Hun sukkede som hun hævede hovedet, hvor længe havde det været nat? Hun fniste let af sig selv som hun rejste sig fra bænken og strækte sig, et mildt knæk forlod hendes skuldre. "arhh..De andre må have gået i seng nu ikke?" lyd det lavt som hun begyndte at gå tilbage til den lille landsby. Denne gruppe byvagter at blevet sent denne vej, efter handles ruten mistænkes at være usikker nær landsbyen, ikke at der var nogle beviser på det her? Men, rig, paranoid mand og man blev ved nød til at tage afsted? I det mindste var vi her nu? En rar by endelig..Sælger skøn mjød! tænkte hun kort som hun løftede den tomme flaske op fra bænken. "burde vel gå tilbage med den?" ikke at hun var fuld, en enkelt flaske gjorde nærmest intet for den blege androgen halv slange. Den mørkeblå kappe, nok mere sort i mørket hang for en gangs skyld ikke over hendes hoved, men hvilede blot på hendes skuldre. Dækket den samme farve våbenkappe over hendes bryst, som dækket ringbrynjen, og de sorte læder bukser.  De tunge støvler lavede mærker i det let bløde jord efter morgen regn faldet. De to flasker om halsen slog en klang som de gang på gang mødte hendes insigniet om halsen. De to sværd hang i bæltet nær nøglerne, nær håndjernende.

Hun gabte langsomt, som hun nærmede sig byen. Hvor sent er det endelig?tænkte hun kort, som hun træk sine fødder hen over jorden. Det dovne blik kun halvt åbent, ikke at hun endelig var træt, men sådan var det blot. Den flækket tunge hilste flere gange på verden som hun gik..træk sig frem. Natten var endelig smuk, selv om dagen startede våd, ikke en sky, en klar himmel med massere af stjerne og en dejlig klar måne, gjorde at selv en almindelig person kunne se denne nat. "Blot...fire dage mere?" lyd det stille som hun kiggede imod byen. En uge, her..En forbandet uge, i det samme område, i den samme by - jo ikke en træls by, men alligevel?! Der sker..INTET her. tænkte hun som kedsomheden allerede gik hende på, blot tre dage inde i deres opgave, netop i dette øjeblik træk hun sig imellem to huse i udkanten af byen.

Gående med en undrende mine på ansigtet, havde Luna gået i alt for lang tid, og det var virkelig blevet til timer nærmest. Der skete ikke ligefrem ret meget, men det skulle ikke stoppe hende. Hun var som altid på udkig, og klar til at kæmpe imod fjender. Men det så ikke ud til at der ligefrem var nogle, men måske hun bare skulle kigge nærmere efter. Natten var alligevel hyggelig, og flot men det betød nok også at de fleste enten sov, eller ikke var udenfor på dette tidspunkt. Et suk forlod hendes mund som hun betragtede omgivelserne. Som altid var hun iklædt de sædvanlige klæder, og hun summede lidt for sig selv. Lige nu følte hun sig lidt ensom, men hun var vant til det.

"Hmmm...Der må da være..."var de eneste ord der fløj ud ad hendes mund, før hendes øjne opfangede noget, og hun skyndte sig at kravle hen imod det. Hurtigere end hvad hun selv lige havde regnet med, men da hun kom nærmere blev hun skuffet. For det som havde virket som en farlig fjende, var blot en krukke der stod helt tom og alene. Luna kiggede nøje på krukken, for hun havde skam oplevet før hvor en krukke havde angrebet hende - okay måske ikke angrebet hende direkte, men altså. Det ene øjenbryn skubbede hun op i panden, imens hun lod sit blik glide ned over krukken. Efter lidt tid opgav hun, og drejede rundt og målbevidst gik hun væk derfra. 

Men da hun var gået nogle flere skridt fra krukken, kunne hun pludselig se noget andet, men måtte stå lidt længe for at sikre sig om, det mon var en fjende eller noget andet. Skulle hun tage chancen? hun kunne godt høre nogen talte, så måske der var en fjende i nærheden. Hun fik et bredt smil frem, og kravlede hen imod personen. Endnu engang blev hun skuffet som hun nærmede sig, men i stedenfor at stoppe sig selv, kom hun til at støde ind i personenen"Ih altså!! først krukker, og nu det her"råbte hun opgivende, som hun satte sig ned på jorden med et dybt suk. Armene foldede hun over kors, som hun lod sin hale løfte sig fra jorden"Det må være natten der spørger...Alle de fjender, som ikke angriber og er levende..."mumlede hun for sig selv med en lav stemme, som hun lod blikket møde jorden.

Disse natter var altid skønne, hendes patrulje gjorde hvad de var i gang med, forhåbentligt sov de, men realiteten var ofte noget andet, der var vel en kro i byen så mon ikke de kunne findes der, ellers sad de nok oppe til sent og snakkede, hun puste let ud og rystede hovedet. Tænkt at Alveet og Victor havde fundet sammen mes de var ude på denne patrulje, man kunne ikke andet end at ønske dette ikke blev et problem hvis noget faktisk skete på denne opgave. Igen hilste den særlige tunge på verden, i en længere periode, den hang let og tog indtryk til sig, dufte, og meget andet, stadig blot en stille aften. Et længere dybt gab forlod hende, hånden hævede sig foran den nu åbne mund. En besynderlig tillært vane, tillært for at andre ikke så hugtænderne, halvdyr manglede stadig den respekt til at kunne opføre sig som de ønskede. Hun blinkede nogle gange som gabet kom til sin ende. Måske hun selv skulle gøre sig klar til at sove.

Disse tanker kom dog ikke særlig langt før hun mærkede en eller anden nærmest kravlede ind i hende. Igen hilsten tungen i hast på verden, og blikket gik ned på den fremmede. Krukker? Akurra var mildt sagt forvirret, som hun lod blikket falde over denne..unge kvinde? som nu sad på jorden foran hende og mumlede om fjender, krukker, og andet. "Jeg...Godaften?" spurgte hun let og satte sig på hug foran den unge kvinde. "Der er ingen fjender her. Det kan jeg sikre dig." lyd det i den lette dovne stemme, som de dovne øjne i deres to farver kigget på den unge halv øgle, "Hvem angriber dig?" valgte hun at spørger, jo kvinden havde sagt noget andet, men unge halvdyr? Havde det aldrig nemt i sådanne byer, det kendte hun alt for godt selv, selv hendes kæreste da hun var denne piges alder, kom med racistiske bemærkninger, så mon ikke disse ord gemte noget andet.

Den lidt høje mumlende lyd fortsatte fra Luna, der bare stadigvæk sad på jorden. Hun kunne godt ligne en der havde opgivet at jagte krukker, og andre fjender. Men det var jo ikke til at vide, om der var fjender i nærheden, eller om denne person var en fjende. Halen bevægede sig op og ned, uden at hun valgte at styre det, for lige nu kunne den hale gøre hvad den ville. Efter nogle få minutter valgte hun alligevel at skule hen imod krukkerne, bare for at sikre sig, at de ikke pludselig gik til angreb. Da kvinden begyndte at tale, vendte hun hurtigt blikket hen på hende. Den mystiske kvinde, som Luna aldrig havde set før og hun var da også lidt mistænksom overfor denne kvinde.

"Godaften...Du er ikke en fjende er du"lød det bare direkte, fordi hun skulle være sikker, for så ville det betyde at hun skulle gøre sig klar til kamp. Måske hun også burde rejse sig op, i stedenfor at blive siddende på jorden, men hun var lige nød til at sikre sig at denne kvinde ikke ville angribe hende. Ligeså holdte Luna stadigvæk øje med krukkerne, fordi man vidste aldrig. Ordene om at der ingen fjender var gjorde Luna glad, som et meget dybt og lettet suk forlod hendes mund. Så behøvede hun da ikke tænke på det, hvilket var meget rart jo.

Hovedet lagde hun på skrå, og studerede nærmest kvinden lidt. Valgte også pludselig at gå rundt om kvinden, bare for at undersøge om denne mystiske kvinde var en fjende, eller måske en der var ude på at fange hende. Luna var på vagt overfor alt generelt, og kravlede fortsat rundt. Stoppede ikke engang, da hun hørte spørgsmålet om hvem der angriber hende. Hun skulede kort hen på krukkerne igen, og kunne også se nogle kasser ved siden af. En mistænkelig mine lagde sig over hendes ansigt"Det gør krukkerne, og kasserne sikkert...Måske andre ting også!"udbrød hun pludselig som hun lod halen glide op og ned lidt, og begyndte så at snuse til kvinden som hun var stoppet med at kravle rundt om hende. 

Akurra gjorde intet, blot blev på huk foran kvinden, og ventede til hun faldt mere til ro. Hvad end der gik denne kvinde på, virkede det slemt, livet måtte have været hårdt som hun virkede til at være bekymret for nærmest alt omkring pigebarnet, som hendes blik aldrig sad stille, søgte først en krukke, en kasse, og hun fandt nærmest mere ro i Akurras form, som alt omkring hende kontant blev studeret, men det mistænksomme blik bekymret tydeligt Akurra. "Selvfølgelig ikke." kommenteret Akurra i en rolig stemme, og forbliv på huk. "Jeg skaber ro og orden, er mit arbejde. Jeg tager mig af folks fjender." tilførte hun i et roligt toneleje, selv da kvinden rejste sig blev Akurra på huk, men fyldte den unge kvindes over på noget så simpelt som en krukke igen. Det lette suk som forlod pigen træk dog et smil frem på Akurra læber, et håb om pigen ville falde til ro, og forklare hvorfor hun sådan på vagt, var tydeligt.

Selv da pigen gik rundt om Akurra blev hun på huk, og lod pigen gøre hvad hun havde behov for at finde ro. "Krukkerne? Kasserne? Vil du forklare mig hvad de gør?" De bliver sikkert kastet efter den kære pige. Halvdyr havde nogle hårde liv, specielt dem der levede i byer, ingen forstod hvor svært det var at have en krop i krig med ens menneskelige sind, og det virkede tydeligt at denne unge pige, aldrig fik plads til at lære sig selv, eller, sådan forstillede Akurra sig hendes unge liv. "Jeg gør intet, så du behøver ikke være bange." hun holdt blikket lavt, og langsomt lod sig finde jorden mere, og endte i skrædderstilling. Mens den unge kvinde gik omkring hende.

Som ordene om orden forlod denne kvindes mund, lyttede Luna interesseret, selvom hun fortsat var en smule nysgerrig. Der var fortsat en lille frygt inde i hende, for at denne kvinde var en fjende. Men efter at have ladet hendes blik hvile sig endnu mere på hende, virkede det som om at hun nok ikke var en fjende, Dog var Luna vågen, og opmærksomhed på både krukkerne, og andre ting i nærheden for det var aldrig til at vide, hvornår der ville dukke noget op. 

"Det er en god ting, så er du jo ikke en fjende"lød det fra hende som Luna følte sig lidt lettet. Hun fik et lille smil frem på ansigtet, og betragtede kvinden lidt mere. Der gik dog ikke lang tid, før hun skulede hen imod krukkerne. Kunne tydeligt huske dengang, hvor de havde angrebet hende, eller det var hun næsten sikker på. Der var også nogle kasser, som Luna følte at hun var nød til at holde øje med for hvem kunne vide hvornår de ville gøre noget. Selvom det måske virkede ganske usandsynligt så kunne hun altså ikke undgå at holde øje med det hele.

Spørgsmålet om, hvad de gjorde fik Luna til at lade sit blik hvile sig på kvinden. Luna var klar til at kravle hen imod kasserne og krukkene, men hørte kvindens ord, hvilket fik hende til at sætte sig ned på røven. Hun lagde hovedet på skrå, og løftede halen lidt op"De har angrebet mig før... Krukker"svarede hun lavt, som hun lod sit blik falde ned imod jorden, og hun tænkte lidt. Måske hun burde undersøge om de krukker eller kasser, ville prøve på noget. Det virkede som en god idé, og hun rejste sig op, og puttede et større smil på ansigtet"Vi kan undersøge kasserne og krukkene!"udbrød hun bestemt og stædigt, for hun ville være sikker på at de ikke var fjender, som hun ville blive nød til at ordne. 

Først nu rejste Akurra sig, og vente front imod den unge kvinde, pige måske endda, blikket mødte hendes og fyldte det rundt, ganske rigtigt på de mange krukker og andet skrammel folk havde liggende mellem huse. Gammel krukker, kasser og hvad ellers som ikke havde et formål i øjeblikket og der stod de to, den ene med livlige øjne der altid søgt nyt, og den anden som forsøgte at være rolig.
"Vil aldrig være en fjende, så bare rolig." svaret hun forsigtigt til den unge kvindes ord, og gik med kvinden til den nærmeste krukker, og Akurra lod sin hånd hvile imod krukkens rim, som de stod der, og det tydelige eftertænksomme blik i den unge kvinde fangede hendes eget blik og den lille kommentar om fortiden angreb fangede hurtigt halv slangens opmærksomhed.

"Når du siger de har angrebet dig før? Hvordan gjorde de det?" spurgte hun forsigtigt, og tog hånden fra krukken.
"Nogle der kastede dem efter dig?" tilførte hun nærmest øjeblikkeligt og forsatte med at trække sine fødder hen over jorden nær kvinden som de bevæget sig til den næste kasse eller krukke, hvad kvinden søgte var Akurra i denne stund endelig ligeglad med, hvis det hjalp hende finde ro at de undersøgte det, så gjorde de det, også derfor det eneste svar der forekom på det sidste spørgsmål var intet andet end et kort nik, før Akurra lod den unge kvinde føre dem fra krukke til kasse, eller hvad ellers hun tænkte de skulle. Det store smil var rart at se, på trods af alt det sære ved situationen, og den sære opførelses for den unge kvinde gjorde det ikke nemmere at læse situationen.

Var hun faldet lidt til ro? Nu hun smilte?

Tænkte Akurra kort, som de fandt den næste krukke, hvad var det kvinden søgte? En legesyg Alf? Der var, desværre mange muligheder med så mange sære magiske egenskaber og væsner, men hvad havde gjort alt dette ved denne unge kvinde.