Som hun kom nærmere træpalæet hørte hun en lyd. Det fik hende til at virre med hovedet og vippe med ørene, men hun kunne ikke rigtig finde ud af hvor den kom fra. Så hun endte med at snige sig ind i selve palæet. Det var en mærkelig bygning, så anderledes fra hvad hun kom fra. Alt var lavet af træ, hvor tingene hun var vant til var af sten.
Men hun fulgte lyden. Hun kunne nu høre den tydeligere, men kunne stadigvæk ikke sætte ord på, hvad det var for en lyd. Så nåede hun til et rum med et stykke stof som dør. Ud fra rummet kom der en dis. Nej, det var damp. Eller Zanza var ikke sikker, så hun fejede stoffet til side. Der var nogen der sang derindefra. Hun snusede til luften. Den duftede sødt.
Men hun kunne ikke se noget derinde. Hele rummet var fyldt med damp. Hvad i alverden skete der? Hun var sååå forvirret.
