Den lyse fløjten bredte sig hen over pladsen. En tydelig kalden på den lille fugl der kredsede hen over den lyseblå himmel. I kontrast til den stærke sol, var fuglen som en sort prik på himlen, som den flaksede med de spidse vinger og stirrede mod jorden.
Et enkelt syn som man kiggede direkte op og fik brændte lyset direkte ind i sine øjne, men fra Falkens synspunkt havde den et flor af farver, omgivelser og objekter at se ned på. Pladsen var en forlængelse af Al-Kazimi palæet som tårnede op i omgivelserne med malede sten som udformede alverdens skønne mønstre, til frodige haver med et væld af blomster, træer og naturlig arkitektur. I de skønne og naturlige omgivelser gik der dyr i alverdens afskygninger.
Falkens hovedfokus lå dog ikke på de frodige haver med silkeaber, påfugle og lignende, men derimod den sandede plads hvor en enlig skikkelse stod og svingede med en snor. For enden af den snor var fastbundet en død due, som blev svunget rundt i glidende bevægelser for at indfange fuglens jagtinstinkt, mens den fløjtende lyd fra skikkelsen havde fået Falkens første opmærksomhed.
Falken dykkede med en frygtindgydende fart, men nåede ikke at lade kløerne fange ned i det bløde kød, før skikkelsen havde vendt kroppen og undveget. En træning som fortsatte, før skikkelsen kastede byldten af kød til vejrs, og falken greb omkring byttet med sine lange kløer og trak det med sig til jorden hvor næbet med det samme gik i gang med at flå.

”Godt klaret, Titus” fuglen kom med en mindre pippen, afslørende at den stadig var en halvstor unge der først var ved at lærer det.
Skikkelsen var Heru, en ung kvinde der hele sit liv havde brugt mere tid på denne plads end noget andet sted. Hun rakte hånden ned og skubbede til Titus’ fødder for at han kunne sætte sig på hendes bare arm der virkede direkte upåvirket af de skarpe kløer, mens hun med den anden hånd holdte friskskåret kød frem i mere mundrette bider. Først havde han brokket sig med de pipende lyde af ”bytte, mit bytte!” men fandt alligevel byttehandlen mere behagelig.

Det var her hun blev forstyrret. Hun rejste sig, mens falken balancerede lidt usikkert på armen, og kiggede mod den unge tjener som gik hen over det støvede sand. ”Frøken Al-Kazimi? Der er kommet en herre der gerne vil tale med Dem” hvor lidt Heru brød sig om at blive taget væk fra sine dyr, var det ikke en unormal begivenhed. Bag den røde hætte kunne man se et skævt smil på de unge læber som hun kiggede på tjeneren. ”Tag ham med ind.” Hun rakte den unge falk med de store sorte øjne hen til den unge tjener hvis arm var behandsket med en tyk læderhanske, men et overraskende roligt udtryk over at få udleveret en rovfugl og fragte ham hen over pladsen, så snart Heru havde rost den en sidste gang og givet den et par godbider. På sin vej, vaskede hun sine arme fri fra kødsaft, sved og støv, og fremstod mere præsentabel. Ikke som man måske forventede af en adelskvinde, men hun var trods alt ren, og tøjet havde ikke taget for megen støv til sig.

Som hun trådte ind i lokalet, blev den røde hætte skubbet af hendes hoved, og skyggerne veg til side for at afsløre det fine brune hår og mere feminine træk i hendes ansigt, som hun så mod den fremmede herre. Hun valgte at bukke med hovedet, havde en hånd over brystet og dermed hilse, samt vise sin respekt uden at vide hans status. ”Velkommen til. Jeg er Heru Al-Kazimi”

Ahh... Al-Kazimi palæet. En oase af frodig natur og en ufattelig mængde forskellige dyr, og dertil også alle de underarter der måtte indfinde sig herunder. Med bemalede, meterhøje vægge af sten og øje-fængslende dekorationer, jah så kunne ingen i denne del af landet benægte at det ikke var prægtigt at beskue, og trods Ramiel vidste at dette "blot" var en sidegren af den mægtige fyrstefamilie, kunne hans hjerte ikke lade værd med at slå lidt hårdere, i ren tilfredshed og stolthed over hvor præsentabelt det hele så ud. 
Det var nemlig ingen hemmelighed at den solbrune diplomat af familien værdsatte de skønne omgivelser, og passede dertil også perfekt ind, så velklædt som han var idag. 

Fordi i flagrende stof af violet og med guldbroderinger på tværs af kanterne, jah så var Ramiel Lunea ad Kaziea ikke blot en hvilken som helst mand. Eller, det var i hvert fald hvad han prøvede at udtrykke, da han med en overlegen mine af dovne, gyldne falkeøjne blev mødt af en tjener, der med et enkelt blik på fyrstefamiliens segl, straks bukkede en ekstra gang - og endda ekstra dybt. Trods sin lighed med familiens overhoved, var det dog ikke adeligt besøg de havde fået her til dag, men derimod... et besøg af mere observerende karakter. 
I sin inderlomme, bar Ramiel et brev, et brev med en velformuleret instruktion, der i sidste ende bad - beordrede - ham til at holde et vågent øje med potentielle tilføjelser til fyrstens net af spioner. I sin hemmelige søgen var navnet på sidegrenen, og dertil også den unge dyrehvisker sprunget ham i øjnene, og Ramiel havde derpå taget turen til et besøg. 

Den lange gang var dog stille, hvor at de eneste rigtige lyde var den tørre raslen af Ramiel's prægtige vinger, og dertil også en taktfast klikken af mandens sandaler imod stengulv. Han blev ledt ind i et rum - en mødesal gik han stærkt ud fra - og selvom der blev lagt op til at han sagtens kunne tage plads på en af de mange silkebetrukne sofaer, jah så gjorde diplomaten næppe antræk til det. Nej, i stedet ventede han tålmodigt med hænderne foldet bagved ryggen, og heldigvis skulle der ikke gå længe, inden at personen hele denne tur havde handlet om... endelig trådte ind. 
Heru Al-Kazimi. En feminin skikkelse - nydelig for øjet og med en respektfuld holdning i sin hilsen, hendes bløde stemme havde knap nok sagt det sidste ord forinden at Ramiel's ligeså glatte, samlede op fra hvor hun slap. "Jeg takker, frøken Al-Kazimi. Mit navn er Ramiel Lunea ad Kazirea..." halvenglen bukkede dybt, men løftede blikket ved det sidste efternavn. "... diplomat for vores ærbødige fyrsteslægt, og udsendt af selvsamme" gyldne øjne mødte den unge kvindes egne, og efter en passende mængde tid, var det at Ramiel endelig rankede sig igen. 

Det var en prægtig skikkelse hun var kommet i møde. Tøjets fine udtryk fangede hendes blik, som en påfugl der vidste sig frem for at vise at han var den smukkeste i flokken. Hendes brune øjne skiftede sig flygtigt til vingerne der gav hende et kraftigt stik af misundelse, før de indenfor det første sekunds møde gled tilbage ind i hans gyldne øjne der mest af alt mindede hende om en af sine ørnes stærke glans. At han var en mand der værdsatte sit udseende var ikke svær at se, og en ting hun faktisk kunne forstå var velset i de højere kredse. Nok var hendes tøj i denne anledning mere simpelt, men bar stadig tydelige præg af stand og værdighed. Og havde man sine tvivl, ville et enkelt blik i palæets pragt nok til at nedskyde enhver tvivl om skønhedens pragt og magt over almen mand og kvinde.

Der gled desværre ikke megen genkendelse igennem hendes blik ved nævnelse af hans navn. Slægten var stor, og Heru ung, trods hendes blik allerede havde fundet seglet som anviste en stand over det sædvanlige. Fyrsteslægtens segl og dermed hans udsending, inden han bekræftede hendes tanker.
Heru havde alle dage haft en respekteret tilgang til fyrsteslægten, som forventet af hende, men hun kendte dem ikke tæt. Hun var, ganske simpelt, for langt nede i fødekæden. Heru tog en ekstra indånding som Ramiel fortalte hvem han var diplomat for, af ren og skær automatik. Hendes mørke øjne blev mere alvorlige, men slap aldrig sin varme eller venlighed.
”Tag plads, herre” tilbød hun med en blød håndbevægelse, før hun selv satte sig ved det ovale bord.
Hun kunne ikke forestille sig hvad fyrsteslægten ville hende, som krævede en diplomat. ”Deres ærinde må være at stor vigtighed, siden De er sendt personligt, fremfor en høg” tilføjede hun alvorligt og med en tydelig snert af ærefrygt, som hun så afventende på Ramiel Lunea ad Kazirea.

Oh, var det... jalousi han kortvarigt spottede? Forståeligt, vingerne var imponerende, og dertil også mandens stolthed og pragt, og ubevidst åbnede de sig en anelse for at lade kvinden beskue den matchende farve indvendig, som i blikket. 
Da den obligatoriske hilsen var overstået, var det dog også et blik af skjult nysgerrighed der blev vendt imod den unge kvinde. Skjult bagved et høfligt smil, idet at nysgerrighed såvel som interesse kunne være for afslørende i visse kredse, og selvom Ramiel næppe tiltænkte Heru at være af så observant natur, at så simple følelser kunne bruges som værdifulde våben, jah så var vaner ikke altid lige sådan at ryste af sig. 
Og hun var da ganske fin. Med jordnære farver, fremhævet af enkelte men nøje udvalgte guldtråde, var hun - sit simple udseende til trods - en beboer af dette sted. 
Og hvad mon hun troede Ramiel ville hende? Halvenglen tog sig ikke af at hun ikke genkendte navnet - han havde intet imod at være en anelse ukendt, selvom han ofte elskede den distancerede opmærksomhed fra mindre heldige mennesker, men smilede blot beroligende idet at et mere alvorligt glimt tændtes i de mørke øjne. Han tog dog alligevel plads da han blev budt det; fordi hvem var han at sige nej til en adelig, trods alt. 

Selvom hun måske ikke følte det, jah så var hun trods alt i familie med så vigtige skikkelser, som fyrstefamilien havde. Derfor var det ikke svært for den solbrune engel at lade en glat løgne glide over sin sølvtunge, og idet at han med endnu en tør raslen spredte vingerne en anelse for at kunne finde sig ordenligt til rette på stolen ved det ovale bord, fulgte en afværgende rysten af den ringdekorerede hånd med. "Familien har sine grunde, og det er ikke op til mig at vurdere vigtigheden bagved dem" Ramiel's optegnede øjne funklede en anelse i belysningen, idet at han smilede en anelse. "Er det muligt at få noget at drikke, turen herind har været varm" forsatte han, og lagde mentalt forklaringen for hans besøg frem, så alle potentielle huller hun kunne se igennem, var dækket ind. 

Vingerne var dragende. Deres farve var ganske unaturlig i forhold til hvad engle havde, men derimod langt mere interessante end den simple hvide farve de bar. Den gyldne pragt klædte ham og gav ham en mystik der ganske dragende for de fleste. Deriblandt Heru, som stadig ikke havde stor indsigt i hvad han ville hende. Havde hun været en mindre tålmodig sjæl, ville hun utålmodigt havde bedt ham forklare sig så snart de havde sat sig, men hun overlod det til ham at tage tempoet han havde i sinde.
Hans afværgelse af vigtigheden frembragte et let træk i det ene øjenbryn. Hans ord havde kortvarigt moret hende. Naturligvis havde fyrsteslægten alle midler til at sende diplomater ud til alle verdenshjørner uden det berørte hans højhed det fjerneste.

”Naturligvis. Jeg må havde glemt mine manerer i denne varme” det var mildest talt overraskelsen bag at familien havde et ønske om at tale med hende. Ikke hendes fader. Ikke hendes ældre brødre. Hende.
Hun rejste sig for at gå et par lange skridt mod døren. Hun åbnede den, hvortil en tjener stod klar i løbet af få sekunder. ”Hent nogle forfriskninger til os” beordrede hun og lod i processen døren stå åben som hun gik tilbage. På den måde blev de ikke forstyrret og de ville først vide sig sikre at de var alene når tjeneren var kommet tilbage og havde lukket døren efter sig.
En vane hun havde fået fra sin fader, fra når han holdte mere følsomme møder, hvor det kunne bringe aftaler ud af fatning skulle en tjener pludselig, mod alt forventning af deres træning, brase ind.

Allerede ved Ramiels ankomst, var køkkenet gået i gang med forberedelser. En herre af fin stand skulle tages vel imod, så tjeneren behøvede ikke engang udtrykke ønsket om forfriskninger før bakken var ham givet og han fragtede det den korte vej tilbage til lokalet og satte indholdet fra sig på bordet. Et par afkølede glas, en snørklet karaffel med blodrød frugtig vin, en kande med afkølet og friskpresset frugtsaften, samt et mindre fad med frisk frugt, dadler og nødder fra egen have.
Han bukkede dybt og ærbødigt for dem begge, spurgte om der var andet de ønskede, inden han ville tage sin afsked og lade dem være, medmindre andet var ønsket af ham.

”Vinen er fra egne druer, men skulle alkohol ikke falde i Deres smag er saften ganske udmærket til at slukke tørsten” tilbød hun ham og lod med sin hånd vise at han skulle tage først, som gæsten i huset.
Derefter vendte hun tilbage til tålmodigt at vente på hvad han havde på hjertet eller nemmere opgave at fortælle hende. Det ville være løgn at sige, at Heru ikke var nysgerrig, men det var ikke uden tydelig alvor i hendes blik.

Der var ingen tvivl om at ligeså godt som Ramiel tog sig af sin krop, tog han sig også af sit hår, og sine vinger. Den mørke farve chancerede i dybblå toner når sollyset ramte det ordentligt, og de steder hvor at guldsmykker - eller guldjer for den sags skyld - erstattede det natsorte, funklede det tilbage som var det dyppet i rigtigt guld. Prøvede man at sælge i hvert fald den ene af de to ting, jah så var han tilmed også sikker på at der kunne betales en god pris for det. 
Ikke at det nogensinde ville komme på tale, Ramiel krydsede af vane det ene ben foran det andet ídet at han afslappet lænede sig en anelse mere bagud. Glemte manerer kunne sagtens tilgives, og det havde trods alt været mere end tidstrækker end et reelt behov. Men derfor var det stadigvæk en noget positiv overraskelse der ventede, da tjeneren indenfor ganske kort tid formåede at komme tilbage, nu en karaffel vin rigere. Ahh, fantastisk beværtning oven i købet. 
Da Ramiel ikke selv skulle bruge ham mere, var et i stedet et lyttende blik der blev vendt imod Hera da hun præsenterede udvalget at drikkevaraer og mad. 

"Gavmildt af Dem, frøken Al-Kazimi" de bemalede fingre rakte ud efter vin karaflen, hvor at han med en utrolig trænet bevægelse, skænkte op i det første glas. De blodrøde dråber reflekterede solens fine stråler, og imens, løftede halv-englen sine gyldne falkeøjne imod hende igen. "Og jeg tror bestemt ikke De har valgt forkert" tilføjede han med et lidt mere oprigtigt smil over sit solbrune ansigt. 
Så snart han var færdig, rakte han dog glasset imod Heru fremfor sig selv, inden at han uden meget vrøvl samlede det andet op for at hælde op igen. Inden hun kunne nå at protestere, åbnede Ramiel dog atter munden. 
"Men, vinen er ikke grundlaget for min ankomst" samlede han op på, og satte med en lille klirren karaflen fra sig, tog en tår, og sagde så; "Jeg er her for dig" 

En lidt længere forklaring om hvordan han havde hørt, at hun havde et godt tag på de fugle hun husede, og hvordan at fyrsten ønskede sig en ny jagtfalk, trods han ikke nødvendigvis havde vist den store interesse for det indtil nu. Hvilket dog kun gjorde det meget vigtigere, at det var en veltrænet en af slagsen, og en der kunne tåle fyrstens... til tider store temperament. Og til tider, utålmodige sind. 

Selvom Heru var tydeligt praktisk anlagt i både tøjstil og holdning, fik man for alvor hendes stand at mærke som hun lænede sig rank tilbage i stolen og lagde det ene ben elegant over det andet. Udnyttende den kvindelighed hun fra naturens side var blevet givet og som havde været et glødende punkt i moderens opvækst af den unge kvinde. Han havde sine fængende smykker og smukke fjer der oftere end hun helt ville være ved dragede hendes blik. Alt sammen for at drage hendes blik, hvilket også lykkes uden problemer. Han var flot og han bar det på en måde der afslørede at han var tilpas i det og plejede det. Hun kunne selv lærer en ting eller to på det område.

Heru’s blik fulgte hans vante bevægelser om karaflen og hvordan han høfligt skænkede hende først trods han var gæsten i huset. Det var alt sammen høflig kostume bland vært og gæst, blandet med rollefordelingen af mand og kvinde. Et sammenspil der efterhånden måtte være hverdagskost for dem begge. Hun bukkede hovedet i et kort nik som hun tog glasset til sig. Hun ventede til han havde fået skænket til sig selv før hun smagte på de røde druers søde saft. Sødme var blidt mod tungen, hvor krydderierne fra egnen gav den et ekstra pift af unik. Det var hvad hendes farfar havde sagt alle dage, men for hende var den ganske simpelt smagen af hjemegn.

Med nysgerrighed i blikket fik han hendes fulde opmærksomhed. Som han lagde tryk på at det virkelig var hende han havde brug for, løftede hende øjenbryn sig i overraskelse. Hans ordvalg bragte en let morskab frem i hendes smil på læben, men også alvoren der blev lagt frem. At skifte tiltaleform fra Dem til Dig afspejlede alvoren i at han mente hvad han sagde og Heru lænede sig ubevidst få centimeter tættere på ham som han gav sig til at forklare.

Heru var skeptisk. Skeptisk overfor om fyrsten virkelig viste interesse for jagt, som hidtil ikke havde været hans største interesse. men ganske bekendt, ændrede folk både meninger og interesser med årene. Desuden, var det ganske logisk at en hvilken som helst fugl ikke gik an, og den skulle ikke kun havde det rette sind men formentligt også ydre der passede til fyrstens nydelige fremvisning af sig selv. Hun gik allerede nu sine fuglefloks individer igennem mentalt. “Det glæder mig at høre, at vore Fyrste har fået interesse for kunsten at jage med falk. Har Hans højhed ytret ønsker om hvor store dyr han ønsker at jage?” falke var små fugle i forhold til deres artsfæller i ørne og høge, men derimod hurtigere og hurtigere til at dreje i luften. Ideelt til at fange mindre dyr, men også kendt for at fragte meddelelser. Noget sagde Heru at fyrsten egentlig havde andre tanker end jagt i sinde, men hun ytrede dem ikke. Det var ikke høfligt at bringe tvivl over den ærbødige Sephyran af Kazimi.

Elegance prægede hendes bevægelser idet at hun lænede sig tilbage, og Ramiel's gyldne øjne kunne ikke lade værd med at glimte, som adelskvinden - sin lidt alternative beklædning til trods - sagtens kunne fremstå ligeså raffineret, som hendes blod ophøjede hende til. Det var måske mere en naturlig skønhed end den man fandt på mange af Kazimi familiens mange døtre, og på den front, havde den mørkhårede Heru næppe brug for smykker af guld til at fremhæve hendes værdi. 
Det var en velkommen forandring, og en ungdommelig nysgerrighed der udover det, hvilede over hende. Ramiel kunne ikke lade værd med at smile som hun faktisk lænede sig interesseret frem, og værdsatte det opmærksomme blik. Kvik kunne nok sagtens tilføjes, alt efter hvor længe det tog hende at gennemskue dette bluff. Enhver der kendte lidt til fyrsten, vidste at han hellere ville dekorere sin have med påfugle end jagtfalke. 
Ramiels bemalede negle klikkede imod det fine glas imens at han lyttede, inden at han med en doven hånd - en bevægelse der understregede at trods emnet, havde han ikke travlt - løftede glasset, og tog endnu en tår. Glasset forblev i hånden, imens at han gav det til at slynge sig rundt. 
"Større er velsagtens altid bedre, i mange store mænds øjne" Ramiel var varsom af sig, da han aldrig kunne finde på at lægge ord i munden på fyrsten. Det var så sandelig ikke noget han kunne tillade sig. "Om muligt, ville det ikke skade at se dem alle i aktion. Således kan jeg - min begrænsede viden om fugle til trods - måske være med til at træffe en beslutning" smilede han, og satte det nu halvtomme glas fra sig med en lille klirren. 

Egentlig, kunne fuglene i sig selv ikke være mere ligegyldige. Hvad der var spændende var den mørkhåredes evne til at kommunikere med dem, da det kunne være en essentiel evne at hive ind i deres rækker. Som dyrehvisker - en evne hun havde arvet fra hendes kære farfar, kunne mange informationer fragtes over landets grænser. Og ikke nok med det, ville enhver magi netop skabt til at afsløre spionage, næppe reagere på et helt almindeligt dyr, vel? 
Og det vigtigste af det hele; Heru var ikke ligeså berygtet som den ældre patriark af familien. Hendes unge alder og yndige ansigt var et perfekt skjul. 

Det var naturligvis ikke hendes første indskydelse at manden var ude på at teste hende eller for den sags skyld teste hendes egen skeptisme. Det var ikke det anstændige at antage, men som verden var struktureret i denne tid, var en dråbe af skeptisme nok til at man overlevede i højere kredse.
Fyrsten kunne havde ændret mening på sine ældre år, eller gjorde det for at charmere sig ind i de rigtige kredse. Der kunne findes rigtig mange forskellige svar på hendes spørgsmål omhandlende netop den pludselige interesse.

Heru sad fortsat rank og med en interesseret fremlæning i sine træk. Hans ord var utrolig præcise for mange mænd. Noget der fik Heru's smil til at løfte sig en smule mere i den ene mundvig - morende, trods en fornuftige varsomheden i hans ord. "Størrelse er jo ikke alt" Glimtet i hendes øje var frisk som hendes tanker sporede sig mere ind på, at fyrstens valg af jagtfugl kom til at pege mere på fremvisning end aktiv brug.
Alle fandt en måde at fremstå større på. Om det var den største fugl, største palæ eller de største og mest fængende vinger.
"De skal være mere end velkommen til at se dem alle. Jeg er helt sikker på at vi finder den helt perfekte fugl til Hans Højheds behov" Heru drak roligt mere af den bløde vin og lod diskret sin tunge tage en vildfaren dråbe fra underlæben.

"Ønsker De at slappe en smule af efter deres rejse?" høfligheden og gæstfriheden var stadig at føle, trods spændingen i hendes blik til at vise fuglene frem, var at spore i de brune øjne. Heru ville gerne imponere ham - netop for at vise, at et yndigt ungt ansigts som hendes bar på en kløgtig og dygtig kvinde.

Imellem hemmeligheder og hjernevridere, kunne en der kendte spillets regler, bevæge sig med nogenlunde frihed imellem adelige og dets lige. Ramiel selv havde intet at hævde via sit blod alene, og selvom man sagtens kunne se hvilken mand han delte nogle ret så genkendelige træk med, jah så kom det aldrig på tale hvem han stammede fra - i hvert fald ikke så længe han var i rummet. Men bevægelsesfriheden havde han - hvis ikke arvet, så tilegnet sig, og lod ordende - og den magt der lå i dem, tale for sig selv. At sige noget forkert, at dumme sig eller på anden måde sætte sig selv i en dårlig situation.. se det var bare ikke en mulighed. Ikke for ham. 
Det var dog ikke altid en maske af høflig professionalisme kunne holdes, og den friske kommentar brød halv englens ansigt i et grin, så han kort måtte knytte hånden og holde den op foran munden; skjule det i et host. "Som De kan sige det" gled det glat over tungen, og de mørke øjne glimtede kort i en oprigtig munterhed. 

Det havde dog ikke slået ham mere ud af kurs end at han stadigvæk lyttede, så da hun sagde at han var mere end velkommen til at betragte fuglene, var det et tilfreds nik der fulgte med - perfekt. Hånden søgte imod glasset for at smage igen, men selve bevægelsen op til munden, blev afbrudt af hans momentære overraskelse over spørgsmålet. Om han ønskede at slappe af? 
Det var et høfligt tilbud, men et blik på den spændte kvinde, sagde ham at det ikke var mere vigtigt end som så. Ramiel tog sin tår af vinen inden at han svarede. "De er venlig, og det ville være et tilbud jeg næppe kan sige nej til. Men... ikke endnu. Hvis tilbuddet stadigvæk står, efter deres fremvisning, så vil jeg takke jah" det smalle hoved nikkede kort i en afmålt takken til hende, omend... noget mere friskt havde trukket de rigide høflighedsfraser der havde bundet hans stemme, en anelse mere væk. 
Nok en drillende rest af hendes kvikke bemærkning. 

Heru holdte hovedet højt, men det morende glimt i hendes øjne og den lette trækning i læben der kort formede et skævt smil, afslørede at hun var ganske underholdt over sitautionen. Ordene hun lige havde haft netop den betydning de fleste ville forstå ved dem - også selvom hun, af den stand og værdighed hun nu engang var, slet ikke engang burde udtale sådanne ord.
Men det korte syn af munterhed der glimtede over hans øjne var en kærkommen effekt af hendes lettere rebelske side. Det var slet ikke noget dumt bekendtskab, ham Ramiel ad Kazirea.

"Naturligvis. Hvad end De behøver" et sug af tilfredshed skød igennem kroppen på hende som udsigten til en fremvisning ikke blev afbrudt af en pause. Naturligvis vidste man sine gæster respekten at lade dem vælge!
Trods hendes ivren og hvor spændt hun følte sig, forhastede hun sig ikke med den røde væske. Faktisk tog hun sig tiden til at nyde den, før hun let satte glasset fra sig. "Er De klar?" hun ventede på hans accept før hun elegant rejste sig fra stolen og banede vejen ud af lokalet.
Hendes gang var rolig og vant, som hun bevægede sig end af de udsmykkede gange til den åbne bueport der bagved gemte et flor af liv. Dyrene gik frit, og især fuglende var af stor diversitet. "De fleste af vores dyr går her. Selvfølgelig er rovdyrene opdelt fra byttedyrene. Hvor meget jeg end går ind for den naturlige gang, ville et blodbad ikke være højt på listen over ting jeg ønsker at se hver morgen" forklarede hun som en mindre flok blåfjerede fasaner løb over græsset, hurtigt forfulgt af hannen der var ved at samle sit harem sammen.

Heru fortsatte hen over de perlegrus besatte stier til næsten dør, hvor der bagved gemte sig et paradis for hendes rovfugle. De var alle vel fodret og derfor ikke uenige om at dele territorie, og pladsen var rigelig.
En skarp fløjten, hvis lyse tone langsomt trak ud, forlod Heru som hun løftede armen. En puslen kunne høres til højre for dem, som en hvid fjeret jagtfalk dykkede fra en klippeafsats opsat i reservatet, drejede omkring et træ og strak sine skarpe klør ud og landede fast på Herus ubeskyttede arm. Kløerne stap til huden, men gik aldrig igennem, trods kløernes drabelige størrelse. "Jagtfalkene er de største falke der findes. Hende her er en sjælden hvidfjeret en af slagsen, med sorte aftegninger." hun vendte sig med falken på armen, hvis isblå øjne drejede sig til Ramiel. "Der findes flere farver, men størrelsen er nogenlunde den samme" Hun gik hen til hvad bedst kunne beskrives som en fremvisningsplads, med podier. "Den første" hun aede falken over brystet, før hun gav ordren og den fløj elegant hen og satte sig på det første podium, vrikkede halefjerende ud og rystede fjerende. Den var stille, uden nogen indvendinger for øjeblikket.

Et smil strakte sig som Heru indvilligede, og tilfreds kunne de to af dem nyde resten af den forfriskende vin. De røde dråber var velsagtens dyre, og selvom det nok sitrede i hendes krop efter at vise dem frem, givet hvor meget kærlighed han havde hørt hun havde til dem, jah så var hun tålmodighed. Og tålmodighed var en dyd hos kvinderne på disse egne. Udover det, jah så kunne halv englen sagtens mærke sin egen spænding efter at se hvor godt et tag den unge kvinde helt præcis havde over dem, men ventede afmålt imens glasset blev tømt, enkelte høflighedsætninger flød ind imellem over deres læber. 

Er de klar? Ramiel nikkede en enkelt gang, inden at han med en lille raslen af vingerne der åbnede sig en anelse, fik rejst sig så han kunne følge med den unge kvinde. Imellem de flot dekorerede vægge bevægede de sig imod en buet port, der ledte ud til et væld af liv. Det var dybt misundelsesværdigt at se denne frodighed, når man kunne sammenligne det med resten af ørkenens gyldne varme og tørke. Misundelsesværdigt, hvis man vel og mærke ikke levede iblandt det, som Heru, men også til dels Ramiel, gjorde. 
Gyldne øjne fulgte nysgerrigt de kære væsner i deres færden, selvom et opmærksomt ører også lyttede til kvindens uddybning af områderne. Et blodbad? Ramiel's rumlende latter fulgte kort med - det var ikke noget han var uforstående overfor. Tavs tog han hele haven ind, og løftede med interesse blikket da hun førte dem til endnu en dør, der var med til at afskære rovfuglene bare nogenlunde fra nogle af de mere hjælpeløse små væsner. 
Den mørkhårede engel havde altid haft en underlig fascination af selvsamme. Rovfuglene delte han mange træk med, og selvom han højt og helligt ville hævde at det var engleblodet der havde tildelt ham de prægtige, mørke vinger som han bar, jah så lignede de til stor forveksling - når de var foldet ud - en falks vingefang. Bare meget større. Gearet til fart og potentielle hurtige dyk, omend spidserne kunne spredes mere ud, så han kunne svæve med de varme luftstrømme. Også øjnene var gyldne, og betragtede man manden over en længere periode, ville han - når han ikke var opmærksom på det - ikke helt kunne tilskrives de rolige bevægelser han ellers fremviste, da hans ansigt kunne dreje sit i et ryk, eller øjnene flytte sig sådan ligeså. 

Hvad der lignede et pragteksemplar, svævede nu ned fra himlen ved kvindens kald. Dens blå øjne mødte hans, og et lille sug gik igennem Ramiel. "En skønhed" mumlede han, og fulgte hende med blikket over til podiepladsen. Ramiel så tilbage på Heru. "Kan hendes evner demonstreres?" han vidste ikke om hun foretrak at hive dem frem en af gangen, eller ville vise dem alle på en gang. 

Den rumlende latter, fik smilet til at bredde sig over hendes læber i en grinende grimasse. Dette var det mest vante område for hende at begive sig rundt. Hendes hjem. Hun tænkte ikke over hvor heldig hun var, men derimod, som forventet af en af hendes stand, tog hun det hele som en selvfølge. Det eneste hun rigtig satte pris på, var hendes fugle. De var levende væsner, og hun vidste at trods de var blevet hende skænket, var de stadig et bevis på hendes værd.
Det var de andre, om end frodige og smukke omgivelser ikke.

Heru’s øjne spejdede let til siden, ved hans mumlen. Hendes blik og smil bar tydeligt stoltheden hun følte. ”Bestemt. Shila er en ganske tavs pige her, men intelligent. Hun lærer sin mesters vaner og stemme hurtigt.” forklarede hun om den unge voksne jagtfalk der sad urørlig og afventende på podiet. De isblå øjne havde ikke forladt Ramiel, selvom Heru’ talte. Ganske simpelt fordi den forstod hendes ord, og vidste hun ikke tiltalte fuglen i dette øjeblik. For hende var Ramiel langt mere spændende at se an.
Heru var, mens hun fortalte gået hen efter en lille taske hun bandt om livet, med frisk kød. Fra en anden taske, fandt hun en lang holdbar snor, hvor der i enden var bundet friske duevinger fast.
Så snart Shila hørte rebet knire let som Heru svang det ved siden af sig, drejede hun blikket. Heru lavede et let nik til siden og drejede blikket op, hvilket var nok til at Shila lettede og skød til vejrs. ”Hun kommer hurtigt, så ingen pludselige bevægelser. Deres jagtinstinkter er stærke” advarede hun, som hun tog et par skridt væk fra ham, mens et skævt smil prydede hendes læber.

Rutineret svingede hun snoren omkring, for at efterligne en due i bevægelse og fløj lokkende efter Shila. Hendes bevægelser på himlen var kredsende og rolige, mens hun spejdede. Samme sekund, skød hun i et halsbrækkende dyk og Heru nåede hun lige akkurat at træde til side og svinge lokkeduen rundt uden at Shilas klør nåede byttet. Heru bevægede sig som dansede hun en yndig dans med sin fugl. Hun aflæste dens bevægelser som var fuglen en forlængelse af hende selv. Efter et par rundter kastede Heru lokkeduen i vejret og så til sin tilfredshed Shilas klør bore sig ind i lokkemaden og presse den tungt ned imod jorden. ”Falke brækker nakken på deres bytte ved at dykke i høj fart og presse dem ned i sandet med sine kløer – velegnet til at jagte hare og små dådyr.” Heru knælede ned og trak snoren tættere på sig, og Shila kom med en gnaven lyd ”Ja ja, dit bytte” hendes stemme var kærlig, som talte hun til det dyrebareste der fandtes i denne verden. Hun rakte hånden ned i den kødfyldte taske og lokkede Shila væk fra lokkeduen, og lod hende mæske sig i sin belønning.

”Vil du se flere? Jeg har også ørne og høge” Kom der smilende fra hende, som hun rejste sig op igen.

Ramiel lod kvinden vise fuglen frem i alt dens skønhed, og lod de gyldne øjne observant følge med i den udveksling af ord, og den mængde af kontrol, som hun havde over dyret. Ramiel ville - til trods for sin fascination af dem - aldrig komme til at forstå dyrene som Heru kunne, og de ville trods alt altid være et dyr for den bevingede diplomat. Men måden hun håndterede dem på, måden hun  kommunikerede med dem på.. jah selv måde hun dansede med den på - en imponerende fremvisning af evner skulle det lige siges, vidnede om en bizar symbiose. 
Ramiel holdt sig fuldkommen i ro under hele opvisningen af falkens fantastiske jagtevner, og kunne ikke lade værd med at smile, som den dumpe lyd af fugl og bytte imod jord, indikerede at falken havde været succesfuld. Hvilket også betød at Heru havde været det. 

De gyldne øjne betragtede stadigvæk den hvide fugl, der var igang med at flå dens fine belønning, da Heru atter henvendte sig. Diplomaten nikkede langsomt. "Gerne" det mørkhårede menneske drejede sig atter imod kvinden, og noget der sagtens kunne beskrives som eftertænksomhed, trak mandens skarpe ansigtstræk op i nogle overvejende folder. En enkelt hånd blev slået ud imod den spisende fugl. "Hvordan med andre fugle - har de det med at angribe hinanden i luften?" tilføjede han spørgende, og spurgte egentlig mere specifikt ind til dens dygtighed i undvigelse. Skulle den være en budbringer af beskeder imellem netværket, jah så lykkedes det ikke at den kunne skydes ned... den mest elegante måde at spørge om det - og stadigvæk holde et dække om fugle til fyrsten - var at sætte dem op imod hinanden. En fugl var trods alt ikke meget værd, hvis den ikke kunne undvige et fjendsk angreb af en mere territorial ven. 
Englens vinger raslede kort som de forventningsfuldt strakte sig en anelse, trods han ikke have sagt noget om selv at flyve endnu. 

Han ville ikke kunne indhente en falk, ørn eller høg, men hvis spørgsmålet var at indfange den, så var den ikke meget værd, uden Heru til at guide den udenom diverse fælder og skjulesteder. 

Heru kom med et kort nik over Ramiels svar. Hun levede sig ind i hver en opvisning og udviste ligeledes stor stolthed ved sine dyr. Shila blev løftet op på ny og placeret på podiet endnu engang, hvor hun rystede sine fjer lidt, før vingerne igen lå ind til den slanke krop.
Heru’s bryn rynkede sig sammen, som hun vendte sig tilbage mod diplomaten og så et kort sekund indgående på ham. Det var ikke et spørgsmål hun hørte tit, men det var blevet ytret før. Nogen var naturligvis bekymrede omkring hvorvidt dyrene kunne håndtere at flere havde rovfugle med sig. Men noget ved spørgsmålet, og ikke mindst det faktum at Fyrst Sephyran var kunden, fik hende til at løfte øjenbrynet og danne en let skeptisme i det ellers venlige og neutrale udtryk.
”I naturen undgår de oftest hinanden. Mindre rovfugle er dog kendt for at forsøge at jage større fugle væk fra deres territorier, men ørnene plejer plot at ignorere dem.” fra naturens perspektiv, skulle der en stærk provokation til før rovfuglene angreb hinanden. De var instinktdreven og så ikke deres artsfæller, altså rovdyrdelen, som bytte, og derfor irrelevante, så længe deres territorie ikke var permanent truet.
Heru fløjtede igen, men uden at tage blikket væk fra Ramiel. Et ørneskrig kunne høres langt i det fjerne og Heru lagde hovedet ganske let på skrå.
”Men de kan trænes til det” supplerede hun og så efter en reaktion. Det krævede en stor fugl at slå en anden rovfugl ned, men dens hurtighed kunne ikke matche en falk hvis den dykkede for at undslippe.

Den korte raslen indfangede hendes nysgerrige blik, og det trak i mundvigen til et skævt smil. ”Ikke just spørgsmål jeg forventede om en jagt fugl” pointerede hun afslappet som de brune øjne fæstnede sig i hans gyldne.
Det var først da lyden af tunge vingeslag fyldte luften og en firevinget grå ørn kom til syne. Den havde hvide plamager på fronten og hvide vingespidser. Den var tre gange så stor som Shila der sad urokkeligt på sin plads. Ørnen kredsede over dem, afventende ordre.

Hvorvidt Ramiel overhovedet lagde mærke til hvordan hans vinger bevægede sig, se det var ikke altid helt klart at aflæse på ham. Spurgte man, ville han selvfølgelig sige jah, jah det ville da være naivt at tro, at han ikke havde kontrol over sin egen krop, og de forlængelser den havde. Men skulle sandheden på bordet, var det et nej. 
Af og til reagerede de mere på impulser end han vidste af. 

Det kom ikke til syne idet at Heru svarede. Nej, der var det 'bare' et lyttende blik der hvilede over hendes muskuløse skikkelse, og på trods af den skeptiske vinkel hendes ansigt nu tog, forholdt Ramiel's eget ansigt sig neutralt og passivt. Som var det ikke noget han videre ville tage sig af. Indvendigt noterede han sig dog hvordan at spørgsmål var begyndt at stilles, hvilket kun var godt hvis hun nogensinde skulle være mere værd end et kønt ansigt med fødedygtige hofter. Men det var først da hendes næste ord - de kan trænes til det - fyldte luften, at endnu en lille impulsstyrelse fik Ramiel's vingespidsder til at sprede sig en anelse. Det, et ørneskrig, og den tunge lyd af vingeslag der indikerede at et majestætisk væsen nærmede sig. 
En firevinget grå ørn indtog himmelrummet, og halvenglens smalle læber trak op i et smil da han kortvarigt så den skygge for solen, inden dens cirklen i luften over dem forsatte. 

Blikket gled tilbage i Heru's brune, der med en afslappet stemme fæstnede sine øjne ved hans, og halv englens mund åbnede i et grin. "Du kan aldrig forlade dig på hvad du forventer" måden hun lagde trykket røbede at nogle var ved at lugte en eller anden form for lunte, omend hun måske ikke vidste hvilken det var, endnu. 
Armene krydsedes idet at hans hænder fandt vej til skuldrene, hvor at det stof der beskyttede mandens skuldre imod sol og forkerte blikke langsomt blev frigjort fra de guldknapper der holdt det på plads. Det luftige stof faldt med en lille raslen til jorden, og afslørede at mandens muskuløse ryg var åben, primært bundet og holdt sammen i nakken, og stoffet der strakte sig over hans lænd. "Men er de så det?" fulgte han op med, en tydelig opfølgning på kvindens supplering, og en ligeså tydelig såvel som næsten legende udfordring i de gyldne øjne. Ramiel rullede en anelse med skuldrene og vippede hovedet så det nakken knækkede 2 gange. 
Var de trænet til angreb, eller var det hele bare et sceneshow? 

Heru vidste ikke helt had de subtile reaktioner altid betød, andet end der var kommet en reaktion af en eller anden art. Ramiel var en diplomat af den højere forstand som yndede at fastholde sine øjne, træk og udtryk i neutrale folder, som han passivt så til som hun, en tydeligere åben bog end han, udfoldede sig.
Ikke at hun var en åben bog, men hendes træk var trods alt nemmere aflæselige, siden hun ikke lagde skjul på dem. Hun spillede oftest med åbne kort. Det betød også at folk aldrig ventede det, når kortene pludselig var tæt til kroppen og svære at få frem. Hans vingers lette, men meget lille træk tiltrak hurtigt Heru’s brune øjne. Hun havde set det, og vurderede det som en reaktion af den interesserede kaliber til at hendes fugle kunne mere end bare finde bytte, eller hente det som jægeren havde nedskudt.

”Det kan jeg tydeligvis ikke, med en herre som Dem” mange ord og sætninger hun brugte til at undervise sine kunder, var rutinerede og besvarede de overordnede spørgsmål hun altid havde været vant til at møde. Og dem som ikke var ofte, men trods alt nok til at hun var klar over de kunne blive ytret, tilhørte sammen kategori. Ramiels spørgsmål var ikke jagtorienteret. Ikke den jagt, som de normalvis var indforstået med.
Ørnen fortsatte tålmodigt sin kredsen, men lige så opmærksom på manden som sin ejer.
De brune øjne fulgte hver en bevægelse som stoffet blev frigjort og hans skuldre og ryg blev frigjort. Udfordringen i hans stemme fik et skarpt blik og skævt smil frem på hendes læber. Hun løftede hagen og lagde armene over kors, som hun vurdere ham.
Ørnen kom med et kald, trods dens tålmodighed var den ikke naiv og spændingen mellem de to var for den klokkeklart. Den ville have en ordre. Hun skilte langsomt sine læber og kaldte op
”Angrib”
Og fuglen lystrede ved at dykke i dødelig fart mod Ramiel.

Det var måske en af hans største svagheder, når Ramiel lod pæne ord forblænde hvad der i virkeligheden var vigtigt. Ingen tvivl skulle der være om at hendes ord gik direkte ind i et velfornøjet sind, og Ramiel solede sig lidt i den kompliment han måske selv lagde i det. En mand som ham... trods han kunne tale længe og godt om hvorfor at de ord lige præcis var rigtige, jah så afbrød han den lille talestrøm da Heru nu foldede armene, og studerende vippede det kantede hoved på sned. 
Et skarpt blik i hendes mørke øjne; noget der fik Ramiel til at løfte et enkelt, buet øjenbryn i en afventende grimasse til hvorfor det blik kom, og også hvornår hendes svar kom. 
Og man skulle vel forvente det uforventede. 

Svaret kom i form af en uforstående pippen, og diplomatens øjenbryn blev trykket en anelse uforstående, jah undrende imod hinanden. Hvad havde hun sagt? Imens hjernen prøvede at trække kæder af forståelse imellem hans ord, hendes  pippen og det næsten vurderende blik han havde fået sendt tilbage imod sig, jah der var det at erkendelsen endelig ramte ham, og de store vinger spredte sig i et ryk ud i deres fulde størrelse. 
Guldfjerne på indersiden strålede i solens varme lys, men der var næppe tid til at kigge op inden at han med en banden trak dem sammen foran sig, og følte sig selv vælte bagud i luftstrømmen hans vinger skabte, når de tvang hans høje krop tilbage. Og ikke et sekund for sent. 
Armene der var trukket op omkring hans hoved for beskyttelse, fik trukket en blodig flænge idet at ørnens skarpe kløer alligevel nåede at ramme ham, omend den heldigvis ikke fik fat. 

Stadigvæk i faldet tilbage krummedes benene ind til kroppen så han 'sad' i hug, vingerne vinkledes  mere vandret for at bremse og med en skrabende lyd af støvler imod jord trak hans ben streger igennem græsset idet at han landede igen, begge hænder i kontakt med jorden for at stabilisere ham. 
"Hmpf" et utilfreds udtryk, men et interesseret glimt i de gyldne øjne. 
Atter spredtes vingerne - den her gang opad - inden at han satte fra, fra jorden i løb fremad - faktisk direkte imod Heru's skikkelse. Han skulle have noget fart på førhen at han selv kunne lette, men var ikke sen til at at starte de kraftige bask, krydse armene og med en summen trække to kortknive frem, der havde været spændt fast til låret. 
Han ville få fat i hende senere - lige nu handlede det bare om at komme op, selvom det lignede at han skulle til at tackle hende.

Hun elskede at se folks forvirrede udtryk når hendes stemme gled over i dyrenes sprog. Hun vidste at han ikke forstod hende, og derfor ikke fik chancen på at forberede sig ud fra hendes ordre, men først reagere da han fik sat brikkerne i puslespillet rigtigt sammen.
Det tog ham ikke lang tid, før vingerne spredte sig ud i et hurtigt ryk, afslørende de betagende guldfjer der tiltalte hende noget voldsomt.
Ørnen slog vingerne ud og skød igen opefter med kraftige vingeslag, efter næsten at havde ramt jorden, siden Ramiel havde nået at flytte sig til at kløerne kun havde skrabet og ikke fået fat om hans skikkelse. Heru havde ikke rørt sig så meget som en milimeter, trods de kraftige vinger knap havde undgået hende, som ørnen var dykket ned.

Heru smilede et lille men lusket smil imod ham. Han havde hurtige reflekser, det måtte hun indrømme. Utilfredsheden var forventelig – specielt nu hun praktisk talt lige havde angrebet ingen anden end Sephyrans diplomat, men det interesserede glimt gjorde at hun på ingen måde trak tilbage eller beordrede ørnen i at stoppe.
Et sug gik igennem hendes næsebor og fæstnede sig i maven på hende, som Ramiels skikkelse satte i fart imod hende med vingerne kraftigt baskende. Hun spærrede øjnende mere op, men afslørede også en utrolig stålfasthed og ubeskrivelige mængder af is i maven, som hun ikke rørte sig, men lod ham løbe imod sig med kortknive trukket frem fra skjul.
Ville han angribe hende, var det ganske simpelt noget der gik imod hendes mavefornemmelse. Specielt når han baskede med vingerne på den måde. Ørnen kredsede omkring på ny, orienterende sig. Den havde fået besked på angrib, ikke beskytte, trods det trak i vingerne for at beskytte Heru mod den frembrusende mand. I stedet steg den højere op i luftlag, for at få en fordel.

Hun var hård, det måtte han indrømme. 
I takt med at hans fart øgedes, hans spring fra jorden blev mere fjedrende og han i en sin fart faktisk svævede en anelse ved hvert enkelt slag af de store vinger, jah så blev hun satme stående. Selv med knive trukket og udsigten til at ramle  sammen med ham, fortrak hun ikke en mine. Og om det kom af selvsikkerheden i sine egne evner - det var ikke gået diplomaten forbi hvordan ørnens kløer end ikke ridsede hendes hud - eller noget helt andet, det kunne han ikke sige. Men hun havde ret,  hans intention var ikke at ramle sammen med hende. Ikke endnu. 
Han havde håbet at få ørnen længere ned på jorden, da han var gået ud fra, at den ville have forsøgt at beskytte den unge falkoner - hvilket kun havde været godt hvis han havde kunne suse op over den i stedet. 
Da han så med et kort blik opad konstaterede at det ikke kom til at ske, var det i et sidste fjedrende skridt at Ramiel strakte vingerne, for med et fnys at sætte af fra jorden og frigøre sig for det fængsel det var at være bundet med fødderne på den. Blikket låste sig kort i hendes som han så sig over skulderen, et smil om det koncentrerede ansigt. 

Opad steg han med hurtigere vingeslag, og de lange flyvefjer strakte sig ud over himlen idet at han steg hurtigere, steg mere støt og nød den kølende fornemmelse af luften omkring ham. At flyve var en følelse der næppe kunne beskrives for dem der ikke havde oplevet det, og friheden var berusende; så bestemt afhængighedsskabende. 
Ikke at det var frihed det handlede om lige nu, når målet var at nedlægge hendes kære lille væsen. 
Den havde sine kløer, han havde sine knive. De smalle øjne blev knebet godt sammen imod den lyse himmel - solen var blændende - men han forventede halvt om halvt endnu et dyk, og valgte derfor at flade vingerne ud, og med tunge bask at stå stille i luften, behændige fingre svingede knivene frem foran sig imens at han lyttede. Ventede. Den skulle længere ned imod jorden. 
Luftkamp var trods alt hvad han havde trænet sig selv nådesløst i, manøvrer i luften lå på ryggraden af ham. Og trods dens partner på jorden, var det bare en fugl.