Der var gået noget tid siden festen, og siden hendes møde med en charmerende ung mand der fortalte hende fangende historier på balkonen. Hun ville lyve hvis hun påstod at hun slet ikke havde tænkt på ham siden. Især den aften hun var taget hjem og havde kigget ud af vinduet i længere nattetimer, huskende hvad han havde fortalt og hvor rar han havde været.
Dagen efter havde hun rystet på hovedet af sig selv, og smågrinet forlegent. Mænd forsøgte alle at være charmerende. Denne Neagu lykkedes blot bedre med det end så mange andre. Så hun begyndte at pakke mødet ned i en kasse igen. En kasse med et rart minde, men stadig gemt væk som værende en enestående ting der var sket, som hun næppe forventede hændte nogensinde igen.

I dag tænkte hun ikke på ham. Solen stod højt på den fine sommerdag, hvor ikke engang skyerne syntes at ville drage ind over den blå himmel og forstyrre. Nemesis havde gået på markedspladsen det meste af dagen med sin faster, snakket løst og fast. Det havde været overraskende hyggeligt, selvom der var perioder hvor de ikke helt så i samme retning. Hvad kunne man ellers forvente med deres aldersforskel.
Senere splittede de sig, og Hecate gik hen på biblioteket mens Nemesis bandede sig vej gennem gaderne ned mod teateret som Clara havde vist hende. Det havde taget sin tid, men det var lykkes Nemesis at overtale sin faster om at give hende mere frihed. Så længe hun holdte sig på de pæne veje, og ikke talte for længe med fremmede.
Hun gik tilbage gennem markedspladsen, sikrede sig at ingen rørte ved hende, da hun så den velkendte skikkelse. Mindet fra aftenen kom lidt hurtigere og lidt kraftigere tilbage til hende end hun helt ville være ved, og den lyserøde farve skinte et kort øjeblik igennem i hendes kinder. "Neagu? Sjovt at se Dem her" eller sjovt og sjovt, han havde vel også brug for at komme ud!

Neagu - manden som kunne smile, og få en hver til at blive blød i knæene. Manden der kunne vinde kvinders hjerter, og få ungmøer til at genoverveje om deres løfter om at holde sig til efter ægteskab, var det værd. Ja, der var mange rygter om den blonde mand, med det altid venlige smil og flotte tofarvede øjne - der anskuede verden, med en optimisme som mange ikke kunne forstå. Og derfor, var det hellere ikke altid nemt, at se at det også var en maske. Men dage i dag, havde det været svære for ham at genfinde lysten til at smile. Noget var gået galt, og han vidste ikke helt hvordan han skulle være i sig selv. Han havde fortalt en anden at han elskede dem - velvidende, de måske ikke troet på ham. Eller forventede, at han havde ment det på den venskabelige måde. Hvilket det bestemt ikke var. Den dag, havde rygtet spændt ben for ham. 

Så derfor havde han ikke just lagt mærke til sine omgivelser, som han havde stået og kigget på alskens ting, der fandtes på markedspladsen. Ikke hørt efter, når folk havde prøvet at sælge ham noget - og slet ikke se ud af øjenkrogen, at en kvinde der kendte ham som adelig - pludselig havde genkendt ham og var på vej hen - ikke før en genkendelig stemme ramte hans øregang. En smule forbavset vente den blonde man sig retningen af Nemesis. Han gav hende et forsigtigt smil, som han hurtigt kiggede ned af sig selv. Iført en heldigvis ganske fin skjorte - i en mørke olivengrøn farve. Med borderier af guld. Hans mørke linnedbukser, der sad tæt rundt omkring de muskiløse lår. Og sidst men ikke mindst, de knæ høje støvler - som mest af alt, var et varemærke for den højere mand. 
"Frøken Reier" sagde han og fandt hurtigt et venligt smil frem, og lavede et hurtigt buk med hans hoved. Det gik ikke, at hun opdagede at hvem han havde været den aften, alt sammen havde været en løgn. "Ja, jeg må indrømme jeg gik lidt rundt i en tåge - og ved faktisk slet ikke hvad jeg laver her." små lo han - sandt. "Hvad laver de selv her? Ude og se om der skulle være kommet nogle smukke smykker?" prøvede han sig ad, og kiggede rundt på markedspladsen - for at se, hvor var det lige der var nogle smykker? 

Nemesis blinkede et par gange, men fastholdte sit velkommende og glade smil over at havde set ham. Stadig pænt klædt, men mere nede på jorden virkede det. Som var dette en mere naturlig omgivelse for ham. Det forsigtige smil fortalte sit, og en undren gik igennem hende som hun let lagde hovedet bare en kant på skrå.
”Er De altså så distræt” der var en munterhed i hendes stemme der viste at hun faktisk var mere afslappet overfor ham denne dag end hun havde været aftenen på balkonen. Hun bar stadig handsker der skjulte hendes hænder og underarme, trods kjolens ærmer skjulte det meste af den forsigtighed.

”Jeg var ude med min faster, som allernådigst lod mig gå alene tilbage, som hun søgte bibliotekets bøger og viden. Så opdager hun heller ikke hvis der kommer et eller to af de omtalte smukke smykker med hjem” der var noget over ham denne gang som virkede til at han var forvirret, eller bare ikke havde ventet hendes pludselige selskab. En hånd gled med en let nervøsitet op i hendes hår og satte en vildfaren lok tilbage om bag øret. ”Jeg beklager hvis jeg forstyrrede Dem. Det var blot rart at se Dem igen” hun havde ikke glemt stjernehistorierne, og nu hun så ham igen stod det klokkeklart i hendes sind.

Han lod blikket glide ned af hans skikkelse, var han distræt i dag? Han plejede ellers selv i hans normale skikkelse at være en anelse mere flamboyant, end de fleste der gik rundt her på market. Men måske havde hun ret? Eller det havde hun jo, da han kiggede ned og så, at han ikke var lige så farverig som han plejede at være. Så derfor mødte han hende med et skuldertræk og skævt smil.
“Nogen dage, vil man bare have lov til at være en af alle de andre.” Sagde han en anelse diskret, hvilket jo i og for sig var ganske sandt. Blot, havde det ikke noget at gøre med, at han var adelig. Men at han i dag ikke havde følt for, at klæde sig yderligere på. Han skulle ikke skabe opmærksomhed omkring sig selv, som han gik her i mellem boderne. Og det var af flere grunde.

Han lyttede opmærksomt og nikkede, som hun forklarede hvorfor at hun pludselig var her. Små lo, da hun snakkede om, at hun så ikke ville opdage hvis der kom nogle ekstra smykker med hjem. Var hun ikke adelig? Så kunne hun vel selv bestemme hvad hun brugte sine krystaller på? Eller var det ham som havde misforstået noget?
“Det skal de slet ikke tænke på, jeg virker en anelse konfus - det kan jeg godt mærke. Men det er blot fordi, jeg gik rundt i mine egne tanker.” Han bukkede let hoved, som en høflig reaktion. Han skulle trods alt stadig agere inde for hans ‘skuespil’.
“Er deres faster ikke glad for, at de bruger penge på smykker?” Spurgte han endelig ind, som han hævede et spørgerene øjenbryn. 

Det var ikke noget Nemesis som sådan kendte til. Mest af alt fordi hun var opvokset så afsidigt som hun var, og derfor ikke rigtig havde mødt den almene befolkning. At gå her blandt dem, var nyt for hende, og derfor var hun ikke sikker på om hun faktisk selv skilte sig ud eller egentlig gik ret godt i et med dem. Hun lignede trods alt en der havde fri adgang til penge. Nemesis var mest af alt meget uvidende, men konkluderede blot at han var mere jordnær i sine farver i dag end han havde været til festen. Meget. ”Ja det er nok rigtig” hans ord havde dog sin effekt, selvom hun smilte som intet var hændt. Hendes behandskede hænder gled sig dog en smule nervøst over hinanden. have lov til at være en af alle de andre.

”Tanker kan være tunge” hun var nysgerrig efter at spørge efter hvad der gik ham på og havde taget hans opmærksomhed på den måde, men det gled ikke over hendes læber. Ganske enkelt fordi det ikke ville være høfligt at udspørge en anden person om noget så personligt.
”Hun har en noget kontroversiel tilgang til hvad alle unge anstændige folk bør bruge deres penge på. Viden er vigtigere end skønhed. Hun har nok ret, men..” hun skulle lige til at færdiggøre sætningen med en bitter bemærkning om at i hendes tilfælde ville skønhed formentlig bringe hende bedre vilkår end viden. Men hun stoppede sig selv, kom med et lille nervøs grin og trak på skulderen. ”Men man kan vel godt ønske sig begge ting”

Han nikkede langsomt og betænksom, da hun nævnte at tanker kunne være tunge. Det havde hun så evigt ret i, og det var mærkelig at hun kunne sige det så let og med så få ord.
Et lille smil spillede på hans læber, som han betragtede hendes skikkelse, med hans rolige tofarvede øjne. Især da hun begyndte at forklare, hvorfor at hendes faster ikke synes at en kvinde skulle købe smykker. Og der var vel en sandhed i, at viden var vigtigere en skønhed. Men hvis man ikke satte pris på de skønne ting i livet, var livet så værd at leve for at finde viden? Og gik de to ting ikke sammen i hånd og hånd? 

Så da hun sagde man vel godt kunne ønske sig begge ting, nikkede han langsomt. "Jeg er enig, man kan sagtens ønske sig begge ting." hans blik kiggede på smykkerne der lå ved boden, og manden bag stod stadig og smilede stort - men formåede også og holde sig i skinnet og ikke prøve at overdynge dem med en sælger tale.
"Hvad siger de så til, at de lader mig betale for et smykke. Så kan de sige til deres faster, at det var en hedning af en adelig, der simpelthen ikke ville tage nej for et nej - og købte det til dem?"

Nemesis opfangede ikke sælgerens intentioner. Det var ikke et område hun havde forstand på, og helt ærligt, ville Nemesis være et nemt offer for manipulerende sjæle på markedspladsen. Naiv og uerfaren, det var præcis hvad den unge adelige kvinde var.
Hun så overrasket på ham og mærkede langsomt hvordan varmen steg op i kinderne selvom hun forsøgte at bekæmpe det. ”En hedning af en adelig? Hun ville elske det ordvalg.” hun havde lyst til at sige at han virkelig ikke behøvede og at han ikke skulle bruge sine krystaller på hende.

”Hvis De ikke tager nej for et nej, må jeg vel bøje mig for Dem” et svar der huede sælgeren meget, men han holdte sig stadig tavs for ikke at spolere salget af nogen art. ”Men så lad mig i det mindste finde noget til gengæld.” Hecate måtte da kunne se at det kun var ren høflighed og god plig at vise sin taknemmelighed. Hun valgte at ignorere sin faster indre stemme der skingert påpegede at han måtte være ude på noget. Det ville Neagu ikke. Han var en rigtig gentleman.

Han fnøs moret, da hun gentog hans ordvalg og bøjede respektfuldt hoved, som der var ønsket af den karakter, som han var i lige nu. “Brug det endelig, hvis de føler det kan hjælpe dem” og han kiggede op igen, og blinkede med et ene øje. Dog nåede han aldrig så langt, da han ud af sit ene øje så en mand der kom gående mod ham, en mand han ikke ønskede der skulle genkende ham, og derfor bryde magien der var mellem de to mennesker der stod sammen lige nu. Neagu af Sandfell og Nemesis Reier. 
Der var kun en løsning, han var nød til at gå, med det samme. 

“Hey, hvad tror de, de laver?” Sagde han med en brysk stemme, og gik mod manden der kiggede forvirret på ham. Neagu snuppede finger let, en pung fra en kvinde der stod ved siden af. “Jeg så de tog denne kvindes pung, hvor vover de, sådan at tage krystaller fra redelige mennesker?” Manden så blot endnu mere forvirret ud, men heldigvis havde han en af de ansigter, mange ikke ville stole på. Hvor ja, mange ville have svært ved at modsige en som Neagu. Kvinden hvinede og begyndte at sende eder og forbandelser mod den fangede tyveknægt. Han gav pungen tilbage til kvinden, og greb manden om armen. “Beklager frøken Reier, men jeg vil følge manden mod den nærmeste byvagt - lad os ses en anden dag, jeg sender dem et brev?” Spurgte han med et smil, men lod hende næsten ikke svare, før at han slæbte afsted med manden. 

Da de var ude af syne, smed han ham op mod væggen og snerrede. “Hvad vil du Torstan?” Brummede han vredt, som den anden begyndte at smile. “En lille advarsel Neagu, blot en lille advarsel”

Et let grin forlod hende som hun med en ganske let opgivende mine rystede på hovedet af ham. Det var mere fordi hun morede sig. Hun kunne ikke tillade sig at bruge det ordvalg om ham. I hvert fald ikke til andre end ham, for tænk nu hvis folk misforstod og troede hun virkelig mente det.

Fortryllelsen blev bragt ophævet som en skræmmende sandhed om markedspladsen ko frem. Der gik et ganske let gip igennem Nemesis ved Neagus bryste stemme, men hun var hurtig til at vende kroppen mod manden, som Neagus blik var rettet imod.
Ubevidst, bakkede hun strådt om bag Neagu, for alligevel ikke at være for tæt på tyven. Og så her ved højlys dag? Og tydeligvis også uforsigtigt. Hendes hånd rakte promte mod hendes egen pung, men den var stadig i sikker forvaring.
"J-ja, gør endelig det" svarede hun en smule forfjamsket, blandet med forvirring over hele situationen.
Et blidt smil kom frem på hendes læber. Hun havde ikke lyst til at være naiv og sige, at Neagu havde været som helten der så alt det onde og forsvarede det gode, men lige nu, efter en situation som denne var det netop det indre billede hun fik. En tanke der fik hende til at blive rød i kinderne og ryste på hovedet af sig selv. "Hvad ville din kære faster ikke sige, frøken Reier!" drillede hun sig selv en smule håbløst, før hun valgte at sætte snuden hjemefter. Det var nok sikrest nu hun havde set at der virkelig var tyve i omløb.