Kati 08.07.2020 11:18
Det var en blæsende dag, og selvfølgelig havde Noriana valgt at gå en spadseretur ned ad strøget i det øvre Dianthos. Hun elskede at kigge på de fine forretninger, og hun havde endda købt en fin parasol der kunne skærme hende fra solen, når hun var ude. Af en eller anden grund så gik fine damer med parasol, og eftersom at Noriana var en fin dame, eller det burde hun i hvert fald være, så havde hun købt en parasol. Hun havde sin anstandsdame med og var iklædt en mørkeblå kjole med blonder. Hun kunne knap nok trække vejret i den. Hvor hadede hun dog korset. Ihærdigt prøvede hun at slå parasolen ud, men vinden blæste for kraftigt, så hun pakkede den fint sammen igen og brugte den som stok. Anstandsdamen så misbilligende på Noriana. De brød sig ikke om hinanden. Der havde været for mange episoder, hvor Noriana havde løbet væk, og den stakkels anstandsdame forgæves havde ledt efter hende. Desuden vidste den ældre kvinde ikke en pind om Norianas evne til at gøre sig usynlig, hvad kun var en god ting. Hun overvejede endda nu, at gøre brug af den magiske evne, så hun kunne komme væk i en fart.
Heldigvis for Noriana var der nogle musikkere på gaden. Anstandsdamen stoppede fornøjeligt op og Noriana løb ind i en gyde og gjorde sig selv usynlig. Også sprang hun ellers afsted ned ad gaden, lige indtil hun løb ind i nogen og faldt så lang hun var. Usynligheden forsvandt. Hun rejste sig hurtigt igen. "Undskyld, min gode herre," startede hun.