Første gang Aria nogensinde så det sangopspundne sandhav, jah der havde hendes store øjne næsten ikke kunne få nok af det. Gyldent, varmt, støvet og uendeligt - satyren havde virkelig aldrig set nogen lignende, og den rå men fremmede natur var både skræmmende og fascinerende. Nu, et par dage senere, jah der var den følelse af frygt og fascination stadigvæk omkring hende.
De havde efterhånden fulgt de tarvelige karevane ruter længe, men vejen var lang og hård for den spraglede gruppe af alle mulige former for væsner. Derfor, da de endelig ankom til udkanten af den prægtige hovedstad Balzera, var det med udmattelse i både ben og sind at satyren faldt omkuld, efter de havde fået slået deres telte og pavillioner op. Forandringen fra de øde og åbne vidder, til dette mere frodige og tålelige omåde, var tiltrængt.

Der skulle gå yderligere 4 dage, førhen at det spraglede cirkus havde fået ordnet de sidste ting, så gæster og besøgende ville kunne komme og se alskens finurlige tricks på den femte dag. Nu, en tidlig aften inden, jah der havde Aria endelig tid - og overskud - til at få ordnet nogle mere personlige ting.
Ethvert nyt område havde nemlig nye planter, blomster og frugter at udforske. Og det var både en hobby såvel som lidt af en mission for Aria, at samle bundter af disse med tilbage, fra hver destination hun besøgte. Især når hun var så langt hjemmefra som nu!

Derfor var den orangeklædte skikkelse til at spotte imellem en lille klynge ørkentræer og buske, i fuld gang med at lade sine trænede øjne lede efter spændende vækster at tage med hjem. I den ene hånd havde hun en stav, hvor at en kurv hang for enden, sat fast med en krog. Diverse fund var allerede lagrete i fletværket, men hun var tydeligvis ikke færdig.

Phoenix havde tilbragt en del af dagen nede i hans yndlings hule. En underjordisk en af slagsen - med en lille åbning ned til noget magma. Grundet dette, var stenene omkring skoldhede, og små flammer dansede af og til op på dem. Han havde lagt sit tøj i den køligste del af hulen, mens han lå der og lod varmen og flammerne 'mætte' ham - det havde været lang tid siden han sidst havde fået 'spist' noget, hvorfor han havde sat det meste af dagen af til at gøre dette. Som han kunne mærke det var blevet nok, låhan der stadig en smule, blot fordi det gav ham så meget energi at ligge der og absorbere al den varme og energi... Førhan rejste sig op, og gik over for at trække i sit tøj. Tøj der tydeligt viste at han som regel opholdt sig her i ørkenen, tøj der bestod af meget let og luftigt stof og var i farver der nemt faldt i ét med sandet, omend han havde etblodrødt stofbælte der skillede sig ud og holdt tøjet ordentligt på plads. Sko var ikke noget han bekymrede sig om - det glohede sand kunne ikke skade ham, tværtimod.

Og som han var kommet op fra sin hule, og vandrede hen mod byen, blot for at holdeøje med den på afstand - opdagede han noget nyt han ikke havde set før. Hvad derlignede en lille trup af forskellige underholdere, af alskens mulige racer. Hmm. Interessant... Men hvad der virkelig tiltrækkede sig hans opmærksomhed, var den klare orange farve et godt stykke væk, halvt gemt inde blandt nogle af de større ørken planter der var heromkring. Nysgerrig og impulsiv som han var, trådte Phoenix stille og roligt derhenaf... Sagde intet, ikke endnu - ikke førend at han så racen af denne person. Det var alt for nemt at se på benene. En satyr. Det havde været sålænge siden han så en af dem...

"Det er ikke ofte man ser din slags på disse kanter," sagde han roligt,som hans glødende orange øjne gled over den kvindelige satyrs form. Det var ikke sagt med en hånlig tone eller noget som helst lignende dette - nej, det var sagt i venlighed, med en nysgerrig tone dertil.

Observerede man den kaffebrune skikkelse af en satyr, ville det hurtigt stå klart af Aria ikke blot var genkendelig på sin lave statur, polerede horn eller krøllede hår, men derimod utrolig genkendelig på gangart alene. Fjedrende var hendes bevægelser, og den vimsende energi fik krøller til at danse og forfalskede smykker til at klirre. Det solgyldne stof flagrede dertil også villigt med den tørre ørkenvind, og selvom hun måske burde være mere påpasselig med hvilke øjne hun tiltrak sig, så var det svært når man af natur ikke brød sig om forsigtighed.
Hvilket måske også var derfor hun var alene, Ikke helt alene, selvfølgelig - ruppens mænd og kvinder var et par hundreder meter længere nede. Men forholdsvis alene, givet hvor fremmed hun var i dette område. Helt opslugt var hun også da de natsorte øjne spottede en orange-gullig blomst mere, som hun med et lille smil satte sig på hug for at samle op. Hun brød sig virkelig godt om disse orange, de passede til hendes kofte, og måske kunne de bruges imorgen til det store scene-sho-
Oh?

Satyrens bløde ører vippede opmærksomt imod lyden af en rolig stemme, og med et overrasket ryk af hovedet vendte Aria sig omkring, øjne nysgerrige efter at se hvem der havde fundet frem til dette sted også.
Hvilket var en mand. Ung af udseende, mørkhåret og slank. Men hvad der selvfølgelig trak opmærksomheden til sig med det samme var øjnene, der med en glødende orange skubbede lidt til satyrens mange minder, og fik hende til næsten ubevidst at glippe lidt med øjnene. Det var vagt genkendeligt, omend hun aldrig havde set ham før, og nysgerrigt tippede hun hovedet på sned; en bevægelse meget lig det dyr hun delte træk med.
"Det er også en lang tur, de færreste tør tage det første skridt herned" gled det melodisk over de mørke læber, og Aria rejste sig mere op, idet hun lænede sig imod den blåsnirklede stav. Hun var hverken sky eller frygtsom af sig, og slet ikke når venlighed lurede i kanten af hans stemme. "Hvilket er en skam! Jeg har aldrig set noget lignende som dette område!" lo hun, og lod et imødekommende smil favne munden.

Phoenix smilede let som han havde set hende gå rundt. Nærmest bare ved at kigge på hendes gangart blev man glad - såmeget energi og nærmest livsglæde der var synligt i noget så simpelt. Dette var helt klart en person der værdsatte sit liv - hvilket var beundringsværdigt med så mange som der tog deres liv for givet og blot brugte deres tid på at drømme om større og bedre, og altid brugte tiden på at brokke sig.

Han kiggede kort over på blomsten som hun havde sat sig på hug for at samle op - den var ganske flot, med en farve der mindede ham lidt om den farve han så i sine egne øjne, når han spejlede sig i oasens overflade. Selv den mådeørerne flikkede opmærksomt på, var bedårende på en måde - præcis som når han så et dådyr i skoven. Måden hun tiltede hovedet til den ene side på, gjorde blot ligningen endnu mere slående end den havde været før, selvom man nok mere burde sammenligne det med en ged.

"Og så er der andre af os, der finder dette sted det mest velkommende af alle," sagde han med et lille smil. Med al den varme der var her, underjordiske huler med magma - det var et perfekt område for en ild elemental, som ham selv, at opholde sig. Hans øjne gled kort over hendes stav, der var rimelig interessant med de mange symboler derpå. Ikke at han havde den mindste anelse om hvad nogle af symbolerne betød, hvis de betød noget, men flotte at se på, det var de.

"Men ja, området er virkelig noget for sig selv. Det er synd der ikke er flere der ser det." sagde han, og lod blidt fingrene stryge ind over bladene af en af de stedsegrønne planter her. "Men dermed sagt - så har du vakt min nysgerrighed. Hører du til den truppe der har slået sig ned lidt væk herfra? Det er ikke så ofte jeg ser en sådan gruppe komme herned... Så jeg er blot nysgerrig på hvorfor." smilet om hans egne læber var ogå blevet lidt større, som han så hendes - det var så smittende, at det var umuligt at lade være med selv at smile, også.

De store, natsorte øjne betragtede i tavs forventning hvordan han ville svare, og dertil også hvordan han ville reagere, da satyren af erfaring ofte kunne bedømme sit selskab alene på førstehåndsindtrykket. Det var en anelse skråsikkert tænkt af hende, og der var skam også gange hvor at hun havde taget fejl - meget fejl, og det til en bitter fortrydelse.  Men som oftest havde hun en god mavefornemmelse. Og lige nu, jah så var det kønne smil om mandens læber dragende for en venlig personlighed; Aria kunne ikke benægte at en gnist af nysgerrighed fulgte med som reaktion på hans ord. Det mest velkommende af alle simpelthen? Han lignede også en der boede her, sådan som han faldt godt tilpas i det gyldne ørkenlandskab, og med solens stråler dansende i hans øjne. Han lignede en der brød sig ligeså meget om varmen, som hun selv brød sig om de frodige skove tættere imod midterlandet. 

Dertil gled slanke fingre blidt henover de nærmeste planter, og dén lille gestus var hvad der i sidste ende fik sat satyren i bevægelse, og med en trofast lyd af ringlende smykker omkring sig, trippede hun undersøgende nærmere. De natsorte øjne glimtede leende. "Det gør jeg i hvert fald!" kvidrede hun, og drejede kortvarigt blikket imod de farverige telte og pavillioner, der grundet afstanden og varmen flimrede en anelse. "Aria 'Solvej' Elodie, er hvad de kalder mig af navn. Og ønsker du en forklaring, kan jeg være dig til gavn" små rim gled af hendes tunge som noget af det mest naturlige i verden, og Aria stoppede kortvarigt op. for at lade et teatralsk buk følge med navnet. Den udslåede hånd slog nogle farverige glædesgnister af lysmagi, sådan som hendes humør steg en anelse ved interessen for hendes spraglede familie. Åhh, mon han havde set et cirkus før?

"Cirkus Sylveria rejser alle steder i landet, men det giver mening du ikke har set os før; det er første gang denne ørkenby har været et mål på vores rejse" forsatte hun, og bevægede sig med solkoften flagrende om sin halvnøgne skikkelse nærmere, ikke synderlig blufærdigt af sig selv. Fordi hvorfor skulle hun? En menneskeskikke - eller følelse, hun aldrig havde forstået. 

Som hans fingre atter gled væk fra planten, gled de orange øjne tilbage på satyren, og han grinte let som han så hvordan hun helt livede op og lod til at få endnu mere energi end hun havde haft før som hun fik introduceret sig selv, og det lille cirkus hun rejste rundt med. Hun lod skam også til at være typen der passede perfekt ind et sådant sted - så farverig en personlighed... Det så man ikke særlig tit, i alt fald ikke i byerne. Derfor at Phoenix godt kunne lide folk der levede lidt mere som nomader, og cirkus folk gik vel under dem beskrivelse, så ofte som de rejste rundt. Det byggede bare så meget mere karakter, gav en 'kant' til folk, som byfolk aldrig nogensinde kom i nærheden af.

"Phoenix Eld," introducerede han sig selv til gengæld, og bøjede hovedet let som en respektfuld hilsen. Som han havde set de små magiske gnister ved hendes fingerspidser, var han også blevet nysgerrig. Så magisk et væsen som han var, så elskede han selvfølgelig magi, elskede at se alle de former den kunne tage, og møde de mange folk der kunne bruge den.

"Men det lyder interessant. Det er lidt tid siden jeg har set et cirkus... Ikke at jeg så det fra publikums synspunkt. Mere... Som en fjern observatør, tror jeg er den bedste måde at sige det på." da han gerne holdt sig væk fra større forsamlinger, også. Han havde det med at tiltrække sig mere opmærksomhed end han havde lyst til, især hvis folk fandt ud af hvad han var, der var så mange der var direkte rædselsslagne for elementaler... Og han hadede bare at se frygten i folks øjne. Han gjorde jo ikke folk fortræd medmindre de havde gjort noget til at fortjene det. Men det lod til at alle og enhver troede at han kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. Suk. Men så var det godt at der fandtes andre racer der blot havde en sund respekt, uden en reel frygt bag det. "Må være spændende at rejse rundt og se landet, de mange forskellige byer, på denne måde?"

Selvom Aria i mange henseender havde haft en nok så isoleret og idyllisk barndom, havde de sidste to år alligevel givet hende en sund påpasselighed og stærkere viljestyrke, end da hun først lige havde forladt Lindeskovens trygge omgivelser. Påpasseligheden kom dog ikke til udtryk sådan som hun uden tøven i sine skridt, endelig var kommet indenfor en passende tale-afstand af manden, og afslappet gjorde holdt. Joeh, satyren var af sind nok så flyvsk og tog derfor ikke livets mere negative sider særlig tungt - i hvert fald ikke særlig længe - men det gjorde hende ikke naiv. Hvilket dog var et karaktertræk mange syntes at mase ned over hende, når de første gang lagde øjne på den mindre skabning.
Den kaffebrune skabning smagte i sit stille din på navnet, og nu tættere på ham - Phoenix Eld, jah så kunne hun endelig se, hvad der på afstand havde trukket hendes blik til sig i første omgang, udover hans behagelige stemme. Orange, jah næsten glødende øjne mødte hendes natsorte, og et lille sus gik igennem satyren, der leende lænede sig op af sin stav igen. En fjern observatør?

"Så bestemt! Det var faktisk grundlaget for min egen rejselyst - jeg måtte se mere end hvad Lindeskoven havde at byde på" ærlige ord fra en ærlig mund, og Aria tippede ubevidst hovedet på skrå idet hun tænkte, noget drilskt lurende i de mørke øjne samtidig. "Men byerne er ikke det mest spændende at støde ind i..." man kunne ikke komme udenom at skovvæsnet elskede menneskerne der var at finde imellem de høje stenvægge og støvede veje, men store byer var... stadigvæk usikkert område at bevæge sig rundt i. Hun følte at de høje huse lænede sig ind over hende; væltede ned over hende. Og hun manglede nattehimlen når mørket faldt på.
"Men sig mig, Eld... er du stadigvæk en fjern observatør, eller har det ændret sig siden sidst?" En melodisk stemme, og Aria kunne ikke skjule det lille inviterende smil der fulgte med, idet at hun spørgende nikkede imod samlingen af telte og pavillioner. Hun havde ikke travlt, men kurven på hendes stav var fuld nok til at hun kunne lægge den fra sig derhjemme, så hun ikke dryssede blomster alle vegne. Hun havde allerede tabt et par stykker, på den korte vej over til ham. Og manden virkede en anelse nysgerrig omkring cirkusset; så mon han ville se det inden de åbnede rigtigt?  

Phoenix's øjne blev igen draget til staven, som Aria lænede sig op af den. Alle de små snørklede symbolder der var tilføjet til den... Han havde på fornemmelsen at de ikke kun var til pynt, men havde et dybere formål. Muligvis et magisk et af slagsen. Og det gjorde ham blot endnu mere nysgerrig, til det punkt hvor han ikke kunne dy sig for at spørge. "... Symbolerne på din stav. De er ikke blot til pynt, er de vel?" spurgte han, mens han stadig så på staven - før de orange øjne gled tilbage til satyrens ansigt, og så ind i de midnatssorte hun selv besad.

"Jeg kan kun give dig ret i det med byerne. Jeg undgår dem selv så ofte jeg kan." og når man ikke behøvede mad som mange andre, men det var nokat være i nærheden af intens varme eller ild, ja, så var det meget nemmere at holde sig væk fra civilisationen. Og så også fordi han hadede at skjule hvad han var, som han ofte blev nødt til i byerne.

"Hvis det er muligt at komme til at møde folk før der er noget der minder om et publikum... Så ja." svarede han med et lille smil - for ja, så var mængden af folk lille noktil at han ikke ville få lyst til bare at gå sin vej igen, som han så ofte fik når han så en større forsamling af folk. Han strøg en hånd gennem sit eget, sorte hår, som der selv uden vind lod til at bevæge sig nærmest konstant - som levende flammer der dansede i luften. Såfremt at Aria begyndte at gå derhen, ville han følge efter, og afstemme længden afsine skridt til hendes.

Man kunne ikke komme udenom, at Aria velsagtens altid forsøgte at promovere både cirkus og sig selv, et eller andet sted. Gæster var indtægt for dem, og indtægt var vigtig; det frie liv til trods. Men det var dog ikke kun en krystal-elskende del af satyren der drev hende til at invitere ham, men derimod også en generel nysgerrighed og lyst til at vise ham hvad de kunne, hvem de var. Hvordan de var. Hvis det var lang tid siden han sidst havde været omkring gøglere og andet godtfolk, jah så var det jo næsten en pligt at tilbyde ham det! "Kom med"
Derfor var det en begejstret nikken der fulgte med satyrens ringlende selskab, og saturen lavede et kast med hovdedet så krøllerne fløj - kom endelig med! Hun havde dog ikke glemt hans spørgsmål, og da han med lange skridt fik bevæget sig op på siden af den vimsende skabning, holdt hun med et hemmelighedsfuldt smil staven frem foran sig. 
Han måtte gerne røre den, hvis han ville. 

"Nej..." kom det småleende fra hende, og Aria overvejede et lille sekund hvordan hun skulle forklare det. "En pind, en stav, en kæp til de få. De staver jeg skaber, er ikke 'bare som så'. Tilføjelser og dimser er hvad jeg laver, et unikt aktiveringsord, er alt hvad det kræver" forsatte hendes melodiske stemme, og Aria vippede kurven af stavens krog, så hun behændigt kunne svinge den omkring og dermed vende bunden op til toppen

"Lunes" hviskede satyren, og i det næste nu begyndte den himmelblå ende at lyse. Små stjernegnister af lysmagi, synget ind i det nu magiske træ spredte sig overalt omkring enden, og samlede sig i en hvid form. I sidste ende, jah så var det med et lille 'pop' at lyset forsvandt, og for enden var der nu en bronzefarvet spade. 
Aria's øjne næsten strålede, som hun vendte blikket imod Eld; kunne han li' det?

Det havde i sandhed været noget nær hvad der føltes som en evighed siden, at Phoenix sidst havde været tæt på gøglere, skjalde og deslige. Men når han endelig var i nærheden af befolkninger, så var det som regel dem han holdte sig til, da det var sjældent at han mødte nogen der ikke accepterede ham blandt dem. De behandlede nærmest alle de mødte som familie - en ting Phoenix aldrig havde haft, men han værdsatte nu alligevel den generelle omsorg og tryghed der altid var at finde blandt disse grupper. Han havde endda en årgang overvejer at slutte sig til en sådan gruppe - enten hans fugl føniks form, eller blot hans ild manipulation, ville velsagtens kunne trække tilskuere til.

Men for nu fulgte han stille og roligt med satyren hen mod hendes lille gruppe. Som hun holdte staven frem, rakte han ud for at røre den - efter et blik over på hende, for at se om det var okay. Hans fingre gled lige så blidt hen over stavens overflade, som de havde på bladene af planterne førhen. Han kunne nærmest mærke magien i staven allerede... Og som han observerede hendes lille kunst, og hvordan staven ændrede sig ved et enkelt ord, så blev hans smil en del bredere end før - ingen tvivl om at det her var en mand, der værdsatte magi.

"Imponerende," sagde han, som han rakte ud og med samme blide bevægelse, mærkede på skovlen der nu var for enden. "Jeg har ikke set lige denne type magi før... Er det noget du helt selv gør?" nogle magikere sørgede jo for at være flere om at lave redskaber, eliksirer og deslige - andre havde deres egen lille niche og gjorde alting selv. Han havde på fornemmelsen at hun hørte til den sidste kategori, men han ville høre det fra hendes egne læber.

Aria's natsorte øjne fulgte ham opmærksomt, og syntes næsten at stråle, da det gik op for hende at han brød sig om det. Imponerende, et ord der sjældent blev brugt omkring den kaffebrune satyr, der dog tog det til sig med et taknemmeligt smil i mundvigen. En smule imponerende kunne hun godt være, virkede det til. Dog havde Aria altid haft lidt af et flair for præsentationer, hvilket også betød at hun ofte opsøgte en perfekt mulighed for at vise hvad hun kunne. Eller hvad andre kunne, for den sags skyld. 
Med en vippen af ørene, nikkede Aria atter. "Helt selv!" grinede hun, og vendte den ene slanke håndflade opad, trods der ikke nødvendigvis var noget at se på den. "Min familie har altid haft lidt af et godt tag på naturens materialer. At synge genstande ind i dem, er en naturlig forlængelse... tror jeg" kom det overvejende fra hende, og tankerne forsatte i et par sekunder i hende indvendig. Egentlig, forstod hun ikke engang selv hvordan det kunne lade sig gøre. Men det havde lagt brostenene for hendes levebrød, hvilket hun ikke kunne brokke sig over. 

I et blink af øjet vendte Aria tilbage fra sin tankestrøm, og et perlehvidt smil blev sendt til den noget højere mand. Hans sorte, evigt bevægende hår syntes at suge lyset omkring dem til sig, og de glødende øjne fortalte deres egen historie om at hun bestemt ikke var den eneste magiskabte her. 
"Hvor er det egentlig at du kommer fra, Eld?" måske havde cirkusset være forbi der før, måske ikke, Ikke desto mindre, var der meget omkring den mørkhårede mand hun ikke vidste, og dertil også en voksene interesse i at vide det. 

Sådan at inviterer fremmede med tilbage, var nemlig ikke det smarteste at gøre - man kunne aldrig bedømme en person på deres venlige smil alene. Men satyren havde en god fornemmelse, og håbede ikke den var forkert. Sådan som han blidt bevægede sig igennem naturen, og roligt gik ved hendes side... jah, sådan kunne man ikke gøre, med banktanker, tænkte et naivt lille sind. 

Han var virkelig imponeret over magien, og elskede at se - og mærke - hvordan den fulgte de mange små finurlige mønstre der var blevet skåret ind i staven. Og nu at vide at hvert af dissy symboler muligvis havde endnu en brug til staven - gjorde det blot dét mere interessant end det havde været i forvejen. Han havde altid godt kunne lide satyrer, men hende her, hun var skam noget helt for sig, og han værdsatte det altid når han mødte folk der var helt deres egen, små specielle individer.

"I sandhed imponerende." han gentog sig selv, men han mente skam også hvert et ord der kom ud af hand mund. "Ikke mange der behersker magi der kan gøre så meget, eller permanent sættes ind i noget." sagde han stille, med et venligt smil på læberne som han observerede satyren, der i al ordets betydning var som inkarnationen af bedårende at se på. Fra de brune ører der flaprede en smule som hun bevægede sig, den let hoppende og gyngende gang, hvordan de natsorte øjne nærmest kunne glitre med hendes begejstring.

"Det kommer an på hvad du præcis mener," sagde han derpå med et smil. "Hvis du mener hvor jeg er født, så er mine første minder fra en stor skovbrand i Amazonitskovene. Hvis du spørger efter hvor jeg bor nu, så bor jeg i nogle af hulerne under denne ørken. Der er små lava pøle, ser du." sagde han med et smil. Jo varmere, jo bedre var det jo for ham. Ofte sad han og dyppede tæerne i lavaen, også - han skulle bare sørge for at børste den hurtigt af når han tog dem til sig igen, hvis han ikke ville ende med upraktiske sko af sten rundt om hans fødder. 

Han kiggede sig dog meget nysgerrigt omkring, som de nåede frem til lejren hvor hendes lille trup havde slået sig ned. "Så det her er alle dine tætteste venner, vil jeg gætte på?" når man rejste med folk hele tiden, måtte de jo om ikke andet blive meget vigtige personer i ens liv.

Det kunne godt mærkes, hvordan at satyren for en stund syntes at blive helt forlegen over komplimenten. Det skete ikke ofte, da Aria om nogen havde et meget løst forhold til givende komplimenter og farverige betegnelser - hun var selv 'storforbruger' af pæne ord, da det altid virkede til at gøre folk så glade. Så muntre. At høre dem omkring sig selv - eller helt specifikt, høre ordet imponerende, se det talte til et blødt sted i hende. Havde hun ikke været så mørk i huden som hun var, ville en rose farve have spredt sig over kinderne. 
Aria mødte hans stille blik, men kunne ikke helt styre det da det hurtigt flakkede væk med et lille taknemmeligt smil om læberne. 

Dog var opmærksomheden stadigvæk hans, og ørene vippede en anelse da han forklarede. Da var det at den spraglede gøgler endelig - og meget begejstret indeni - kunne fastslå at han var en elemental. Og i den forstand, et af naturens mange væsner. Selv havde hun stødt på en enkelt, mægtig elemental i sine yngre dage, og tanken om at han var - sit menneskelige udseende til trods - også en af dem, fik hjertet til at slå lidt hurtigere. En skovbrand var hvad der havde affødt de orange øjne, Aria nikkede, en reflekterende tanke i sit indre. 
Så optaget af det var hun, at hun næsten ikke lagde mærke til at de allerede var der, førhen at de var der! I udkanten gik mange af hendes venner omkring og afsluttede dagens gøremål, og selvom enkelte nysgerrige blikke blev vendt imod den lille satyr og hendes ven, var det tydeligt at folk havde deres ting at se til. I hvert fald lige nu. 
Aria's mund bukkedes i et smil, og hun vippede staven på plads, hvis metalspade langsomt forsvandt i små lysglimt igen. De mørke øjne så op på Eld. "Mange af dem er, jah!" lo hun og bevægede sin flagrende skikkelse ind imellem de mange farvede telte. "Venner såvel som familie, man lærer hinanden ret godt at kende på den støvede vej" her og der vinkede hun, imens at hun med målrettede skridt bevægede sig imod en gruppe mennesker, der var igang med at lave en indgang. Det var her nogle blomsterne kunne bruges som dekoration, og Aria vendte sig kort imod ham, inden de gik derhen. "Vil du sige hej, eller vil du vente?" hun kom i tanke om, at ikke alle nødvendigvis var ligeså menneskekærlig som hun var. 

Han så godt hvordan det lod til at satyren ikke helt kunne finde ud af, præcis hvordan hun skulle reagere på komplimenten fra ham. Var hun slet ikke vandt til at få komplimenter fra andre? I så fald, så forstod han ikke helt hvorfor. Hun var d anoget så kærlig, hjertevarm, havde respekt for naturen, og finurlig magi til rådighed. Hvad var der ikke at kunne lide ved hende? Medmindre man syntes hun havde lige en tand for meget energi i sig, altså - hankunne godt se at det måske for nogen ville blive trættende i længden, menhidtil havde han udelukkende set hvad han ville kalde for positive kvaliteter i satyren. Plus han havde altid godt kunne lide den attitude mange satyrer lod til at have - at de bare nød livet og tog det hele en dag af gangen. Ikke lige så mange bekymringer og fordomme forfor eksempel menneskerne havde.

Han lagde godt selv mærke til de få nysgerrige blikke sendt deres vej, men han var også altid hyper opmærksom omkring den slags - at blive jagtet ud af en by havde altid startet med nysgerrige blikke, der så stille og roligt blev fjendtlige som folk havde opdaget hvad han var, for derefter at jage ham ud da de ikke ville have en 'løssluppen ild' i deres midte, en fare for at hele dere sby brændte ned, ifølge dem... Suk. Man skulle bare lade være med at irritere ham, så skete der absolut ingenting!

"Det kan jeg godt forestille mig. At rejse med nogen i flere uger, måneder, sågar år... Så lærer man at stole på hinanden, at læne sig op af hinanden, så at sige." han havde aldrig selv haft noget der mindede om en familie, og kun få venner i løbet af sit liv - men alligevel følte han sig ikke rigtig ensom. Altså, indtil tørken havde ramt. Efter den, havde det været noget så ensomt, med så sjældent som han mødte andre elementaler. Han havde altid anset dem for at være det tætteste han kom på en familie, og så mange af dem var bare forsvundet ud i den blå luft. "Hmm... Hvorfor ikke." sagde han så med et lille smil, før han gik de sidste skridt hen til satyren, og med over til de andre.

Aria kunne på ingen måde løbe fra sit ophav, og ville nok heller aldrig kunne fralægge sig sit flagrende forhold til livet og alle dets væsner. Energisk var meget vel et ord der kunne bruges omkring den blonde satyr, men heldigvis for hende, havde hendes energiske sindelag ledt hende afsted på rejsen med truppen. En beslutning der ikke ligefrem var blevet taget godt imod i begyndelsen - hendes familie bekymrede sig stadigvæk forfærdelig meget - men her i midten af beslutningen... jah der var den det hele værd! 
Ellers havde hun trods alt aldrig set dette Sandland, skulle hun være ærlig. Eller den flamme-øjede elemental. Eller alt det andet der lå foran hende. 
Derfor nikkede hun ved hans ord, man lærte i den grad at stole på hinanden. Når man havde været udsat for storme og solskinsdage, enkelte fjender og tvunget sammen på tidspunkter man allerhelst ville være fri, jah der lærte man at tage hensyn. Og ordet hensyn var virkelig en kernedel af truppen; den ville falde sammen hvis det ikke blev respekteret. 

Et glimt af tilfredshed tændtes i de natsorte øjne, og Aria greb uden meget tøven hans hånd, for at halvt om halvt at hive ham med over, selvom det nok var unødvendigt. Ivrigheden var der bare, og før at de overhovedet var foran dem, var satyrens lyse stemme allerede ude og hilse. "Hey!" udbrød hun, og 2 af de 5 mennesker vendte sig om, et tydeligt smil om deres læber da de så sommervæsnet. 
Nysgerrige øjne gled over til hendes selskab, og en af dem - en elver med enkelte tegn af alderdom spundet ud over et ellers ret så tidsløst ansigt, trådte frem idet at de andre forsatte deres binderi af blomster dekorationer. "Velkommen tilbage, Aria. Jeg ser du har fundet selskab på vejen?" den gamle historiefortæller vendte sine blålige øjne imod Eld, og rakte en hilsende hånd frem. Den anden greb uden at kigge de blomster Aria gav ham, og hans behagelige stemme præsenterede ham som Mattis. 

Han kunne forestille sig at det for mange nok var meget givende at have et så tæt forhold med folk, som hun anerkendte at man fik ved at rejse vidt og bredt sammen, på den måde som truppen her gjorde. Men han vidste også godt selv, at det ikke var noget for en som ham. Han var alt for reserveret, og fandt ofte mere end rigeligt selskab i naturen omkring sig, men nu var han jo også i bund og grund meget mere en del af naturen end så mange andre racer... Som en fysisk form af et af elementerne, der regerede overalt i naturen. 

Han blinkede let som hun uden videre tog fat i hans hånd, og lod sig trække med, en smule hurtigere end han selv ville være gået derhen. Det var nu også meget sødt præcist hvor ivrig den lille satyr blev over noget så simpelt som at få lov til at introducere en ny til hendes venner. Kært, endda. "Fornemmer jeg en snært af ivrighed?" spurgte han satyren med en let drillende tone i sin stemme.

De nysgerrige blikke var at forvente. Alene ved at der blev bragt en ny hen til deres midte - men han vidste også godt, at måden hans hår bølgede på selv uden vind, og som det lod til at der var gløder i hans øjne, ja, så gjorde det ofte mange folk mere nysgerrige end de ellers ville have været, havd ehan for eksempel selv været menneske. Men som elveren trådte frem og talte, smilede Phoenix selv let, som orange øjne mødte blå, før han selv rakte sin egen varme hånd frem til at tage imod og gengælde håndtrykket. "Mig en glæde at møde dig, Mattis. Man kalder mig Phoenix." sagde han  derpå med et varmt smil om læberne. Han havde alle dage godt kunnet lide elvere, men de var så også en af de racer der levede i pagt med naturen, tog kun hvad de havde brug for, plantede nye blomster, træer, buske... Hvad de tog fra naturen, gav de altid tilbage. Modsat så mange andre racer.

På vej derhen, blev de natsorte øjne vendt tilbage imod Eld, da hans drillende tone fik en behagelig varme til at skyde igennem hendes kinder, og hun nikkede med en lille latter. Ivrig? Se det havde hun aldrig kunne benægte hun var - det måtte gerne gå stærkt, og det var intet andet end tilfredstillende at det ikke strøg ham imod hårene, som det ellers kunne gøre på mere... magelige personligheder. "Måske en lille smule". 
Selvsamme iver glimtede i hendes øjne da Mattis præsenterede sig selv, og den mørkhårede elemental så ikke var sen til at gengælde det varme smil der blev sendt imod ham - Aria havde ikke sluppet hans hånd, men holdt den i stedet 'forsikrende' fast, en fraværende nussen omkring hans større håndled i alt den tale der foregik. 

"Phoenix..." man kunne næsten fornemme hvordan elveren tog navnet i munden, og betragtede med et nysgerrigt glimt den fremmede som Aria havde fundet på sin lille havetur. Værende en der havde levet sin del af år, og set sin del af væsner, jah så tog det ikke lang tid for ham at genkende elementalen for hvad den var; et glimt af respekt til følge da han åbnede munden igen. 
"Ikke overraskende at finde et barn af ilden herude i varmen. Sig mig, hvordan fik hun lokket dig over til os? Jeg tager det sådan, at du kun er på besøg..?" det var ingen hemmelighed at langt størstedelen af naturens skabninger ikke brød sig om de mere befolkede egne, og Mattis rakte blomsterne i sin hånd bagud, for at aflevere den til nogle af de andre gøglermedlemmer - dem der havde været igang med dekorationerne. 
Men ordende havde knap nok sluppet hans læber inden at Aria's frie hånd løftedes med en rettende finger, og hun grinte. 
"Lokket? Jeg har aldeles ikke lokket ham afsted, Mattis - det er lang tid siden at han har set et cirkus!" kort gled blikket op til ham, og Aria mindede med et lille grin sig selv om at passe på hvem hun lige fik hevet ham med hen til, her i truppen. Nogle havde lidt mere farverige fortællinger om satyren end hvad hun nødvendigvis var stolt af, og hun havde måske lidt et ry for at samle egnens strejfere sammen, lokke dem med på den ene eller anden måde. Og hvis ikke hun havde fået dem til at gå med hende, var hun gået med dem; grebet af følelsen som nye mennesker, væsner, elvere - og elementaler, bragte med sig, det var helt berusende nogle gange!

Phoenix smilede let som hun nikkede, og han fik hørt den lille latter. Okay, han måtte da i alt fald indrømme af satyrens humør var utroligt smittende. Hvordan kunne man være sur og tvær i nærheden af så megen glæde og energi som hun udstrålede med hver bevægelse og hvert ord hun ytrede? "Det er rimelig smittende." måtte han da også indrømme for hende, som hans eget smil blev lidt større.

Men snart var hans fokus i stedet på elveren foran dem. Og det undrede ham ikke at elveren med det samme genkendte ham som den ild elemental han var. Elvere levede jo længe, og mange af dem kendte til, og havde mødt, elementaler førhen. "Især nogle af de mange hulers lava gør det til et godt sted at finde ro." sagde han med en svag latter, før hans blik røg hen på Aria igen, som elveren talte om hende.

"Hun har ret. Hvis der var nogen eller noget der lokkede mig, så var det min egen nysgerrighed. Det kunne være meget interessant at se et cirkus igen efter så mange år. Og hvem ved - det kan godt være jeg bliver her lidt." det måtte tiden vise - alt efter hvor mange folk de var, og hvordan de alle var. Der var så mange variabler der kunne forkorte eller forlænge hans tid nær dem og Aria.

Det var som om at stjerner kort lyste satyrens natsorte øjne op ved de ord, og Aria strammede kortvarigt - og ubevidst om sin krops tydelige glæde - grebet om elementalens hånd. Blive her lidt? Hun havde mødt elementaler af jord og vand og luft, men aldrig ild; ilden dansede ikke i de skove hun var født og vokset op i. Så hvordan kunne man bebrejde hende andet, når hun øjnede muligheden for det spændende selskab han var? 
Mattis' glæde var mindre tydelig, men ligeså munter som satyrens idet at han roligt nikkede et par gange, en underfundig energi i øjnene. "Nysgerrighed kan man komme langt med" smilede han, og slog en hånd ud omkring dem. "Føl dig endelig hjemme om du kan, Phoenix. Vi spiser når solen går ned, og tænder op bålet der. Om du vil, er du velkommen til at slutte dig til os" 

Satyren nikkede taknemmeligt, førhen at hun med et friskt smil kiggede op på den mørkhårede mand. De blonde krøller hvirvlede om hovedet idet at hun kort kiggede til siden og vinkede til resten, førhen at smilet fik en mere underfundig kant, og hun grinte. "Så... vil du have en rundvisning af det hele, eller er der noget mere specifikt du kunne være interesseret i?" kvidrede hun, og de sorte, månestore øjne hen imod de mange forskellige vogne der prydede diverse artisters bevægelige hjem og 'hus'. Selv var hun også tilbudt en vogn, men den blonde satyr havde aldrig brudt sig om.. tag, og hvad det bragte med sig. Så længe det ikke var frost, klarede hun sig fint under den åbne himmel - selv regnvejr var velkomment i alt dens liv. Men hvad hun ikke havde i vogne, havde hun i finurlige magiske ting, som sørgede for at holde hende ovenvande og tør når de var på farten. 

"Det kan man - men for megen nysgerrighed kan også ende med at man brænder nallerne, så at sige." sagde han med et skævt smil. "Omend det med at brænde nu aldrig vil være en dårlig ting for mit vedkommende," og han lod endda en let latter forlade hans læber. Varme og ild helt generelt var jo hvad han i store dele bestod af, levede af - han ville aldrig blive brændt som andre ville.

"Men det lyder interessant. Vi se hvordan dagen går - som tingene står nu, så vil jeg se frem til at slutte mig til jer omkring bålet." nok endnu tættere på bålet end de andre... Meget gerne med minimum én del af ham inde i selve flammerne.

"Hmm... Lad os bare tage den fulde rundvisning til at starte med. Hvis der er noget der fanger mit blik, kan vi vel bare blive hængende dér?" sagde han derfor, til Aria's forslag. "Start med hvad du selv finder mest spændende, eller har en speciel tilknytning til... Det kunne jo være det var noget der ville interessere mig, også." foreslog han dernæst, med et skævt smil om de fyldige læber, som han så ned på satyren der fortsat virkede fuld af energi, som kunne hun næsten ikke kontrollere det - det var noget så tydeligt at mærke hendes glæde, hvor spændt hun var, som brusede hun bare over af begejstring, og det var svært ikke at lade sig påvirke af det.

// Undskyld den meget lange ventetid - skoleliv tog meget mental energi fra mig så jeg ikke havde overskud til emner. men nu er jeg tilbage! :D