Èir havde brugt den bedre del af to dage på at undgå Kit. Den første dag havde været værst, selvom den var startet godt. Han var vågnet til lyden af hendes hjertebanken, under varmen af et tæppe, ude af stand til at huske hvordan dagen forinden var endt. Intet upassende var hændt, så meget var sikkert, da de begge stadig var fuldt påklædt. Han formåede at trække sig væk uden at vække hende, og forsvandt ind på sit eget værelse. Ikke en halv stund senere kom Dhalia for at vække ham. Og hovedpinen var først rigtigt begyndt der.
Han så ikke meget til Kit i løbet af dagen, der gik langsommere end man skulle tro muligt. Men den anden dag, hvor hovedet atter var klart og tankere ikke gjorde ondt længere, gjorde han alt i sin magt, for ikke at se hende. Han kastede sig frådende over enhver opgave, Dhalia stillede ham, og opsøgte flere opgaver som de kom. Hvert stille øjeblik han havde, vandrede hans tanker tilbage til lyden af hendes hjerte, og lugten, der havde fyldt hans næsebor. Måden hendes ansigt havde været oplyst i månelyset, som hun lænede sig ind mod ham. Han følte sig beruset. Måske var han stadig fuld, hvem kunne sige hvor længe alkohol virkede?

Drengen havde fundet et tomt lokale, og sad på sengen i skrædderstilling, en tyk bog plastret i hans skød.
Blodkredsløbet (det kar . . . kari- kardi, han rystede på hovedet, og hendes dansende lokker fyldte hans tanker. Han havde forsøgt at få et forspring i sin bog, men hver gang han åbnede den nåede han dårligt en sætning ind, før han måtte give op. Med ansigtet begravet i hænderne, sukkede han dybt. Det var blot et spørgsmål om tid, før Kit indså hvor stort en idiot han var. Og når hun gjorde, ville hun ikke se på ham igen, ikke på den samme måde. Hun ville se på ham, som den idiot han var.

Kit havde brugt den bedre del af to dage, på at have en dunrende hovedpine og kvalme. Den morgen havde alting været godt, rart og varmt, og en særlig trykhed havde ligget over hendes sind. Ligesom armen der havde ligget over hendes krop.
Men Kit havde kun været halv-vågen, og hun havde ikke registreret Éir liste sig ud. Da hun vågnede ordenligt var hun alene, efterladt med en sær fremmede duft i næseborrene, og en sær følelse af ensomhed. Havde hun drømt om sin bror igen? Glimt fra aftenen før sagde det nok ikke helt var tilfældet..

Og så var hovedpinen sat ind, stærkt efterfuldt af kvalme. Kit besværede sig ikke med at skifte tøj, og hvis Dhalia bemærkede noget, så holdt den ældre dame det for sig selv. Men Kit kunne sværge at Dhalias taltede højere end hun plejede.
Dagen havde været en prøvelse, men natten bragte ikke Kit meget hvile. Der var duften igen, og den trængte ind i hendes drømme, fulgte dem med måneskin og en varm omfavnelse. Da morgenen endelig gryede, følte hun sig lige så træt som da hun var gået i seng. Og den nagende følelse af ensomhed var tilbage, som en forkølelse der ikke ville slippe.

Kit gik i sine egne tanker meget af den dag, jagende de flygtige minder om månelys, en duft af salt og sprit og den flygtige varme, og det var da også derfor det blev godt op af eftermiddagen, før Kit fornemmede at noget var galt, og at Éir lod til at undgå hende.
Éir..
Billedet blev en anelse klarer, som hendes hals snørrede sig sammen. Hun kunne kun finde på en grund til han ville undgå hende, men hun nægtede at anderkende den. Det måtte være  noget andet. Det var bare hende der overfortolkede, han undgik hende sikkert slet ikke, og hun kunne let bevise det!

Det var tanken der drev hende til den tomme stue hun havde set Éir luske sig ind på tidligere. Alligevel tøvede hun et øjeblik, inden hun skubbede døren op. "Éir?" kaldte hun mere forsigtigt end tiltænkt som hun stak hoved ind, og så ham læse.
Duh, selvfølgelig! Han havde ikke undgået hende, han havde bare brugt tid på at læse! Det forklarede det hele. Der var ikke slet noget. Alt var normalt, og som det skulle være. Hun havde ikke forsøgt at kysse ham mens de var fulde og ødelagt alting!

Lettelsen var tydelig på hendes ansigt "Ah, undskyld jeg vil ikke forstyrre" tilføjede hun med et hurtigt smil, men noget holdt hende fra at lukke døren igen. Hun havde ikke lyst til at gå. "...hvad er du nået til?" spurgte hun lidt forsinket, som en duft sneg sig om hende.

Éir kiggede op da døren åbnede, og hans hjerte sprang et slag over da han hørte Kits stemme. Selvom han havde forsøgt at undgå hende, kunne han ikke lade være med at være glad over at hun havde fundet ham – indtil han kom i tanke  om hvorfor han havde gemt sig til at starte med. Éirs første instinkt var at smække bogen sammen og kaste den fra sig, men han tvang sig selv til at smile i stedet. Ængsteligheden hun fik ham til at føle, gjorde smilet mere end en lille smule stift.
”Jeg –” hvad skulle han sige? Han kunne ikke indrømme at han stadig sad fast på andet kapitel. Efter de to dage han havde brugt på at læse, ville hun tro han var idiot – og selvom det meget muligt var sandt, fik bare tanken bunden til at falde ud af hans mave. På den anden side, ønskede han ikke at hun skulle gå. Følelsen voksede fra et stille hjørne af hans sind, og den nye angst overdøvede hurtigt den gamle. Han måtte være snild med tungen, hvis han skulle finde en måde at forene de to konfliktende sider. ”Jeg tänkte lige at jeg skulle läse den igen. For at väre sikker pá at jeg havde. . . Forstáet det hele. Og sádan.”
Ikke hans mest overbevisende løgn, men heller ikke den værste. Han sank en klump, og løsnede sin krave. Var rummet blevet varmere siden Kit kom ind? Hun ville se igennem hans løgn, og aldrig tale til ham igen - hvad ellers? Panisk ledte han efter noget, han kunne lede samtalen over på, men hans tanker blev ved med at sidde fast i begivenhederne, der var sket for to dage siden. . . Netop!
”Hvordan har hovedet det?” spurgte han ivrigt. For ivrigt.

Kits smil blev næsten til en grimasse, som Éirs stive smil ramte ham. Kontrasten mellem hans normale, drillende og livlige smil var slående. Hvorfor Kit kendte hans smil til sådan detalje, lod hun sig ikke hænge ved, men det var tydeligt som solen på en skyfri himmel, at noget var galt.
Havde hun været for optimistisk da hun gik herind? Havde hendes mistanke været rigtig?

Hun prøvede at skubbe tanken fra sig, men den var ikke lige sådan at få til at slippe sit klamme tag. Kit lagde den ene arm under sit bryst, og tog fat i sin albue, tøvende. "Ah, selvfølgelig. Jeg er sikker på Dhalia også kan svare, hvis der er noget du er i tvivl om". For du vil tydeligvis ikke spørger mig...
Tanken stak, især som et tåget løfte om at læse sammen steg til overfladen. Det havde åbenbart ikke været så ønsket alligevel.

Éirs spørgsmål om hvordan hendes hoved havde det, og den ivrige tone fik Kits kinder til at blusse op. "Det har det fint tak!" vrissede hun. Havde han håbet på andet?! "Hvad med dit eget? Du lod til at have efterladt en masse ekstra opgaver i går" svarede hun med mere bid end helt tiltænkt. Der var for mange følelser der kæmpede om plads i hendes bryst, til at hun kunne holde hoved køligt. 

Åh nej. Åh gud i havet nej. Drengens anstrengte smil faldt til jorden sammen med Kits humør. Han forsøgte at erindre præcis hvad han havde sagt, men den voksende panik slog knuder på hans tanker. Hvad han havde sagt og måden han havde sagt det på, var fortabt i glemslens tåge, som han kæmpede for at finde på noget at sige, der kunne vende samtalens retning omkring. Han skar en grimasse, som hun lagde anklagen ovenpå.
Hendes ord gjorde mere ondt end han havde forestillet sig at ord kunne gøre. En følelse af indignation meldte sig ubudt, for Éir mente ikke at han havde gjort noget for at fortjene hendes vrede. Hendes vrede vækkede trodsigheden i ham, selvom han vidste inderst inde at det var dumt.
”Det har det fint!” I sin vrede var Éirs ord blevet hårdere end han havde tiltænkt dem, men stadig blødere end Kits egne. Bogen i hans skød var fuldstændigt glemt. ”Hvordan skulle jeg ná det hele, nár du sov morgenen väk og jeg skulle góre dine tjanser ogsá?”

Kits kinder gik fra let rosa til højrøde, som Éir svarede lige så vredt tilbage, og Kits forsigtigt tøvende kropsholdning blev rank og konfronterende. Hånden der før havde holdt om den anden arms albue, fandt i stedet vej til hendes hofte. 

"FINT" lød det arrigt som Éir næsten smed hendes egne ord tilbage. Han virkede næppe som om han havde det fint, men måske var det bare hendes tilstedeværelse der havde ødelagt en ellers fin dag? Han havde undgået hende så fint indtil nu.
Éirs beskyldninger føltes totalt uforudrettede og anklagende. Havde Dhalia bagt det samme op, havde den unge lærling uden tvivl forsøgt at grave sig nedunder gulvbrædderne af skam, men fra Éir?! Det følte næsten utåleligt.

"Og hvorfor vækkede du mig så ikke bare?! Eller nød du at være fri for mig så meget, at du hellere ville stå med opgaverne selv?!" lød de hårde ord var en såret ung kvinde. Hun måtte kæmpe for ikke at lade tårene komme til hendes øjne, og som orderne havde forladt hendes mund, bed hun sig hårdt i læben. Det var ikke hvad hun havde ment at sige, ikke hvad hun ønskede at sige, men undskyld havde ikke ville forlade hendes læber, og det andet var kommet ud i stedet. Hendes frygt. Hendes skam. Han var kommet tæt på, for tæt på, og nu? Nu kunne han ikke komme væk hurtigt nok...

Kits ”FINT” ramte drengen i ansigtet med nok kraft til at kvæle vredens flamme, i hvert fald for en kort stund mens Éirs hjerne genstartede fra chokket. Han havde gjort intet forkert, men i stedet for at takke ham for at lade hende sove morgenen ind, stod hun nu og råbte af ham. Vreden vendte tilbage mange gange stærkere end før – så kraftig at han næsten ikke lod sit blik drage af hendes hånd til hendes hofte. Hans mave slog knuder, som deres alkoholdrevne nattedans vendte tilbage til ham, og satte hans kinder i brand. Og netop som hans parader var nede, ramte hun ham med sine spørgsmål.

Sandt at sige havde Dhalia sendt ham op for at vække hende, så hvorfor havde han ikke gjort det? Hvorfor, da han stod foran hendes dør, havde han tøvet, ude af stand til at banke på? Han kunne tydeligt huske hvordan hun lå, da han havde listet sig ud af hendes værelse. Hendes hårs røde slør i månelyset, som de væltede om på gulvet. Efter tre fejlslagne forsøg på at banke på døren gav han op. Han havde forsøgt at gøre begge deres tjanser på samme tid – hvilket bare gjorde det hele værre. Et spydigt modsvar visnede på hans tunge og efterlod en bitter eftersmag. Éir kiggede væk, og førte en lok hår om bag sit øre - hvorefter den genstridige lok med det samme sprang frem igen.

”Fordi -” Hvad fanden skulle han sige til hende, når han selv ikke kendte svaret? Al hans vid og snilde havde forladt ham, når han mest havde brug for det. Jo mere han forsøgte at sætte ordene, der viltert flaksede omkring i hans hoved – jo tættere han kom på svaret – jo rødere blev han i ansigtet. "Jeg -"

Vreden brændte for varmt i Kits bryst, til at hun ænsede skiftet i Éirs holdning, eller den stigende rødme i hans ansigt, og den steg kun som han famlede efter ordrene. Hun kunne levende forstille sig hvad han ville sige.

"Så kom da ud med det Éir! Bare sig det som det er! Du skammede dig. Du var pinlig berørt, og undgik mig, så du ikke behøvede se på mit dumme ansigt!"

Kit var ikke sikker på hvor de sidste ord kom fra, men de prikkede hul på noget der havde lagt skjult under overfladen længe, og ordrene flød frit, jaget ud af vredens hede.

"Jeg er ikke det magiske hav du søger, men bare en træls sten der ikke kan andet end at blive sparket omkring! Jeg kunne ikke engang finde ud af at kysse dig!"

For sent indså hun hvad hun havde sagt, men som ordrene sank ind, døde vredens flammer ned til ulmene gløder. De grå-brune øjne var blanke af tilbageholdte tårer. Kit var ikke vred på Éir, ikke rigtigt. Hun var vred på sig selv.

Kits ord skar dybt, da hun begyndte at snakke om skam. Han havde brugt de sidste to dage på at gemme sit fra hende, og hun lod til at have gættet grunden – for han skammede sig gevaldigt over sit læsebesvær. Éir følte sig sikker på at hun ville se ned på ham, i samme øjeblik hun lærte hvor mange problemer han havde med det skrevne ord.
Men da hun talte om sig selv og hendes ansigt, trak hun ham ud af sine egne tanker. Hendes ansigt havde jaget efter hans tanker lige siden de havde drukket sig fulde, men ikke fordi han syntes hun var dum. Sandt at sige var han imponeret over hvor nemt hun fandt alt det, som han selv havde så svært ved. Men grunden til, at hun var fanget i hans hoved, var måden hendes hår havde føjet, da hun dansede i månelyset.

Éirs forsøgte at finde en pause, hvor han kunne bryde ind og sige hende imod, men hendes ord faldt med en sådan kræft at selv den rapkæftede unge Éir måtte kry. Og da en mulighed endelig præsenterede sig, havde han travlt med at samle sin kæbe op fra gulvet. Havde Kit forsøgt at kysse ham? Her havde han akavet tumpet omkring, for optaget af sine egne tanker til overhovedet at overveje hvad Kit havde følt. Hun havde altid så godt styr på sig selv og sine ting, at det slet ikke var faldt ham ind at det var dem begge der var tumpede og akavede.
Stilheden efter hendes store indrømmelse blev længere og længere, indtil Éir endeligt opfangede at det var ham, som de begge ventede på. ”Jeg. . kan ikke läse. Ikke särligt godt. Jeg har próvet at fá läst bogen i smug, sá du ikke fandt ud af hvor. . . Dum. . jeg er.” Hans indrømmelse virkede lille, sammenlignet med hvad hun netop havde fortalt ham. Og hans hoved var sandelig også fuldt af alt andet end den dumme bog, og alle de dumme ting, han havde gjort for at holde sine læseeskapader skjult. Som hendes hår, og hendes ansigt, og hendes læber og alle begivenhederne fra aften fra to dage siden, der nu stod frem i et helt andet lys.
Men Éir havde absolut ingen idé om hvad han skulle sige. ”Próvede du at kysse mig? Hvordan . .” kunne det gå så galt, når vi begge ville det samme, afsluttede han sit eget spørgsmål, ude af stand til at finde modet til at sige det højt. Han håbede inderligt at Kit var en bedre tankelæser end han.

Tavsheden strakte sig i uendeligheder. Kits hænder knyttede sig tæt og knoerne blev hvidere og hvidere for hvert pinefuldt øjeblik der gik. Det føltes som om Éirs stirrende, målløse blik borede sig ind i hende. Hun så væk. Det var alt hun kunne gøre for ikke at lade tårerne flyde over, og hun nægtede at græde foran den... den idiot til Éir!

Éir fandt sine ord igen, men Kit rystede bare på hoved og himlede med øjnene "åh så du ville have låst døren for at være i fred?!" fløj det anklagende ud før det rigtig sank ind hvad Éir havde sagt. Kit havde sjældent gjort noget ud af Éirs accent, og påstod hårdnakket til andre de bare skulle vende sig til det. Sandheden var lidt mere broget. Kit havde vendt sig til den, men en del kom også fra at forstå konteksten. Og konteksten krævede man faktisk hørte efter hvad der blev sagt, noget Kit var alt for oprørt til at gøre i det øjeblik.

Kit foldede armene om sig selv, og neglene borede sig ind i hver arm. Ja jeg gjorde! Jeg er dum OG desperat. Og.. Og en elendig helbreder der ikke engang kunne redde min egen bror!! Har du tænkt dig at drille mig med det også?!

Kits første udbrud, der så komplet ignorerede Éir tilståelse, fik vreden til at bruse op i ham. At hun ikke skænkede det en ekstra tanke bekræftede for ham at hun så ham på præcis den måde han havde frygtet. Kit syntes ikke at han dum fordi han havde svært ved at læse, for hun måtte hele tiden havde vidst at han var en tåbe – det var den eneste forklaring for, at hun ikke reagerede det mindste på hans læsebesvær.
SLAM!
Éir slog bogen sammen i sit skød, og skulle netop til at storme ud af lokalet, da Kit fangede ham med hendes fuldstændigt urimelige anklage. Ikke bare havde han ikke drillet hende med noget, aldrig ville han gøre noget så modbydeligt. At hun overhovedet kunne tro det om ham forargede ham, og fik hans vreden til at bruse over.
”Ved guderne har jeg da ej!” Han rejste sig op i en eksplosiv bevægelse, for gal til at tænke på konsekvenserne eller holde sin stemme nede. Han var mere end bare vred, han var såret.
”Hvad tror du om mig?! Du –” Han pegede en finger på hende, et par velvalgte ord lagt klar til at såre hende, men han kunne ikke få sig selv til at sige dem. Selv i sin brusende vrede, var der noget, der holdt ham tilbage, også selvom han nu var overbevist om at Kit aldrig ville syntes om ham, som han syntes om hende. Men ingen andre ord meldte sig.
Han sænkede fingeren, og tog en dyb indånding. Med roligere stemmeleje, fik han presset nogle velvalgte ord frem.
”Det handler ikke altid om dig,” sagde han, uden den mindste snært af selvironi.

Det pludselige smæld fra bogen der smækkede fik det til at gibbe synligt i Kit, og fik tårerne til endelig at flyde over og starte deres march nedover hendes røde kinder. Arrigt tog hun en hånd op foran ansigtet og forsøgte både at skjule og tørre dem væk samtidig, begge dele med begrænset held.

For nu de endelig havde fået hul, så havde tårene ingen intentioner om at stoppe igen, og Éirs eksplosive bevægelser og anklagende ord gjorde intet for at standse deres flod. Han behøvede ikke færdiggøre sin sætning, for hun viste allerede hvad han ville sige. Hundrede skældsord og eder blandede sig til en mørk suppe.

En lyd, halvt mellem hik og halvkvalt hulk undslap og Kit vendte straks ryggen til Éir. "Jeg ville bare ha' du skulle kunne lide mig". Ordrene var knap en hvisken, ord for hende selv og døde ører.

Kit trådte hen til døren og lagde hånden på håndtaget. "Hvis låsen driller en anden gang, så træk en smule ud i håndtaget mens du låser den. Træværket-" hendes stemme skælvede og hun tog en indånding for at få den under kontrol igen "det rykker på sig når vejret skifter" forklarede hun så jævnt som hendes grådkvalte stemme kunne, inden hun drejede håndtaget. Han havde gjort det mere end klart at hendes tilstedeværelse ikke var ønsket, men i det mindste kunne hun vel hjælpe ham med hans problem inden hun gik ud af hans liv.