Det var et par dage siden Ramiel og Bandorions sidste møde, og Bandorion var igen tilbage i Balzera. Aftensolen havde gjort alt en lille smule orange. Den violette jakke sad endnu engang på hans krop, han var blevet ret glad for den, og noten med adressen var i hans lomme. Et tørklæde var viklet om hans hoved for at skjule hans ører, men noget af det blonde hår var stadig synligt.
Han havde, til at starte med, været lidt bekymret for at finde vej efter en adresse, men efter den første person han havde snakket med, havde det gået op for ham, hvor let skiltningen faktisk var i byen, og havde meget hurtig fundet den rigtige bydel.

Huset han stod foran, da han havde fundet adressen var derfor også betydelig mere overdådigt end han umiddelbart havde regnet med.
”Undskyld mig, jeg har en aftale med Ramiel,” sagde Bandorion også, da han var nået hen til vagterne der stod og holdt øje med porten. Han var ikke helt sikker på hvad proceduren egentlig var, men uanset hvad gav det ham ikke meget andet end at blive smidt på porten. Den ene vagt havde virket som om at han havde været klar til at lukke Bandorion ind, før den anden havde sagt at der ikke var mulighed for at se Ramiel lige nu. Hvilket lugtede langt væk af noget. Selv Bandorion insisteren på at han måtte blive lukket ind, hjalp ikke.
Hvilket var sådan han fandt sig på et nærliggende hustag, og kiggede ind på huset, hvor Ramiel boede. Han kunne se en bevægelse ved et af vinduerne, hvilket også var der han bestemte sig for, at hvis vagterne ikke ville lukke ham, ind så måtte han selv finde ind.

Han rejste sig op fra sit sted på hustaget, og begyndte så at gå langs taget, som heldigvis grænsede op til den anden grund. Det ville ikke være nemt. Jakken knappede han lidt mere om sig, inden han fulgte hustaget hen til et andet hus, så han lige bedre kunne tjekke ud den nemmeste vej inden.
Der gik han i små 5 minutters tid, hvor han også observerede vagtposterne, inden at han hoppede over for at kravle over muren og indtil grunden.
Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde brudt ind hos nogen, men som hans ben bar ham over pladsen og helt hen til huset, som han pressede sig op mod, så var det langt fra det det handlede mest om.
Muren var glat, men efter at en vagt passerede ham, sneg han sig lidt længere hen, hvor nogle blomster voksede op af muren, som han kunne kravle op af. Op af ranken kravlede han, før han sprang over for at gribe fat i en vindueskam og hive sig selv ind i bygningen. Så langt, så godt.
Nu kom det helt store problem bare at finde Ramiel i bygningen, for hvor han måske havde set ham før, var ikke nødvendigvis hvor han var mere. Bandorion forsøgte dog så vidt som muligt at undgå eventuelle slaver og tjenestefolk, og hvis han stødte på nogen, så lade som om at han hørte til. 

Aftensolens stråler kærtegnede Balzera i den smukkeste belysning mulig, og diplomaten havde efter en længere tids samtale med en af de lokale handlende i byen, endelig tid til at nyde dens varme, da han stod og betragtede den ud af sine smukke, store vinduer. Det havde været en kedelig process, men nogle gange var det kedelige nødvendigt for at lægge grobunden for videre samtale en anden dag, så da han endelig var kommet hjem, var han gået direkte imod at få de sidste praktiske opgaver ordnet, så aftenen kunne efterleves på bedste Ramiel manér; det her udseende skabte trods alt ikke sig selv. 

Det krævede pleje og nusning at fremstå så præsentabel som han gerne ville, og et par timer var blevet brugt i et af de åbne bade han var (heldig) indehaver af, for at få skrubbet de døde hudceller af sine krop, og gnide den ind i alskens olier og creamer som ville holde den elastisk til langt ud i fremtiden - beskytte den imod den tørre ørkenluft og tidens tand. Det ravnsorte hår var blevet vasket og redt, og nu nu tørt, jah så faldt i bløde krøller ned omkring det skarpe ansigt, der i momentet var vendt imod spejlet på hans værelse. 
En mand med skarpe gyldne øjne og et behageligt smil om de smalle læber, kiggede tilbage på ham. 
Med præcision blev den mørke kol lagt omkring øjnene for at få dem til at trænge mere igennem, da han trods dagens overståede gøremål, ikke var helt færdig for i aften. Skulle det ske at der kom gæster, ville Ramiel aldrig udstråle andet end hvad der passede en mand af hans statur. Og forfængeligheden fik ham til at gøre det her konsekvent hver aften; en fast del af hans rutine. 
Noget det skulle vise sig at han var glad for. 

Bøtten med kol blev klappet sammen, og diplomaten rejste sig til et sus af silkerober og raslende fjer, for at bevæge sig ind på hans arbejdsværelse fremfor dette soveværelse - han havde et brev at formulere sig i, førhen at han rigtigt kunne falde tilbage til mere behagelig underholdning og afslapning efter en lang dag. Det burde ikke tage mere end små 10 minutter at skrible noterne for aftenen ned, så de kunne blive sendt videre til fyrstens net af spioner og de af dem der modtog de beskeder, som skulle give ham føling med handelsmændende i Balzera. 

Det helt store problem ved det her mindre palads Bandorion nu var brudt ind i, var at han ikke havde nogen plan. Han vidste ikke hvor noget egentlig var, og kun at han formegentlig ledte efter manden der ejede det. Så der var kun en måde han kunne finde frem til det rigtige sted. Lytte, og søge efter det mest overdådige sted.
Hans ben bar ham ned af koridoren, og han lod sig vente ved hvert et lille hjørne, for at lytte efter tjenestefolk, og ellers kravle op og gemme sig når han ikke kunne undgå at de kom hans vej.

Til sidst var han ude foran et værelse, da han begyndte at høre folk komme fra begge sider, og han gjorde det eneste han kunne, og det var et åbne døren ligeså stille, og snige sig ind i værelset, og lukke den diskret efter sig.
Det var dog som om at Chance i hvert fald havde været med ham, for hans blik fangede lige med det samme Ramiels skikkelse i værelset.
”Du... er ikke en nem mand at få fat i,” sagde Bandorions, hans øjne skinnede lidt i aftensolen som kom ind, og han så lidt mere rodet ud end han havde gjort første gang de sås. Men ind havde han fundet, og heldigvis også hele vejen til Ramiel. Hvis det her var den eneste måde han kunne komme ind, så ville han dog i det mindste forsøge at lære hvordan huset så ud indvendig, det her var jo uholdbart. Han var sikker på at han havde gået i ring mere end en gang. 

Der var ikke meget der kunne have forberedt Ramiel på hvilken stemme der brød stilheden, efter at døren var blevet åbnet. Egentlig, jah så havde der været en reprimerende kommentar på vej fra den bevingede diplomat - ingen åbnede uden videre døren til hans arbejdskammer, uden at melde hvem de var og hvilket ærinde de var her i. Handlingen havde fået ham til at dække papiret en anelse til, trods blækken stadigvæk glimtede faretruende vådt i lyset af den solens stråler.
Men stemmen fik ham på andre tanker, og stadigvæk vendt med ryggen til den lyshårede elver, trak et smil Ramiel's smalle læber op, selvom han ikke kunne se det. Det var ikke mange dage der var gået. 

En sidste krølle blev slået over den sætning han havde været igang med at skrive, inden at han roligt pakkede blækpennen væk - en vag klirren af pen der ramte glasbeholderen, og rejste sig. "Sådan skal det også være" svarede han igen, og skubbede skamlen en anelse tilbage, inden at han endelig drejede sig for at se den kønne Ban, an. 
Som det passede sig for en mand med vinger, var Ramiel's tøj noget der afspejlede luksus og praktikalitet. En åben ryg med en lås af frontens stropper i nakken - noget der sad stramt, hvorimod at benklæderne var flagrende og løse. Alt sammen mørkt og vin-violet. Når han bevægede sig, åbnedes en slis i hver side op, hvilket skete da han med en lyd af fjer henover gulvet gik nærmere elveren, der havde sneget sig ind i hans allerhelligste. Næsten. Arbejdsværelset grænsede af, men var stadigvæk et lidt privat rum. 
Hvilket kun gjorde hele situationen en anelse mere komisk. 
"Du er til gengæld ikke en nem mand at holde ude?" smilede han småleende, og ændrede retning hen imod et bord med alskens glaskarafler og mindre flasker anrettet, tydeligvis var alkohol-bordet her i rummet. Spørgende slog han ud med den ene hånd til sofaen i hjørnet - han kunne bare sætte sig, så ville han fixe noget koldt til ganen. 

Ramiel var noget af et syn. Det kunne Bandorion værdsætte, som han kiggede med fascineret øjne på manden og tog hele hans påklædning ind. I modsætning følte Bandorion sig næsten lidt for meget som en gadedreng. Kun den violette jakke var af samme kvalitet, selvom tøjet under nu stadig bar den særlig ørkenelviske kendetegn. Man blev dog hurtigt træt af at gå i det samme hele sit liv, især når det liv allerede havde passeret det første århundrede.

Han kiggede mod sofaen og så alkohollen, inden han tog jakken af som han gik over, og lagde den over armlænet, inden han satte sig ned, og gjorde sig selv til rette. ”Du havde sagt at jeg skulle møde op indenfor to uger, og hvis du ikke havde været hjemme... så havde dine vagter nok sagt det,” pointerede han grinende. Han ville heller ikke have forstyrret hvis Ramiel havde haft gæster og vigtige møder, men det havde han tydeligvis ikke. Det var kun vagternes fjogede væremåde, der havde fået Bandorion til at tænke, at det her nok alligevel var den eneste mulighed, da i morgen nok ikke havde givet et andet resultat.
Hans øjne gled rundt i værelset. Det var smukt dekoreret værelse, selvom det blot var et arbejdsværelse. ”Men det kan selvfølgelig også godt være at dine vagter ikke er så kompetente som du ellers tror,” kom det lidt overvejende fra Bandorion efterfølgende. Så svært havde det alligevel ikke været. Man skulle bare snige sig ind, når de kiggede væk. Varmen i Balzera kunne selvfølgelig heller ikke gøre meget for at holde sindene friske og opmærksomme.

En lille latter undslap halv englen ved de ord, imens at han med et 'pop' trak den ene prop af flasken, og den skvulpende lyd af indholdet overtog stilheden fra latteren. Det havde han såmænd sagt, og det havde han også ment - det glædede ham at Ban kunne tænke sig godt nok omkring, til at tage den chance der lå i at udfordre reglerne en anelse - det også viste hans evner i et behageligt lys, spurgte man Ramiel. Men at hentyde til at de folk han hyrede, ikke passede deres arbejde ordentligt... det var et træk der krævede en anden form for vovethed, end den det tog, at snige sig ind i forbudte rum og steder. 
Mandens hænder greb om de to glas, inden at han flyttede sig hen for at sætte sig overfor Ban, en spøjs skåret lænestol der tydeligvis var lavet specielt til den bevingede mand, så de ikke kom i vejen. 
"Selvfølgelig, det kan sagtens være at mine folk ikke lever op til dine høje standarder" kom det en anelse drillende såvel som ironisk fra ham, og øjnene gled over hans mere... rodede udseende, inden at han rakte glasset frem - hvis han altså ville have det. Vin selvfølgelig. 

Om ikke andet blev benene pænt krydset hos diplomaten, der behageligt lænede sig tilbage - hånden med glasset hvilede henad armlænet, imens den anden faldt til ro henad hans lår. "Ikke desto mindre er jeg glad for at du havde succes med din lille idé.... ville ikke have været kønt hvis den havde slået fejl, hmm?" 
Hvorvidt det var Ban's egen idé eller Ramiel der havde håbet og skubbet imod at han skulle gøre det, var ikke relevant. Men han kunne ikke dy sig da han lagde trykket; Ramiel Linea ad Kaziea vidste godt hvad han selv mente. 

Bandorion lænede sig godt tilbage i sofaen, men den ene arm over ryglænet, med et interesseret blik på vinen. Heldigvis så havde han drukket mere en rigelig, så en smule menneskealkohol havde nu aldrig skadet nogen, i hvert fald ikke en elver, der var vant til måske lidt højere procenter end hvad de kunne give her. Så lang tid det smagte godt, og det havde han en formodning om, når Ramiel boede et så fint sted. Han lænede sig lidt fremad igen, som Ramiel kom over med et glas til ham, og tog det i hånden, selvom han måtte indrømme han var lidt skuffet over at Ramiel ikke ville sidde ved siden af ham. Han kunne dog godt se problemet med vingerne, nu når han satte sig, så han måtte blot læne sig tilbage igen, nu med vinen i hånden.

Glasset blev ført op til hans læber, som han tog en tår af vinen, men hans øjne blev lidt mere overvejende, da Ramiel lagde tryk på 'din', som om at det ikke havde været Bandorions mening. Han kunne da ikke mene? Han var selvfølgelig diplomat, men heldigvis distraherede den søde vin ham fra alt for dybe tanker omkring det, og så måske også villigheden til at stole på Ramiel. ”Jeg havde nok tiltro til mine evner, til at jeg ikke ville blive fanget lige med det samme. Der er aldrig så langt hen til et vindue, at man ikke kan flygte, inden det bliver alt for slemt,” pointerede han. Det gjaldt bare om at huske hvor man havde gået hen, og selv hvis Ramiel havde sat en eller anden prøve op, så havde Bandorion bare vist at han tydeligvis var bedre. 

Det var en anelse overlagt at afstanden blev holdt for nu, og selvom der ikke var tydelig skuffelse at mærke i luften, ville han vove at påstå at det først var efter at han havde sat sig, at Ban lænede sig tilbage i den bløde sofa. Ikke at det gjorde ham det store, han havde ingen intentioner om at fremstå klodset, bare fordi at hans vinger havde det med at optage en god del af pladsen i sofaer, hvor at de ikke kunne falde ud over siddepladsens side, på samme måde som de kunne med en stol. Men var det et problem, var det ikke værre end at elveren kunne gøre noget ved det, og rykkede sig.
 
Et behageligt smil hvilede i mundvigen på diplomaten, hvis magelighed gjorde det nemt ikke at gøre noget uoverlagt - han kunne dog ikke lade værd med at smile en anelse bredere ved hans ord, jah næsten bifaldende ville nogle mene at smile tvar. Kun indtil kæden strammer - Ramiel nikkede. "Jeg tager det som om at du har en god situationsfornemmelse, til hvornår det er på tide at få benene på nakken?" vovethed kunne være et faldereb at hive fat i, når det gjaldt mere lussky ting. Men ligeså meget som det var et faldereb, var det ofte også det der gav de bedste resultater, og der var intet galt med lidt risikovillighed, hvis man vidste hvornår man skulle stoppe. Spionage, drab, politik, handel.... alt det  krævede evner i at gå på knivspidsen. 
Interessen blev dog ikke lagt skjul på, selvom alt andet havde en mageligled tilbagetrukkenhed. Øjnene forlod ham i hvert fald ikke i mange sekunder, skulle de absolut forsvinde et andet sted hen. 

Det kunne godt være at det hele virkede lidt uformelt, men Bandorion var ikke helt sikker på hvornår han blev gennet ud, og hvor meget han egentlig måtte finde sig til rette, og han havde trods alt nok pli til ikke at hive støvlerne op i sofaen, selvom han havde lyst.
Så han måtte nøjes med at krydse sine ben lidt, og bare holde fast i vinglasset og kigge interesseret over på diplomaten. En del af ham ville virkelig elske at vide hvad Ramiel tænkte, men efter at have snaget lidt for meget i Caerthynnas hoved, så var det nok bedre at lade vær.

”For det meste, vil jeg sige,” sagde han og tog en tår af vinen, som han tænkte over det. Han balancerede for det meste lige på det yderste, med hvornår han løb, men ud kom han. ”Jeg er i hvert fald ikke blevet fanget af nogen endnu.” Måske lige bortset fra drømmen, som han prøvede meget hårdt på ikke at tænke på. Det havde været underligt, og ikke noget han egentlig ønskede at tage op i det her selskab. Han havde formegentlig aldrig været i fare der alligevel. ”Nogen vil dog mene at jeg strækker den for langt.” Så som de enkelte han til tider ville kalde for venner. Han var altid den sidste der fik benene på nakken, men han kom altid væk. Det hjalp at kunne tage op i højderne, for at komme væk, så ingen kunne blokere en fra at komme fra.
Bandorion var dog heller ikke for naiv til at tænke, at det her ikke have relevans for det Ramiel havde nævnt før. Informationer. Det var også noget hvor man hellere måtte komme væk, inden man blev taget i at gøre det. 

Noget som Ramiel sagtens kunne nikke genkendende til når Ban selv valgte at smide det ud i rummet, det kunne være gået... ret så galt, havde Chance ikke været med ham, og han var trådt ind i det rigtige rum. Alle andre ville have bemærket at der var noget mærkeligt i selve handlingen - om det så var fordi at de vidste at han ikke hørte til i den her husholdning, eller fordi at han... sneg sig ind igennem døren - sørgede for at det ikke larmede da den klikkede i - jah der var mange grunde til at mistænke en pupurklædt ørkenelver på afveje. 

Glasset mødte hans læber førhen at han svarede, og da han gjorde, var det med en fornøjet brummen. "Hvis du ikke er blevet fanget endnu, har du ikke strukket den for langt, endnu" smilede han, hvilket nok mere var en konstatering end en tanke. Med den indstilling skaffede man aldrig resultater. Og hvis alt gik i den retning som Ramiel's tanker var begyndt at gå, jah så ville det bedste være om han slet ikke blev set i det hele taget.... eller, når han blev set... at hans udseende og nærvær ikke fæstnede sig i folks tanker. 
Det var ingen hemmelighed at Ramiel havde overvejet hvordan han skulle få elveren ind på den her side af sagen, da han kunne blive et værdifuldt aktiv. Men sådan noget tog tid, tid han ikke ønskede at bruge, så... spørgsmål var blevet forberedt. Diplomaten lænede sig en anelse frem da benene gled ud af deres krydsede elegance. 
"Apropo... så snakkede vi sidst om et muligt.. job. Hvordan er dine tanker i forhold til det?" det var trods alt med et svar han skulle komme, så Ramiel håbede inderligt at han ikke havde glemt den del af det. Selvom at hvis han havde, var der ikke længere nogen form for tvivl om hvor hans interesse ellers lå. 

Selvom Bandorion i øjeblikket ikke have meget erfaring med at begå decideret indbrud hos andre, så var det alligevel noget han fandt ufattelig nemt. Hans legeplads havde været hustagene og markedspladserne, hvor han var vant til at forsøge at undgå at blive set, når han tog noget. Fingrene var hurtigere og forsigtige, og jo flere år han gjorde det, jo sjældnere blev han opdaget, også selvom sælgerne nogle gange kunne genkende ham.

Hans frie hånd kom også op, og tog lidt fat i tørklædet, der var viklet om hans hoved, og trak lidt i det, så håret og ørerne kom lidt mere til syne, og det lagde sig ned om hans skuldre. Ingen grund til at skjule hans ophav, nu når de sad overfor hinanden.

Komplimenten, som Bandorion opfattede det, lå godt hos elveren, og det kunne ses, som øjnene funklede lidt mere, og smilet blev bredere og bare en anelse mere stolt. En form for bekræftelse på at til trods for at han kunne være dumdristig til tider, så var det aldrig dumt nok. Han kunne tage vare på sig selv.
Det bundede dog alt sammen ud i jobbet. ”Jeg er i den grad interesseret,” sagde han, og på nuværende fod kunne han ikke se nogen mulighed for at han sagde nej. Krystallerne ville være rart, fordi han formodentlig blev betalt, men også bare muligheden for at vise sit værd. Heldigvis for Ramiel havde Bandorion dog ikke meget forståelse for hvor meget han burde få. ”Men jeg regnede med at du ville kunne fortælle mig noget lidt mere præcist omkring hvad det ville indbefatte?” Han lød næsten klog, hvis ikke for det faktum, at han stadig så lidt for interesseret på Ramiel af de forkerte grunde. Han førte vinglasset op til sin mund for at tage endnu en tår. 

De gyldne øjne betragtede hvordan at ørene kom til syne og det gyldne hår der kønt faldt om hans ansigt, og Ramiel undertrykte en pludselig trang til at rejse sig og røre ved det, røre ved ham og hans bløde hud. Endnu en tår af vinen blev taget i stedet,  benene krydsedes igen, som for at være sikker på at han ikke kunne bevæge sig særligt langt hvis han ikke ønskede at tvinge dem fra hinanden igen, og alt i alt, kunne det nok mest ses på de gyldne øjne, der ikke skjulte at han sagtens kunne føle sig nok til rette, til at lade håret komme frem og støvlerne falde frit. Hvis han ville. 

Diplomatens smil havde en yderligere grad af tilfredse undertoner da han stadfæstede interessen, og Ramiel nikkede roligt, selvfølgelig. 
Hvad det indbefatteede her i starten, ville skam ikke være alverden... "En villighed til at lære, først og fremmest. Jeg har nogle færdigheder jeg gerne vil sikre mig at du har, eller hvis du ikke har dem, så får dem. Hvis din første opgave slog fejl på baggrund af noget... teknisk, ville jeg have svært ved at tilgive mig selv" hvilket var en direkte løgn, han ville aldrig bebrejde sig selv over en andens uduelighed. Men han kunne se det fornuftige i at holde ham tæt de første par uger. "Udover det, så primært afhøring og overlevering af beskeder. Din sublime hørelse og fantastiske bevægelsesfrihed -"færdigheder mere end hvem Ban var blev komplimenteret lige nu, men han kendte ham jo heller ikke, endnu. Så derfor... " - vil være guld værd. Udover det... har jeg en god fornemmelse om at der er mere i dig, end hvad du kan gøre rent praktisk" diplomaten lænede sig en anelse frem og ind over knæene. "Og jeg har ofte gode mavefornemmelser" 

Støvlerne faldt dog ikke Bandorions fødder endnu, selvom tørklædet også ligeså stille begyndte at blive hevet helt af, for at komme over og ligge sammen med jakken der ikke lå alt for langt fra ham. Tids nok ville han nok føle sig mere tilpas, men... han var ikke helt klar over hvilken situation han sad i, bortset fra at Ramiels øjne virkede mere intense, og det gav et sug i maven på Bandorion. Han håbede virkelig ikke at han lagde mere i det her end Ramiel gjorde.

Han drak lidt af sin vin, mens han lyttede til opgaverne, ikke noget der virkede svært, og det lød jo også som om at de ville bruge mere tid sammen, noget han ikke ligefrem kunne se et problem i. Især fordi Ramiel alligevel ikke holdt komplimenter helt tilbage.
”Selvfølgelig,” sagde han. Han havde trods alt ikke erfaring indenfor dette her felt. ”Jeg er villig til at lære hvad... der er behov for at jeg bliver lært.” Han var ikke sikker på hvad det var for nogle ting han skulle lære, men formegentlig bare... basale ting. Det kunne ikke være første gang at Ramiel havde gjort sig i det her vel? ”Hvad med betaling?” For uanset hvor interesseret Bandorion var i Ramiel, så var det vel et job. Han så dog ikke specielt seriøs ud omkring spørgsmålet. Et nemmere offer havde Ramiel nok sjældent haft.

Ramiel tyggede en anelse på sit svar, inden at han nikkede for sig selv, tydeligvis tilfreds med den beslutning Ban var nået frem til i alt det her, og det glædede ham at han var villig til at lære. Ikke at det burde blive den store nødvendighed, knægten havde trods alt nævnt at han var ret god med en kniv. 
De mørke vinger raslede en anelse. "1 jadestykke og 5 rav for en succesfuld mission" det var ikke meget, men han havde en anelse om at det ikke betød det store. Viste det sig at det var mere motiverende end som så, måtte Ramiel bare oppe prisen - det skulle nok blive det værd, og han kunne altid smide et eller andet vrøvl afsted ang. træningsdepositum, eller hvis han kom til at plette noget tøj, eller sådan noget. 

Benene foldedes ud og halvenglen vippede frem; stillede sit glas fra sig på bordet på vej hen til den solbrune ørkenelver der sad i sofaen, en hvis målrettethed i hans gang. "Og et værelse følger med i den betaling" tilføjede han, og rakte en hånd frem imod den slanke mand, et tilfreds smil omkring læberne. Det ville gøre det nemmere, og ville kun være en ekstra mund at mætte, køkkenet lavede alligevel nok mad til at kunne bespise så slank en skikkelse. Desuden... var det selvfølgelig ikke et krav at han kom, men de dage hvor at Ramiel havde tankerne på træning og forberelse, ville det være... godt at holde ham tæt. Mindre påvirket at ting udefra, så at sige. 

Det var ikke alverden af krystaller, selv det vidste Bandorion, men han startede trods alt også kun ud. Desuden kom det jo også an på hvor hurtige opgaverne var, og hvor mange der kom i løbet af en uge. Det var dog ikke noget han skulle tænke længe over, som han kiggede langt mere interesseret på Ramiel nævnte værelset. Værelset her, måtte det næsten være. Han havde ikke tænkt over det logistiske, men han havde aldrig overvejet at han måske ville få brug for det. Desuden... han ville vildt gerne have en mulighed for ikke at skulle tænke på at komme tilbage til Thal'Elor når natten lagde sig.

Han rejste sig selv fra sofaen, da Ramiel kom over for at tilbyde hans hund, og kiggede ned på hånden og så op på den højere mand. ”Et værelse her?” spurgte han. Bare for at være sikker. Det var den eneste han lige ville have bekræftelse på inden han tog fat i hånden som Ramiel tilbød ham.
Det var måske en lille pris at betale for en som Bandorion, og hvis han havde spurgt de andre elvere, ville de nok ikke have solgt sig selv for så lidt, men ærlig talt? Bandorion var også bare nysgerrig til at finde ud af hvor det her ville bære ham hen. Han havde aldrig gjort noget på egen hånd på denne her måde. 

Ramiel vippede til og fra imellem det spørgsmål - bare lige for at trække den i overvejelse, inden at han nikkede i et lille ryk. "Et værelse her, hvis det er her du foretrækker det skal være" slog han fast. For ham var det udadtil ligegyldigt, men det glædede ham at høre en interesse i at blive. Han bebrejdede ham ikke, fordi selv hvis det ikke var for diplomatens skyld at han ville være her - det var trods alt ret så pæne omgivelser - så kunne det med tiden blive det. 
Fordi alt det her handlede i den grad om villigheden til at blive hængende. Han kunne ikke bruge ham til noget, hvis Ban's 'loyalitet' bundede ud i en pengemotivation - så ville det kun kræve en der var villig til at betale mere, for at den loyalitet var væk som sandkorn i vinden. 

Hånden han greb fik et næsten afventende blik fra Ramiel, man da det gik op for ham at han ikke havde tænkt sig at kysse den - en stille skuffelse - løftede han den i stedet op og ned, som et håndtryk. Det var vel også en måde at forsegle en aftale på. 
"Er der nogle... hensyn jeg bør kende til?" kom det en anelse mere lavmælt fra diplomaten, der skævede ned på den slankere skikkelse igennem dovne sprækker af øjenlåg. Det her skulle nok blive godt, noget han havde tænkt flere gange i løbet af den her korte tid, men det gjorde det ikke mindre korrekt. 
Han var som en dukke. Så nydeligt skåret, at Ramiel endnu engang måtte brumme tilfreds over elvernes medfødte skønhed. 

Bandorions smil blev blot lidt bredere ved de ord. ”Det er det,” sagde han bekræftende, de lysegrå øjne glimtede lidt i solnedgangen, og han tog fat i hånden foran ham. Parat på faktisk at tage imod aftalen, uanset hvor verbal den end måtte være. Måske blot endnu af de ting man lige skulle sørge for ikke ledte tilbage til Ramiel. At smuglytte til information, var nok ikke ligefrem en af de pæne ting at gøre sig i på disse kanter. Og da håndtrykket var ovre, lod Bandorion hånden falde ned ved hans side igen.
At de havde forskellige meninger om hvordan hånden skulle være blevet grebet an, ja, det opdagede Bandorion ikke, så meget havde han alligevel ikke gjort sig i de adelige kredse. Faktisk overhoved ikke.

”Hensyn?” kom det lidt tøvende fra Bandorion, han var ikke helt sikker på hvad Ramiel egentlig mente med det. ”Hensyn til hvad?” Ørkenelveren så lidt forvirret ud, men det kunne ligeså meget være fordi at han aldrig var blevet spurgt om det. Der havde blot været forventninger til at han bare rettede an alle andre steder. 

De smalle læber skiltes i et leende smil - det er det - og Ramiel følte hvordan det indre væsen frydede sig ved de ord. Det var også sådan han foretrak det, skulle han være ærlig, fordi det at holde ham tæt ville i sidste ende være det smarteste for hans egne interesser. Desuden, ville de så have lidt kvalitetstid sammen når dagene ikke blev fyldt af de obligatoriske opgaver, og det var vigtigt. Ingen tvivl om at Ramiel søget, at Ban skulle føle sig prioriteret til, når han endelig valgte at bruge tid med ham. 
Han var trods alt en travl mand, sagde han til sig selv, den kære diplomat. 

Vingerne raslede en anelse idet at han vendte sig omkring, for at gribe fat om glasset han havde efterladt på bordet endnu engang. "Hensyn til dig" kom det dog uden meget tøven fra ham, inden at han vendte sig om, for at sætte sig ned igen, et mildt smil over den tøvende og forvirrede tone det spørgsmål var blevet stillet med. Ramiel slog ud med sin frie hånd, som sagde det sig selv. "Noget mad du ikke spiser, nogle ting du ikke drikker" endnu en overvejende og halvlang tår, inden at hans smil blev en anelse bredere. "... opgaver du pure nægter" 
Der var mange ting man kunne tage hensyn til. Og selvom han ikke var en hensynsfuld mand, kunne han sagtens være det, hvis afkastet var det værd, i sidste ende. 

En gysen gik igennem Ban, som han så smilet, og den lille smul leen fra den anden mand. Det var så tydeligt at det også var noget den anden mand ønskede, og alle muligheder for andre skumle bagtanker kunne ligge hos Ramiel, forduftede fra hans tanker. Det her var en mand der så hans værd, og gerne ville ham. Måske på mere end en måde, og han følte sig selv draget ind af hele Ramiels krop og væsen. Der var en fremtid i det her. Også selvom Ramiel måske ikke havde et langt liv.

Han fandt sig selv prøve at træde et skridt nærmere, men desværre vendte Ramiel sig om i det sekund, og Bandorion var hurtig til at bakke væk igen, for selv at tage plads. Hans hjerte bankede bare en smule hurtigere i spænding.
”Oh, på den måde,” kom det lidt mere mumlende fra Bandorion som han overvejede spørgsmålet rigtig. ”Jeg er vant til en hovedsagelig plantekost,” indrømmede han endelig. Ikke fordi han ikke spiste kød, og kunne finde det lækkert, men det blev også hurtig for meget for hans mave, især hvis det var noget kød der var ekstra fedt. ”Men ellers tror jeg ikke der er noget.” Han kunne ikke forstille sig at der kunne være noget inden under informationsopgaver som han ville være imod. 

Imens han svarede, blev glasset langsomt sat tilbage på bordet ved siden af stolen, og evigt opmærksomme guldøjne fulgte de små tegn og signaler det kunne aflæses på den solbrune elver.  Der var ikke meget, men det var lidt - og Ramiel havde efterhånden et par år bagved sig, når det gjaldt om at læse andre. Han var så bestemt ingen mester, men han ville mene at han var lidt af et naturtalent, og han vidste velsagtens at Ban fandt ham fascinerende. Ikke at han kunne bebrejde ham den fascination, han var ret så fantastisk, til trods for at han ikke var mere end en diplomat af familien. Det lod var han afklaret med var hans, men særligt i selskab af sådan en som ørkenelveren, følte han sig som så meget mere. 

Derfor handlede det i høj grad om at holde fast i den fascination, hvilket var hvad der fik halv englen til at nikke kort og bestemt - plantekost ville der blive sørget for - førhen at han spredte benene en anelse, så det kom en form for plads over dem. Nu var det praktiske vel overstået. Smilet blev derfor  en anelse bredere, og en anelse mildt i sin påtagede tøven, inden at han klappede sigende på det ene lår - "kom herover" 
Om den invitation blev  fulgt,  ville vingerne ikke være sene til at folde sig ud, og indkapsle dem begge i sit guldglimtende og dækkende mørke, kun efterlade lyset foroven til at trænge igennem,  et undersøgende blik til følge. Fordi hvad var det han helt præcis ville, den kære elver.