Forsættelse af Løvehjerte

___________________________________________________

Det var med en dunkende hovedpine at nordboen første gang 'vågnede' ordentligt, hvilket som udgangspunkt ikke var en god start. En hovedpine lig' dem man skaffede sig efter en lidt for ivrig tur omkring den lokale kro, og da hun prøvede at vende sig om på den anden side - sove videre, sove den ud - blev der tilføjet et lag af smerte igennem armen, som fik hende til stønne besværet. Som havde hun brændt sig veg Alvilde tilbage til sin oprindelige position, og da var det, at det gik op for hende hvor hun var. 
Eller mere specifikt, hvor hun ikke var. 

Alle  hendes sanser fortalte hende at dette ikke var den knirkende seng på det halve svin, og med den konstatering, åbnedes de isblå øjne  i et sæt. Fordi hvor var hun så?
Sollyset der mødte hendes sarte øjne var hårdt, og forværrede den dunkende smerte igennem hendes kranie. Til at starte med kunne hun intet se i kraft af de lyse omgivelser omkring hende - sandfarvede vægge der reflekterede lyset tilbage omkring hende. Men som pupillerne langsomt blev mindre, og alt stoppede med at være så zalans lyst, jah så kunne hun rigtigt tage detaljerne ind i sit anspændte sind. Alle muskler i hendes krop spændte op ved det ukendte område. Men så snart hun varsomt prøvede at rejse sig, måtte hun med en indeklemt banden falde tilbage imod det halvbløde underlag; hendes krop havde aldrig føltes så drænet som den gjorde lige nu. 

"Allerede vågen ser jeg?" en stemme med en kant af munterhed omkring sig, brød den stilhed der havde hvilet over rummet. I en rykvis bevægelse gled nordboens skarpe blik til siden, hænderne knyttedes, og tørrer læber blottedes i overraskelse, imens øjnene spærredes op. "Oi, hvem i krystallandets krusede overflade er du!" en stemme af vrede, omend dem der lyttede godt efter ville bemærke at det nok nærmere var nordboens nervøsitet der styrede hendes stemme. "Og hvor er jeg!" 
Skikkelsen der langsomt nok nærmere, var klædt i orange og beigefarvede klæder. Et sjal prydede hans slanke talje, hvilket nok også var det eneste der spændte det løse tøj nogenlunde ind - alt andet flagrede omkring hans muskuløse krop. Hovedet var skaldet, huden en anelse mørk og venlige, grønne øjne mødte hendes mistroiske blå, idet at et smil trak smilerynker over hele det blide ansigt. "Så skarp i tungen!" udbrød han leende, og det gik nu op for nordboen at han havde en bakke med sig ind. Med noget velduftende på. "Rolig, Nordkvinde. Du er i et tempel langs Diamantbugten, og du er i sikkerhed. Vi ønsker kun at dine sår heales og dit sind finde fred. Mit navn er Vex, en af de munke templet huser" blikket blev ikke mindre mistroisk bare af at få mandens navn, men da han med en lille klirren satte bakken fra sig - og selv satte sig ned omkring bordet et godt stykke fra sengen hun lå i, slappedes der en anelse mere af. Manden - Vex - syntes at fornemme hun ikke ønskede ham nærmere, og at han respekterede det, betød at det ikke... virkede som en usikker situation. 
Da han så også fornemmede at hun intet havde at tilføje til de ord, blev det ene ben foldet over det andet, og en solbidt hud greb den tekande han havde haft med sig, og begyndte at skænke op. Tydeligvis til dem begge. Imens var det med en knurrende banden at Alvilde spændte de værkende mavemuskler, og hævede sig op i en siddende position nu. Armene hang slapt nede omkring siden. 

"Det gør mig glad at du endelig er vågnet. Det er 5 dage siden vi fandt dig..." I et glimt dukkede billedet af de blodplettede lig op på nordboens nethinde, og hun knyttede brynene. "... dig og din ven. Vores healere har ikke kunne finde nogen fysisk skade på dig, omend din krop har reageret som var den banket godt og grundigt sammen..." griffens forslåede krop og brækkede vinger, det desperate glimt i de blå øjne. "... men din ven har fået det bedre. Der er stadigvæk mange følgeskader, men han kommer sig godt" 
Og da var det, at det gik op for munken at Alvilde næppe forstod meget mere end at hun havde været væk længe. Ven, hvem var hendes ven? Med en prøvende udrækning af te koppen - en drik nordboen langsomt  nikkede jah til at få skænket, gav han sig til at forklarer ordentligt. Og mere dybdegående. Den ældre kvinde tabte kæben en anelse. 

--------------------------------------

"..... tak" det simple ord blev vristet over de tørrer læber, og lyseblå øjne granskede den orangeklædte mands ansigt med en seriøs mine. Var hun ikke blevet fundet derude, jah så kunne nordboen mærke at hverken hende eller den hvidfjerede grif havde overlevet meget længere. Ud af barmhjertighed - jah venlighed - havde de samlet dem op. Og selvom det sitrede i hendes krop efter at hanke op i sine ting og forlade det fremmede sted, kunne hun ikke benægte at det nok ikke var en mulighed, sådan som hendes arme var ubrugelige, og hendes ribben smertede ved hver enkelt vejrtrækning. 
"Ingen tak er nødvendig" kom det fra ham, og nordboen fnyste kort af den 'ophøjede' kommentar, imens at hun prøvede at vriste et ben over sengen. "Tag nu bare imod den, stump" mumlede hun, inden at hun i en sammenbidt vejtrækning lod de  bare fødder møde den kolde stenjord. "Stump?" mandens latter tydede på at øgenavnet næppe betød noget for  ham, og han rejste sig næsten automatisk for at hjælpe hende op - en hjælp hun med et fnys afviste at tage imod. "Oi, nallerne for dig selv!" det var ikke gået forbi hende at nye klæder favnede hendes krop, og tanken om hvem der havde taget dem på hende, gjorde hende utilpas. Men heller ikke den afvisning af hjælp kunne fjerne det muntre smil over hans læber, og han begyndte i stedet at forklarer videre omkring det sted hun var havnet, idet at han prøvende sneg en stok hen til hende. En stok, hvem troede han lige at hun var?! Dog noget hun efter 7 smertefulde skridt endte med at tage godt fast i, og noget han heldigvis ikke valgte at kommentere på. 

--------------------------------------

Hun vidste allerede før han hentydede til det, hvad der forbandt hende til det sårede væsen. Det stolte dyr der nu blev plejet af templets folk, og jah selvsamme dyr der gjorde hende midlertidig ligeså skadet og ligeså handicappet som griffen selv. Sjælebåndet var skabt ud af desperation, men havde i løbet af de sidste fem dage stedfastet sig selv ordentligt - selv nu kunne hun mærke ham i udkanten af hendes sind, omend han var i en dyb, healende søvn. Og imens de gik igennem den smukke stengang der ledte hen til den stald han var placeret i, fortalte Vex mere og mere om stedet, uden at vide at nordboen kun lyttede med et halvt øre. 
Fordi et langt mere presserende spørgsmål snurrede omkring i det omtågede sind, der mest af alt gerne ville væk allerede nu. Fordi hvordan kunne hun forlade templet, når hun knap nok kunne gå? Det ville tage uger - måske endda måneder for de vinger at heales ordenligt. Og Alvilde  havde ikke uger at spilde, et så underligt sted som dette.