De dage, hvor Llyon ikke befandt sig på châteauet, var uden tvivl Eleanors yndlingsdage. Nok havde hun ikke nær så meget frihed, som hun havde haft førhen, men det var så meget bedre end normalt. Godt nok var det ikke usædvanligt, at dæmonen forlod hjemmet, men det var sjældent, at hun fik det at vide i forvejen, og dermed sjældent, at hun faktisk havde tid til at planlægge og forberede sig. Lige så snart hun havde fundet ud af, at Llyon regnede med at tage afsted, havde hun stået og ventet. Hun havde knapt sovet om natten, hun havde mange planer, som hun havde tænkt sig at nå, før han kom tilbage. Allerede kort efter solopgang var hun ude af sengen, havde sat håret så det blev holdt væk fra ansigtet og var iklædt en af sine sædvanlige behagelige kjoler i en dæmpet blå farve.
Det havde været svært at være tålmodig, og til sidst havde hun forsigtigt forladt værelset, var listet rundt for at se, om hun kunne spotte Llyon. Det virkede bestemt til, at han var taget afsted. 

Det havde ikke været muligt for hende at finde ud af, hvornår Llyon kom tilbage, så hun havde travlt. Hun havde tænkt sig at se, hvordan det gik med forretningen, forhåbentlig afhøre nogle af de mange ansatte. Hun havde jo trods alt selv været med til at drive forretningen engang for mange år siden. Egentlig var det ikke fordi, at der var meget at sige til Llyons måde at drive forretningen, uanset hvor meget det gik hende imod, måtte hun give ham, at han var en dygtig forretningsmand. Men hun hadede alligevel at være holdt udenfor, forretningen var mere hendes end hans! Desuden, så længe han ikke opdagede noget, kunne det jo næppe skade at tjekke op på, at det hele foregik, som det skulle. 

Starten af dagen var gået med at gå rundt og iagttage, hvad der skete i huset og på den omkringliggende grund, evigt noterende i notesbogen, som hun gik med i hånden. Bagefter kom turen til de mange ansatte, hun var meget nøje med, hvem hun hev til side for at udspørge, det skulle jo helst ikke komme Llyon for øre, at hun gik og snuste rundt i ting, som han ikke mente vedkom hende.

Flere af de ansatte gjorde hvad de kunne, for at undgå Eleanors udspørgen, velvidende om, at husets herre ønskede, at de holdt sig fra hende, men det var ikke alle, som formåede at slippe væk. Han fik stoppet en ung knægt på gangen, så hun kunne stille ham nogle spørgsmål.
"Og hvor mange kasser sagde du, at der var blevet solgt?" Hun nikkede for sig selv, mens hun lyttede og noterede. Meget mod sin vilje måtte hun indrømme, at Llyon jo egentlig tog sig ganske godt af forretningen. Det var jo egentlig en god ting, hun ville jo nødigt så familiems forretning gå til grunde, men det gjorde ondt nok at se en 'fremmed' styre forretningen, og det gjorde så lige lidt mere ondt, at han oven i købet gjorde det godt.

Færdig med at udspørge den stakkels knægt, vendte hun sig om for at fortsætte sine gøremål, hun ville gerne finde nogen, som kunne give list flere detaljer. Netop som hun vendte sig, så hun et glimt af en sort hale, som forsvandt rundt om hjørnet. Percival, formentlig.. hun hadede Llyons lille kælekat. Både fordi han havde en tendens til at gøre livet surt for hende, både ved at plage hende og sladre til Llyon, når hun lavede noget, som hun ikke burde, men også fordi, at hun fandt det skammeligt, hvordan han accepterede bare at være et glorificeret kæledyr. Og det var så helt uden at snakke om, hvor skummel Llyons interesse for den unge dreng var.
"Du kan godt komme frem, Percival, jeg har set dig" hun lagde armene over kors og så afventende mod hjørnet, hvor hun vidste at halvkatten gemte sig.

Irriteret skulede Eleanor til den forkælede halvkat foran hende, havde han virkelig intet bedre at lave, når Llyon ikke var hjemme? Om ikke andet så kunne Llyon da have taget ham med, så hun ikke skulle hænge på ham! 
"Har du virkelig ikke noget bedre at give dig til? Som for eksempel at ligge på knæ for din ejer?" Snerrede hun irriteret. Hun havde aldrig, med sikkerhed, fundet ud af, hvad Percival og Llyon lavede sammen, når dørene var lukkede, men tjenestefolkene snakkede jo, og det var svært ikke at lytte til, hvad de sagde. Desuden havde de jo ret, det var utroligt mystisk og upassende, at en voksen mand sov sammen med et barn, især når den mand havde en så usund fascination af barnet, som det lod til, at det var tilfældet med Llyon og Percival. Normalt holdt hun selvfølgelig de tanker for sig selv, men hvis Percival sladrede, ville hun jo blive straffet uanset.

Med lidt held ville hun dog være i stand til at placere bare en lille smule tvivl i Percival, selvom det nok ville blive svært. Hun kunne da i hvert fald ikke bare lade være med at forsøge.
"Og hvordan har du så tænkt dig, at han skal finde ud af det? Du har ingen beviser" Selvfølgelig vidste hun godt, at chancen for, at Llyon ville vælge at tro på Percivals ord var langt større, end at han ville tro på hendes forklaring. Det var trods alt ikke fordi, at der var mange varme følelser imellem dem. 

"Og han tager dig ikke engang med, når han forlader huset, gør han vel?" Hun så på ham med falsk medlidenhed i blikket.
"Det er lige før, at jeg kommer mere ud, end du gør. Du er mere fanget her end jeg er" Hun tvivlede på, at Percival var begyndt med de usynlige lænker, som holdt hende fanget, lige nu var hun mest af alt ude på at ramme nogle af hans, forhåbentligt, ømme punkter.

Mon Percival overhovedet var klar over, hvad hans plagerier og beskyldninger havde af konsekvenser for hende? Hun tvivlede på, at han var dum nok til at tro, at det blot blev til en simpel reprimande, men kendte han faktisk til Llyons grusomme sider?
"Bare vent til han en dag bliver træt af dig, og du bliver udsat for de samme straffe" mumlede hun sort, klar over at Percival så rigeligt burde være i stand til at høre det. Det irriterede hende, at Percival havde denne magt over hende, at han bare kunne gå til Llyon og få hende straffet, hvis han ønskede det. 

Selvom hun ikke var det mindste i tvivl om, hvem af dem Llyon ville vælge, hvis han endelig blev tvunget til at vælge mellem Percival og hende. Percivals selskab lod det faktisk til at han nød, måske lidt for meget, mens hun jo nok mest af alt var til besvær. Nej, hun gjorde sig ingen illusioner om, at Llyon havde nogle former for varme følelser for hende, og før Percival kom til, ville hun have svoret på, at dæmonen ikke var i stand til at føle nogle varme følelser for et andet levende væsen. Men hun havde stadig en værdi for Llyon, for ellers var hun sikker på, at hun også var blevet slået ihjel, og så længe hun kunne tjene Llyon de krystaller, som hun gjorde lige nu, følte hun sig i det mindste nogenlunde sikker. Ikke at hun troede, at det ville stoppe Llyon fra at straffe hende igen, hvis Percival svarede. Men alt var vel bedre end døden?

Grebet om bogen blev strammet, den ville næppe have den store værdi for hverken Llyon eller Percival, men det ville være en smal sag at få en tjener til at læse indholdet.
"Det er min, du har ingen bemyndigelse til at forlange at få den udleveret" Ganske vist var han Llyons yndling, men hun nægtede at anerkende, at Percival på nogen måde skulle være over hende selv.

Nok bar Eleanor formentlig noget af skylden for, at hende og Percival aldrig havde fået noget tæt forhold. Hun afskyede halvkatten, og det primært på grund af hvem, der var hans ejer. Det var jo som sådan ikke noget, han selv havde kontrol over. Men jo længere tid hun brugte med ham, jo mere blev hun klar over, at hun bare generelt ikke kunne lide ham. Han var selvoptaget og besat af at behage sin ejer. Og så var han så ganske forbandet arrogant! Det var nok noget af det, som irriterede hende mest. Især fordi han ikke havde noget velæg for sin arrogance.

Den selvsikkerhed som han førte sig frem med, bragte virkelig hendes sind i kog. Han vidste slet ikke, hvor forfærdelig Llyon kunne være og hvordan hans humør kunne svinge, han burde slet ikke være så stolt og selvsikker, hans ejer var jo et uhyre. 
"Er du sikker på det, Percival? Hvor særlig tror du, at du er for ham?" Stemmen var sukkersød, men det kølige blik afslørede hendes egentlige følelser.
"Tror du, at der ikke har været andre før dig? Der har været mange, jeg har set dem alle komme og gå. Unge drenge som alle har fanget Llyons interesse, og som var 'meget vigtige' for ham" Blikket veg ikke fra ham så meget som et sekund, hun ville være sikker på, at hendes ord ramte nøjagtig så hårdt, som hun agtede.
"Jeg har set dem alle komme og gå, de har så stor værdi for ham, indtil de en dag ikke er så unge og smukke mere, og så pludselig en dag, så er de væk. Det sker for dem alle sammen" Hun lagde hovedet på skrå og så igen på ham med så meget falsk medlidenhed, som hun overhovedet kunne mønstre.
"Men har du overvejet, at jeg stadig er her?" Ganske givet var det meget mod hendes vilje, men derfor var det jo alligevel sandt. Så længe hun makkede ret, var hun ret sikker på, at Llyon ikke havde nogen intention om at skaffe hende af vejen.
"Tro mig, når han engang bliver træt af dig, så vil du blive straffet, nøjagtig ligesom alle os andre. Hvis han da ikke vælger bare at slå dig ihjel" Hun ville ødelægge det perfekte billede, som Percival havde af Llyon. Hvis hun nu kunne få Llyons yndlings kæledyr til at hade ham, ville det være den perfekte hævn.

Nok vidste Eleanor langt fra alt, hvad Llyon rendte og foretog sig, men det var jo ligegyldigt, det var så nemt at finde på løgne til at fylde hullerne. Desuden var Percival jo bare en naiv lille dreng, han vidste ikke bedre og selv han måtte da have bemærket, at Llyon til tider kunne opføre sig lidt sært. Selvfølgelig ville det forklare det hele, hvis det var et spørgsmål om tid, før Percival skulle skiftes ud. Det var i hvert fald, hvad hun satsede på at han tænkte. Det var sikkert, hvad hun ville tænke, hvis hun ikke vidste bedre.
Hun burde sikkert habe ondt af den unge halvkat, måske endda forsøge at alliere sig med ham, så de sammen kunne arbejde på at blive fra for deres herre. Men lige fra starten havde Percival været et lydigt lille kæledyr, og desuden havde Llyon forbudt hende at sætte alle mulige ideer i hovedet på ham. Hvor gal ville hendes 'bror' mon ikke blive, hvis han fandt ud af, hvad hun stod og fortalte.

Hun tøvede, med at svare på hans spørgsmål. Hvor meget af det hun sagde ville mon komme tilbage til Llyon? Hvis Percival blev skræmt nok, ville han så holde kæft?.. Eller ville det i endnu højere grad få ham til at sladre? Hun bar ikke i tvivl om, at straffen ville blive grusom, hvis Llyon opdagede, at hun havde gjort sit bedste på at skræmme Percival og ødelægge den kærlighed, som han havde til sin herre. Ubevidst knyttede hun hårdt sin næve, Llyon kunne skride tilbage til hvad hul han end var krøbet op fra! Han skulle ikke have lov til at skræmme hende, og da især ikke, når han slet ikke var til stede.
"Hvad tror du, at der sker med dem?" Hun trådte tættere på ham, bare for at give indtrykket af, at hun var ved at fortælle ham en forfærdelig hemmelighed.
"Nogle af dem kan han ikke helt få sig til at skille sig af med. De bliver hans slaver, kæledyr, og du var vel set, hvordan han behandler sine slaver?" Han så den 'stakkels' halvkat i øjnene, han måtte da have set, hvor forfærdelig en herre Llyon kunne være.
"De andre forsvinder. Bliver taget væk af Llyon eller fremmede mænd, den ene dag er de her, den næste er de ikke. Mit gæt er, at de enten bliver solgt videre som slaver eller slået ihjel. For deres skyld håber jeg, at han slår dem ihjel" hviskede hun, godt klar over at hans halvdyrssanser ville gøre ham rigeligt i stand til at høre hende.

Skulle hun være ærlig, kom det bag på Eleanor, at Percival faktisk vidste lidt om, hvordan slaverne blev behandlet. Hun tvivlede dog stadig på, at han kendte til mange detaljer. Hvilket kun gjorde det endnu mere irriterende, når han snakkede som om, at ham vidste alt der foregik.
"En dag ender du ligesom alle de andre. En dag kommer der en, som vinder Llyons opmærksomhed og tro mig når jeg siger, at han ikke har nok fascination og venlighed til at dele det mellem to" Det skulle ikke komme bag på hende, hvis det skete en dag, for så særlig kunne Percival jo heller ikke være. Om ikke andet så ville det ske naturligt en dag. Det var Llyons velsignelse, at han var dømt til at leve for evigt, også selvom han så med tiden måtte skaffe et nyt legetøj. For hende var det en forbandelse, for det betød en potentiel evighed, hvor hun var tvunget til at tjene Llyon.

"Forskellen på os to, Percival, er, at jeg faktisk har kendt til frihed. Der har været engang, hvor jeg ikke var underlagt vores bøddels nåde, og når du først har smagt friheden, så kan man aldrig give slip på den igen" roligt mødte hun Percivals kølige vlik. Halvkatten skræmte hende ikke det mindste, han kunne ikke engang sammenlignes med Llyon.
"Desuden har du ingen ide om, hvad han gør ved mig, som så brændende får mig til at søge friheden, selvom det fører til straf igen og igen" Hun skyldte ikke Percival nogle forklaringer, men alligevel brændte hun så forfærdeligt efter st fortælle ham præcis, hvad hun så ofte blev udsat for. Ikke for at vinde hans sympati, men for at straffe ham, han skulle vide, hvilket monster han delte seng med. Desuden hvde hun højest sandsynligt allerede sikret sig en seriøs afstraffelse, når Percival sladrede til Llyon om deres lille samtale, så hvad holdt hende egentlig tilbage? Udover frygten for, at Llyon stadig havde nogle forfærdelige tricks oppe i ærmet altså..

Overbærende rystede Eleanor på hovedet, nærmest som var det et barn, som hun stod og diskuterede med. Det var jo egentlig ikke helt forkert, Pdrcival var et barn, eller i hvert fald tæt på. Uanset så stadig ung nok til, at Llyon stadig fandt ham helt skinnende og interessant, hvor klam denne fascination så end var. 
"Du overvurderer din egen magt, Percival. Hvis, eller nok nærmere når, Llyon finder en, som er mere interessant, kommer du ikke til at have det fjerneste at sige" Nok kunne han ikke selv sige det, men Eleanor troede fuldt og fast på det. Hun burde nok have ondt af Percival, han gik en skæbne i møde som han selv var så blind for. Men Percival var også forbandet irriterende, så han fortjente næsten den skæbne.
"Der kan ikke sættes en pris på kærlighed. Og selv hvis der kunne, tror du så, at 185 diamanter betyder noget for Llyon? Det kunne lige så vel være en dråbe i havet!"

Percivals stemme mod hendes øre, fik det til at løbe Eleanor koldt ned ad ryggen. Han mindede om Llyon.. En mindre og klart mindre ondskabsfuld Llyon, men lige i dette øjeblik, var der en klar lighed mellem dem alligevel. Hjertet hamrede i hendes bryst, men alligevel formåede hun at tbinge et køligt snil frem.
"Det er jeg sikker på, at han vil give dig lov til.. Så kan du se, hvad der venter dig, når du ikke længere er så interessant for ham" svarede hun ham sukkersødt. Hun placerede sine hænder på hans skuldre og skubbede ham væk, hun kunne ikke fordrage, når han rørte hende. Generelt var hun ikke ret glad for berøringer. 

Et kortvarig lrgerlig følelse bredte sig i Eleanor over, at Percival ikke faldt bagover på trods af skubbet kom bag på ham. Forbandede halvkat. Llyon ville med garanti straffe hende uanset hvad, og straffen ville formentlig blive voldsom og nådesløs, så det ville næppe gøre tingene meget værre, hvis Percival faktisk var faldet, men den lille tilfredsstillelse fik hun dog alligevel ikke lov til at få.

Hendes blik fulgte ham, mens begivenhederne for alvor begyndte at køre gennem hendes hoved. Hun kunne godt se, at hun havde begået en kæmpe stor fejl, men alligevel så fortrød hun det ikke helt. Den møgforkælede knægt havde godt af at blive sat lidt på plads. Med lidt held havde hun endda formå et sætte bare et spinkelt korn af tvivl i hans tanker. Hvilken fryd det ville være, hvis Llyons yndlingslegetøj endte med at svigte ham og stikke af. Det ville med sikkerhed gå ud over hende, men det var ligefør, at det ville være straffen værd, bare for at se Llyon lide lidt.

Apropos Llyon.. hvornår ville han mon komme hjem igen? Percival ville sikkert sladre lige så snart han fik øje på dæmonen. Hurtigt skyndte hun sig mod sit værelse, det var aldrig til at sige, hvordan Llyons vrede ville ramme, og hun havde trods alt nogle ting, som hun ønskede at holde i sikkerhed. For ikke at tale om notesbogen, som Llyon næppe ville blive glad for, hvis han altså fandt ud af, hvad der stod.