Det første lange stykke tid havde det været nærmest umuligt for Bigwig at finde ro, til han var sikker på hun var i sikkerhed. Han havde endnu ikke fundet de skyldige der havde bragt Dhalia i en tilstand hvor han havde været nødt til at konfrontere dele af sig selv han ikke havde regnet med ville bryde frem til overfladen.
Forventeligt havde han nægtet at lade hende bo alene i huset så længe hun bar præg af overfaldet, og imponerende nok var hun gået med til at bosætte sig hos ham. Midlertidigt selvfølgelig.
Midlertidigt var nu et mere og mere sløret ord at bruge om deres leveforhold. Og han var glad for at se hende når han kom hjem. Glad for at se hendes fremskridt, vide hun var i sikkerhed og hvor godt det havde fungeret for dem.
Han ville føle en stor mængde sorg den dag hun besluttede at hun ikke længere behøvede hans hjælp.
Tanker han nogle gange gjorde sig, men blev vasket ud af sindet som han duftede den varme duft af aftensmad så snart han havde åbnet døren. Han havde sagt hun ikke skulle anstrenge sig selv, men hun havde vitterligt heller ikke evnerne til at side stille. Han beundrede hende for det.
”Dufter godt!” han hang sin jakke op. En vane han havde fået efter at tilstrækkelig med opgivende blikke over han kastede den fra sig på en forsvarsløs stol uden helt at tænke over hvad der skete med den bagefter. Han var blevet bedre til at holde orden. ”Hvordan har du det?”