Mange ville sætte spørgsmålstegn ved det Daphnie havde sat gang i. Det var ikke normalt at folk frivilligt tog kontakt til deres overfaldsmand, men det var et behov Daphnie havde. 

 Eller et behov hun havde fået. Efter Jaris var forsvundet ud i det blå, midt i det hele - i en metaforisk forstand - var hun blevet forvirret. Forvirret over livet og hendes følelser. I et forsøg på at taget lidt kontrol, og fordi hun inderst inde følte at Zane skulle vide hvad han havde gjort ved hende. Fortælle ham at hun var sikker på han kunne være bedre, end en ond mørkelver, der overfaldt unge piger i skoven. 
 Daphnie havde derfor gjort hvad hun for at finde ud af hvordan hun skulle sende Zane et brev, og efter et par dage havde hun, ved hjælp af en kvinde magiske evner til at finde folk gennem minder og lidt krystaller, fundet frem til hvor hun skulle sende et brev, for at det nåede Zane. 

 Det havde været et sand projekt at få skrevet brevet, det havde sat mange følelser og minder i gang hos Daphnie, og hun havde måtte starte forfra flere gange fordi brevet blev vådt eller hun ikke kunne lide det hun havde skrevet. Da brevet var færdig var kuverten lukket, og forseglet, og Daphnie sad og kiggede på forsiden af kuverten.

Brevet nåede ham hurtigt nok, og selvom mange måske ville have troet at han bare ville smide det væk, havde modtageren læst det igennem flere gange.

I sidste ende, havde han så valgt at sende et svar, skrevet med (måske overraskende) kalligrafi:

 Et eller andet sted havde Daphnie lykkeligt glemt alt om brevet hun havde sendt af sted til mørkelveren. Der havde været så meget at se til med brylluppet og Lukas der ville være på tværs og truede med at sladre til Aksel om hvad han vidste helt præcist omkring Jaris og Daphnie. Derudover havde hun haft flere dage med kvalme og svimmelhed, og hun var begyndt at føle sig generelt utilpas. Derfor havde hun stået med blandede følelser da et svar tilbage på brevet dukkede op. 
 Blandede følelser der havde gjort det tog hende flere dage at tage sig sammen til at åbne det. Flere gange havde hun stået og kigget på det. Overvejede hvad der stod i det, om hun skulle åbne det og læse det, men hver gang var nervøsiteten blevet for meget. Nu vidste han jo tydeligvis hvor hun boede. Et eller andet sted frygtede hun hvad der stod i brevet, men hun vidste også godt, at et brev ikke kunne skade hende. 

 Da hun endelig fik samlet sig mod nok til at læse det, blev hun overrasket. Hun vidste ikke hvad hun havde forventet der ville stå - men det der stod kom bag på hende. Hun vidste ikke hvorfor, men hun begyndte at græde. Tårerne dansede en blid og let dans ned over hendes kinder, som hun måtte læse sætningerne flere gange, uforstående over hvorfor hun græd og hvorfor der stod som der gjorde. Havde hun faktisk haft ret? Var der noget lys inde i mørkelveren? 
 Jeg vil gerne undskylde for den traume jeg har påført dig. 
 Den sætning gik igennem hendes hoved selv flere dage efter hun havde gemt brevet væk under hovedpuden. Det fik en underlig varm fornemmelse til at sprede sig i hende bryst, at vide at hendes brev havde gjort en forskel. Og det havde givet hende blod på tanden til at gøre mere.