Følelsen af at al ulykke faldte over hende så snart hun gik udenfor Elverlys grænser, var ikke lang tid om at melde sig.
Starten af rejsen var gået, som rejser gør det flest. Elverkvinden havde svært ved at blive inde i den vante skov, og lod sig trække af lysten til eventyr. En tidligere rejse sydpå havde fået hende i en bjørnefælde, og hun huskede ikke godt om turene op i Nordens bjerge hvor stenskred og meget territorielle krigeriske folk holdte til. Forbandelsen ved at rejse alene, var at der var ingen til at beskytte eller se efter den unge rødhårede elverkvinde.

Nogen ville også påstå hun kunne se efter sig selv. Buen var i god kvalitet, kniven var velbrugt, men når sagen kom frem for lyset, var hun endnu uskyldsren og havde ikke gydet menneskeblod. Hun havde altid fundet en anden vej. Noget hun overvejede havde gjort hende så umådelig uheldig, som hun ikke fulgte sine medelveres råd.
Ithilwen gik derfor naivt igennem menneskenes Turmelinien, uden at tænke over at grænsen mellem skovelvernes rige og menneskets var blevet flyttet for ganske nyligt, i søgen på Dødens kløft. Ruten blev ikke lang, før uheldet meldte sig.

Uheldet, ulykken, karma, straffen.
Ithilwen havde mange gæt som hun fortrak ansigtet i en smertelig grimasse og trak vejret overfladisk, med det lange røde hår, godt uglet hen over dele af sit ansigt. Hun var noget så komisk og pinligt, gledet på de dugvåde klippesten, tumlet ned af den, trods alt korte bjergside, til hun var ramlet ind i en buske og lidt akavet krammede et par tornede grene.
"Av..." Akavet, kravlede hun fri af busken, lagde sig på den noget stenfyldte, trælse jord og tog nogle usikre vejrtrækninger mens hun stirrede opgivende op i den grå morgenhimmel. Hvis hun nu var endnu mere heldig, var der en eller anden landevejsrøver der havde hørt hendes noget så elegante tur og lige så yndige misfornøjede lyde, på vejen ned.

Det nærmede sig den tid hvor månen atter blev fuld, hvilket betød hans lille forråd derhjemme skulle fyldes op, en tur han på ingen måde fandt nydelse i, da det betød han var tvunget til at besøge byen og rent faktisk udholde byens yderst udmattende mennesker og deres frygtelige jammer, fordi deres munde kørte ustandseligt. Hovedpinen havde meldt sig hos Sawyer selv længe før han var blevet færdig, hvilket havde ført til han havde hastet resten af tingene igennem. Han håbede blot inderligt at han ikke havde glemt nogle ting, at skulle tilbage ville være dræbende allerede så hurtigt.
Han sad i den lille vogn, der blev trukket af Kaisa, den lyse hingst hvis humør var alt andet end behageligt i byen, for i modsætning til Zion og Sawyer elskede Kaisa al den opmærksomhed han kunne få, og han formåede altid at trække mennesker over for at snakke og give ham æble og sukker. Indvendigt bandede Sawyer ham altid et langt stykke, men alligevel kunne han ikke undvære nogen af de to hingste som tjeneste deres formål ved at fragte ham rundt og slæbe de tunge ting. 
Bag ham var vognen fuld af mad, drikkelse og alt hvad han måtte have brug for, for at klare sig til den næste gang månen nærmede sig at være fuld, hans tanker var opslugt et andet sted, da Kaisa pludselig gav sig til at vrinske og spjætte foran vognen da noget havde forskrækket ham. Uden tøven kastede han sig over kanten for at se hvad årsagen var, klar til at forsvare sine varer, sin vogn og sin hest i tilfælde af det var tyveknægte, omend de fleste vidste bedre end at prøve kræfter med ham. De havde prøvet utallige gange, og aldrig var det lykkedes dem at slippe væk med andet end brækkede næser og andre lemlæstelser, men hvad der mødte Sawyers syn var ikke landevejs røvere, men en kvinde med et rodet rødt hår, der mindede ham om noget. Et stik i brystet, fik ham til at ranke sig op som han skubbede den stikkende følelse langt væk, inden han rømmede sig. Kvinden lå i vejen for at han kunne fortsætte sin rejse hjem til smedjegården, jo hurtigere hun flyttede sit legme væk, jo bedre. Hans arme lagde sig over hans bryst, krydsede og tydeligt afventende. Hvor langsom kunne hun lige være? Han var måske lidt sen til at opdage hun kunne være skadet, eller også var det blot endnu en af de ting han ønskede at undertrykke, for kvinden var jo ikke hans ansvar.

Lyden af en mands rømmen, fik et dybt og umådelig træt suk til at forlade elverkvinden som forsøgte at kigge en smule bagud. Det lykkedes ikke ret godt, specielt ikke når man kiggede ud af et gitter af røde hår.
Hun løftede sin hånd for at fjerne det væk, stivnede i kroppen og gryntede smertefuldt, som hun tvang sig selv til at dreje kroppen og presse sig selv op på albuen.

Hun trak vejret en smule rallende og greb rundt om sine ribben der formentlig ikke var i bedste stand efter mødet med sten fra flere vinkler.
Ithilwen fjernede det sidste af håret og spejdede op på manden der stod som havde hun fornærmet hans forfædre ved så strategisk at have kaste sig på vejen så hun kunne genere ham mest muligt.
"Det ville gå en del hurtigere, hvis du tilbød mig en hånd" smerten, blandet med irritationen ved hans udtryk frembragte det velkendte temperament der oftest fulgte med de røde lokker der stadig dækkede hendes spidse øre nok til ikke at afsløre hende egentlige oprindelse. Hendes øjne afspejlede smerten hun var i, blandet med den udfordring hun gav ham ved at låse blikket med ham.
Det eneste hun da kunne trøste sig med i denne forfærdelige situation var, at hvis det var en landevejsrøver, var han virkelig dårlig til sit job.

Der lød et næsten fornærmet hmfh fra ham, for hvor vovede hun at tale sådan til ham. Det var trods alt hende der havde forskrækket hans hest, det var hende som lå og fumlede rundt på jorden som en eller anden gøgler der var frygtelig dårlig til sit arbejde. Han rystede dog alligevel svagt på hovedet som han gik hen til kvinden, han vidste ikke hvad hun lignede, sådan som hun lå og kvabbede rundt på jorden, men i stedet for at tilbyde hende sin hånd, sænkede han sig let ned imod hende og greb blot rundt om livet på hende, med den ene arm før han rettede sig op med hende i et fast greb og slæbte hende over til siden for at sikre sig passage inden han slap sit greb om hende, som var hun blot en sæk kartofler der lå i vejen for hans færd. "Meget bedre..." mumlede han bittert for sig selv, tydeligt opsat på ikke at kigge mere end højest nødvendigt på kvinden, for han kendte sig selv, den seneste tid havde alle kvinder i nød fundet vej forbi ham, og nok måtte være nok! De måtte lære at det var slut, han var ikke længere nogen god samaritaner der sprang til for at hjælpe folk! Det var i hvert fald hvad han forsøgte at overbevise sig selv om, hver gang han havde følt sig tvunget til at hjælpe nogen.

Med hende efterladt i vejkanten, gik han tilbage imod sin vogn, meget bevidst om ikke at kigge på Kaisa, den store lyse hingst. Han sværgede den hingst kunne blive hans død, dens iver efter opmærksomhed gjorde at den nægtede at samarbejde hver gang dette skete, og ganske rigtigt, uanset hvad han forsøgte stampede den møg krikke blot i jorden og prustede af ham, som forsøgte den at fortælle hvor usselt han havde behandlet kvinden. "Jeg sværger, hvis du ikke sætter fut i dine hove er der ingen mad resten af ugen!" truede han, men Kaisa vidste at han aldrig kunne nænne at følge den trussel ud i virkeligheden, som han gav sig til at syde og boble i vognen med armene over kors. 

Perfekt. En fornærmet mand der virkelig ikke var tilfreds med hendes uheldige tilgang til denne dag. Helt og aldeles perfekt.
Der kom en halvkvalt forskrækket hnng lyd fra hende som en arm fik fat rundt om livet på hende og ikke mindst fik løftet kroppen på en sådan måde at hendes ribben skreg af smerte. "Av! Helt ærligt" uden at tage fra landede hun med et bump i vejkanten og orkede knap nok drejede hovedet, så træt var hun af livet. Et øjeblik syntes hun at se sig selv ovenfra. Hvordan var hun endt i den her situation?

Som hesten blev ved med at stampe, fik hun drejet sig lidt akavet om på siden, stadig med en arm beskyttende over sine nedre ribben og fnøs med et bitters smil på læben. "Tal pænt til din hest. Det er ikke dens skyld du er et røvhul" gryntede hun. Han havde bare smidt hende hen i vejkanten! Mennesker var simpelthen et forfærdeligt og ekstremt mærkeligt folkefærd! Og trods den behandling hun lige havde fået, var hun stadig naiv nok til at tro, ikke alle var så fyldt med vrede og selvoptagethed som manden her.
Langsomt kom Ithilwen op at sidde og forsøgte at tage en dyb indånding, uden meget held. Hun kiggede op fra sin siddende stilling på den surmulende vand og en lavmælt og opgivende latter gled over hende. Var det hende om et par år hvis hun blev ved med at møde den her form for modstand? Bare tanken var nok til at frembringe den opgivende og humorforladte latter.

Stædigt blev han siddende med armene over kors, nægtede at tage sig af hendes lyde og de protester som hun havde kommet med. Hun var ikke hans problem! Hvorfor skulle Kaisa præcis gøre alle kvinder i nød til hans problem! Livet på gården bare ham alene med de to stædige krikker var nok, han behøvede ikke mere spænding end det. De gjorde livet surt nok for ham fra tid til anden, det behøvede han virkelig ikke andres væseners selskab til også at gøre.

Men da hun valgte at kalde ham et røvhul, fik hun alligevel hans opmærksomhed som han rettede sig op med et ryk og stirrede forarget på hende, eller det gjorde han hvert fald et ganske kort øjeblik, for det ansigt der langt om længe nåede ham, fik farven til at falme fra hans ansigt og armene faldt ned i hans skød som havde han set et spøgelse, lige der hvor hun sad i vejkanten. Han måtte synke et par gange, før der pludselig kom bevægelse i den store mand, som han for ud af vognen og imod hende, men uden vrede i blikket, tvært imod var der en dyb længsel blandet med mistro, for det kunne ikke være! Han faldt ned på knæ foran hende og tog det smukke ansigt mellem sine store grove hænder. "Tamara......?" Ømheden der så håbefuldt havde fundet vej til hans stemme, som han strøg sine tommeltotter over hendes ansigt, tog hver en lille detalje til sig, hver en lille ... spids detalje... Hendes øre, hun var en elver. 

Aldrig havde skuffelsen ramt nogen så hårdt, som den ramte ham. Hun lignede Tamara på en prik, den eneste kvinde han nogensinde havde elsket, hende han havde givet sit hjerte og væsen til. Hende der for mange år siden blevet revet fra ham, af mørket. "Årh.... Undskyld...." kom det dæmpet fra ham, idet han kæmpede for at få kontrol over sin stemme, som han slap hendes ansigt, det måtte være lige så frygteligt for hende som det var for ham lige nu, som den akavede stemning meldte sig.

Forandringen i manden var bemærkelsesværdig. Faktisk fik det Ithilwen til et øjeblik at forsøge at trække sig tilbage, uden helt at være i stand til det.
Det var ikke en skræmmende måde han kom hen til hende på, men noget i hans blik var så uforklarlig for hende at hun faktisk var i tvivl om hvad hun skulle gøre.
Hun sad derfor musestille som de store hænder holdte umådelig blidt om hendes ansigt. Grovheden i hans tommelfingre kørte over hendes bløde hud, mens hun så chorkeret på ham.
At han oven i det havde kaldt hende et andet navn. Som kendte han hende, var ikke helt gået ind på nethinden endnu.
Det kildede og sendte et kuldegys igennem hende som han rørte ved hendes øre og der ramte skuffelsen også som lyn fra den klare himmel.

Medlidenheden skød i et par sekunder, frem i hendes klare grågrønne øjne, som hun sank en klump i halsen. Ikke at det slap den akavethed mellem dem, som lige nu var så tyk den kunne skæres i. Umådelig ubehagelig, og et øjeblik ville hun faktisk gerne tilbage til den gnavne mand der havde kastet hende som en pose kartofler ud til vejkanten. "Det.. øhm.. Det skal du ikke tænke på" hun drejede blikket ned til siden og rømmede sig.
"Vil du hjælpe mig op?" kom der, denne gang lidt mere stille og påpasseligt fra hende. Hun var ikke helt sikker på hvad hun havde vækket i den nu knælende mand, men hun skulle være blind for ikke at se sorgen i hans træk. Denne Tamara måtte være meget vigtig for ham, og noget ved hende havde givet ham en forkert forhåbning.

For en stund helt tabt i sorgen over, at kvinden trods det slående lighed, ikke var hans elskede Tamara, hørte hans pludselig hendes fjerne stemme. Hans hævede blikket imod hende, mens han lignede en der lige skulle vende hendes ord et par gange før han egentligt forstod dem. Hjælpe mig? Jo det var bestemt hvad hun havde sagt, og han virkede pludselig helt perpleks. "Jo... Jo selvfølgelig..." brummede han dæmpet, som han rejste sig op, og med de mest blide hænder han overhovedet kunne mønstre, forsøgte han at hjælpe hende op. Den frygtelig skyldfølelse, for hans behandling af hende tidligere skyllede uhæmmet ind over ham. Hvordan havde han dog kunne gøre det imod hende, hun var jo en tro kopi, på nær ørene af hans hjertes udkårne. Han vidste at han ikke kunne undskylde for sin dårlige opførsel, og i enhver anden situation havde han formentlig heller ikke gjort det, men nu, han vidste ikke sit levende råd.

Kunne han hjælpe hende videre, når han ville gøre det udelukkende for sin egoistiske skyld, så han kunne nyde synet af hende, drømme om fortiden? Han prøvede at skubbe tankerne ud af hovedet, hun måtte have et sted hun skulle hen, og måske hun kunne klare det selv? Han anede ikke sit levende råd om hvordan han skulle takle denne situation, alle landbyboerne kunne fortælle om hans forvandling fra byens kærlige altmuligmand til en frygtelig eneboer, de nærmest fortalte historier om til deres børn for at skræmme dem. Og nu, hun stod der, lige så smuk som han huskede hende. Men hun var jo ikke, kunne ikke være, han vidste elvere ældes på en helt anden måde, så hun måtte være væsentligt ældre end han var, omend hun var mere klodset end et barn var. "Kan du klare dig selv.. Eller....?" spurgte han dæmpet som han kløede sig i nakken under det lange brune hår, der var et svagt håb at spore i hans stemme, af hans egne egoistiske grunde. 

Tålmodigheden slog imponerende nok ned i hende, så hurtigt som han havde ændret adfærd. Hendes irritation over hans tidligere opførsel var forduftet, trods smerterne hun stadig sad i. En mand der kunne udstråle den sorg og afsavn, var bitter og vred af en god grund, trods hun ikke havde brudt sig om at mærke det på egen krop.
Havde hun tilgivet ham for det? Formentligt. Kunne hun finde på at give ham en røffel over det! Næppe. Selvom hun lidt i sin underbevidshed, havde lyst.
Ithilwen rakte op og tog imod hans hænder og kom en smule skælvende på benene. Hendes muskler var ekstremt ømme efter de mange slag og hendes vejrtrækning var stadig ikke god.

Det var først da hun forsøgte sig med et halvt skridt, lagde vægten forkert, at tingene gik galt igen. En skævende lyd forlod hende og hun greb instinktivt ud efter hans skulder, for at læne det meste af sin vægt over ham. Hun skar en lidende grimasse, mens hun langsomt åbnede øjnende igen.
"Jeg er forvreden min ankel." konstaterede hun desværre lidt for velkendt. Den var aldrig blevet helt det samme efter hun havde siddet fast i den bjørnefælde. Det svage spor af håb der var i hans stemme, fik hende til at overveje at afslå ham og komme langt væk. For hans skyld. Men hun vidste også at hun var alt for sårbar når hun ikke kunne gå.
Lorte situation.
Et suk forlod hende som hun forsøgte at rette sig op igen. "Så.. Nej, jeg kan næppe klare mig selv." kom der lavmælt, og man kunne se det ikke huede hende at være sårbar. Det huede hende heller ikke at hun var så klodset, men hun holdte stadig på at det var en form for karma der straffede hende for et eller andet ukendt hun ikke forstod hvorfor. Situationen var gået fra uheldig til, akavet, mærkelig og uheldig.

Årvågen fulgte hans blik hver af hendes små bevægelser, hendes vejrtrækning virkede besværet, hun måtte have slået sine ribben, eller måske ryggen? Hendes ben dirrede under hende, faretruende og han stod lidt og vidste ikke sit levende råd, før han mærkede hvordan hendes krop kom nærmere, hvordan hun måtte gribe om hans skulder for ikke at vælte, og rent instinktivt lagde han arme omkring hende, beskyttende for at støtte hendes krop og sikre hun ikke faldt nogen steder. Den pludselige og tætte omfavnelse han befandt sig i var fremmede og faktisk også ubehagelig for ham, som han rømmede sig svagt med blikket vendt væk fra hende, inden han løsnede sit greb omkring hende. Hun brød sig sikkert heller ikke om det, og den ellers så afvisende mand kunne nu knap løfte sit blik imod hende. Hvis han kunne havde han taget hendes smerter væk øjeblikkeligt, taget dem på sine egne skuldre, udelukkende fordi hun lignede Tamara i en sådan grad.

Hendes ankel? Ankel? Han gentog det et par gange, før det gik op for ham hvad anklen var, og han så ned på den fod hun ikke kunne støtte på, selvfølgelig!! Han følte sig godt og grundig dum, som han kiggede ned på den, hjernen var uden tvivl koblet helt fra, det var vel næsten et mirakel at han kunne trække vejret, og da slet ikke svare så i stedet brummede han blot for at vise han altså havde hørt hende. Han skævede over imod vognen og tilbage på hende, der var flere skridt derover end hvad godt var, og hun lignede ikke en der kunne støtte på sit fod og hvad med hendes vejrtrækning. Til sidst vendte han sig imod hende med en støttende arm klar bag om hendes ryg. "Du kan.. Altså hvis det er så kan jeg nok.. Det er ikke ulejligt... Jeg mener, der er ikke meget jeg kan tilbyde men til du er på fødderne igen.." Han faldt over ordene, uden at vide hvordan han skulle formulere sig så han ikke bare lød som en eller anden stalker der ville tage hende hjem for at gøre unævnelige ting ved hende. "Må jeg løfte dig over til vognen?" spurgte han helt dæmpet inden han rent faktisk løftede blikket imod hende og endnu en gang blev slået bagover rent mentalt af hendes skønhed. 

Hans krop var varm, som en menneskekrop skulle være. En ubehagelig påmindelse om hvor tæt hun stod på ham og hvor akavet det hele nu var blevet. Fra hans kolde start, til den blide udrækning til nu hvor de begge ikke vidste deres levende råd og forsøgte så vidt muligt at kigge i alle andre retninger end på hinanden.
Ithilwen tog valget at fokusere på sine skader. Det gjorde selvfølgelig også at hun kunne mærke noget grusomt hvor mange steder den var gået gal, men det gjorde det hele en smule nemmere at havde en fremmed mands arm slynget om livet og anspændtheden som prægede dem. Det gjorde intet godt for hendes muskler at stå så stift og fortryde hun overhovedet var stået op den morgen.

Som han begyndte på sin fumlen over samtlige ord kiggede hun endelig op igen. Et svagt antræk i mundvigen og et løftet øjenbryn blev hendes umildbare svar til den smøre. Klumrehoved.
Det forhindrede hende ikke i at havde en god portion utryghed i kroppen over at skulle følge med ham, men hvad valgmuligheder havde hun? Der kunne nemt dukke noget op langt værre end ham.
Som de mødte hinandens blik igen, blev hun næsten overvældet af de følelser der lyste igennem de blå øjne. Hun sank en klump i halsen og nikkede bestemt til accept af hans forslag.

Sawyer trak svagt på smilet, men det var så uvant en handling at det hurtigt falmede væk fra hans læber igen, hurtigere end det nærmest var dukket op. Han bandede og svovlede sig selv et langt stykke, han skulle aldrig have kigget på hende, for hvordan slap han dog ud af denne katte pine? Han kunne jo dårligt give sig til at råbe efter hjælp, det plejede at være ungmøerne i nød som tyede til den slags.

Men da hun alligevel til sidst gav ham sit nik, nikkede han lige så stille for sig selv, han skulle faktisk gøre dette, lige nu, lige her med en elver? Han bukkede sig en smule ned, og med hånden der før havde støttet hendes ryg nu tæt omkring den, lagde han den anden arm bag om hendes knæhaser. Hun fyldte ikke meget i hans favn, som han yderst forsigtigt, løftede hende op, bange for at brække enhver knogle i hendes krop, eller værre endnu at hun skreg og nogen kom og ville tro han var årsagen, det ville intet godt gøre for forretningen. Nok var han den enlige særling, men aldrig en voldsforbryder. 

Ømheden i hans greb omkring hende var tydelig, som var hun lavet af det mest fine og skrøbelige materiale, begav han sig over til vognen med sikre skridt. Han kunne jo ikke vælte med hende, ikke nu, ikke nogensinde! Vognen var kun beregnet til en, og med hans størrelse var der hvert fald ikke plads til dem begge, så i stedet valgte han at placere hende forsigtigt på sædet, inden han greb et tæppe fra vognens lad blandt alle varerne og rakte hende det. Det kunne blive køligt når hun bare sad, og han regnede ikke med det ville være behageligt at sidde og klapre tænder og bævre, så hellere at han kom det i forkøbet inden han vendte blikket imod den stædige krikke. "Vil du nu være sød og gå?" spurgte han godt irriteret som den vrinskede og lignede en der havde et kæmpe grin plastret over hele ansigtet. Han rystede på hovedet af krikken, inden han tavst gik med ved siden af vognen med blikket rettet frem for sig, for hvad skulle han sige? Hej du ligner min afdøde kone på en prik, ned til den mindste detalje udover dine øre,  der blev var gravid, blev voldtaget, myrdet og brændt af mørket sammen med deres to børn, mens han var på vej hjem fra krig. Nej vel? Den sætning ville lige som ikke gøre noget som helst bedre. 

Ithilwen stod stille, så godt hun nu kunne mønstre på et ben hvis muskler var ømme som resten af hende efterhånden også var. Hun havde stadig ham at støtte sig op af, trods det var grænseoverskridende.
Kontrasten fra tidligere var så skrigende stor at hun var overbevidst om at han var forvandlet til en anden mand. Blidheden og den dybe påpasselighed slog næsten benene væk under hende i overraskelse. Noget der helt af sig selv skete som han fik fat under knæhasserne og fik hende, overraskende nemt løftet op i sin favn. Hun følte sig meget lille i forhold til hans bredde fysik, der var markant anderledes end de mere spinkelt og smidigt byggede landsmænd hun havde sig. Selvom Ithilwen ikke ligefrem mente hendes medelvere bar rundt på hende!

Trods ømheden og ikke mindst hans blide tilgang, trak hun en grimasse som ribbenen fulgte hendes overkrops bevægelse fra oprejst til mere sammentrukken. Hun bed tænderne sammen, og nægtede virkelig at synke så langt at hun kom med et større udbrud en grynt af ubehag. Hun var en kriger! Eller det prøvede hun at bilde sig selv ind at hun var blevet, trods hun aldrig var blevet håndhævet som en.
Tavst tog hun imod tæppet efter at være blevet sat på sæddet. Med en kluntet bevægelse fik hun det over skulderne og holdte det på plads med en hånd, mens den anden lå tungt og træt i skødet. Det måtte være den side hun var landet mest på.

Akavet kiggede hun direkte frem for sig og sendte kun få flygtige blikke til siden. Hvem var Tamara? Hvorfor havde det ændret alting? Kom det til at blive et større problem? Hvor var de på vej hen? hvad var der i vente? Spørgsmålene hamrede afsted i hendes sind, mens hun egentlig også havde dårlig samvittighed over at han skulle gå. Uden at nå frem til hvilke spørgsmål hun kunne stille og hvilke var forkerte, blev hun enig med sig selv om bare at være tavs.
I hvert fald i en god rum tid, før der svagt blev ytret et par få ord af en nervøs karakter "Tak, fordi du hjælper mig"

Som hun havde valgt at tage imod tæppet, skævede han nogle enkle gange imod hende, han havde svært ved at forstå, hvordan ligheden imellem dem kunne være så slående. Han vidste da rigtigt nok at nogle tvillinger kunne ligne hinanden på en prik, men to væsner fra hver sin race, hvordan kunne det være muligt? Flere gange genkaldte han sig Tamaras udseende, og hver gang kom han frem til samme konklusion, det var ikke ham der huskede forkert, ligheden var slående imellem dem, lige fra det lange røde hår, til øjne, læberne, gløden i deres hud, højden var det eneste som skilte dem let af, for hans Tamara havde været betydeligt lavere, en detalje han ikke havde bemærket før hun havde befundet sig i hans favn, Tamara havde det med nærmest at forsvinde i hans omfavnelse, det gjorde elveren ikke. Elveren? Hvad hed hun egentligt? 

Han nåede ikke at spørge for hendes stemme pludselig afbrød hans tanke mylder, og fik ham til at skæve op imod hende. Der slap som sådan ikke nogen ord over hans læber, som han gjorde et lille nik og brummede et dybt hmmfh...  For hvad skulle han egentligt sige til det? Da han drog hjemme fra den morgen havde han aldrig troet der kom en kvinde med tilbage, hvilket lød dybt forkert i hans tanker, men hans hjem det lignede som det hver gang havde gjort et hærget hul. Han burde virkelig få gjort noget ved det, men han havde jo altid haft holdningen at så længe hans fremtoning var pletfri, kunne det indenfor hjemmets vægge vel være underordnet? Selvom Kaisa havde haft en frustrerende tendens til at sørge for det modsatte. "Hvad hedder du?" Kom det pludselig fra ham, så spontant at det havde overrasket ham selv. Hvorfor spurgte han nu pludseligt om det? Hvad kom det ham ved? Men kendte de måske hinanden, var der noget han ikke havde vidst om sin kone? 

De skulle ikke langt, for de var jo allerede udenfor byen, og som tiden gik kom en stor gård til syne. Den var omringet af en stor mur af små stablede sten, på nær der hvor stien førte hen hvor der var en stor stenbue, den bue hvor hans kone havde hængt efter det de havde gjort sammen med deres børn. Han slog blikket ned for elveren bragte virkelig alle de minder frem som han ikke ønskede at huske. "Bare så.. Jeg er ikke vant til besøg indendørs...." kom det dæmpet, næsten undskyldende og skamfuldt fra ham, for hvad ville Tamara ikke have tænkt om den måde han havde vanæret deres hjem, stoppet med at udbedre små fejl og mangler, ladet skidt ligge overalt på gulvet da han ikke gik meget op i at feje og gøre rent, der var kun soveværelset og børneværelserne som stod fuldkommen urørte hen for hans tid alene, kun de fine lag støv der over tid var kommet, afslørede deres fravær. Sawyer sov kun i stuen, han levede nærmest kun i stuen hvor hans tøj nogle steder flød på alle overflader, når det altså var beskidt. Det rene havde han dog liggende i en pæn stabel, det måtte ikke få plettet.

Forvirringen snurrede stadig rundt i hendes sind, som hun sad og forsøgte at lade være med at vise alt for tydeligt at det gjorde ondt hver gang vognen ramte en ujævnhed i vejen. Hun sørgede for så vidt muligt at holde om sig selv for at mindske stødende til ribbenene, og ellers forholde sig helt stille.
Ithilwen kunne ikke finde ud af om hun foretrak stilheden oven på ikke kun uheldet, men også hans pludselige forandring, eller hun var begyndt at slappe mere af hvis han talte som bondefolkene hun før havde mødt. Om alt og ingenting.

Hun måtte tage sig til takke med den grublende stilhed det meste af den korte rejse.
Hun drejede hovedet mod ham som den brummende stemme nåede hende og dermed brød stilheden. "Ithilwen." svarede hun ærligt og fastholdte blikket på ham. "Dig?" det ville være underligt at være i hinandens selskab uden at i det mindste kende hinandens navne. Hun lod stilheden falde over dem på ny uden at gøre noget for at afbryde den, trods spørgsmålene var mange og ikke blev færre som de ankom til gården.

Muren afspejlede en person der ville lades alene, og hun sank nervøst en klump i halsen. Det så øde ud, men ikke tilgroet og efterladt. Man kunne trods alt se nogen boede her. "Nå det. Det skal du ikke tænke på" hun bed let i sin egen kind, inden hun akavet forsøgte at komme ned fra vognen, men nåede frem til at det var bedre hun ventede til han kunne hjælpe hende. Hun hadede at føle sig hjælpeløs, men nu der var gået tid, var anklen hævet mere op og hendes støvle begyndte at klemme ubehageligt. Desuden, hvor slemt kunne det være derinde?

Da de nåede til gården og passerede igennem den store sten bue lod han blikket glide rundt, de 3 grave lå heldigvis lidt afsides fra sten buen så det ikke lige frem var det man så først men derimod et sted han kunne gå til i fred og græde uden nysgerrige blikke, hvis nogen forvildede sig ind på hans grund. Han fik Kaisa til at stoppe, inden han spændte de mange stropper op som hægtede vognen fast, inden han løsnede seletøjet fra ham så han kunne løbe afsted over til folden. “Jeg skal lige lukke ham ind...” lød det dæmpet, egentligt mest til sig selv idet han allerede var på vej væk fra hende og vognen, men hesten kom nu engang før alle andre. 

Det tog ikke lang tid at få åbnet ledet og lukket ham ind til den store sorte hingst Zion. Han gav dem begge et par godbidder og klappede dem på halsen inden han vendte tilbage til vognen og den ventende kvinde. Ithilwen. Ikke det letteste navn at huske men det burde kunne lade sig gøre, da han stoppede ved vognen mindede han sig selv om det spørgsmål han havde undveget ved at gå væk, men han burde måske? “Sawyer....” svarede han dog til sidst dæmpet som han rakte armene op til hende, for at hjælpe hende ned fra vognen, hun lignede en hvis smerter tog til og blev værre, skulle han ride ud efter en af byens healere?

Som han ledte hende op til huset stoppede han lettere modvilligt foran den store tunge dør, han burde virkelig få gjort noget ved det indvendige. Han skubbede døren op for hende, som de trådte ind i et lille rum hvor overtøj og støvler hang og lå lidt hulter til bulter. Gulvet bar præg af mange års mudder der var blevet slæbt med ind som havde farvet de engang lyse træplanker mere mørke. Han skubbede sine støvler af, men guidede hende videre, for hvad end mudder hun havde på støvlerne ville nok ikke kunne ses i støvet alligevel trods det stod en kost som det første indenfor døren, intensionen havde været der mange gange men udførelsen var aldrig sket. Der stod et gammel slidt møbel der engang havde været beregnet til bare at sidde i som familie og hygge ved det lille bord sammen, som nu i stedet fungerede som hans soveplads. Væggene var dekoreret med malerier af hans familie og ham selv, men alle over 20 år gamle. Da han selv så dem vendte han blikket imod hende, det måtte være akavet at se et billede af sig selv med en fremmed mand. 

Ithilwen blev akavet siddende tilbage og ventede. Blikket gled en smule omkring og tog omgivelserne ind i det ydre område. Ikke at hun kunne se det hele, for gårde var større end man umildbart regnede med. Blikket rettede sig tilbage som han kom tilbage, og endelig besvarede hendes spørgsmål. Hun havde næsten opgivet at få et svar omkring det med hans tavse afvisning af at dele sit navn. Ikke ligefrem et godt eller betryggende tegn. Men som han kom ud igen, blev det med en kort og dæmpet præstation af sig selv.
Sawyer.
Hun tog imod hjælpen han rakte hende og kom ned fra vognen. Hun følte sig stiv og mørbanket, men fik kæmpet sig videre med en snert stolthed i kroppen trods hjælpen hun behøvede.

Siden han havde forberedt hende på at tingene næppe var rent og pænt indendørs, var det ikke med komplet overraskelse hun kiggede på de slidte gulvbrædder, tøjet der lå spredt og støvlaget der kort fik hendes næse til at vibrere. Bare tanken om at nyse med forslåede ribben var ikke rar.
Ved synet af stuen gik pusten ud af hende. Ikke fordi der var beskidt eller det bar præg af at være rummet han altid brugte. Nej, det var minderne der sprang ud af malerierne som fik hende til at stoppe og stivne. Med let åben mund kiggede hun fra de smilende ansigter. Det tog lang tid for hende at få det ind, for ikke nok med hun så afbilledet af Sawyer som en yngre mand med lykke og glæde i sig, stod der en kvinde hvis udseende forklarede hans bizare og hurtigt ændrende adfærd.
Det var sørgeligt, for hun forstod uden at havde havde fortalt det, at det var Tamara. Kvinden som lignede hende, eller omvendt. Hvordan man end tog det. Men d over det var sørgeligt, var det også utrolig akavet og grænseoverskridende for hende at stå i.

Langsomt drejede hun blikket og mødte hans blik med et tynget et af sine egne. "Jeg har lyst til at undskylde, men jeg tror ikke det hjælper dig" hendes stemme var dæmpet, som hun langsomt trak sig for at finde en stol at lande på, så hun kunne forsøge at få sin støvle af.

Hans blik fulgte hende opmærksomt, klar til at træde til hvis hun havde brug for at komme ud og væk fra det hele, men hun virkede ikke helt skræmt væk. Det stak ham i hjertet at være så tæt med hende, ligheden var alt for slående men han hæftede sig ved de få forskelle der var, de duftede ikke ens, deres blikke trods øjenfarven var ens så manglede Ithilwen det kærlige og omsorgsfulde blik som Tamara altid havde der emmede af kærlighed og ørene, de spidse øre. Han trak blikket væk med et suk, man sagde at tiden læger alle sår, men dette sår trods alderen var blevet revet vidt åben. 

“Sæt dig ned så skal jeg hjælpe dig med støvlen....” lød det dæmpet, næsten bedende da han ikke brød sig om at se hende i smerter. Han ryddede hurtigt pladsen og rystede tæppet så hun i det mindste kunne sidde rent. Lidt umage måtte han vel forsøge at gøre sig når han havde tilbudt sin hjælp. 

Da hun gav sig til at snakke om undskyldning rystede han svagt på hovedet, hendes ord tidligere fik han som fortjent, den tabte familie måtte være straffen for dem han havde slået ihjel på slagmarken. “Du skal ikke tænke over det, det er mig som er blevet et dumt gammelt fjols, mistede dem alle 4 for for mange år siden...” forklarede han stille trods alle billederne kun afspejlede 4 personer i alt, ham i sin uniform, sammen med Tamara og to børn.

Det ville ikke undre nogen, at denne situation var direkte underlig og mærkelig at sidde i. Skræmmende på sin måde også, men mest af alt bare uvirkelig. Måske det endnu ikke var gået helt op for hende endnu hvad hun var havnet ned i, trods billeder af en person der lignede hende kiggede ud i rummet fra malerierne.
Hun fulgte hans anvising, uden at gøre invendinger. Han lød oprigtig bekymret, men hun begyndte at opbygge et filter som sagde at det hele var fordi hun lignede hans elskede, og ikke fordi det var hende der var tilskadekommen. Hun tog hvad hun kunne få. Hun satte sig så snart det var muligt, løftede foden, åbnede et spænde og et lettet suk gled over hende som det løsnede noget af støvlens fasthed. Men at få den f, ja det behøvede hun hans hjælp til, med mindre hun skulle bøje sig ned og udholde smerten i overkroppen.

En kort trækning i hendes øjenbryn kom frem. Fire? Hun drejede kort blikket op, og antog at han mente han havde mistet sig selv også, som han mistede dem. Det kunne hun i hvert fald forholde sig til. "Jeg mistede min mor for mange år siden. Det holder aldrig op med at gøre ondt" svarede hun dæmpet som hun rettede blikket og opmærksomheden ned på sin jakke. Jakken blev løsnet og selvom det gav plads til at kroppen rigtig kunne føle, var det også ganske befriende. At miste en forældre var ikke det samme som at miste sin kone og børn. Det vidste hun. Men hun vidste også at hvis det stadig gjorde ondt på hende at tænke på hvordan hun fik frarøvet en hun elskede uden advarsel, måtte hans smerte være ubærlig.

Hans blik fulgte hende da hun satte sig ned og løsnede spændet på støvlen. Hun lignede unægteligt en i mange smerter, og han burde måske hente en healer til hende, men ville hun mon tage imod det? Han kendte ikke meget til elvere, hvert fald ikke længere og måske de havde ændret sig. Han rystede tanken fra sig og gik hen til hende, stille gled han ned på det ene knæ foran hende uden at løfte blikket til hendes øjne, at se hendes ansigt var for smerteligt, hvis han blot undgik det kunne han måske få hende sendt ud på vejen igen i en fart? Han kunne da have lov at håbe i sit stille sind, selvom han frygtede at det ville føles præcis som at miste hende igen.

Han løsnede hendes støvle ganske forsigtigt, til den ikke kunne åbnes mere, før han trak den af så blidt han kunne. Han havde ikke haft nogen at drage omsorg for siden hele hans familie blev udryddet. Hans forældre var omkommet inde i byen, mens de flygtede for at advarer Tamara og børnene, men det havde blot ledt mørket direkte til dem i stedet.

Da smerten allerede havde sit grumme tag i ham, oplevede han det eneste han ikke ønskede som hun forklarede om morens død mens han tog støvlen af hende, for kontakten mellem dem tillod et syn at optræde fra dengang hendes mor omkom og han slap øjeblikkeligt Ithilwen. "Det gør mig ondt med din mor..." kom det dæmpet fra ham, som han rejste sig og gik væk fra hende i en fart som havde hun brændt ham. Som om hans liv ikke var tragisk nok havde han verdens værste evne som hadede ham. Fortidssyn, ja tak vor herre! Det var så skønt at se død og ødelæggelse, for det var som regel det han altid så.

Han havde set sine forældres død da han fandt dem, og da han fandt sin kone og to børn hænge fra stenbuen havde han set alt de var blevet udsat for mens de stadig trak vejret. "Jeg må have noget at drikke....!" mumlede han næsten vredt for sig selv, som han søgte rundt efter et krus og mjød, men det lå alt sammen ude på vognen endnu.