"Nej, jeg forstår." Samantha strøg fraværende Lee over håndryggen. "Gå. Jeg får det ikke bedre herude." Hun tvang sig til at slippe hans hånd og vende sig fra ham. Døren var kun skridt væk, men virkede med et oceaner. Hun kunne klare det. Trods alt havde hun holdt sig på benene til nu, men som målet var indenfor rækkevidde, sivede energien også fra hende. Det hjalp ikke at hun havde svært ved at fokusere nu og at hendes tanker fløj mere gyngende rundt end selv omgivelserne så ud.

En dyb indånding og hun tvang sig i bevægelse. Først da hendes hånd fandt dørhåndtaget hørte hun skridt fjerne sig og forsvinde. Hun var for alvor på egen hånd nu. En ikke alt for behagelig tanke og gav hende et hårdere sug i maven end hun var forberedt på. Døren gled dog let op ved det mindste pres og hun fulgte den ind, holdende sig på benene af ren viljestyrke.

Stilhed mødte hende, som hun hang op af døren og samlede sig om at forholde sig til folk. Hun var måske heller ikke det pæneste der var kommet ind af døren denne aften. Tøjet var snavset af en blanding af mudder og blod. Hun havde den samme blanding i ansigtet og håret, men mest sigende var armen bundet ind til hendes krop og det indtørrede blod markerende en stribe hen over hendes hals.
Langsomt fik hun sig rettet op, mens hun lod blikket søge ud. "En helbreder?" Hvorefter hendes ben gav efter og hun faldt sidelæns til gulvet.

Det havde været stille på helbrederhuset de sidste timer. Foruroligende stille, mente Kit, som hun trippede lidt i køkkenet. Normalt når det var så stille, så var der noget på vej, og Kit mave var en hård klump. Dragerne havde rejst sig på sådan en dag. Elementerne havde raceret efter sådan en en stilhed..

Kit kunne hører døren gå igennem stilheden, og hun for op.. Hun lyttede, men blev kun mødt af mere stilhed. Havde hun hørt forkert?

"En helbreder?"

Kits fødder ledte hende mod døren før hendes hjerne helt havde registreret kaldet. "Kom-" begyndte Kit at kalde tilbage, som hun fik øje på kvinden i døren, men droppede resten af ordet, til fordel for at sætte i løb, da kvinden pludselig kollapsede.
Kit nåde ikke frem i tide til at gribe hende, men knælede hurtigt efter ved hendes side. "Hallo, kan du høre mig? Kan du fortælle mig dit navn?" spurgte Kit med fast, insisterende stemme, som hendes træning sprang til live. Nænsomt men bestemt drejede Kit kvinden om på ryggen, og selv som hun talte, tog Kit bestik af skaderne. Armen, halsen. Den smule ud der var synlig havde en usund kulør. Det indtørrede blod var flere dage gammelt. Sandsynligvis ikke noget der stadig blødte, men høj sandsynlighed for infektion.

At ramme gulvet med skulderen og derefter hovedet, sendte lyn gennem Samanthas krop og tvang den til at sende hendes sind tilbage til omgivelserne i stedet for ned i søvnen, hvor det helst ville hen. "Wooo. Døren og dørken havde en dårlig plan der..." Hun blinkede sit slørede blik til at skelne detaljer frem for udflydende former og lod sig samtidig blive rullet helt om på ryggen.
En piges ansigt tonede frem og fik hende til at smile. "Kønt. Måske de havde en god plan alligevel..." Pigen virkede dog meget alvorlig og en dump smerte fra hals og specielt arm forsøgte at fortælle Samantha noget vigtigt om situationen.
Hun var ikke fuld. Hun havde feber. Rigtigt.

Pigen havde også sagt noget, mens hun havde fokuseret på hendes ansigt og nydt synet af det... Noget meningsløst og... Men hvad var meningsløst lige nu? En rynke havde samlet sig i hendes pande. "Ja, jeg kan høre dig?" Der var noget mere, som var gledet fra hende og som virkede vigtigt. Åh ja! Den kønne pige ville vide hvem hun var. "Samantha. Sam af de fleste."

Kit bandede indvendigt over hvor diffus kvinden virkede, så vel som den ubehagelige måde hun kiggede på Kit på. Kit synes hvert fald den var ubehagelig... med mindre det var Éir der kiggede på hende sådan..

Hun skubbede tanken fra sig og dolkede den i hendes sinds baggyde. Hun havde et job at udføre, og hun ville ikke have en chance for at helbrede kvinden, hvis hun tænkte i de baner! ... så hvis hun ved guderne bare ville stoppe med at stirre. 

"Godt Sam, du er på helbrederhuset i Dianthos. Jeg er helbrederske, og vi skal nok få dig på ret køl igen, men jeg skal have dig til at fortælle mig hvad der er sket. Hvor har du ondt?" fortsatte hun i en rolig, trænet stemme. Hun bemærkede knap nok selv da en af Éirs maritime udtryk sneg sig med ind.
Imens hun talte, undersøgte Kit kvinden videre. Hvad end information kvinden kunne dele ville hjælpe, men det var lige så meget bare for at holde hende snakkende og bevidst.
Kit lagde forsigtigt en hånd mod kvindens hoved, og fokuserede. Kort efter løb den healende magi ind og søgte hovedskader, gled om til tindringer og øjne, ansigt, kilede let ned af rygraden. Det var ikke en effektiv måde at helbrede for Kit, og det tog på kræfterne, men skader til hoved var altid vigtige at tage sig af først, især når så meget af blodet ikke så synderligt friskt ud. Som det næste løb Kits hænder ned på hver side af kvindens hals. Den unge helbreder havde været i tvivl om blodet der havde været kvindens eget, eller en andens, men hendes magi havde mærket noget, og vist vejen. Kit lod den flyde igen, denne gang fokuseret og rent, mens hun forsøgte at ignorere kvindens blik.

Den unge kvinde virkede ikke alt for bekvem ved situationen, men Samantha slog det hurtigt hen til. Hun kunne være nu eller uvant med at folk landede på gulvet eller så mange andre ting, som hendes hoved ikke kunne finde på lige der. Et dejligt syn var hun dog og et værd at holde fast i så rummet ikke gled helt så meget sidelæns, som det gerne ville eller hendes sind vandrede mod drømmeland, som det helst ville.

"Umm?" Pigen havde fundet føringen, mens hun selv havde ladet sig fortabe i hendes blik og nu måtte Samantha kæmpe for at genkalde sig hvad der var sagt. År drømmende ved rattet og kun hørende halvt efter Styrmanden og Kaptajnen betalte sig virkelig nu. Spørgsmål først. De var altid vigtigst. Hun lukkede øjnene halvt. "Ondt... Halsen lidt, armen meget. Vi kunne ikke rense det og dårligt forbinde... Et snit fra en kniv... I halsen med sværd."
Som hun talte var det som en lindrende tåge gled gennem hendes hoved og fjernede lidt af det slør, der holdt hende så sejlende på land. Det fik hende også til at lukke øjnene helt og bare trække vejret stille. Om ikke andet til lindringen gled over halsen og fjernede den svigende fornemmelse der. Det udløste den første dybe vejrtrækning og en skælvende udånding.
"Tak. Den ridse var bekymrende tæt på at have været endelig..." Hun beholdt øjnene lukket, som hun sank ned i den afslappende følelse der spredte sig ud i hende som hvad end pigen gjorde tog toppen af smerterne og varmen i armen, der ellers kun havde været tiltagende.

Kit sukkede tungt, halvt af lettelse og halvt af anstrengelse. Sam var ikke døende, ikke lige nu ihvertfald, men hun var også langt fra sikker. Betændelsen var en farlig fjende, og blodforgiftningen den kunne forsage en langsom, men sikker dræber. 

Trods kvindens opførsel og stirren fra før, strøg strøg Kit hende en anelse over kinden, beroligende og nærværende. Alle folk håndterede nærdødsoplevelser forskelligt, og kvinden her havde vist holdt ud længere end hvad godt var. Kit ønskede hun kunne sige noget opmuntrende, men det værste var næppe over endnu.
"Så snaksagelig som du er, virker det som et mirakel det ikke sprang op" drillede Kit lidt tilbage, inden hendes ansigt igen blev alvorligt. "Sam, jeg vil gerne flytte på dig, ind på en stol så vi kan få tøjet af dig, og renset såret ordenligt op. Det bliver ikke rart, men der venter en varm seng på den anden side. Tror du du kan klarer det?" forklarede og spurgte Kit med rolig og fast stemme. Imens hun talte holdt hun den ene hånd ved Sams kind, mens den anden ganske forsigtigt pillede ved Sams indbundne arm, i et forsøg på at få en fornemmelige af skadens omfang, og om såret stadig var åbent.
Det var et tveægget håb. Hvis såret var lukket kunne det være godt... eller virkelig virkelig skidt, for hvis det var fyldt med betændelse, kunne Kit være nød til at skærer såret op igen..

En let fnysende latter undslap Samantha ved den unge kvindes ord og fik hende til at åbne øjnene halvt igen. Nok til at møde den andens blik, som denne kom med et ønske der skiftede glimtet i hendes egne brune til underfundigt. "Vi har ikke engang delt en øl og du vil allerede have tøjet af mig." Et skævt smil fulgte, før rummets insisterende styrbordsdrejning opfordrede hende til at droppe morskaben ved at få den anden til at rødme og huske hvor hun lå henslængt.
Lidt svært med den blide hånd på kinden og det alt for bedårende syn, der stadig var over hende, som hun åbnede øjnene endnu engang.

Et tryk mod såret under den alt andet end rene eller vellagte forbindingen, sendte et hvidt lyn op i synet på hende og brændte alle andre tanker væk med et sæt. Samantha gav et gisp fra sig, før hun bed sammen og mellem sammenbidte tænder fik frem. "Forstået, forstået. Ikke behageligt, ikke bekvemt." Hendes ord tydede stadig på at hendes sind kun svingende var ved det nødvendige og helst ville liste alle andre steder hen fra fortid så meget som nutid.
Så satte hun den raske arms hånd i gulvet og fik med dens hjælp sig sat op, skønt rummet tog hende bevægelsen ilde op. "En hånd til det næste stykke? Dørken vil virkelig gerne have jeg bliver liggende og jeg tror ikke døren er til nogen videre hjælp op..." Hun rakte den raske arm ud til hvis den unge helbrederske ønskede at gribe den til at trække hende op med.

Kit rullede håbløst med øjnene af Sams kommentarer, og farven krøb op i den unge helbrederskes kinder. Den lille humoristiske udveksling varede dog ikke længe, før seriøsiteten vendte tilbage til det unge ansigt. Hun kunne ikke lade sig distrahere så meget!

Sams reaktion på Kits overfladiske undersøgelse var foruroligende.. Men i det mindste var der følelse i armen endnu, og det var unægtelig positivt, om end det var et meget spinkelt lyspunkt!

Kit var ved Sam hele vejen, som den sårede kvinde begyndte at skubbe sig op. Ærligt havde Kit slet ikke forventet så meget, men hun tog imod det med kyshånd! Jo mere hjælp, jo nemmere og hurtigere kunne de få Sam gjort ren og smidt i seng.
Kit tog Sams hånd og trak hende op, men den unge helbrederske slap den ikke der. I stedet flyttede hun sig indunder Sams arm, og fik den anbragt over skuldrene, så hun kunne tage så meget af Sams vægt som muligt, mens den anden kvinde stadig selv gik på benene. "Vi skal ikke så langt" erklærede Kit en smule sammenbidt, og ledte vejen.

Heldigvis stod dørene altid på klem til de tomme værelser, så man altid kunne få døren op med lethed. Det var en velsignelse som Kit skubbede til den med foden, og den svang åben for de to kvinder. "Og så bare hen på stolen der" vejledte Kit, som hun ledte dem det sidste lille stykke, og langsomt sænkede Sam ned i sædet, og sikrede sig hun havde balancen mod ryglænet, inden Kit igen slap med et lettet åndedræt. Så langt, så godt!

Samantha lukkede øjnene, som den unge kvinde tog fat i hendes hånd og trak til. Bevægelsen i sig selv var så rigeligt for hendes hoved at hun ikke også behøvede at se loftet falde væk og blive erstattet med vægge. Forudsat at hun ikke fortsatte fremover og mødte dørken med næsen først.
Bevægelsen op og fremefter stoppede dog før den gik ned ad og en varm, solid størrelse gled ind under armen på hende. Klog af tidligere skade holdt hun øjnene lukkede og lod blot den ihærdige helbredelse føre hende hvorhen denne ønskede det. "Langt er så flydende en størrelse som op og ned..." mumlede den mørkhårede styrmand, før hun fik stoppet sig selv. At sejle krævede i altid en båd eller vand!

At lande på noget hårdt uden at skulle have hovedet ned var nok til at trække et suk fra Samantha. Åbne øjnene fik hun endda også, som hun lænede sig tilbage. "Ah den tur var en rejse, men den værd." Hun kunne ikke lade være med at smile morende til den anden, der tydeligt havde planer af den ubehagelige slags. Hele besøget her var af den ubehagelige slags, men nødvendigt. Helt igennem nødvendigt.
"Noget du vil have mig til?" Hun spurgte uden nogen overbevisning om at kunne bidrage med andet end villighed og at blive hvor hun var sat. At tale gav hende dog lidt fokus og efter turens tæring på hendes begrænsede tilbageværende ressourcer, så var fokus så flygtet som vindånder i en storm.

Kit lod ikke kvinden sidde længe, inden hun trak en lille saks op af lommen og gik igang med at klippe skjorten af hende, sammen med de uhjælpelige forbindinger der var blevet lagt. Det så ikke godt ud, selv ikke godt. Kit bevægede sig hen til et lille skuffedarie i rummet, hvorfra hun fremdrog et vaskefad og en kade med vand. Det var næppe varmt, men stuetemperatur, og vigtigst af alt, så havde det været kogt samme morgen, så det var rent. "Fortæl mig om noget fra din barndom.. og sig til hvis du får brug for noget at bide i" bad Kit, mest af alt for at holde kvinden optaget.

Med vandet og to klude gik Kit i krig med at få rengjort armen, uden at tage meget hensyn til hvor meget vand hun fik spildt over resten af Sam. Det hele ville skulle af senere alligevel. Kit var ikke bekymret for kvindens bevidsthed imens såret blev renset heller, for smerten skulle nok holde hende vågen og til stede.
Den unge helbrederske startede med at få væddet det meste af armen, og få det værste skidt og blod af, inden hun skiftede klud, og gik igang med selve såret, forsigtig med ikke at trække for meget i hvad end sårskorpe der forhindrede kvinden i at bløde udover det hele.

Samantha lod blikket falde til saksen, som lyset glimtede kort i dens metal og lukkede så øjnene halvt. Hun behøvede ikke se den glide gemmen skjortens stof. Det var så rigeligt at mærke den gøre den. Mest af alt var det den ubehagelige dumpe smerte der begyndte at sprede sig ud fra armen igen, nu hun havde ladet sin bevidsthed huske den var der igen. Stoffet trak i det indtørrede blod og beskadigede hud og sendte hendes tanker i ubehagelige retninger.

De var der stadig da kvindens stemme brød ind og trak hende tilbage til nuet og rummet. Samanthas mørke øjne fandt hendes ansigt og ved synet af alvoren der, nikkede hun let. Det var ellers ikke noget hun havde lyst til at huske tilbage til. "Må blive ungdom. Min barndom er ikke værd at fortælle om. Ikke før jeg fandt et skib ud af havnen og ud i livet." Hendes stemme svandt hen, som hun forsøgte at finde tilbage til en tid hun sjældent brugte mange tanker på at huske.

Som vand ramte hendes arm og krop, fortsatte hun dog. "Det første skib var en fejl, men det var der og det havde plads til en skibsknægt der ikke vidste bedre. Et handelsskib med en kaptajn, der styrede med hård hånd ædru og rå brutalitet fuld. Krusset var sjældent langt fra hans hånd ude af havnen og bådsmanden nød at udføre hans ordrer." Hun bid hårdt sammen og skar en grimasse, som kluden gled over såret. Det var dog bedre end at få smidt en spand saltvand over sig, men ikke meget.

Kit lyttede kun efter med et halvt ører. Hvad Sam sagde var ikke så vigtigt, som at Kit havde styr på hun ikke var døset hen, uden at skulle kigge op fra sit arbejde hele tiden.
Der var dog noget ved Sams ord der fangede den unge helbreders opmærksomhed. Skib. Sejlede. Mod sin bedre dømmekraft begyndte Kit faktisk at hører efter, men det gav hende ikke andet end en rynke over næsen.
"Det at leve til havs lyder ikke ligefrem bedre end at leve på land" kommenterede hun tørt. Éir havde fået det til at lyde magisk men det der lød.. Ja, det lød som livet nu engang var. Hårdt, og ofte utilgiveligt.
Kit arbejdede videre, sin delte opmærksomhed til trods, og skiftede sin klud ud undervejs, som hun nåde under de øvre lag, og fik syn på selve såret. "Gode nyheder. Det ser ikke ud til at være gået i blodstrømmen, så du kommer til at beholde armen" erklærede Kit. Selv med helbredende evner, var en blodforgiftning stadig uhyre farlig, og ikke noget Kits evner havde rakt til, det var hun sikker på. Selv ikke med alle de tricks hun havde lært fra Mitch, som havde ladt hende gøre ting hun aldrig havde troet muligt. 

Samantha åbnede øjnene halvt, som en tør latter gled fra hendes læber. "Ikke altid, nej, men så er der nætterne, hvor vinden er blot et minde og stjernerne fylder himmelhvælvet med deres klynger og figurer, spejlende sig i det sorte, stille vand og det eneste der er at høre er skibets træs dæmpede knirken.... til månen står op og bader verden i sit kølige lys." Hun smilede som hun talte og havde ladet øjnene glide i endnu engang. "Eller morgener, hvor tågen ruller ud og lader alting forsvinde i dæmpet, hvidhed eller synet af grønt i horisonten. Det første tegn på et nyt og uset sted ligger lige fremme..." Hendes stemme gled drømmende hen.

Hun trak sig tilbage til overfladen, som den unge kvinde talte og mærkede som lettelse ramte hende, hvad den nagende fornemmelse i underbevidstheden havde været. "Du bliver kun dejligere et skue, jo mere tid jeg tilbringer i dit selskab!" Hun undlod meget bevidst at se ned på armen, men jo lod i stedet helbrederen modtage den fulde varme i hendes taknemmelige blik. Så lod hun det endnu engang glide i, som trætheden krøb ind på hende. "Jeg frygtede det værste... om ikke andet til en start..."

For et øjeblik stoppede Kit sit arbejde, med press på såret, og lyttede til Sams ord. Den unge helbrederske havde hørt den tone før. Den havde den samme drømmende kvalitet Éirs stemme havde haft, da han havde fortalt hende om havet. Kits kinder blussede en smule op, helt uden Sams hjælp. Tanken om den aften med Éir fik hendes hjerte til at skippe et slag. Fokus Kit, FOKUSER!!

Det tog en mental kraftanstrengelse større end Kit var villig til at indrømme, men hun fik bragt sit forhånd værende arbejde i fokus igen. Kit ville ikke kunne leve med at miste en patient, fordi hun havde stået og dagdrømt om den unge, eksotiske skjald.

Kit tog en indånding og fandt sin magi. Den føltes langt væk, næsten udenfor rækkevidde. Det var bare et sår. Hun kunne sagtens helbrede et sår. Men hvad hvis hun ikke kunne? Hvad hvis hun fejlede? Ville kvinden miste armen alligevel? Bebrejde hende for det, nu hun lige havde lovet den var sikker? Hun skulle aldrig have sagt det, det var tåbeligt. Ville kvinden dø?
Kits vejrtrækning blev ustabil som Sams rosende kommentar ramte, fuldt op af kvindens lettelse. Med et ansigt der pludselig synes blegt, lukkede Kit øjnene hårdt i og greb ud efter sin evne med stigende desperation, men jo hårdere hun forsøgte, jo længere væk synes den. Kentaurpis og orklort!!
Sam ville dø, og det ville alt sammen være hendes skyld fordi hendes evner var utilstrækkelig... igen...

En mental lussing ramte Kit hårdt og trak hende ud af den negative skyld-spiral. Hun tog en dyb indånding som Mitchs storiske men beroligende ord flød op fra hukommelsen, og penetrerede de dystre tanker. Hun var bedre end hun havde været dengang forsikrede hun sig selv. Hun var ikke et skræmt barn mod umulige odds. Hun var voksen, næsten en helbreder i sin egen ret! Et lille sår som det her var ingenting.

Som panikken slap, flød magien mellem Kits hænder let, og såret op Sams arm lukkede sig og forsvandt på få sekunder, som havde det aldrig været der.
Kit sukkede dybt, og til trods for hvor let såret havde lukket sig, virkede hun uendelig træt. "Sådan.. Lad os få dig i seng. Hvile, mad og et bad, så burde du være på benene igen" sagde Kit træt, og var klar til at støtte Sam de få skridt over til sengen. 

Hvor lettelsen var at høre i Samanthas stemme, så var resten af frygten det også for den der vidste hvad at lytte efter. Hun havde frygtet det værste uden at lade sig mærke med det og uden at lade Lee det vide. Ingen af dem havde kunne gøre mere end holde retningen mod den formodede hjælp alligevel. Nu i trykke hænder havde hun så heller ikke flere værn imod den omsiggribende træthed. Den sikrede hendes øjne forblev lukkede og hendes sind slumrende hen, som stilhed fyldte verden omkring hende og hun usædvanligt tillidsfuldt lod helbrederen uobserveret gøre sit.

Først da smerten svandt væk kaldte hendes krop Samantha tilbage til overfladen. Den nye form for lettelse skulle hun åbenbart ikke gå grib af. Nogen gange fandt hun ikke sin krop særlig betænksomt. Hun fik dog øjnene op. Først til et blik på det unge ansigt foran hende, nu præget mere af træthed end sammenbidt koncentration. Derefter gled hendes blik varsomt til armen.
Den så ud som havde den aldrig været skæret op og bundet ind i mudder.
Forsigtigt løftede hun armen, drejede den, mens hun knyttede hånden for at se musklerne reagere under huden. Så god som nu.
Den om ikke andet.

Et varmt smil fyldte hendes læber og blik, somd et sidste fandt tilbage til den trætte pige. "Du har virkelig en gave der. Tak." Så nikkede hun let, lukkede øjnene og greb armlænene for at hæve sig fra stolen. En tydelig kraftanstrengelse der slet ikke burde have været det. En seng lod som det eneste gode sted i verden lige nu - også selvom den var udelt! Et skævt smil krøb over hendes læber som hun mærkede pigen glide ind tæt og være hendes støtte derover og til hun lod sig falde ned at ligge endnu engang.
Hun nåede kun at ramme lagnet, før hendes øjne lukkede sig og søvnen greb hende fulgt.

Kit så med skjult jalousi til mens Sam faldt i søvn. Den unge lærling kunne bestemt godt bruge en lur selv efterhånden! Men arbejdet kaldte. Patienten var stabil, og Kit gav sig selv et øjebliks pause, til Sams åndedræt blev tungt og jævnt, inden Kit skubbede selv i selv i gang igen.
Nyt vand blev hentet, og varmet til en behagelig temperatur, inden Kit brugte det til at vaske det værste snavs af den sovende form. Kit var næppe bekymret for hun vågnede, ikke efter den omgang. Dernæst blev værelset ryddet op, og rene, simple klæder lagt frem på sengebordet, sammen med en kande vand og krus, til når patienten vågnede. Efter det, måtte Kit på knæ, og vaske gulvet rent for det spor af blod de havde trukket fra døren. Endelig kunne Kit vaske sig selv af, og skifte til rene rober. Hun havde knap fået bundet forklædet om sig, før døren atter gik, og en højlydt jamren ekkoede igennem gangene.

Kit sukkede tungt, inden hun hastede mod døren med et "Kommer!". Der var sjældent et roligt øjeblik på helbrederhuset i Dianthos.