Det var mindre et døgn siden Amara sidst havde betrådt de ujævne brosten på hovedgaden for at søge mod musikbutikken. Og nu var hun her igen, på vej mod samme butik for at mødes med samme mand, som hun tilfældigt havde mødt i butikken og var faldet i snak med. Nej ikke kun faldet i snak med. Hun var faktisk end med at inviterer ham på et stævnemøde. Sådan et rigtigt pige-og-dreng-går-ud stævnemøde. Sådan et som hun i hvert fald ikke havde været på de sidste 60 år.
Faktisk var hun ikke helt sikker på, om hun kunne huske hvordan man gjorde længere. Hvis hun var heldig ville Flynn vide det, for hun var så rusten som man kunne blive. Men på trods af det glædede hun sig faktisk. Hun havde kun nået at tale med Flynn i kort tid, men hun kunne lide ham. Han var venlig og imødekommende og havde et sødt smil. Så selvom Amara havde nået at få en smule krise over sin egen frækhed ved sådan at inviterer en fremmed ud, var hun faktisk også ganske glad for sit mod. For nu fik hun jo set ham igen, og hvem vidste, måske ville hun få sig en ny ven i den store by, hvor hun trods alt sommetider følte sig temmelig alene.

Som sædvanlig var hun fuldstændig tildækket, men i dagens anledning havde hun iført sig en rød kjole i et lettere blondeagtigt stof. Hænderne var ligeledes dækket til med handsker, men modsat dagen før hvor hun første gang havde mødt Flynn, gik denne kjole ikke hele vejen op til hendes hals. Nej denne gang havde hun været så modig at den skar omkring skuldrene, hvilket var mindre påklædt end hun havde været i årevis. Men det var vidst også meningen man skulle gøre lidt ekstra ud af sig selv når man skulle på et stævnemøde, hvilket var derfor hun havde brugt en rum tid på at sætte håret i en knold, pyntet med blomster og diverse hårspænder.

Det var med et nervøst smil at hun nåede butikken, hvor hun havde aftalt at mødes med Flynn. Hun var kommet i god tid, måske lidt for tidligt, men havde altså været for nervøs til at blive hjemme, så selvom klokken ikke helt var seks endnu valgte hun altså at møde op, spændt på hvad aftenen ville bringe.

Flynn havde hvirvlet rundt som en dansende tornado hele dagen; så sprængfyldt med boblende energi havde han været! Timerne var, på en og samme tid, fløjet afsted og gået så ufattelig langsomt, at Flynn flere gange havde sukket teatralsk og sunket sammen bag velkomstdisken –

Men nu var det ved at være tid. Omsider! Flynn travede rastløst frem og tilbage foran butiksvinduet, indtil den blonde kvindeskikkelse sneg sig ind i hans synsfelt og han straks stoppede op. Det så karakteristiske kæmpesmil brød frem på hans hjerteformede mund og straks drejede han rundt på hælen, for med lange skridt at sætte mod døren.

”H-hej!”, udbrød han begejstret i det, at han omsider trådte ud på den anden side og smækkede døren i bag sig. Fra sin jakkelomme fremdrog han en rusten nøgle, der var ligeså stor som hans tommelfinger, og viftede fraværende med den – Flynn kunne nemlig ikke tage øjnene fra Amara. ”Jeg – jeg skal lige låse af!”, meddelte han, hvorefter han med rystende hænder forsøgte at forbinde lås med nøglen.

Synet af den rødhårede mand fik smilet på Amaras læber til at vokse. Han var langt fra hvad hun var vant til hjemme fra Elverly, der syntes alle elverhannerne at bære de samme træk, og hun kunne lide det. Ville hun have fattet ligeså meget interesse for ham, hvis ikke han havde båret det udseende? Det vidste hun ikke. Amara kunne gode lidt at bilde sig ind, at hun ikke var overfladisk, men der var ingen tvivl om, at det var det røde hår og de ufatteligt blå øjne der havde drevet hendes nysgerrighed i første omgang. Og da hun først var faldet i snak med ham havde han draget hende længere ind med sin kærlighed til musik og noget... nørdede tilgang til tingene. Det var forfriskende fra hvad hun ellers var vant til. "Har du haft en god dag?" Spurgte hun og valgte høfligt nok ikke at ligge mærke til, hvor svær låsen syntes at være for ham. "Jeg har i hvert fald set frem til i aften." Kunne man godt sige det uden at virke totalt malplaceret? Måske. Nu havde hun i hvert fald sagt det, og det var jo sandt, så det ville også være underligt at lade som om hun var alt for cool til at have følt nogen spænding ved stævnemødet.

Det skulle omsider lykkes Flynn at aflåse døren – det hjalp at hive sine isblå øjne til sig og i stedet rette dem mod nøglehullet – og så snart det så karakteristisk klik lød, snurrede han begejstret rundt på hælen.
Hans fregnede ansigt var krakeleret i et bredt smil, et der tenderede til at være så bredt, at hans ansigt ikke bestod af andet end hvide tænder, og han nikkede ivrigt før, at han overhovedet nåede at registrere, hvad Amara helt præcist havde spurgt ham om. ”Oh, jo, helt bestemt!”, supplerede han hastigt, hvorefter Flynn på sine lange, tynde ben aflagde afstanden til skovelverhunnen. ”Den har været mægtig fin! Og – og jeg har virkelig også glædet mig! Jeg har tænkt på det hele dagen! Lige fra jeg stod op –”, udbrød Flynn dernæst villigt, ikke bevidst om, hvordan det kunne lyde. For ham var det jo trods alt… bare sådan at det var.

”Og du ser virkelig – altså virkelig! Du ved!” Flynn gestikulerede mod hendes kjoleværk, alt imens han mærkede sine prikkede kinder antage nogenlunde samme farve som stoffet. ”Altså smuk ud! Ja, virkelig smuk!” 

Han var altså sød, ham Flynn. Altså, sådan personlighedsmæssigt var han, men som han mødte hende med det bredeste smil Amara nogensinde havde set kunne hun kun endnu engang konstarer, at han også så sød ud. Hun var ret sikker på, at ingen nogensinde før var blevet så glad for at se hende, og hans glæde var smittende. Det var noget hun allerede havde bidt mærke i ved deres første møde, og en af de ting hun håbede at få et bredere kendskab til i dag: hvordan ét menneskes glæde kunne brede sig så meget.
Det var dejligt at høre Amara ikke var den eneste der havde glædet sig, og et lille nik forlod hende da han fortalte, at han havde glædet sig hele dagen. "Det har jeg også," svarede hun ærligt. For det havde hun. Siden hun var kommet til byen havde hun ikke oplevet, at have noget at glæde sig til på samme måde som hun havde haft i dag, og skønt hun elskede byen og det liv hun var blevet en del af havde det også været forfriskende igen at mærke forventningens glæde i sit bryst. Det havde gjort dagen lettere at komme igennem, og dog havde det næsten føltes som om timerne slæbte sig af sted.

Den røde farve på Flynns kinder kunne til fulde matche den farve der bredte sig på Amaras egne ved hans kompliment. "Tak, det er jeg glad for du synes, jeg var bange for det ville blive for meget. Du ser også godt ud." Hun rømmede sig lidt forlegent, og kørte en hånd gennem det lange hår. "Jeg er ikke helt sikker på hvor vi skal hen, så jeg lader dig om at vise vej." Ordene blev efterfulgt af et opfordrende smil, da Amara var mere end klar til at se den have han havde talt om dagen forinden.

Flynn lyste op over komplimenten, som var det fysisk muligt for ham at lette fra jorden. Hans skridt blev fjerlette, og så galant det overhovedet var ham muligt, gestikulerede han dernæst i retning af Tempelhaverne.
”Denne vej!”, udbrød han storsmilende, hvorefter han ivrigt bevægede sig afsted – ivrigt som i ganske hurtigt og uden særlig meget omtanke på, hvorhenne Amara blev af. Det gik først for sent op for ham, at hans lange stankelben havde ført ham adskillelige meter ned af gadebilledet, hvormed han snurrede rundt på hælen med store øjne af forfærdelse.

”Det må du fandeme undskylde!”, spruttede Flynn, hvorefter han med et aflagde afstanden til hende og sænkede sin fart. ”Jeg glæder mig bare sådan til at vise dig det! Jeg tror, du vil bryde dig forfærdelig godt om det!”

"Denne vej" og så var han ellers væk med en fart, som næsten var svær for Amara at følge med i. Specielt fordi hun bar sko, hvilket var noget hun hurtigt havde lært var en nødvendighed i byen, som gjorde det forbandet svært at bevæge sig ligeså hurtigt som på bare fødder. "Flynn jeg-" kan ikke følge med. Hun nåede ikke at sige det sidste før han selv var stoppet op, for at vende sig og se på hende med store øjne.
Og så faldt der et ord fra ham Amara ikke havde troet hun skulle høre. Hvorfor det kom bag på hende var hun ikke klar over, men måske var det fordi han havde været så galant, at tanken om, at han var ligeså gængs som alle andre slet ikke var faldet hende ind. Et øjeblik så hun på ham, så lo hun en kort, perlende latter. "Det er fandeme i orden, hvis du sætter farten ned fra nu af." Sagde hun, og blinkede til ham. For hans bramfrihed var en befrielse, så længe han virkede så galant ville hun forsøge at møde ham i dette, men i bund og grund var der intet ved hende, der hævede hende over de gængse mennesker. Måske bevægede hun sig mere galant end  mange andre, men det var medfødt, og i Elverly havde hun ikke været højere i den sociale rangorden end en bonde. "Det er jeg sikker på, men jeg er også sikker på, at vi når det selvom der går fem minutter ekstra." Svarede hun, stadig smilende. "Og mine ben er ikke så lange som dine, så det ender med, at du stikker af fra mig." Som for at understrege sine ord slog hun ud med hånden på hans ben, for derefter at pege på sine egne, som var gemt under den lange kjole.

”Ja, nej, det kan jeg slet ikke se ordentligt!”, udbrød han begejstret til svar, hvorefter de isblå øjne gled henover den røde kjole. Flynn kunne, helt bogstaveligt, nemlig ikke se Amaras ben, men rent logisk forstod han, at de trods alt var kortere – Amara var jo ikke ligeså høj som ham, selvom det var tæt på, hvormed de vil i grunden ikke havde andet valg. Flynn vidste ikke meget om ben, for han havde aldrig skænket dem en tanke før, men han blev hurtigt enig med sig selv om, at han i hvert fald gerne ville se Amaras.

”Men jeg stikker ikke af fra dig! Og jeg sætter farten ned”, proklamerede han dernæst storsmilende, hvorefter han ganske rigtigt gjorde det stik modsatte – han begyndte at gå langsomt.

”Fortæl mig om din dag! Har den været god? Hvad har du lavet?” Flynn så på hende, hans isblå øjne ivrige. ”Hvad arbejder du egentlig med? Har jeg spurgt om det?”

Som Flynns øjne gled ned over hende mærkede Amara, hvordan farven atter bredte sig i hendes kinder. Hun plejede at gøre hvad hun kunne for at glide i et med sine omgivelser: for meget opmærksomhed betød en forhøjet risiko for andre omkring sig, så den uddelte opmærksomhed han gav hende nu var hun ikke vant til. Det havde hun været engang, men det var årtier siden, og hun havde fundet sig til rette på sin plads som en wallflower. Alligevel kunne hun ikke se sig fri for at kunne lide den opmærksomhed Flynn gav hende, uventet eller ej.

Hun lo da han storsmilede lovede at sætte farten ned. ”Det er okay, ellers er det måske bare mig, der skal løbe.” Svarede hun med et lille smil.
”Åh-ehm,” hun tænkte sig om et øjeblik. ”Altså, min dag, min dag var fin nok. Jeg arbejder nede i healerhuset. Jeg kan ikke heale, men jeg er god til at lindre med salver og sådan noget. Og tilse skader. Det var det jeg gjorde derhjemme, inden jeg kom her. Der plejede jeg at tilse skovens skadede dyr, selvom der selvfølgelig er forskel på dem og mennesker. Men… det er et godt arbejde, folk er søde. Det var min tip-tip oldemor der lærte mig, hvilke urter der lindre og hvad der hjælper mod hvad, og jeg har ført traditionen videre.” Tilføjede hun med et lille smil. ”Så på sin vis arbejder vi begge med hænderne, selvom du skaber instrumenter der giver liv til smuk musik.” Tilføjede hun.

//Jeg beklager, jeg lade mig lige med en omgang influenza der ikke var til at komme af med.

Flynn lyste op i et bredt og venligt smil alt imens Amara begyndte at fortælle, men gik ellers og kæmpede med både at lytte og at gå – langsomt, vel og mærke. Der var nemlig både brosten og øvrige væsner på gaden, og selvom det orangerøde hår lyste op i solen og Flynn dertil var høj for et menneske, var det ikke alle der rigtig bed mærke til ham – og Flynn lagde i hvert fald ikke mærke til andre end Amara.

”Men du kan lide det?”, spurgte Flynn, tydeligvis interesseret i svaret. Ikke, at den høje gulerod ikke havde en klar forventning om svaret, men det betød ikke, at han ikke ville høre hende sige det. Under deres sidste møde havde de talt i evigheder om ham selv og Flynn ønskede, at det i løbet af dagen skulle være anderledes. ”Har du så lange dage? Er det – ej, det er selvfølgelig vildt hårdt!”, lød det dernæst, hvorefter Flynn kløede sig halvakavet i nakken. ”Jeg har kun været i Helbrederhuset en gang, så jeg aner ikke noget om det, men det ser virkelig – altså, folk løber rundt og blod alle vegne og –” Flynn måtte tie brat, pludselig en anelse bleg af det maleriske scenarie, han selv tegnede for sit indre blik.

”Det dur jeg i hvert fald ikke til! Min kusine har lidt, ikke? Og der var – åh, du ved, da barnet – moderkagen! Og blodet!” Flynn begyndte at mime selve fødslen, hvilket fik omkringværende til at skæve forundret til dem begge. Han var dog færdig ikke lang tid efter han var begyndt og afsluttede med store, sigende øjne sin fortælling. Amara måtte vide, hvad han mente.


//Det skal du altså aldrig beklage <3 Du svarer bare når det passer og du er rask : D

"Ja," svarede Amara mens hun førte en behandsket hånd op for at skubbe en vildfaren tot hår om bag højre spidse øre. "Hjemme var min mor healer, sådan rigtig magisk healer. Min magi er... anderledes, men jeg kan godt lide at hjælpe andre så de får det bedre. Det lyder simpelt, men jeg tror det er mit kald." Det var i hvert fald en måde for hende at rede bod på den skade hun selv kunne forvolde andre. Og hvis bare hun gjorde sit job godt nok, måske, kun måske, ville Avanya så en dag løfte den forbandelse Amara mente hendes magi var. Måske, man havde jo lov til at håbe, og sommetider virkede håbet som det eneste der kunne holde en oppe. Som et stykke træ, der flød i livets brusende bæk, der truede med at suge alt under. "Sommetider, ja." Hun nikkede igen. Det var åbenbart det eneste hun kunne med Flynn: rødme og nikke. Og sige ja. "Når jeg først går i gang med noget vil jeg gerne afslutte det, så sommetider er jeg der længe. Især ved fødsler, de kan tage meget langt. Men det er også fantastisk når barnet så er der." Når Amara rigtig var i gang under en fødsel eller med at afhjælpe en for skader eller smerter havde hun det med at glemme tiden, og så skete det, at hun pludselig var blevet meget længere i healerhuset end hun først havde planlagt. "Det er da heldigt. At du ikke har haft brug for at komme i healerhuset mere, fordi så er du ikke kommet til skade. Jeg tænker du bruger en masse udstyr når du laver instrumenter, som man kan komme til skade med, hvis man ikke er forsigtig?" Hun havde godt bidt mærke i farven der forsvandt fra hans kinder, men kommenterede ikke på det. Der var mange mennesker der ikke brød sig om blod, og det kunne jo være han var en af dem.

Inden hun nåede at tænke sig om havde hun rakt ud og lagt en hånd på hans arm. "Det er jeg ked af." Hendes grønne øjne fangede hans isblå. "Kom hun sig?" Det var først da hun havde afgivet sit spørgsmål, at det gik op for hende hun uden videre havde rakt ud og rørt ved ham. En erkendelse der fik hende til at rødme og trække hænderne sammen mens hun mumlede et vrøvlende undskyld for bare at have rørt sådan ved ham.

//Du er sød. :)