Det var ikke fordi Amara ville påstå hun var noget musikalsk geni, men i sine 150 års levetid havde hun da opfanget et og andet med musikken. Hendes foretrukne instrument havde altid været en Guzheng. Det var ikke et instrument hun havde dyrket meget, men dog nok til at hun havde haft en hjemme i Elverly. Hun havde ladet den blive da hun var rejst, for det havde syntes ulogisk at tage den med, når hun ikke vidste hvor hun ville ende henne. 
Men nu havde hun endelig fundet sig til rette i Dianthos; indlogeret på et mindre værelse var hun for alvor begyndt at føle sig hjemme. Af en eller anden grund havde denne følelse af hjemme fået hende til at tænke på det instrument hun havde efterladt i hytten i Elverly og da først tanken om instrumentet havde sat sig fast, havde det været umuligt at få ud af hovedet igen.

Altså havde hun samlet de penge sammen hun havde til rådighed og havde sat kurs mod hovedgaden i sin søgning efter en bestemt butik. Hun mindedes at en af de andre healere i Helbredes huset havde talt om en instrumentmager, men hvor denne havde sin butik var gået Amaras næse forbi. Hun endte derfor med at gå rundt en rum tiden inden hun endelig stoppede en for at spørge om vej. 
Hun vidste sig at være ganske tæt på butikken, og et par minutter efter kunne hun åbne døren til butikken, der synes næsten dunkel mod solens klare lys udenfor, som til tider gjorde det næsten ulidelig varmt at være klædt fra top til tå som hun var i den lyse blondekjole. En klokke lød et sted i et baglokale som Amara lukkede døren bag sig inden hun vendte sig om og kastede et blik rundt i butikken. Det var ikke nogen stor butik, eller også synede den mindre end den rent faktisk var for overalt lå eller hang der instrumenter af alle mulige afskygninger og lokkede med hver deres stemme. 
Amara kastede et blik rundt i butikken: jo hun var alene og ude af stand til at styre sin egen nysgerrighed endte hun med at tage handsken af højre hånd for at lade hånden glide hen over det nærmeste instrument. 

Flynn Morris rejste sig i al hast, som den lille klokke over hoveddøren lod ham vide, at der var ankommet en gæst til butikken. Han sad placeret i et tilstødende kammer, hvor alskens værktøjer og specialdesignede arbejdsborde stod placeret ganske tætpakket. Der var derved ikke megen rum til at bevæge sig på, og det afkrævede derfor altid en hvis kunstnerisk smidighed, at komme ud derfra –

Ud kom han dog omsider, og hvad de isblå øjne så, var en ung hunelver – eller, så meget måtte han formode, taget hendes ganske præsentable udseende i betragtning – hvis ene hånd, lå og kælede for en af hans klassiske violiner.
Flynn smilede bredt, og løftede den ene hånd til hilsen: ”Jeg har selv lavet samtlige instrumenter, De ser i butikken, Miss”, fortalte den rødhårede mand venligt, i det han lod sine blide øjne glide henover væggen, der var prydet med adskillelige strygere. At Flynns blik var optaget, som fødderne ivrigt trådte frem, uden at have konsulteret hjernen øverst oppe, resulterede i det uundgåeligt, at Flynns hofte hamrede ind i disken – et faktum Flynn aldrig syntes at bide mærke i, for han fortsatte ufortrødent, som havde han slet ikke mærket til stødet.

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” 

Amara havde naturligvis ikke forventet at butikken ville være tom. Selvfølgelig var der en butiksejer et sted, andet ville være fuldstændig ulogisk. Men selvom hun var forberedt på det gav det alligevel et lille sæt i hende da lyden af en mandestemme nåede de spidse øre. "Åh," hun sendte ham et venligt blik, der dog indholdte en del overraskelse ved at høre, at de fantastiske instrumenter var hans egen kreation. Hvad måtte det ikke give af tilfredshed ved at kunne bygge noget, der kunne frembringe noget så smukt som musik? Det måtte være den ypperste stolthed og glæde at skabe noget man vidste andre mennesker ville finde så meget fornøjelse i. "De er meget smukke."
Et enkelt øjenbryn blev hævet da han slog hoften direkte ind i disken. Ud fra lyden at dømme havde slaget været hårdt, men han synes ikke at lade sig mærke med det, hvorfor Amara i første omgang ikke påpege det eller spurgte om han var okay. I stedet trak hun hånden til sig, forsigtigt for ikke at komme til at vælte den smukke violin, for atter at pakke den væk i sikkerhed bag handskerne hendes hud var dækket af. "Jeg leder efter et instrument. Eller, det er naturligvis derfor jeg er her, men jeg ville forhøre mig om De monstro har en guzheng, og hvad en sådan en i så fald vil koste?" Hun anede faktisk ikke om de havde et sådanne instrument liggende, eller om de skulle bygge det først. Eller om det kun var et instrument forbeholdt elvere, for hun syntes ikke at være stødt på det i storbyen. Men hun havde selvfølgelig heller ikke nået at opleve meget endnu, så mon ikke der fandtes det instrument hun søgte et sted?

Flynn lyste – om muligt – endnu mere op ved kvindens kompliment og med blide, isblå øjne fangede han hendes blik med sit eget. Netop som den unge mand med det ildrøde hår skulle til at takke hende, fremlagde hun dog sit ærinde og den begejstring, der tog over for venligheden, var umulig ikke at bemærke.
”En guzheng?”, udbrød Flynn ivrigt, hvorefter han lo lavmælt men sprudlende. ”Det er længe siden, at jeg har haft en efterspørgsmål på et sådant instrument”, lød det dernæst forhastet. End ikke øjeblikket efter drejede Flynn rundt på hælen og skridtede hastigt tilbage mod disken. Det var først, da han havde placeret sig bag den og fundet pergament frem, at det gik op for ham, at elverhunnen stadig stod ved violinen. Selvom Flynns ansigt emmede af professionel begejstring – han var ganske enkelt umådelig fascineret af alskens mekanismer – formåede han dog, at vinke hende venligt til sig.

”Jeg har ikke en til udstilling Miss, men jeg kan lave en til Dem! Speciallavet og med alle de finurligheder, som De måtte ønske”, fortalte han, hvorefter han strakte sin ene arm bagud og greb om en trebenet stol, hvorpå han satte sig. På intet tidspunkt forlod hans blik kvindens kønne ansigt. ”Og ja, hvad angår prisen – altså, det afhænger af, hvor vanskeligt det bliver, at skaffe træ og de rette hestehår til strengene. Jeg ville nok, som udgangspunkt, sige 4 jadestykker! Det er jo en større en af slagsen – tænker De, at den skal være retmæssig i størrelsen? De der halvanden meter?” 

Som hans blik fangede Amaras kunne hun ikke lade være med at stirre en smule. Aldrig havde hun set øjne så blå som dem han havde, og det tog hende et par sekunder før det gik op for hende, at hun havde holdt øjenkontakten lidt for længe.
Rødmene trak hun blikket til sig for i stedet at fokusere på den begejstring der havde overtaget hans stemme ved hendes forespørgsel. Forhåbentligt havde han ikke bemærket hendes stirrende, og da hun i hvert fald ikke havde tænkt sig at påpege den tog hun glædeligt imod muligheden for at tale om det ønskede instrument i stedet. ”Jeg er heller ikke stødt på det efter jeg kom til Dianthos, men jeg tænkte, at hvis der var et sted jeg kunne finde en guzheng så måtte det være her. Deres butik er varmt omtalt i min omgangskreds.” Forklarede hun med et varmt smil.

Hun fulgte efter ham op til disken som han vinkede hende op, stadig med et smil om de fyldige læber mens hun fraværende rettede handsken så den sad ordentligt på hendes hånd. ”Åh, det havde jeg heller ikke turde håbe på, jeg tænker ikke det er det instrument De kan sælge mest af.” Svarede hun, da han gav udtryk for ikke at have en guzheng i butikken. Hun overvejede hans pris et øjeblik. Fire jadestykker var en del. Det var ikke meget hun tjente ved at arbejde i Helbredelseshuset, men hendes forældre havde givet hende en del krystaller med da hun havde forladt sin fødeskov for at søge ud i verden, så hun vidste hun havde pengene. Og et instrument ville kunne give hende mange timers underholdning, især hvis hun også fandt en læremester der kunne lære hende at blive endnu bedre. ”Ja en egentlig størrelse ville være at foretrække, lyden er bedre i dem. Vil de måske kunne skrive noget i den?” Han have jo nævnt muligheden for at få speciallavet den, men det var bedre at spørge end bare at gå ud fra at det var noget han ville gøre.

Flynn så op med lykkelige, isblå øjne og med et bredt smil om læberne, bukkede han kejtet med sit fregnede hoved. ”Det er virkelig alt for pænt af Dem, at sige sådan, Miss!”, udbrød den unge mand begejstret, hvorefter han ivrigt satte fjerpennen til pergamentet, parat til at notere ethvert ord fra hunelverens kønne læber.
”Jeg har faktisk kun solgt en enkelt – også til en skovelver, Miss – men ja, det er efterhånden ved at være et årti siden. Det er jo lang tid for os mennesker”, lød det dernæst, hvorefter et klukkende og kortlevende grin fulgte. Stadig betragtede Flynn kvinden med stor interesse, og da hun omsider nåede frem til hendes krav til instrumentet, begyndte de isblå øjne at slå gnistre. Det var nu, at det blev spændende og den unge mand med det ildrøde hår, levede for disse øjeblikke.

”Jeg kan lave – og skrive – lige hvad end De ønsker, Miss. Men hvis det er på skovelvernes sprog, så bliver De nødt til at skrive det for mig, så jeg kan kopiere symbolerne hen på træet – men sig mig, hvor ønsker De, at ordene skal stå? Skal det – nej, vent De et øjeblik, så skal De se!” Med det ord rejste Flynn sig hastigt fra den trebenede stol, hvorefter han forsvandt ud i baglokalet for blot et øjeblik. Da han kom tilbage var det med en plantegning over en guzheng. 


”Så kan De bare pege løs, så noterer jeg imens. Tænker De, at den skal have de traditionelle 16 eller 21 strenge?”  

Det var svært ikke at stirre lidt for intens inde i det isblå øjne. Ikke fordi Amara havde nogen intentioner om flirt eller utilsigtede tilnærmelser, men fordi det var de mest blå øjne hun nogensinde havde set. Hun beherskede sig dog, velvidende hvor uhøfligt det ville være at stirre, og fokuserede i stedet på hans begejstring ved udsigten til en ny opgave. "Amara," sagde hun, "alt det der miss får det til at lyde som om jeg er en eller anden nobel dame fra de øvre lag. De kan bare kalde mig Amara." Hun vidste godt det var menneskenes høflighed at tiltalende hende som miss, men det virkede så fremmed i hendes øre og hun foretrak bare sit navn fremfor alle mulige titler. "Men det overrasker mig ikke, at der har været andre skovelvere der har haft interesse for instrumentet, jeg synes ikke jeg er stødt på det her i byen i det års tid jeg har boet her." Måske var det i virkeligheden mere et elverinstrument end noget andet, det ville i hvert fald forklarer hvorfor der ikke blev solgt mange. Selvom det selvfølgelig også var for stort til at transporterer rundt, hvilket kunne være en forklaring på hvorfor man så flere violiner rundt om i bybilledet.

"Ah ja, selvfølgelig, det gør jeg med glæd-" begyndte hun, men gik i stå da han i alt hast forlod sin plads bag disken for at forsvinde ud i baglokalet igen. Der gik et lille øjeblik, så vendte han tilbage med tegning over en guzheng. Smilet på hendes læber bredte sig da han afslørede sin idé for hende. "Det er virkelig en god idé," det ville i hvert fald gøre det lettere for dem begge. Hun tænkte over hans spørgsmål et øjeblik. "16, tror jeg. Det er det jeg er bedst bekendt med, og da jeg ikke ligefrem er velbevandret i instrumentet tror jeg, at det er bedst jeg gør det så simpelt for mig selv som muligt." Hun tog handsken af igen da det ville gøre det nemmere at pege, afslørende det voldsomme brandar der fyldte det meste af højre hånd. "Jeg vil gerne have nogle blade her," hun pegede på et omrids af instrumentet på tegningen. "-Det mindre mig om mit hjem." Indskød hun med et smil. "Og teksten skal være her, bare rolig den bliver ikke lang." Hun havde ikke planer om at gøre det mega indviklet hvis han ikke kunne tale sproget, for elvisk havde nok fremmed bogstaver til at gøre det svært for de der ikke skrev det. "Har De lavet instrumenter længe?" Spurgte hun og sendte ham et interessant blik. Han så ud til at være en ung voksen, men dette turde Amara ikke være helt sikker på, for hun var så ufattelig dårlig til at bedømme menneskealder. Små børn og gamle mennesker kunne hun godt vurderer, men alt midt i mellem var svært for en, hvis koncept af tid og år var så forskellig fra de mennesker hun delte verden med.

Flynn kom til at le – klukkende og hjerteligt. ”Amara!”, gentog han fornøjet, til trods for den indvendige stemme – der i høj grad mindede om hans mors skingre røst – der dog advarede ham om, at navne var for elskende eller venner. Elverhunnen var ingen af delene.
Ikke desto mindre forsøgte Flynn dog at efterkomme hendes ønske, og jo mere denne Amara snakkede om instrumentet, ja, des nemmere blev det også. Hvis der var noget, der kunne få Flynns mundtøj på afveje, så var det netop det, de to nu var i færd med at diskutere.

”Det er også et bøvlet instrument! Oh, jeg mener, forstå mig ret, Miss – jeg mener Amara! Det er stort og svært at fragte rundt, så der er ikke megen brug for i krostuerne! Det er simpelthen for besværligt, at få det rundt med sig. Og så også på landevejen! Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det bliver udsat for lidt af hvert der!”, talte Flynn ivrigt, hvorefter han pegede direkte op i luften med en fregnet pegefinger – hans isblå øjne forlod dog ikke Amaras egne. ”Og så er der jo de rige oppe øverst i byen, Miss! De vil hellere have violiner eller pianoer, forstår De! De er pænere, siger de!”

Flynn gjorde omsider inde, men kun da Amara syntes, at finde frem til, hvordan hun ønskede guzhengen skulle udformes. ”16 strenge ville også være lidt billigere! Jeg kan – har De nogen særlig træsort i tankerne? Eller skal jeg gå efter det billigste træ?”

Amara havde ikke været helt sikker på, om han ville hoppe på hendes forespørgsel om brugen af hendes navn. Hun havde hurtigt bidt mærke i at mennesker foretrak formaliteter mere end så mange andre racer – måske fordi det var en måde at distancerer sig på. Det var derfor en glædelig overraskelse da han rettede sig selv og benyttede sig af hendes navn i sin iver efter at tale om instrumenter. ”De har ret; det ville være et alt for omfattende instrument at rejse med. Jeg er dog overrasket over at pianoer anses for pænere. De er smukke, ingen tvivl om det, men det kan en guzheng så sandelig også være. Det de har kreeret i butikken er i hvert fald fantastisk smukt.” Ud fra hans viden om instrumenter var hun i hvert fald helt sikker på, at han kunne skabe et mesterværk.

Hun burde måske have haft en tanke om en træsort, men det havde hun faktisk ikke. Det var ikke fordi det her var en ugennemtænkt indskydelse, hun havde længe gerne ville have et instrument der mindede hende om hjem, men hun havde altså ikke tænkt så langt, at hun havde tænkt over en træsort. ”Nej,” svarede hun derfor med en hovedrysten, så hendes hår dansede omkring hende. ”Jeg er helt tryg ved, at De kan finde noget De synes vil komplimenterer instrumentet.” Hun sendte ham et smil fuld af tillid; han var kunstneren her, så hun var helt sikker på, at han nok skulle finde noget smukt.

For Flynn ville begejstringen ingen ende tage. Hans fregnede ansigt lyste af opstemthed, alt imens at han nikkede ivrigt.
”De har ret! Helt bestemt, ja! Jeg synes nu også selv, at en guzheng er meget smuk at betragte. Teknisk er et piano dog sværere at lave, men det har jeg efterhånden haft i hænderne så mange gange, at jeg kunne gøre det med lukkede øjne”, svarede Flynn forhastet, hvorefter han dog rejste sig op fra den vakkelvorne taburet. ”Giv mig et øjeblik, Miss – jeg mener Amara!”, lød det dernæst og i det, at Flynn – for anden gang – forsvandt ud i baglokalet.

Flynn vendte tilbage ikke mange øjeblikke efter, og i sin hånd havde han en række små rektangler af forskellige trætyper, han ivrigt rakte frem mod skovelveren.
”De kan tage dem her i nærmere øjesyn, imens jeg laver os en kop te. Kunne De tænke Dem det? Jeg har også – ja, lidt sandkage tilbage fra i går og noget… næ, det har jeg ikke, kom jeg lige i tanke om! Sandkage og te er det, jeg kan tilbyde” Flynn smilede bredt til hende, hvorefter han – og nu var det efterhånden traditionen tro – igen skridtede ud i baglokalet. Denne gang dog for, at lave te og hente kage imens, at Amara kiggede prøverne igennem. Under normale omstændigheder gik Flynn ikke nær så meget op i, at kunden forblev i butikken men den kønne kvinde var ganske enkelt for behagelig til, at han ikke gerne ville yde den ekstra service. 

Han havde sikker ret i at et piano var sværere at lave end en guzheng, og dermed også mere prestigefyldt at have stående. Mere prydende og praglende.
Amara forstod det ikke. Bevares, for mange ansås elverne for at være ”fine”, måske fordi de alle var bygget mere skrøbelige og dermed kunne bevæge sig med en vis ynde, men det betød ikke at de dyrkede de finere ting. Amara gjorde i hvert fald ikke. Hun havde måske stræbet efter de finere luftslag da hun havde været yngre, men med tiden var hun blevet langt mere jordnær og langt mere ydmyg. ”Det ved jeg ikke noget om, men hvis De siger det tvivler jeg ikke på, at det er sådan det forholder sig.” Svarede hun med et smil, der blev en anelse forvirrende da han atter forsvandt ud i baglokalet.


Det gik hurtigt op for hende, hvorfor han var gået ud i baglokalet, for da han vendte tilbage med en masse forskellige rektangler af træ blev hendes øjne store. Hun var omhyggelig med ikke at røre ved ham da hun tog imod de mange forskellige rektangler, og lod undersøgende den handskeløse hånd glide hen over hver eneste træsort. ”Åh det er meget venligt af Dem, men De skal endelig ikke ulejli-” begyndte hun, men nåede ikke længere før han atter forsvandt ud, denne gang øjensynligt for at lave te og hente kage. Han var godt nok mere venlig og imødekommende end Amara havde mødt længe, og hun kunne ikke lade være med at føle sig ganske godt tilpas i hans selskab.
Mens han var væk tillod hun sig at tage den anden handske af – hun var simpelthen nød til at røre det hele for at kunne træffe en beslutning. ”Kan De fortælle mig, hvilket træ dette er? Jeg synes ikke jeg genkender det?” Spurgte hun og holdt en af rektanglerne op da han atter sluttede sig til hende ude i butikken. Trækanten hun holdt op var af et blankt stykke træ, mørkt men med et svagt grønligt skær Amara ikke før var stødt på.

Flynn nåede aldrig at høre elverkvindens protester. Da han kom tilbage – balancerende med både kage og te på en smukt udskåret bakke af træ – smilede han dog ligeså bredt, som da han havde forladt hende få øjeblikke forinden.
”Fugleøje træ!”, faldt svaret prompte, hvorefter Flynn hastigt skænkede te og stak en lille tallerken med en dertilhørende dessertgaffel i Amaras retning. Dernæst bevægede han sig hastigere tættere på, og lod mundtøjet gå sin egen vilde gang for endnu gang: ”Det er ret almindeligt til strygerne. Jeg kan polerer det på forskellige måder, men overfladen er som oftest skinnende og træets årer kan vise sig på tre forskellige måder. Jeg har –” Flynn tav brat og lod de isblå øjne glide rundt i butikken. Da han endelig fandt, hvad han søgte, vinkede han Amara til sig.

”Jeg har tre forskellige slags her, som De kan se. Vil en syntes De bedst om? Desuden skal jeg lige tilføje, at træsorten er ganske fordelagtig og robust, men uden at instrumentet bliver for… ja, tungt. Det er selvfølgelig stadig tungt, helt af Zaladins til faktisk, men – ja, forstår De, hvad jeg mener?” Flynn skævede ned til kvinden med et bredt og undskyldende smil om læberne.

Amara var ikke sen til at tage imod den tallerken han rakte frem mod hende – allermest fordi hun var bange for han ville komme til at tabe det i sin iver efter at tale om træet hun havde udset sig.
Fugleøje træ. Amara havde aldrig hørt om det før, men fandt det ganske interessant at man kunne polerer det på forskellige måder og få forskellige resultater ud af det. ”Hvor kommer det fra?” Spurgte hun, og satte forsigtigt tallerkenen fra sig på disken, som han vinkede hende ud i butikken igen.

Hans begejstring ville ingen ende tage, og den var mere smittende end noget han før havde oplevet, hvorfor smilet da også tegnede sig bredt om de fyldige læber. ”Jeg forstår,” nikkede hun med et smil. ”Jeg kunne have valgt en træsort der var endnu tungere, som eg.” Hun lod blikket glide fra den begejstrede mand til de tre violiner, som åbenbart var dem der var blevet poleret på hver sin måde. Og skønt det var tydeligt det var samme træ var der tydelige forskelle i det de var blevet til under arbejdet. ”Jeg tror, nej jeg ved, jeg bedst kan lide dette.” Hun pegede på violinen ude til højre. ”Hvis det altså ikke er til for meget besvær? Jeg kan sagtens vælge en anden træsorte, hvis det er lettere at arbejde med?” Skyndte hun sig at tilføje da hun ikke ønskede at være til mere besvær end højst nødvendigt.

Flynn smilede fortsat bredt. ”Topalisøen, Miss”, lød svaret prompte, hvorefter ordene: ”beklager – Amara!” hastigt fulgte i hælene på de første.

”Jeg får, fra tid til anden, nogle af mine træsorter derfra. Det koster ikke mere, hvis De bekymrer Dem for prisen, skal jeg hurtigt lige tilføje! Jeg vil meget gerne lave guzhengen for Dem! Og jeg forstår, at De bedst kan lide den polering. Det er slet ikke til besvær overhovedet”, fortsatte den rødhårede mand ivrigt og pludselig bevidst om, at den smukke elverkvinde kiggede på ham med oprigtighed i sit blik. Nok var Flynn Morris ikke en erfaren mand, når det kom til det modsatte køn, men han var heller ikke blind. Nej, langt fra. Desuden gik det op for ham, at han havde svaret hende i en stor pærevælling af ord, og erkendelsen fik hans fregnede kinder til at lyse rødt af forlegenhed.

Dertil var det også længe siden, at Flynn havde nydt en kundes tilstedeværelse på samme måde, som i det øjeblik men han var også begyndt, at løbe tør for spørgsmål.
Sammen gik de tilbage til disken, hvor bag Flynn placerede sig på taburetten igen. Han greb om blyanten, hvorefter han begyndte at opsummere bestillingen. Stadig interesseret – og tydeligvis kæmpende med at fordele sin opmærksomhed to steder – spurgte han: ”Hvad laver De så i hovedstaden, Amara?”

"Ah, det forklarer det. Der har jeg aldrig været." Nu var Amara heller ikke så gammel, så hun var sikker på hun nok skulle nå det. Hun havde i hvert fald ikke travlt, men hvis træerne var så smukke ved Topalisøen, hvordan mon resten så ikke måtte se ud?
Den rødhårede mands forsøg på at berolige eventuelle tanker om priser fik hende til at smile. Han var virkelig venlig, venligere end hun havde mødt længe. "Jeg vil meget gerne have den i denne træsort - og selv hvis den bliver dyre er det ikke et problem. Smukt arbejde koster." Forsikrede hun ham med et smil. Den røde farve der steg op i hans kinder var tydelig for Amara, som ikke følte behov for at påpege den da han sikkert var opmærksom på den selv. Desuden kendte hun alt til at sige alt for meget - eller slet ingenting - og lade følelserne løbe af med sig.

"Det... er et godt spørgsmål," erkendte hun, da han spurgte hvad hun lavede i hovedstaden. "For at være ærlig ved jeg det ikke helt selv. Efter plagerne havde jeg bare brug for at komme væk hjemmefra og starte på en frisk, og dette virkede som et godt sted at starte. Jeg har været heldig: jeg har fundet job i helbredseshuset og mødt en masse venlige mennesker. Og en imødekommende instrumentmager." Tilføjede hun med et smil. "Er De født i hovedstaden?" Spurgte hun, for var han da ville han måske have nogle gode råd til noget hun burde se eller opleve, som hun ikke selv var opmærksom på.



//Sorry, der gik lige sommerferie i den.

Flynn opgav, at nedskrible bestillingen og lod i stedet sin opmærksomhed hvile på Amara. Han nikkede og skar ansigt, når han syntes, at det passede ind og smilede omsider til sidst; faktisk så bredt, at hans hvide, halvskæve tænder blev blottet bag de smalle, hjerteformede læber.
”Jeg forstår. Hovedstaden er et lunefuldt sted. Man kan finde alt og ingen ting her!”, svarede den rødhårede ivrigt, hvorefter han hastigt nikkede for endnu engang.

En fregnet og bleg hånd gled rundt i butikken: ”Butikken her er gået i arv. Jeg ejer den ikke, fordi min morfar er stadig god i hovedet – det er bare hans hænder, der ikke længere vil lystre helt – men jeg står for alt bestillingsarbejdet og kreationerne”, forklarede Flynn smilende. Han var ikke stille for andet end et sekund – eller så lang tid det tog ham, at sætte en af de fine tekopper til munden og tage en slurk – før, at han ivrigt fortsatte:

”Jeg er for resten født her, ja. Jeg har levet her alle mine dage. Hovedstaden har alt, hvad jeg har brug for. Og jeg møder mange forskellige slags mennesker igennem mit arbejde. Primært mennesker. Men skam også skovelvere som De, satyrer – ja, jeg har tilmed solgt adskillelige instrumenter til dæmoner og en mørkelver!” Flynn smilede og kastede begge arme ud til siden, som for at sige: Her kan alting ske! Se bare! 

Der var noget enormt charmerende over den unge mand. Han var iøjnefaldende på grund af det røde hår, men han var også virkelig åben og imødekommende, og Amara var glad for at have søgt hans butik og haft mulighed for at snakke med ham. Dette møde var et hun kunne leve højt på længe, høj på den venlighed han havde udvist hende. Hun vidste godt hun var kunde, og at han sikkert var ligeså venlig mod alle andre - det var sådan en butik overlevede - men det virkede bare så.... ægte at Amara gerne tog imod den venlige tilgang til hende. "Det er sandt," nikkede hun. "Og på trods af størrelsen har jeg aldrig følt mig så meget i fred med mig selv."

Hun tog en tår af teen mens hun lyttede til ham, fanget af en historie om hvor skrøbeligt et menneskeliv kunne være. "Ah ja, det hører jeg mennesker sommetider kan blive ramt af: hænder der ikke helt vil som de. Min tip-tip-tip oldefar havde gigt i knæene til sidst, men han var også meget gammel." På den måde var der ikke nogen forskel på mennesker og elvere: alle kroppe gik til sidst i forfald, det var uundgåeligt. "Mørkelvere?" Hun havde hørt om denne race før, men aldrig før set dem. "Og hvad laver De så, når De ikke er her? Hvad er godt at lave i hovedstaden?" Hvis nogen måtte vide det var det ham, og Amara var meget interesseret i at høre hvordan man kunne fordrive tiden. Lige nu gik hun rundt og observerede, læste eller skrev breve, så hun kunne godt bruge nogle flere indput om den store by.

Flynn lyttede, som gjaldt det hans liv; de isblå øjne var let opspærret og da Amara nævnte en tip-tip-tipoldefar, måtte Flynn distræt tælle efter med fingrene. ”Hold da helt sommerferie!”, udbrød han, da det omsider gik op for den fjogede og ranglede mand, hvad det præcis indebar. Flynn vidste naturligvis godt, at elvere kunne leve længe, men det var stadig en (for) abstrakt størrelse til, at han forstod det, som han forstod sig på instrumenter; nemlig, helt ind i knoglerne.

Straks efter måtte Flynn dog flytte fokus andetsteds hen, og for blot et øjeblik så han eftertænksomt ud i luften. Det var ikke gået hans fregnede næse forbi, at Amara havde talt hjertevarmt om byen, men for nu lod han den information ligge sig til rette et sted i baghovedet.

”Har du set tempelhaverne?”, lød det omsider, ivrigt, hvorefter Flynn lyste op i endnu et smil. ”De er kendt for deres skønhed! Og når ja, deres ro naturligvis. Der kommer jo mange præster og præstinder der!” Flynn skyndte sig at tage en endnu en tår te, før han fortsatte: ”Jeg er for det meste bare i butikken, for jeg er den eneste, der arbejder her. Min mama er her naturligvis engang imellem, men det er ikke særlig tit! Ikke mere! Hun hjælper – jeg har mange fætre og kusiner, ja, jeg ved faktisk ikke hvor meget, så hun er alle andre steder og giver en hånd med de nye Morris-børn!” 

Hans udbrud fik en perlende latter til at glide over Amaras læber. "Jeg beklager," sagde hun hurtigt, "Jeg har ikke været omkring særlig mange mennesker før jeg kom her, så sommetider glemmer jeg, at alder ikke har samme betydning for os, som det har for jer." Hun vidste der var de elvere der anså mennesker som døgnfluer, som noget man ikke behøvede at tage seriøst fordi deres levetid alligevel ikke var andet end et enkelt blink. Men sådan var hun ikke. For Amara beundrede menneskets opfindsomhed. Deres levetid var så kort, og alligevel syntes de alle at have fantasi nok til at efterlade et eller andet mærke i verdenshistorie, hvor stort eller småt det så end var. 
"Nej?" Amara havde ikke engang hørt om templehaverne, men det blotte navn gav hende indtryk af, at hun så sandelig burde undersøge det nærmere. "Men det lyder som om de er et besøg værd." Hun sendte ham et varmt smil, taknemmelig over manden, der gad bruge tid på at oplyse en nytilkommen om hans hjemby. 
Som han gav et større indblik i sig selv og sit liv kunne hun ikke andet end lytte begejstret. "Det lyder som et stort ansvar. Er I mange i familien? Ja undskyld min nysgerrighed, De behøver ikke svare hvis De ikke ønsker det. Store familier fascinerer mig bare: det er sjældent elvere får mere end et eller to børn." Forklarede hun, udmærket klar over, at hun havde stukket næsen i ting der ikke ragede hende. 

Flynns fregnede kinder blev røde i det, at skovelverhunnen lo. Hans eget smil falmede heller ikke men forblev stadig bredt, så perlerækken af hvide og skæve tænder fortsat var til fuldt skue for alle, der måtte kigge ind af butikkens store vinduer. Amaras grin mindede om magisk musik og lyden af den perlende latter gjorde godt i Flynns øregang.

”Ej, du skal slet ikke undskylde! Slet ikke! Og du må spørge mig om alt! Det, jeg er slet ikke så forlegen”, udbrød Flynn prompte, hvorefter han viftede afvisende med sin ene hånd. Og dette til trods for hans ildrøde kinder, der ellers vidnede om en ganske anden historie. Det var dog ikke en, Flynn som sådan havde lyst til at fortælle. Den unge mand ville gerne gøre et godt indtryk og efter sigende kunne unge kvinder godt lide selvsikkerhed.

Straks efter faldt Flynns ansigt dog i eftertænksomme folder og han var, noget ukarakteristisk, stille i et langt øjeblik. ”Den er nok ret stor, ja. Den officielle bog siger, at vi er i hvert fald 63 individer bare her i Dianthos! Men jeg skal være helt ærlig, jeg tror ikke, at jeg kender halvdelen, men vi hilser altid på hinanden! Rødt hår og alle fregnerne giver os væk til hinanden, og så siger man, ’Morris!’ og så, hvis man er i familie, så får man et ’Morris’ igen.” Flynn smilede tilfredst op til Amara.

”Men hvad med dig? Og hvor gammel er du så?”