Døren blev åbnet for ham. Et velklædte kvindemenneske stod indenfor, med dørhåndtaget i sit greb, og lod med et smil og et anderkendende nik diplomaten føre indenfor. Det havde regnet, men de små kolde dråber, der trillede over diplomatens tøj og det smukke, bløde hår, begyndte hurtigt at dirre førend de helt fordampede. Zahir trak elegant sin lange blå frakke af, og den unge tjener tog den forsigtigt fra ham og forsvandt ud i garderoben. Ørkenelvere lod de røde øjne glide henover restaurantens interiør. Dette sted var blevet ham anbefalet - varmt, endda. Så naturligvis måtte det prøves. Tjenerinden vendte tilbage og førte endelig den ophøjede ørkenelver til sit bord. Han var blevet placeret i et fjernt hjørne i stuen, med store smukke vinduer der gav frit udsyn ud over Dianthos. De nærmeste borde var trukket en anelse væk, så eventuelle samtaler ikke ville kunne komme uvedkomne for øre. Zahir gjorde sig altid meget umage for at sørge for, at alle han mødtes med kunne se både hans rigdom men også følte, at de var i trygge hænder og kunne tale frit. Dette var ingen undtagelse. Restauranten lå på et af de øverste pladser i byen, havde efter signet den dygtigste kok, og importerede de bedste vine. Det var ikke et tilfælde at han nu sad her. 

Zahir satte sig godt tilrette og betragtede borddækningen. Kønne tallerkener, krystalglas og et utændt stearinlys. Med en let håndbevægelse, opstod en lille flamme ved lysets væge. Flammen sitrede legesygt. Der var ikke andet for nu end at vente. Zahir havde inviteret en gammel ven til denne luksuriøse middag. Det var længe siden han sidst havde ser skovelveren, Mírior Theron, men da han hørte at en bekendt var i byen, så han det som en mulighed for en friaften i - forhåbentlig - godt selskab. Nu måtte han selvfølgelig bare håbe, at Mírior dukkede op til tiden...

Mírior var... Usandsynligt nervøs før denne middag, dette møde. Han var normalt meget rolig omkring møder som disse, især når det var med en gammel ven. Men dette møde ville være noget anderledes end de foregående - og med god grund. Der var sket så meget i tiden siden han sidst havde set og snakket med Zahir. Den eneste grund til at han kunne komme ud og være uden følge denne aften, var fordi hans skaber havde andet at lave denne aften - så han havde kunnet snige sig ud uden at blive udspurgt om hvad han skulle

Han havde klædt sig i hans fine, hvide klæder der var tydeligt præg af at være opvokset i en adelig elver familie. Stof bæltet der var rundt om hans liv, hvor resten hang ned af kåben, havde gyldne islæt i form af lotus blomste ned langs - symbolet for hans familie.

Men den store forskel var nu, at han ikke længere var en elver, men en vampyr. Da han i forvejen havde været født albino, var der ikke megen forskel at se i hans blege hud, ej eller de røde øjne... Men når han smilede, eller åbnede munden for meget mens han talte, ja, så blev hugtænderne synlige, og han var nervøs for Zahir's reaktion over for denne forvandling. Han havde været på jagt tidligere på dagen, drænet et par dådyr for deres blod - da han nægtede at angribe humanoide væsner. Men her var han så, som han trådte ind i restauranten - og smilede let da han fik øje på Zahir, for at gå hen til ham. "Zahir... Længe siden." som han sørgede for ikke at åbne munden alt for meget, så han kunne skjule tænderne så meget som muligt.

“Mírior,” hilste ørkenelveren roligt, med et smil og et nik med hovedet. Han betragtede sin gamle ven og mindedes, at skovelveren var en del yngre end han selv, men dog kom fra en interessant familie. Det var grund nok for Zahir, til at holde fast i de gamle bekendtskaber. Med det sagt, så havde Zahir altid nydt den blege elvers selskab. De var yderst forskellige - både udvendigt og indvendigt. Og det var ofte en befrielse at være omkring folk, der behandlede ham som om, han ikke var ved at lægge skumle planer. Han mindedes at Mírior altid var smilende og havde stor tillid til alt Zahir fortalte. Derudover var han selvfølgelig ung, køn, kløgtig og klædt ordentligt på. Det var en fornøjelse at bruge tid med andre elvere for en gangs skyld.

“Det er godt at se dig igen, gamle ven!” Sagde han mildt og vinkede en tjener hen til bordet. Han bestilte dem en flaske vin fra Rubinien og en karaffel med vand. “Det virker som en evighed siden vi sidst har set hinanden. Hvor længe har du dog gemt dig her i Dianthos?” Vinen blev skænket op til dem begge og Zahir smagte den med stor nysgerrighed. Alle der kendte ham vidste at han havde en stor forkærlighed til god vin. Han sørgede derfor altid for, at det kun var de bedste vine der blev serveret for hans venner. Denne dag var ingen undtagelse. 
“Er du flyttet hertil permanent?” Spurgte han nysgerrigt og svingede roligt vinen rundt i glasset, uden at flytte de røde øjne fra manden overfor ham. “Var livet i Elverly alligevel for kedeligt? Det undrer mig ikke; der sker aldrig noget.” Han lod kommentaren hænge i luften lidt, inden han tog endnu et sip fra sit glas. Han havde aldrig været glad for skovelverbyen. Ikke at der var noget galt med stedet - det var egentlig bare for perfekt. 

Mírior smilede let, omend uden at der rigtigt kunne ses tænder i smilet - noget han ellers ofte havde gjort, når blandt venner - men der var jo så utroligt meget der var ændret nu, og på så kort tid. Han strøg sine egne klæder lidt frem for at sætte sig ned i stolen, og derefter trække sig let ind mod bordet.

"Jeg har været her i velnok et halvt års tid. Så det er ganske nyligt at jeg har flyttet hertil." og ikke med hans helt gode vilje. Han ville jo helst bare have blevet i Elverly, havde det været muligt - men han turde simpelthen ikke tage tilbage nu, så godt som han kendte de andre elvere, og vidste at ingen af dem kunne lide vampyrer. Det havde han heller ikke selv kunne - og kunne stadig ikke, til en vis grad. Hans skaber var lidt en undtagelse, selvom han ikke kunne lide at han havde fået forvandlet ham, heller.

Hvor Zahir med det samme smagte på vinen, så lod Mírior sin stå. Han havde for længst fundet ud af at normal mad og drikke ikke var noget hans system kunne med længere, på nogen måde. Det var kun blod han kunne tåle at få ned.

"For nu er jeg her permanent, ja." sagde han med et lille smil, som hans røde øjne kiggede ned på vinen, ørkenelveren snurrede rundt i glasset. "Men nej, det var ikke fordi jeg ikke kunne lide livet i Elverly - for det kunne jeg skam. Det kan jeg stadig. Men jeg kan desværre ikketage tilbage dertil igen - jeg tror ikke længere jeg ville være velkommen derhjemme." sagde han med et lille suk i stemmen.

Han satte endelig vinglasset fra sig på bordet og opdagede først nu, at hans gæst ikke havde rørt sit glas. De røde øjne hvilede i et øjeblik på det urørte glas, inden de atter fæstnede sig ved manden overfor. Zahir lænede sig ind over bordet og foldede armene foran sig. Hans stemme var mere lavmælt nu. “Du er vel ikke kommet i problemer med Rådet, er du?” Spurgte han bekymret. 

"Tjo, det har du nu ret i... De har altid godt kunnet lide mig." kunnet. Han var helt sikker på at det ville være den rene død for ham at tage hjem nu, så meget som elvere afskyede skabninger der levede af andres død... Som han gjorde, nu. "Men ja, det har altid været svært at komme til at tale med mig ved møderne - jeg har altid haft minimum ti bolde i luften på samme tid, så at sige." sagde han så med et lille smil, som han strøg noget af det helt hvide hår om bag sit ene spidse øre.

"Og nej...Det e rjeg ikke. Men det ville jeg nok, hvis jeg kom tilbage igen. Jeg ved trods alt... At mit folkefærd ikke ligefrem er så velkommende... Overfor folk der er... Tja... Forbandede." man kaldte det jo vampyr forbandelsen... Og nu måtte det briste eller bære, som han endelig smilede rigtigt, og derved lod Zahir se de nu sylespidse hugtænder han havde.

"Det... Er sket for forholdsvist nyligt. Og jeg har ikke fortalt nogen af dem det endnu - jeg ved slet ikke hvordan jeg skal begynde med at forklare folk derhjemme det, uden at de med det samme tror at jeg vil til at dræbe nogen af dem og begynder at finde pæle frem..." han sukkede og så lettere sørgmodigt ned i bordpladen foran sig. "Jeg overvejede at helt undlade at dukke op her i aften, ad samme grund - jeg havde ingen idé om hvordan du ville reagere på denne nyhed - jeg håber bare, at du ikke vil lade det påvirke vores venskab. Jeg er trods alt stadig den samme - omend jeg ikke helt er en elver, længere."

Ørkenelveren lyttede opmærksomt, og forsøgte at spotte nogle detaljer, skjulte meninger eller fortalelser... men hans gamle ven lod ikke noget slippe; ikke noget han kunne bruge til at drage nogle konklusioner, i hvert fald. Indtil Míriors smil talte for sig selv. De ildrøde øjne blev store. Overraskelsen var tydelig, uden tvivl, og han lænede sig da også en anelse bagud. Hans instinkter forsikrede ham om, at det ville være sikrest og bedst, hvis han holdt en anelse afstand til væsnet overfor. Samtidig, så rungede Míriors ord stadig i luften mellem dem. 

Jeg er stadig den samme.
Zahir var ikke sikker på, om ordene ringede hult eller ej. Efter er øjebliks tavshed, tvang han sig selv til atter at tale. Tavsheden hang trods alt over dem, og afventede hans reaktion. “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Han holdt en pause. Vampyrer var langt fra hans yndlings folkefærd, men de var alligevel en del bedre end dæmoner. Og desværre brugte han meget tid sammen med dæmoner i disse dage. 
“Hvordan gik det til? Hvordan har du det? Hvem gjorde dette mod dig?” Spørgsmålene stod på rad og række i hans tanker. For gammel venskabs skyld følte han sig nødsaget til at sikre, at skovelveren var i så god en situation som han kunne være - alt taget i betragtning. “Er der noget der kan gøres? Vi har gode helbredere i Thal’Elor.” Tomme ord, det vidste han godt. Skovelveren havde uden tvivl allerede prøvet alt der kunne prøves. Ligesom alle andre vampyrer før ham. Det måtte være en magtesløs tilværelse. 

Han så godt hvordan Zahir spærrede øjnene op - måden han rykkede tilbage i sædet på. Med et suk, så Mírior væk, og med den lange pause, havde han næsten fået besluttet sig for bare at forlade bordet igen - indtil han hørte hvad ørkenelveren havde at sige.

"Det... Jeg mødte en mand på vej tilbage til kroen jeg altid har holdt til her i byen, når jeg er på mine diplomatiske rejser. Han... Han købte et smykke til mig...Tilbød at følge mig tilbage til kroen... Jeg takkede ja... Og inden jeg så mig om, ja... Så... Var det for sent, og det her var allerede sket." sagde han, og trak let på skuldrene.

"Jeg har intet kunnet finde der kan gøre noget som helst ved det. Ingen magi kan rette op på det - magi kan ikke genoprette liv i en krop der teknisk set er død." de røde øjne så igen over på Zahir. "Jeg prøver at forholde mig så normalt omkring det hele som muligt. Jeg... Godt nok bliver jeg nødt til at leve af blod nu, ja - men jeg holder mig til dyre blod. Det er langt bedre end alternativet - jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle skade en anden elver eller et menneske." han havde altid været en pacifist førhen, og for eksempel kun taget det bueskydning hans familie insisterede på at han så absolut skulle igennem.

Zahir lyttede opmærksomt til sin gamle vens fortælling. Selvfølgelig havde en eller anden tilfældig vampyr forført ham. Pludselig var han ikke så overrasket længere. “Ja, det er jo for sent til at belære dig om, at du skal være mere forsigtig og passe på dig selv.” Han sukkede og rystede opgivende på hovedet. “Men for pokker, Mírior... pas nu på dig selv. Selvom du måske nu er lidt mindre hjælpeløs, så skal du stadig passe på dig selv. Du har altid været meget...” Hvad ville han sige? Naiv, godtroende, hvad ellers... han ønskede ikke at puste til ilden. Mírior havde trods alt allerede lidt nok, på grund af denne forbandelse. “Du har altid haft for stor tillid til folk.” Tanken om pludselig at være så hjælpeløs; at nogen kunne skrue op og ned på ens liv, uden at man kunne foretage sig noget. Det måtte være rædselsfuldt!

“Hvor holder du til i disse dage, min ven? Du er vel ikke gået under jorden på grund af dette. Du har stadig venner i byen, som vil og kan hjælpe dig.” Sagde han eftertænksomt. Han hentydede naturligvis til sig selv. Der var ingen tvivl om at han ville hjælpe sin gamle ven hvis det blev nødvendigt. Desuden var det altid klogt at være på god fod med vampyrerne i byen. Og selvom Mírior ikke var kendt for sin politiske snuhed eller sans for at samle en hær, så kunne hans karisma og godhed måske føre noget godt ind i byens underjordiske vampyrsamfund. Man kunne håbe...

Mírior sukkede let, som han lænede sig tilbage i sin stol. "Jeg ved det godt - jeg synes bare også det er unfair ikke at give andre folk en chance, uanset deres race. Jeg... Skulle måske ikke have givet ham en, men så igen, hvis han nu havde været god nok og jeg ikke gav ham chancen, ville jeg have følt mig noget så skyldbetynget bagefter." det var bare sådan han var af natur - intet at gøre ved det. Han havde altid troet på at der var noget godt i alle, og man bare skulle give dem chancen for at vise det frem.

"Og nej - var jeg gået helt under jorden, så havde du slet ikke haft set mig her til aften, på trods af din fine invitation." sagde Mírior derpå med et lille smil - af alle folk var Zahir her jo nok en af dem det var nemmere at forklare alt dette over for, i alt fald meget nemmere end at skulle forklare det til noget af hans familie, så fordomsfulde som de kunne være over for visse racer. En egenskab, der ikke var blevet passeret videre til ham selv på noget som helst punkt. "Det er kun min familie jeg holder mig lidt fra."

Zahir betragtede indgående sin gamle ven. “Jeg håber at du har lært noget af at stole så blindt på folk, i så fald. Ikke at dette kan ske igen, selvfølgelig.” Han rynkede næsen og betragtede elveren, nej, vampyren overfor. Han overvejede, hvordan han mon selv ville forholde sig hvis han en dag måtte lide samme skæbne. Han rettede ryggen og rømmede sig.
“I så fald ser jeg ingen grund til at bruge tid eller penge på en middag.” Sagde han endelig efter en kort tænkepause. Han ønskede ikke at sidde og spise alene, imens de røde øjne betragtede ham. Tanken alene var ganske usmagelig. “Vi kan gå en tur. Du kan fortælle mig om din nye livsstil. Så længe du naturligvis afholder dig fra at bide mig. Det ville ende galt, frygter jeg.” Han smilte tyndt, imens hans silkestemme lod ordene flyde henover læberne. “Skal vi?”

// Jeg beklager at jeg forsvandt så længe! Vi kan evt starte en ny tråd og planlægge hvad der skal ske? Ellers kan vi stoppe her og du kan blive fri fra Zahir ;)