Svinet brummede af liv, for de fleste som tog for sig af beværtningens tilbud, havde mørke stemmer, skægfyldte kinder og store, tøndeformede kroppe.
Og det var netop to af sådanne mandfolk, som Isla førte en samtale med. Eller rettere, lyttede på – for den urtekyndige havde netop foreslået en ide, som de tunge hoveder blev nødt til at diskutere:
”Men ville det gå?”
”Selvfølgelig Ramund, hold op med at tvivle hele tiden. Jeg synes planen lyder god”
”- Men risikofyldt,” påpegede manden, der hed Ramund
”Hvis du bliver ved med at brokke dig, får jeg en anden til at hjælpe mig – for vi skal helst være to, ikke?” broderen henvendte sig til Isla.
”Jo, helst,” istemte hun mildt og tog en tår af sin købte mjød.
”Og så kontakte dig, når vi har fundet nogen, som passer til beskrivelsen?”
”Præcis”
”Den er i vinkel. Kom!”
Ramund ville protestere, men broderen klappede ham bestemt på skulderen, hev da fast i den grove kofte og fik dem begge på benene. Isla blev siddende tilbage.

Det hele var forløbet som i en drøm; splittelsen havde været hård, men allerede få dage efter havde hun vænnet sig til tomrummet, der både var befriende og vemodigt. Hun havde for første gang genset Eadgar – betragtet ham på afstand, som ellers kun havde ladet sig gøre før opstandelsen. Det var som at se ham og se sig selv og se en fremmed på samme tid. Isla var blevet fyldt med uvant begejstring, der kun var blevet yderligere forstærket af, at han havde vist tegn på at kunne mærke det i sin egen krop.

Og nu sad hun her og mærkede beruselsen. Den nye plan var sat i værk, og selvom Ramund havde virket tvivlsom, var den urtekyndige ikke bekymret – hans hunger efter de orange bær var for dominerende. Faktisk var der kun en ting tilbage at gøre i aften, nemlig at fejre det nye lette liv – og Isla vidste præcis, hvem hun skulle fejre det med.

“For satan du gav dem tæsk idag!” En ung knægt, høj ranglet med uglet brunt hår - smilende brune øjne klappede den højere kvinde der gav ham et anstrengt smil. Han havde altid haft mere energi, end Sarah kunne holde til.
“Det var bare en god dag..” mumlede hun en anelse opgivende, han havde ikke ladet hende være - trods at Sarah havde været insisterende på, at hun skulle hen til det Halve svin - alene. Men det havde Theobald blot taget som en opfordring til, at hun da gerne ville have en der fulgte hende derhen. Han boede trods alt på vejen!
“God dag!? Du skulle have set, hvordan dit slag i halvorkens ansigt - fik ham til at flyve hen over rebene! Jeg har aldrig set noget lignende!” Sådan havde hans stemme talt uafbrudt siden de havde forladt kamparenaen. Hvis det ikke var fordi, at de slag hun havde modtaget til hoved, allerede havde givet hende en hovedpine - så havde hans insisterende stemme da klaret det for hende. Hun klappede ham på skulderen. “Så Theobald, det her vores veje skilles.” Sagde hun, og nikkede og smilet kom på læberne - måske en anelse påtaget. “Oh, men vi kan -“ han smilede og nikkede så da han så det trætte ansigt. Theobald var en af de få, der kunne se hende ind i øjnene. Selvom der var ting der han skammede sig over, det havde hun set - så var det stadig med et smil på læben. Som havde han fundet fred med, hvem han var. Af den grund, alene af den grund - dukkede der et svagt oprigtigt glædesudtryk på Sarahs ansigt. “Vi ses om en uge Sarah - nyd din sejrs mjød!” Og så var han væk.

Det var med et dybt suk, at Sarah da skubbede døren op - lige ved at gå direkte ind i to større brød af mænd, der med undskyldende blikke lod hende komme ind. Den var ny. Hun nikkede, lod blikket hvile stift frem for sig. Undgik at kigge nogen ind i øjnene, som hun gik op til disken hvor hun kunne få hvad hun trængte til. “En dværge mjød” hun skubbede antallet af ravstykker hen over det grove mørke træ, og ventede en anelse utålmodigt på den kølige drik. På nuværende tidspunkt, lykkelig uvidende om at en kvinde hun kendte sad ved et bord ikke langt væk. 

Det var egentlig Eadgar som havde fået Isla til at tænke på Sarah igen. Særligt var hun kommet til at mindes den tidlige, eksplosive ungdom som de havde delt og som de siden aldrig havde fået genbesøgt, fordi der havde endt med at være for meget imellem dem; Følelser, skæbner, differentierende verdenssyn og uoverensstemmelser. Det havde været en tid med fortærende og samtidig livsgivende ild. Kun aske havde været tilbage, da de var gået hver til sit.
Selvom det var mere end et årti siden sidst, genkendte Isla omgående Sarah, da hun slidt og træt stavrede hjemmevant mod udskænkningskranken.
Det hjalp naturligvis at Eadgar den Andægtige i den senere tid havde brugt en del tid med varulven, men Isla svor på, at selv uden det det magiske forspring, ville kunne have genkendt hende med det samme.

Den urtekyndige bundede sit glas, gjorde sig fri af stolen og gled hen over gulvet med et funklende blik. Uden at tilkendegive sin tilstedeværelse, trådte Isla hen ved siden af sin gamle veninde. Meget bevidst strejfede hun Sarahs krop med sin egen.
”Giver du en omgang?” Et underfundigt skyggesmil spillede på læberne. Selvom ordene var henvendt til Sarah, forblev ansigtet rettet fremad, hvor mørke øjne betragtede hvordan udskænkeren var begyndt at fylde et glas med mjød.

Hun smilede en taknemmeligt, og tog mod kruset uden ord da det blev skubbet hen mod hende - men lige som hun skulle til at tage en slurk, ramte en velkendt duft hende. Hendes bryn rynkede sig mod hinanden, som hun kendte den. Men hvorfra? 
Kroppen stivnede, da hun mærkede berøringen fra en anden - og hendes blik rettede sig hurtigt mod personen, der lod hendes stemme bryde stilheden, der ellers foregik rundt omkring Sarah. Isthar Oakes. Hvordan, hvordan kunne det passe? Af alle steder, så skulle hun selvfølgelig være her! 
Fingrene knugede ubemærket for Sarah omkring kruset, til det punkt hvor det kunne høres hvordan det knirkede under presset. En flænge var da også at se, som leret gav efter, for den voldsomme kræft Sarah besad. 
Men trods vreden, der ganske synligt boblede frem i den brunhåret kvinde. Løftede hun fingeren og pegede mod kruset - "En mere." sagde hun tørt, og lod blikket hvile mod den hvide skum der lå over den mørke gyldnevæske. 
"Hvad laver du her Isthar?" spurgte hun endelig, mere spydigt end hun måske ville - "Eller rettere, hvad er det du vil have?" hvis der var noget som hun vidste omkring kvinden der var tre år yngre - var, at der var altid en bagtanke bag alt. Der var altid en drejning som kunne tages, som der ville være bedre for hende. Og selvom at den gang de havde mødt hinanden, havde det helt bestemt været dét som havde draget Sarah til den uafhængige kvinde. Kvinden der higede efter friheden, en frihed der aldrig kunne findes - ikke på den måde som hun havde ønsket. 
Så derfor havde deres veje også skiltes - mest af alt, fordi varulven var stukket af - halen mellem benene til hendes klan der havde slået alt vilje ud af hende. Den knækket selvtillid, som Isla kortvarrigt havde pustet tilbage i den spinkle krop - eller var det mere håbet om, at hun kunne suge hvad end det var som den anden kvinde havde til sig. Når hun havde ladet hendes fingre glide over hendes ansigt - h endes hals. Sarah rystede på hoved, og lukkede øjnene hårdt i. Nej, det var ikke en stig hun følte hun burde bevæge sig ned igen. Det ville bare ende galt - umådelig galt.

Det var ikke fordi at Isla havde forventet en hjertevarm eller rørende gensynsglæde afspejlet i den jævnaldrende kvindes ansigt og krop, men at varulven ligefrem så vred ud? Isla himlede skjult med øjnene, da hun bemærkede, hvordan Sarah reagerede. I det mindste knuste hun ikke kruset, det ville ellers ligne Sarah at være så pokkers dramatisk.

”Din gensynsglæde er slående, min kære” svarede Isla kælent, og tog imod sin mjød med et charmerende smil tilsendt udskænkeren.
”Det er typisk dig stadig at være bitter efter ..hvad? – ti år?” Hun lagde sin hånd på Sarahs underarm og granskede hendes ansigt med sine mørke, næsten sorte øjne. I modsætning til Sarah vedblev Isla at smile sit skyggesmil.
”Kommer du ikke med ned, jeg har et bord derovre i hjørnet, hvor vi kan være alene.” Hun gav varulven et opmuntrende klem, og tilføjede lokkende og lavt: ” - Kom nu, jeg har savnet dig.”

Et lille fnys forlod Sarahs næse, som hun blev ramt Islas typiske glatte måde at snakke på. Hun havde ikke ændret sig, det kunne hun allerede mærke ved blot de får sætninger hun allerede havde ytret sig. Bitter? Sarah vente endelig sine blå grønne øjne mod den spinkle lave skikkelse - selvom at Sarah ikke var et bjerg, trods hendes umenneskelige styrke. Så kunne de to krops typer ikke være mere anderledes. Med hendes stærke kæbe, de brede skuldre - var det tydeligt hvordan at Sarah ikke var typen man bare kuede. Ikke at Isla var en kvinde, som virkede som man kunne gøre hvad som helst om. Men der var noget næsten sårbart, som hun kiggede ned over den karakteristiske næse - de mørke læber. Hun måtte tage en dyb indånding og vende blikket væk igen, før at hun fik nogle dårlige idéer - hvad de læber kunne.

Hun sukkede opgivende, da hun hørte den næsten kælende stemme, der prøvede at lokke hende over til bordet hun var kommet fra. Og det var nok her at varulven foretog sin første fejl - nemlig at nikke langsomt. Velvilligt fulgte hun med over til bordet - satte sig ned. Mens de blå øjne btragtede de næsten sorte øjne - dog uden helt at skabe kontakten.
"Du har stadig ikke svaret på mit spørgsmål - og spar mig mere af din jeg har savnet dig. Hvad vil du?" mumlede hun afvisende, og tog en ordelig slurk af den bitre drik.

Isla frydede sig over at Sarah, der til trods for dennes meget tydelige manglende begejstring og gnavne mistro, alligevel endte henne ved det bord, som den urtekyndige havde siddet ved alene kort forinden.
Så var der trods alt endnu noget som lokkede? Isla bed sig i læben ved erkendelsen deraf.

Med påtaget forbløffelse løftede hun såret hånden op for brystet: ”Hvorfor bliver du ved med at tro, at jeg har skjulte bagtanker – er du ikke spor glad for at se mig?” I modsætning til Sarahs halvfjerne blik, holdt Isla ikke de mørke øjne tilbage fra at sluge varulven. Hun granskede hendes træk, ublu undersøgte hun Sarahs tildækkede krop.
”Du virkede ellers meget tilfreds sidste gang,” smilet smadrede det sårede udtryk på det lyse ansigt.

Hun mærkede den sitrende fornemmelse i fingrene, hvordan at noget voldsomt greb omkring hendes mellemgulv, som hun kiggede på Isla - følte øjnene som gled ned over hendes næse - fangede de mørke læber - og den fine kæbe. Fingrene der lå på bordet, hvordan de holde omkring kruset - hvordan de havde følt ned over hendes nøgne krop. Den sidste tanke, fik et gys til at glide igennem hende, vækket op for minderne der boblede lystigt frem i hendes indre - minder hun helst ville glemme. Forfærdeligt, at hun stadig skulle have den indvirkning på hende. Fuldstændig uhåndgribelig, at hun havde lyst til at tage hende med op på værelset - og igen få lov til at mærke læberne mod hendes. Så voldsomt, at hun kunne mærke hvordan hendes fingre begyndte at skælve let - det var bedre bare at drikke - drikke så hun forhåbentlig glemte. Lige som hun normalt altid gjorde - det var så meget bedre. Bedre end at lade noget så voldsomt, tage fart igen - der var kun én destination for de to; ud over en klippeskrænt ned i mørket. Ned i det dybe vand, hvor ingen af dem kunne bunde eller se. Var hun virkelig villig til at gennemgå det en gang til? Nej, jo - måske?

"Jo." svarede hun hæst, og lod igen blikket glide mod de mørke øjne - i sådan en dybe hun var bange for at forsvinde ind i dem. "Det var længe siden." sagde hun som havde alt fugt forladt hendes hals - faktisk vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre nu. Sad og vred sig ukomfortabelt i stolen, og lod blikket glide hen over folket i kroen. Der var tættere pakket end normalt - hvilket både var godt og skidt.

Det var umuligt at vide præcis, hvad der gik igennem Sarahs hoved, men det fremstod tydeligt, at der skete et eller andet derinde. Isla løftede sit eget krus, mens hun mærkede, hvordan det gibbede i hende efter at række ud efter Sarah i stedet. Fysisk røre hende. Selvom det var så mange år siden, syntes følelsen at have prentet sig ind i fingerspidserne – en følelse der blev vækket til live efter ti års slumren. Hvad var det man sagde? Når først man har lært at ride, glemmer man det aldrig? Det ubevidste system dirrede ved Sarahs umiddelbare nærhed; Islas krop havde ikke glemt Sarah.

At det hele var forbundet med risiko og en stor sandsynlighed for at det kunne udvikle sig til noget decideret eksplosivt virkede kun ekstra pirrende.
Isla legede åndsfraværende med kruset, mens Sarah prøvede at slukke det hele med tørre konstateringer.
”Og hvad så?” dristede Isla sig til at spørge:” Jeg har hørt at det skulle være sundt for sjæl og krop at genleve gode minder – Vi kunne hjælpe hinanden? for gammel venskabsskyld, naturligvis.”

Vi kunne hjælpe hinanden.
For gammel venskabs skyld -
Naturligvis.

Det var så tydeligt, hvordan at Sarah måtte synke en klump der havde dannet sig i hendes hals. Det var svært at få vejret, og pludselig føltes hele rummet både mindre men også varmere. Hvorfor havde de også tændt op i pejsen. Det var over tyve grader udenfor, det virkede ikke særlig pragmatisk. Måske var det også mere et forsøg på at få tankerne et andet sted hen - at undskylde over for sig selv, hvorfor hun ikke lod blikket - følelsen der væltede frem i hende, overtage hende som den før havde gjort. Hvor det havde været let at lade sig blive revet med - revet ind i de dybe næsten sorte øjne. Hun sukkede og lod endelig blikket rette sig op mod Isla igen. 
Hun troede normalt at de mennesker som kunne se hende ind i øjnene, de måtte være gode mennesker. Folk man kunne stole på, Isla havde været en af dem, som der havde åbnet hendes øjne for - at nogen gange handlede det også om, hvor stor en morale man har. Og hvad man egentlig skammer sig over. 

"Gode minder, nuvel - jeg husker også at der var nogle - ikke så gode minder indblandet i hele denne ..." hun viftede en hånd mellem dem, og løftede sit ene øjenbryn - mens hendes ansigt begyndte at glide ind i nogle mere - ligegyldige folder. "Så hvad - føler du, vi to kan hjælpe hinanden med..  For gammel venskabs skyld..."

Ordene rykkede i Sarah, bemærkede Isla selvtilfredst, der ellers lod varulven fordøje det indirekte tilbud uden afbrydelser. I mellemtiden blev munden fyldt med mjød.
Den lette beruselse gjorde ikke noget godt for Islas forholdsvis lille tålmodighed, og selvom hun gjorde sit bedste for at undertrykke det, begyndte Sarahs konsekvente negativitet at gå den urtekyndige en smule på. Irritation fik det til at trække ned i mundvigen, og Isla bed sig i kinden for at få det under kontrol. Heldigvis var lysten forsat dominerende, hvorfor påmindelsen om de mindre gode stunder blev forbigået med et skuldertræk. Hvis det ikke nyttede at komme med underspillede antydninger, kunne hun lige så godt gå direkte til sagen – noget som Isla heldigvis havde en del erfaring med.
Bramfrit rejste den urtekyndige sig fra sin plads, gik de få skridt hen til Sarah og satte sig overskrævs på hende – deres ansigter vendt mod hinanden.
De lyse hænder lagde sig ublu om halsen på varulven, og de mørke, næsten sorte øjne begravede sig dybt i det farlige, brune skammerblik. Intet indikerede at Isla havde i sinde at acceptere, at tiden var løbet fra dem for et årti siden.
Skyggesmilet hang lokkende på ansigtet, da Isla satte sig yderligere tilrette på Sarahs skød og kælent svarede:

”Jeg har sådan nogle helt forfærdelige muskelspændinger...”

Blikket fjernede sig ikke fra skikkelsen, betragtede hende med kølighed - dog uden at være fuldkommen afvisende. Også af den grund, at Sarah drejede i stolen, med hævede spørgende bryn - hvad var det lige kvinden havde tænkt sig nu? Og hvorfor var det tilfældigheden faldt således, at hun befandt sig på kroen i aften, efter så mange gange hvor hun aldrig havde været her. Flere år, havde Sarah brug i bunden af et krus på det halve svin. Ikke en af de gange, havde de stødt på hinanden. Enden var det bare rent held, eller også var der noget andet i gære, siden at Isla pludselig var her i aften. 

Sarah tog en dyb indånding, og lod deres øjne mødes i et dybt blik der ikke vigede sig fra hinanden. Ikke da folk fra det nærtliggende bord begyndte at skændes. Ikke da latter og højt råbende tilskuer begyndte at juble en kamp igang. Nej, hun holde fast i de sorte øjne, og skyggen af et smil der spillede hen over de bløde indbydende læber. 
Hun tog en stakåndet indånding, og gjorde øjnene en anelse smalle. Muskelspændinger?
Uden at tænke over det, fandt Sarahs ru hånd, hen over låret på kvinden - lod den glide længere op så den lå lige mellem ballen og slutningen af låret. Den anden hånd greb omkring kruset - og uden at bryde blikket tog hun det hen til læberne og begyndte at drikke.
Først da tørsten var blevet slukket, satte hun det igen fra sig - "Og hvad vil du have jeg skal gøre ved det?"

Isla gyste af fryd da hun mærkede Sarahs hånd lægge sig til rette. Berøringen fik maven til at trække sig sammen, og fjerne den spæde irritation, som Sarahs negative lune havde medført. Smilet - suppleret af flygtigt, rullende øjne - voksede yderligere da varulven – lettere nonchalant – tog fat om sit krus og gav sig til at drikke.
Et par af den urtekyndiges lyse fingre gav sig kælent til at berøre Sarahs nakke i mellemtiden; åndfraværende cirklede de rundt i de bløde nakkehår.
Alkohol og kvinder. Bevares, Sarah havde med sikkerhed ændret sig på mange væsentlige områder siden de sene teenageår, men alligevel havde Isla svært ved at forestille sig at netop disse to ting ikke længere var en del af Sarahs liv. Muligvis slumrede det nu (mon dog?), men den sorthårede kvinde var ganske overvidst om sine egne evner; Isla var sikker på at hun kunne få både lyst og vildskab vækket til live igen– og dermed få Sarah til at smide sin forbitrede uvillighed bort inden særlig længe.

”Jeg synes, at du skal komme med op på det værelse jeg har lejet, og tage mit tøj af.” Lød det bramfrit, idet Isla sendte Sarah et ansigtsudtryk, der var tiltænkt som værende uskyldigt, men som ikke helt formåede at være det, fordi der samtidig sad noget og blinkede i de mørke øjne.

Blikket var meget stift rettet mod hendes krus med mjød, og udviste hellere ikke nogen yderligere reaktion på hånden der havde listet sig bag hendes hår. Det uglede løvemanke, der for nogle dage forinden havde været prydet med alskens markblomster. 
Ja det havde været en spændende dag, den søndag på markedspladsen. Og nu sad hun så her, med Isthar - eller Isla som hun jo så tit gik under. Ulven sukkede tungt, inden de blå grønne øjne vente sig mod den anden kvindes dybe sorte øjne. Det var næsten dovent den måde hun kiggede ind på dem - som havde hun bedre ting at tage sig til. Hvilket hun bestemt ikke havde, men derfor behøvede hun ikke lade sig forføre lige så hurtigt som sidst. Nu vidste hun trods alt hvad der ventede på den anden side, og selvom at det greb omkring hendes mave - da minder igen væltede op i hende. Hvordan de havde rullet rundt, hvordan hendes hænder - Sarah rystede igen minderne ud af hoved, og tog en dyb indånding. Det hjalp dog ikke, da Isla igen snakkede. Ordene ramte hende som en sten i hoved. 

Hun ville have - hvad. Det var en hektisk vejrtrækning der blev trukket ind igennem sammenbidte tænder. Det voldsomme sug og varmen der bredte sig i underlivet, var ikke til at tage fejl af - og selvfølgelig havde det tændt hende. Hvordan kunne det andet? 
Hun sank hurtigt det spyt der havde samlet sig i hendes mund. 
“Så det synes du? Så nemt bliver det desværre ikke Isthar”

Naturligvis var Sarah pokkers irriterende igen. Kunne hun ikke mærke, hvordan den fysiske kontakt forbandt dem og fuldkommen tilsidesatte alt det negative, som varulven ellers så stædigt blev ved med at hæfte sig ved?

Åh, jo. Isla vidste at Sarah mærkede det; den elektriske følelse som udsprang fra deres fælles kontaktflade – den næsten synlige intensitet, der voksede frem mellem de fangede blikke?
Isla bed sig mærkbart frustreret i kinden, da Sarah afslog det direkte tilbud om at genbesøge hinandens nøgne kroppe i en lejet seng på Svinet.
”Hvorfor er du sådan?” vrissede den urtekyndige lavt. Hånden fandt vej til Sarahs skulder, så hun kunne trække fingerspidsen ned over siden på Sarahs hals i en fjerlet markering.
”- hvad vil du have, at jeg skal gøre?”
Isla havde endnu ikke tænkt sig at trække sig fra Sarah og opgive sit forehavende. Der skulle mere end en skide forbitret hund til at få den sorthårede kvinde til at skifte kurs. Især når det var den skide forbitrede hund som Isla var ude efter.

En ru latter forlod ulvens læber, som hun rystede på hoved af den anden - hvorfor skulle hun være sådan? Ja, hvorfor egentligt. Der var mange ting, som Sarah kunne begynde at forklare sig med. Hvordan hendes opvækst havde været, hvordan kvinder - som Isla - havde brugt hende. Og nu vidst, hun havde da også brugt kvinder, for at få det hun ønskede. Men lige med kvinden, som stadig sad overskrævs - der havde det mest af alt været omvendt. I hvert fald i Sarahs øjne, men hun havde også været ung og dum - som man jo så ofte sagde. 

Hun sukkede tungt, og måtte lukke øjnene i nydelse over Isla's fingre der gled ned over hendes hals. 
Hvad vil du have, at jeg skal gøre?
Det handlede jo ikke om hvad hun skulle gøre, for det vidste Sarah jo hellere ikke. Grunden lå nok mest i, at hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere på at se hende igen. Intet kunne have forberedt hende på det, selvom at hun burde have set det komme. Dianthos var ikke så stor en by, når det kom til stykket. Men måske havde en lille stemme også fortalt hende, at Isla måtte have nået hendes drøm på dette tidspunkt - at hun ville være oppe hos de store kanoner nu. At hun havde fundet den gyldne vej, til rigdom og frihed.
"Fortæl mig Isla - hvordan passer jeg ind i drømmen, om at du skulle finde den helt store krystalkrukke?" mumlede hun, og drak det sidste der var i hendes krus. Viftede med hånden, og fik kontakt til udskænkeren der nikkede. Hvis hun skulle belemres med kvinden hele aften, havde hun behov for mere alkohol. 

At Sarah sukkede under berøringen, hjalp på at håndtere latteren, som selv samme kort forinden var kommet med. Det bekræftede endnu en gang at Sarah muligvis forsøgte at spille for stolt og hellig til at give efter, men at kroppen i virkeligheden ønskede det ligeså meget som Isla selv gjorde det.
At hun så alligevel forsøgte at være standhaftig og helvedes provokerende, gav den urtekyndige en næsten ubærlig lyst til at ruske i varulven.
Hvorfor blev hun ved med at tro at der var bagtanker med alt? Hvorfor accepterede Sarah ikke bare, at de kunne genoplive en midlertidig affære uden videre forpligtelser? Ville hun virkelig have at Isla skulle bede pænt om det? Trygle?

”Der er kun én krukke jeg er ude efter i dag, kære.” smiskede den urtekyndige til varulven, og takkede vinen for at irritationen over Sarahs uvillighed stadig kunne kontrolleres – i hvert fald nogenlunde.
”Hvorfor siger du ikke bare ja? Hvad er du bange for?”

Kaldte Isla hende virkelig lige en krukke? Dette fik et uimponeret udtryk til at glide hen over hendes ansigt, næsten i sådan en grad at hun havde lyst til at fjerne Isla med vold og magt. Det kriblede helt i hendes fingre, til blot og gribe fat i hende og smide hende over på stolen, hun havde siddet i før. Men hun blev siddende, lod hendes fingre gribe omkring hendes egen næseryg, lige ved siden af hendes øjne. Som var hun igang med at fjerne en dum og stædig hovedpine. Og i dette tilfælde var det Isla som der var hovedpinen. 

“Mmh, selvfølgelig er du det.” Kom der en anelse brusk, som hun lænede sig tilbage i stolen, smilede taknemmeligt til den unge kvinde, der satte kruset ved siden af hende. Øjnene der blev på hendes bagdel lidt længere, som hun gik væk og vente så blikket tilbage mod kvinden der sad på hende. “Måske har jeg et bedre tilbud? En yngre og mere behagelig selskab i vente - og lige nu tager du hendes tid i lagnerne?” Sagde hun, hun vidste det var hårde ord. Måske ville de endda gøre ondt, eller gøre hende sur. Men det var i øjeblikket alt hun ønskede, at hun ville få nogle af de samme følelser som hun fik den gang. Som hun stadig fik som hun kiggede hende ind i ansigtet. 

Selv vinen havde sine begrænsninger; Det havde sikret en betydelig mængde tålmodighed, som Isla normalvis ikke var udstyret med, og hjulpet med at bibeholde et optimistisk humør, på trods af at Sarah ikke havde gjort andet end at være fjendtligt stemt. Bevares, det var længe siden sidst, men varulven reagerede latterligt barnligt og uforsonligt. Den urtekyndige fandt det fuldkommen ubegrundet – tiden burde læge alle sår, hvad havde Sarah ikke fattet?

Så da Sarah udviklede sig til at blive decideret ondskabsfuld, snappede Isla efter vejret. Et tungt skydække lagde sig over de funklende øjne, da Islas sind formørkedes.
Skyggesmilet forsvandt øjeblikkeligt.

Ikke alene ydmygede Sarah hende ved at afvise det gavmilde tilbud, hun trampede bevidst over Islas person med mudrede læderstøvler – pigen, der før havde skælvet under den fjerlette markering og som ikke havde protesteret det mindste over at Isla havde sat sig til rette på hendes skød. Farven blussede i kinderne, da blodet gav sig til at koge.
Hvis det skulle være på den måde –

”Fint.” Køligheden bed, da Isla rasende rejste sig fra Sarah. ”- Fint!” Isla tog fat i glasset med den nye øl, der netop var blevet afleveret til bordet: hun løftede glasset op med tydelig intention om at lade indholdet vælte ned over hovedet på køteren, hvis denne ikke fik bremset det i tide.

Fint?
Sarah kiggede en smule forundret på kvindens udbrud, og hendes pludselig rejsen fra hendes skød. Kulden der gled hen over hendes ben, gjorde hende opmærksom på hvor varm Isla havde været. Og af den ene simple grund, nåede varulven ikke at opfange hvad Islas intentioner var. Ikke før den kolde væske sivede ind i håret, mærkede den våde fornemmelse der gled ned af hendes pande. Lugten af øl der angreb hendes næsebor, som det gled videre ned og vædet hendes tøj ved overdelen. 
Der sad hun, forstenet - med lynene øjne mod kvinden der lige havde hældt en øl ud over hende. 
Hun tog en dyb indånding, mærkede hvordan hendes brystkasse hævede sig og spændte mod kjortlen hun havde på. Aldrig i sine femogtredive år, havde hun oplevet en anden hælde øl ud over hende. Hun var blevet slået, fået en lussing eller to - og der havde de da også været ganske fortjent. Ikke at det havde lagt en dæmper på det ulmende temperament, som hun stadig ikke havde fået under kontrol.
Men dette, denne følelse af ydmygelse - det var noget der fik det til at boble af varme under i hendes hud. Hun kunne mærke hvordan temperaturen steg, og fingrene der knyttede sig ind i stramme næver. 
Lige så stille rejste hun sig op, hendes øjne der borede sig ind i Islas ansigt - hun var så vred, at hun ikke kunne formå at få ord hen over tungen. 
Hvor vovede hun? Af alle ting hun kunne have gjort, så var dette det værste - i hvert fald lige nu. 
“Hvad fanden har du gang i?” Hvislede hun igennem sammenbidte tænder, som hun greb med en stram hånd ud efter Islas kæbe.