Contessa stod med sine næsten hvide øjne i øjenhøjde for kanten af de to glas hun stod med. Meget forsigtigt var hun i gang med at blande op, således at eliksiren hun pillede ved, ville få den rigtige effekt, smag og farve. Det var godt nok kun hendes faste kunder der kendte til den rigtige opblanding, som brokkede sig over når det ikke var i orden.

Eftersom efteråret havde lagt sin kulde henover Dianthos, havde Contessa iført sig en stor, sort og løs kjole, med en uldunderkjole indenunder, så hun kunne holde varmen. De lange ærmer var blevet hevet op til albuerne, og bundet fast deroppe med en snøre. Contessas blik var utrolig fokuseret på de to glas. Så fokuseret at hun glemte at blinke. Da hoveddøren gik op, og klokken lød, skrattede kragen lidt. Det hele gav et sæt i Contessa, som endte med at spilde. Ikke nok med der kom for meget væske i opblandingen, så endte det også ud på hendes alkymistbord. ”Zalans…” hviskede hun frustreret inden hun med lidt hektiske bevægelser smed den ene hånd ned i en bunke savsmuld, for at gribe en håndfuld, som hun kort efter smed hen over pletten på bordet. Eftersom hun havde været så fokuseret på bordet ikke skulle gå i stykker, havde hun forglemt eliksiren, som hun var i gang med at brygge. Straks begyndte der at dufte stærkt af mynte. Væsken boblede langsomt og svulmede op. Det hvide øjne spærrede op i forskrækkelse og hurtigt tog hun glasset og tømte det i sin mund. Hun klemte øjnene sammen og rystede på hovedet som hun sank. Eliksiren havde været en til en kunde der ikke ønskede at blive gravid, og derfor havde Contessa haft topalis urten i brug. Mynteduften, som var så velkendt ved den urt, håbede Contessa ikke havde nået hendes kundes næse. De kloge hoveder ville jo straks vide hvad det var, og i værste tilfælde afpresse Contessa i at finde ud af hvem der prøvede at forhindre et svangerskab. Prostituerede og ulykkelige adelige, var ofte svaret.

”Øjeblik,” fik hun sagt en anelse forpustet. Lyden af glas der smadrede, lød kort efter, da Contessa havde kastet glasset over i en kasse til ødelagte glas. Med nogle hurtige bevægelser, løsrev hun en tot hår i hver side af sin lave sjuskede knold, således der hang noget hår ned foran ørene. Hun åbnede så rebene om sine ærmer og begav sig ud gennem perlegardinerne. Næsten som altid, stoppede hun op midt i perlegardinerne, som hun blev overrasket over hvem der havde fundet vej til hendes butik. ”Og hvad kan jeg hjælpe Dem med, hr.?” fik hun spurgt, mens hun begav sig frem og om bag disken. Hendes ånde bar med stor sandsynlighed duften af mynte.

Han nærmede sig i stilhed disken, som hun stod bag. Han var høj i forhold til hende, og for nogen kunne det virke intimiderende, men Contessa tog alles udseende med et gram salt, det var hvad de var i stand til, der kunne intimidere hende, og hun dømte ikke en bog for dens omslag. Hans hår var hvidt og han hud mørkegrå. Tydeligt var han mørkelver. Imponerende at han turde begive sig ind i byen, hvor der var byvagter og havde risiko for at ende i arresten. Det var jo ikke nemt at være varulv, vampyr eller mørkelver.

Et efternavn blev fortalt, og hun gentog det, som hvis hun først dér, havde afsluttet sit spørgsmål, ”Phixian.” Efterspørgslen kom kort efter, og Contessa nikkede bekræftende. Ja, hun havde genstande med magiske kvalifikationer. Om hun havde lige det han ledte efter, var så noget andet.

Contessa lyttede interesseret, og holdt sit blik mod ham, som han uddybede hvad han ledte efter. Contessa hævede sine øjenbryn en anelse som han nævnte forbandelser. Ja… Nej… Måske? Det gik an på så meget. Da han så uddybede at han havde hørt hun sad inde med begge dele, sank hendes bryn roligt tilbage på plads før hun så sig tænkende om. En mørkelver var nok næppe en del af byvagten eller lyset hær, så det kunne næppe skade at sige man havde forbandelser.

”Jo, ser du… Forbandelser og forbandelser… Jeg kan overføre en magisk kraft til genstande. Ved man præcis hvad det er man bære for en genstand, så har du en mulighed for at kontrollere det. Ved du ikke genstanden er magisk ladet, så kan du gå rundt med en evne du ikke kan styre og tro du er forbandet,” forklarede hun og så overvejende over på ham. Det var lidt besværligt at forklare, men der var jo en del som lærte at leve med deres forbandelse. Et eksempel var trodsalt vampyrer og varulve.