Moana skubbede døren til sit værelse op og stod lidt i åbningen og missede med øjnene. Rummet havde ikke forandret sig det store siden hun huskede at have været her sidst, hvis hun så bort fra den bunke med brugt tøj der var vokset frem omkring en stol og ængden af halm på gulvet der også så ud til at tiltage.
Der var dog helt stille derinde.
Ingen brummen, ingen tjippen, ingen skuren af skæl mod skæl, træ eller læder. Ingen små runde, lyslilla bolde der farede rundt over det hele og henover det hele.
Tom og stille.
Ah.

Hun havde sagt godnat til Rofus med et skævt smil som den stadig kvindelige væbner havde skubbet sig til rette i høet øjeblikke før tolv drager havde kastet sig møvende over ham for at udkæmpe den sidste kamp for dagen om de mest ønskede pladser. En kamp stoppende så hurtigt som den var begyndt og markeret med en rullende spinden. Da lod Moana tæppet falde let ned over hendes væbner og hans varmende selskab for natten, før hun selv havde slæbt sig op til værelset og nogle timers stilhed før fodring.
Tre skridt frem, et puf af hælen mod døren så den faldt i og et hovedstyrt ned i sengen. Derefter tvingende en famlende hånd op og klappe kurven ned over den svagt lysende natkrystal, så værelset henlå i komplet mørke.

En lyd, der ikke hørte til, trak ubarmhjertigt Moana ud af søvnen. Hun vendte sig rundt i sengen og satte sig op, før end hun fik øjnene op og rakte vanemæssigt ud efter kurven på bordet for at bringe lys til værelset. Som hendes hånd væltede den af fortsatte den ned på bordpladen, hvor den lukkede sig om noget glat, køligt og hårdt.
Andet skulle der ikke til for at hun var helt vågen og fokuseret på den blå, let pulserende krystal i hendes hånd.
"Ved Valerias lynspredende galde!" Hendes stemme kom ud ikke så lidt lysere end hun havde forventet og afbrød hende fra at sige mere. Det var hende heller ikke muligt for vægten af den ellers så lemte ringbrynje hun var faldet om i tog nu pusten fra hende, som den tyngede hende unægteligt ned. Hvad...?

Moana lod sig falde tilbage i sengen og ormede sig baglæns ud af den omklamrende sag, mere glad for den kæmpe skjorte end hun nogensinde før havde været over landjordens mængder af tøj. Alligevel kunne hun mærke ringene bide let her og der og ikke mindst hive hende i håret som hun skulle have det fri.
Forpustet kom hun på benene ved siden af sengen og så først på ringbrynje og derefter ned af sig selv. Støvlerne var i det mindste faldet af helt uden hjælp, men bukserne var gledet ned i kampen. Nogen havde gjort hendes tøj stort! Hvad lignede det lige!
Et fortørnet blik videre til rummet og hun lukkede øjnene. Nogen havde skrumpet hende! Til mindre end halv størrelse! Hun nægtede at tro hun var blevet yngre og da helt at hun måske var endt omkring de otte år.. Hvorfor? Hvad havde hun gjort det alfer siden de skulle blive ved??? For hun var slet ikke i tvivl om at det her var endnu en...

Hendes blik faldt på bordet, hvor der lå et lille stykke pergament ved siden af natkrystallen. Med rystende hånd tog hun den op og læste:

"Som undskyldning for de tidligere mindre heldige krystaller. Det var det bedste vi kunne gøre for at vende tiden tilbage til før de blev delt rundt."

Måbende stirrede hun på teksten, før hun uden tanke for påklædningen - eller næsten mangel på samme - forlod værelset i løb med kurs mod stalden. Der skulle ikke modtages flere af de skrumpestaller hvis hun kunne forhindre det!