Midnatsklokken brød stilheden i stalden med sine ensomme slag uden den store reaktion fra de slumrende drager. Enkelte fnøs over forstyrrelsen, men de fleste forblev upåvirket slumrende. Moana lirkede det ene øje halvt op og mødte et tilsvarende blik fra hendes afventende drage, før den sendte to små frostskyer ud af næseborene og trak halen tættere sammen om æggene. De ventede alle og havde gjort det i en uge nu.
Den tyrkishårede kvinde lod øjet glide i igen og forsøgte at skubbe sig bedre tilrette i høstakken, som det tolvte og sidste slag rungede ud gennem natten. Hun sukkede dybt og slappede af i alle muskler.

*Knæk*

Moana satte sig op med et sætte og så fulgt vågen over hvor dragen lå beskyttende om æggene. Atter rådede stilheden til hun hovedrystende skulle til at lægge sig igen tagende det som endnu en falsk alarm.

*Knæk knæk knææææk*

Striben af knæk var slet ikke til at tage fejl af. Slet ikke som de blev fulgt af en lav brummende spinden fra dragen og havde ændret stemningen i stalden fra afventende til forventningsfuld. Moana rejste sig og stillede sig hen ved halsen af hendes drage. Hun lod den ene hånd hvile let mod det store dyrs skæl, mens hun betragtede de tolv æg krakkelere et efter et til skallerne faldt af i stykker og små hoved stak snuden ud, sniffende til den anderledes luft, før de satte tænderne i og befriede sig helt.

"Hvor er de et underfuldt syn." En bekræftende brummen fulgte Moanas ord netop som den sidste unge fik hovedet fri. Den udstødte en bøvsende lyd og trak hovedet til sig igen, alt andet end overbevist om at verden udenfor var bedre end den indenfor. Øjeblikket efter blev dens æg knust af to søskende tumlende på tværs af det hele for at rulle op til deres mors hoved med forventningsfulde hvin.
De var så runde som deres mor og lige så lyst rosa. Små bolde på ben og med de mindste vinger vibrerende på ryggen uden at gøre noget synligt.

Moana rettede sig op uden at kunne skjule sit smil. "Jeg tager det der som en opfordring til at finde noget spiseligt." Havde de arvet bare halvdelen af Tauwhangas appetit var det med at finde noget hurtigt. At de endnu ikke kunne flyve var en lettelse.
En spand med mad stod klar i sadelrummet, så hun havde ikke langt at gå. Tilgengæld var der ingen tvivl i tonen som de små lugtede hende vende tilbage eller noget at tage fejl af som hun så ind over lågen og ned på de tolv kugle hoppende op og ned lavede utålmodige sultne lyde. Lyde der forsvandt som hun tømte spanden ind til dem og de demonstrerede hvor hurtige de kunne være.
Rofus ville elske den her nye del af sin uddannelse. Hvordan kunne han andet?

Moana lagde armene på toppen af lågen og nød bare synet af de små. Alt besværet de betød kunne hun tænke på om morgenen. Forhåbentlig først om morgenen.