Den fornemme vogn i karavanen bumlede af sted på grusvejen under sommerens bagende sol. Hovedvejen nær Dianthos var godt trafikeret denne eftermiddag: i retning mod hovedstaden bumlede kærrer belæsset med afgrøder, grøntsager og husdyr i bure. I den modsatte retning strømmede vogne med indbyggere, der alle var på vej mod én bestemt landsby. Det var nemlig her, fejringen af sommersolhverv foregik.

Ekstraordinært havde Amelia de Pompadour fået lov til at deltage under forudsætning af, at hun medbragte sin anstandsdame og et følge af vagter. De red nu side om side med karavanen, store nordmænd med muskler og sværd ved siden. Inde i den fornemme vogn sad tre mennesker: Amelia, hendes anstandsdame og en høj mand med spidse ører, hud som guld og mørkorange øjne. Amelia kunne ikke få øjnene fra ham, og hun var da også ligeglad med, at hun stirrede skamløst på ham.

”Du er en ørkenelver, ikke sandt?” spurgte Amelia nysgerrigt, mens hun trak sine fine silkehandsker af hænderne. Hun var iklædt en fornem og lettere udfordrende kjole, som gav kig til kavalergangen på den syttenårige, fyrstelige kvinde. ”Hvor gammel er du? Er det korrekt, at ørkenelvere kan blive flere hundrede år gamle?”
Hvis elveren havde den mindste snert af fornuft, forlod han vognen øjeblikkeligt – alt måtte være bedre end at være spærret inde i en vogn med en spørgelysten ung pige, der fik sin første smag på friheden.

-- Tråd annulleret som aftalt på PM! Vi tager den en anden gang! :)