Gorm kastede endnu en tønde med saltfisk fra skulderen ind på dækket af hans fortøjerede piratskib. Som han vendte sig tilbage mod fribyen tog han synet til sig. De farverige huse, med gader så smalle at disen hang ved længe ind på morgenen. En lang uorganiseret række af sørgeligt udseende badekarspirater ventede utålmodigt på deres tur til at snakke med Biggs og Janserr, Jerntyrens kvartermester og førstestyrmand. Gorm gryntede som han gik forbi dem uden at fjerne blikket. Alle havde tydeligvis hørt om ham, og de ting han kunne finde på at gøre. Alle som en undgik de hans blik eller holdt det kun kortvarigt for så at kigge ned i plankerne. Køtere, hele bundet. Grådige efter et formål, mad på bordet og en del i Jerntyrens profit. Han kiggede væk med et sidste grynt af afsky.

Tilbage på dokken greb minotauren en tønde i den ene hånd, og slyngede den på skulderen som vejede den intet. Grum erfaring havde lært Gorm altid at holde sin sværdarm fri. Han vendte sig om, og begyndte at gå tilbage mod skibet, rækken af ansøgende pirater på sin højre side.

Matik lod de lyse røde læber omslutte pibens munding, inden hun tog et par hvæs fra den lange træpibe. Det ene intakte isblå øje skulede udover linjen af ansøgende pirater, mens hun tænksomt trommede på stengelænderet som førte ud til havet, hvor skibene lå tøjret. Kvinden var iklædt et par tætsiddende vinrøde bukser, som var foret med slidstærkt skind de steder bukser oftest gik i stykker, og en løs hvid skjorte. Denne var en kende gennemsigtig, grundet, at kvinden var drivende våd. Under hendes siddende stilling havde en lille vandpyt dannet sig og vand drev endnu fra det lange blonde hår, som var blevet bleget næsten hvidt visse steder, af sommersolens stråler. 
Efter kortvarigt at have betragtet den sørgelige flok, hvoraf hun kendte en del af ansøgerene, rettede hun blikket imod den store minotaur. Hun havde kun set ganske få levende eksemplarer, så dette var i sandhed et pragteksempel. Der lå en fascinerende muskelstyrke bag sådan en, så det ud til. Efter endnu et tænksomt sug på snaden, sprang hun ned fra gelænderet og løftede en laset taske op fra jorden som hun trak over skulderen, mens hendes hat blev kastet på i en garvet bevægelse. Så gik hun resolut hen til den store tyreskikkelse, inden hun nikkede anderkendende.
"Jovel. Nu har jeg inspiceret skuden, og jeg er villig til at gå ombord som en del af mandskabet..." Matik vippede kækt på hatten, nu fik hun mulighed for at se kaptajnen endnu tættere på, han tårnede sig op over hendes skikkelse som en klippe. "Guderne skal vide, at med de alger der sidder på skroget, for ikke at snakke om.... hvemend der har fortøjret de sejl... Så trænger hun til det!" Matik var ikke en kvinde der tvivlede på sine egne evner ombord på en båd, hun var trods alt nærmest opvokset på en, drudover var hun fræk somen slagterhund og nok ligeledes bidsk som en.
Af samme årsag gik hun lige til sagens kerne, der var jo ingen grund til at skulle en tur igennem det øvrige mandskab, for ikke at snakke om køen med borglamme kriminelle, når hun kunne gå til manden der alligevel havde det sidste ord i sagen. 

Gorm stoppede op mens han betragtede kvinden og lyttede til hendes ord. Det var sandt at skibet trængte til en omgang, og at det kunne være svært at finde kvalificerede sømænd, der på samme tid var interesseret i et liv som kriminel. Minotaure var ikke skabt til at klatre, og han havde længe siden opgivet at klatre op i rælingen for at vise dem hvordan det skulle gøres. Fra det solblegede blonde hår til slidstærke tøj, kunne Gorm lide hvad han så, og at sige hvad hun havde sagt til ham krævede seriøse nosser.

Men det skulle ikke blive nemt for hende, bare fordi kaptajnen syntes godt om hende. Efter en stunds tavshed vendte han sig tilbage mod skibet, og slæbte tønden videre, plankernes klagesang faretruende højlydt under deres samlede vægt. Først når han var fremme ved skibet talte han, uden at vende sig. Gorm følte sig sikker på at hun stadig var der.
”Det er sort uheld at have kvinder på havet,” brummede han uden et gran af morskab i den rumlende stemme. Han greb tønden i begge hænder og rakte den over rælingen til en kvinde, der manøvrerede tønden ned på dækket og begyndte at rulle den væk. Uden videre kommentar drejede han sig omkring, og gik tilbage efter flere forsyninger.

Matik stak tænksomt piben ind mellem læberne, inden endnu en lille røgsky forlod munden. Så trak hun ligegyldigt på skuldrene. "Ved du hvad der bringer uheld på et skib?" Matik talte til ham på trods af at han havde vendt ryggen til hende, hun havde bragt sig selv ombord på flere skibe end han sikkert havde regnet med. "En amøbe uden nogen anelse om hvordan en sag som hende skal rigges an!" Kvinden hankede op i tasken og kastede hovedet en kende imod Jerntyren, inden hun lænede sig henslængt imod det hvide, ret beskadigede, stengelænder, ikke just nogen særlig feminin position, men det var vitterligt noget af det sidste hun tænkte på. "Troels der..." hun pegede med piben imod en af de sømænd der stod i rækken af ansøgere, en ung fyr, i midten af tyverene måske "Kan ikke slå en ordentlig knude, om hans liv så afhang af det... Og Lunte..." Pibens munding rettedes imod en af ansøgeren en kende længere oppe i rækken, en barsk udseende herre, med en række sømandstatoveringer på den resterende arm "Han kan muligvis holde krudtet tørt, men han har ingen ide om at holde det under kontrol... Hvordan tror du han mistede den arm i første omgang?" Matik vendte igen blikket imod den hårdt udseende Kaptajn, så hævede hun brynene og lod tungen glide over tænderne, inden hun spyttede noget ud, hun tydeligvs havde fundet på vejen. "Meget kan du sige om mig Kaptajn, men jeg er sgu mere mand end de fleste i den række dér nogensidne bliver, og mere kvinde end de nogensinde får!" Matik bankede pibens hoved et par gange mod gelænderet, så det glødende indhold faldt ud på brostenene og piben blev stukket tilbage i tasken. 
"Desuden..." Matiks ene raske isblå øje, og det andet der efterhånden havde fået en komplet mælkehvid kulør rettedes op imod dækket, mod kvinden der tog imod tønden fra minutaueren "Tror jeg slet ikke du har et problem med kvinder ombord"

Gorm fulgte hende nøje med blikket, en varm munterhed fanget i hans ellers hårde blik. Det var utroligt som hun kunne tale, men han måtte indrømme at han ikke kunne finde fejl i hvad hun havde at sige. Og den måde hun sagde det på. Grebet af en unægtelig trang til at le, blødte hans hårde ansigtstræk op, og Gorm gav efter for den sjældneste lyd han kunne lave – et anerkendende grynt.
Uden at sige et ord, trådte han forbi hende og over til Biggs og Janserr, der i øjeblikket var låst i samtale med den næste i køen. Kvartermesteren havde blikket plantet i sine papirer, og førstestyrmanden hvilede hovedet i sin hånd, halvt sovende.

”Herr Biggs,” rumlede minotauren, højt nok til at overdøve den talende mand, der tøvende blev stum. Den lavstammede og halvskallede bogfører vendte sig omkring, og lavede en bekræftende lyd, som han ventede på Gorms næste ord.
”Tegn en kontrakt op.” Manden, som de to havde talt med så forhåbningsfuld ud et øjeblik, indtil Gorm lagde en hånd på skulderen af den rapkæftede kvinde, og trak hende frem så de begge kunne se hende. Han vendte sig derefter væk fra de to, og henvendte sig til kvinden.
”Navnet er Gorm, men Kaptajn er fint. Tale kan du, men hvad når der skal trækkes blod?” Hans blik lagde ikke skjul på hans mening. Det var tydeligt for ham at hun, med sin størrelse og bygning, dårligt kunne stå tå til tå med en af Rubiniens marinesoldater. Medmindre, selvfølgelig, hun havde et és i sit ærme. Hvilket han stærkt mistænkte at hun havde.

Matik tiltede hovedet en kende til siden med sammenknebne øjne, som Gorms hårde ansigt løsnede op, hun var ikke vant til at aflæse følelser hos så pelsede folk, men umiddelbart så det ud til at gå til den gode side. Hun kunne mærke den varme luft fra det spaltede snudetøj da han prustede ud og gik forbi hende. Umiddelbart et positivt prust, hvis hun ikke havde skudt helt forbi, en ting hun sjældent gjorde. 
I et par sjoskende skridt fulgte hun efter minotaueren, hans styrmand så ikke just imponeret ud over hende, men han åtte tro om, der var rigeligt tid. Matik trak et skævt smil på, som hun hørte, at han var villig til at give hende en kontrakt. Kaptajnen - det var altid den rette vej at gå, hvis man ville have resultater. I en henslængt hovedbægelse vendte hun hovedet imod en mørkhåret kvinde længere nede i køen og gav hende et kækt smil. Marlene, Matiks ærkerival, ikke at de var uvenner, men de havde haft for mange væddemål og spilindsatser gennem tiden til, at hun skulle undladende en smule hoveren.
Så vendte Gorm igen sin opmærksomhed mod Matik, og han betvivlede hende oven i købet. "Lille og kvik er bedre end stor og langsom!" Igen vendte hun blikket opad, ordene kom ud forkert, hun kunne godt se, at det muligvid var at træde Kaptajnen over tærene allerede, men hendes rappe mundtøj løb ofte af med hende, så i teorien kunne han vel lige så vel vende sig til det.
"Jeg er muligvis ingen trænet soldat, men jeg er kløgtig, og hurtig..." Matik tappede sig et par gange på tindingen "Og når det kommer til at trække et sværd er jeg ikke nogen nybegynder!" sandt at sige havde hun ikke noget sværd på sig på stående fod, hvis hun huskede rigtigt om aftenen forinden havde hun faktisk mistet det nyerhvervede sværd i et spil kort, nu da tanken meldte sig, mærkede hun tømmermændene presse på. De kolde dukkert havde heldigvis taget det værste.
"Du kan kalde mig Matik... Eller Ravn... Eller... Blodbinder, som noge ynder... Katajn!" 

Gorm strøg tænksomt sin skæg, som han betragtede den spinkle kvinde. Det at være kvik var vigtigt, specielt for en pirat, hvor modstanden ofte var professionelle soldater, men de snilde var aldrig så snilde som de selv troede og de store sjældent så langsomme som de så ud. I arenaen, hvor alle kampe havde været liv eller død, levede de letfodede aldrig længe. Alt der skulle til var et fejltaget skridt eller uset forhindring, og med de små var et slag ofte alt, der skulle til. Men det var selvfølgelig intet, de ikke kunne arbejde på.
”Velkommen ombord, frøken Ravn. Vi står ud med tidevandet, så vær tilbage inden solopgang. Herr Biggs vil tage dig igennem mandskabsaftalen.” Den lavstammede mand smilte forsigtigt til hende, og langede et enkelt stykke papir frem mod hende. Gorm var allerede på vej tilbage til at laste skibet.
”Kan du læse?” spurgte kvartermesteren uskyldigt, ordene tydeligvis ikke ment som en fornærmelse. I deres hverv var sprogkyndighed alt andet end reglen.

// Vi kan godt tage lidt mere samtale mellem Matik og Biggs, hvis du vil, eller bare slutte tråden her :)

Matik godtede sig, endelig kunne hun komme til søs igen, det havde vitterligt været for længe siden sidst, for ikke at snakke om det sidste skib hun kom ombord på havde været hulens kedeligt. Man kunne kun forstille sig at tingene gik lidt mere festligt til på Jerntyren.
"Meget vel, jeg henter mine ejendele" Faktisk havde hun ikke rigtigt meget andet end hun gik og stod i, men lidt ekstra tøj lå på et af havnekroens værelser, for ikke at snakke om hendes fede kræ af en papegøje, den havde hun ikke lige fået nævnt i ligningen, men Pirk blev næppe noget problem, andet end når det nysgerrige kræ begyndte at kede sig nok til at pille kortene i stykker.
Den lille stemme fangede dog hendes tankespind og hun veendte blikket ned mod Biggs, så trak hun på skuldrene "Nej... Kun få ord" Det var den pureste sandhed, der var korte ord hun kunne genkende, men hun havde absolut ingen evner når det kom til tekst. "Vi kan bare gennemgå den når du er igennem køen!" Matik nikkede beslutsomt for sig selv, så kunne hun hente sit habengut med det samme og han skulle ikke stresse over at gennemgå papiret med analfabeten mens de andre ansøgere så på, så slap hun også for ydmygelsen.
Matik begyndte at gå mod kroen, inden hun vendte sig omkring til Biggs "Jeg kommer bare til at sætte et kryds på det papir dér alligevel!" Så snurrde hun omkring igen og forsvandt ind ad en af sidegaderne på havnefronten