Det gjorde det så dejlig nemt, at selv uden at deltage til de møder hun endelig skulle, vidste Yume'Ave at Melarue argumenteret på samme måde som hende selv, og i alt høflighed, var dette også en måde at give Melarue den plads hun havde haft, og måske stadig har behov for. Det var tydeligt at se Melarue havde svært ved nogle ting, og stadig holdt ved nogle andre. Ikke fordi det hele havde været nemt for Yume'Ave, men det var nemmere for hende, det var tydeligt. Tanken om at se hvad Melarues store projekt var, hvordan det ville udfolde sig, denne vidunderlige kvinde, som elskede det elviske, med alle hendes følelser. "Glæder mig til viser mig -din drøm-." hun vippede hovedet med et smil som ordende blev delt og tog et skidt tættere på Melarue.

De havde brugt nok til i hendes, det var på tide de brugte noget tid sammen i Melarues drømme, og dette var tydeligt et af dem, den søde nervøsistet, den nyttet tvivl som hun altid bar med sig om de større ting, grunden den kærlighed hun havde til deres hjem træk et længere smil frem på Yume'Ave røde og sorte læber. Forsigtigt hævede hun en hånd til at lægge håndfladen imod Melarues kind. "Skal du ikke være, du ender bare med rynker-" hun fniste let før hun forsatte. "din drøm, dit projekt, du ser det hver gang du lukker øjne ikke? vis verden den skønhed du ser, hvor trygge hænder vi er i, og selv hvis du gør det halv så godt som du selv ser det, så vil selv Haladis græde en tåre over den skønhed du vil føre ud i Isaris lys." hun lænede sig let frem, og holdt det varme smil.

”Jeg glæder mig til at kunne vise det,” svarede Melarue lidt mere fast, og lod sine øjne møde Yume'Aves. Hun lavede det ikke for sin tidligere elsker, men man kunne næppe sige at Melarue ikke var en der elskede opmærksomheden på sig, og at blive værdsat af andre, selv dem der havde knust hendes hjerte. Det var dog svært at bære et had mod Yume'Ave, når hun havde været så undskyldende over at det ikke havde kunne fungere.

Da kommentaren med rynker alligevel kom fra Yume'Ave, kunne Melarue ikke lade vær med at grine kort og ryste på hovedet, men en hånd kom alligevel instinktivt op og rørte ved huden mellem hendes øjenbryn. Der var dog stadig ikke nogen rynker, og der ville nok ikke komme nogen, ikke rigtig. Den elviske hud virkede ikke til at få rynkerne, i hvert fald ikke for mange af elverne.
”Tak... Yume.” sagde hun endelig og tog en tot af det korngule hår bag øret. Hun havde nok behov for lidt bekræftelse på at det nok skulle gå, og at der var folk der troede på hende. Ikke at hun havde mødt nogen der ikke støttede op om hendes plantegninger, men det var nu meget rart. ”Jeg tror du virkelig vil kunne lide det når det er færdigt.” Det mente hun oprigtigt. Det var måske ikke for de elvere der ikke havde det godt med menneskene, men det ville stadig være pragtfuldt.

Mange af Melarues gamle ønsker om vidunderlige bygninger, de mange gamle samtaler de havde som havde farvet vidunderlige billeder i Yume'Aves sind, dansede som ordende blev sagt. "Jeg glæder mig til at kunne vise det", Hun nikkede glad til Melarues ord, og rettede sig op. "Skal nok holde mig væk til du er klar." fniste hun afslappet, af de ord. Ikke at hun havde et ønske om at rejse ud på en byggeplads for at se hvad det kunne blive til, den glæde forsvandt stille som de to ikke længere gjorde det sammen, var vidunderligt at gå, tabt i en samtale dengang, se passionen i de skovgrønne øjne. Selv bare nu at tænke tilbage, uden de mange følelser, uden lysten til at holde hende nær på den måde, var de minder stadig behagelige. Måske en dag? Som veninder? Blikket gled stille væk fra Melarue under disse tanker, og ned på det beskidte tøj.

Den, dejlige søde latter, det var umuligt ikke at hoppe med på at stå med et grin nogle sekunder. En hånd hævede sig for at dække hendes mund i grinet, stadig, svært at selv Mel, så hvor slemt det var når det ikke bare var læberne, men det bag de lilla læber. Hånden forsvandt ikke for den lette latter faldt til sammen med Melarues grin. "Det var bedre. Et smil." kommenteret hun stille, og træk sig en smule væk fra Melarue. Et halvt skridt baglæns, "Selvfølgelig vil jeg det, din drøm endelig kommer den ud i virkeligheden. Glæder mig sådan til åbningen." både for at se Mels drøm,, men også den fest der nok ville følge, blikket forlod hende Mel, og studeret det vidunderlige fest lokale de stod i. De to havde mange minder her, men aldrig, alene, uden at have travlt med at få alt klart. "Så..fej benende væk under mig. overrask mig, få min kæbe til falde til jorden, var et talent af dine. Mon ikke du stadig har det?" hun tænke ikke over hvad hun endelig hentydet med disse ord, som altid ord, men i dette øjeblik blev de sagt med et smil på læben som blikket faldt retur til Melarues skovgrønne øjne.

En byggeplads var næppe heller det mest inspirerende eller fantastiske, men for en som Melarue så var der også noget smukt i at se det forme sig, og vide at selvom det ikke så ud af meget lige nu så ville det en dag. Og en dag kunne hun vise hele verdenen hvad hun havde lavet. At hun godt kunne finde ud af at lave noget vidunderligt.
”Du skal nok være en af de første der ser det,” lovede Melarue dog stadig. Ikke nødvendigvis fordi det var Yume'Ave, men fordi hun var en del af elverrådet, selvom det var så nemt at læse mere i det end der var. Det var altid nemmere at læse mere i det. Ligesom de ord der kort efter faldt fra Yume'Aves egen mund.
Hvis Melarue ikke allerede kendte den anden kvinde så godt, og der ikke var gået så mange år, så havde hun nok været tilbøjelige til at falde direkte tilbage, med stjerner i øjnene, mens hun kiggede på Yume'Ave, men selv tidens tand havde bidt sig i Melarue. Yume'Ave ville altid være hendes første kærlighed, men næppe den eneste, og i den grad ikke den sidste. Hun var et overstået kapitel, og de to af dem ville aldrig fungere.

Hendes øjne gled lidt rundt i festlokalet. Her var mange gode minder, men lige nu gjorde de hende ikke triste over hvad der havde været. ”Jeg tror stadig jeg har noget af det tilbage i mig,” sagde hun derfor også til sidst og nikkede lidt, med et næsten drilsk smil på læberne. Det var stadig hårdt, men hun skulle en dag kunne se på Yume'Ave uden at have så mange forskellige følelser i hjertet. ”Selvom jeg må bruge andre kneb end jeg gjorde dengang.” Hun kunne ikke længere spille på kærligheden mellem dem, men det betød ikke at Yume'Ave ikke kunne værdsætte de ting Melarue stadig lavede. 

Det var en behagelig nyhed, at høre man ville blive valgt som en af de første. Om grunden var af gamle følelser, eller ej, gav dette et tydeligt smil frem på Dagens stemme. Hun bidt tænderne let sammen som hun lod blikket blive i de skov grønne øjne lidt for længe. hun træk vejret tungt som blikket blev taget fra skovblomsten, noget hun altid vil være i Yume'Aves øjne, det var umuligt at kommen uden om hvor smuk en kvinde Melarue var, hvor meget hun strålede alt det skønne frem ved skovelveriske kvinder. Uden at tænke over det, blev hun fanget i de tanker, at se den skønne bløde hud, de grønne øjne, de spidse træk, som denne kvinde viste til verden bedre end alle andre. Ikke at trække den gamle tiltrække blik frem var nærmest umuligt, både øjne og smil, faldt i denne gamle fælde. Igen træk hun vejret tungt. "Glæder mig til det. Dit første af mange mesterværker." hun vippede hovedet let, beskuet de ikoniske ører kort. "Kender jeg dig ret, er dette bare starten." Smilet, det venlige, høflige, kærlige smil, ikke det fortabte tiltrækket smil, kom retur, som det andet forsvandt.

Dog kun kort, som ord der kunne forstået som både flirtende og meget andet blev delt, dog fra Melarue side af. hun tog blikket let ned, og lod sine øjne lukke. "Jeg..er jeg ikke i tvivl om du har."skovblomst. At lade være med at benytte det ord, var ikke svært, det var bare et ord? men når ordet beskrev denne kvinde så fantastisk godt, var det tydeligt at hun havde kæmpet med ikke at sige det, og endnu mere i denne sal. Salen de tog blomster havde fanget alle de blikke i, salen hvor Yume'Ave selv blev forelsket i skovblomsten, hun træk vejret dybt og lod blikket følge Melarues, rundt i salen. "Mhmm..Pas nu på, hvis de er for gode, så, må jeg --" Som orderne blev sagt rækte hun en hånd ud efter Melarues kind, en kærlig hånd, det blev dog stoppet halvvejs og før den mødte sin tidligere blomsts silke bløde skønne hud, faldt den til hendes egen side igen, lige som hendes blik faldt til jorden. "Beklager. Ville lyve hvis der ikke var flere dele af det jeg savnede..Specielt i dette rum." hun smilte som det blev sagt, en glad, glæde fuld stemme som hun hævede blikket til danse gulvet, ikke at det var tydeligt uden opsætningen, men hun vidste nøjagtigt hvor de tog havde stået kind mod kind, oh, så mange gange. "...Undskyld..igen." lyd det som de gamle billeder og følelser tog kunsternes sind, dog var kærligheden der stadig ikke, men det var ikke alt der var i de gamle minder, en sær skam, en ubehagelig følelse, over at være faldet ud af forelskelse med Melarue. Det var ikke atypiske Yume'Ave at miste flammen mellem hende og andre, men, denne her gang med skovblomsten, havde det gjort mere end lidt ondt.

Oh hvor ville Melarue ønske at der kom flere mesterværker. Det her var hvad hun ønskede med sit liv, men det var så sjældent at elverne behøvede nye steder. De var et gammelt folk, som sjældent voksede markant, så dermed var det også sjældent de blev nødt til at udvide deres byområder, og når de gjorde?Så var det sjældent noget nyopfundet, men blot en forlængelse af hvad der allerede var bygget. Man kunne jo ikke lave om på traditioner.
Derfor var det stadig et ønskefor Melarue at vise alle de idéer hun havde, og som hun havde gemt og samlet på over årerne. Hun havde fulde modeller af bygninger og områder hun gerne ville lave, hvis hun fik muligheden, men langt de færreste havde set det. ikke fordi hun skammede sig, men fordi der aldrig havde været et rigtig tidspunkt at foreslå det. De havde ikke behov for endnu et skovfort.

Melarues egen vejrtrækning stoppede dog kort, som hun så hånden række ud efter hende. En del af hende ønskede vel stadig de blide berøringer, og følelsen af at være forelsket, men den større del af hende, ønskede ikke at falde tilbage i Yume'Aves spind. Hun bebrejdede hende ikke længere, især som forelskelsen havde forladt hende selv, men... man glemte aldrig rigtig sin første kærlighed.
Hendes egne øjne gled ud mod rummet, og selv måtte hun nikke genkendende til ordene. "Det bliver nok aldrig rigtig det samme igen," indrømmede hun med et trist smil på læberne. De bar begge så mange minder om den anden, så alt andet ville være underligt. "Men du kan ikke blive ved med at undskylde for det." Det gjorde det sværere, selvom alt havde været svært dengang. "Jeg er kommet mig over det... for man kan faktisk godt komme sig over den store romantiker Yume." Det var et næsten drillende smil på hendes læber over kommentaren, for Yume havde knust sin del af hjerter, af hvad Melarue havde erfaret.

Det korte tab af vejrtrækning, de ord det skreg af forståelse af gamle følelser, og det trist smil, fik Yume'Ave til at bide tænderne lidt sammen, og igen tog begge hendes hænder bag ryggen for at holde bedre styr på dem. Jo, følelserne, de romantiske intime følelse havde været væk i år, så selvfølgelig blev det aldrig det samme igen. Det var væk, en færdigt malerig som blot pyntede i begge deres minder, og drømme om hvordan det havde været, det værste var for Yume'Ave at hun aldrig kunne forklare, hvorfor følelserne forsvandt som de havde gjort, lige meget hvor meget hun havde forsøgt at forstå hvad der var sket. Med årende havde hun givet op på at finde en forklaring på at hjertet forlod hendes tidligere skovblomst, men hun skammede sig over at det var foregået som det var, alt godt, alt smukt, alt vidunderligt, og i løbet af blot et måned var det forsvundet. Blikket hang en smule lavt som hun var første gang i år, forsøgte at finde forklaringen, men hun blev reddet fra denne håbløse søgen for det lys hun havde søgt af Melarues ord. hun træk let på smilet og søgte igen de skov grønne øjne. Det var svært at holde smilet ved de næste ord, at hun gjorde det klart hun var kommet sig over Yume'Ave. "Jeg, forstår. Skal nok, prøve at lade det blive fortid ordenligt." begyndte hun og begyndte at lade den ene hånds fingre prikke til håndfladen på den anden rytmisk.

"Må jeg være selvisk?" spurgte hun og nærmest kopieret det drillende smil og et legesygt toneleje, hovedet vippede og et lille kast med håret fik det til at hvile over hendes skuldre frem for lang ned af hendes ryg. "Næste bal, næste store fest." begyndte hun at forklare hendes selviske tanke før Melarue fik ordenligt mulighed for at svare. "Så lad os have en dans? Ønsker blot en-"per fest. fuldførte hendes tanker sætningen, hendes hænder stoppede deres dans, og den ene gled let igennem håret der lå over skuldren, den anden hvilede på hendes hofte. "- mere. Lover ikke at hviske ord, lover at det blot blive en dans mellem rådskvinder, veninder. Ikke, som sjæle fortabt i hinandens hjerte." eller, vil i hvert fald forsøge. tilførte hendes tanker let, jo, hun ønskede ikke at gøre som i gamle dage, men, hun kendte sig selv. For Melarue tænkte rigtige, det ville være svært at tælle de hjertet Yume'Ave havde haft i sin hånd, og endnu svære at tælle dem som havde haft hendes, men hun havde sine grunde, sin måde at føle sig levende, og sin måde at bekæmpe ensomheden hun oplevede, den ensomhed ingen forstod, selv mens hun junglerede med sjæle og hjerter. "Hvis der var musik ville jeg spørger om en nu." hun fniste let, og træk et spændt legesygt smil frem.

Hvis de virkelig bare kunne få tingene til at blive en fortid, så ville det i hvert fald være nemmere for Melarue. Der var så mange år hun havde søgt en forklaring, men uden Yume'Ave vidste det, så ville Melarue heller aldrig kunne finde ro i det. Der var ikke de følelser hun ikke havde været igennem efter de var slået op, men med alderen kom der mere klarhed. Nogle gange forsvandt følelser bare, og så var det åbenbart ikke meningen at de to af dem skulle være blevet noget. Det var vidst også mere en lille pige drøm, at være sammen med sin første elsker resten af livet, især et liv der var så langt som elvernes.

Det havde dog altid været svært at sige nej til Yume, selv efter alle disse år, og selvom Melarue kunne mærke sig selv sige nej, nej, ikke igen, så var det noget andet der faldt over hendes læber. ”Selvfølgelig.” Hun kunne slå sig i hovedet over det, men i stedet for var det bare et mildt smil på hendes læber. ”Så lang tid det blot er som rådskvinder,” sagde hun. Veninder var stadig for meget at bede om. Når de begge endelig kunne lægge det helt bag dem, så var der en mulighed, men det havde de tydeligvis ikke, uanset hvor lidt følelser der var tilbage i det.
”Jeg håber virkelig du finder din lykke Yume,” hviskede hun også, lidt ud af det blå, for hun havde jo set hvordan den ældre elvere hoppede mellem elskere, og selvom Melarue ikke kunne gøre sig klog på det, så ønskede hun trods alt stadig den anden elvers lykke. Det var dog ikke altid så nemt, og måske gjorde deres lange levetid det blot endnu mere ensomt. Melarue var trods alt også begyndt at kunne føle det. 

Det var ikke hemmeligt for Yume'Ave at Melarue havde haft svært med at sige nej dengang de delte deres hjerte og sjæl med hinanden, og selvfølgelig havde noget af det blevet hængende, hvor meget der var i dag, havde hun dog intet kendskab til. Hvilket for alles skyld nok var bedst, at det lå gemt i skyggerne og væk fra dagens stemmes lys. Det havde været massere af gange hun nok burde have lagt mærke til det, men aldrig på en måde hun havde lagt mærke til det. Dette var en af de gange, den korte tøven, men alligevel endte ordet på et ja, og ikke blot et ja, men et selvfølgelig. Det gjorde ondt, at høre ordet veninde bliver fjernet, og at Melarue lagde vægten på rådskvinder. Et lille nik blev givet, "Selvfølgelig..som rådskvinder." hun træk lidt på smilet, intet andet. tænkte hun kort som et lille trist glimt i hendes blik kunne anes. Måske var det stadig for tidligt, Melarue havde jo ikke blot været en elsker, eller beundre. Blot ved disse tanker træk hun forsigtigt et halvt skridt bagud, og igen lod sine hænder samle sig bag ryggen.

Hun blinkede nogle gange ved det næste der blev sagt, mere end disse ord normalt ville trække i hende, og i samme øjeblik træk et fortryllet blik frem i hendes blik, som søgte væk fra Melarue, og på trods af hun ikke ønskede det smilte hun, og nervøst lod en fod trippe på gulvet. Et kort billede var nok, og "finder din lykke" var nok til at give hende et billede eller fem. "I..lige måde Mel." lyd det en smule nervøst og fjernt. "hvordan..tror du resten af rådet har det med Thal'Elor?.. og Ørkensbørn?" spurgte hun lige så fjernt og nervøst og lod blikket finde den vidunderlige udsmykning i salen, blot for at have sine fortabte lilla øjne væk fra Melarue, som altid afsløret hende.

Måske en dag. Sådan var det med så meget andet omkring de to af dem, og det lå nok mere hos Melarue, end et lå hos Yume'Ave. I sidste ende der havde Melarue bare investeret mere i deres forhold, og det var også hendes hjerte der var blevet smadret i tusinde af stykker. Ikke noget hun havde lyst til tage op igen. Hun kunne dog ikke bare ignorere Yume'Ave nu når de sad på rådet sammen. Desværre var elvere ikke ligefrem hurtigere til at komme sig over noget som helst.
Hun følte sig dog lettet over at Yume'Ave accepterede at det var alt de kunne blive i det her øjeblik i tiden. Tiderne ville ændre sig, og når Melarues hjerte i sandhed var fyldt ud af en anden, så ville tiderne også kunne ændre sig for dem.

Det tog ikke ligefrem et geni for at aflæse at ordene alligevel havde ramt Yume'Ave lidt tættere på hjertet, end hvad Melarue havde ønsket. Det var i hvert fald ikke svært for hende at se, at der var nok den anden kvinde brændte inde med, og Melarue havde altid været en man kunne snakke om problemerne med. Hun havde lånt en skulder til mere end en håndfuld af elvere over årerne, og deriblandt også Yume'Ave.
Derfor var heller ikke underligt, da hun åbnede munden, for at svare på spøgsmålet, mens hendes øjne kiggede opmuntrende og lidt nysgerrige på Yume'Ave. ”Det er svært at vide, men hvor glade nogle af dem har virket for halvmenneske, så bør der ingen problemer være,” indrømmede hun. Det var ikke ligefrem en hemmelighed at Melarue brændte for at hvordan ørkenelverne havde lavet en by under jorden. ”Der har jo været snak om en alliance med dem, og de er trods alt mere civiliseret end elverne i bjergene. Så jeg tror de har det fint med dem.” De ville aldrig være så fine som skovelverne, men andre elver racer var altid bedre end menneskerne de allerede havde skabt en alliance med. 

Det var tider som disse hvor hun ønskede at følelser betyd så meget for hende, tider hvor man burde gøre skjul på dem, og lade andre vandre uvidende igennem de næste par dage, blot noget hun aldrig havde været i stand til, de betyd for meget, følelser er hvad der giver farve til vort liv, og selvfølgelig skal det være i lyset. Hun sank en klump som hun ventede på Melarues ord, men ordene der kom var langt fra hvad hun havde forstillet sig, og de ord træk et lille kort grin frem i Dagens stemme. "Ja...Lidt for glade måske, man skulle tro der var deres egne halv fødte." Ikke at Yume'Ave havde et had imod menneskerne, men der var ingen grund til at gøre skjul på racen manges fejl, deres hast til forandringerne, derfor træk hun lidt på sætningen, alle de forandringer menneskerne havde set blot de sidste tyve år, var mere end rigeligt og ikke noget der skal forekomme i elverly.

Kort rystede hun hovedet, og uden at tænke sig om, åndede hun lettet ud ved Melarues næste ord. "En alliance med dem, vil belyse mit sind, hvis jeg skal være tro til egne følelser." Forsigtigt lod hun blikket komme retur til Melarue, og den tydelige smil der spredte sig i både hendes blik og på hendes læber som tidligere blev halvt skjult som blikket dansede rundt i lokalet. "Men de andre, er så glade for mange til, og vil acceptere det meste." smilet træk sig en smule ind, som disse ord blev delt. "Hvad tænker de om dem? Både som dig Mel, men også som forårets stemme?" hun strammede let sit greb om den ene hænderne bag ryggen, og løftede en fod og begyndte at spille en lille melodi ved hjælp af hendes sko og gulvet. En..To..Tre..En..To...En..To..Tre. Lyd klangende fra gulvet. Melodierne var altid tilstede, en måde at finde ro, finde en rytme i hendes tanker, og melodierne kom mere og mere frem, og meget typisk ved nervøse ord.

Der var Melarue mere farvet af de mere racistiske tendenser der var i Elverly. Hun lagde sjældent skjul på sit had mod menneskerne og halvmenneskerne, med mindre der var noget politisk i ikke at vise det. Dog var der ingen tvivl i Elverrådet om at Melarue ikke nødvendigvis mente at en alliance med Lyset var det bedste, mest fordi hun mente de kunne være omskiftelige og foranderlige. Hun var der dog bare for at sørge for at deres bygninger blev vedligeholdt og at der blev opført nye når tiden var til det.
"Ja næsten," lo hun dog alligevel. Så meget inde på livet var hun ikke ligefrem på de andre elverrådsmedlemmer, hvis hun skulle være helt ærlig. Nogle af dem var bare anderledes fra hende, og til tider kunne det virke som at der var noget internt mellem dem, som man ikke bryde igennem. Hun var trods alt også den yngste, og det havde nok også noget at sige, også selvom hun var ældre end de fleste i Elverly.

Egne følelser? Melarue kunne ikke lade vær med at kigge undrende på Yume'Ave. Var hun faldet for nogen? Det lød næsten sådan, men hun havde ikke lyst til at grave for meget i det hul. Hun vidste hvor korvarig nogle af de følelser til tider var, men måske en dag fandt Yume'Ave en hun ville bruge sin tid med.
Den nervøse trækning på Yume'Ave, som Melarue trods alt kendte, fik også smilet lidt ekstra til at trække i mundvigerne. "Jeg har altid ønsket at se deres land, og den arkitektur de bruger. De skulle være ufattelige gode kunstnere, skulptører, arkitekter og mere ved. Jeg tror deres magi og kunst vil kunne berige rigtig mange punkter her." Hun kiggede rundt i Skovfortet. Hun elskede skovelvernes arkitektur, men nogle gange ville det være rart med noget nyt at berige sig selv med. "Jeg er dog lidt betænkningsfuld overfor at de trods alt valgte at forlade os og flytte ned sydpå for så mange år tilbage, og at de ingen håndsrækning har givet os, men jeg vil mene at de er mindre barbariske end bjergelverne f.eks. kan være. Så både som Melarue og Forårets stemme, så kan jeg se stort potentiale i det." Og hvis hun selv kunne få lov til at besøge det mystiske Thal'Elor, så ville hun mere end gerne.