Noriana var sluppet fri fra sine forældres klør, og var smuttet op på en vogn, usynlig, på vej mod Dianthos. Hun sad med bag på vognen og holdt fast. Da den nåede Dianthos’ travle gader smuttede hun af og forsvandt i mængden. Hun gjorde sig synlig igen i en gyde og bevægede sig ud i folkemængden. Hun var iklædt en kjole for en gangs skyld, men stoffet var mere elastisk, så hun kunne frit bevæge sig uden problemer. Hun åndede lettet op. Endelig var hun fri!
Hun slentrede ned ad gaden til hun nåede det travle marked. Hendes yndlingssted. Hun kiggede på de forskellige boder. Der var meget der fristede, men hvor skulle hun gemme sit bytte når hun engang tog hjem igen? Så hun lod være med at købe noget. Hun forlod markedet og fortsatte ned ad de smallere gader.
Som hun skulle til at dreje af, var der en der tog fat i hende og vendte hende op mod muren i en skruestik. Hun prøvede at vride sig fri, men uden held. Hun begyndte at skrige, men mærkede kold metal mod hendes nakke. Hun forstod hun skulle tie stille. Hvem det end var, begyndte vedkommende at hive op i hendes skørt. Hun stivnede, blev paralyseret.