Phoenix havde på nuværende tidspunkt været væk fra Rubinien i en rum tid. Dette var en af hans længere rejser - det var ikke ofte at han drog væk fra ørkenen, men i ny og næ skete det stadig. Han var i hans fønix form, flyvende højt oppe over træerne, som han var kommet ind over skoven. Flammerne bølgede efter ham som vinden slog små dele af ild formen fri, men ikke noget der i sidste ende gjorde ham det mindste. Han observerede de mange træer som de hurtigt forsvandt under ham, med den hastighed han havde, når han fløj. Et hav af grønt der så smukt ud i formiddags solen, som han også på afstand kunne høre fugle kvidre - før de skræppede op og søgte tilflugt som de så den kæmpemæssige ild fugl komme flyvende og retmæssigt frygtede for deres liv. Ikke at han nogensinde jagede - det var der ingen grund til, når man ikke kunne fordøje normal mad.

Efter et stykke tid så han lysningen han vidste der var i denne skov, og satte i et dyk. Hurtigt, men let og elegant, foretog han nedstigningen, for til sidst at baske med vingerne så det bremsede hans fald, lige inden han lod sig selv lande på en større sten i lysningen. Selvom dette gjorde at det meste af ham ikke rørte noget brændbart, så gjorde hans hale det stadig,hvilket satte ild til nogle planter bag ham. Men grundet hvor sunde og friske planterne var her, så var det ikke nogen ildebrand der spredte sig synderligt hurtigt.

Som han sad der, stadig i fugle formen, så han sig roligt omkring, med en god holdning, hovedet højt hævet, somhan betragtede plantelivet omkring sig, og det smule dyreliv han kunne se i udkanten af skoven der omgav lysningen.

I udkanten af lysningen, tæt op ad en større sten, sad Flix i menneskeform og rodede med et par eliksirer. Han havde fået en større bestilling fra en skummel fyr, der havde aftalt at møde ham senere samme uge i skoven, ikke langt herfra. Dagene forinden var blevet brugt på at finde ingredienser, koge dem, blande dem og lade dem køle. I dag skulle han mixe resten af de kolde væsker, så tre eliksirer kunne blive klar til den fremmede. Derfor havde Flix heller ikke brugt meget tid i sin normale størrelse, for det ville være tæt på umuligt at håndtere de store flasker, hvis man var så lille.

Lige som Flix samlede en flaske op og trak proppen af for at hælde indholdet over i en anden, mærkede han et nys snige sig ind. Han skyndte sig at stille flasken fra sig, for når Flix nyste, kunne han ikke fokusere nok til at opretholde sin menneskelige størrelse. Og ganske rigtigt, lige så snart et nys lød, faldt alt tøjet sammen på græsset og efterlod en lille alf gemt under bunken. Han måtte bruge et øjeblik på at grave sig ud fra under det tunge tøj og da han endelig kom fri, var en kæmpe fugl af ild landet på stenen ikke langt fra ham. Den sad med ryggen til og fik sat ild til nogle planter med halen, men så fascineret Flix var af den brændende fugl, registrerede han intet. Så stressende det sidste stykke tid havde været for alfen, var det helt beroligende at observere flammerne.

Der gik et øjeblik, før Flix rettede blikket ned mod flaskerne og endelig så at ilden havde fået fat i væsken fra den åbne flaske, der åbenbart var væltet da Flix skubbede tøjet rundt for at komme fri.
”Åh nej!” Lød det panisk fra den lille alf. Det betød allerede at han var nødt til at samle nye ingredienser til en eliksir og inden længe ville flammerne også få fat i kanten af tøjet. Så han begyndte at bevæge sine vinger, lettede fra jorden og flyttede sig hen ved siden af det store dyr. Han kunne ikke komme for tæt på uden at brænde sig, så han prøvede at puste sig lidt op i stedet, baske stort med armene, for at få fuglen til at rykke sig.
”Kom så, fugl! Flyt dig! Smut!” Jovist, det ville være lettere at få den til at gøre som han bad, hvis han bare gjorde sig stor igen, men Flix var noget så blufærdig, selv over for naturens dyr, og fordi tøjet ikke skiftede størrelse med ham, var han altså nøgen. Det var lettere at skjule i den lille størrelse.

Phoenix havde lukket øjnene for en kort stund, og nød hvordan brisen føltes imod ham, som den fortsat slog små ulmende gnister fra hans form, der stadig så ud som om nogen havde skulpteret en fugl ud af et intenst brændene lejrbål. Det var først da han hørte en ny stemme, der med sin letskingre tone med det samme fik ham til at tænke på en alf, at han atter åbnede øjnene, der var den samme glødende orange som de var i hans menneskeform. De orange øjne kiggede søgende rundt, før han fikøje på den lille alf der dukkede op lige foran ham, og talte til ham som var han et hvilket som helst dyr af skoven.

Han rykkede sig en smule så halefjerene var væk fra tøjet han nu fik øje på, førend han kiggede nærmest opgivende ned på den lille alf, og fnøs let, hvilket fit en smule røg til at ryge ud af ild næbbet. Han sænkede hovedet og kiggede lidt nærmere på den lille alf - ikke på hans krop, men hans ansigt... Nuvel. Fyren ville vel kun opdage at han ikke var en gemen fugl, hvis han skiftede tilbage til hans normale form, som var den, han også snart skulle tilbage til alligevel... Han ville kun kunne holde denne formiop til en halv time mere.

Så stille og roligt fik han forvandlet sig tilbage til sin mere menneskelige form. Det betød selvfølgelig også at han var nøgen lige nu, men det bekymrede han sig nu ikke lige så meget om. "Måske skulle du sikre dig at den du taler sådan til, ikke er mere end en normal fugl, først?" men han lød ikke fornærmet- tværtimod lød det som om han morede sig en hel del over det.

Flix baskede desperat med både arme og vinger, som han skævede mod flammerne, der kom tættere og tættere på tøjet. Han havde tasken med sig, hvor der som regel lå et par ekstra bukser og en ekstra trøje, men det havde han allerede brugt. Til gengæld havde han stadig sit alfetøj liggende i inderlommen på kappen, der måske ville ende med at gå i opløsning af ild om et øjeblik, hvis den fugl ikke snart flyttede sig.
Det store dyr så næsten helt opgivende ud, et udtryk man da ikke lige forventede at se hos et dyr. Flix så straks helt lettet ud, som den alligevel lige flyttede halefjerene nok til at det ikke ville gå ud over hans eneste tøj.

Det lettede udtryk ændrede sig hurtigere end man ville tro var muligt, idet fuglen pludselig ikke var en fugl længere, men en fuldvoksen mand. De ellers små øjne blev spærret helt op og lige så stille lagde Flix begge hænder foran sit nøgne skridt.
”D-du er ikke en fugl… Og du er nøgen,” konstaterede han meget hurtigt og lidt stammende, hvorefter han straks drejede hovedet væk og kneb øjnene sammen for ikke at kigge på den nøgne fremmede. Ikke så meget for hans egen skyld, men for den fremmedes skyld. Det var jo virkelig uhøfligt at stirre, bare fordi han intet tøj havde på.
”Det må du virkelig undskylde! Jeg troede ikke du var nøge-Jeg mener en mand!” I sin alt for akavede tilstand fumlede han lidt rundt i ordene.
”Selvom det nu var en meget pæn mand,” mumlede han på sylvan. Hvad der egentlig var ment at skulle være en tanke røg ud som den mumlende kommentar, men den anden ville næppe forstå hvad han sagde alligevel.
”Oh, vil du have noget at dække dig til med? Jeg har lidt klæder liggende dér på jorden,” tilbød han og lavede lige et kort hovedkast mod tøjet. Hvis han pegede, skulle han flytte en af hænderne der dækkede skridtet og det kunne han ikke.

På sin vis forstod Phoenix godt panikken. Der var mange der panikkede over så intens ild som han bestod af i denne form, og som han også kunne fremmane hvornår end han ville. Ild var jo nok, i sidste ende, det de fleste anså som værende det mest destruktive element, selvom han selv ville påpege at vand i store nok mængder kunne volde meget mere ravage end ild... Men nok om det.

Som han kom tilbage til sin mere menneskelige form,lagd ehan godt mærke til hvordan alfen pludselig dækkede sig til. Ikke at det var noget han bekymrede sig om, ej heller ikke sin egen nøgenhed. Blufærdighed var en meget menneskelig ting som han aldrig havde fået tillagt sig. Men det var måske naturligt nok når han holdt sig så meget væk fra mennesker som overhovedet muligt. Med den måde som de fleste af den behandlede naturen og elementerne på, så var det ikke nogen han havde lyst til at være i selskab med hvis han kunne undgå det.

"Ganske rigtigt." sagde han roligt, og trak let på skuldrene. Igen, hvorfor bekymre sig om det? Der var da intet mere naturligt end dette, var der? Men han smilede dogskævt som han hørte hvad alfen mumlede. "Tak for komplimentet," svarede han roligt tilbage, også på Sylvan. Et af de sprog han havde anset som en god ting at lære, siden mange af de racer han kunne lide snakkede det sprog. Han takkede nu alligevel ja til tøjet, og trak i det.

Den lille alf havde ikke altid været så blufærdig. Det var først kommet efter hans tur til Balzera, hvor han var tvunget til at være uden tøj det meste af vejen. Da han endelig kom til slavehandlen, blev han dækket til i de mest ubehagelige og slidte klæder, som man kunne forestille sig, og det var kun indtil han blev solgt videre og tvunget i noget nyt. Det var efterhånden længe siden, men han havde aldrig følt sig helt tilpas med nøgenhed af nogen art siden. Til gengæld lod det ikke til at genere den fremmede det mindste, hverken sin egen eller alfens mangel på tøj.

Kommentaren på sylvan gav direkte bagslag, da den anden svarede tilbage på samme sprog og den røde farve blev straks synlig i hele det lille ansigt.
”Oh.. Det b-beklager jeg, det var ikke meningen at du skulle høre det…” Lød det lettere nervøst fra den lille fyr, endnu engang på sylvan og en lidt akavet latter fulgte straks efter. Han hørte den anden flytte på tøjet og lige så stille åbnede han det ene øje, bare for at se hvor langt han var nået. Så snart tøjet var trukket på, rettede han blikket mod ham igen, men hænderne forblev foran ham selv.
”Der ligger noget tøj i min størrelse, i inderlommen på kappen. Vil du give mig det?” Spurgte han og forsøgte ikke at lyde alt for akavet. Det gik vist ikke helt godt.

Phoenix havde aldrig helt forstået behovet for tøj. Men, bevares, han havde jo også kun haft en menneskelig form i fire års tid nu. Før da havde han mest af alt bare bestået af flammer - på samme måde, som han gjorde i formen af fugl føniks. Og da flammer ikkeligefremhavdekønsdele, var der jo ikke noget at tildække, før. Og han så stadig ikke nogen grund til. Var det her ikke den måde man var allermest naturlig på, trods alt? Og så knyttet til den naturlige verden somhan var - så virkede det nærmest forkert at dække sig til. Så han gjorde det kun når han var i nærheden af byer, som regel. Men, for denne lille alf's blufærdigheds skyld, så tog han nu stadig tøjet på.

Men det var nu meget kært som hele det lille ansigt begyndte at ligne en tomat, da han havde svaret tilbage på sylvan til den lille kommentar han havde haft. "Ingen grund til at undskylde. Det var jo trods alt et kompliment." han kluklo en smule, som han fik rettet på tøjet, og dernæst nikkede, som han fik fisket det ekstra, mindre sæt tøj frem, og lagt det ned ved siden af alfen. Han var komplet slået over i sylvan nu - ingen grund til at tale det almene sprog når han var lige så god til sylvan, og alfen lod til måske at være lidt lettet over at kunne tale det, efter al akavetheden. "Du må undskylde den lille forskrækkelse jeg gav dig. Jeg så dig simpelthen ikke, ellers havde jeg nok landet på en anden sten."

Nu hvor Flix helst ville undgå at flytte hænderne for meget, satte den lille alf pris på at den fremmede valgte at lægge det lille sæt tøj ved siden af. Flix landede i græsset, der var højt nok til at skjule det vigtigste, som han hurtigt fik trukket de små bukser på, der kun gik til lige under knæene og dernæst fik trukket den lidt for store trøje ud over sig. I ryggen var der to huller, lige store nok til at han kunne skubbe vingerne igennem og stadig have plads nok til at bevæge dem ordentligt. Den røde farve i de ellers lyse kinder falmede allerede, idet han var blevet dækket ordentligt til og samtidig også fordi den anden lod til at tage imod den kompliment, som egentlig havde været en fejl. Ikke at det var løgn.

Flix selv var nu også slået helt over i sylvan. Det var så sjældent han fik lov til at tale med nye på sit eget sprog og det var da altid lettere end det krystalisianske.
”Åh, det gør ikke noget, jeg er heller ikke så stor. Jeg var så fascineret af din skikkelse, og jeg ville egentlig ikke have forstyrret dig, hvis flammerne ikke havde fået fat i min eliksir,” sagde han og så lige kort mod den væltede flaske, hvor flammerne var ved at dø ud. Han traskede igennem det høje græs og slæbte lige med lidt besvær de to lukkede flasker, der endnu havde hele deres indhold, væk fra den døende ild. Bare for en sikkerheds skyld.
”Måske jeg kunne få dig til at hjælpe mig med at samle lidt nye ingredienser? Det er lidt lettere når man er større.” Flix lød lidt usikker i sine ord, men kun fordi han egentlig synes det var lidt uhøfligt af ham at spørge den fremmede om hjælp. Han havde bare ikke meget valg, for han skulle stadig nå at lave en helt ny eliksir, inden kunden kom tilbage for at hente flaskerne.

Af respekt for alfen der lod til at være rimelig blufærdig, så Phoenix den anden vej mens han fik taget tøjet på. Det var vel kun høfligt for fyren havde gjort det samme for ham, omend det slet ikke havde været nødvendigt, set med Phoenix's øjne. Ingen grund til at skjule hvordan naturen havde skabt én... Selvom mange lod til at synes det.

Han smilede dog let som han hørte de næste ord fra alfen. "Åh, virkelig? Man er måske lidt... Fascineret af ild?" han vidste at der var folk i ny og næ der var det, trods alt. Hans egen fascination og forkærlighed for ild gav sig selv - nu han i størstedelen bestod af det og havde brug for det til at overleve, men der var jo alskens mulige andre personer der virkelig værdsatte ild for hvad det var - og han elskede at møde den slags folk. Måske denne llille alf var en af den slags, nu han sagde at han var fascineret af ild fugle formen.

"Hmm? Oh. Tjo, det kan du da godt. Det er vel også kun rimeligt, nu jeg - uden at mene det - var skyld i at det andet gik tabt." sagde han med et lille smil på læberne, som han nikkede ja til alfens lille forespørgsel. Han havde trods alt ikke selv rigtig noget at nå, han havde bare været nysgerrig efter at se denne del af landet lidt tættere på, nu han var så vandt til ørkenen som han var.

Der bredte sig et næsten helt begejstret smil om alfens læber. Om han var lidt fascineret af ild, det var ikke nok til at beskrive det. Men han nikkede.
”Mere end lidt. Mit arbejde kan være mere stressende end man skulle tro og de rolige flammer får mig til at slappe af. Derfor faldt jeg måske også lidt i staver, da jeg så fuglen, eller.. dig.” Smilet blev næsten kun større som han fortalte, han havde aldrig tænkt over hvor dumt det egentlig lød, at han kunne blive helt afslappet af at betragte flammerne. Ikke før han nu sagde det højt. Måske den fremmede ikke ville finde det helt så underligt, taget i betragtning at han tydeligvis ikke var et simpelt menneske.

Flix så en smule overrasket ud, som den anden ikke tøvede med at give en hjælpende hånd. Han ville vel ikke have bebrejdet ham det mindste, hvis han havde valgt at sige nej, for det var sådan set ikke hans problem. Det var alfens bagdel på spil, hvis noget gik galt med ordren. Derfor satte han da kun mere pris på hjælpen. Han havde efterhånden erfaret at ikke alle kunder tog det lige pænt, når den mindste ting gik galt.
”Mange tak!” Lød det muntert fra alfen, der straks gik i gang med at slæbe de to flasker ind i tasken på jorden. Han var endda nødt til at kravle hele vejen ind i den store taske, for at få placeret flaskerne ordentligt. Da han kom ud, tog han fat i taskens hank og strakte den så højt op han kunne, op mod den fremmede, så han kunne bære den. Det ville jo være umuligt for den lille alf.
”Jeg hedder for resten Flix. Hvad må jeg kalde dig?”

Og som alfen bekræftede at han var fascineret af ild, fik det et større smil frem på Phoenix's læber. Han elskede altid at møde folk der værdsatte ild for det den var - en utroligt smuk ting, omend den også kunne være dødbringende for så mange væsner. Men ikke ham - aldrig ham. Ilden var mere end hans ven... Den var jo en del af ham,og kunne derfor aldrig gøre skade på ham.

"Det forstår jeg udmærket godt. Jeg føler mig aldrig mere i ro, mere hjemme, end når jeg er i nærheden af ild... Men det er der jo så også en god grund til." Phoenix trak let på skuldrene, førendhan med et smil tog fat i taskens hank så snart Flix havde rakt den op mod ham.

"Flix?" han ville bare være sikker på at han hørte navnet korrekt, førend han smilede og introducerede sig selv, også. "Mit navn er Phoenix." sagde han så, før han hankede lidt op i tasken. "Så... Det er vist bedst at du viser vej, frem for at jeg bare går målløst omkring, er det ikke?"

Det så ligefrem ud til at behage den anden, at han lige var stødt på en alf, der nød de levende flammer, for mere end bare deres varme. Måske lige den eneste alf, der nok var mere pyroman end man skulle tro var muligt. Det var vist meningen at alfer skulle have et eller andet tæt bånd til naturen, men selvom Flix var vokset op sådan, så havde han altid følt et tættere bånd til menneskenes verden. Den samme verden, der egentlig ikke havde været helt flink ved ham altid.
Flix lagde hovedet let på skrå, som han stod og lyttede til den anden. Måske han vidste, hvad han mente? Måske det havde noget at gøre med hans evne til at skifte om til den der fantastiske fugl af ild.

Flix nåede ikke at tænke videre over det, før han måtte nikke i bekræftelse, som den anden gentog hans navn, og derefter præsenterede sig selv.
”Hyggeligt at møde dig, Phoenix!” Smilede han og slap så taskens hank, som den blev løftet fra ham.
”Åh, jo. Det er dén vej,” sagde han og pegede mod den lidt mørkere del af skoven.
”Vi skal ind mod den lidt mere skumle del af skoven. Det håber jeg ikke er et problem.” Han skulle trods alt hente nogle af de ingredienser, som måske ikke var helt lovlige.

Flix lettede fra jorden for at komme lidt højere op, så han ikke forsvandt helt i det høje græs. Han fløj højt nok til at være i hovedhøjde med Phoenix, bare så han heller ikke skulle bøje nakken for meget.
”Du sagde der var en god grund til at du følte dig hjemme, når du var i nærheden af ild. Må jeg spørge hvorfor? Jeg tror jeg har fundet ud af, at du vist ikke er et menneske, har jeg ret?” Han var så nysgerrig. Desuden havde han erfaret at det nok ikke var en dårlig idé at finde ud af hvilket væsen man valgte at gå tur med til den mørke den af skoven.

"Fornøjelsen er gensidig," sagde han med et lille smil og blink til alfen, før de begyndte at tage afsted. "Det er intet problem. Der er meget få steder i landet det ville bekymre mig at tage hen." og det var så sandt som det var sagt - han frygtede få ting, for det var meget få ting der ikke kunne blive rørt af ildens magt.

"Ah... Ja, det var du ganske ret i." sagde han med et smil som han så på alfen med hans glødende orange  øjne. "Af alle væsner i denne verden er jeg nok et af dem med tættest forhold til ilden. Ser du..." han løftede roligt en frihånd,og med en lille bevægelse, antændtes der en flammei hans hånd, som derikke skadede ham det mindste. "... Jeg er en ild elemental."

"Så... Hvis vi støder på noget 'farligt' derinde... Så kan jeg godt sige dig... At de fleste væsner flygter ved synet af nok ild." sagde han med et smil om læberne inden han stille og roligt slukkede flammen i sin hånd igen. Så langsomt, roligt og blidt som han overhovedet kunne - nænsomt, nærmest, hvis det var muligt. Det var tydeligt hvor meget han respekterede og elskede ilden - nu den også var en del af ham.

Flix kunne ikke lade være med at smile. Det var ikke så ofte han fik fornøjelsen af at følges med en, som ikke kun lod til at være frygtløs, men samtidig heller ikke ville bruge sin frygtløse attitude imod ham. Han var efterhånden lidt for vant til at tage imod nogle lidt for voldelige konsekvenser, når han afleverede en eliksir der burde være perfekt, men stadig ikke faldt i kundens smag. Det var vel bare sådan det var, når man valgte at handle med de skumle typer, der for det meste ikke havde noget imod de ulovlige planter.

Den anden gav alfen ret, da han gættede at han ikke var menneske og Flix løftede nysgerrigt øjenbrynene, som han lod blikket lande i de glødende, orange øjne. Blikket dalede derfra lige så stille ned mod den løftede hånd, hvor flammen blev tændt.
”Åh…” Flix fløj lidt tættere på. Det var præcis som han havde fortalt, at han altid fandt de indtagende flammer helt beroligende. Derfor svarede han heller ikke med det samme.

Først da Phoenix fik flammen til at forsvinde, rettede Flix sin opmærksomhed mod ham igen.
”Det lyder som om jeg har valgt at spørge om hjælp fra den helt rigtige. – Den modige elemental, der besidder evnen til at fremmane ild. Mine evner er vist ikke helt så behjælpelige, skulle vi ende med at rende ind i problemer derinde, så jeg stoler på dig, Phoenix,” sagde han smilende og satte så stille og roligt kursen mod den mørke del af skoven. Han sørgede selvfølgelig for ikke at flyve for hurtigt, så hans nye ven kunne følge med.

Phoenix kunne ikke lade være med at smile stort, som han så at det da var ganske rigtigt at alfen var umådeligt fascineret af ild, sådan som han fløj tættere på og stirrede ind i flammen. Det var nu meget sødt at se på - og så elskede han altid at møde folk der var sådan, da det trods alt også var den type folk der som regel respekterede ilden meget, modsat de folk der bare ville... Ja... Tæmme den, og slukke den for godtbefindende, så snart den ikke tjente sit formål længere. Det smertede ham hver gang han så nogen kyle vand ud over et bål for at slukke det når man kunne gøre det meget mere nænsomt med jord og deslige.

"Det er helt fint. Der er en grund til at folk frygter en elementals vrede," sagde han blot med et lille smil, som han fulgte med alfen ind i den mørkere del af skoven. "Det kan nu komme til din fordel, skulle der ske noget herinde." sagde han, som han roligt så sig omkring mens han gik, og Flix fløj afsted.

Selvom de ikke havde udvekslet meget mere end navne, så følte Flix sig underligt tryg ved sin nye ven. Det burde han nok ikke. Det var ikke unormalt, at når alfen valgte at sænke sine parader, stole på at en fremmed ikke ville noget ondt, så var det lige netop dét, der var formålet alligevel. Måske det var flammerne, der gjorde det. Det var altid en sikker måde at få Flix til at komme tættere på. Men han valgte nu alligevel at stole på Phoenix. Han virkede jo så flink.

Lige så stille nærmede de sig Dunkelskoven. De skulle hente mere end én ting derinde og lige meget om Flix var i stand til at gøre sig større eller ej, have behov for hjælp eller ej, så var han egentlig rimelig lettet over ikke at skulle derind alene. Man kunne allerede høre nogle underlige lyde fra skyggerne, som de bevægede sig igennem skyggerne. Det gjorde den lille alf en smule utilpas, men han forsøgte at distrahere sig selv.
”Så hvad laver du heromkring, Phoenix? Jeg synes aldrig jeg har set dig i Amazonitskovene før.” Det var ikke kun distrahering fra lydene i skoven, men fordi han da alligevel var nysgerrig. Han ville da gerne lære ham bedre at kende.

Som de kom ind hvor det var mørkere, og det blev sværere at se, samtidig med man kunne høre de mange lyde, ja, så løftede Phoenix en hånd som han lod en flamme forme sig i den igen. Både for at være klar hvis det skulle komme til kamp eller lignende, men især også fordi det betød de kunne se lidt mere, lidt længere frem end kun en meter eller to foran dem. Flammen gav dem vel omtrenten fem meters radius at se rundt i, istedet.

"Tja, for at være helt ærlig, så er jeg sådan set bare ude for at se mig omkring. Godt nok elsker jeg ørkenen, men med tiden bliver det altså også lidt ensformigt bare at se på sand og klipper dag ud og dag ind." sagde han, hudløst ærligt, som han trak let på skuldrene. "Jeg ville umiddelbart gætte på at du selv bor i omegnen?"

Flix flød lidt tættere på Phoenix igen som han fremmanede en ny flamme og lyste en lille del af den mørke skov op for dem. Det var vel også for at føle sig bare lidt mere sikker, for han ville bedre kunne skjule sig, hvis nogle af de ubehagelige lyde i mørket skulle vise sig at være en trussel.

”Jeg bor egentlig i Alfelunden inde i Amazonitskoven hvor vi kom fra, men det er så sjældent jeg er der. De synes måske jeg er lidt underlig. Jeg tilbringer meget tid sammen med mennesker, fordi jeg finder dem fascinerende. Deres verden er så anderledes end alfernes,” forklarede Flix.

”Men så kommer du altså helt fra Rubinien?” Straks kunne man høre en vag ryst i alfens stemme. Han havde ikke haft nogle behagelige oplevelser i Rubinien og han kunne da ikke helt lade være med at tænke, om Phoenix måske i bund og grund var lige så led, som alle de andre. Det var jo ligefrem lovligt at gøre sig i slaver dernede.

"Ah. Tja, sådan er det jo med os alle - vi har hver vores særheder, har vi ikke? Det handler bare om at finde nogen hvis særheder passer godt sammen med ens egne, i den her verden." sagde Phoenix blot med et lille smil, og som de kom ind hvor mørket blev lidt tættere, så gjorde han også flammen en smule mere intens end før, så de stadig kunne se lige så langt som før.

"Selv er jeg ikke meget for menneskernes verden - men så igen... De er heller ikke ligefrem en af de mest imødekommende racer for os elementaler, for at sige det mildt. Ikke efter hvad de så os gøre for ti år siden." sagde han med et lille suk. Han var godt nok blevet jagtet ud af mange byer.

"Og ja, det gør jeg. Der er ikke rigtig noget andet sted i landet der passer mig så godt som der. Jo varmere og mere tørt der er, jo bedre føler jeg mig tilpas." sagde han så med et lille smil. "Jeg har dog aldrig været enig i hvad mange folk gør dernede, jeg bor der udelukkende på grund af omgivelserne, ikke på grund af folket."

Flix nikkede smilende til den andens ord. Han kunne da ikke andet end at være enig, selvom han aldrig havde været så heldig at rende ind i én, som delte samme holdning. Eller i hvert fald aldrig én, hvis særheder passede til hans egne. I stedet havde alfen altid været den uheldige, der væltede ind i folk som ville ham ondt. Indtil nu.
”Åh, jeg har vist hørt lidt om hvad der skete, men ikke meget. Men mennesker er nu heller ikke særlig imødekommende over for alle andre, end ikke dem selv. Det er i hvert fald ikke megen venlighed jeg er blevet mødt af.”

Den lille alf åndede næsten helt lettet ud, som han blev forsikret om at han ikke gjorde sig i det forbandede slaveri, der foregik overalt i Rubinien. Så var han da i sikkerhed fra dét. Han nåede ikke at spørge mere ind, da en skrattende lyd kom fra et buskads lidt længere inde i skoven, og Flix straks fløj om bag Phoenix, hvor han klamrede sig til hans skulder, med de små hænder.
”Hvad var dét?!” Det her var beviset på at alfen ikke havde klaret en tur herind alene. Han ville aldrig komme mere end to skridt, før han løb skrigende ud igen. Forhåbentligt kunne Phoenix klare den slags bedre end Flix kunne.