Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Gorm Lænkebryder
Kaldet: Gorm den Gale
Køn: Mand
Alder: 74
Fødselsdag: 22/2
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Haldis, Shara
Erhverv: Fribytter
Nuværende levested: Azurien: Flodlandet - Fristavn
Race: Minotaur

Udseende

Højde: 236 cm
Vægt: 280 kg


Ved første indtryk kan Gorm let udgøre en skræmmende figur. Han er bredskuldret og muskuløs, og dækket i tæt mørkegrå pels. Det venstre horn krummer fra hans pande og ender i en stump spids, hvor en fil og mejsel har gjort sit arbejde. Det højre horn er knækket ikke langt fra basen, og ligeledes filet til en harmløs stump. Gorms snude er skamferet hvor en næsering er blevet hensynsløst indsat og fjernet, hvilket har efterladt tydelige ar.

Gorm er normalt påklædt i en blanding af praktisk sømandstøj og en brynje let nok til at han kan svømme iført den. Omkring sin overkrop er der viklet en lænke i mørkt støbejern, og fra hans bælte hænger der en massiv smedehammer med jernskæfte.

Magi

Magisk evne (1): Ildsjæl.
Gorm kan fremkalde en indre ild, der varmer hans krop til en ekstrem temperatur og specielt hans hænder og hove. I denne tilstand er Gorm immun for alle former for ild. Hans hovspor efterlader flammende mærker. Ved kontakt kan varmen volde store skader.
Alt jern han kommer i kontakt med bliver ophedet til en røgglødende temperatur. Dette udnytter Gorm ved at bruge en jernhammer og kæde som våbne.



Gorm kan aktivt fremkalde ildsjælen, men sker det han bliver vred, vil den vise sig af sig selv. I dette tilfælde vil den ikke gå væk før hans temperament falder til ro igen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Magisk evne (2): Vindsjæl.
Gorm kan fornemme vindende, og hvordan de vil ændre sig, dog ikke mere end en erfaren skibskaptajn. Gorm kan kun drage brug af denne kraft hvis han har et roligt temperament.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Styrker/Svagheder
Gorm er gavmild, besidder en stor fysisk styrke og er en dygtig kaptajn og styrmand. Han har en stærk fornemmelse af retfærdighed, selvom hans tiltag mod det uretfærdige kan være ekstremt.
Hans største svagheder er hans arrigskab, forkærlighed til alkohol og nådesløs brutalitet, der i kombination kan have frygtelige konsekvenser.

Generel beskrivelse af personlighed:
Trods hans ydmyge oprindelse, eller måske på grund af det, er Gorm et stolt væsen, villig til at yppe kiv over selv de mindste fornærmelser. På fredelige dage er han en godhjertet sjæl og ganske rolig, men smiler eller ler sjældent. Han sætter stor pris i naturen, og kan finde meget fred heri. Specielt til søs er han i sit es. Havet minder ham om at naturens kræfter et større end nogen dødelig institution. Han finder fred i viden at intet, hverken afskyligheder eller heroiske gerninger, vil blive husket når naturen er det eneste tilbage.
Hvis man gør Gorm vred, hvilket er nemmere end med de fleste, lære man hurtigt sandheden om den tilsyneladende fredlige kaptajn. I vrede er Gorm nådeløst brutal, i stand til de frygtligste handlinger uden at kny. Når Gorm er gal, følger død og ødelæggelse i hans brændende hovspor.

Baggrundshistorie

Gorms barndom var som de fleste andre minotaurer i Taurus klanen, avlet i et af Rubiniens stenbrud til hårdt fysisk arbejde. Hans forældre var udvalgt til avl grundet deres størrelse og udseende, men fandt fællesgrund og faldt naturligt sammen. Efter Gorms undfangelse valgte de at blive, og Gorm voksede, unaturligt for en slave, op under det årvågne blik af begge sine forældre, men fik aldrig nogen søskende.
Alt i alt, havde han en god opvækst. Gorm var stærk og mentalt velegnet til det hårde arbejde. Nætterne havde de til sig selv og hele Taurus klanen, nu en blandet flok slaver fra alle hjørner af Krystallandet af alle racer, samledes omkring bålet i midten af en løs cirkel af stående sten fra bruddet. De fortalte fortællingerne om deres forfædre og deres klan.
Taurus klanen havde været en fredelig, naturelskende klan af øboende minotaure. De havde fisket for mad og handlet med smykker og skårne træfigurer. Hver aften, ville de samles og fortælle historier om deres forfædre. Selvom klanen var anderledes nu, levede traditionerne stærkt videre. Gorm så sig selv i fortællingerne om fortidens mægtige, og forsøgte i sine unge år at holde forfædrene med sig, hvad end han gjorde.

Gorms fredelige aner tjente ham godt. Han gjorde sit arbejde uden at kny, og som belønning blev pisken kun sjældent vendt imod ham. I en alder af 20 var han den største skabning i stenbruddet, stærkere end tre menneskeslaver tilsammen. De mægtige sorte horn blev jævnligt filet – et tegn på en trællebundet minotaur - og Gorm lod det ske uden brok. Hans gode arbejde og problemfri indstilling vandt ham særbehandling blandt slavedriverne, og han fandt stolthed i sit arbejde.
I en alder af tredive var Gorm et pragteksemplar af en minotaur, og han blev solgt videre for en mindre formue. Det betød at han blev adskilt far sin familie og sin klan, men Gorm fandt alligevel stolthed i salget; at blive solgt var en accepteret del af en slaves liv, og Gorm havde solgt for en højere pris end nogen anden fra stenbruddet. Hvad han først indså da han ankom til sit nye liv, var at han var blevet solgt som kampslave i en af Rubiniens ulovlige slavearenaer.

Han nægtede, til at starte med. Hans forfædre havde været fredelige, og Gorm levede i deres skygge. Var det op til ham ville han aldrig såre en levende sjæl. De piskede ham, bandt ham til en pæl og ydmygede ham foran de andre slaver. Lige meget hjalp det. Dagene op til hans første kamp burede de ham inde og holdt ham vågen ved at prikke ham med spyd indtil han var fråsende af raseri. Når de slap ham ud i arenaen var det fredselskende væsen væk, og Gorm den Gale var født.
Dagen efter, når han kom til forstand, ramte skyldfølelsen ham. Gentagne gange forsøgte Gorm at sulte sig selv for at slippe fra sit voldelig liv, men han manglede styrken. Når mad blev tilbudt den udhungrede minotaur spiste han. Efter tredje forsøg holdt han op med at prøve.
Over årene kom raseriet lettere til ham, og forsvandt ikke længere mellem kampe. Vreden lå under overfladen, og eksploderede ved den mindste provokation. Kun når han havde total magt over en besejret modstander følte han glæde, og Gorm begyndte at banke sine medslaver også udenfor arenaen, indtil han blev så voldelig at de var nødsaget til at holde ham i en enecelle. Fra sin nye celle, gennem tremmerne i hans vindue, så han havet for første gang i sit liv og blev med det samme forelsket i de blå bølger.

Efter tyve år var enhver skygge af den fredselskende minotaur forsvundet. Hans brutalitet og tykke hud mere end gjorde op for hans manglende våbentræning, og han havde vundet en hædersplads som arenaens stormester. Hvor han før måtte provokeres i dage for at slå fra sig, gik han nu villigt og forventningsfuldt til sine kampe. Om natten, når han lagde sig i høet i sin celle, så han ansigterne af de utallige døde, som deres hoveder var faldet i sandet ved hans hove. Deres blikke holdt ham vågen indtil den dødssorte drømmeløse søvn af total udmattelse endelig overtog ham.

En dag vågnede han til lyden af paniske skrig. Slavegemakkerne brændte, hans celle opslugt i fortærende flammer. Gennem sin paniske rædsel vidste han at han måtte undslippe – uden at tænke greb kæden, der holdt ham til væggen, rødglødende af den intense varme, og trak med hele sin krop. Et svækket led gav sig, og han var fri. Med et velplaceret hovspark sprang han døren af dens hængsler og flygtede opad, væk fra flammerne. Han kravlede op af kælderen, flammerne slikkende bag sig, og stoppede først da han stod på taget omringet af flammer. Først da, tænkte han på de andre slaver i kælderen, og kendte skam over at have efterladt dem.
Gorm sprang fra taget og tumlede i det skummende hav, hundrede fod under sig.

Han vågnede med ansigtet på sand. Gennem gudernes vilje eller ren og skær held, var han skyllet op på den klippede strand af en ø så lille at han liggende kunne se den modsatte bred. Horisonten holdt ingen tegn på land. Uden planter eller dyr ville øen blive Gorms grav, men det rørte ham ikke. Han satte sig til rette for at vente på sin skæbne. En slaves lod var at dø, af arbejde eller i kamp, og han havde længe forenet sig med tanken.
Men det var ikke ment til at ske. Blot dage efter at han var vågnet hændte det at et skib sejlede forbi i horisonten. Sulten havde for længst jaget tanken om en nobel død ud af Gorms hoved; han brølede og råbte indtil skibets styrmand fik øje på ham, og lagde kursen om.

Årene der fulgte var plaget af uro. Tænkt død i branden var Gorm nu en fri mand. Han tjente som sømand, smed, kok, skibshugger og lejet muskel. Aldrig var vreden langt væk. Hver morgen vågnede Gorm med et brøl til den aftagende lugt af røg, grebet af frygten og et falmende billede af en brændende pyramider af afhuggede hoveder, der kaldte hans navn. Hver dag løb han videre.

En dag besteg han samme skib som to andre minotaurpassagerer. Gorm havde aldrig mødt en fri minotaur før, og faldt naturligt i snak med dem. De ene gik ved navnet Thorvald Åndehvisker, og var en mystiker fra en af de få tilbageværende minotaurstammer. Den anden, Frejdis Knæflækker, var hans beskytter under hans pilgrimsfærd, og den smukkeste skabning Gorm endnu havde set. Hvad Gorm vidste om sit folk og dets kultur havde han fået i små bitre stykker, besudlet af mennesker og slavementalitet, men fra Thorvald og Frejdis lærte Gorm hvad det ville sige at være minotaur. Han valgte at rejse med dem på en strækning af deres rejse, og lære hvad han kunne.
Det var Thorvald, der lærte Gorm om de elementale ånder, og hvordan Gorm kunne styre kræfterne, der havde bosat sig i ham. Han lærte at acceptere at flammerne der befriede ham og fordømte de øvrige slaver, var skabt af ham. Han var ansvarlig for alle de, der ikke undslap cellerne. Gorm sagde intet, og Gorm følte intet. Han vidste at hans tanker var for grimme til at blive ytret ud, og hans vrede for monstrøs til at den kunne blive accepteret. Men alligevel hørte han ordene i sit hoved;
At brænde levende var bedre end at leve i trældom.

Gorm havde fundet et nyt formål. Han rejste til Rubinien og tog arbejde på et slaveskib. I løbet af natten dræbte han lastens vagter, og befriede slaverne. Kraftigt i overtal var det en snild sag at overvælde det øvrige mandskab, og tage kontrol af skibet. Hvad der skete derefter var altafgørende for Gorm. Slaverne samlede sig på dækket, stillede det bagbundne mandskab langs rælingen. Blev man fundet skyldig, lænkede de fødderne sammen med slavelænker og skubbede dem i havet. De uskyldige i umenneskelig gerninger, hvor end få de var, blev frigjort fra deres lænker og kastet i vandet tæt ved kysten.

Gorm blev af det nyligt frie folk tildelt navnet Lænkebryder, og givet kommando over det kaprede skib. Nu lovløs, satte han kurs med det eneste sted han kunne finde på – Piratbyen Fristavn. Her solgte han handelsskibet til en klækkelig sum, og fordelte den større del mellem de slaver, der havde hjulpet. Det gik op for ham at der var ligeså mange penge i at frigive slaver, som i at indfange dem, og en plan blomstrede mellem hans stumme horn. Alle som en fik de tilbuddet om at blive en del af hans besætning, og mange tog imod tilbuddet.
Krystallerne der var tilovers fra salget af skibet blev brugt på materialer; jern og ibentræ, samt tjenesten af skibshuggere og skibsbyggere. Sammen byggede de et skib med et skelet af stål og hud af brandsikkert ibentræ, der kunne sejle hurtigt og holde en kampklar besætning, tørstig for blod. På dens stævn sad et tyrehoved af jern, hornene sænket til stod, og skibet blev døbt Jerntyren. Besætninger ville ud at plyndre, og derved tage tilbage hvad der var blevet taget fra dem.
Men Gorm var snu. Gorm havde en plan.

De gik udelukkende efter slavehandlen, og hvert skib de plyndrede fik et valg. Kæmp og dø, eller kapituler og få en chance for at leve. Valgte de det første, ville de blive besejret hver som en. De, der ikke døde med det samme, ville blive stillet for havets ret; hvorfra kun én ville blive fundet uskyldig. Den uskyldige vandet retten til at se på, mens resten af besætning blev tortureret og henrettet - og blev så sluppet fri til at fortælle historierne videre til andre skibe.
Overgav man sig, blev besætningen samlet og stillet for folkets ret; hvert besætningsmedlem ville blive dømt af slaverne, som de fragtede, med vidneberetninger om deres karakter den eneste form for bevis tilladt. Blev man erkendt skyldig, blev man tortureret brutalt og henrettet nådesløst. De uskyldige blev sat i land uden skader.
Ligegyldigt hvad de slavehandlende valgte blev deres skibe solgt til Fristavns skibshuggere, og skibets last på markedspladserne. Profitten, vældig som den var, blev altid delt ligeligt mellem Jerntyrens besætning.

Skrækhistorierne om Gorm den Gale spredtes som en steppebrand, og de skræmte sømænd begyndte at behandle slaverne bedre – i tilfælde af at Jerntyren ventede dem, skjult i den næste bugt. Gorm forvoldede store tab for de rige og mægtige, men ingen dusørjægere havde held med at infiltrere og indfange den nådesløse piratkaptajn.
Således begynder Gorm den Gales legende.


Familie: Fader: Grum (ophav ukendt)
Moder: Bunhil (ophav ukendt)

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Fantastisk
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Fantastisk
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Middel