Det var en blæsende dag, og selvfølgelig havde Noriana valgt at gå en spadseretur ned ad strøget i det øvre Dianthos. Hun elskede at kigge på de fine forretninger, og hun havde endda købt en fin parasol der kunne skærme hende fra solen, når hun var ude. Af en eller anden grund så gik fine damer med parasol, og eftersom at Noriana var en fin dame, eller det burde hun i hvert fald være, så havde hun købt en parasol. 
Hun havde sin anstandsdame med og var iklædt en mørkeblå kjole med blonder. Hun kunne knap nok trække vejret i den. Hvor hadede hun dog korset. Ihærdigt prøvede hun at slå parasolen ud, men vinden blæste for kraftigt, så hun pakkede den fint sammen igen og brugte den som stok. Anstandsdamen så misbilligende på Noriana. De brød sig ikke om hinanden. Der havde været for mange episoder, hvor Noriana havde løbet væk, og den stakkels anstandsdame forgæves havde ledt efter hende. Desuden vidste den ældre kvinde ikke en pind om Norianas evne til at gøre sig usynlig, hvad kun var en god ting. Hun overvejede endda nu, at gøre brug af den magiske evne, så hun kunne komme væk i en fart. 

Heldigvis for Noriana var der nogle musikkere på gaden. Anstandsdamen stoppede fornøjeligt op og Noriana løb ind i en gyde og gjorde sig selv usynlig. Også sprang hun ellers afsted ned ad gaden, lige indtil hun løb ind i nogen og faldt så lang hun var. Usynligheden forsvandt. Hun rejste sig hurtigt igen. "Undskyld, min gode herre," startede hun.

Egentlig var denne dag ganske behagelig. På trods af at solen skinnede var det ikke bragende varmt, for blæsten der kom i stærke træk fik sat gang i en effektiv udskiftning af luften, der ellers kunne have hængt tungt over Dianthos.
Det var ikke ofte Abel befandt sig på gåben. For det meste blev han fragtet rundt i hestevogn, for benene var ikke hvad de havde været. Gamle og slidte var de, og efterhånden var de også begyndt at være mere stive end hvad godt var – hvilket mindede ham om, at han skulle finde nogle nye. Det måtte være til at finde en stærk, ung mand med et par gode ben i løbet af sommeren. Og efter sidste gang vidste Abel, at han var i stand til at høste dem uden at slå sit offer ihjel; var han rigtig heldig ville det være en, der var så sund, at han ville have flere legemsdele at høste. Oh jo, det måtte han huske at kigge efter ved dette års sommerfest på godset. Det var en årlig ting, at Abel inviterede hans bønder til fest på godset. En dag, hvor de bønder der købte sig ind på hans grund fik mulighed for at høste frugten af deres hårde arbejde – bogstavelig talt – og hvor Abel sørgede for underholdning, legetøj til børnene og en dag der for alvor kunne cementerer hans ry som en god og rar mand. Hvilket var nødvendigt med de ting han ellers havde gang i – og så var det også en glimrende dag til at få nogle gode aftaler med de omkringliggende gårde.

Det var faktisk også derfor Abel var på gåben denne aften. Med sig havde han en yngre tjener, der bar på nogle store kasser med det legetøj Abel havde bestilt hos legetøjsmageren for nogle uger siden og nu havde vært klar til afhentning. ”Vi bliver virkelig nødt til at købe bolcher nok,” sagde han, mens han humpede ned af gaden, støttende på den sølvbelagte stok. ”-sidste år løb vi tør før-” hans sidste ord blev afbrudt af… noget der stødte ind i ham med sådan en kraft at han et kort sekund frygtede at falde, det ville hoften næppe kunne holde til. Heldigvis var hans tjener både vaks og hurtig, og det lykkedes ham at gribe Abel med den ene hånd mens han balancerede med kasserne med den anden.
Abel selv havde dog for travlt med at kigge på den yngre kvinde, der i det samme dukkede op før fødderne af ham, bogstavelig talt. Interessant. ”Det skal De ikke tænke på, frøken. Er De uskadt?” Spurgte han, bekymringen var tydelig i det gamle, arrede ansigt.