Som en hver anden morgen, var Owen stået op, og taget afsted til Isenborg. Her var han tidligt og mødte op i stalden, hvor han i dag skulle ordne hestene alene for første gang siden den ’nye’ fyrstefamilie var trådt til. Så snart han åbnede stalddøren blev han mødt af hestene der brummede af ham. Han fandt hurtigt en vogn frem med foder og gik til hver hest for at fodre dem med hver deres portion af foder. Så snart han havde været hele vejen rundt, børstede han det første skidt af sine hænder, før han vendte sig mod en balle af hø. Et lille suk undslap hans læber, før han greb en høtyv og begyndte at give hver hest en lille bunke med hø, som de kunne gumle på, mens han ville tilse de heste som skulle have særligt tilsyn.

Han tjekkede derfor op på en ældre hoppe, sikrede hun ikke havde ondt i benene og at hun ikke havde nogen nye skavanker. Heldigvis skulle hun blot have sin dosis af medicin igennem munden, og ikke noget nyt.
Han tjekkede så op på en hoppe, som havde født et føl meget tidligt på året. Føllet var ikke mere end en uge gammelt. Han sørgede derfor med omhug at bevæge sig forsigtigt omkring både moderen og føllet, så han ikke ville blive angrebet, eller skræmte føllet. Han sikrede sig igen for at ingen af dem havde skader, og at mælken stadig løb nemt fra hestens patter.
Han forsatte lidt ned gennem hver boks og kom nu til en høj sporty grå hingst. Arvingens hest. 'Aladrios' Kriger' hed den. Med en hovrenser i hånden begav han sig ind til den, lod den snuse til hans hånd og hovrenseren. Forsigtigt lod han sin hånd bevæge sig langs dens hals og ned langs forbenet på den, for at være sikker på den ikke havde noget imod han rørte ved den. Han vidste den havde sine dage, og kunne være meget hoppende. Det gik fint, og han forsatte til bagbenet, det andet forben. Det gik alt sammen så fint.

Han valgte så at vende sig, så han kunne samle bagbenet op, og rense den sidste hov. Han kunne dog mærke med det samme noget ikke var som det skulle være, eftersom den begyndte at hive benet til sig i hurtige små bevægelser. Owen valgte bare at vente til den ville slappe af, men de nåede ikke dertil før hesten fik hevet sit ben helt væk fra ham, og markerede sig, med sit bagben på hans ribben. Owen fløj ind mod muren i boksen og inden længe kunne han mærke væske løbe ned langs siden af hans næse. Hans havde fået et par få hudafskrabninger langs panden og kindbenet i højre side, samt at han havde anskaffet sig en flænge henover næsen. Han bandede mumlende over hesten og fik sat sig lidt op. Hesten vadede nu rundt i boksen helt oppe og køre. Skøre hest. Hvad havde dog sat den af? 

Link til tøj

Der var efterhånden gået fjorten dage siden de var flyttet ind på Isenborg. Det hele havde gået så stærkt, siden Cordelia’s eksilering efter hendes forræderi, fra flytningen af barndomshjemmet og hendes mors nye titel som Fyrstinde. Selvom det blev ganske godt skjult, så var familiens medlemmer alle påvirket af det hele, men de alle håndterede det også på deres helt egen måde.
Isenborg virkede endnu ikke som hjem, og Thalia var efterhånden begyndt at tænke om det nogensinde ville komme til at føles sådan?
Som tingene var lige nu var det eneste som rigtig føltes som en bid af hjem, stalden. Derfor havde hun også brugt hvert øjeblik muligt i den, om så det bare var for at sidde i halmen hos en af hendes to heste, og bare lytte til den beroligende gumlen og puslen fra de store dyr.
Det var også hvad hun havde lagt sig af planer denne dag, at bruge så meget af de lyse timer i nær hestene.

Morgenmaden var næsten blevet forhastet ned, så meget at hendes mor havde kommenteret på det, og Thalia pænt havde måtte undskylde for sig, før hun pænt takkede af for mad og satte kursen mod staldbygningerne, med planen om at træne med bue til hest.
Hun var i dagens anledning i klædt lysebrune læderstøvler der stoppede lige under knæet, højtaljede lyse bukser, en hvid skjorte, dækket af en langærmet jakke i knækket hvid med detaljer som sølvnitter, og et bælte i livet. Mellem jakke og skjorte var en lysegrå lang vest der først stoppede ved hendes ankler, og som var åben bagpå, så ’skørtet’ ikke ville være til gene til hest.

Allerede før støvlernes såler ramte den brostenbelagte staldgang, kunne den brune hingst med det ene blåøje, Avalon, høre vrinske hende velkommen. Et vrinsk der blev overdøvet af lyden af en kollision mellem noget hårdt, og noget mindre hårdt, nærmere bestemt Owen og den murede boksvæg.
Det tog hende ikke mange sekunder, før hun sad på hug overfor den nu blodige stalddreng, inde i boksen, med begge hænder lukket omkring hans ansigts sider. De isblå øjne gled søgende rundt på hans ansigt, søgende for om det kun var fra næseryggen han blødte.
”Er du okay? Kan du stå? Du føler dig ikke svimmel vel?” I alt hendes tilsyn af ham og med fokus andet sted end på den korrekte tiltale, bemærkede hun ikke hvordan tiltalen blev sagt som dus frem for dis.

Som Owen så op blev hans blik mødt af en mørkhåret engel. Hvor var hun dog smuk. Hendes hænder var bløde, kølige og beroligende mod hans ansigt. Hendes øjne var nærmest hypnotiserende sådan som de så bekymret på ham. Hendes stemme var blid og gav næsten Owen kuldegysninger. Hendes ord blev dog overdøvet en del af hendes skønhed. Han kneb øjnene sammen en enkelt gang for at vende tilbage til virkeligheden. ”Jeg klare mig,” lød det fra ham en anelse hæst. Hans næses blod indikerede dog at den nok krævede noget tilsyn. Eftersom hun ikke snakkede dis til ham, valgte han heller ikke at være så formel som han nok burde være. Nogen ville jo nok mene han burde have nævnt hendes titel som han talte til hende.

Han undrede sig lidt over om han faktisk var svimmel, for han følte sig lidt rundtosset af at blive skubbet sådan ind i væggen af hesten. ”Lidt rundtosset,” fortalte han så. Han satte sin hånd op mod staldvæggen for at støtte sig selv som han ville prøve at rejse sig hvis hun altså tillod det. Han havde ikke ligefrem prøvet at stå op med det samme efter kollisionen, så han ville ikke kunne svare hende på det spørgsmål før han kom op og stå. Hvis hun tillod ham at komme op og stå ville han læne sig ind mod staldvæggen for støtte så han kunne holde en hånd mod ribbenene som var blevet sparket til.

De sammen knibende øjne sammen med den hurtige afvisning, for hendes bekymrende ord, ville nok havde fået de fleste til at trække sig tilbage fra stalddrengen.
Thalia af Isenwald bare ikke som alle andre. I stedet for at vrisse korrigerende og bedrevidende af hans ord, mens hun ville være fornærmet over den manglende korrekte tiltale af både Dis og titel, så havde hun mere travlt med at sende ham et blidt og varmt smil. De blå øjne var dog stadig fulde af bekymring, for selvom hun ikke var en healer med den største faglige viden, så var der ingen tvivl; næsen var brækket.

Hænderne der havde ligget omkring hans ansigt, sænkede sig som han forsøgte at komme på benene. Hurtigt var de støttende omkring den arm og hånd, der ikke lå mod staldvæggen. Blodet og den let skæve næseryg havde haft alt hendes opmærksomhed, så da han tog sig til ribbenene, rynkede de velplejede smalle bryn sig lidt sammen i den lyse pande ”Kan du stå selv?”.  Sagde han nej ville hun forsat holde ved hans arm, hvorimod hvis han sagde ja ville hun slippe armen, og i stedet hvis han tillod det trække op i trøjen.
Naturligvis for at tilse den forslået brystkasse.
”Jeg kan heale din næse, så du slipper for en skæv næse.” En lille pause blev holdt, som hun fjernede blikket fra hans overkrop. Øjnende søgte hans grå og hun tilføjede før han kunne nå at takke ja eller nej til tilbuddet til næsen. ”Og jeg kan heale slaget på dine ribben, men så er jeg altså bange for at du må lade flængen på næsen heale naturlig. Det vil nok give et lille ar?”. Valget var hans at tage, om han kunne leve med et ar, til gengæld for ikke at måtte arbejde de næste mange uger med en side, der ville skrige i smerte ved hver bevægelse. Guderne og Gudinderne ville vide, at med hans arbejde ville der ikke være meget hvile til hans krop.

Owen nikkede og trak på et let smil, ”Jeg kan stå,” lød han næsten selvsikker. Så længe staldvæggen ikke rykkede sig, burde det ikke være et problem for ham. Da hendes støttende hænder så fandt vej til hans trøje, fulgte han øjne de tynde, fine fingre, som de trak op i trøjen. Han fjernede sin hånd, således den ikke lå i vejen. I situationen de var i nu, følte han sig velsignet af at være fundet af denne mørkhåret skønhed, for havde det været en hver anden, ville han på ingen måde være blevet behandlet nær så pænt og forsigtigt, som hun gjorde lige nu. Havde ømheden om ribbene og svimmelheden ikke været som nu, havde han nok trukket trøjen af.
Så hun kunne se ordentligt efter selvfølgelig…
Dagdrømmeriet blev dog revet væk fra ham som hun nævnte hans næse. Hånden der før havde været langs hans side, fandt vej op til hans næse, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan den ikke sad ordentligt, og han rynkede straks på de mørke mægtige bryn. Han så hende i hendes flotte, isblå øjne. ”Et ar er fint,” lød det næsten prompte fra ham, som han vurderede at ribbenene var vigtigere. Han havde ikke råd til ikke at kunne arbejde, som han gjorde lige nu. Owen skulle jo også sørge lidt for forældrene derhjemme og skulle jo helst kunne klatre op af rangstigen. Han var dog meget imod at selv det mindste ar ville ødelægge det glansbillede han var.

”Beklager, men jeg bliver nødt til at kunne se skaden an.” Smilet der stort set altid havde en varme og en smittende karakter, var denne gang dybt beklagende, faktisk undskyldene som hun havde set sig nødsaget til næsten at klæde ham af, og så i stalden.
Hvordan det ikke ville se ud, hvis Fyrstinden, hendes mor trådte ind i stalden, eller sågar hendes ældre søster, her imens Thalia stod og blottede brystkassen på en simpel staldknægt, for ikke at alene forsigtigt lade fingrene stryge over den blottede hud.
Den lyse hud var allerede ved at tage farve efter sparket. Kiggede man godt efter kunne omridset af hoven da også anes. Nej bestemt ikke brækket, men en der var mindst et ribben der var blevet trykket, ikke at det kom som nogen stor overraskelse.
Svaret på hendes spørgsmål kom prompte, den forslået brystkasse og den brækkede næse skulle ordnes, så måtte huden over næserykken langsomt heale af sig selv.
”Jeg bliver nødt til at trykke lidt imod huden, tror du at du kan klare det?” Det ville komme til at gøre ondt på ham, ikke længe, men det kunne stadig være tæt på ulideligt når man havde ondt.

Hvis han gik med til vilkårene, ville Thalia kort efter lægge begge hænder mod brystkassen, under trøjen der nu lå hen over de slanke hænder, men stadig lod ham stå ganske blottet. Et moderat pres og de lyse øjne gled sammen, mens hun koncentrerede sig om sin evne. En varme omkring skaden ville hurtigt opsluge smerten, og slutligt aftage når der ikke længere var mere at heale.
Herefter kom turen til næsen ”Luk øjnene.” Kommanderede hun blidt til ham, og gjorde han som befalet ville den ene hånd lægge sig hen over øjne og næseryk. Nøjagtigt som før ville Owen føle først en skarp smerte, så en varme der ville aftale som næsen healede lige op igen. Kun det kommende ar ville vidne om hans uheldige møde med først en hov, og dernæst staldvæggen.
”Så, nu kan du lidt igen.” Lød det helt muntert da hun var færdig med at fixe hvad hun kunne, men tilføjede hurtigt der til ”Hvad med jeg hjælper med at få vasket blodet væk? Så ser flængen og du ikke så dræbelig ud.”.

Owen trak på et let smil som hun beklagede. Smilet kunne virke sødt og uskyldigt, men inderst inde var det blot et mildt forsøg på at gøre hende mere tryg i det hun havde gang i. ”Du behøver ikke beklage for det,” lød det roligt fra ham. Hans øjne søgte hendes for at forsikre hende om at det altså ikke gjorde ham noget at få løftet op i trøjen selv inde i en boks med en skør hingst – så længe det var hende… Eller…
Owen ville snildt kunne nå at reagere, hvis der var nogen der kom vadende ind og derfor var han da heller ikke bange for at blive befamlet lidt af fyrstedatteren. Godt nok kendte hun ikke til at han kunne gøre ham og hvad end der rørte hans hud usynlig, men det kunne han selvfølgelig fortælle hende hvis det blev aktuelt.

Uden helt at vide hvor ondt det kunne gøre, når hun skulle trykke på huden, nikkede han bare, som var det ingenting. Da hun begyndte at presse, startede han blot med at rynke på brynene over at være generet over det, men som trykket blev større kneb han øjnene lidt sammen og lod hovedet læne sig op mod væggen, mens han skar lidt tænder. Som smerten blev mildere og mildere, rettede han sit hoved mere og mere op igen og åbnede øjnene på ny.
Da hun åbnede sine øjne, smilede at blidt til hende, taknemmeligt. Uden helt at vide hvordan hendes evne fungerede så han kort spørgende på hende. Skulle hun heale hvert et sted individuelt? Åbenbart… Han lukkede sine øjne med et lille suk, som han forberedte sig på smerten. Han kunne pludselig mærke hendes hånd hen over sine øjne og næseryg. Så kunne hun da se hans flotte hår og maskuline kindben og kæber – og ikke mindst hans charmerende og indbydende læber.
Denne gang ville han ikke kunne slippe uden om at lægge mærke til at han rynkede på bryn og pande af smerten – ja tilmed fik lidt sved på panden. Han brummede da også utilfredst over smerten. Den var lidt mere intimiderende i hovedet og vækkede da lidt hovedpine, men sammen med smerten fra næsen forsvandt det også.
”Tak,” lød det taknemmeligt fra ham. Eftersom de havde været dus fra starten af, var han faktisk lidt i tvivl om han skulle kalde hende ved titel, navn eller noget helt andet? Vidste hun overhovedet hvad han hed? Nok ikke… Endnu.
Da hun henvendte sig til blodet lod han sin ene arm glide op i sit hår for at klø det lidt, ”Det må du meget gerne,” lød det fra ham. Han så kortvarigt over på hingsten, som blot stod og gumlede på noget hø. Han samlede så hovrenseren op fra bunden i boksen. Han gik så hen, greb fat i grimen på hingsten, så han var sikker på den stod stille, for så at åbne boksdøren samtidig, således hun kunne gå ud først. ”Efter dig,”

De fyldige læber skiltes, som munden blev åbnet for at sige noget, men ingen lyd fulgte som han fik fanget hendes blik med sit eget, i stedet lukkede munden sig sammen igen. Om det var hans fængslende grå blik som var skyld i den voksende røde plamage, der langsomt spredte sig hen over næseryg og kinder eller om det havde været hans forsikrende ord, om hun ikke skulle beklage at hun næsten stod og afklædte ham, for dernæst at befamle den nøgne hud, det var ikke til at sige. Et godt bud ville være begge dele spillede ind, måske mest sidste del; hun havde trods alt aldrig før rørt en mands nøgne overkrop, og da slet ikke en fremmed mands, hvis navn hun slet ikke kendte.

Healing på andre var altid mere krævende end hendes egen krops skader. Hun behøvede jo ikke tænke på at heale sig selv, det skete bare om hun ville det eller ej. Selvom Thalia efterhånden var ganske komfortabel med sin evne, så havde hun stadig noget at lærer når det gjaldt andres skader, som at kunne holde enderne det samme sted og stadig heale samtlige skader på én gang. Hvorfor den unge prinsesse måtte flytte sine hænder fra en skade til den næste.
”Undskyld.” Hviskede hun blidt, kun akkurat højt nok til at han lige kunne høre det. Selv med lukkede øjne vidste hun det gjorde ondt på ham, ikke vedvarende, men stadig var smerten til stede. Nok var det ikke en følelse Thalia selv forstod i den fulde effekt af, og næppe nogensinde ville komme til, som hun ikke selv kunne føle lige netop dét, men hun havde jo set på andre, hvilke ubehag smerte førte med sig og dét var en følelse hun godt kendte til.
Det sidste i verden hun ønskede, var at gøre andre ondt uanset hensigten bag.
Galant, sikrede Owen at Thalia kunne bevæge sig sikkert ud af boksen igen, ikke fordi hun havde haft skænket hingsten mange tanker, hun havde jo været så fokuseret på at hjælpe Owen, at tanken om at hingsten kunne have sparket hende i boksen slet ikke var blevet skænket.
Roligt skridtede hun ud af boksen, med et lille takkende nik sendt i retning af den endnu unavngivende stalddreng. Tiden blev dog ikke spildt, for straks blev en ren klud fundet og vredet op, så den var klar til at for Owen til at se noget mindre drabelig ud.
”Tag plads.” Lød det ganske insisterende fra fyrstedatteren, mens hun gjorde gestus mod en mindre bunke med halm. Gjorde han som bedt, ville hun stille sig hen og knæle ned foran ham, før blodet blev vasket væk, ganske forsigtigt ”Thalia, men det ved du nok allerede?”.

Owen trak et lille skævt smil, da han så hvordan hun ville have sagt noget men hans blik gjorde hende tav. Det måtte have hjulpet at se hende i øjnene. Den rosa farve der spredte sig over hendes kinder og næseryg gjorde ham da også lidt ekstra tilfreds med sig selv, eftersom det for ham virkede som en nonverbal kompliment. Endnu engang var han ikke særlig rørt af tanken om at blive opdaget, eftersom han følte sig sikker med at kunne gemme dem ved at blive usynlig.

”Det fint,” fik han hvisket tilbage i et forsøg på at berolige hende. Smerten gjorde dog at han lød lidt utilfreds, men hvem ville dog ikke være utilfreds over smerte? Han var dog dybt taknemmelig for at hun rettede hans næse og han ’slap’ med et ar.

Som Thalia gik forbi, med sit blik målrettet fremad for at finde en klud, tillod han sig ret så uskyldigt at se hvor hun gik hen og beundre hendes ’pålædning’ og hvordan det sad ind til hendes krop. Det var dog kun mens han begav sig ud, lige efter hende, eftersom han måtte vende sig for at lukke boksdøren igen og sikre at hingsten ikke løb ud af boksen uden tilladelse.
Han nåede kun lige at vendte sig om mod hende, som han blev beordret over i halmen. Han gjorde da også som der blev bedt om. Hun virkede jo ikke til at være en sur gammel kvinde, tværtimod. Hun virkede til at være fyldt af livsglæde men seriøs omkring skader og få tilset det ordentligt.
Han satte sig og bed sig diskret i læben som hun satte sig på knæ foran ham. Det var i hvert fald et sted han ikke ville have noget i mod hvis hun befandt sig der noget oftere. Han smilede dog blidt og så hende i øjnene, som hun umiddelbart koncentreret vaskede hans ansigt. ”Ja, det vidste jeg. Mit navn er Owen,” lød det roligt fra ham. ”Er du faldet godt til på Isenborg?” spurgte han så.

”Jeg beklager jeg ikke også kan klare flængen, jeg er ikke altid helt sikker på hvornår det er for meget, når jeg healer andre..” Det var ikke fordi Thalia ikke efterhånden kendte den første af hendes evner. Det var bare ikke så ofte at hun healede andre, og så skete det at hun blev i tvivl om det hun kunne nu også var godt nok. Nu havde hun undskyldt for så meget andet, og trods han sagde det var fint, så kunne hun ikke helt holde sin beklagelse tilbage.

Så påpasselig hun kunne være, vaskede hun blodet af ansigtet på ham, indimellem flyttede de blå øjne sig mod hans grå, som hun både kunne fornemme og se hvordan han sad og små stirrede. Stirrede var ikke det rette ord, for ikke et eneste sekund følte hun hans blik var ubehageligt at have hvilende mod sig.
”Owen.” Gentog hun lavt, som skulle hun lige smage på navnet og bedømme om det faldt i hendes smag. Ikke længe efter lyste hun op i et varmt smil, i samme øjeblik som den sidste del af blodet blev fjernet ”Sker det tit at du må stifte så tæt et bekendtskab, med boksvæggen?” Begyndte hun små drillende, med en moret stemme afslørende der lå en let latter tæt bag dem.
Måske var det et lille forsøg på at trække tiden på hendes eget svar lidt ud, også selvom hun godt vidste hun ikke kunne komme udenom at besvare hans spørgsmål.
Hånden med kluden lagde sig i hendes skød i selskab med den frie ”Det hele er stadig meget nyt.” Lød det lavt, for hun kunne jo ikke bare sige sin ærlige mening til en stalddreng, som hun først lige havde mødt, kunne hun?
Denne gang var det Thalia som måtte sidde med tænderne sunket ned i underlæben, mens hun så diskret rundt på Owens ansigt, så diskret det nu kunne lade sig gøre når de nu sad så tæt, for selvom blodet var væk fra hans hud, havde hun endnu ikke gjort mine til at rejse sig fra sin knælende position foran ham.

”Det skal du ikke tænke på. Du gør hvad du kan, det er jeg sikker på” Owen prøvede virkelig at gøre det tydeligt at han var taknemmelig for det hun kunne, og at hun gjorde det. Hvad ville en skæv næse ikke gøre ved hans perfekte udseende? Et lille ar var vel til at overleve. Ar fik man jo hele tiden.

Som deres øjne mødtes indimellem, trak han et skævt smil – taknemmeligt selvfølgelig. Ikke ude på noget som helst, slet ikke. Han kunne godt lide den måde hun lige skulle ’smage’ på navnet. Var det mon for bedre at kunne huske navnet til næste gang de måtte støde ind i hinanden?
Det var tydeligt hvordan hun morede sig ved sit spørgsmål til ham. Han smågrinede lidt af det, ”Ja, men jeg plejer at kunne undvige et hovedstød,” lød det fra ham. Selvfølgelig var det ikke tit han kom i karambolage med boksvæggen, eller generelt med nogen af hestene. Men lige dén hingst der havde sine favoritter og Owen var ikke en af dem, i hvert fald ikke i dag.

Da hun samlede sine hænder og kluden i sit skød, skævede han kort til hendes hænder før øjnene fandt vej til hendes blå øjne igen. Han trak kort på et skævt smil af hendes svar. Mest af alt for at anerkende han havde hørt det. ”Jeg fornemmer det ikke er så nemt? Ny titel, ansvar, nyt sted at bo…” Han lagde hovedet lidt på skrå, for at vise sin interesse. Han nævnte nogle af de ting han kunne forstille sig ville prikke lidt til at få hende til at åbne mere op om det hele.
Måden hun sad og så helt uskyldig ud på, fik ham til at give et lille blidt smil fra sig. Hun var da ikke til at stå for.

Det var nok lidt uklart hvad den unge Isenwald havde forventet af svar fra stalddrengen, for der var jo altid en sandsynlighed for et ja, men det var bestemt ikke hvad hun havde regnet med ville komme. Det var derfor med en anelse opspærrede øjne at hun betragtede Owen ved hans svar på spørgsmålet, en mine der ret hurtigt gled det overraskede udtryk og over i langt mere bekymret et af slagsen.
Uden et ord sad Thalia et øjeblik og vægtede hans ord.
Mente han det? Var det faktisk tit han kom i karambolage med boksvæggen?
Efter lidt tid mildnede det bekymrede udtryk sig og i stedet kastede Thalia blikket over skulderen, tilbage mod hingsten ”Han er ikke den nemmeste, men I skal nok blive fine venner en dag.” Lød det evig optimistisk, men ganske sandfærdigt. Familien og hestene var jo næsten kun lige flyttet ind på Isenborg, så selvom hingsten var en af de mere vanskelige heste, så var det stadig muligt at den ville kunne kaste lidt af sin sparsomlige kærlighed på den kønne mørkhåret fyr foran hende.

Underlæben blev suget indimellem tænderne, med et lille svagt nik, mens blikket gned ned i skødet, på kluden som hun pillede lidt tankeløst ved ”Det er ikke så meget den nye titel, den betyder ikke det store alligevel.” Begyndte hun så småt at besvare spørgsmålet, men tilføjede straks efter, mens blikket blev slået op i hans på ny ”Altså ikke for mig, men for min søster har titlen stor betydning. Hun er trods alt den med størst forventning til, nu hun er blevet arving af fyrstindetitlen.” Der var ikke skyggen af bitterhed at spore i den fine bløde, let hæse stemme, tvært imod var den fuld af varme og stolthed over Astrid og den nye titel til hende. ”Det er bare underligt ikke at være hjemme? Jeg kan godt lide Isenborg, men det er jo ikke rigtigt mit hjem.. Endnu.”.

Da han så hendes lyse øjne, spærrede op, løftede han det ene af sine øjenbryn med et lille smil, som han ventede på at hun forstod at det faktisk ikke var noget der skete tit. Eftersom der gik et lille øjeblik hvor hun stadig så forskrækket ud, måtte han give sig, ”Bare rolig, Thalia. Det er en sjældenhed,” smågrinede han og afventede at hun blev lidt mere rolig, ”Du var bare det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt,” forklarede han så.
Owens grå øjne fulgte hendes, som de så sig over skulderen til hingsten. ”Det tror jeg på,” lød det roligt. Han var ret god med dyr generelt, men lige den hingst havde han ikke helt kunne kode endnu. Den trængte nok bare generelt at blive sat på plads af enhver der kom i nærheden af den – eller måske stod Owen bare i vejen for hesten? Det var aldrig til at vide. ”Det er din søsters hingst, ikke?” spurgte han så, blot for at placere kvinderne rigtigt.

Øjnene hvilede sig på fyrstedatteren foran ham som hun pillede ved kluden i sit skød. Helt oprigtigt lyttede han til hvad hun sagde og nikkede lidt som hun så op og forklarede omkring sin søster. Han kunne fornemme at titlen ikke betød så meget for Thalia, og på den måde som hun nævnte sin søster, kunne det godt være hun så lidt op til hende. Som udgangspunkt virkede det i den grad til at Thalias største problem var hjemve. En tænkende mine trak hen over panden på ham som han tænkte. ”Det er helt forståeligt… Er der noget du føler Isenborg mangler, for at gøre det mere hjemligt?” spurgte han og begyndte langsomt at lægge planer for hvordan hun kunne føle sig mere hjemme. Om det var at kende området, kunne gå rundt uden bekymring om natten eller om det blot var at der decideret manglede nogle ting, så ville han gøre alt i sin magt for at kunne hjælpe hende med at føle sig mere tilpas.

Latteren var trods dens lethed ganske smittende, i hvert fald nok til at den sammen med de forsikrende ord fik mundvigene til at sitre, før de lod sig trække op mod øjnene i et smil. ”Og hvilket held det var. Tænk sig hvis jeg ikke var dukket op, så havde dit ellers så kønne ansigt været blevet brudt af en skæv næseryg.” ordene var drillende, men de svage røde plamager der vendte tilbage på kinderne, afslørede også at det ikke bare var af ren høflighed hans udseende var blevet nævnt. For Thalia var det dog ikke mere end en konstatering på noget han nok godt vidste på forhånd; at han var ganske behagelig for øjet, også selvom hun ikke burde nævne det.
”Mhm, det er det.. Han passer ganske godt til hende, men bare rolig ingen af dem er så slemme eller frygtindgydende som folk tror, de tager bare deres forbehold.” Hingsten havde aldrig været et problem for Thalia, men det kunne med lethed skyldes hendes anden evne. Ikke at hun ikke mente hvert et ord mindre af den grund, og aldrig i dette liv ville hun nogensinde snakke dårligt om Astrid, trods hun som så mange andre ikke var perfekt. I sidste ende var Astrid hendes søster, familie og derfor en af de få personer Thalia oprigtigt ville gå gennem ild og vand for, hvis det kunne forskåne hendes nærmeste.
Et halvhjertet rysten på hovedet blev svaret, som hun ikke kunne komme på noget der manglede på Isenborg.
Borgen havde jo det hele?
Pludseligt, men i en forholdsvis flydende bevægelse fik hun rejst sig op ”Kan du ride?” Allerede før end Owen kunne få at svare, var hun i færd med at få vredet kluden op på ny, fri for blodet, før den blev hængt til tørre på en af boks tremmerne til en boks uden hest ”Du kan tage Avalon, han er blid som et lam. Så tager jeg Sherwin.”.

Han var i den grad glad for at hun kunne se det sjove i det, og så fik han tilmed en kompliment med på vejen, ”Ja, det ville ikke have været så heldigt,” smågrinte han og rynkede lidt på næsen for hurtigt at fortryde sit valg af bevægelse, ”Arh...” han løftede sin hånd op til sin næse, men stoppede dog sig selv fra at røre den. Han havde trodsalt ikke set sit spejlbillede siden slaget, og vidste jo i teorien ikke hvor slemt det var. Hånden hjalp da med at skjule noget af den lille rødmen, der blev fremkaldt på hen over Owens kinder.
Owen bed sig lidt i læben, for ikke at grine over måden Thalia forklarede at hingsten og Astrid passede godt sammen. Det var jo ikke ligefrem fordi Owen havde det bedste blik på hingsten. Da hun så nævnte de bare tog deres forbehold, forsvandt det gemte grin eftersom det gav meget mere mening. Owen var nok bedst til at finde ud af hvordan man begav sig om heste og vidste hvordan de hver især havde sine forbehold som man skulle tage hensyn til og kende til. Derimod ville Owen sikkert have det meget svært med arvingen, hvis hun satte barrierer op som han ikke kunne finde ud af at bryde, ligesom hos hestene. ”Det er til at forstå. De har hver især grunde til den adfærd de udviser, og det kræver tid og investering for at kunne komme godt ud af det med dem,” lød det fra ham, som han trak lidt på den ene skulder. ”Aladrios og jeg skal nok komme ud af det med hinanden inden for en måned tid tænker jeg,” hans blik var nu på hingstens øjne.

Man kunne se der blev tænkt lidt bag den kønne pande, som hun rystede på hovedet, og han måtte finde på en ny ide til at kunne gøre hende mere tilpas. Hans tanker blev dog hurtigt stoppet da hun rejste sig fra positionen foran ham. Ærgeligt. Hun bød selv ind med et spørgsmål, ja og det var måske endda en underliggende ordre. ”Ja,” svarede han og rejste sig op i sin fulde højde. Han var slet ikke høj i forhold til arvingen eller broderen, men Thalia var i tydeligvis den laveste. Det var nu også sødt.
Han lyttede til hendes ord om hvilken hest han kunne ride på og så over mod hende med et spørgende bryn. ”Og du har det fint med jeg rider ham i dag?” spurgte han. Godt nok havde han lige fået at vide han godt måtte, men han ville nødig komme i klemme et eller andet sted og miste sit job på Isenborg. Det gav gode penge og godt udsyn.

Owen valgte så at vende mod saddelrummet hvori der også han andet udstyr. ”De blev striglet i går aftes, så en hurtig strigler hen over dem, og så kan vi smidde udstyret på,” sagde han som han fandt en saddel og trense til Sherwin. Med et blidt smil satte han det frem på en træ-saddelknægt, så det ikke var langt fra staldgangen, hvor hestene snart ville stå. Det at hestene blev inddraget i deres snak, gjorde at hans arbejsevner gik helt i selvsving. Nu skulle hestene gøres klar. Han var parat til at hente den hest hun skulle ride på, så hun kunne strigle den, hvis hun ville og ellers gjorde han det gerne.

Det var slående at Owen kun nævnte Aladrios og forhåbningen om at en måned var alt der skulle til, før hingsten og han ville komme godt ud af det med hinanden, mens han helt bevidst undgik at inddrage Astrid i den spådom. Ikke at Thalia kunne bearbejde ham, for sandsynligheden for at han ikke uden videre ville komme godt ud af det med arvingen, den var langt større end alt andet.
”Hvis hun bliver for strid imod dig, Astrid, vil du så love at fortælle det?” Det var ikke fordi Thalia kunne gøre alverdens, hvis Astrid først satte sig for at hun ikke brød sig om Owen, det eneste hun kunne gøre, hvis ikke Astrid ville lytte til sin yngre søster, var at gå til deres moder. Ingen fortjente at blive behandlet nedværdigende eller talt nedværdigende til, uanset forskellen på den sociale stand. Det var derfor heller ikke så meget en forespørgelse som han kunne afslå, som det var en pænt indpakket diktering.

Uden den mindste tøven nikkede hun til at det var helt i orden. Avalon var bund stabil, hele verden kunne falde sammen omkring hingsten uden at han ville så meget som vippe med et øre. Nu kendte prinsessen jo ikke til Owens kunnen til hest, hvor rutineret en rytter han var for det at være stalddreng betød jo ikke nødvendigvis at man kunne ride, eller var god til det. Derfor var det kun Avalon hun turde lade ham ride, for det sidste hun ønskede, var trods alt forvolde ham større eller mere skade, end den han allerede havde haft opdraget sig i mødet mellem Aladrios og væggen i boksen.
Roligt fulgte Thalia med mod saddelrummet, klar til at hjælpe med at tage imod noget af udstyret, hvis han rakte det til hende, hvis ikke ville hun gribe to strigler og spare ham for endnu en gå tur frem og tilbage.
Det var ganske fascinerende at se og ikke mindst høre, hvordan Owen gik på autopilot, det vidnede ikke bare om at trods hans unge alder havde han haft med heste at gøre længe, og var dygtigt til sit arbejde. Noget der uundgåeligt bragte et skævt smil med sig ”Hvor længe har du arbejdet med heste? Har din familie selv heste?” Spurgte hun oprigtigt nysgerrigt, før hun skridtede hen for at trække den gråskimle, næsten hvide hoppe Sherwin ud af boksen, hvorefter hun blev bundet på staldgangen.
Hoppen blev kløet blidt i panden, før et lig så blidt kys blev placeret på den lyserøde mule ”Skal vi ud og strække benene lidt gamle tøs, en lille morgentur?” Lød det næsten hviskende til Sherwin, men ikke lavt nok til at Owen ikke ville kunne hører det.

Owen så næsten overrasket på en mørkhårede engel foran sig. Hvorfor betød det så meget for hende, om hendes søster var strid mod ham? Han skulle vel bare følge de ordrer der blev givet, så måtte han vel være på den gode side, ikke? ”Det skal jeg nok,” forsikrede han dog, eftersom han kunne fornemme at han ikke ville komme særlig langt med at ville holde det for sig selv.

Med hendes nik gav han hende et selvsikkert smil inden han fandt udstyret frem i saddelrummet og bragte det ud. Eftersom Thalia og Owen kun havde kendt hinanden i kort tid, syntes han det var utroligt at hun allerede ville lade ham sidde på hendes ene hest, men måske var hun bare helt sikker i at hesten ikke ville gøre noget farligt? Owen kunne sagtens ride, men det var langt fra fordi han var den mest rutineret rytter. Han brugte jo det meste af sin tid med begge ben plantet i jorden. Jo, og så introducerede han de unge heste til at have en rytter på, men det var jo sådan cirka hvad hans arbejde bestod af.

Selvom Thalia stod klar til at tage imod valgte han selv at bære Sherwins udstyr ud på plads. Han nåede ikke langt med udstyret før hun selv havde fundet strigler og spurgte ind til hans arbejde. Han stoppede en halv gang og skævede mod hende. ”Eh, jeg har arbejdet med heste… Siden jeg var… 10 tror jeg? Så det er ni års tid,” lød det fra ham tænkende. Det var ikke rigtig noget han havde tænkt så meget over. Han fik rettet lidt på udstyrret og så på hvordan hun trak hesten ud. ”Min familie har haft heste siden før jeg blev født,” forklarede han, før han begav sig ind efter den anden saddel og trense til Avalon, som han også satte på en saddelknægt. Han begav sig så hen til den brune hingst og hilste lavt på den før han trak den ud på staldgangen og bandt den fast. I baggrunden kunne han høre hvordan Thalia kærtegnede og hilste på sin hest. Det fik ham til at trække på et smil, som han lod en flad hånd stryge Avalons næseryg, lige så stille og roligt. ”Hvor gammel er hun?” spurgte han. Hans opmærksomhed var stadig et øjeblik på hesten han hilste på, før han vendte blikket mod Thalia og tog sin hånd til sig for efterfølgende at finde en strigler, klar til at strigle.

Det var ingen hemmelighed at den unge Isenwald var særligt glad for de store firbenet dyr, de havde altid haft en helt særlig plads i hendes hjerte, hvilket kun blev mere tydelig gjort i hendes nærvær med hestene. Det var som om at træde ind i en anden verden, når hun satte fod i stalden og brugte tiden på dyrene, for her kunne intet blive forhastet når man befandt sig omkring så følsomme og store dyr, der når forskrækket kunne være potentiel dødelig.

Den ene strigle var blevet lagt nær den strigleplads, som Avalon ville blive trukket ud til så den var lige ved hånden, det var trods alt det mindste hun kunne gøre.
Regnestykket var ikke svært at lægge sammen, og selvom hun havde regnet ud at han næppe var meget ældre end hende selv, kunne overraskelsen ikke helt nå at blive skjult fuldkommen, da hun drejede halv i overkroppen for at kigge tilbage mod hans skikkelse ”Jeg troede du var ældre.” nåede det at flyve ud, uden den store betænkelighed for om det overhovedet var en passende ting, sådan at udbryde. Små flovt sænkede de isblå øjne sig ned i staldgangen ”Beklager, det var ikke meningen.”.

Gribende om den anden strigle, begyndte hun i rolige bevægelser at strigle Sherwin, ekstra grundig i sadel- og gjordleje og hvor trensen ville ligge. Først da hingsten med det ene karakteristiske blåøje, blev trukket ud af sin boks, og brummede hilsende mod Thalia, drejede hun hovedet og der ved blikket tilbage mod Owen. ”Jeg er tilbage lige om lidt.” Lød det henvendt til hoppen, med et strøg langs halsen, før Thalia bevægede sig hen til Avalon ”Hej Mande. Owen her skal ride dig i dag. Du skal passe lige så godt på ham, som du gør med mig, okay?” Nok holdt Thalia af alle hestene i stalden, men måden hun snakkede til Avalon og hendes hoppe Tjetske havde noget andet over sig. Tonen var fuld af ægte kærlighed for de to heste.
Nus og kys blev delt i rigelige mængder, før hun på atter vendte tilbage til Sherwin, efter ikke alt for lang tid ved Avalon ”Hun er..” En lille betænksom pause blev taget, for hvor gammel var det nu lige hoppen foran hende var? ”17 år, så vi håber på mange gode år i hende endnu. - Gør vi ikke også?" Sidste del var tydeligvis mere henvendt til Sherwin, trods hendes manglende evne til at besvare spørgsmålet.

Lettere overrasket over den pludselige kommentar om hans alder så han en anelse overrasket og nysgerrigt over på hende. Da hun så undskyldte kort efter, smågrinte han lidt, ”Nej, nej, det er okay. Hvor gammel troede du jeg var?” spurgte han nysgerrigt og med et stort venligt smil. Han var oprigtigt nysgerrig over hvor gammel han så ud. Både fordi han var nysgerrig over hvor gammel han kunne udgive sig for at være og fordi han selvfølgelig ville overveje om han skulle passe lidt bedre på sig selv, så han ikke blev gammel og grå før tid.

Da hingsten brummede så snart den så Thalia bragte det et blidt smil på hans læber. Det var utroligt sådan som heste kunne skelne personer fra hinanden. Thalia var da også hurtig til at komme over og hilse tilbage, hvilket Owen i den grad valgte at beundre. Hun var i hvert fald kærlig mod sine heste. Så snart hun var færdig med at snakke til hesten, så han fra hestens næseryg og op på Thalias søde blide ansigt. Havde han været på en kro i Fredskilde havde han højst sandsynligt sagt nogle upassende ord, som på en eller anden måde kunne virke flatterende. Han valgte dog her nu at holde sin mund, og kun give Thalia et taknemmeligt smil, hvis hun da så op på ham inden hun gik tilbage. Han måtte da også være ærlig at tilstå han i nuværende stund gerne ville have været hest og heddet Avalon, sådan som hingsten blev tildelt kys og nus. For Owen var det dog næsten rigeligt bare at se Thalia umiddelbart opfører sig helt normalt, selvom Owen, et ’fremmed’ menneske, var i nærheden. Så snart hun vendte ryggen til smilede han til hingsten og bevægede sig om på halsen af den for at strigle den. Han lyttede selvfølgelig da hun svarede på hvor gammel hoppen var. Nogen heste var 17 år en så gammel alder, at de næsten skulle til at lægges ned og andre, ja der havde de levet halvdelen af deres liv. Owens ’arbejdsskadet’ hoved begyndte straks at tænke i baner af tilskud hoppen kunne få, for at øge hendes chancer for at få så langt et liv som muligt. Han så over på hende, mens han striglede hingsten, ”Det skal hun nok få,” lød det roligt tilbage til Thalia. Han kunne simpelt hen ikke få mundvigene til at hvile, sådan som han bare kunne fornemme hvor god og sød hun var ved sine dyr.

Naturligvis affødte hendes kommentar, omkring hans alder spørgsmålet om hvor gammel hun havde antaget han var, det var jo helt forventeligt. Blev det mindre angstprovokerende af den grund, nej! Alder var i det hele taget altid et små giftigt emne, for skød man folk for unge eller for gamle var chancen for, enten at se skuffelse, forsagt eller vrede i deres blik altid skyhøj. Derfor trak Thalia det bevidst lidt ud, at besvare lige det spørgsmål.
Owen virkede dog oprigtigt nysgerrig på prinsessens vurdering af hans alder, hvilket gjorde det noget lettere at svare ham, for han virkede ikke bare til at spørger for at finde en passende grund til at blive en af de to ting; skuffet, vred eller forfærdet.
”Jeg ville have troet du var ældre.” startede hun ud med at svare ham, lidt afventende med at sige det præcise tal, der havde rumsteret bag den lyse pande.
De blå øjne flyttede sig fra den brune hingst foran hende, men ikke uden at hun fortsatte de blide strøg over den silkebløde mule. I et øjeblik lod hun til bare at betragte Owen og hans reaktion på begyndelsen af hendes svar til hans spørgsmål.
Viste han ingen negative udtryk, ville hun forsætte med at svare denne gang med et tal ”Omkring de 22 år, måske 23?” det var jo ikke fordi det var en voldsomt højere alder end hans faktiske, men det var da alligevel 3-4 år ældre hun skød ham. Selvom hun før havde stået nøje og holdt øje med hans reaktion, havde Thalia denne gang travlt - så travlt man nu kunne have i en stald, nær de store heste – med at komme tilbage til den hvide hoppe, for at strigle videre fra hvor hun var nået. "Er du glad for at arbejde her på Isenborg? Og nu må du ikke bare sige ja, fordi jeg er hvem jeg er." Han virkede naturlig god med hestene, dygtig til sit arbejde, men det betød ikke nødvendigvis at han kunne lide rammerne.