Dagen var gået på hæl, skyer i alskens farver af lyserød, blå og rød. Var at finde på himlen som solen var ved at gå ned og kastede dens sidste elskede arme mod folket inden det ville give sin ven Månen lov til at tage dens plads. Lanterne var allerede begyndt at blive tændt, som den unge kvinde klædt i Isaris klæder, hvide rober med gyldne kanter og en sort hals der gik op til starten af hendes kæbe. Det ville være svært at gætte sig til, hvordan hun så ud inden under det formløse tøj hun havde på. 
Dog var det ganske nemt at se hvor petit kvinden var, med hendes smalle ansigt, de fremhævet kindben der dog stadig fortalte en historie om at hun fik ordenligt af mad. Det kornblomst farvede hår var sat op i to fletninger som var formet i en stram knold på ansigtet. Og i armene havde hun en kurv fyldt med brød fra kirken der skulle ned til børnehjemmet. 
Men hun var blevet stoppet nogle gange på vegne, der havde været en ældre dame som der havde virket en smule konfus og hun havde hjulpet hende hjem. Så havde der været nogle glade børn, som der havde leget en leg, hvor de hinkede og skubbede til en sten samtidig med. Der havde de fangede de lysende blå øjne, der med glæde havde kigget på - inden det var gået op for hende, at hun var ved at være umådelig sent på den. 
Derfor formåede det ikke helt, at få den yngre kvinde til at betragte de mange flotte huse hun gik forbi. Planterne der var taget godt af, og prydet de flotte facader. Hvor var det fantastisk så meget man kunne opleve i Dianthos. Hun havde boet her i tre år nu, og hun fandt stadig gader og stræder hun aldrig havde vandret ned af før nu. 

Dog kom hun til et hus, der virkede mørkere end de andre. Mindre indbydende, og hun kunne ikke helt sætte en finger på det. Og selvom meget fortalte hende at hun skulle gå sin vej - og ikke se sig tilbage. Kunne hun ikke lade være med at betragte det med en hvis morbid fascination. Det var tydeligt at lyset burde finde sin vej her til. Og hendes hænder formede sig i en kort bøn, hun lukkede øjnene og remsede nogle korte ord frem. Inden hun greb lidt tættere omkring kurven, og satte lidt op i sit tempo. Trods at lyset gik ned senere nu, grundet årstiden - og det var ganske varmt denne dag. Følte hun sig pludselig en smule kold og utilpas. Nej jo hurtigere hun fik dette brød til børnehjemmet, desto bedre! 

Oh, Chaunce Lochtree vidste godt, at han ikke måtte – at der var regler og at de havde sine konsekvenser. Det var dog, ja, for godt til at være sandt; sådan som kvinden i Isaris rober var stoppet op og havde betragtet hjemmet med den milde frygt, der også dryppede af indestængt fascination. Han genkendte nemlig blikket instinktivt; også han havde set mangt og meget med samme slags øjne.

Det var for godt til at være sandt – som en gave fra Mørkets guder, der hviskede til ham, at i dag måtte han godt; i dag burde han, i dag skulle han. Ja. Ja, ja, ja, tænkte Chaunce lystfuldt, hvorefter han satte afsted ned af den mørklagte gang. Et bredt smil hvilede urokkeligt på hans læber, og det var derfor igennem en kraftanstrengelse, at han tvang det af sig, forinden at han skød ud af hoveddøren.
”Vent! Oh, De må hjælpe mig!”, udbrød han højt, i håb om at få kvindens opmærksomhed. Det lykkes og Chaunce var nær ved at drætte om af indestængt fryd over den konstatering. Hans giftgrønne øjne lo moret, hvilket stod i en skarp kontrast til resten af hans påtagede panik; en kontrast Chaunce dog ikke selv så. Ikke kunne se.

”Kære forkynder af Lyset, De bliver nødt til at hjælpe mig!” 

Lige som hun skulle til at dreje rundt omkring på hælen, og knugede sin kurv lidt tættere ind til sig - blev hun stoppet af en mands råben. Hun blev næsten væltet omkuld da hun vente sig rundt, og så den umådelig kønne mand der kom hende i møde. Panikken i stemmen var næsten overskyggende, og selvom at hans øjne burde have advaret hende og fortalt at der var noget som det ikke burde være. Kunne hun ikke se det selv. Ordene de må hjælpe mig, fik hende til at smide alt overbord. For hvem var hun, hvis hun ikke hjalp en mand der tydeligvis var i nød? Smilet der før havde forladt hendes bløde læber, ganske kortvarigt, var tilbage igen som havde det aldrig forladt hende. 

Fuldstændig naiv, nikkede hun hurtigt og håbede hendes venlige øjne og smil på læben kunne mildne den panikslagende mand. 
“Ja selvfølgelig, hvad kan jeg gøre for dem? Er der sket dem noget, eller med nogen?” Sagde hun en smule forhastet, som hun trådte frem mod ham. Den mørke der summede omkring ham, som hun burde kunne mærke. Havde ingen effekt på nuværende tidspunkt. Så smilet falmede ikke, som hun nærmede hans skikkelse. Dog kunne hun godt se at hans øjne ikke helt fulgte med, de var alt for - glade? Brynene knyttede sig kort mod hinanden, men hun viftede hurtigt den modbydelig tanke fra sig, at han skulle finde på at lyve over for hende.

Chaunce stoppede op og drog et – ganske påtaget – tungt suk. ”Nej, heldigvis ikke. Jeg – det er frygtelig pinligt, sådan at skulle antaste Dem på denne måde”, løj han, og for alle andre, end måske den blonde kvinde, ikke synderligt overbevisende. Chaunce betragtede sig selv, og havde altid gjort det, som en ganske glimrende skuespiller; sandheden var dog en ganske anden. Væsners instinkter var nemlig en kraftfuld størrelse, Chaunce selv aldrig havde forstået. Han mærkede den ikke selv, hvormed han ikke havde følt, hvordan farer satte sig som et klamt vindpust i nakken, og fik de små, fine hår til at rejse sig – eller følelsen af noget iskoldt glide ned af rygsøjlen.
Chaunce var trods alt… en simpel mand af Mørket.

De giftgrønne øjne flakkede hen ad gadebilledet – efter vidner – som måtte han sikre sig, at der ikke var nogen til at overhøre denne forlegne affære.
”Ser De… jeg tror, at der er en dæmon i mit hjem. Jeg så – ja, jeg beklager mange gange – men jeg så, hvordan de stoppede op og sagde en bøn, og ja, jeg mærkede… jeg mærkede noget! Jeg ved ikke hvad! Kan De… Kunne De måske gøre mig selskab? Tage et kig på huset? Min gamle far… han kommer til byen i næste uge. Det hele er meget prekært!”

Hun kunne ikke helt tage blikket fra den smukke mand - hans grønne øjne, det flotte sorte hår. Og hans højde, den måde han tornede hen over hende, om det var med vilje eller det blot var hans postyr var. Men det dragende den unge kvinde, på en måde hun ikke helt ville stå frem med. Hvilket nok også var ganske tydelig, med den let rosa farve der dannede sig i hendes kinder. 
Og for hende, virkede det bestemt ikke til at han løj, nej han virkede som en der helt bestemt havde brug for hendes hjælp. Og jo mere hun betragtede ham og hørte, jo mere var hun jo selvfølgelig nød til at hjælpe ham. Det ville være synd, direkte at le i retningen af selveste Isari, hvis hun ikke skulle hjælpe denne mand ved at finde lyset, som han desperat havde rakt en hånd ud efter. 

Hun hævede brynene og lod blikket glide i samme retning som ham. Ledte han efter nogen? Var det måske personen der havde brug for hjælp. Men det var ikke således, og hun måtte gispe da han nævnte at der måtte være en dæmon i hans hjem. Nej det kunne da ikke passe, hun havde godt mærket ubehaget da hun så huset. Men at det var besat? 
“Oh, jeg er ikke sikker på jeg er kvalificeret!” Udbrød hun, men huset skulle da bestemt ses på. “Måske, måske jeg skulle hente nogle af de højere præster, ser de jeg er blot i lære som præstinde. Jeg ved slet ikke -“ men han havde været så desperat og hans gamle far. Oh hvilken tragedie hvis der skulle ske ham noget. “Oh, måske - måske jeg kunne tage et kig, også hvis jeg kan mærke noget, kan jeg jo straks hente nogen der er bedre til at tage sig af problemet? Måske det ville være det bedste ikke?” Hun slap kurven og greb mandens hænder, med bekymret øjne og en skælvende læbe nikkede hun. “Vi skal nok finde ud af det, lyset vil vise os vejen. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dem. Det kan de tro.”

Oh, Lyset vil vise vejen, siger du, min lille sangfugl? Ak ja. Man kan vel håbe… for dig, vel og mærke.

Chaunce smilede taknemmeligt og trak sig derefter tre skridt tilbage, hvorefter han gestikulerede mod huset bag dem. Omsider begyndte de begge at skridte over mod Lochtree-palæet, og indvendig hoppede Chaunces opstemte hjerte op og ned i iver. Det var ganske svært – for ikke at sige umuligt – at tæmme smilet om de hjerteformede læber.

De giftgrønne øjne skred ned og fæstnede sig på den unge kvinde. Hun var ganske køn; som englen i krostuen, huskede han. En ægte Lysets forkynder, hvis fromhed ingen ende tog. Det ville næsten være – ja, det ville blive et kunstværk. Chaunce ville gøre det bedre denne gang. Han havde lært fra sidst, han havde lyttet. Ak ja. Alting ville blive anderledes.

I det at de trådte ind i forhallen, lagde Chaunce sine stærke hænder mod lænden. Hans øjne forlod ikke den unge piges skikkelse, og stod i en skarp kontrast til hans nervøse tone; ”Kan De fornemme noget?”

Hun gik forsigtigt efter ham, som han bevægede sig hen til det overdådige hus. Hun synes dog stadig at der var noget over det, som der gjorde hende utryg. Noget der fortalte hende, at Isari ikke længere var velkommen her - og derfor føltes det klamt og forkert da hun trådte hen over dørtærsklen. Hun rystede først på hoved, da han spurgte om hun kunne fornemme noget. 
Hendes lysende blå øjne, søgte op ad hans skikkelse og betragtede hans grønne - utrolig grønne øjne, som der kiggede frem for sig. Noget fortalte hende, at hun burde vide bedre, at hun ikke skulle være trådt ind i entreen - alt ved det, virkede så forkert. Men som hun skulle til at sige dette var en dårlig idé, og hun hellere måtte komme tilbage med nogle der kendte til situationen. Mærkede hun en mørk kræft, noget der kaldte på hende - dæmonen? 
Hendes bryn gled langsomt mod hinanden, og smilet der normalt altid lå evigt på de buttede læber, falmede. Kurven hun havde knuget ind til sig i armene, lagde hun fra sig, og begyndte lige så stille at gå ned ad gangen. Glemte helt at kigge på billederne der hang der - dem som ville fortælle hende omkring familien. Når dagen var omme, ville hun nok undersøge denne familie - hvis hun nogen sinde ville få hans navn. Oh, hans navn?

“Mit navn er forresten Rhoslyn - Rhoslyn den Blide” sagde hun en smule forlegen, som hun kiggede op på hans høje skikkelse igen. “Og ja.. jeg synes og fornemme noget.” Hun stoppede op, og fugtede læberne, som hun kiggede rundt omkring et hjørne. Hårene rejste sig på hendes arme. “er du her helt alene?” Spurgte hun sagte, for at få samtalen til at glide frit, så hun kunne fokusere på noget andet end den ulmende fornemmelse i hendes brystkasse.

Chaunce lod sine giftgrønne øjne følge kvinden, som denne skridtede tøvende rundt i entreen. Om det var et instinkt eller i stedet fornuftens stemme, vidste Chaunce ikke, men det begyndte, at gå op for ham, at han ikke kunne forblive tavs; den unge kvinde virkede… bange. Ja, bange! Det måtte hænge sådan sammen – den kvidrende fugleunge forstod jo ganske enkelt ikke, at den ikke var fløjet fra reden men i stedet tumlet ned i den sultne slanges nærhed.

Det morede ham. Oh, ja, det gjorde det helt bestemt. Men fokus, skreg en stemme af ham, der ikke helt var Chaunces egen; du må være klog nu! Som Pleasance! Pleasance ville vide, hvad han burde gøre nu; Pleasance ville vise ham vejen frem.
Men hun er her trods alt ikke – og du er jo en formidabel skuespiller! Se som du fik lokket hende med ind! Gad vide, hvor langt vi kan gå sammen denne gang?

”Chaunce. Chaunce Lochtree”, hørte Chaunce sig selv sige, som han tvang smilet – det, der havde lagt klistrende på hans læber fra det øjeblik, Rhoslyn havde vendt ryggen til ham – af sit ansigt. Stemmen fortalte ham nemlig, at det også havde sat sig i hans grønne øjne.
Dernæst nikkede han hastigt og skar en lidende grimasse. ”Min familie og jeg tør ganske enkelt ikke at besøge dette hus længere. Jeg… jeg kom, i håb om, at hvad end der er… her… ville, du ved, forsvinde! Vi ved ikke, hvad vi skal gøre – kan gøre!”, lød det dernæst hektisk, i det Chaunce trådte tættere hen mod kvinden; for tæt, hviskede stemmen, men Chaunce hørte den ikke.

”Men jeg kan se, at De kan mærke Mørkets magter, ikke sandt? Det kan De? Hvordan – hvordan føles det?” 

Chaunce Lochtree - hun mindes at have læst om denne familie. Og hvad hun huskede, så var det ikke godt. Hvilket også var grunden til at det løb hende koldt ned af ryggen, som hun kunne fornemme at dette havde været en dum idé. Hun skulle have lyttet til hendes mavefornemmelse, der havde fortalt hende at hun skulle have hentet en anden. Men nu var hun her, og manden bag hende havde jo tydeligvis brug for hjælp. Og hun havde ikke tænkt sig sådan at vende ham ryggen, og løbe ud af huset - blot fordi det ikke virkede rart - ja nærmest klamt, at være inde bag de fire vægge af det overdådige hus. 

Hun mærkede hans varme, som han trådte tættere på hende. En smule febrilsk vente hun sig rundt, og de lysende blå øjne betragtede ham i en ganske enkel forvirring. Hvorfor var han så tæt på hende? “Jeg er helt sikker på, vi nok skal finde en løsning så din familie og de tør at komme tilbage til hjemmet.” Mumlede hun prøvende, og valgte at træde et lille skridt tilbage - uden at tage hendes øjne fra hans tårnende skikkelse. 
Tungen fugtede lige så stille hendes læber, som fingre greb omkring kobens front. Hjertet begyndte at slå hurtigere, og selvom den ikke havde en decideret mærkbar effekt på hende. 

“Jo - jeg kan mærke det.” Svarede hun langsomt, og prøvede at frembringe hendes smil igen. “Det er som - klamme fingre, der prøver at rive i en. Og prøver at trække en under kold - isne vand, så man ikke længere kan få vejret.” Hun lukkede øjnene, for at se om hun kunne fornemme hvor præcis følelsen kom fra.

Klamme fingre.
Isnende koldt vand.

Kvindens ord roterede skiftevis, som i et evigt mantra, bag Chaunce Lochtree’s hvide pande, alt imens de giftgrønne øjne betragtede hende i en stirren. Det var stemmen, der ikke var Chaunces egen, der lod ham vide, at han måtte blinke – og dernæst lade denne Rhoslyns ord forlade ham. I hvert fald for nu –

Hvormed det var det, Chaunce gjorde. Han blinkede.
”Det lyder gruopvækkende”, hørte han sig selv sige, hans stemme blid og lavmælt; ja, næsten intern – som ville det mørke, der unægtelig var et sted i hjemmet, høre dem. Og det gjorde det. Chaunce, og stemmen der ikke var hans egen, hørte Rhoslyns lette gisp; så, hvordan de blå øjne skød op i forfærdelse; så, hvordan hun forsøgte at tæmme ubehaget.

Mon hun ved, hvad der foregår, spurgte stemmen drævet, hvortil Chaunce trak en anelse på den ene skulder; som sad en sene i klemme, han forsøgte, at vriste fri.

”Vil De ikke se resten af huset? Eller – kan De, De ved, få det væk… herfra?”, hviskede Chaunce, i det han dernæst lænede sig op af væggen, hvorpå tapetet hang i laser. Fortsat stirrede han på hende, men ikke foruden at sende hende et… opmuntrende smil. 

Hun tog en dyb indånding, kunne mærke hvordan hendes brystkasse løftede og lige så stille sænket sig igen. Det lyder gruopvækkende. Hans stemme følte ikke helt hans egen, blid og lavmeld - hvorfor den tanke slog hende, vidste hun ikke helt og hun skubbede den hurtigt fra sig igen.
Spinkle hvide fingre greb omkring halskæden der hang uden på hendes rober. Symbolet for livets gudinde Isari. En stille bøn forlod hendes læber, og hun lod øjne hvile på manden foran sig. Hun ville altid tro på det bedste i folk, og selvom at mange af hendes instinkter fortalte hende at hun skulle løbe.
Løbe, løb, løb så langt væk du kan.

Så blev hun stående, betragtede væggene hvor at tapeten lige så stille var ved at krakelere af. Det virkede generelt ikke som et behageligt hjem, og endnu mærkeligere at nogle rige mennesker skulle bo her - nu havde han godt nok sagt, de ikke ture komme tilbage hertil. 
Ud af øjenkrogen hvordan hans skulder trak op - som et en bevægelse der kom når noget ubehageligt greb i hen. Og hun mærkede hvordan noget koldt pustede ned ved hendes nakke og fik hårene til at rejse sig over det hele.
Stik af, ud af døren - så hurtigt du kan.

Men hun blev stående - hun ville hjælpe ham. Hun ville ikke gå herfra, før hun kunne mærke lidt af lyset i hjemmet og i ham.
"Jo" hviskede hun langsomt, og nikkede. "Hvis mig resten af huset, kan være vi kan finde kilden til dette mørke." og hun besvarede hans smil, med et som der lyste hele hendes ansigt op. Trods den ubehagelige fornemmelse fortalte hende, at kilden var ham.

Hun er anderledes end de andre før hende. Kan du også mærke det? Kan du også mærke, at hun ikke ædes op indefra? Stemmens insisterende hvisken, sendte en kuldegysning af spænding ned langs Chaunce stærke rygsøjle, og han måtte nikke – ganske spædt, som var det i virkeligheden en krampetrækning – i enighed. Denne Forkynder var så ulig de forrige, den mørkhårede mand havde mødt; frygten, han genkendte i hendes ansigt, til trods for lyset der emmede fra det, var nemlig hendes egen – og ikke udsprunget som resultat af Chaunce selv.

”Efter Dem”, hviskede han og lod sine ene hvide hånd gestikulere mod trappeopsatsen. ”Må jeg vise Dem, hvor jeg mener, at Mørket udspringer? Jeg tror nemlig, at jeg ved, hvorhenne at det er…”
Soveværelset?
Endnu en krampetrækning – der i virkelighedens verden var et nik – fulgte troligt efter, som Chaunce kælede for sin underlæbe med sin tungespids. Stadig stirrede de giftgrønne øjne på denne Rhoslyn, og da de begyndte, at bevæge sig op mod mandens barndomsværelse, tilbød Stemmen ham endnu en åbenbaring: Hun ved, at det kommer fra dig. Jeg kan se det i hendes øjne. Vær på vagt!

Chaunce lod sin handskebeklædte hånd følge murværket og det forrådne tapet, til de begge nåede op af trappens uendelig mange trin. Han stod bag hende, stadig smilende, og i det hun skævede til ham for vejvisning, pegede Chaunce frem foran sig.
”Det startede bag døren der…” 

Hun nikkede, og gik lige så stille hen til trappen. Hun tøvede dog kort, kiggede skræmt op af de forfaldne trapper. Men det var ikke frygten for om de kunne holde til hende, men mere hvad der ventede på hende deroppe. Blikket lagde sig over skulderen, inden hun kiggede ind i hans grønne øjne. De leende øjne, der bestemt ikke stemte overens med hans ellers så nervøse stemme før. Hun måtte også erkende at stemmelejet havde taget en anden drejning, men der var noget over ham - noget der skreg på at blive reddet, og det kunne sagtens være dette var en forkynders håb - et håb om at hun kunne redde hver og en, selv dem som var allermest fortabt. 
Hun nikkede dog resolut og gav ham et prisvindende smil. Inden hun tog symbolet for lyset op og kyssede det med hendes bløde runde læber. Og tog så første skridt op af trappen, hendes amulet der dansede mod brystkassen for hvert skridt hun tog.
Hvert instinkt i hende skreg på at det var en dårlig idé, men hendes mod steg dog også for hvert skridt der blev taget. Se frem, ikke tilbage - lyset viser dig vejen. 

Hvor lang var denne trappe? Da de endelig var kommet op af dem, stod hun en smule anspændt og kiggede ned af den ganske mørke gang - den var næsten for mørk. Hendes lysende blå øjne vente sig mod ham igen, for at søge efter hvilken vej de nu skulle tage.
Bag døren der? 
Det gyste i hende, hun var næsten overbevist om, at dette var første gang han faktisk fortalte hende hele sandheden. Det skete bag denne dør. 
Langsomt, gik hun hen, og hun lod langsomt fingrene gribe omkring metallet der udgjorde håndtaget - trykkede ned og åbnede op. 
Dyb indånding, også gik hun ind - synet fik hende til at bakke tilbage. Hun ramte hans brystkasse, som øjnene indtog synet. Og det var ikke en gang fordi det var så skræmmende, men den pulserende mørke energi var pludselig så kraftig, at hun kort varigt helt glemte hvordan man trak vejret. "Ved Isari - hvis mig din styrke" hviskede hun hæst, og greb igen omkring smykket der hang om halsen.

Chaunce fulgte opmærksomt Rhoslyn med det giftgrønne blik. Som den uundgåelige spænding steg, des tættere hun kom på det faldefærdige kammer, des mere fortav Stemmen bag Chaunces hvide pande; den efterlod ham, men kun for et kort øjeblik, i det at momentet nåede sin forløsning og Rhoslyn lod sine spinkle fingre gribe om dørhåndtaget –

Chaunce sank en klump, hvorefter han i fem lydløse og hastige skridt, placerede sig bag ved Forkynderen. Det var tids nok til at nå at standse hende, forinden at hun drejede rundt på hælen og flygtede fra, hvad end det var hun så; hvad Chaunce dog kunne se, var en tremmeseng, dækket af støv og sort mug, samt en ussel lænestol, hvis betræk var mørt – ja, tilmed hullet enkelte steder, så halmen stak ud i sædet. Spidsede man øre – og det gjorde Chaunce altid – kunne man høre små puslende skridt fra stolens indre.
Den høje mand stak sin næse ind i kvindens blonde hår og inhalerede hendes duft. Den var behagelig; varm, som en hed sommerdag, sødlig som honning på nybagt brød; så uskyldig, eftersom den ikke afslørede, at hun i sandhed var en kvinde. Ingen duft af hendes ønske om forløsning, af hendes køn…

”Hvad mærker du nu, lille du?”, lød i en lavmælt og hæs hvisken, i det Chaunce greb om sin ene handske og hev den af. Han måtte røre hendes hvide hud; selv ikke, hvis Stemmen havde forbudt ham det, kunne han kæmpe imod trangen – røre måtte han, og det var netop, hvad han gjorde, i det han tog hendes lille hånd i sin.

”Fortæl mig, hvad du mærker nu.”     

Hun stivnede, hvordan kunne hun andet?
Manden, Chaunce stak sin næse ned i hendes hår. Hun mærkede hvordan han tog hendes duft ind - hvordan at rummet blev mindre og mørket omringede dem. Deres klamme klør der prøvede at rive og flå i hende. Men så snart de satte sig i hende, så forsvandt de. Hun kunne mærke dem, hun vidste de var der - og det i sandhed var nok til at få den spinkle kvinde til at ryste i nærværret af manden som havde et fast tag i hende. Og det værste var, at hun endnu ikke kunne få sig selv til at flygte. Og dette var måske hendes naive tilgang til livet - at hun sådan ønskede at hjælpe alle. Selv de mest fortabte. 
Hendes læber skilte sig fra hinanden, som skulle hun til at skrige. Åh hvor ønskede hun dog at skrige, så nogen kunne komme og redde hende. Men igen, hun gjorde ikke noget. 

Hvad mærker du nu, lille du?

Hun havde haft ret, det var ham - det var ham som var dæmonen. Det var her mørket kom fra. Ham som havde været med til at inficere hele huset. Grunden til det hele var så mølagt og forfaldent. Hun gøs. 
Hendes øjne blev store, da hun så hvordan hans fingre var helt sorte. Han var i sandhed mærket af mørket. Hun rev dog ikke hånden fra sig, som hun måske instinktivt burde. Men vente blot store blå øjne op mod skikkelsen. 

"Du er mørket i huset" hviskede hun hæst, som havde alt fugt forladt hendes mund. "Hvordan. hvordan er du blevet sådan? Hvordan har lyset forladt dig sådan." hun måtte spørger, hun måtte vide det. Hvordan kunne hun hjælpe ham - var det overhoved muligt? 
Men det var ikke svaret på hans spørgsmål. "Jeg mærker klamme mørke tentakler der prøver at gribe efter mig - der prøver at manipulere med mig. Men du får ikke lov." sagde hun endelig, og kiggede ham næsten trodsigt ind i øjnene - og greb så omkring hans hånd. Ikke at hun kunne forhindre ham i at trække den væk fra hende. Intet af hvad hun foretog sig, var måske særlig fornuftigt - eller gav mening. Men dette var i sandhed en bizar oplevelse. 

Chaunces hvide og let fregnede ansigt lyste op i et glubsk smil. ”Ja!”, udbrød han, lavmælt, som havde den blide kvinde gættet rigtigt på et spørgsmål i en quiz. Det henrykte og grådige smil forblev plantet solidt på Chaunces læber, alt imens de giftgrønne øjne for omkring på hendes ansigt; søgende efter svar på, hvorfor Mørket ikke havde fortæret hende endnu. Måske – han ikke havde pumpet hende fuld med den rette dosis?
Ah, ja. Det må være svaret, hviskede Stemmen overvejende, hvorefter det trak forræderisk i Chaunces ene skulder; som endnu en af de krampetrækninger der fulgte, når han svarede Stemmens befalinger og konklusioner med sin krop. Det var nemlig aldrig ord, Chaunce lod flyde over fra sin mund. Til det var Stemmen for intelligent.

Dæmonen lagde hovedet på skrå, i det Rhoslyn spurgte, hvorfor han var, som han var. Til det havde han intet svar – og på samme tid kun et af give. Han var som han var, fordi… ja, at det var han jo. Var der anden mulighed? Forvirringen, der udsprang fra kvinden, fik for et øjeblik Chaunce til, at krølle sine sorte øjenbryn sammen i eftertænksomhed. Uden i grunden at være bevidst om det, tænkte Chaunce så det knagede mellem de to ører.
Det var dog ikke særlig morsomt – sådan at tænke over sådanne overvejelser, så Chaunce trak på skuldrene og lod det grådige smil finde vej tilbage igen. ”Måske du har svaret, min kære. Du er noget helt specielt, er du ikke? Jeg så det, da du stod og kiggede på mit hjem. Mit barndomshjem. Jeg så det, gjorde jeg! Du vidste det!”, udbrød Chaunce henrykt, hvorefter han trak sin hånd til sig for at klappe begejstret – og le. Skingert.

”Nu skal vi prøve noget nyt!”, bekendtgjorde han, hvorefter han – igennem sin blodmagi – tvang Rhoslyn til at dreje rundt på hælen og skridte mod den faldefærdige lænestol. I det at hun satte sig, gled Chaunce på knæ og slap sit magiske jerngreb om hende. ”Hvad føler du nu? Bliver… Mørket mere magtfuld?”

Nu var det forsent. Det fortalte den lille stemme i hendes hoved. Forsent at flygte - men ikke at redde manden foran hende. Hvilket pludselig blev Rhoslyn Den Blides mål. Hun ville ikke gå ud af dette hjem, før hun var sikker på - at hun i det mindste havde gjort nogen form for forskel.
Noget specielt? Det var hun vel, Isari's lys havde gjort hende til hvad hun var. Et bedre menneske, en forkynder af lyset som gerne ville hjælpe alle. 
Som han formede sætning længere, og blev ved med at forklare hende hvorfor at han havde inviteret hende med ind. Eller hun kunne gætte sig til konteksten som han udbrød at ha havde set hende stå og betragte huset. Men stemmen, hans måde og formulere sig på - ændrede sig så drastisk, at hun vidste at nu måtte hun se den sandeform. Nu var masken taget helt af, og personen der stod og klappede i sine hænder og lo - dette var den rigtige Chaunce Lochtree. En mand rørt så kraftig af mørket, at hun ikke var sikker på om lyset nogen sinde havde været i hans sind - foruden den dag han blev født. For ingen var onde, det var en ting hun altid ville holde tæt i sit sind. En påstand som ingen ville kunne ændre. 

Hun gispede, da hendes krop drejede rundt og tvang hende til at gå ind i rummet hun havde prøvet at flygte fra. Ned i den klamme stol blev hun placeret, og det gibbede i kroppen - da hun mærkede hvordan sædet bevægede sig under hende. Så meget, at hun slet ikke lagde mærke til mørket mere. Men blot måtte bide sig selv i tungen, for ikke at begynde at skrige. 
Bedende blå øjne betragtede hans skikkelse som han gik i knæ foran hende. 
"Nej -" hviskede hun hæst og rystede på hoved - "Men stolen er ikke særlig komfortabel.." sagde hun lige så stille, og prøvede at rejse sig igen. Hun havde ikke lyst til at blive siddende! 
Også ramte mørket hende, hendes øjne flygtede hen over gulvet, rundt omkring dem. Sengen forsvandt næsten i det mørke hun så - og lyset omkring hende, blev dog blot stærkere. Da hendes anden magi, den hun ikke kendte til begyndte at virke.
Sollyset hun havde trukket ind i kroppen, begyndte næsten af emme fra hendes blege hud - og fik hende til at lyse op, som hun kiggede tilbage på ham med store øjne.
"Er det fordi du har en tæt knytning til rummet - er det derfor at mørket er så magtfuld her?" sagde hun næsten åndeløst som hun bed tænderne ned i underlæben.

Chaunce betragtede – både med dyb fascination og store, sorte øjne – hvordan de mørke tentakler ikke på noget tidspunkt formåede at gribe om kvindens spinkle skikkelse; som en ubuden gæst, fik de ikke lov til at komme ind.
Hun er i sandhed ganske speciel. Hvor Vi har mørket i Os, har hun lyset i sig. Se på hendes hud. Se hvordan hun stråler!
Stemmens konstatering – en, der var badet og vædet i en imponerende tone – fik Chaunce til at vrisse af luften. Til trods for den tydelige frustration smilede han dog fortsat; det resulterede i et bizart udtryk, der ikke lod sig beskrive; lige dele irriteret og muntert. De sorte øjne slog gnister, som Chaunce lod tentaklerne farer mod hende for endnu engang, og selvom de trak al lyset – det, der ikke emmede fra Rhoslyn – til sig, kom de aldrig derind, hvor de ellers altid indfandt sig.

Chaunce begyndte at bløde fra sin næse, men han end ikke selv bemærkede det. Han forsøgte fortsat – som et dumt dyr – at trænge igennem, ja, hvad end der afskar ham fra Rhoslyns indre, men uanset hvor hårdt han anstrengte sig, ville det ikke lykkes. Det var… forfærdeligt. Havde Pleasance set ham nu, ville hun blive skuffet – måske tilmed frastødes af ham!

Chaunce formåede omsider, at tage en dyb indånding og som han gjorde, forsvandt det frustrerede og efterlod kun det påtaget morede, venlige og imødekommende tilbage. Hans stemme afslørede ham dog, og da han omsider svarede, skælvede den mørke tone i rummet: ”Dette er mit barndomshjem. Min tvillingesøster og jeg har altid… fået en speciel diæt. Det er en gave, forstår du, lille du? Det er en gave! En pagt min familie indgik utallige år forinden, at jeg blev født!”, fortalte han stolt. Chaunces skuldre gled tilbage, som han rankede ryggen og så på hende med sorte, gnistrende øjne.

Hendes egen overraskelse omkring at hendes hud begyndte at lyse, som den hvideste lys - end ikke solens stråler - eller flammerne kunne måle sig. Var dette en gave fra lysets gudinde, så hun kunne modstå denne mands mørke? Dette måtte i sandhed været et tegn, at hun kunne hjælpe ham. Så derfor forsvandt frygten også lige så stille. Det var som om at gudinden selv, lagde en hånd på skulderen og fortalte hende, at alt nok skulle blive godt - at hun blot skulle følge sin egen mavefornemmelse. 
Mørket væltede ind over dem, det var utroligt hvordan de kunne strømme fra ham. Men hun kunne også se hvordan han anstrengte sig. Hvordan blodet begyndte at løbe fra hans næse, og hans øjne blev mørke som kul.

"Stop, stop før de slår dem selv ihjel!" bad hun, og lagde hendes hænder på hans ansigt. Blidt og nænsomt - som han måske slet ikke fortjente, da han tydeligvis ville gøre hende fortræd. Men hvis han ikke kendte til andet end mørket - hvordan kunne han så lade være? 
Lyset pulserede langsomt hen over den hvide hud, som var det en hinde der havde lagt sig over hende. 
Hun fjernede langsomt fingrene, lod dem glide hen over det fregnede ansigt inden hun lagde dem i sit skød. 

"Men - er mørket, det som lever i dem - hvorfor er det en gave? Kan du forklare mig det?" sagde hun nervøst, for hun forstod det ikke. Hvordan kunne det være en god ting, det kunne hun simpelthen ikke forstå. 

Chaunce udstødte en skinger lyd, der i sin natur var udefinerbar; hans sorte øjenbryn var krøllet sammen i midten af hans pande i åbenlys forvirring, hans læber bidt sammen, så de blev til tynde streger og til trods for det altomsluttende mørke i hans øjne, formåede blikket, at vidne om samme perplekse sindstilstand, hvori han befandt sig. Rhoslyns ord havde nemlig, ganske unægtelig, efterladt dæmonen i et… dilemma. Det var i hvert fald, hvad han antog, at det måtte være.
Stemmen, der ikke var hans egen, gav heller ikke lyd fra sig. Også den var forstummet i vantro, som den kønne kvindes udbrud, havde nået den unge mands øregang og dernæst hendes spørgsmål, der havde lydt end ikke øjeblikket efter – Hvorfor er det en gave? Kan De forklare mig det?

Var det ikke tydeligt hvorfor? Så hun ikke magten, der troligt fulgte med?

I et langt øjeblik kunne Chaunce ikke andet end at betragte kvinden. Stadig sad han på hug foran hende, og uden at lade sine øjne farer fra hende, satte han sig bedre til rette; som en sulten kat, der vidste, at byttets tilbagekomst lod vente på sig og at der derfor ikke var grund til at spilde unødige kræfter.
Forandring, fra febrilsk forvirring til hoverende morskab, var øjeblikkelig. Chaunces ansigt lyste op, i det hans ord lød – ord, der mindede om et frydefuldt barn, der netop havde fået overtaget over den voksne i en diskussion, de aldrig havde formodet at vinde til at starte med: ”Det gør mig bedre! Kan du ikke se det, lille fugl? Jeg lokkede dig hele vejen herind og nu sidder du der, fordi jeg bestemte, at det skulle du! Jeg kan bestemme, hvordan vi leger og jeg ved, hvordan vi leger bedst!” I det at talen nåede sin afslutning, smilede Chaunce så bredt, at hans hvide tænder blev afsløret –

Og dog følte han ikke til fulde den glæde, han ellers gav udtryk for. Aldrig havde nogen råbt til ham, at han skulle stoppe sin magi, før den slog ham ihjel. Det var trods alt altid dem selv, de tiggede om nåde for.