Det føltes som om, at der var gået et år, og samtidig føltes det som om, at der kun var gået et par dage. I virkeligheden var der gået et par uger. Et par vidunderlige uger, hvor Nicola havde været væk fra bordellet og, vigtigst af alt, væk fra Enzel. At de uger havde været brugt sammen med Phillippe, ja, det gjorde bare det hele meget bedre. På mange måder havde dagene hos Phillippe været perfekte, Nicola havde indset, hvor meget han faktisk holdt af snedkeren, og det havde været fantastisk at få lov til at bruge tid med ham, uden at de skulle være bange for, at nogen pludselig kom vadende ind. I hvert fald lige indtil Phillippe havde været sammen med Enzel. Ikke at Nicola ikke havde tilgivet ham det, men derfor havde det stadig, og gjorde stadig, ondt at blive svigtet på den måde. 

Egentlig havde Nicola jo hele tiden godt vidst, at han ikke kunne blive hos Phillippe, det var simpelthen alt for risikabelt, hvad nu hvis Enzel lige pludselig kom på besøg? Det ville være direkte farligt. Han havde virkelig forsøgt at trække sin tilbagekomst til bordellet, men det havde ligget som den her lurende trussel et sted i udkanten af hans bevidsthed konstant og hele tiden, og til sidst kunne han lige så godt give op og gøre sig klar til at vende tilbage. Så sandt som gjort, han havde formået at slippe ud fra Phillippes værksted, og nu skyndte han sig afsted mod bordellet.

Enzel skulle jo helst ikke gætte, at Nicola havde brugt de sidste uger hos Phillippe, så han var iklædt det samme snavsede og ødelagte tøj, som da han sidst havde forladt bordellet. For lige at sætte prikken over i'et havde han gnedet noget snavs rundt på kroppen og i håret, forhåbentlig ville Enzel tro på forklaringen om, at han havde rendt fuldkommen fortabt rundt de sidste par uger.

Snart kom bordellet til syne, og selvom Nicola havde en overvældende lyst til at vende sig om og løbe tilbage til Phillippe, fortsatte han målrettet mod bygningen. Lige fra han trådte ind ad døren, kunne han fornemme pigernes blikke på sig. En smule dårlig samvittighed ramte ham, det kunne ikke have været nemt for dem at bo sammen med Enzel mens Nicola havde hygget sig hos Phillippe. Han skænkede dog ikke pigerne så meget som et blik, i stedet for gik han direkte ud mod haven, hvor han så mange gange før havde siddet sammen med Enzel. Bordelejeren skulle nok snart gøre ham selvskab, pigerne var sikkert allerede i fuld gang med at fortælle om Niclas nærmest mirakuløse hjemkomst. 

Det kunne næppe tage lang tid, før Enzel ville slutte sig til ham i haven. Hvad mon bordelejeren troede, at der var sket i de to uger, hvor Nicola havde været forsvundet? Det havde jo været tydeligt, at Enzel ikke havde gættet, at Nicola faktisk befandt sig rimelig tæt på bordellet, i det lille værksteds som tilhørte Phillippe.. eller måske titlen 'Enzels nye legetøj' var mere passende? Mindet om Phillippes tilståelser fik en grim smag frem i Nicolas mund. Han burde ikke tænke på den slags nu, det var vigtigt, at han virkede til faktisk at være glad for at se Enzel.

Afventende satte han sig på bænken. Det føltes som en livstid siden, at han havde været i haven sammen med Enzel, og deres forhold var blevet gjort mere officielt. Der var sket så utroligt meget siden da. Hele hans liv havde ændret sig siden da, og han havde en slem mistanke om, at haven igen ville danne ramme om endnu en kæmpe forandring, for han havde alle forventninger om, at Enzel ville tage sine forholdsregler så Nicola ikke kunne stikke af igen.

Det var ikke spor svært for Nicolas følsomme øre at høre, hvordan Enzel hastede ud mod haven. Hvert øjeblik nu ville han bryde gennem døren og ud i haven. Nicola nåede lige præcis at rejse sig fra bænken og stille sig klar, før Enzel gjorde sin entré. Blikket faldt ned mod jorden, halen hang nærmest helt slapt og selv de sorte øre lignede nærmest at hang lidt trist. Det var ikke løgn, Nicola var ked af det, men ikke af de grunde, som Enzel sikkert ville tro. Han hang lidt ekstra med skuldrene, bare for at se lidt mere ynkelig ud, han skulle jo gerne sælge illusionen om den fortabte og mishandlede elsker, som endelig havde fundet vejen hjem.

"Hej" han hævede blikket en ganske lille smule, bare nok til, at han lige akkurat kunne se på Enzel. Det var svært ikke at spænde op i kroppen og forberede sig på et angreb, for Enzel havde jo før vist, hvordan han reagerede, når han for alvor blev gal.

Så Enzel havde faktisk troet, at han var død? Måske havde det så faktisk været en bedre ide at stikke af, forsøge at skaffe en plads på et skib til Rubinien. Men han kunne jo ikke leve helt sit liv bange for, at han en dag ville støde ind i Enzel. Men derfor føltes det nu bestemt ikke som om, at han havde truffet det rigtige valg.
"Det troede jeg også næsten, at jeg var" Det havde jo også været tæt på, havde Phillippe ikke fundet ham.. Men det kunne Enzel jo aldrig få at vide.
Igen gik han hen og satte sig på bænken, langsomt som om han stadig havde voldsomme smerter. Han klippede på sædet ved siden af sig.
"Kan vi sidde ned lidt? Det er en længere historie" I det mindste ville han ikke behøve at opdigte, hvad Asad havde gjort ved ham. Bare tanken om den forfærdelige man fik Nicola til at ryste voldsomt. 

"Det var Asad. Han er et monster, virkelig. Jeg prøvede at være dygtig og gøre, som han ville have mig til, jeg ville jo ikke skuffe dig" Han pausede og så på Enzel med et ansigtsudtryk, som forhåbentlig så undskyldende og brødbetynget ud, hvis han kunne give Enzel lidt dårlig samvittighed, ville det nok kun være en fordel.
"Han var så voldelig ved mig, tog mig nøjagtig som han ønskede uden at lytte når jeg tiggede og bad ham lade være. Det føltes som om, at han blev ved i en evighed, som om det aldrig ville stoppe igen" stemmen knækkede over, det var forfærdeligt at være tvunget til at genleve den forfærdelige episode. Rystende tog han en dyb ånding.
"Han tog mit syn fra mig flere gange, men blandt andet da han smed mig ud. Jeg gik rundt i flere dage uden at vide, hvor jeg var, jeg gik bare i håbet om, at jeg ville ramme bordellet på et eller andet tidspunkt. Jeg.. jeg tror, at jeg gik forkert, for jeg endte ikke på bordellet. jeg ved ikke engang, hvor mange dage der var gået" ville Enzel tro på historien om, at han havde vandret rundt, ude af stand til at se og ude af stand til at finde hjem? Det var den bedste historie Nicola kunne komme på, hvor han stadig holdt sig nogenlunde til sandheden.

Det var nærliggende at tro, at Enzel havde bedt Asad om at fortsætte den afstrafelse, som Enzel ikke havde været i stand til at afslutte. Men nu havde Nicola befundet sig på bordellet, og Enzel havde altid værnet om forretningens gode navn og rygte, så det skulle jo helst ikke hedde sig, at han mishandlede de ansatte.
"Det ved jeg, du har altid behandlet os pænt" alle andre end mig havde han nær tilføjet, men han var faktisk ikke helt sikker på, om det ville gøre Enzel sur eller give ham endnu dårligere samvittighed, og lige nu var ikke tidspunktet til at tage chancer.

Så Enzel havde alligevel ledt efter ham.. Nicola havde da haft sine tvivl, taget i betragtning af, hvor hurtig Enzel havde været til at springe på Phillippe. Det havde nok været meget godt, at han så primært havde holdt sig indenfor.
"Nogle gange tror jeg ikke at byvagterne kan finde deres egne sko, selvom de har dem på" mumlede han lavt, han havde aldrig haft meget tilovers for byvagterne. Alle dem som eksisterede for at 'hjælpe' folk, havde han generelt mistet håbet og troen til, i sidste ende eksisterede folk kun for at hjælpe sig selv.

Nicola greb Enzels hænder, så han kunne fjerne dem fra sine kinder, han hadede berøringen, men han sørgede for istedet at kbuge Enzels hænder hårdt, bare så det ikke virkede som en afvisning.
"Han er alt for farlig, Enzel. Jeg vil ikke have, at han udsltter dig for det samme, som han gjorde ved mig" han holdt Enzels blik fast. Egentlig så han hellere end gerne, at nogen mishandlede Enzel, så han kunne smage noget af sin egen medicin, men han kunne ikke risikere, at Asad sagde noget, som gik imod hans egen fortælling om, hvor han havde været henne.

Selvfølgelig var Enzel ikke bange for Asad.. Var Enzel overhovedet bange for nogen eller noget? Han havde virket bange dengang med monstret i cellen, men det kunne også have været mange andre ting.
Det var en kraftpræstation i sig selv, at Nicola ikke rev hænderne fri, følelsen af læberne mod huden gav ham ligefrem kvalme, men han blev pænt siddende.

Ordene klingede hult hos Nicola, og endda mere, end de normalt gjorde. Hvis Enzel virkelig elskede ham, på trods af de vanvittige ting de havde udsat hinanden for, hvorfor havde han så valgt at være sammen med Phillippe? Sandheden var, at der næppe var nogen kærlighed mellem ham og Enzel, og det havde der aldrig været. Men den sygelige fascination, som Enzel havde af ham, var trods alt stadig noget som kunne udnyttes. Derfor lagde han armene rundt om Enzel, og klemte ham ganske lidt ind mod sig.
"Jeg elsker også dig. Det var så forfærdeligt, at være derude.. helt alene.. ikke vide, om jeg nogensinde ville få lov til at komme hjem" hans stemme var lav, han forsøgte at genkalde sig alle de gange, han havde følt lige netop de følelser, så Enzel forhåbentlig ville købe løgnen.

Ud af øjenkrogen så han over mod døren, det skulle ikke undre ham, hvis nogen af pigerne lå lige ude af syne for at lytte med på samtalen. Han kunne ikke bebrejde dem det, men samtidig ville han helst undgå deres nysgerrige øre. Hvis en af dem opdagede et hul i hans historie, ville de sikkert ikke tøve med at fortælle det til Enzel.
"Måske vi skal gå ind på værelset?" Det sidste han havde lyst til var, at være låst inde på det lille og indelukkede værelse, men uanset ville han jo ende der før eller siden.

Det ville være virkelig nemt at tro på det gode i Enzels ord. Tro på, at fra nu af ville alt være anderledes, være nemt. Men det ville være direkte dumt at tro det. Enzel kunne ikke ændre sig, i hvert fald ikke så meget. Når han først var kommet sig over chokket, ville alt vende tilbage til det gamle, tilbage til det samme helvede, som han ellers havde turde tro på, at han var væk fra.

Mens de gik den korte vej fra haven og ind på værelset, flettede Nicola sine fingre sammen med Enzels. Skuespillet var begyndt igen, og han kunne allerede mærke den alt for velkendte knugende fornemmelse i maven. Forhåbentlig ville det være nemmere at blive i rollen den her gang.. Måske ville Enzel ligefrem være sødere mod ham? Enzel virkede da til at have været rimelig ødelagt over hans pludselig forsvinden. Men selvfølgelig ikke mere ødelagt, end at han havde kastet sig i armene på Phillippe. Bare tanken fik ham til at stramme sit greb om Enzels hånd et kort øjeblik. Han blev altså nødt til at blive bedre til at kontrollere sin vrede, så han ikke afslørede, at han kendte til forholdet mellem Enzel og Phillippe.

Lettere forundret så han til, mens glasset blev fyldt med den klare væske, i stedet for den mørkerøde som han havde forventet.
"Er du ligefrem gået hen og blevet afholdsmand, Enzel?" Det var ment som en spøg, og han forsøgte da også at smile, men smilet nåede aldrig øjnene og forsvandt hurtigt. I stedet skyndte han sig at tage en tår af vandet.
"Hvad lavede du.. mens jeg var væk?" han ville have ham til at indrømme, at han havde været sammen med en anden, men det ville nok ikke blive nemt.
"Ledte du efter mig?"

Det var så svært ikke at grine over Enzels reaktion. Selvfølgelig havde Enzel ledt efter ham, lige indtil han sprang i senge med Phillippe altså. Det var så svært st tro på, at Enzel havde været så ked af det, når nu Nicola vidste, hvordan han havde dulmet sorgerne. Hvor tilfredsstillende ville det ikke være at afsløre, hvor meget han faktisk vidste, og så bare skride. Men det var ikke en mulighed, for hvad havde han så tilbage? Absolut ingenting, for Phillippe kunne han jo heller ikke stole på. Han havde altså virkelig det dårligste held når det kom til mænd.
"Det overrasker mig en anelse, at du stadig stoler på byvagterne" endte han til sidst med at svare. Det ville ikke komme bag på ham, hvis byvagterne bare havde krøllet tegningerne sammen, så snart Enzel havde vendte ryggen til.

Enzels ærlige ord, kom en anelse bag på ham. Selvfølgelig var deres lille kærlighedsbobbel sprunget, da ham havde valgt at tage Enzel med magt, men Nicola havde da troet, at han havde solgt illusionen om, at de stadig var forelskede. Tydeligvis ikke..
"Jeg ved godt, at du tvivler, eller i hvert fald har tvivlet på mine følelser" Han bed sig i læben og så ned på deres hænder
Kærlighed får folk til at gøre dumme ting, Enzel.. Også selvom det måske ikke er det, som er bedst for en selv" han løftede deres hænder op til munden, så han kunne placere et blidt kys på Enzels håndryg. Enzel kunne jo ikke vide, at han kun var kommet hjem, fordi han ikke havde andre steder at tage hen, så forhåbentlig ville det hjælpe på løgnens troværdighed.

Havde det ikke været så vigtigt, at hele hans skuespil var perfekt, havde Nicola nok sukket lettet. Enzel troede faktisk på ham! Han troede virkelig stadig, at deres kærlighed var reel. Hvor var det egentlig naivt, kunne Enzel slet ikke huske alle de ting, som de havde udsat hinanden for? Hvordan kunne Enzel dog overhovedet tro, at nogen faktisk kunne elske ham.

Hjertet begyndte at slå ubehageligt hurtigt i brystet på Nicola, da Enzel begyndte at læne sig ind mod ham. Det føltes som om at det var år siden, at han sidst havde været så tæt på ham, selvom det jo kun havde været relativt få dage. Han havde helt glemt, hvor ubehageligt det egentlig var at være så tæt på ham, og det blev langt fra bedre, da Enzel så trykkede læberne mod hans. 

Skulle Nicola være helt ærlig, var han rimelig imponeret over, at Enzel havde holdt sig så længe, normalt tog han jo ikke hensyn til, hvor ubehagelige eller smertefulde hans tilnærmelser var. Kunne det faktisk være en mulighed, at Enzel havde ændret sig på de få dage? Næppe, for så ville han vel have holdt sig tilbage, indtil Nicola selv gav udtryk for, at han var klar, uanset hvor lang tid det så ville tage. For selvom han langt fra havde lyst til at kysse, eller mere, med Enzel, vidste han at det var en del af det liv, som han endnu en gang havde valgt.

Kyssene fik lov til at stå på i lidt tid, men Nicola sørgede for at holde godt fast i Enzels hænder, det skulle helst ikke udvikle sig til mere, ikke endnu i hvert fald. Forsigtigt trak han sig lidt tilbage, da kyssene havde varet længe nok, så han kunne komme tim at svare på spørgsmålet.
"Et bad" Han smilede undskyldende, som om at et bad var en latterlig grund til at afbryde deres kys.
"Jeg føler mig beskidt og ulækker, så et bad ville være rart" Og det ville være en undskyldning for at få Enzel lidt på afstand, hvis han altså kunne få lov til at få karret for sig selv.

Skulle Nicola være helt ærlig, så forventede han, at Enzel ville nægte ham den simple forespørgsel. Det ville jo ligne ham, ville det ikke? At forlange, at der var visse behov, som skulle ordnes, før noget som helst andet overhovedet kunne overvejes. Meget til hans overraskelse var dette dog ikke tilfældet, for Enzel valgte at acceptere hans forespørgsel.
"Tak" sagde han taknemmeligt. Et hurtigt kys blev placeret på Enzels håndryg, inden han rejste sig op, så han kunne finde noget rent tøj frem.

Med rent tøj i armene forlod han værelset for at lokalisere en af pigerne, som kunne hjælpe ham med badet. De var uden tvivl noget overraskede over at se ham, men udover de sædvanlige høflighedsfraser og nysgerrige blikke, blev der ikke udvekslet meget mellem Nicola og dem. De var nok klar over, at han ikke havde tænkt sig at fortælle dem, hvad der var sket. Eller måske var de bange for at høre svaret. Ikke at han kunne bebrejde dem, hvis en af pigerne var forsvundet, ville vans mistanke nok også være faldet på Enzel.

Endelig kunne Nicola befri sig selv fra det beskidte tøj og glide ned i det varme vand. Det var fantastisk, både at blive omringet af vandet som gjorde hans krop varm og blødgjorde det stadig stive muskler. Men også at få det ene lille øjeblik for sig selv. Det føltes som om, at det var evigheder siden, at han faktisk havde haft et øjeblik for sig selv, hvor han kunne slappe af. Når Phillippe ikke havde været hjemme, havde han været alt for stresset og nervøs til faktisk at slappe af, og inden alt det her var sket, havde det føltes som om, at Enzel altid var i nærheden og åndede ham i nakken.

Selvom det var fristende at blive siddende indtil vandet blev helt koldt, var Nicola godt klar over, at Enzel sikkert ventede utålmodigt på, at han kom tilbage. Han trak den så længe, som han overhovedet kunne, før han med et lavmælt suk rejste sig op, så han kunne tørre sig og bagefter trække det rene tøj på. Han skævede ned mod karet, det kunne pigerne få lov til at tage sig af, mens han selv vendte tilbage til værelset, hvor han formodede, at Enzel stadig ventede på ham.

Efter at han havde brugt så lang tid hos Phillippe, havde Nicola nærmest glemt, hvordan det føltes at være omgivet af luksus. Eller i hvert fald det tætteste han havde været på luksus nogensinde. Noget så simpelt som hvordan tøjets stof føltes mod hans hud, mindede ham om, hvor rart det var at have adgang til sådanne ting. Ville han mon nogensinde kunne forlade det? Han var stadig gal på Phillippe, han havde snydt og bedraget ham ham, såret ham værre end nogen andre nogensinde havde gjort. Men der var stadig en del af ham, som holdt så latterligt meget af ham og ønskede at stikke af med ham, men var det overhovedet være muligt? Inden han trådte ind ad døren til værelset, rystede han kort på hovedet af sig selv, han blev nødt til at droppe disse tanker, i hvert fald for nu, ellers ville han bare ende med at dumme sig og afsløre det hele for Enzel.

Den kælne stemme fik Nicola til at stoppe op. Han kendte den stemme alt for godt, det betød, at Enzel var i et helt bestemt humør. Tøvende gled hans blik ned over kroppen som lå slænget på sengen, og selvom det var godt skjult bag det løse tøj, var Nicola slet ikke i tvivl om, at Enzel var hård. Så det var altså så langt, at venligheden rakte.
"Forhåbentligt er det fordi jeg lugter bedre end før" sagde han med et lille smil. På en eller anden måde lykkedes det ham at få gang i fødderne igen, så han kunne gå det sidste stykke hen, så han kunne sætte sig på kanten af sengen.
"Det var rart med et bad, det hjalp lidt på smerterne med noget varme" det var et forsigtigt forsøg på at minde Enzel om, hvad der var sket i den periode, hvor de havde været adskilt. Med lidt held ville Enzel måske tage til takke med hans mund.. nok var det langt fra noget som Nicola nød, men han turde ikke engang håbe på, at han ville få lov til at slippe helt.