Alexander stod på usikre ben i borggården, omfavnet af sin mor og storesøster. Han var hjemme. Lettede tårer strømmede ned af kinderne på ham, som han lænede sig tungt mor sin mor og et svagt hulk undslap ham.

Thalias stemme nåde hans ører, selvom deres betydning blev tabt i hans sinds tåger. Han kiggede op og så hende nærme sig hastigt, mens de andre langsomt slap ham. Hun havde et bestemt blik i øjnene, et betryggende blik. 

"Thali.." 

Et svagt smil nåde hans læber, inden hans blik blev fjernt, og han slap sin bevidsthed. 

Tjenestefolk kom hurtigt til og hjalp med at bærer prinsen som han tumlede omkuld. På Fyrstindens ordre blev han hurtigt flyttet til et kammer, og lagt i en seng, hvor Thalia kunne tilse ham.

Alexanders skader var omfattende. Armen, der var bundet ind til kroppen, var brækket og bar et dybt, dyrisk bidemærke, mens håndleddet slemt forstuvet. Dog var armen blevet sat på plads af landsbylægen, der også havde renset og forbundet alle hans andre åbne sår. Som Alexanders kofte blev fjernet, og hans muskuløse bryst kom til syne, var der mere bandage end hud synligt, samt en svag, kvalm duft af betændelse. 
Nært alle hans ribben var trykket, og han havde flere stik og snitsår over brystet.
Hans ben bar et væld af rifter, knopper og insektbid, men intet farligere end det. Hans benmuskler var dog slemt overanstrengt. 

Selv en blind mand ville have kunnet se på kilometers afstand, hvor ilde tilredt prinsen af Isenwald var, det til trods for man ikke kunne se langt størstedelen af de omfattende skader. Et hurtigt blik blev kastet skævende mod det følge, der havde fulgt Alexander hjem. Manglen på en karet i borggården og en opsadlet hest for meget var det ganske klart, han havde redet her til trods skaderne.
Thalia var knapt nået hen til klyngen med hendes nærmeste familie, før Alexanders brune øjne blev fjerne og hans lange krop begyndte at slappes som en kludedukke, hvor i tyngdekraften trak den mod jorden. ”Han besvimer!” var alt hun nåede at få sagt, selvom hendes stemme var rolig var den stadig med en tyk klang af panik gemt i sig. Tjenestefolk havde været hurtige til at træde til, hjælpende med både at forhindre Alexander i nogensinde at ramme jorden og få ham båret til det beordrede kammer. Thalia fulgte naturligvis med for at kunne tilse sin bror.

Med ordren om at hjælpe til med at få Alexsander afklædt, så den yngste søster kunne se hvor omfattende skader broderen havde fået, blev prinsen klædt af, til han lå i de klæder der udgjorde hans undertøj. Selvom Thalia havde forventet det værste, fik synet alligevel et chokeret gisp frem, hvordan var det han så ud?! Hvordan havde han overhovedet kunne holde sig oprejst i sadlen? ”Teo..” hviskede hun næsten uhørligt ud. 
Hænderne begyndte forsigtigt med at arbejde på at binde forbindingerne om overkroppen op. Det var svært at finde hoved og hale i hvilket skader der skulle tilses først, røres af hendes magi først, men valget faldt på torsoen. Betændelsens stank var ikke overvældende, men at den kunne lugtes uden at stikke hovedet for tæt ved, var ikke gode tegn. Betændelsen måtte væk før den gik i hans blodbaner, så det var her hun startede. Med hænderne placeret imod den bare hud, lukkede de isblå øjne sig tæt sammen, med en koncentreret rynken af øjenbrynene, der skabte en lille rynke i midten af panden.
Så snart betændelsen var ude af hans krop, fokuserede hun at få lukket de dybe åbne sår og dernæst knoglerne.
Langsomt lukkede hvert af de dybere snit, stik sår og bidet sig sammen, som havde de aldrig været til stede. De trykkede ribben havde rettede sig og den brækkede arms knogle samlede sig. Over det næste dage ville han dog, hvis noget med et let pres bevægede sig hen over hvor skaderne havde været, føle en ubehagelig ømhed. Ømheden ville blive mindre dag for dag før den til sidst ville forsvinde helt.
Tilbage var den forstuvede hånd, rifter, knopper, insektbid og de overanstrengte muskler da små rystelser begyndte at kunne ses og mærkes, fra Thelia’s hænder.

Som Thalias magi løftede Alexanders skader, rettede knogler ud, og rensede betændt blod, blev mandens vejrtrækning lettere, og mindre besværet.
Et sted mellem biddet og ribbenene, genvandt Alexander bevidstheden, men holdt øjnene lukket for en stund, så Thalia kunne arbejde uforstyrret. Han mærkede dages sår og skader vasket væk under hendes hånd. 
Han kunne have grædt igen, hvis han havde haft bare den mindste energi tilbage til at trække tårene frem. I stedet lod han blot fornemmelsen fylde sig, og lod Thalia tage hans smerter væk, som hendes hænder bevægede sig fra den ene skade, til den næste.

Alexander kunne dog ikke holde øjnene lukket længere, da han mærkede hendes hånd skælve. Men en kraftanstrengelse åbnede hans øjne halvt, og bekræftede hvad han allerede havde følt. Hendes hænder rystende af anstrengelse. Det tog ham et langt øjeblik at indse hvor langt hun var kommet, hvor meget hun havde løftet... hvor hårdt han havde været såret.
Den sidste tanke skubbede han hastigt fra sig, som havde den brændt ham. Han ønskede blot at glemme de sidste dages pinsler.

"Thali" kaldte han bildt, hans stemme hæs og træt. Han løftede den anden arm, og lagde sin stærke hånd om hendes. "Du skal ikke.. overanstrenge dig" bød han hende. Ordrene ringede måske lidt hult, som han lå i sin nuværende tilstand, men han mente dem ikke desto mindre. Han var hjemme nu, og det synes umuligt at dødens kolde klør skulle kunne nå ham der.

Ikke før end Alexander’s stemme lød og hun fik registeret at stemmen var hans. Selvom stemmen var så velkendt, virkede den samtidigt så fremmed med alt sin hæshed og træthed i sig. Først da hans hånd lagde sig over hendes åbnede hun øjnene. Ordene fik lov at hænge i luften mellem dem, bare i nogle få sekunder. I mellemtiden blev de blå øjne mere og mere tårefyldte, til der ikke kunne ligge mere vand langs nederste øjenlågskant, og som et miniature vandfald faldt den ene salte tårer efter den anden, ned over de lyse kinder. ”Men je-jeg..” begyndte hun til stemmen gav et knæk, og hun måtte holde en pause og fylde lungerne på ny. ”Du er ikke..” blikket flyttede sig fra hans ansigt, videre rundt på kroppen og alle de skader hun endnu manglede at ordne.
Hun kunne ikke stoppe nu, hun kunne ikke efterlade ham tilbage med en eneste skade. En skade som kunne blive et ar, et evigt minde om hvor tæt han havde været på at følge Kile til hendes rige.
Thalia var villig til uselvisk at fortsætte sin healing, trods rystende hænder. Villig til at betale hvad end prisen måtte være, for prisen kunne umuligt være nået nær sammenlignelig med hvad Alexander havde oplevet.
Den ene hånd trak sig fra under hans, kun for hurtigt at tørrer de våde kinder og atter lægge sig mod huden, denne gang forsigtigt på den forstuvede hånd ”Der sker mig intet Teo. Lige nu er du den vigtigste.” det forsikrende smil han blev sendt, nåede aldrig helt øjnene der trods kontrollen på tårerne stadig fremstod glas blanke.

Alexander havde svært ved at holde øjnene åbne, svært ved at fokusere. Men synet at hans søsters tårer fik ham til at holde ved bevidstheden. Han gav hendes hånd et blidt klem. "Thali, se på mig" bød han, som hendes blik vandered nedover hans krop, i et forsøg på at få øjenkontakt med hende igen. "Jeg er ikke døende..." ikke længere hvert fald "Min krop kan helbrede resten selv" insisterede hun.

Blidt men bestemt tog han hendes hånd, og trak hende tættere på, ned mod hans overkrop, så han kunne slå armen om hende. Nok var det ham der lå i sygesengen, men han var stadig hendes storerbror, og han kunne ikke bare se til mens hun græd. Især ikke når han var skyld i hendes tårer.
"Desuden Thali.. Hvis du overanstrænger dig selv nu, hvem skal så holde mig med selskab i morgen? Eller dagen efter? Jeg tror ikke mor vil værdsætte hvis jeg begyndte at kede mig, og fandt på at stå op af sengen" hviskede han forsigtet, og trods sin træthed, fik han en drillende, nænsom tone frem.
Han kendte sin søster, og at prøve at tale logik med hende var håbløst, ligeså var det at få hende til at tage varer på sig selv. Bedre så, at lade hende vide det var det bedste for ham. Hvor meget han end higede efter hendes healende berøring til at fjerne de sidste af hans smerter, så kunne han aldrig bede om det, hvis det kom på bekostning af hendes helbred.

Øjnene havde ikke stået stille en eneste gang, siden det have bevæget sig ned over den stadig skadet kro. Nok var de allerværste af skaderne ikke længer at se, men de mindre skader stak stadig i øjnene på hende. Alexander’s stemme formåede alligevel at bryde igennem til hende, og som beordret drejet ansigtet sig i retning af hans. Hun hørte hans ord, men det var alligevel som om hun ikke helt forstod essensen af dem.
De mørke øjenbryn rykkede sig tættere mod hinandens midte, hvor de knugede sig sammen i en undrende mine. ”Jeg kan også heale det sidste, så din krop kun skal fokusere på hvile.” det havde været meningen at hun ville have sagt sine ord fuld af styrke og selvtillid, men i stedet virkede det ene ord mere skrøbeligt end det andet og tonen manglede en overbevisende styrke, selvom Thalia selv troede på sin kunnen.

Det var uden den mindste modvilje at hun lod sig trække ned i et kram. Så snart hun havde mærket trækket og forstod hvad hendes bror ville med det, flyttede hun sig selv det sidste stykke for at skåne ham. Denne gang rungede hans ord ikke med en hul klang, for denne gang lyttede og forstod hans yngre søster dem, klart og tydeligt. Med et snøft slap et lille fnis og et hovedryst ”Du ville blive bundet til sengen.” lød det små drillende tilbage. Naturligvis ville deres mor ikke binde ham til sengen, skulle han få den tåbelige ide at forsøge at bevæge sig ud af den.
”Måske jeg i morgen kan heale lidt mere?” i morgen ville hun have haft en nats søvn til at samle ny energi.
Selvom om Alexander lå med armene lukket omkring hendes lille skikkelse, føltes det forkert, krammet manglede styrke. Det var ikke sådan her de skulle mødes igen, det var ikke sådan her deres første genforenede kram skulle være. En bitter smag spredte sig i munden på hende og ude af stand til at være i den følelse bitterheden bragte, satte Thalia sig så forsigtig op som muligt. Stirrende ud i intetheden af luft ”Tager du væk igen?” stemmen have fundet den styrke den havde manglet før, men den var stadig sagt med en lille piges stemme; en lille pige på 8 år, der lige havde mistet sin far og hvis største ønske var at holde hendes bror hos hende, holde ham fra hvad end der var dér ude og havde forsøgt at tage ham fra hende. En stemme fuld af frygt.

Trods ømheden i sin krop, og smerten i den forstuvede arm, ønskede Alexander ikke andet end at lade øjeblikket vare bare lidt længere. Thalia nærhed var en trøst han ikke viste han havde haft brug for, men stadig holdt han tårerne på afstand.
Det var hårdt nok at lade hende se ham i så svækket en tilstand.

Et kort grin lød til Thalias ord om deres mor. "Og ikke lade mig gå, før jeg var stærk nok til selv at bryde mine bånd" istemte han sin enighed. Deres mor var stædig, det var der næppe nogen tvivl om. Hvorledes kunne alle børnene ellers være blevet ligeså?

"Det ville jeg sætte pris på" svarede han med lettelse, da Thalia lød til at opgive sit ønske om at heldbrede ham mere lige nu, og lade det vente, til hun havde samlet lidt flere kræfter igen. Han var ikke et øjeblik i tvivl om at hun kunne gøre det nu, men så længe ingen var i livsfarer, nægtede han at lade hende overanstrenge sig.. Forhåbentligt ville deres aftale også holde hende fra at liste sig ind mens han sov for at fortsætte.

Som Thalia langsomt satte sig op, mærkede Alexander kulden tage hendes plads mod hans bryst, og hendes ord lod den kulde synke ind til hans hjerte. Han prøvede at se på hende, men han kunne ikke holde blikket, der i stedet flakkede væk. Ned af ham selv, mod loftet.
"Thali, jeg.." hans hals snørrede sig sammen. "Jeg vil blive så længe jeg kan.. Jeg har savnet dig helt enormt!" lovede han stille. Hans besøg igennem årene havde været få og korte, altid glad for at se dem, men lige så glad for at rejse hurtigt igen. Der havde altid været årsager selvfølgelig. Altid havde han forsøgt at skjule den frygt der drev ham, for dem så vel som sig selv. Frygten Astrid havde plantet for så mange år siden.
Frygten for Astrid.

Stod det til Thalia ventede hun ikke til i morgen, men hun var samtidigt ganske klar over at trods Alexander’s stadig svækkede tilstand, så ville han under ingen omstændigheder tillade hende at fortsætte. Havde hun været bare en anelse mere bestemt af natur, ikke så føjende, ville hun have trumfet igennem. Velvidende at hendes broder ikke kunne gøre meget til eller fra, for at stoppe de healende hænder.
Den medgivende kommentar til hendes påstand om deres moder, fik mundvigene til at trække mod et større smil. Smilet nåede bare aldrig længere end til en trækning, var det overhovedet passende at lave sjov med sådan noget, taget omstændighederne i betragtning? Hun følte sig ikke sikker, selvom drillerierne var yderst kærkomment til at holde alt det negative og drænende lidt på afstand.

Blikket blev slået ned i sengen med underlæben suget godt ind mellem tænderne, til den ikke længere var synlig med den begyndende bævre. Tanken om han skulle afsted igen var ubærlig. I sin egen egoisme håbede Thalia inderligt, at Verona ville tale ham fra det; forbyde ham at vende tilbage til lysets hær. Savn, at have savnet…
Begge hænder søgte hans raske hånd, hvor de ville lukke sig omkring, hvis han tillod det. ”Jeg fik slet ikke snakket med dig til maskeballet.” fløj det fra hende, ikke fordi hun ikke havde savnet ham og ville fortælle det. Det var lige netop det hun gjorde på sin helt egen Thalia måde. Sandheden var jo at to af de største grunde for hendes deltagelse til ballet, foruden at det var forventet, havde været muligheden for et gensyn. ”Jeg er sikker på det var dig jeg så. Pludselig var du bare væk i mængden og så blev jeg budt på dans.” en svag vrænge fik huden på næseryggen til at rynke sig, ved benævnelsen af dansen. Blidt klemte hun om hånden hun endnu ikke havde sluppet, skønt taget ikke var fastere end han med lethed kunne trække hånden fri.
Pludselig blev øjnene store og hun lænede sig en anelse nærmere ham, før hun hastigt næsten hviskende spurgte ”Har du fået en drage? En Grif?” det var jo sådan noget en kriger for lyset fik, ikke? En barnlig nysgerrighed lyste ud af det lyse ansigt.

Alexander gjorde intet for at tage sin hånd fra Thalia igen som hun søgte den. Tværtimod lukkede hans hånd sig om hendes, så vel den kunne. Han nød at se smilet vende tilbage til hendes ansigt, og skubbe situationens alvor lidt på afstand igen. Han kunne ikke sige noget til hendes bekymring og frygt, men han kunne gøre sit for at lette den igen.

Alexander sukkede beklagende, og gav hendes hånd et lille klem. "Jeg forsøgte at finde dig, men.." hans stemme var tyk af beklagelse, og han sukkede igen, tungere denne gang. "Maskerne gjorde det svært at finde dig" undskyldte han, selvom det lød så uendelig tamt, selv i hans egne øre. Hvilken bror var han, hvis han ikke kunne genkende sin egen søster?! Vist havde Alexander også haft mere tralvt med at undgå Astrid, end at finde Thalia, men han havde fejlet i begge dele.

"Undskyld jeg ikke kunne redde dig fra dansen" undskyldte han så igen, denne gang med mere munterhed i stemmen. "Jeg håber du havde en god fest alligevel Arys sparede bestemt ikke på noget den aften" fortsatte han lidt varmere "Og at du fandt dig bedre selskab også" tilføjede han med et sigende, lille smil. Hendes vrængen på næsen var ikke gået ham forbi, men hun have forhåbentlig ikke skulle bruge hele aftenen med ham.

Alexander spærrede øjnene en smule op ved det pludselige spørgsmål. Det var ikke et han lige havde forventet!
"Nej, deet har jeg ikke. Det er kun Lysets Riddere der få den ære normalt" han gav hendes hånd endnu et klem. "Men måske en dag". Alexander viste endnu ikke noget om den lille kattegrif deres mor havde fundet til ham. 

Det burde have stukket lidt i Thalia, at hendes egen bror ikke have kunnet genkende hende maskeklædt. Han om nogen burde jo lige netop have haft lettest ved lige netop dét. Undskyldningen ville have klingede hult, havde det ikke været for det lille klem om den mindre kvinde hånd og det beklagende suk. Begge gjorde ord overflødige, for med dem vidste hun at han havde sine grunde. Ikke at hun nogensinde ville have skænket det tanken, at den egentlige grund til de missede hinanden, og et gensyn bedre end dette, var deres søster; Astrid.

Et lille hovedryst fik de mørke lokker til at danse om skuldrene på hende, da han fortsatte sine undskyldninger; denne gang for ikke at kunne redde hende fra en lidt for ihærdig dansepartner. Det havde jo alligevel løst sig, med Nat der var endt med at blive hendes redningsmand, og hun vist nok også hans. ”Det skal du ikke tænke på Teo, du kan jo ikke altid være min redningsmand.” der var ikke skyggen af bitterhed at spore i stemmen, i stedet blev det sagt mere lattermildt, før latteren forstummede sig i det tænderne, sank i underlæben. ”Jeg dansede med Nat under stjernehimmelen.” fløj det fra hende før hun overhovedet nået at tænke sig om. Næsten endnu hurtigere blev det tilføjet ”Ude på en af balkonerne, ikke langt fra alle andre. Vi kunne se ind i balsalen” da det gik op for hende at den flyvske sætning kunne afføde belærende kommentarer om det at hun havde været alene med Nat, uden at der var en anstandsdame til stede.
Skulderne og dermed også lidt af den ranke holdning sank sammen, i et skuffet tungt suk over hans svar. Havde Thalia været en ballon der punkterede for øjnene af Alexander. ”Lover du at komme hjem og vise den, når du får en?” tvivlen på at han nok skulle få et af de prægtige dyr, var prinsessen ikke den mindste smule i tvivl om. Samtidigt lå et brændende ønske for at sådan et dyr ville beskytte ham med sit eget liv; om nødvendigt.

Et svagt smil fandt vej til Alexanders læber, som Thalia rystede på hoved af ham "Jeg kan prøve" drillede han igen, inden han lod hende fortælle om sin aften.

Alexander holdt en neutral maske, mens Thalia fortalte og væltede over sin egen forklaring. Der var noget kært over at se hende famle og fumle med anstændigheden, men Alexander kunne ikke undgå at mærke en knugen i sit bryst. Hun var blevet så stor mens han havde været væk..
"Hvem er han? Det er ikke et navn jeg genkender. Er han fra en af de Rubinianske familier?" sprugte Alexander så ind, og forsøgte at skjule sin ængstlighed. Thalia var ikke en lille pige længere, men en voksen kvinde.. med alt hvad der fulgte med.

Det smertede Alexander til ingen ende at skuffe Thalia. Det var tydeligvis ikke det svar hun havde håbet på, men det var det mest ærlige han kunne give hende.. Det betød dog ikke, at han ikke kunne milde slaget, og tilbyde hende en smule håb også.

Han strammede grebet om hendes hånd "Det lover jeg. Og jeg vil gøre alt i min magt for at komme forbi oftere i fremtiden" lovede han, hans stemme intens og fast, selv i hans svækkede tilstand. Han havde ladt sin frygt styrer sig for længe. Det var nød til at stoppe. Han var nød til at se Astrid i øjnene... Før eller siden.

Ordene have en vis sandhed i sig. Alexander kunne ikke beskytte hende for evigt eller rettere være til stede til at beskytte sin søster. Det var de begge to ganske bevidste om, men derfor kunne de stadig håbe og ønske at det ville være anderledes.

Det ene øje klemte sig i mere sammen, truende til at lukke sig helt sammen, i en dybt koncentreret mine. Ledende i den imaginative kasse, hvor i samtlige adelsfamilier var arkiveret i det unge sind. Der var så mange. Selvom Thalia’s hukommelse intet fejlede, så tog det alligevel enkelte sekunder at finde svaret på spørgsmålet frem. Straks åbnede øjet sig til sin normale størrelse ”Hans far er Baron af Lapiskysten, Valkar Tordenkilde, - nej klinge, Tordenklinge.” i forsøget på at huske både titel og fulde navn, var den ængstelighed Alexander forsøgte at skjule gået hendes næse forbi.
”Han er lidt yngre end mig, men han er mægtig sød, flink, - venlig mod mig. Nat altså.” endnu en gang snublede hun en anelse over ordene. Rettende både på den eventuelle misforståelse der kunne opstå, ved at det lød til hun omtalte Valkar, samt på ordvalget for hvordan hun opfattede Nat. I mellemtiden fik kinderne farve af røde plamager, der langsomt begyndte at sprede sig længere ud end bare til kinderne.
Den varme rødmen lod sig ikke lægge sig lige med det samme. I stedet hang den sidste rest stædigt ved, som havde næseryg og kindben været kysset af solen efter en dags ophold.

”Tak Teo.” han lovede mere end hun havde spurgt om, men han lovede nøjagtig hvad det unge hjerte så brændende ønskede. Ikke kun at skulle nøjes med brevkorrespondancer. Det var ikke det samme som at have ham her på Isenborg.
Læberne klemte sig lidt sammen og blikket faldt ned på deres hænder ”Tror du..” begyndte hun, før stemmen sænkede sig yderligere og begrænsede sig til en hvisken ”Tror du Astrid bliver lykkelig med ham, som hun bliver forlovet med? Hun virker lykkelig allerede nu, men..” det var naturligvis ikke noget hun burde bryde sit hoved med, men usikkerheden i alt det nye gjorde alligevel at det have fyldt hos Thalia i længere tid, indtil nyheden om Alexander’s forsvinden fyldte mere.


(Hvis jeg ikke ramte helt rigtigt med at Valkar er baron, så sig endelig til. Er ikke helt sikker på om det er rigtig angivet - gik bare ud fra det der stod under erhverv hos ham)

((Baron er helt rigtigt!))

Alexander lyttede, og som han gjorde, blev hans smil varmere. Åhh hans lille Thali. Famlende efter ord, helt fortabt. Det var en kærkommen varme ved synet, ved hendes åbenhed omkring det.
Det var en anstrengelse for Alexander at give slip på øjeblikket og sparke gang i hans hjerne igen for et øjeblik.
"Navnet.. Tordenklinge, jeg har hørt det før" Alexander tænkte så det knagede. Hvor pokker var det?! Valkar Tordenklinge, Lapiskysten.. Aha!
"Han.. blev udnævnt som Baron efter Kiles Orden gik i opløsning, for at have assisteret dronningen selv" sagde han langsomt, mens han forsøgte at genkalde sig manden. Alexander havde været der, ligesom alle af Lysets krigere, for at sværge troskab, ikke kun til dronningen og Lyset, men til Isari, som hæren blev underlagt Lysets og Livets Gudinde.. Et mærkeligt valg, men næppe en politisk-filosofisk diskussion der skulle tages op nu.
"Han.. lyder som en jeg glæder mig til at møde" sagde Alexander i stedet, og søgte sin søsters blik. Hans ord var glade på hendes vejene, men også bestemte. Nok kunne Alexander ikke redde Thalia fra alt, men det var hans ret og pligt som storebror at sikre sig hun ikke havde for gode øjne til de forkerte typer. Hun kunne være så forfærdelig naiv.

Den trætte glæde drænede hurtigt ud af Alexander, og hans ansigt blev blegere som Thalia skiftede emne. "Jeg.. tvivler på Astrid ville have accepteret nogen trolovelse, hvis hun ikke selv ville det.. mere end det" kvækkede han, hans hals pludselig tør og stram. Efter hans sidste snak med Astrid, var trolovelsen kommet som et lyn fra en klar himmel, og han havde ikke været sikker på om han skulle grine eller græde.

Nok var Thalia belært i landets historie, men det havde aldrig været hendes yndlingsfag. Viden lå der, men det var godt gemt væk, som alt andet hun fandt så umådeligt trættende. Det var spændende bevares, men det gjorde bare også øjenlågene ufattelig tunge.
Denne gang lyttede hun med en oprigtig interesse, som Alexander begyndte at dele sin viden. Med store øjne som et lille barn der fik fortalt et eventyr så hun på ham, men resten af ansigt lagde sig i alvorlige folder ”Teo, du bør altså ikke genkalde alt den viden nu, du burde ikke anstrenge din hjerne.” ordne var kærlige, men også med en fasthed, som var de sagt både af den healer hun nu en gang var foruden at være hans lillesøster. Indvendigt forbandede hun sig selv for ikke også at have fokuseret på hans sind, før kræfterne begyndte at blive slidte. Det var jo mindst lige så vigtigt som resten, hvis ikke vigtigere. Thalia vidste godt at hvad end mentalt traume han havde fået, i tiden op til nu ville sidde i ham for evigt.
”Kun hvis du er sød ved ham, - og når du er helt frisk.” Et møde med Nat var det mindste af hans bekymringer lige nu, men det varmede stadig at vide han ville se Nat an, fordi han bekymrede sig om hende. Det var hans pligt som storebror, men det var umuligt den eneste drivkraft bag.

En bølge af fortrydelse brusede ind over hende, da Alexander blev blegere ved spørgsmålet. Farve havde han ikke meget af i forvejen, men hun bemærkede det alligevel ”Undskyld, jeg skulle ikke have spurgt, undskyld Teo..” skød hun hurtigt fra sig, i et tåbeligt forsøg på at af bløde hele situationen. Det var ikke fair at bringe Astrid op, når Thalia om nogen vidste hvilket anstrengt forhold de to søskende havde. Blikket sænkede sig mod fingrene der nervøst begyndte at pille ved lagnet under ham ”Teo..?”.

Alexander kunne ikke andet end give et lille grin, tørt fra sig ved Thalia ord. "Af alle ting, tror jeg min hjerne er den mindst overanstrengte" drillede han. Selv havde han endnu ikke skænket en tanke til de mere længerevarende effekter hans oplevelser ville få. Men dem skulle han nok blive bekendt med, så snart hans krop indså han ikke længere var i livsfarer.

Det var med et bestemt nik at Alexander godtog sin lillesøsters krav. "Jeg lover jeg nok skal opfører mig pænt, og kun være lidt pinlig.. når jeg er helt frisk" han prøvede at lyde let og drillende, men det kom primært bare træt ud. Men Alexander nægtede at give efter for trætheden. Han havde været på benene i dagevis. Han kunne godt klarer en time til. For Thalia.

Det smertede Alexander til ingen ende at se sin lillesøster slå kunder på sig selv over at have bragt Astrid op. Han tone havde været for hård, for uforsigtig! Det havde ikke været hans intention, men han var bare så zalens træt..
Hans hånd fandt vej til Thalias, der pillede ved lagnet. "Thali, du skal ikke undskylde. Jeg håber også hun bliver lykkelig. Hun er min søster, og jeg bekymre mig også for hende... ligemeget hvad" forsikrede han hende, og fandt, lidt til sin egen overraskelse, at det var sande ord. Han og Astrids forhold var nok anstrengt, men hun var stadig hans søster, og han holdt af hende.. trods alt. 

Et lille hovedryst og et sigende blik fra Thalia var alt storebroren fik. Nok var hun kendt for sin ret naive tilgang til mange ting, men lige denne gang måtte det siges at den titel tilfaldt prinsen. Han havde været på dødens rand og det ville unægtelig hjemsøge hans sind, ligesom Astrid stadig gjorde. Hvad Thalia ikke ville give for at kunne lægge de mentale sår hos ham, og ikke blot de efterdønninger der kom af dem.
De lyse øjne blev endnu større og munden lige så ved snakken om han kun ville være lidt pinlig. Hvad der før var en svag hovedrysten, blev nu kraftigere. ”Nej, det må du altså heller ikke…” peb hun nærmest bønfaldende. Hun var jo godt klar over han ikke ville drømme om at gøre hende forlegen med vilje, men tanken alene kunne få hende til nærmest allerede nu, at grave sig ned ude på borg gårdspladsen. ”Jeg ved jo heller ikke om.. -” ordene forstummede lidt. Øjenbrynene rynkede sig nærmere hinanden i en overvejende mine ”- Der findes jo så mange andre skønne og pæne adelsfrøkener.” med ordene fulgte et træk på den ene skulder.

”Det ved jeg, men jeg ved jo også jeres forhold til hinanden er anstrengt og med din tilstand, så burde jeg have tænkt mig om.” Sukkede hun tungt ud, stadig med en skyldfølelse over at bringe Astrid op. Et blidt klem blev givet om hans hånd ”Men Teo, du ved godt jeg bliver nødt til at nævne bidemærket for mor, ikke? Sammen med alle de andre skader”. Noget alvorligt lagde sig over måden hun så på ham på. Hun havde jo godt bemærket at en af hans skader lignede et bidemærke fra et dyr.

Alexanders øjne stålede af fryd som Thalia slog knuder på sig selv over hans løfte. Han viste det ikke var helt fair at drille hende sådan, men, som storebror, var det også lidt hans privilegium at være lidt pinlig overfor Thalia kæreste.
Han sukkede kort, og vippede hoved en anelse. Så op på hende og fangede hendes blik. "Det er der Thali, men der er kun én dig. Og hvis det ikke er det han ser, ja, så er han næppe din tid værd alligevel" forsikrede han hende så godt han kunne. Det var svært at lyde intens og fast som en klippe, når søvnen truede med at trække en under hvertandet øjeblik.

Alexander lod emnet om Astrid glide forbi sig. Han ville gerne sige mere for at berolige Thalia, forsikre hende om at det ikke var så galt, men.. han kunne ikke få sig selv til at lyve overfor hende på den måde. Heldigvis var det næste emne ikke langt væk.
Den mere alvorlige mine forplantede sig hurtigt til Alexander, men han holdt hendes blik. "Jeg forventede ikke andet Thali. Men jeg lover dig, det var bare et dyr" sagde han, så fast som han kunne. Hvilket dyr præcist kunne han næppe sige. Det havde været så mørkt, og gået så stærkt. Men han var sikker, helt ned i sit indre. Det var bare et dyr.

”Det skal du jo sige som min bror.” hun ville have placeret en drillende finger i siden på ham, hvis ikke det havde været fordi hans tilstand stadig ikke var optimal. Trætheden begyndte også at vise sig ganske tydeligt i de mørke øjne. Hun havde brugt sin tid og endda mere det. Alexander havde brug for hvile, både for hans sind og krops skyld. ”Tak Teo.” lød det med et taknemmeligt smil trækkende i mundvigene. Han havde ret, der var kun én af hende og Nat havde jo søgt hendes selskab frem for andres.

Et lille nik var tegn på hun godtog hans forsikrene ord, at det bare var et dyr som havde bidt ham. Thalia kunne ikke gøre andet end at stole på ham. Skulle bidet vise sig at være af en mere alvorlig karakter, skulle det nok opdages og forhåbentligt før andre blev udsat for fare.
”Du skal hvile både krop, sind og ørene som jeg snart har snakket af dig.” Hånden slap hans efter hun havde rejst sig. Tæppet der lå for fodenden af sengen, trak hun op over hans halvnøgne skikkelse. 
Det var stadig utrolig fristet til at gå mod hans ønske om mere healing. Endeligt kunne hun gøre noget og så var selv det ikke nok, hun følte sig ikke rigtig træt og rystelserne havde lagt sig. Trætheden skulle nok komme så snart hun ville træde ud af kammeret. Lige nu havde hun jo bare så meget hun gerne ville snakke med sin bror om, mens hun heller ikke ønskede at forlade ham. Hvad nu hvis det bare var en drøm, hvor hun om lidt ville vågne op til forfærdelige nyheder om at Alexander’s lig var blevet fundet og bjærget?
”Jeg er glad for du er hjemme igen, at du er her. Det er vi alle sammen.” Forsigtigt puttede hun tæppet en anelse tætter omkring hans lange skikkelse. "Jeg kommer ind og kigger til dig i morgen og prøver at få flere af skaderne væk. Hvis du får det dårligt eller får mere ondt eller ondt et nyt sted, så skal du sende en af tjenestefolkene ind til mig.".

Et svagt smil spillede på Alexanders læber ved Thalias ord, for hun havde så evigt ret. Det skulle han sige som hendes bror, men det gjorde dem ikke mindre sande, og hun så ud til at forstå så meget. Alexander ville se frem til at møde denne Nat, som tilsyneladende havde vundet hans lillesøsters hjerte, og han håbede inderligt at han var lige så fantastisk som Thalia fremstillede ham.

"Jeg bliver aldrig træt af dit selvskab" mumlede han lidt demonstrativt, men kunne ikke fremmane andre stærke argumenter til at holde sig vågen meget længere. 
Alexander flyttede sig en smule bedre til rette som Thalia gik igang med at putte ham, og selvom han ikke ønskede hun skulle gå, gled hans øjne i af sig selv med et lille suk, som tæppet blev trukket op over hans brystkasse.
"Jeg er også utroligt taknemmelig for at være hjemme igen Thali.. Der var et punkt hvor jeg.. begyndte at tvivl på om jeg nogensinde ville se jer igen.." indrømmede han lavmælt, som var det ord han ikke kunne holde tilbage, men stadig ikke ønskede hun skulle høre.
"Jeg skal nok sende bud efter dig hvis der er det mindste, men så skal du også hvile dig indtil da" bød han hende, og tvang øjnene op for at få et sidste blik på hende. "Okay?"

”Men derfor kan jeg godt snakke ørene af dig.” små fnes hun. Ikke et eneste sekund tvivlede hun sandheden bag hans ord. Han blev ikke bare uden videre træt af sin søsters selskab og gjorde han, så havde han alle dage været god til at skjule det for ikke at såre hende.

De næste ord holdt en lige så stor sandhed i sig, men en sandhed der fik det til at gøre ondt i brystkassen. Som havde en issyl boret sig gennem både stof og hud, før det mødte det bløde hjerte under, stak det næsten i sådan en grad at det blev svært at trække vejret.
Halsen trak sig sammen, lukkede af for de ord der pressede sig på. Hånden søgte hans på ny, men denne gang med følge af den anden også. Tæt lukkede begge hendes hænder sig om hans. En lille rømmen fik halsen til at løsne sig ”Heldigvis lyttede Gudinderne til vores bønner og det vil jeg være dem evig taknemlig for.” hænderne slap hans, så hun kunne bukke sig ned til at give ham så godt et kram der nu var muligt ”Det lover jeg.” forsikrede hun. Da hun rettede sig op, var det med et sort smil der med lethed ramte øjnene, hvor det satte sig selv efter mundvigene, faldt til deres sædvanlige position. Ved døren stoppede hun og kastede et blik tilbage mod sengen. ”Men når du er frisk, så skal du fortælle mig alt om din tid i lyset og i Dianthos.” Han måtte have oplevet så meget og hvis det kunne få tankerne ledet væk fra alt det her, så ville hun lægge øre til selv de kedeligste af hans fortællinger.