Bordellet var et af de finere i byen. Et af de steder, man tog hen, når man var stinkende rig og ikke behøvede bekymre sig om at liste sig ind ad bagindgangen. Det var dog hvad Rhaya måtte gøre, for hun var her ikke for kropslig nydelse, og hun havde ikke tænkt sig at betale i døren. Mere stille end en mus hev hun sig op ved vinduet på anden sal og balancerede med lethed på gelænderet fra naboaltanen, mens hun dirkede sig vej gennem rammen. Det lave, forførende klik bød hende velkommen ind i bordelhusets værelse. 
Hun smøg sig igennem den smalle åbning, og landede på gulvet uden en lyd. Tøjet sad stramt om hendes krop, så uslebne kanter ikke ville hive fat i flagrende skørter, og hendes hår var snoet til to lange slanger, der lå  ned over hendes skuldre. Magien påvirkede kun hende selv, så nogle gange var tøj bare i vejen. Et skævt smil prydede hendes læber, idet hun trådte over en skjorte på vej mod sengen, hvis lette forhæng stod stille i det lumre værelse. Der var ingen tvivl om, hvad der var hændt herinde, men hun så kun én skikkelse i sengen - heldigvis var glædespigen smuttet. 

Henry Oswald Islington. En fisefornem opkomling, der havde alt for mange krystaller i røven. Krystaller, i form at spiritus, der nu gavnede Proteaus' mål i undergrunden. Et lukrativt mål, der havde været nemt for dem at hapse godter fra, fordi Balzeras ordensstyrker ikke havde meget til overs for vesterlændinge. Det var nok også en af grundene til, at han personligt var taget herned, og selvom Rhaya havde beordret næste indsejling af vare urørt, havde hun ikke kunnet modstå fristelsen, da hun havde hørt om den rigdom, han efter sigende skulle rende rundt med om halsen. Det kunne brødføde dem i månedsvis, hvis rygterne havde noget på sig. 

Forsigtigt kantede hun sig indenfor sengens stofbarriere og rakte ud efter kæden, der glimtede i de svage månelys. Hvis den var magnetisk, ville hun ikke kunne få den helt i hånden og ville blive nødt til at bruge chakra på at holde den foran sig hele vejen hjem - hun håbede, det ikke var tilfældet, så hun nemmere bare kunne proppe den ned i kavalergangen og være borte med ørkenvinden inden den fornemme mand vågnede med morgenrøden. 

Den slanke, mørklødede kvinde var for længst faldet i søvn på silkelagnerne, mens Henry Islington sad og røg den beroligende halvorteurt i sin pibe. Således indhyllet i sølvagtig røg, sad han fordybet i tanker. Som Islington-familiens overhoved havde han altid ting at tage sig af, ting at spekulere på: søskende, der ikke indordnede sig, ansatte, der drak for meget på deres arbejdsopgaver – og selvfølgelig de forsvundne forsendelser whisky fra Rubinien. Det havde stået på i længere tid. Leverancerne var aldrig nået frem til Dianthos, og mændene, der stod for fragten, var sporløst forsvundet. Hans uduelige lillebror havde ikke formået at finde ud af noget, derfor måtte Henry selv tage sig af problemet. Han havde mistanke om, at Balzeras ordensstyrker var temmelig lemfældige med den slags anmeldelser, derfor gjaldt det nu om at skabe diplomatiske forbindelser med toppen i Rubinien, som før eller siden ville filtrere ned til ordensstyrkerne. Og Henry havde selvfølgelig medbragt nok alkoholiske godter til at forsøde tungerne hos de selskaber, han allerede var inviteret til.

Det var langt ud på natten, da Henry vækkede skøgen og sendte hende af sted. Lysestagen var næsten brændt ned, før han selv fandt i søvn. Han var nøgen under silkelagenet, hans muskuløse, hårdhudede skikkelse en skarp kontrast til den bløde seng.
Det var et dæmpet lys fra hans magiske medaljon, der gjorde Henry opmærksom på, at farer var nær: han slog øjnene op, og mens de stillede skarpt på en mørk skikkelse, hev han lynhurtigt den skarpe syl frem under puden, greb personens arm, så denne ikke kunne flygte, og satte sylen tæt ind mod angrebsmandens hals.
Først dér opdagede han, at det var en kvindelig ørkenelver. Hun måtte være kommet ind gennem vinduet, konstaterede han. En dygtig tyv, når hun sådan havde sneget sig så lydløst ind på ham. Med sylen rettede mod elverens hals, gled han ud af sengen og pressede hende baglæns hen mod en stol.
”Sæt dig,” beordrede han.

Rhayas hjerte sprang helt op i halsen på hende, da den ellers sovende mand fór op og fik fat i hende, før hun nåede at trække sig. Et hvæs undslap hendes læber, da han pegede noget skarpt mod hendes hals, og han fik presset hende en del skridt tilbage, før det gik op for hende hvad det var. Sylens metalspids glimtede i det svage lys, nu hvor de kom tættere på vinduet, og Rhayas grimasse blev til et smil. 

Hun tog en indånding gennem næsen og pressede sin aura udad. Hun havde haft den så tæt inde på kroppen, hun kunne, så bestik og andre genstande ikke blev skubbet til ved et uheld. Nu hvor hun brugte chakra på den, foldede den sig ud som en usynlig barriere mellem dem og tvang sylen tilbage. En del chakra skulle til, for han var væsentligt større end hende, og det, hun kunne se af hans krop i mørket, så veltrænet ud. Heldigvis var hun for distraheret af våbnet til at lægge mærke til, at han var nøgen. 
Sylen kom lidt på afstand, og Rhaya løftede sit blik til hans. 
"Nej," svarede hun og forsøgte at rive armen til sig.

Til Henrys undren blev sylen skubbet væk fra elverens hals og presset tilbage mod ham selv, så han var nødt til at slippe hende og træde et skridt tilbage. Med et hævet bryn løftede han sylen og holdt den tydeligt op foran hendes øjne, inden han lagde den på sengen bag sig, således selv positioneret imellem dem, i tilfælde af at han skulle få idéen om at hapse den. Hun havde muligvis kræfter, men han var langt større og stærkere end hende og kunne nemt forsvare sig, medmindre hun gemte på flere hemmeligheder.

I et øjebliks stilhed stirrede han tænksomt på hende med sine eftertænksomme, grå øjne. Han havde følt presset direkte tilbage mod sig selv, ikke ud til siderne. Det var nærmere som en brydekamp mellem to magneter. Hvis det var tilfældet, at ørkenelveren besad den sjældne evne, måtte hun være en særdeles eftertragtet slave. Måske havde hun allerede arbejdet i minerne, var flygtet og var som resultat nødt til at overleve som tyv?
”Din evne drejer sig om magnetisme, ikke sandt? Jeg har ikke set telekinese udøvet på den måde.” Han tvivlede på, hun ville svare ham ærligt, men det var et forsøg værd. 
Han var komplet upåvirket af, at han stod splitterravende nøgen foran hende med kun amuletten hængende på brystet.

Rhaya tog hånden til sig, da han gav slip og nåede ikke helt at trække auraen til sig, før han holdt sylen op foran hendes ansigt, inden han lagde den væk. Havde han mærket det? Vidste han...?
De direkte ord fik hende til at skære en grimasse. Hun prøvede at skjule sin magnetisme bag netop det han antog, det ikke kunne være: Telekinese. Men med en så ung evne og uden at have trænet den nok endnu, havde hun ikke præcisionen til at få det til at virke helt overbevisende endnu. I forbifarten måske, men her på nært hold narrede hun ingen. Usikkert bed hun sig lidt i tungen. Alle vidste, hvor farligt det var at være ørkenelver i det fri uden en ejers mærke - det var kun fordi Evlyn havde givet hende så meget selvtillid, hun ikke længere gemte ørene væk bag et tørklæde - men at være bærer af magnetisk magi og samtidig være en race, ingen ville tænke to gange over blev kidnappet på åben gade... Vargas havde undladt at slå hende ihjel på grund af den evne, og det var efter hun havde slået hans gamle hylster ihjel.  Hun var en omvandrende formue af krystaller solgt til den rette, og det stillede hende i en yderst prekær situation, at Henry allerede havde luret det. 

"Den drejer sig om at holde mig i live," svarede hun afvigende, mens hun prøvede at kante sine fødder en smule til siden. 
Stolen stod stadig bag hende, så hun kunne ikke bare vende sig og løbe mod vinduet. Kunne hun komme bare lidt til siden, havde hun måske en chance for at sætte af og nå vinduet før han fik fat i hende. Hvad der skulle have været et hurtigt tyveri, var pludselig endt i en konfrontation, hun slet ikke var forberedt på. Især fordi hun nu havde mistet det eneste våben, hun havde haft med - når han ikke troede, det var telekinese, vidste han også, hun ikke bare kunne sende skænken i hovedet på ham. 

”Du bør øve dig lidt mere, hvis det skal lykkedes,” brummede han. ”Men du har sikkert allerede oplevet lidt af hvert. En ørkenelver med magnetisme som evne. Gad vide, hvilken slaveejer du er flygtet fra.” Han fastholdt hendes blik, mens han gik hen til skænken, hvorpå der stod en flakon med whisky. Ikke Islington, nej, et lokalt mærke, som han skulle vurdere, om han ønskede at opkøbe. Han løsrev kortvarigt blikket fra hende for at skænke i to glas med rolige bevægelser, ganske sikker på at han kunne fange hende, inden hun nåede vinduet, hvis hun prøvede at flygte.

”Det undrer mig dog, at du din frihed forsøger at stjæle fra en rig mand, som uden tvivl må have skjulte måder, at beskytte sig selv på. Enten er du temmelig dum, eller også er du desperat. Jeg gætter på det sidste.” Han kortlagde afstanden mellem den (stadig nøgen – de velproportionerede nedre dele hængende fremme vidnede om en tiltro til egen overlevelsesevne) og rakte hende glasset. Forhåbentlig var hun intelligent nok til at fatte, at han ikke var ude på at melde hende. I hvert fald ikke med det samme.

På den ene side havde Rhaya lyst til at løbe så hurtigt hun kunne hen mod vinduet. På den anden side havde hun lyst til at vrisse ad ham, at hun var særdeles god til at overleve - han skulle bare vide, hvad hun havde været igennem. 
Lige som hun havde besluttet sig for det første, og han endda havde vendt ryggen til hende, tøvede hendes ellers så flugtvillige sind. Der var noget i hans rolige adfærd, der sagde hende, at hun ikke ville nå vinduet... Og at han faktisk ikke ville hende ondt, selvom sylen havde talt sit klare sprog før. Han havde ikke råbt efter bordellets mandskab. Han var faktisk nu så langt fra sylen, at hun kunne gribe den, hvis hun ville. I stedet skænkede han whisky op i to glas. To glas.

Det var med et varsomt blik på ham at hun flyttede sine fødder tilbage til en mere behagelig stilling. Dog blev hun stående oprejst. I forvejen var hun enormt meget lavere end ham, og der var ingen grund til hverken at knække nakken eller sætte sig selv i en underdanig position ved at tage plads på stolen, som han først havde beordret - hvilket i øvrigt var grund nok i sig selv til ikke at gøre det.
"Du glemte den tredje mulighed," sagde hun og mødte hans blik, mens hun tog imod glasset. "Aldrig tilfreds."

Henry var ikke overrasket over, at ørkenelveren nægtede at sidde ned, men ikke desto mindre irriterede det ham. Han kunne have dræbt hende for at forsøge at bestjæle ham - det ville være hans gode ret – men i stedet havde han tilbudt hende noget at drikke. Et høfligt tegn på, at han blot ville snakke.

Han slap glasset, da hun tog imod det. Aldrig tilfreds. Ordene var som taget ud af hans ældste søsters mund: Hvornår stopper det, Henry? Når du har fået os alle dræbt? Når du har erobret hele Krystallandet? Når dine fjender er støv under dine sko?

”Hvorfor bliver du aldrig tilfreds?” spurgte han. Andre spørgsmål var langt mere presserende, men det var utopi, at hun svarede på dem. Hvem arbejder du for? Hun måtte have beskyttere eller tilhøre et undergrundsnetværk, hvordan kunne hun ellers holde sig i live et sted som Rubinien? Hvordan vidste du, jeg var her? Henry var ankommet for få timer siden, og efter en middag på en privat kro, var han gået direkte til horehuset. Han bar beskedent tøj og tvivlede på, at nogen i Rubinien genkendte rigmanden. Så hvordan?

Rhaya lod ham koge lidt. Hun flyttede vægten over på sit ene ben og nippede langsomt til glassets indhold. Ikke fordi hun ikke kendte smagen - de havde delt en af hans flasker efter det første vellykkede kup - men fordi hun prøvede at læse hans udtryk. Uden at lade blikket glide nedad. 
Vidste han, at han stod over for den person, der havde fået sat alt i stand om at frarøve ham hans enorme importlæs af dyr whisky? Kunne han regne ud, hun ikke bare var en eller anden tilfældig tyvetøs fra gaden, der havde taget et tilfældigt vindue og håbet på det bedste? Det virkede i hvert fald ikke som en brugbar løgn at komme med. 
Nej, hun havde brug for at vise ham, at han ikke skræmte hende alene i kraft af sin rigdom. Hun havde fulgt efter ham hele dagen. Nok var han ikke klædt i guldbelagte kantbånd og ædelstene, men han bar sig som om han ejede alting. En kvalitet, Rhaya afskyede i folk.

"Fordi I heller ikke bliver det," lød hendes svar endelig, og hun krydsede armene foran brystet og holdt glasset skødesløst ud til siden. "Jo mere I får, des mere vil I have." Hun nikkede mod hans halskæde. "Den der kan bespise de ti unger, jeg hev af et slaveskib for nyligt - i mere end en måned."
Det samme slaveskib, som fragtede din whisky, tænkte hun for sig selv, og håbede de hårdt sammenpressede læber ikke afslørede for meget. 
Mon han vidste, at de fragtskibe, han benyttede sig af, også fyldte lastrummet med uheldige sjæle? Ville det overhovedet gøre en forskel for ham? Næppe. Rige mænd var altid kun interesseret i det, der gav dem mere rigdom, og Henry var uden tvivl kun havnet i Rubiniens ørkensand, fordi Rhaya havde forhindret en brøkdel af hans vandlige månedsløn.

Henry sank ned på stolen og krydsede benet, så anklen hvilede på det andet lår. Jo mere elveren talte, jo mere overbevist blev Henry om, at hun kendte til ham. Jo, ganske vist bar han en dyr amulet, men den kunne han have stjålet, købt for alle sine dyrebare penge, eller arvet fra en fjern slægtning. Den var ikke nok til at afsløre hans enorme formue. Altså måtte denne elverkvinde vide, at han var Henry Islington. Og hvad var sandsynligheden for, at han var taget til Rubinien for at undersøge de forsvundne forsyninger whisky, og blev forsøgt røvet samme aften af én, der ikke kendte til sagen?

Han fnøs af hendes latterlige beskyldninger. Hun vidste, intet om ham. At han kom fra samme fattige kår som hende, og afskyede de samme mennesker som hende. Man behøvede ikke være slave, for at være ejet af andre. Jo, han var kommet langt siden dengang, men han glemte aldrig, hvem han var. Det sørgede adelen for.
Henry tog en tår af de ravgyldne og satte glasset fra sig på bordet. Så rejste han sig og gik helt tæt på elveren. Han bukkede sig forover med begge hænder hvilende på de bare lår, så han kunne komme ned i hendes øjenhøjde. ”Ved du, hvem jeg er?” spurgte han direkte. De magiske evner gjorde, at han ville vide det, hvis hun løj.

Det blev til et langt sip af glasset, da Henry rejste sig og kom hen imod hende. Hver en nerve i hendes krop skreg efter at vende om på hælen og flygte, og hendes muskler spændtes ufrivilligt. Det var med en hakkende bevægelse, hun endelig fik sænket glasset fra sine læber og sunket. Whiskyen prikkede hele vejen ned gennem hendes hals, og det var nok det eneste, der skaffede hende en smule mod til at blive stående og møde hans blik. At han havde bøjet sig forover på den måde, som om hun var et barn, der skulle belæres, fik i det mindste hendes hjerne til at finde hurtigt frem til noget at sige til ham.

"Du er en selvoptaget rigmand uden skam i livet," svarede Rhaya og løftede hagen en smule. "Du skræmmer mig ikke, Henry Islington." 
Det sidste var løgn. Egentlig havde hun ikke vidst det, før hun sagde det højt og fik en ubehagelig knude i maven. Det var et let kup, hun skulle have udført i aftes og det var gået galt allerede inden, hun havde fået amuletten i hånden. Han stod der splitterravende nøgen foran hende og indtog stadig hele det lejede bordelværelse som ejede han det. Den slags selvtillid kunne hun beundre i sine venner, og lige nu frygtede hun den i den potentielle fjende, Henry nu engang var. Hun formåede dog at holde ansigtet neutralt og blikket fastlåst i hans. Var der én ting, hun nægtede, var det at vise sin svaghed.

Henry behøvede ikke bruge sin evne for at vide, at hun løj. Ikke desto mindre sitrede hans krop, som om han blev prikket med bittesmå nåle. Det var en berusende følelse, han havde lært at nyde, ja nogle gange gav den ham endda rejsning, hvis det var en løgn, han havde ventet længe på at få afsløret. Netop nu følte han sig dog irriteret over hendes forrige ord. Havde hun nogen anelse om, hvor meget besvær, hun havde forårsaget? Troede hun ikke, han havde vigtigere ting at tage sig til? Men han havde haft ret, at hun kendte hans navn. Henry Islington havde som regel ret.

Med en lynhurtig bevægelse – såfremt hun ikke nåede at flytte sig – greb han hende om hagen og borede fingrene ind i hendes bløde, mørkebrune hud.
”Har du nogen forbindelse med mine forsvundne forsendelser af whisky, ørkenelver?” Hans kølige, afmålte øjne smeltede sig ind i hendes kastanjebrune øjne som smeltede stål.

Rhaya gispede og tabte glasset, idet Henrys fingre lukkede sig om hendes kæbe. Det splintredes mod trægulvet og sendte både væske og glasskår op mod deres bare, udsatte ben. for øjeblikket var smerte dog glemt, da han fik fat om hende. Han var stærkere, end han så ud til, og hun greb ud efter hans håndled, da det ikke var nok bare at rive sig bagud. Hendes ene ben trak sig bagud i et alt for sent flugtforsøg, men ramte stolen, hun helt havde glemt stod som barriere bag hende. 
"Jeg har et navn," hvæsede hun og forsøgte at bore sine egne negle ned i hans håndled med lige så meget kraft, som han rev i hendes ansigtshud med. "Og jeg ved ikke, hvad du tale..."

Hun havde været i gang med endnu en løgn, men nåede ikke at blive færdig, før der lød tre hårde bank på døren.
"Hr. Islington, vi hører larm fra dem - er alt i orden?" lød en bryst mandestemme ude fra gangen. 
Rhayas blik fór op til Henrys for at se, hvad hans næste træk ville være, men hun holdt ikke inde med at forsøge at komme fri af hans greb. Ovre på skænken begyndte en sølvbakke at dirre - frygten fik Rhayas magnetiske felt til at udvide sig, og hun havde på ingen måde koncentrationen til at holde magien i skak.

Henry mærkede væsken og skårene bore sig ind i hans udsatte bare hud, da glasset knustes på gulvet, men han rykkede sig ikke en centimeter, ej heller reagerede han på neglene i hans håndled. Situationen eskalerede yderligere, da en af bordellets sikkerhedsvagter pludselig bankede på døren.

Henry skævede til den dirrende sølvbakke, og det gik op for ham, at elverens kræfter var ved at løbe løbsk. Hvad ville der helt præcist ske, hvis hun gav slip på dem? En del af ham var nysgerrig, men han var nødt til at forsøge at udnytte situationen til sin egen fordel.
”Fortæl mig, hvorfor jeg ikke skal kalde på ham og fortælle ham om dig. Hvad tror du, han gør med dig? Voldtager dig? Finder den slaveejer, du sikkert er flygtet fra, hm?” hviskede han dæmpet.

”Hr. Islington?” lød stemmen atter. Hvert øjeblik kunne Henry svare.
”Hvad kan du tilbyde mig?” gentog Henry. Han slap hendes hage uden at fjerne sit borende blik.

"Stop det, du kan ikke..." begyndte hun, men hans ord tromlede over hendes, og vagten blev ved med at banke på døren. 
Synet af hans nøgne krop og duften af det, han havde fået tiden til at gå med herinde, blev for meget. Koldsved og gåsehud brød frem på Rhayas arme, og hun blev kastet tilbage i det gamle traume. Holdt fast af lænkerne, pisket til blods og voldtaget på chaiselongen med det flotte brokadestof.  En lav pivelyd brød frem fra hendes strube, inden hun fik presset fortænderne ned i underlæben. Sølvfadet rykkede sig fra skænken og maste sig op ad væggen efter at have kastet indholdet fra sig. 

Henry slap hende, og Rhaya sank i knæ hivende efter vejret og ligeglad med de glasskår, der pressede sig op i hendes håndflader. 
"Je-Jeg gjorde det," sagde hun med rystende stemme. "Jeg skal nok for-fortælle, hvad jeg ved. Jeg-jeg beder..."
Hun kunne ikke få mere frem. Noget i hende kæmpede imod fortvivlelsen og nægtede at lade hende tigge for sit liv, mens de fleste af hendes tanker var i det lille mørke rum, tiggende Vargas for sit sølle liv. Var ude under den brændende sol, spændt op som brugsgenstand for hans vagter. Siddende bundet på en kamelryg, som hun blev frataget sin fri vilje. 

Henry betragtede hende synke ned i knæ ovenpå de skarpe glasskår. Han havde ikke forventet, at hun ville knække så let. Håbet, ja, men ikke forventet, at alt der skulle til for at den dygtige tyv overgav sig, var lidt trusler. Det overbeviste ham om, at hun måtte have oplevet nogle grufulde ting, så alene tanken om at vende tilbage til de vilkår, ødelagde hende.
Godt. Samarbejde gjorde alting nemmere.

Henry hævede stemmen: ”Alt er i orden herinde. Bed en tjener om at sætte et vaskefad og en ren klud ude for døren.”
”Javel, sir,” lød svaret samt den forsvindende lyd af fodtrin på knirkende brædder. Dernæst hjalp Henry elveren op at sidde på stolen, såfremt hun tillod det. Han sagde intet, gav hende blot tid til at samle sig. Da lyden af fodtrin vendte tilbage, gik han hen til døren, tog vaskefadet på den anden side og bar det hen til bordet.
”Fortæl mig alt.” En ordre, ikke et tilbud. Han greb hendes håndled og tvang håndfladen åben, så han kunne hælde vand over den. Da det værste blod var forsvundet, begyndte han at pille glasskårene ud.

Rhaya var stadig tabt i minder, mens Henry hankede op i hende og fik placeret hende på stolen. Hendes blik var fjernt og burde have været tårevædet, men hun havde grædt ud for længe siden. Nu var det kun minder og drømme, der hjemsøgte hende. 
Da han begyndte at hive glasskår ud af hendes håndflade, kom hun lidt mere til sig selv igen. Det gav et sæt i hende, som billederne i hendes sind fortrak sig og lod rummet komme tilbage. Hun rev hånden til sig og hvæste straks i smerte, da det fik et skår til at trække en blodig streg henover et par fingre. Hendes blik fandt Henrys og hun trykkede sin ryg tilbage mod ryglænet, selvom det ikke gjorde at hun kom meget længere væk fra ham. 

"Jeg gør det selv," sagde hun og holdt sine hænder tæt ind til kroppen. Først der gik det op for hende, at Henry vist nok havde sagt noget før. Selvom hun ikke havde været til stede i hans ord, vidste hun godt, hvad han ville have. Frustrationen over at være knækket så let overtog pladsen, som fortvivlelsen havde holdt. Frustration, der også råbte ad hende, at hun havde haft en chance for at slippe væk, mens han havde stået ved døren og hun blot havde siddet lammet i stolen.
"Du fragter din skide likør med slaveskibe," spyttede hun ad ham og hev et stykke glas lidt hårdere ud af hånden end hun havde behøvet. Smerten hjalp med at holde vreden i live og ulykkeligheden på afstand. Hvor lidt kunne hun slippe afsted med at sige?  "Første gang var vi bare heldige. Det sælger godt."

Henry slap hendes hånd. Hendes hvæsen og afvisende adfærd mindede ham om en vildkat, man ikke skulle komme for tæt på, medmindre man ville risikere at få kradset øjnene ud. Så han lod hende være og vendte opmærksomheden mod sine egne ben. Skaden var ikke slem, og han fik behændigt fjernet glasskårene uden at reagere det mindste på smerten – han havde oplevet langt værre.

Imidlertid fik hendes ord ham til at rynke en smule på brynene. Slaveskibe? Det kendte han intet til. Kunne det virkelig passe, at hans leverandør benyttede sig af muligheden til at tjene egne penge? Det ville koste hr. Marvin dyrt. Det sitrede allerede i Henrys fingre efter at grave mandens kindtænder ud eller skære et øre af ham … Men først denne elver.

”Kom til sagen,” snerrede Henry. Hun trak tydeligvis tiden ud, og han var ved at miste tålmodigheden. ”Hvem arbejder du for? Hvad er dit navn?” Han havde ikke hele natten. Hvis han kunne udnytte elvertøsen til sin egen fordel, måtte han vide det hurtigt, ellers gad han ikke spilde tiden på hende.

Rhayas første instinkt var at klappe i. Hendes kæbe spændtes og blikket faldt ned til de blodige hænder. Det var ikke slemt, og hun begyndte at hive de sidste skår ud. Da hun var færdig, gnubbede hun fraværende sit ar på skulderen. I hendes hoved var Henry ikke bedre end Vargas eller Atesh - skruppelløs og udnyttende de svage i samfundet. Hvis han sendte sine ting med fragtskibe, der også indeholdt slaver, betød hans midlertidige våbenhvile ingenting. Nok havde han ikke råbt op til vagten, men det var kun fordi han endnu ikke vidste, om han kunne bruge hende til noget. Hun hadede smagen af de ord i sin mund. For mænd som ham var hun en ting, og hun mærkede vreden boble i maven. 
Hold fast i den vrede, havde Evlyn sagt til hende engang. Det er den, der får dig videre herfra. 
Videre fra det sorte hul, uhn var blevet kastet ned i. Væk fra minderne og i retning af styrke. Ét skridt ad gangen.

"Rhaya Fay'Sarr," svarede hun og hævede blikket til hans igen. Han sad så tæt på stadig, at hun havde lyst til at sparke ham under hagen. I stedet bed hun noget af frygten i sig, pustede til vreden i sit indre og lænede sig frem mod ham. Det magnetiske felt trak sig sammen igen, og sølvfadet faldt ned fra væggen. "Og jeg arbejder ikke for nogen."
Det havde været en af de bedste beslutninger i hendes liv at blive en del af Proteaus - især som leder. Hun havde et ansvar for at holde Evlyn informeret, men hun arbejdede ikke for hende. Rhaya bestemte, hvad der skulle ske med gruppen her i Balzera, og hun yndede at lade alle få indflydelse, hvis de ønskede det. Hun ville ikke have en gruppe, der følte sig forpligtet eller presset til at gøre noget, og således arbejdede de ikke for nogen - og samtidig arbejdede de for alle slaverne og deres ret til frihed. 
"Vi lader din sprut være, når du lader slaverne være," fortsatte hun, ikke helt blind for at hun blev nødt til at give lidt, hvis hun skulle slippe herfra. "Hvis du selv holder nogen, vil jeg også have deres frihed."
Det ville være et gevaldigt tab af indkomst, men et par kasser sprut var ikke hendes liv værd. Slet ikke, hvis det betød hun kunne få befriet nogle slaver samtidigt. 

Prikken i huden. Hendes navn var sandt. Han betragtede hende roligt, da hun lænede sig frem mod i ham i et forsøg på at overbevise dem begge om, at hun ikke var bange. Jeg arbejder ikke for nogen. Det betød, at hun var lederen af sin tyvegruppe, for hun kunne umuligt have kapret et handelsskib på egen hånd. Spørgsmålet var bare, hvilken gruppe hun var en del af.

Tilsyneladende var Rhaya overbevist om, at Henry var slavehandler, og han havde ikke tænkt sig at protestere, hvis det kunne komme ham til gode. ”Du er ikke ligefrem i en position til at forhandle,” brummede han og gik hen til sølvbakken for at skænke sig et nyt glas whisky. Han slyngede indholdet rundt et par omgange, inden han tog en slurk og lod den brændende fornemmelse i halsen klare hovedet. 

”Nuvel. Det er en aftale, Rhaya.” Med glasset i hånden gik han hen til sengen og satte sig på kanten med spredte ben. ”Jeg har et andet forslag. Du kender Rubinien bedre end jeg, og du har tydeligvis allerede succes med at sælge mit sprut. Hvis du fortsætter med det, kan du få 5% af afkastet. Du bevarer din frihed, har en fast indtægtskilde og kan brødføde resten af din tyvegruppe.” Han hævede et spørgende øjenbryn mod hende for det gavmilde tilbud. Ikke nok med at han havde afstået fra at melde hende til vagten, han havde tilmed givet hende et fremragende tilbud. Begges aften kunne ende betydelig bedre, end den var startet, hvis hun ikke var for dum til at afvise ham.