Uheldet måtte efterhånden være brugt op for ham. Det var ved at være lang tid siden eller anden anden mærkelig forbandelse, forvandling eller lignende var kommet over ham. Selvfølgelig havde han også holdt sig på forsvarlig afstand af alfer. Med det sagt, havde han holdt minimum fem km afstand til alt der var lille, med vinger og ekstrem dårlig humor. Han var færdig med at skifte race. Bare tanken om englevingerne gav ham kvalme. Han var færdig med at skifte køn. Det havde været en begivenhedsrig uge med nogle ret ubehagelige blikke. Hvis han skulle møde sådan en skæbne igen, ville han formentlig bare sætte sig til at græde af afmagt.

Så naturligvis håbede Beon på at det aldrig skete igen. Han havde rigeligt at se til i sit liv i forvejen, og hans forsigtighed var mere eller mindre forventet af alle omkring ham. Paranoid var et af de bedre ord at bruge om spionen, der brugte mest tid i arkiverne.

Det var også der han sad denne skæbnefyldte dag. Eller denne dag hvor han igen skulle udsættes for grov tortur af guderne eller andre højere magter. Han sad i sin egen verden, med fjerpennen kræsende over pergamentet, hvor blikket kun flyttede sig for at kigge ned i de omkringliggende åbne bøger. Han hørte ikke det lille skadedyr, og han så ikke der blev lagt en ganske tydelig krystal oven på en af hans bøger.
Som hans blik ramte det yndige materiale, slap han pennen, skubbede sig tilbage og faldte ned af stolen med et brag. "NEJ! Ikke på vilkår! NEJ!" han krabbeskubbede sig væk fra bordet og ikke mindst væk fra krystallen han ikke engang var sikker på havde nogle magiske egenskaber overhovedet. Kun den forfærdelige velkendte mistanke om at hans held var sluppet op, igen.

"Jeg sværger, din lille mide. Hvis du så meget som OVERVEJER at sende mig ud i et sådan helvede igen!" talte han til rummet som en anden galning? Ja, ja det gjorde han. Og han var både forskræmt og rasende.
Langsomt kom han på benene igen, og gik med så forsigtige skridt rundt om bordet, hen til døren, væk. Han orkede ikke flere problemer i dag. Han åbnede døren, så noget blive kastet mod hans ansigt. Løftede hånden og greb det som refleks.
Han behøvede ikke engang at kigge på hånden før han vidste hvad det var. Beons udtryk blev opgivende, som han lukkede øjnende. Den alt for velkendte følelse af magi strømmede igennem ham og efterlod en knægt tilbage med et blødt ansigt uden skægstubbe og et barnligt udtryk. Han var sunken mindst 30 centimeter og følte sig meget spinkel og skrævlet. Mere end i forvejen.

"Hvad var det jeg sagde!" stemmen var nok til at Beon løftede hænderne op for munden. Den var tydeligt et barns og den fine lyse glød afslørede at puberteten var forsvundet ud af vinduet. Nej nej, han ville ikke gå igennem det igen! Opgivende lagde han ryggen mod muren, sank langsomt ned med benene spredt ud og hænderne i skødet mens han mest af alt lignede en knægt faret vild et af de farligste steder i landet. "Aaasha?" kaldte barnestemmen ud i gangen, som havde knægten gjort noget han ikke måtte.