Skoven havde ændret karakter, efter at de var vandret ind i det nordlige tempererede bælte, som udgjorde grænselandet mellem nordlandet og det øvrige (og varmere) Krystalland. Løvskov var blevet erstattet af nåleskov. Træerne havde i dalen stået så tæt, at stammerne havde lignet orangebrune, lange pinde stikkende op af barsk klippejord, men i takt med at hestene begav sig op gennem det bistre terræn, var skoven tyndet ud. Klippeformationerne var blevet større og mere kantede, træerne lavere og tyndere og enhver overflade syntes belagt med syregrøn mos og askegrå rensdyrlav. Elven, det brusende vandløb, som Philip og Athelstan af Erneyll fulgte, var svulmet op af smeltevandet, der kom fra de snebeklædte bjergtinder, og kastede kaskader af vand ned over fremskudte klippestykker og gjorde den sideløbende sti glat og smattet. De havde været nødt til at stige af hestene og trak dem nu efter sig det sidste stykke inden de nåede op på det næste plateau: et åbent, højtliggende og fladt landområde, der, hvis rygterne talte sandt, rummede andet end blot nordlandets karakteristiske natur.

”Jamen dog, jeg tror så sandelig at du har ret,” Smilet spillede forventningsfuldt på Athelstans læber, da det første tegn på liv nåede ham. Philip forholdt sig tavs. Han vidste bedre end at snakke når den unge adelssøn var i et farligt lune: ”Se derovre!” Athelstan pegede: ”Der er en!”
Og ganske rigtigt: et stykke derfra sås en skikkelse. Uden skyggen af betænkning svag Athelstan af Erneyll sig op på sin prægtige ganger og satte i let trav mod den ukendte person. Philip var hurtig til at følge trop. Først da de var inden for behørig rækkevidde, holdt Athelstan sin hest an og slog anklagende ud med armene:

”Ved Zaladin, det er jo slet ikke en skovelver! Philip – du sagde at der ville være en skovelver. Denne her er jo gråsort!”

Efter hovedstaden havde været brudt ud i absolut kaos, for ikke at snakke om, at Lysets Dronning, som Xelirateis altid havde været tilhænger af, havde udstedt et dekret om, at alle mørkelvere skulle jages og slagtes, havde den bedste løsning for mørkelveren æret at flygte. Hun havde vitterligt ikke haft mange steder at tage hen, men det nordlige krystalland var nogenlunde uberørte af konkliktene, og i særdeleshed det mere øde område, som elveren havde fundet og endt med at slå sig ned i. 
Her havde ikke været mulighed for at gro de samme planter og urter som sydels sol ellers havde lokket med i første omgang, men her havde været rigelig plads til at dyrke i særdeleshed svampe og samle bark fra forskellige træsorter, en ting der hvade udvidet mørkelverens sortiment for forskellige utredrikke vældigt. Der var dog ikke så meget salg i det, som der havde været i hendes hytte i hovedstaden.
Dagen havde igen været grålig og skyet, da Xelirateis var sat ud for at finde trøfler i den våde underskov. Hun var af samme årsag i dagens anledning ikke klædt hverken pragtfuldt eller med den store hovedpryd. I stedet lunede en praktisk kjole, der dog endnu smøg sig omkring den høje slanke skikkelse og en kurv i den ene hånd. Håret var sat op i en høj, mendog utrolig lang hestehale.
Elveren var ikke nået langt ud af stien, før en rytter faldt hende i øjnene, hun løftede kort hånden for at skærme for lyset fra den oveskyede himmel, nej, umiddelbart ikke en skikkelse hun kendte.
Den klagende lyd var dog ikke det bedste indtryk at starte dialogen med, enten gjorde den unge mand sig ikke engang umage for at Xelirateis ikke skulle høre ham, ellers anede han ikke uråd om elverenes fine hørelse, hvilket for selv de mindre kvikke vel var åbenlyst?
"Vi kaldes mørkelvere, unge mand!" Normalt var Xelirateis blid som et lam, men dette var dog alligevel for groft.
"Kan jeg være behjælpelig med noget? En kærlighedsdrik muligvis?" Det skulle da ikke være første gang at Xelirateis hjalp de velstående med den slags problemer. Det var dog oftest forældrene der kom til hende, når ungerne ikke var giftevillige endnu

Athelstan havde været på jagt efter skovelvere. Lige siden at hans hustru havde krævet et ligeværdigt ægteskab, ved at true ham med en brevåbner under morgenmaden, havde vreden ikke været til at nedkæmpe ved brug af almindelige mestringsstrategier. Ingen dyr ej heller store mængder af alkohol kunne drukne raseriet som Amelia havde affødt. Faktisk havde der kun været en ting som havde kunnet formildne den unge adelssøn: og det var da Philip havde foreslået elverjagt.
De havde rejst allerede samme morgen og selvom vreden endnu sled og bed i den velplejede og fornemt pyntede krop, var det blevet suppleret af en forventningsfuldhed – en ro – som kun udsigten til snarlig død skovelver kunne afstedkomme.

Problemet var blot, at dette ikke var nogen skovelver.
Athelstan havde hørt om de formørkede slægtninge, men han nærede ikke tilnærmelsesvis samme afgrundsdyb foragt for dem. Det var ikke mørkelverne eller bjergelverne som havde frataget Erneylls deres jorde. Eller havde de? Hvordan kunne de overhovedet være sikre på at det virkelig kun havde været skovelverne som havde beslaglagt Erneyll ejendomme og tvunget Athelstans familie til hovedstaden? Jo mere Athelstan tænkte over det, jo mere sikker blev han på, at mørkelverne ligeledes havde haft en snu finger med i spillet.
Adelssønnen så sig omkring. Så vidt han kunne se, var der slet ikke nogen skovelvere i nærheden, men der var en elver lige her – ganske vist en anden nuance, men tydeligt elver. Og Athelstan var blevet lovet en elverjagt. At hun så tilmed viste sig at være flabet, fik Athelstan til at træffe sin beslutning.

Uden at svare på elverkvindens forespørgsel, rakte han sin ene arm bagud mod sin tro væbner og befalede højtidligt:
”Philip – Min bue!”

De blå øjne ville på intet tidspunkt rykke sig fra kvinden, men ville, med ublu nyfigenhed, sluge hende med en faretruende begærlighed. Philip ville, med mindre noget kom i vejen, efterleve ordren uden protester.

Xelirateis kunne næsten ikke tro sine egne øjne, hvad havde denn skarnsknægt dog forstillet sig? et øjeblik vendte hun rundt for at sondere terrænet bag sig, om der var noget dér han kunne skyde på, men der gik ikke lang tid før at det gik op for hende, at det var hendes eget hoved han var efter.
"Hvad bilder De dem ind, unge mand? Mørkelverjegten er ophævet!" Det var oprigtigt som om elveren regned med at hun kunne snakke manden til fornuft, men det lod ikke til at være sådan.
Hun kneb de dybblå øjne sammen, til forskel fra mange andre mørkelvere var disse hverken gule eller røde, men væsentligt mere menneskelige.

Den anden mand begyndte straks at samle byen op, og skulle til at overrække denne til sin Herre, mennesker og deres slaver. Mørkelveren fnøs, men flyttede sig ikke ud af stedet, i stedet måtte hun henvende sig til sin magi. Det var længe siden hun havde brugt denne, længe siden den overhovedet have været nødvendig, af samme årsag var det ingen hemmelighed, at hun var en kende rusten. Det eneste hun tyede til efterhånden var hendes magiske drikke. Kunsten i at fremstille en velfungerende formel, med en ønsket magisk effekt havde alle dage været langt mere tilfredsstillende end at skulle smide med magi til højre og venstre.
Idét Philip rakte buen mod den unge mand, gjorde Mørkelveren alt hvad der stod i hends magt, for at lade ham se, at det ikke var en bue han fik i hånden, men en sort hvæsende slange. Om Athelstan smed sin bue fra sig eller ej, var der nu kun en mulighed for elveren: Hun løb,  alt hvad remmer og tøj kunne holde. Hvis hun nu havde haft sin forbandede stav ville snothvalpen ikke få et ben til jorden, men hvem fanden bragte så upraktisk og kraftigt et artikfakt med på svampejagt? Ingen, var svaret og af samme årsag heller ikke denne mørkelver der ufortrødent løftede op i skørterne for at lade de lange ben bære hende væk så hurtigt som muligt 

Mørkelverens tåbelige forsøg på at lyde autoritær indikerede blot at hun havde regnet ud, hvor dette var på vej hen – og at det ikke var en munter fremtid som lå i vente. Erkendelsen fik det til at snurre behageligt i fingerspidserne på Athelstan af Erneyll.
Fornemmelsen gjorde ham utålmodig og han drejede ansigtet tilbage mod Philip, velvidende at buen om lidt ville ligge i hans hånd og elverkvinden ingen mulighed ville have for at søge i dækning i mellemtiden - på det punkt var landskabet oplagt til jagt: stort og åbent, blottet for skjulesteder.

Chokket over det uventede syn fik den unge adelssøn til at snappe efter vejret. Slangens sorte skæl glinsede, da Philip intetanende rakte det hvæsende krybdyr frem mod Athelstan. Instinktivt slog han ud efter den og væbneren, der ikke havde været forberedt på adelssønnens handling, tabte slangen på jorden foran hestens hove - men i modsætning til hvad Athelstan havde forventet, snoede slangen sig ikke sammen, men forvandlede sig tilbage til det den hele tiden havde været: en bue.
Raseriet brusede i årene da den sorthårede for sent indså hvad der var hændt ham. Han vendte arrigt blikket fremad mod kvinden, der i al hast forsøgte at komme væk fra dem.

”Din forbandede heks! Skyd hende, Philip! -”
Som en velopdragen hund tøvede væbneren ikke. Til lyden af Athelstans befaling (”SKYD!”) spændte han sin egen bue og sendte en skarp – og velrettet – pil afsted mod den løbende mørkelver. Inden pilen forhåbentlig nåede sit mål (Philip havde sigtet mod kvindens lår), blev en ny pil lagt på buestregen.
Alt imens jog Athelstan hælene i siden på sin stridshest og trak sit sværd. De blå øjne lynede, da dyret sprang fremad mod sit offer.

Der gik ikke mange øjeblikke før at mørkelverns puls hamrede så det brusede i hendes ører, elvere var hurtige og smidige, en fordel Xelirateis aldrig havde haft brug for at nyde godt af, hun var af en akedemiker-familie. Det bed hende noget så grusomt bagi nu, hvor hun for alvor havde brug for den fysiske stamina. længere fremme tonede trægrænsen frem, hun skulle bare ind mellem træerne for at komme væk, hendes illusions-magi virkede dårligt på heste, ellers havde dette allerede været en mulighed nu, men deres hjerner kunne simpelthem ikke kapere at fatte, hvad de egentligt skulle snydes af. For lille fantasi. Mellem træerne derimod, der havde hun rigeligt mulighed for at snyde både den unge adelsmand og hans latterlige væbner.

Mørkelveren nåede næsten at ånde helt lettet op, som hun passerede det første træ, det stod alene, men det indikerede at hun var tættere på at være i mål. Hun snappede efter vejret mens et lille håbefuldt smil toned frem på de mørke læber, inden hun kort efter tumlede forover. Hendes krop nåede simpelthen ikke at fatte smerten, før hendes fysik gav efter for pilen, som havde gnavet sig igennem ydersiden af låret. Pilen sad yderligt, men rigeligt til, at hendes muskel var kollapset på stedet, under den fysiske udfoldelse.
Der var ikke meget tid at tænke i, hun forsøgte at rejse sig, det så akavet ud, men hun kom på benene. Hun svejede en kende, mens kvalmen pressede på, grundet smerten, fysisk udholdenhed var ikke just hendes stærke side. De blå øjne spejdede udover sletten, hun kunne allerede se, hvordan hesten havde halet ind på hende. Det tog kun et øjeblik, inden hun vendte omkring, og nu humpende fortsatte sit "løb" mod trægrænsen. Hun havde lyst til at skrige noget efter mennesket, men kunne ikke få et ord over sine læber. Nu skulle hun bare væk

Triumfen smagte sødt på tungen, da Philips pil ramte sit mål og fik elveren til at halte.
Godt nok ville kvinden næppe have haft en chance alligevel – de var trods alt til hest – men der var noget utroligt behageligt ved at iagttage, at hun ikke var usårlig.
Grimassesmilet voksede sig stort og bredt i takt med at Athelstan nærmede sig. Han drev hesten fremad, lænede sig ind over den varme hals og spændte fingrene om sværdets fæste.
Bagved kunne han høre at Philip ligeså havde sat sin egen hest i bevægelse.

Inden længe ville han være indenfor rækkevidde. Han kunne se, hvordan pileskaftet stak ud af hendes lår, hvordan blodet fik kjolestoffet til at klistre, blande sig med sved og angst. I et øjeblik forestillede han sig at det var Amelia som løb foran. Eller Adena. Hvordan de stakåndet og smerteramte fumlede mod en tragisk fremtid, der kun ville rumme Athelstan af Erneylls hævn. Han kunne så levende se det for sig. Tanken gjorde munden tør.
Mens en blanding af Adena og Amelia fortsat spillede i adelssønnens bevidsthed, gik det pludselig op for ham, hvad han skulle gøre med elveren.

Med ferm hånd fik han styret hesten op foran, for på denne måde at forsøge at afskære hende vejen og dermed forhindre hende i at nå skoven. Hvis hun undveg - eller på anden måde gav udtryk for at ville flygte - ville han slå ud efter hende med sit sværd for at såre hende yderligere. Men hvis hun bremsede, ville Athelstan ikke røre hende. I stedet ville han stå af hesten og med ukarakteristisk nysgerrighed spørge:
”Hvad er dit navn?”

Xelirateis kiggede sig ikke tilbage, hendes eneste fokus lå på fyrretræerne længere fremme, selvom hun hørte hovslaget fra hestene, prøvede hendes overlevelsesinstinkt at fortælle hende, at de endnu var langt væk, at hun havde god tid, hun skulle bare løbe.
Det skete da kort efter, at en hesteflanke maste sig ind i hendes synsfelt og hendes vej blev afskærmet. I ren refleks, vendte hun omkring, forsøgte at løbe i modsatte retning, men hendes ben benægtede enhver form for så pludseligt retningsskift, og hun sank ned på knæ. Bunden af hendes mørkeblå kjole, samt bunden af den utroligt langt hvide hestehale, var en blanding af mudder og blod. Få svedperler løb ned ad hendes hals hvor halsåbningen greb dråberne med lethed. Hun havde slet ikke løbet langt nok til at hendes system for alvor var blevet varmt.
Til gengæld begyndte en enkelt tåre at samle sig i øjenkrogen, hun var uforstående overfor situationen, det hele virkede så uvirkeligt. Hun tog sig øjeblikket til at beskue pilen der endnu sad uhjælpeligt fast, inden et par støvler slog imod mudderet med et plask, der fik det til at stænke op omkring Adelsmanden.
Hun skævede op, missede med øjnene en kende. Tårene pressede sig for alvor på og efterlod kort efter våde spor nedover de grå kinder.
"Du... Det..." Talen blev nogle små gisp som angsten tog hende, han anede ikke engang hvem hun var? Alt hun var for ham, var en sølle klapjagt, uden intention?
Hun var frustreret, og vred men ikke mindst var hun hundeangst. Den sælsomme fjende var kommet som et lyn fra en klar himmel, uventet og blodtørstig.
"Xelirateis... Er mit navn... Xelirateis Waaylin" Hvorfor hun gav ham sit navn var hun dårligt selv klar over, måske hun håbede på, at mennesket ville finde nådighed, nu da han så, at hun var mere end blot et dyr mellen træerne.

Elveren endte på knæ. Kort efter ankom Philip, der ligesom Athelstan, steg af hesten. Adelssønnen overrakte væbneren tøjlerne og først - da begge dyr var udenfor kvindens rækkevidde – trådte Athelstan helt hen til den sårede elver. Han tårnede sig op over hendes sårede skikkelse. Mens hun gav ham sit fulde navn, lod han hånden glide igennem sit eget bløde hår. Der var intet så befriende som et hurtigt ridt. Så oplivende at forfølge døden. Erkendelsen fik ham til at fnise af sin egen opfindsomhed.

”Du skal gøre mig en tjeneste nu, Xelirateis”. Stemmen var alvorlig men overraskende behagelig. Let og sårbar som tynd is på en frossen, dyb sø. Et mørkt skydække havde lagt sig i det blå blik, smilet var ikke andet end en vag antydning på det rene ansigt. Bag ham stod Philip klar – blot i tilfælde af at elveren ville forsøge på noget dumt. Ikke at Athelstan regnede med det: hendes eneste chance for at leve var at føje ham, og det han ønskede, eller rettere: krævede af hende, var ikke særlig svært at efterleve:
”Vær sød at gentage det jeg siger nu – ”begyndte han med myndig stemme, mens han for sit indre blik så hvordan den gråsorte hud ændrede sig til en sommerbrun nuance. Så hvordan mørkelveren blev mindre og yngre. Det mentale billede fik vreden til at sno sig:

”Jeg vil bane vejen for Adenas skæbne - Jeg er et symbol på den snarlige fremtid, der er i vente.”

Mørkelveren befandt sig selv i dyb forvirring, han stod og fnes, som en skoledreng. Det var en konstant blanding af vrede, frustration og fryst der fyldte elveren. Hun stirrede på ham, hvad var det egentligt manden ville? hvor gammel var han overhovedet? Han så ung ud, men hendes evner indenfor at bedømme menneskealder var gledet ud med årene.
Hans stemme fangede hende kortvarigt, hun havde aldrig forestillet sig noget af den kaliber kunne komme ud af manden der stod foran hende, dette varede dog kun et øjeblik, til hun fandt ud af, hvad det egentligt var han sagde.
"Hvad?" Ordet blev presset ud mellem hendes tænder i en trodsig tone, han havde jagtet hende som et vildt dyr over marken og nu ville han have hende til at citere de særeste ting. "Jeg kan love dig for, at jeg ikke skal noget som helst, jeg skal hjem, nu!" Xelirateis bevægede sig en kende væk fra manden, væk fra hans tårnende skikkelse. Hun skævede kortvarigt over på Philip, spørgende, som om han ville forklare hende hvad i alverden der var i gære, han stirrede bare på hende, med de to heste tøjlet. Hun tørrede i en hidsig bevægelse tåren af hendes kind, inden hun forsøgte at krabbe bagud, væk fra manden. Derhjemme havde hun rigeligt med drikke, som kunne ordne det sår på et splitsekund, hun var endda villig til at lade ham, stikke af, hvis han bare gjorde det med det samme.
"Lad mig være!"

Det havde ikke på noget tidspunkt hersket tvivl om, hvorvidt elveren skulle dø. Kun hvordan døden skulle indtræffe. Athelstan havde givet kvinden mulighed for at tillægge den snarlige bortgang en mere magisk, profetisk karakter – hæve hendes død op på et højere plan; en slags ofring – ikke til guderne, for i alle syv helveder havde de aldrig gjort noget godt for Athelstan – men en ofring i forsøg på at sikre en bedre og mere lys fremtid. Elverkvinden kunne have fået betydning.
I stedet havde hun frasagt sig det, fordi hun var tåbelig og som kvinder var flest af: latterligt stædig og med en indgroet, irrationel modstand mod at gøre hvad en mand bad dem om.
Hvis ikke Athelstan af Erneyll vidste at Xelirateis skulle dø, var han blevet irriteret på hendes åndsvage forsøg på selvbestemmelse.

Adelssønnen sendte Philip et sigende nik, som prompte slap hestene, trådte frem og greb ud efter elveren, der idiotisk prøvede at kravle bort fra sin egen død. Væbneren greb ud efter hendes opsatte hestehale, i forsøg på at trække hende opad og fiksere hende i en afventende position med blottet hals (hvis hun gjorde modstand ville han slå hende i maven)
Athelstan vejede sit sværd i hånden. Hvis han sigtede og lagde tilpas med kræfter bag slaget, ville han forhåbentlig kunne skille hoved fra krop efter et enkelt forsøg: han havde den tilpasse øvelse til det, og sværdet var samme morgen blevet slebet.

”Du skal nok ende med at varsle fremtidens komme alligevel.” forsikrede han elveren i et næsten betryggende tonefald: ”Nogle sidste ord?” Smilet spøgte i øjenkrogen.

Athelstan spændte i kroppen; alt efter hvad elveren svarede ville han vendte med at svinge sit sværd – men han ville på et tidspunkt, inden alt for lang tid, svinge det. Han elskede en kort og succesfuld jagt og var ikke nødvendigvis tilhænger af at trække det i langdrag. Især ikke nu: for når alt kom til alt var det jo bare hovedet, som han var kommet efter.

Xelirateis kunne ane irritationen i menneskets blik, hun var ikke i tvivl om at hendes trodsighed pirrede hans mandlige ego. Hans blik sagde alt hun havde brug for at vide. Der gik ikke mange øjeblikke, elveren krappede langsomt men sikkert væk fra ham, det føltes i hvert fald sådan. Hendes flygt eller kæmp instinkt var sat ind for længe siden, men grundet hendes spinkle fysiske statur var det klart at flygte, som var på programmet. Dette varede kort, inden væbneren trådte tæt på og greb omkring det længe hår, adskillige gange viklede han det omkring sit håndled for et bedre greb, inden han begyndte at trække. Panikken sætte ind, mørkelveren slog og sparkede omkring sig efter bedste evne. Hun skreg, hjerteskærende, panisk. En af hendes hænder ramlede imod Philips ansigt, med sikkerhed efterladende nogle grimme ridser. Det var her væbneren fik nok, og med den anden hånd slog luften og kampen ud af Xelirateis. Hun hev desperat efter vejret, som hun atter sank sammen. Hendes hoved blev dog trukket opad i et solidt tag fra hestehalen som Philip endnu havde fat i. Så stirrede hun imod den unge adelsmænd, denne gang piskede tårene nedover hendes ansigt. 
"Jeg beder dig..." Hun hulkede utrøsteligt, hendes stemme var spinkel og præget af gråden "jeg har intet gjort... vil du ikke nok bare lade mig gå?" 

Philip tog det pænt, da kvinden forsøgte at rive øjnene ud af hovedet på ham, bemærkede Athelstan uden at komme sin ven til hjælp. Luften blev slået ud af elverens lunger med øvet præcision, og væbneren udnyttede tiden ved at tage endnu bedre fast i håret.
Adelssønnen mødte hendes tryglen med tunge øjenlåg og en stum mund. At hun forsøgte at appellere til hans barmhjertighed, var nyttesløst. Det hele var bestemt – Hendes skæbne var beseglet.
”Siger du velsignelsen?” Athelstan henvendte sig til Philip der nikkede og gav sig til at mumle en lovprisende hymne til ære for dødens Gudinde Kile.
Det var ikke på grund af elverens sjæl at de hellige ord blev sagt. Nej, det var udelukkende for at sikre adelssønnens egen åndelige ro. Mord og drab blev af de fleste anset som synd men med de rette gloser kunne syndsforladelse opnås.

Så vendte han sig mod den grædende kvinde: ”Målet helligere midlet.” Det var Moder som sagde den slags, og han vidste ikke helt, hvorfor han følte et behov for at sige det videre nu – måske som en form for trøst – en forsikring om at kvindens død ikke ville være formålsløs. Philip afsluttede bønnen ved at tegne Kiles symbol med sin frie hånd.

Mere behøvede Athelstan ikke. Med elverens bønfaldende ord og paniske hulken spillende i øregangene, trak Philip sig ud af rækkevidde og den unge adelssøn svang sværdet mod den blottede hals med en øvet bevægelse.

Han ville efterlade hendes krop til det nordiske dyreliv og de kannibalistiske nomader.
Kun hovedet ville han tage med tilbage, ved at lægge det i en mørk lærredspose, som kunne bindes til saddeltasken på Philips hest.
- Forhåbentlig ville de støde på flere elvere på deres færd hjemad.

Det var nu, det var for alvor nu det gik op for mørkelveren, at det var sådan hendes liv skulle ende. Her, på den grå mudrede mark. Hun tav, som en accept skyllede indover hende, sjovt egentlig, hvordan sådan en kunne komme så pludseligt. Hans øjne havde fortalt, at han ingen nåde kendte, der var ingen følelse i det døde blik. Remsen der blev sagt var Xelirateis bekendt med, hun havde hørt de lovprisende ord før. Hun skævede op, en sidste gang, som den unge mand lagde an til at svinge klingen i hans hånd. En troende? Virkelig? Det sidste hun kunne byde ham, var en urolig søvn, hvis ikke mange. Det sidste der prægede elverens ansigt, var en hånlig grimasse, som hun næsten opfordrede ham til hans handling.
"Kile giver ingen fred til syndere!" 
Det var de sidste hvæsende ord, inden klingen kyssede den grå hud, for at skære gennem marv og ben. Hvor meget opfattede man inden livet forlod det grå organ? Et par sekundter, nok til at hun så sin egen krop falde til jorden og mørket omsluttede hendes bevidsthed til fordel for den evige søvn.
Et sted, i en lille hytte længere inde i skoven stod en magerstav, hvis krystal der havde glødet med en overjordisk glans i over hundrede år. Glansen slukkeds mens et øredøvende skrig flængede det nordlige krystalland, en moders skrig flere hundrede mil væk, fra en moder som altid havde haft magisk kontakt til sine nærmeste. En forbindelse der nu var brudt, som Xelirateis indfandt sig i de dødes rige.