Zirra var blevet fyret. Altså så meget som man nu kunne blive fyret fra noget, når det ikke var ens egentlige arbejde. Cetus Hark var blevet afsløret - altså så meget man nu kunne blive afsløret, når man ikke eksisterede.
Hvorom alting var, skulle Zirra bruge et nyt erhverv, og hun havde måske lidt naivt troet, at spionnetværket ville klare det for hende. Endnu en ligegyldig position for en ikke-eksisterende chef i en del af Lysets administration, som ingen alligevel gad beskæftige sig med. 
Det havde vist sig at den nye spionmester troede mere på, at man faktisk havde et reelt, eksisterende arbejde, så man nemmere ikke blev afsløret, fordi folk ikke var til at finde. Det gav mening, men Zirra var ikke helt med på ideen om at civile kunne risikere at blive blandet ind i hendes spionarbejde. Lyst manglede sikkert ressourcer. Eller bedre ideer.

Nu stod hun foran en lille butik lige inden åbningstid og ventede på, at ejeren dukkede op. En guldsmed. Eller en smykkeforhandler? Måske en blanding, men det var faktisk heller ikke vigtigt. Zirra havde ikke de vildeste kompetencer inden for noget som helst andet end at ligge lang tid i en grøftekant, så det havde taget en del tid at finde nogen, der søgte noget, hun bare havde en lillebitte sandsynlighed for at få. 
Guldsmeden her havde heldigvis ikke søgt hverken guld eller smed, men derimod en sekretærtype til at ordne papirer, skatter og forsendelser. Dét var Zirra rimelig sikker på, hun nok skulle kunne klare, og hun kunne endda fremvise en ret imponerende anbefaling som sekretær fra nogle folk i byrenovationen, der aldrig havde mødt hende, men alligevel på en eller anden måde havde gode ting at sige om arbejde, hun aldrig havde udført.

Det havde nu ikke været fordi Fielthena som sådan var i nød, efter at ansætte en til at klare de mere lavpraktiske ting. Det klarede hun ganske fint selv, ligesom alt andet i brunettens dobbeltliv. Alligevel havde hun ikke blankt afvist muligheden for at have en i guldsmedjen, der kunne agere sekretær. Efter Declan’s lille afpresning, hvor hun var endt ikke alene kjole klædt men også til fest i høj klassen. Blev beslutning om at en kopi af samtlige papirer var på sin plads. En passende første dags arbejde for den blonde kvinde, der ville vente hende ved døren.

En kvinde som Fielthena ganske uvant havde glemt alt om, da solens spæde stråler var begyndt at rejse sig, og en gylden lyskegle kastede sig ind gennem vinduets glas, i den rødhåret lånehajs soveværelse. Realiseringen var ikke sen til at komme, efter et mageligt stræk i lagnerne. Derefter var hun nærmest væltet ud af den varme seng og i alt hast grebet de spredte stykker tøj. Bukserne var blevet kæmpet på gennem stuen, læderstøvlerne nær hoveddøren og trøjen imens hun var halvt ude af døren. Det var også først her hun bemærkede at overdelen slet ikke var hendes, men derimod Declan’s.
Et irriteret suk lød og alt for hurtigt måtte brunetten opgive at få snøret v-hals udskæring, der i stedte måtte stå åben, med et uanstændigt indkig til den fyldige barm.

Maven knurrede højlydt sine beklagelser over ikke at have fået en bid mad endnu, da hun endelig med lange, hurtige skridt nærmede sig butikkens facade. Håbet om at kunne nå at låse sig ind inden Zirra’s ankomst blev skudt i sænk allerede før Fielthena var tæt nok på at sætte nøglen i låsen. ”Herligt… Naturligvis er hun punktlig.” mumlede hun for sig selv med himmel vendte øjne. Et hurtigt forsøg på at tæmme bare lidt af den brune manke blev gjort, men fingrene alene kunne ikke komme morgen og bolle hår helt til livs.
Et perfekt opstillet imødekommende smil krængede mundvigene opad, da hun endeligt var nær den anden kvinde og døren. ”Jeg håber ikke du har måttet vente for længe? Det var Zirra ikke sandt?” stemmen var fuld af beklagelse, men venligt stemt. Nøgen blev sat i låse, hvorefter et mekanisk klik lød da den blev slået fra. Den lille klokke over døren kimede lystigt, da Fielthena åbnede døren for Zirra. "Kom inden for, endnu en gang beklager jeg at være for sent på den.".

Fielthena var ikke, hvad Zirra havde forventet. En lidt for stor trøje i et mandesnit blandet med det viltre hår. Zirra havde nok forestillet sig noget lidt andet af en smykkehandler - de plejede altid at gå utroligt meget op i udseende og bære deres egne smykker, så de kunne vise kunderne, netop hvor smukke de ville blive af at handle hos dem. Fielthena gjorde ingen af delene - udover at vise meget tydelig barm, men det var næppe helt med vilje. 
Heldigvis fik Zirra hurtigt fejet sit overraskede udtryk til side og erstattet det med et lige så venligt smil, som hun blev mødt med. Måske var det nu meget godt, at hun ikke var en alt for fornem dame - så kunne Zirra være lidt mere sig selv, mens hun var her.

"Det gør slet ikke noget. Jeg har ikke ventet længe," skyndte Zirra sig høfligt at svare. At vente var trods alt en af hendes spidskompetencer. "Og det er Zirra, ja. Fielthena? Udtaler jeg det korrekt?"
Zirra havde kun læst navnet og blandet med efternavnet havde hun ikke været helt sikker på hverken udtale eller oprindelsessted. Det lå faktisk tættere på dæmonisk end så mange andre navne i opbygning, men det kommenterede man selvfølgelig ikke på som nyansat. Og derudover var der sikkert et sprog et sted, der også mindede om dæmonisk, men som Zirra ikke lige kunne. 

Hun trådte med guldsmeden ind i forretningen og Zirra kiggede rundt på de fine montre, mens hun blev ført ind. Fielthenas håndværk var formidabelt og butikken så hverken overfyldt eller sparsom ud. Den var fint indrettet og hun havde tydeligvis en sans for, hvordan hun skulle præsentere sine værker for kunderne. 

Overrasklen sad ikke længe i den blonde kvindes ansigt. Det dog nåede at være til stede længe nok til at brunetten alligevel opfangede det. Det gik Fielthena til at kaste blikket ned over sig selv, hvor til en svag vrænge på næsen efterfulgt at af beklagende skævt smil ”Jeg lover dig, at jeg normal tager mig lidt bedre ud end dette.” forsikrede hun Zirra. Ikke at hun normalt klædte sig som en typisk ejer af en guldsmedje, hverken når det kom til klæder eller at bære smykker, men hun var da typisk noget mere nettet end dette syn.

Et små skeptisk udtryk manifesterede sig i det grænsende til blege ansigt, med et hævet øjenbryn. Troede hun Zirra når hun sagde hun ikke have ventet længe? Delvist, men der var så bestemt også noget høfligheds pli der spillede i svaret. Ikke at det havde en relevans alligevel, Zirra skulle nok nå at lærer, at når de blot var dem, behøvede tingene ikke pakkes ind i pålagte høflighedsfraser. ”Ja det er ganske korrekt udtalt.” lød det med et lille nik.
Døren lukkede sig i bag de kvinder, med den lille klokke over atter kimende for at fortælle det åbenlyse. Med mere fattede skridt trådte Fielthena nærmere den lange disk, men massive trædisk og fandt nogle bøger og løse pergamentpapir frem ”Jeg har hørt ganske godt om dig, men rygter er jo ikke altid med meget hold i sig, så der vil være en prøve periode. Hvad ville du sige til omkring to uger?” begyndte hun at forklare, mens hun gjorde tegn til at Zirra skulle træde nærmere ”Har du andre talenter end at være sekretær? Kan du sælge? Det er meget skiftende om det strømmer ind med kunder, men på de hektiske dage, kan jeg have brug for din hjælp med salg. Hvis ikke du kan finde ud af det, så kan du vel altid finde ud af at pakke smykkerne pænt og forsvarligt ind?” hvad Fielthena kunne se besad Zirra to velfungerende hænder, så synede ikke til på anden vis at være fysisk udfordret.

"Begge dele vil passe mig fint," svarede Zirra og fulgte med Fielthenas lange skridt. "To uger er en passende periode," - Det var alligevel så længe, Lyset havde givet hende til at falde til, for at skulle løbe på underlige tidspunkter når man lige var blevet ansat, faldt aldrig i god jord - "Jeg kan både pakke og sælge - eller i hvert fald tale folk efter munden og henlede deres opmærksomhed på det rigtige."

Nok havde hun ikke butikserfaring som sådan, men at lede opmærksomhed steder hen eller fjerne den fra visse ting, var hun godt oplært i. Jovist, ofte var det nemmeste en kavalergang eller noget nyt, men skinnende smukke smykker burde ligge lige op ad dén boldgade. Fin motorikken fejlede heller ikke noget, og hun var ikke i tvivl om, at hun nok skulle være i stand til at pakke ordre ind og række kunderne noget, der ikke lignede en vildvoksen hæk. Fra sin mors side havde hun arrangeret blomster og klippet hække med hende fra hun var en lille pige. Hun var ret sikker på, hun ikke ville kunne lave smykkerne, Fielthena havde udstillet i sin butik - der kom snilden nok til kort - men bare at pakke dem i en firkantet æske? Ikke den vildeste udfordring. Sikkert kedeligt, hvis hun skulle gøre det hele dagen, men Zirra var dedikeret til sine arbejdsopgaver som ingen anden, og ville aldrig kny over opgaverne.

"Det er nok mest priser og afslag, og hvor meget du er villig til at kunderne prutter om prisen, jeg lige skal have lidt hjælp med i starten," tilføjede hun med et smil. "Som jeg forstod det var den primære opgave noget kopieringsarbejde? Jeg har et par skriveprøver med, så du kan vælge, hvilken skrifttype, du helst vil have, jeg benytter."
Op ad sin taske hev hun en lille notesbog, hvor et silkebånd markerede der, hvor hun sidst havde skrevet. Hun lagde den på disken ved siden af Fielthena, da hun så ud til at have hænderne fulde af papirer. Zirra kunne en del forskellige skrifttyper i og med at hun skulle kunne forfalske invitationer og breve med nogenlunde overbeviselighed, men papiret her viste kun et lille udpluk, hvor Fielthena mest skulle vælge mellem en finere skråskrift eller en letlæselig type med tydeligt adskilte bogstaver, og diverse variationer deraf.

Helt som forventet gik Zirra uden beklagelser eller andre indvendinger med til prøve perioden på to uger. Det var nu en gang bare nemmer at de ikke allerede nu skulle støde hovederne mod hinanden. ”Ah, så er du jo så godt som en sælger allerede.” Et sjældent oprigtigt smil blev givet med svaret der var lige dele oprigtigt, som moret. Det var ingen hemmelighed at en god sælger skulle besidde særligt at kunne snakke andre efter munden, givende folk en flask ide om de har ret.

Bøgerne blev delt op i to bunker, samme blev de mange løse papirer ”Naturligvis, det skal vi også nok snakke nærmere om.” medgav hun sammen med et kort nik og løftede blikket op på Zirra, som hun trådte nærmere. Det var noget af det mere omstændige, for selvom der var regler for hvornår og hvor meget hun gav sig i forhandlinger, så var de gerne bøjelige.
Imponeret lod det ene øjenbryn sig rykke længere op i panden ”Det må jeg sige Zirra, du er velforberedt. Det sætter jeg pris på.” lød det rosende, ros den blonde kvinde nok hurtigt ville erfare sig ikke faldt naturligt fra brunetten.
Den lille notesbog blev trukket nærmere, mens de forskellige skrifttyper blev taget i øjesyn. Den sirlige skråskrift var læsbar og talte til det æstetiske, men som bogen ikke skulle vises frem til kunder måtte hun gå med et mere praktisk valg; et der kunne give et hurtigt og nemt. Hvor på den ene finger stoppede ved den mere letlæselige ”Denne vil være fin i de private bøger. Hvis du skriver noget kunderne, vil komme til at se, så forventer jeg dog du bruger den anden skrift.”.

Med et nik tog Zirra bogen igen og imprentede sig, hvilke to, Fielthena bedst kunne lide. Hun smilede ved komplimentet, venligt og imødekommende. Hun kunne ikke benægte at have gjort sig ekstra umage op til dette møde - hun havde virkelig brug for at få et fast arbejde igen, og uden reel erfaring med det med at søge frit omkring, havde hun været en kende nervøs ved det hele. 

"Er der en bestemt tidsfrist på kopieringen, eller skal det bare gøres ind imellem kunder?" spurgte hun  og så stakkene an. Der var godt nok mange papirer og bøger. Var guldsmedeforretningen virkelig så gammel? Zirra havde ikke lagt mærke til den før, men hun havde heller ikke begået sig så meget omkring smykker og des lige. Deres skinnende egenskaber var for det meste upraktiske i hendes profession. "Jeg antager, bøgerne ikke må forlade forretningen?"

At afskrive så mange papirer og bøger ville nok tage hende et par uger - mindst - men mon ikke hun kunne holde det ud, når der også var en smule kundekontakt engang imellem. Og så de dage, hvor hun måtte være nødsaget til at sige, hun ikke kunne komme. Dårlige undskyldninger ville der komme nok af, når hun samtidig skulle passe sit spionarbejde, men forhåbentlig varede det ikke ved med travle perioder. Her i starten ville hun nok være forventet at være meget hos guldsmeden, og så langsomt kunne trække sig til en hjælpende hånd i ny og næ, når Fielthena havde behov for det. 

”Du må gerne tage alle papirer og bøger med hjem, på nær denne.” En af de større læderindbundet bøger blev taget fra bunken, så det var tydeligt hvilken af bøgerne Fielthena snakkede om. Bogen var tykkere end de resterende og langt fra fyldt, hvis man kiggede i den; men den indhold alle tegninger af de smykker som der enten var eller skulle laves. ”Der er ingen tidsfrist. Jeg forventer ikke du tager det med hjem og bruger dine aftener på kopieringen. Det er en frygtelig kedelig måde at spendere sin fritid på, medmindre det er din ting?” den ene hånd lagde sig på bunken med løse papir og et beklagende smil fandt vej mod Zirra ”Normalt er jeg ret ordentlig, som butikken også indikere, men indimellem går det lidt stærkt med at få skrevet tingene ned.”.
Hånden fjernede sig igen, men kun for at pege mod døren bag disk området ”Det er min private bolig, du får en nøgle der til så du kan lave te om nødvendigt og naturligvis benytte daset ude i den private solgård.” alene at Zirra fik lov til at få adgang til hendes private bolig, var et særtilfældet for når det blev kogt ind til benet så værnede guldsmeden om sit privatliv. ”Kom med så viser jeg dig lidt rundt, og finder en ekstra nøgle." med de ord var hun allerede ved at åbne døren, der ville fører ind direkte ind i en stue. 
Den private bolig var ret spartansk indrettet, møblerne bar præg af at være i god kvalitet, men der var intet som blomster i vaser, malerier eller andet unødvendigt pynt at finde. Der var et siddearrangement tættest mod ildstedet i enden tættest mod butikken, modsatte ende havde et spisebord med plads til seks, hvor døren ud til køkkenet var fjernet så den i stedet var en åben åbning. Mest bemærkelsesværdigt var det ’træ-møbel’ med ’arme og ben’, som var at finde placeret omkring midten af rummet, mellem det store spisebord og sofaarrangementet. ”Kommer der en rødhåret mand med livløse grå øjne, der prøver at gå herind, så lader du ham bare. Hvis han er til besvær så fortæl det endelig til mig. Spørg han efter bøgerne, så ved du ikke hvor de er, okay?”.


Link til træningsdukken i træ

Det var med stor interesse at Zirra fulgte med rundt i det sparsommelige hjem. Hun nikkede og mmh-ede til Fielthenas beskrivelser, mens hun sugede den nye arbejdsplads til sig. Butikken i sig selv var et syn, men de fine omend få møbler her bagved var skam heller ikke noget at kimse ad.
Zirra følte næsten hun boede forhutlet til sammenligning.

"Godt at vide," svarede hun til informationen om den rødhårede mand. Det var næsten forventeligt at alle havde nogen, de ikke ønskede snuskede for meget - det var dog lidt spændende, at han sådan havde ret til bare at gå ind i hendes hjem, dog. "For ham vil jeg blot præsentere mig som hjælper ved disken." 

"Du har et nydeligt hjem," komplimenterede hun guldsmeden og nikkede mod træningsdukken. "Og bevendt udi nærkamp, ser jeg? Min far tjener Lysets hær, så jeg har set lignende anordninger på paladset."
Hvor meget Fielthena havde tjekker op på hendes efternavn, vidste hun ikke, men for at holde det simpelt, nævnte hun blot sin fader. At tre ud af fire af mændene i hendes nærmeste familie allerede havde opnået riddertitel havde det med at afspore nogen samtaler. 

Hun var kvik og hurtigt tænkende, noterede brunetten sig mentalt ligesom hun gjorde med alt andet. Lige de to egenskaber kunne gjorde at mavefornemmelsen i at Zirra var den rette til jobbet, voksede sig stærkere. Måske skulle det faktisk vise sig, at Fielthena skulle stå tilbage med fortrydelsen, over ikke før at have besværet sig med at hyre en som Zirra?
Komplimentet om hendes hjem, fik ingen påtale. Hun hørte det, men ordene kunne være sagt med lige så meget oprigtighed, som de kunne være flaske og affødt af almindelig pli. Da samtalen i stedet blev flyttet over på emnet nærkamp var hun ikke overrasket. Selvfølgelig havde Fielthena tjekket op på hvem Zirra var, det som hun altså kunne finde frem til. Dette indebar også hendes familie, forældre og brødre.
”Lidt, men det er primært for at holde formen. Ser du, jeg er måske lidt for glad for god mad.” løj hun beskedent, som svar på spørgsmålet med en latter.



Zirra havde havde vist sig ikke bare at være en dygtig og hurtig afskriver, men det havde vist sig hun også var en dygtig sælger. Kunderne elskede hende og den sublime service hun mødte dem med. Der havde ikke været så meget som én finger, at sætte på hendes arbejde. Der havde ingen gang været brok de enkelte gange, hvor Fielthena havde måtte overlade butikken til hende, for at 'løbe et ærinde'. Der havde endda også været dage, hvor Fielthena havde sendt hende hjem tidligere uden så meget som at kny, hvis Zirra havde spurgt om det var muligt.

Denne dag havde spørgsmålet om hun gå tidligere ikke kunnet passe bedre. Et andet job skulle klares og tiden for det var ved at rinde ud, men som altid gjorde Spurven ikke tingene halvt. Målet denne gang var ikke bare en simpel husholderske. Planlægningen havde krævet mere for at højne chancen for succes.
En rådgiver for en af de større adelsfamilier, skulle ud for et lille uheld så der desværre måtte findes en ny til pladsen.
Denne rådgiver ville være at finde i et af husene i det øvre distrikt, hvor han ville gøre sig klar til deltagelse af midsommerballet, helt uvidende om den pris der var givet for hans hoved. Naturligvis ikke bogstaveligt, for diskretion var stadig at foretrække og efterforskning af mord besværliggjorde kun tingene og trak tiden ud. Under dække af at skulle levere en speciallavet ring til lejligheden, bevægede Fielthena sig i retning af huset, hen over de brostensbelagte gader.

Arbejdet havde været hårdt, nyt og forfriskende. For en gangs skyld havde Zirra lavet noget arbejde, der ikke bare endte i en skraldespand eller aldrig blev læst, fordi det bare var hendes dække, at hun skulle skrive en irrelevant rapport om tagenes stand i Azurien. Det her var arbejde, som hun blev set udføre, og Fielthena så ud til faktisk at påskønne det. Det var arbejde, hun kunne fortælle om derhjemme til familiemiddagene - for første gang i sit liv kunne hun tale om. Hun behøvede ikke være vag eller lyve om det. Hun kunne fortælle om den ældre dame, der var kommet for at få repareret sit arvestykke, og var blevet rørt til tåre, da Fielthena havde ordnet det over alle hendes forventninger. Eller den unge mand, der fandt det perfekte smykke til sin kommende hustru. Alle de glade kunder, hun hver dag betjente og hjalp. Det gav hende næsten lyst til at blive ved med det, men hun vidste, hun ville blive nødt til at skære ned på timerne så snart hun var færdig med afskrivningen - så hun havde mere tid sit rigtige arbejde. 

Et arbejde, hun i dag skulle videre til, så snart hun forlod guldsmedeforretningen. I det mindste havde Fielthena ikke en eneste gang sagt noget til at Zirra havde bedt om lidt tidligt fri et par gange. Hun havde været hjemme forbi, skiftet tøj og var kommet frem til det fine hus, hvor det var blevet opsnappet, at Mørket nok havde tænkt sig at slå til. Præcis hvem, der var målet, vidste de ikke endnu, og Zirra befandt sig i huset i forklædning af at være kammerpige - komplet med en gyselig kyse. 
Hun havde lige snørret kjolelivet på herremandens datter ind og sendt hende videre, da det bankede på døren, og hun smuttede ud på svalegangen for at stille sig klar, hvis det var nu, Mørket slog til. I realiteten var det jo nok bare kusken, der meldte sin ankomst, men hun havde nerverne siddende uden på tøjet her til aften.

Det ville ikke være første gang Fielthena havde stået foran huset. Hun havde været forbi ved flere lejligheder, både i ly af natten og ved højlys dag. Alle flugtveje, hvem der forlod huset og hvornår, hvor mange vagter manden havde betalt for at beskytte sig selv, sin datter, hans værdier og hvornår disse vagter var til stede. Vagterne havde vist sig at køre på skiftende hold af to. Sjældent patruljerede de indenfor husets vægge, kun om aften inden herremanden gik i seng eller når han havde været ude af huset, så lod han dem gennemgå huset fra ende til anden.
Et sidste grundigt blik blev taget på bygningen, inden Fielthena trådte nærmere og lod knoerne møde den tunge trædør i hurtige, men faste slag. Ventetiden for at døren gled op var kort, med en venlig stemme og høfligt smil præsenterede hun sig efter et ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” fra tjenestemanden i døren ”Jeg er her for personligt at aflevere et halssmykke til Hr. Atkin’s datter og signetring til herren selv. Fra Ch’Vyalthan guldsmedje?” svarede hun og gjorde et nik mod æsken i hænderne foran sig. Tjenestemanden trådte til side, så hun kunne træde ind og døren lukkes bag ”Jeg vil fortælle herren De er kommet med smykkerne, hvis De vil være så venlig at vente her?” spørgsmålet var retorisk, selv hvis hun ønskede at vente andre steder ville det ikke være op til den mørkhåret kvinde.
Knapt var tjeneren nået op ad trappen før et brusende kjole skørt i et hvin strøg forbi, tagende to trin ad gangen ”Iiiih lad mig se den, lad mig se den! Fader, fader?!” stemmen var høj pitchet og skinger som negle på en tavle, noget der bestemt ikke blev bedre af den begejstring datteren havde for at se halskæden specielt lavet til hende. Kvindestemmen skar gennem huset og før Fielthena overhovedet nået at række hende æsken med båndet omkring, blev den flået ud af hænderne. Hvinet gentog sig, da sløjfen blev trukket op og låget landede på stengulvet. Det krævede tæt på alt selvkontrol Fielthena besad, for ikke at lade en grimasse trække ansigtet sammen, i reaktion på den hylende, korset indbunden gris foran hende.
En spinkel mandsstemme fulgte efter oppe fra samme svalegang Zirra stod gemt på ”Det lader til De har gjort min datter tilfreds Frk. Ch’Vyalthan. Vil De være så venlig at følge mig til mit kontor?” den lyshåret mand gestikulerede mod den åbne dør bag sig, den samme dør han var trådt ud af.

Zirra havde ikke forventet Fielthena i døråbningen, men brikkerne faldt hurtigt på plads i hendes hoved. Den ordre, hun havde hjulpet med at pakke tidligere havde ikke haft adresse påsat, fordi hun personligt ville levere den - og således havde Zirra ikke tænkt over, at de skulle det samme sted hen. Nu gjaldt det om ikke at blive set af den arbejdsgiver, hun havde håbet at være mere end en lille uges tid hos. Det ville se virkelig skidt ud, hvis hun fik ødelagt sit dække allerede. 

Han ledte hende ind på kontoret, mens Zirra gjorde sit bedste for at gemme sig med ryggen til og tydeligvis meget optaget af at få styr på et eller andet ved gelænderet. Mens Fielthena gik op ad trappen, bevægede Zirra sig ned ad svalegangen mod en tjenestetrappe, og da herremanden ledte  guldsmeden ind på sit kontror, skyndte Zirra sig tilbage for at smutte ind ad døren til det tilstødende lokale. 
Derinde var der et tyndt panel i væggen, så tjenere hurtigt kunne komme med forfriskninger eller hente breve fra deres herre, og hun stillede sig tæt op ad det og lyttede til den mumlende samtale, der foregik inde på den anden side.
"...Virkelig imponeret, frøken Ch'Vyalthan. En anden gang håber jeg også, vi kan lave en aftale. Jeg har allerede planer om en gave til min hustru..."
Zirra bed sig i læben og kiggede ud i en revne mellem panelet og væggen, hvor hun lige akkurat kunne skimte Fielthenas hænder. Hvis Mørket slog til nu, og hun røg med i købet... Det ville være endnu værre, end hvis Fielthena opdagede, hvad Zirra i virkeligheden arbejdede som. 

Ingen lod til at have taget sig meget notits af den lyshåret kyse klædte kammerpige, hverken på vej op ad trappen eller på vej ind på kontoret, hvor hun fulgte på den anden side af panelerne. Ringen blev præsenteret den ældre mand, der straks lod den tage plads på den ene pegefinger, hvor han med største tilfredshed i blikket lod de chokolade brune øjne betragte håndværket i ringen.
”Naturligvis Hr. Atkin, det ville være mig en fornøjelse at lave Deres kone et smykke.” svarede hun med et smil til rosen og muligheden for en ny arbejdsopgave. Ordene var i bund og grund ærlige nok, guldsmeden ville have fundet stor fornøjelse i at lave endnu et unikt smykke til Atkin’s familien, havde det bare ikke været for den lille hindring, at hendes formål med smykke overlevering havde et andet formål.
”… Men det må blive en anden dag, at vi sætter os ned og snakker nærmere om sådan et smykke, som De er bekendt med så er i aften en vigtig aften. Jeg vil nødigt komme for sent, det tror jeg ikke min datter vil tilgive mig for.” forsætte han med et moret men samtidigt træt smil ved tanken alene, om at skulle hører på brok fra hans datter hele vejen i kareten. Fielthena rystede svagt på hovedet og lod en hånd løfte sig viftende op foran sig ”Vi snakke om det en anden dag, De er altid velkommen i butikken. -” responderede hun forsikrende og forstående ”- Tillader De mig..?” spurgte Fielthena med et hentydende nik, til at ville rette noget på enten skjorten og jakken han sad i klædt i. Hr. Atkin’s var ikke sen til at takke pænt ja tak til hjælpen fra kyndige kvinde hænder, hvad han ikke forventede var, hvordan den mørkhåret kvinde uden forvarsel lod hænderne placere sig hen over næse og mund, uden intonationer for at give slip.
Panikken streg hurtigt i de mørke øjne, mens arme og ben febrilsk spjættede i forsøg på at få Fielthena væk ”Sshh, hvis du slapper af går det meget hurtigere.” fik guldsmeden hakket sig med sænket stemme igennem, koncentreret om at undgå de gribende hænder og viftende arme uden at lade luften komme til ham.

Pis, pis, pis, pis, pis!
Alting gik pludselig meget hurtigt. Zirra så, hvordan Fielthena lod sine hænder lægge sig kyndigt og øvet over mandens mund og næse, og hvordan han rimeligt hurtigt begyndte at himle med øjnene, for han var ikke en mand, der tog sig særligt godt af sin krop. Zirra løb væk fra panelet, og ud på gangen.
"Kareten er her, gå udenfor og vent på din far!" råbte hun udover svalegangen, og en af de andre tjenere fik straks gennet pigen ud mod hoveddøren. En af de tjenere, der vidste, at Zirra i aften ikke var en normal del af staben, og at de skulle holde pigen væk fra fare. 
Derefter braste hun ind ad døren til kontoret og hævede en lille hånd-armbrøst med sigtet fastsat på Fielthena. Fielthena. Hendes arbejdsgiver. En guldsmed for himlens skyld! En guldsmed, der arbejdede for Mørket? En guldsmed, der tilfældigvis vidste, hvordan man overmandede en fuldvoksen mand. Havde hun seriøst formået at finde den eneste absolut korrupte arbejdsgiver i hele Dianthos?
"Slip ham!" beordrede hun med sin bedste, autoritative stemme - hvilket var ret svært over for sin arbejdsgiver, hvorfor hun derfor hurtigt endte med at sige mere. "Hvad i Isaris navn foretager du dig, Fielthena?"

Hvis bare den små vommede Hr. Atkin havde brugt halvt så meget tid på at pleje sin krop, som han gjorde på at nusse papir og drikke vin, så ville han måske havde haft kunne yde bare lidt modstand. I stedet var kampen fra hans side styret af den naturlige drift for overlevelse, men med paniske bevægelser der aldrig fik ordentlig styrke i sig, før den ilten begyndte at ebbe ud.
Havde han bare været i stand til at holde hovedet koldt og være bare en anelse mere velovervejet i med sine fægtende arme, så havde han ikke brugt den ilt han havde lagret i blodet op så hurtigt. Brune øjne blev til hvide, da de rullede tilbage i hovedet på ham, men det fik ikke Fielthena til at slippe sit tag.
Slappe arme faldt ned langs manden, hvis krop sank sammen i det resten af musklerne, slap deres spænding.
Bare få øjeblikke længere og Spurven kunne bryste sig af endnu et veludført stykke arbejde, havde det ikke været for døren i et rungende brag ramte væggen bag sig.

Det grønne blik rev sig fri fra den slappe, tæt på livløse mand i stolen, for i stedet at søge hen på den kyse klædte kammerpige. ”Hvad i.. Zirra?” forvirringen fik de mørke bryn til at søge mod hinanden og tegne en forundret streg i den lyse pande. Hvad i alverden lavede Zirra her, hvorfor havde hun kyse på og… Blikket lavede på den lille, ladte, hånd-armbrøst.
Den mørkhåret kvinde lod ikke til at ville fjerne hånden fra Hr. Atkin’s luftveje, trods sin forvirring over at se sin assistent og sekretær tage sigte mod hende ”Vend dig om og gå Zirra...” beordrede hun i stedet blondinen med kølig stemme, ildevarslende for hvad der ville komme, hvis ikke hun gjorde som befalet.

Zirras blik blev hårdt og hendes mundvige trak sig nedad. Tonen i Fielthenas ord var velovervejet og handlekraftig. Hun havde prøvet det her før og ville ikke tøve med at gøre Atkin færdig, så snart Zirra vendte ryggen til. Der var ingen medfølelse at finde hos den ellers så venlige guldsmed, og hun talte, som om hun udførte et arbejde, Zirra bare kunne vende ryggen til og glemme alt om. Men der undervurderede Fielthena den lyshårede kvinde på det groveste. 
"Jeg kan kalde på fire soldater når det skulle være," sagde hun, velvidende at der kun var to indenfor hørevidde ligenu. "Men jeg vil give dig muligheden for at fortælle mig, hvad du laver inden, Fielthena. Hvis det overhovedet er dit rigtige navn. Det kunne godt lyde som et dæmonnavn, nu jeg tænker over det."
Derefter hævede Zirra armbrøsten en smule og affyrede et skud mod sin arbejdsgivers skulderregion. Bolten var tynd og let for at flyve mere lige gennem luften og overhovedet kunne blive skudt fra et så lille våben, så den ville ikke forvolde megen skade - men det var heller ikke meningen. Første skridt var at få hende til at slippe manden - og uanset hvor lidt Zirra brød sig om at skade andre, tog Fielthena hende tydeligvis ikke seriøst lige nu (det var helt sikkert kysens skyld), og en bolt i armen plejede at hjælpe gevaldigt på sådan noget.

Mørke bryn løftede sig, som forsøgte de at sige ’nej?’ da de smalle læbers mundvige sank mod planke gulvet, havde der siddet et lod i hver side og da de blå øjne blev hårde som granit ved befalingen om at forlade rummet.
Hvorfor skulle folk med et moralsk kompas der var lidt for velfungerende til deres eget bedste, altid, uden undtagelse være så besværlige til at gøre som befalet? Forstod de virkelig aldrig, at tingene blev sagt for deres eget bedste?
Zirra’s trussel om at kalde på vagterne, fik en irriteret trækning til at vise sig i Fielthena’s ene mundvig og næsefløj ”Der er kun to vagter. Jeg vil være ude af vinduet før du kan nå at skrige færdig og Hr. Atkin’s vil være en brækket nakke rigere, så kald du bare på hjælpen.” intet indikereret at guldsmeden kom med tomme trusler. Hun ville unægtelig i et hurtigt, vel indøvet ryk knække nakken på manden i hendes hænder, som havde den ikke været andet end en tør kvist.
Fnyset var hårdt ved beskyldningen om hendes navns oprindelse, og ikke mindst at det skulle være af dæmoniske aner ”Pff! Dæmonnavn, nu har jeg da også hørt det med… Hvad er næste gæt, at jeg også er dæmon? Beklager jeg må skuffe dig, med blot at være et gement menneske.” svarede hun uimponeret og små irriteret, men stadig undvigende for at besvare det faktiske spørgsmål; hvad hun lavede.
Zirra tog sigte og skød. Pilen borede sig ubesværet forbi trøjens mørkegrønne stof, videre ind i huden under så. Intentionen bag skuddet var at få brunetten til at slippe lykkes. Hånden der før havde ligget over munden og klemt om næseborene, fløj op til den blødende arm i en sammenbidt grimasse ”Ved Zaladins…!” snappede hun og lod de blodige fingre fjernes fra såret, kun for i få sekunder at tage dem i øjesyn. Lignende en der ville trække sig, var det noget uventet, da Fielthena tilbage lagde afstanden mellem hende og sin sekretær ”Jeg sagde du skulle gå Zirra! Du har intet at gøre i det her og jeg vil ikke skade dig. Sidste chance... – Vend dig om og gå.” hvislede hun advarende, med en hånd lukket i et fast greb om håndleddet til den hånd, der havde fat om våbnet i et forsøg på at forhindre den i at peges mod hende igen.

Zirra nåede ikke at trække hånden til sig, før Fielthena fik fat om hendes håndled. I det mindste, kunne hun glæde sig over at Atkin ikke var ved at dø længere, omend han lå i en stilling, der umuligt kunne være god for hans led. 
Der var ikke særligt mange gode muligheder for at gøre noget mod modstanderen. Helt tæt på var armbrøsten ligegyldig - det især når Fielthena havde fået peget den ned mod gulvet. Men der var stadig bolten, der sad i hendes arm.
Zirra tog fat om enden af bolten med sin anden hånd og vred den i armen på sin arbejdsgiver. 
"Jeg er her for at stoppe Mørket, og hvis det betyder dig, må det være sådan," sagde hun med let rystende stemme, fordi hjertet hamrede afsted i brystet på hende. Når de stod så tæt kunne Fielthena næppe undgå at lægge mærke til de tårer, der var brudt frem i Zirras øjenkroge. Hum havde virkelig holdt af at arbejde for hende. De havde haft en god start og de havde grinet sammen over frokost. Fielthena havde rost hende for arbejdet, og Zirra havde faktisk nydt at betjene kunderne. I det mindste var hun ikke dæmon - men hun var stadig en del af Mørket. "Hvorfor kunne du ikke bare være en guldsmed?" 

Grebet om Zirra’s håndled strammede til, i en forsikring for at hun ikke uden videre kunne rive sig fri af jerngrebet og på ny vende skydevåbnet mod sin arbejdsgiver, hvis hun da faktisk kunne kalde sig det? Overraskelsen over at opdage at også Zirra levede et dobbeltliv var stadig stor, men grunden for deres veje krydsede sig på ny kunne ikke være mere forskellig. Hun var her for at forhindre at mord, ikke selv tage del i det.
Armen bunkede af smerte i takt med hendes hjerteslag, men den værste af smerten formåede Fielthena at kapsle inde mentalt, så længe intet ramte mod bolten eller at armen blev forskånet for de fleste bevægelser. Sidste del var langt svære at føre ud i livet end det første, men det var også kun indtil Zirra greb fat om enden af bolten og vred den.
Smerten gjorde det umuligt at holde ved håndleddet. Det lynede i hendes indre og smerten skød ud fra såret, hvor næsten nærmest krampagtigt satte trak i halsmuskulaturen. Smertestøn fik til nød presset sig ud mellem de hårdt sammenbidte tænder, mens begge hænder greb fat om underarm og håndleddet til den hånd der forvoldte smerten. "Jeg er her for at stoppe mørket(...)" den i forvejen sammentrukne mine blev ikke mindre, ved de ord. Selv en blind ville kunne se at den mørkhåret ikke anede hvad den blonde kvinde rablede om; hun arbejdede ikke for Mørket... Ej heller for Lyset, hun arbejdede for sig selv!
”Jeg… -” spidse negle som en kats borede sig ind i stoffet i forsøg på at fortsætte ned til huden ”- Jeg arbejder for dem der betaler mig!” spyttede hun vredt og sammenbidt tilbage mellem den bidende smerte. ”Mørket, Lyset det gør ingen forskel, hvis de betaler prisen.”.