Amelias hjerte slog hårdt imod hendes bryst som en fugl, der forsøgte at undslippe sit bur. Hun havde aldrig før befundet sit et sted som Skumringskvarteret, og da slet ikke så sent på aftenen. Lyden af druksange og skrålen, stanken af møg og pis, og synet af affaldet i rendestenen og de fattige børn – alt var nyt for hende. Hun kunne nærmest mærke kulstøvet sætte sig som et lag på huden. Hvor var det væmmeligt! Sådan et sted burde brændes.

Hun knugede stofposen ind til brystet og klemte sig op ad murværket, idet døren til det nærmeste værtshus gik op, og en lyskegle oplyste et par brovtende mænd med mjødkrus i hånden. ”Jeg bryder mig overhovedet ikke om det her, frøken Amelia. Slet, slet ikke,” hviskede anstandsdamen, som fulgte Amelia tæt. ”Hold mund,” hvæsede Amelia tilbage. Hun havde været fornuftig nok at iklæde sig en sort kappe, men selv i sit mest usle tøj, var det svært at sløre hendes aristokratiske præg. Hun kiggede på den nussede seddel og derefter op på det slidte vejskilt på husmuren. ”Det burde være tæt på,” hviskede hun. Da de to mænd forsvandt, småløb Amelia rundt om hjørnet og fandt endelig det rigtige husnummer. Hun bankede tre hurtige slag på døren og så sig hurtigt over skulderen. Hun var ikke sikker på det her. Slet ikke. Men hun havde ikke noget valg, koste hvad det vil. Og stofposen var fyldt nok til at købe enhver bygning i dette møgkvarter.

Det sorte, glatte og lettere uglede hår hang ned langs ryggen på den halvdæmoniske kvinde, som ejede sin egen butik BLIGHT. Hun var i fuld gang med at morte nogle urter, til en eliksir til en kunde. Hun var dybt koncentreret og stod og talte hvor ofte hun havde kværnet urten. Hendes hud var utrolig bleg og med et grønligt skær, og de lange tynde fingre var kun yderligere blege af at holde hårdt mens hun mortede. Nakken var bøjet forover, således hendes næsten hvide øjne kunne se ordentligt ned på den kvaste urt.

Ude fra hovedlokalet kunne hun høre sin krage skrappe lidt, hvilket alarmerede halvdæmonen om mulige gæster. Hun talte derfor højt, ”36, 37, 38, 39… 40!” Hun stillede morteren fra sig og begav sig ud i hovedrummet, og kun et kort øjeblik efter blev der banket på hendes dør. Normalt trådte folk blot ind som det passede dem, hvilket fik hende til at undre sig med det samme. Iført sin natkjole og diverse smykker om hals, arme, fingre og ører begav hun sig hen til døren og åbnede den op, hvor hun så to frøkener stå ude foran hendes dør. Hun trådte straks til side og med en rolig håndbevægelse signalerede hun de måtte træde indenfor, så hun kunne lukke døren efter dem. ”Velkommen. Hvad kan jeg hjælpe Dem med, frøken…?” lød det fra den lave og rolige stemme. Hun fiskede lidt efter et familienavn, eftersom pigen der havde stået forrest, havde set ret så velplejet ud, både i huden, håret og det tøj hun begav sig i. Det skreg alt sammen nærmest adlen. Halvdæmonen, som gik under mange navne, men kaldte sig selv Contessa, vidste altså hun skulle træde varsomt hvis hun skulle tilfredsstille kunden med hvad end hun måtte have brug for.

Selve hovedlokalet var et stort mørkt lokale, med massere bogreoler, og reoler til at holde styr på smykkeæsker. På væggen lige over for indgangen, hang der et stort vædderkranie med store horn. På en væg til højre for indgangen hang der en masse flettede bundter hår. Disse var en samling, da hvert bundt havde unikke egenskaber. Lige ved siden af de flettede bundter hår, var der et lille bord, med to stole over for hinanden. Disse blev ofte brugt til spådomme.

I et par ubehagelige sekunder troede Amelia, at den grufulde rejse gennem Skumringskvarteret var forgæves, men så åbnede døren til butikken. Amelia trådte hurtigt ind efterfulgt af anstandsdamen. Hun åndede lettet op, nu da hun havde ladt rakkerpakket bag sig.

I næste sekund frøs hun fast på stedet. Amelia havde hørt, at folk kaldte kvinden en heks, og dog chokerede synet hende. Alt lige fra kvindens hvide øjne til den grønlige hud signalerede unaturlighed.
Det var uhøfligt at stå og glo, så Amelia forsøgte at se afslappet ud. ”Rosalie Underwood,” præsenterede hun sig. Hu havde bestemt ikke tænkt sig at fortælle sit rigtige navn i tilfælde af, at denne heks var typen, der også solgte oplysninger om sine kunder. Rygtet om grunden til hendes besøg skulle nødigt sprede sig – mindst af alle til hendes udkårne.

Nu da hun stod foran heksen, tøvede Amelia. Hun forsøgte at skjule sin nervøsitet ved at studere varerne i butikken. Hendes blik faldt på en bunke hår, og hun rynkede uvilkårligt den fine, lille næse, om end det pirrede hendes nysgerrighed. Det var ligesom i historierne!
”Jeg har hørt, De kan spå i fremtiden,” sagde hun, mens hun tog et skrin op i hånden og undlod se på den uhyggelige heks. ”Hvad tager De for at se ind i min?”

”Frøken Underwood,” nikkede Contessa anerkendende. Hun valgte ikke at stille spørgsmål ved kvindes blik, hun var trodsalt vant til blikke og stødende kommentarer. Contessa kunne tydeligt se, at ligesom mange andre af hendes kunder, at denne kunde var nervøs. Contessa selv stod med en utrolig ro over sig, som om hun slet ikke bemærkede uhyggen og det væmmelige kvarter udenfor. Hun havde trodsalt boet der i noget tid og var vant til hver en bevægelse og lyd der skete udenfor. Selvfølgelig kunne man altid blive overrasket.

Contessas næsten hvide øjne, gik fra kvinden til hvor end kvindens øjne landede. Contessa var meget opmærksom på om der var noget der skræmte kvinden eller gjorde hende mere utryg.
Fremtiden. Det var altid et spændende emne at snakke om, for så snart man kendte til fremtiden, så ville den ændre sig. ”3 safirer,” svarede hun ret så prompte. Nogen ville mene det var dyrt… Adelige ville nok mene det var rimeligt. Eftersom udbuddet var lille og efterspørgslen var stor, tog man en høj pris, så seerne kunne følge med og selv kunne have noget fritid. Det at Contessas priser var flydende, var så noget andet.
”Er der noget bestemt jeg skal se efter?” spurgte hun med sine øjne søgende efter kvindes blik. Hun vendte sig en anelse mod stolene der stod op langs en væk og lod sin grønne blege hånd vise vej hen mod stolene. ”Tag endelig plads, frøken Underwood” tilbød hun kvinden. Contessa selv havde i hvert fald planlagt at sidde ned, når hun skulle se fremtiden for kvinden, eftersom det ikke altid var at hun kunne stå på benene samtidig.

Amelia satte skrinet fra sig på hylden og vendte sig mod heksen. Tre safirer var ingenting. Mindre end en ny kjole, og dem havde hun et beklædningsrum fuld af. Det var sandsynligt, at heksen tog en højere pris, fordi hun kunne se, at Amelia var adelig, men Amelia var ligeglad. Hun åbnede stoftasken, trak tre, kongeblå safirer op og lagde dem på bordet. Så tog hun plads på den tomme stol.

Ja, hvad ønskede hun egentlig at spørge om? Hun skulle giftes med Athelstan, den del af skæbnen var allerede beseglet. Men ville hun nogensinde blive lykkelig igen? Ville kærligheden på en eller anden måde finde hende? Det var de spørgsmål, der lå på tungen, men hun var for stolt til at stille dem. Hun nægtede at lyde som en anden kærlighedshungrende naiv tøs.

”Nej. Lad mig høre, hvad De kan fortælle,” svarede Amelia. Hun hev hætten ned, så hendes opsatte, korngule hår blev synligt. Hun så afventende på heksen. Synet af de hvide øjne fik hårene i hendes nakke til at stå i vejret, og tilsat rummets uhyggelige indretning fik Amelia hurtigt følelsen af, at noget overnaturligt virkelig kunne finde sted her. Det kildede spændt i hendes mave.

Contessa var lettere overrasket over hvordan frøkenen blot lagde de tre safirer på bordet. Hun lod det dog kun vise sig ved et smil om at nu var der handlet. Hendes lange fingre indfangede hurtigt de flotte safirer til sig. Hun lænede sig kortvarigt ind over, og under, sin disk, for at fange låget af en skjult metalkrukke. Da låget var løftet af, lade hun safirerne ned i krukken, inden låget blev lagt på igen. Contessa gemte sin valuta mange steder. Valutaen startede dog altid her, for er kunne man høre når der blev lagt penge i. Pengene blev dog altid gemt væk når dagen var omme, og derfor lød metalkrukken tom, udover de tre safirer der blev lagt deri nu.

Contessa betragtede hvordan adelsfrøkenen satte sig i den ene af de tomme stole, og hvor hendes tjenestepige stod i forhold til. Tjenestepigen skulle jo nødig blande sig, for så ville Contessa se forkert. Nok kunne Contessa finde på at snyde sine kunder, men Contessa ville altid have den rette viden bag, og vide hvornår hun løj for sine kunder. Med rolige skridt begav de bare fødder sig over det næsten rene gulv. Det var i hvert fald renere end omme bag disken, hvor der lå små glasskår fra ødelagte eliksir flasker.

Hun satte sig ned foran adelskvinden som blot ville høre alt hvad der var. Kvindens flotte, opsatte korngule hår blev synligt, som hun hev hætten af. Hvis ikke Contessa var sikker på at kvinden var adelig før, afslørede hårets frisure og glans det i hvert fald. “Ræk mig Deres hånd,” lød det roligt, som Contessa lagde sin højre hånd, med håndfladen op, på bordet. Så snart kvindens hånd blev lagt i Contessas ville hun forsigtigt lukke sin hånd om hendes og lægge sin anden hånd ovenpå kvindens. Der var ikke noget fast greb. Hun lukkede sine øjne og udgav et lille suk, før hun blev suget ind til at se fremtiden, og øjnene spærrede op. Contessa kunne se kvinden blive gift, og ganske kort efter have utallige uenigheder og skænderier med sin ægtemand. Der blev til tider kastet med breve, og tårerne trillede fra frøkenens kinder. Hun så dog også en graviditet og hvordan barnet gjorde parret tættere og stærkere. “Uenigheder... Skænderier... Et flot, glad barn med mørkt hår... Kærlighed...”

Amelia betragtede heksen grisk trække safirerne til sig og dernæst putte dem ned i en metalkrukke, der klirrede tomt. Var Amelia mon dagens første kunde, eller var heksen kun lidt besøgt? Hendes veninde havde forsikret hende om, at kvinden var en af de dygtigste, og i sin desperate tilstand var Amelia villig til at prøve alt.

Ved heksens opfordring rakte Amelia hånden frem og lod hendes lange fingre lukke sig om den. De var iskolde. Amelia sank en klump og modstod trangen til at trække sin hånd til sig. Hun følte sig på vej ud på gyngende grund. At fifle med magi var noget, hendes mor altid havde frarådet. Og i eventyrene var heksene altid onde: de forvandlede skibsbesætninger til svin, og dræbte deres fjender med magiske urteafkog.
Magi havde altid sin pris. Hun sendte en stille bøn til Chance om, at den allerede var betalt med safirerne.

I næste øjeblik blev heksens øjne spærret vidt op, og ordene, der forlod hendes læber, sendte et sug gennem Amelia, som om hun faldt ned i et dybt hul. Et flot, glad barn med mørkt hår? Kærlighed? Det kunne ikke passe.
Amelia flåede hånden til sig. ”Du tager fejl!” sagde hun hårdt. Mørke pletter havde bredt sig på hendes kinder. Kvinden var en bedrager, en svindler, der sagde, hvad hun troede Amelia ønskede at høre!
Eller også… kunne hun virkelig tale sandt?
Amelia rejste sig brat op. ”Det må ikke ske. Jeg skal ikke have børn med ham!”

Den adelige hånd forlod de lysegrønne blege hænder. Contessa rystede lidt på hovedet og blinkede overrasket, som hun blev kylet ud af sit fremtidssyn. Tog Contessa fejl? Måske. Var det dog det hun så? Ja.
Contessa var vant til at kunder hørte ting de ikke ønskede, eller ting de ønskede. Det var tydeligt sådan som hun rejste sig op at hun ikke ønskede det hun så.
”De skal huske fremtiden kan ændre sig, frøken Underwood,” lød det fra den lille skikkelse som langsomt trak hænder til sig, så de kunne støtte hende lidt som hun rejste sig op. Uden at sige meget bevægede hun sig om bag disken. Man kunne høre hun åbnede en skuffe og kort efter hev hun en lille urt frem mellem to fingre. Urten var lille og havde små, orange blomster. En duft af mynte spredte sig med det samme i lokalet. ”Kender De til Topalis urt?” lød det fra hende roligt. Contessa var allerede i gang med at sælge kvinden flere ting. Hvis hun gerne ville undgå en graviditet, måtte hun betale og lytte, således havde Contessa bedst mulighed for at guide adelsfrøkenen igennem brugen af urten og hvordan Contessa kunne gøre hendes liv meget nemmere ved blot at bære et smykke.

Amelia havde lyst til at smide heksen i fængsel for at sige den slags, men hun kunne ikke fortælle nogen om situationen, for så ville de spørge, hvorfor komtesse Amelia havde besøgt heksen i første omgang. I stedet var hun tvunget til at beherske sit temperament og sætte sig ned på stolen igen.

”Jeg har vigtigere ting at tage mig til end at beskæftige mig med hekseurter,” lød Amelias svar, idet hun stirrede på urten og opfangede duften af mynte. En del af hende var pludselig nervøs ved tanken om at skulle fifle med magiske urter, men det virkede som en nem pris at betale for at undgå at dele afkom med Athelstan af Erneyll.
”Kan den forhindre mig i at blive gravid?” spurgte hun direkte, og dernæst lidt for ivrig: ”Hvad vil du have for den?”

Den spydige kommentar om ’hekseurter’ skulle Contessa til at kommentere på, men valgte at lukke munden i og i stedet vippe bekræftende med hovedet. Ja, man kunne nok godt smide den i en kategori med ’hekseurt’ eftersom den havde en effekt som virkede som en slags prævention.

Spørgsmålet om den kunne forhindre hende i at blive gravid fik Contessa til at trække lidt på skuldrende, ”Det kan den… Kvinder bruger den ofte i te,” forklarede hun. Man kunne tydeligt høre på hende at Contessa vidste mere om brugen af urten. Hun klukkede lidt som hun spurgte om prisen for urten. Hun så direkte på urten, som hvis hun overvejede prisen for den sølle urt. ”Da urtens mynte duft er genkendelig sælger jeg den sjældent… Jeg kan dog lave en ring til Dem, med urtens graviditets forindrende evner. Så er der ingen der vil mistænke noget,” fortalte hun. Contessa håbede at det virkede logisk nok for adelskvinden foran hende, at hvis duften af mynte fuglte hende, ville ’kloge’ hoveder vide at hun ikke ville have barn med sin mand.
”En ring vil koste Dem tre safirer og to jadestykker,” forklarede hun så. Smykket ville jo ikke bare være hvilket som helst smykke, og det burde frøkenen jo være ret så bevidst om, med den pris.

Amelia rynkede på sin fine næse og fnøs utålmodigt. Hun havde ikke indset, at duften ville være genkendelig for kloge hovedet. Hvad var så hele pointen med at introducere urten, hvis dens duft afslørede formålet? Heksen kunne jo se, at Amelia var af fin stand og derfor ikke lavede sin egen te! Ergo ville tjenestepigen straks ane uråd, og så ville sandheden før eller siden nå Athelstans ører …

Nej, en ring var straks bedre. Endelig nævnte heksen sin pris. Amelia klemte øjnene en smule sammen. Hun havde allerede betalt 3 safirer for at få afsløret en fremtid, der efter sigende lovede det barn, hun ønskede at afværge! I hvor høj grad kunne hun overhovedet stole på den hvidøjede skabning?

”Fint.” Amelia hev 3 safirer og 2 jadestykker frem og lagde dem på bordet. Med en ligegyldig mine placerede hun 2 ekstra jadestykker. ”Jeg stoler på din diskretion, og at ringen bliver lavet så hurtigt som muligt?” Hun vidste ikke, om det var muligt at lave ringen med det samme, eller om det tog tid. Uanset hvad ønskede hun at forlade de kvælende, uhyggelige omgivelser så hurtigt som muligt.

Contessa trak ikke en mine, som adelsdamen klemte øjnene lidt sammen. Det var tydeligt hun ikke var helt tilfreds med at skulle betale endnu et beløb. Indvendigt frydede Contessa sig, for hvis kvinden virkelig ønskede ikke at få børn med denne mand, så var der vel ikke nogen prisgrænse for hvor meget hun ville undgå det?

Et taknemmeligt smil banede sig vej på Contessas blege og tørre læber, som adelskvinden fandt nogle ekstra jadestykker frem. ”De kan regne med mig. Jeg kan have den klar i morgen, men hvis de ikke kan hente den, så kommer De eller Deres tjenestepige bare når det er muligt,” forklarede Contessa. Nu havde hun trodsalt set begge kvinder, og ville snildt kunne huske dem i nogle dage. ”Hvis det hverken er Dem eller Deres tjenestepige, skal personen De sender blot medbringe et håndskrevet brev fra Dem. Jeg vil nødig udlevere ringen til en der ikke har brug for den,” et mere neutralt smil var på Contessas læber, som hun så mellem de to kvinder.

”Er der en bestemt ring De vil have effekten på eller skal jeg finde en helt simpel en fra mit lager?” spurgte hun og flettede fingrene foran sig. Contessa selv havde en ring magen til den hun efterspurgte – denne brugte hun dog selv, og bar den, sammen med en masse andre magiskladet smykker. Måske adelsfrøkenen ville bide mærke til alle de smykker Contessa faktisk bar. Højst sandsynligt ikke, for den lyshårede kvinde virkede kun til at tænke på sig selv og sin overlevelse.

”Min tjenestepige kommer,” sagde Amelia let, som om den lange forklaring ikke var nødvendig. Dernæst løftede hun hånden og hev en ring med en fornem topas af ringefingeren. Hun havde fået den af sin far, da hun trådte ind i selskabslivet som fjortenårig. Hun lagde den på bordet, så ikke hun var nødt til at berøre heksen. ”Denne kan bruges.”
Amelia rejste sig fra bordet som et tydeligt signal om, at handlen var afsluttet. Hun gik hen mod døren uden at se på tjenestepigen, der lydigt fulgte efter. Idet hun skulle til at lukke døren, vendte hun sig kortvarigt om og tog sig sammen for at fastholde det uhyggelige hvidøjede blik: ”Hvis nogen hører om dette, ved jeg hvilken tunge, der har ladet det løbe løbsk. Min far bliver ikke glad for, at nogen har gjort hans datter ondt, og han er vældig magtfuld. Farvel.” Så slog den syttenårige, forkælede og desperate pige hætten op over hovedet og skred ud af døren.

Contessa nikkede til hvem der ville komme og afhente ringen. Hun kunne godt fornemme adelsfrøkenen ville ud af butikken hurtigst muligt. Så måtte Contessa vel bare skrive et brev ved siden af om hvor længe ringen holdt og hvor ofte hun burde tage ringen af… Læste hun ikke brevet kunne hun måske få sig en kedelig overraskelse den dag hun faktisk ønskede børn. Contessas øjne fulgte ringen der blev hevet af de fine spinkle fingre og efterladt på bordet. ”Udmærket.”
Så snart kvinden rejste sig og begav sig mod døren, samlede Contessa ringen op og beundrede den et øjeblik, før hendes blik så op mod adelsfrøkenen som stod i døren. Trusler. Ak ja, måske havde kvinden ikke brug for et brev om instrukser. Det var noget Contessa ville tage til overvejelse. Kvinden begav sig så ud af døren med sin tjenestepige. Contessa sukkede før hun greb urten og ringen og satte kurs mod sit arbejdsbord, mens hun overvejede om hun skulle lave arbejdet nu, eller senere…

~~~~~~

Ringen blev sat i en simpel, mørkebrun trææske med en lille holder til ringen inden i. Æsken blev lukket og lagt væk i en skuffe, klar til afhentning når tjenestepigen ville møde op. Contessa havde valgt at lægge et håndskrevet brev under trææsken – så kunne Contessa udlevere brevet med instrukser hvis hun ønskede det. Både brevet og æsken var simple og uden noget genkendeligt ved dem. Ja, Contessa skulle ikke have nogle spor der ledte tilbage til hende.