Krystallandet
Helli 24.06.2020 10:12
Til trods for de mørke bjerge, og mørke slot, så stod solen og bagte ned på Obsidianslottet og barakkerne. Jorden var gold og hed, og hvis man ikke havde noget fodtøj på, ville man ved lethed kunne komme til at brænde sine fødder på den varme jord.Derfor var det også med god grund at en del af soldaterne tilknytte slottet var blevet indenfor på denne dag, mens de ventede på at regnen skulle falde, eller at der i det mindste skulle komme en brise forbi. En af de få der havde vovet sig udenfor var dog Kiri.
Kiri stod ude på træningspladsen med hende bue og et pilekogger hængende på ryggen, som hun stod og skød på mål. Det var vigtigt at holde sine evner ved lige, det var hvad hun altid havde fået at vide, så selvom det var en simpel øvelse, så gjorde hun det næsten slavisk.
Der sad allerede tre pile på skydeskiven, alle lige omkring midten, og hun tog den næste pil frem, før at lægge den på buen og gøre sig klar til det næste. Hendes hænder føltes varme, svedige og klamme, og man kunne se hvordan sveden allerede var ved at pible ned af hende.
Ligesom hun følte at sigtet var der, og ville give slip, kom der er et høj brøl, som midt i Kiris koncentration forskrækkede hende. Pilen blev sluppet, og fløj forbi målet, og videre, indtil den satte sig i en af barakkerne. Dog ikke uden kun nær at have misset en person der var gået forbi i det øjeblik.
Det havde ikke set helt godt ud hvis Kiri faktisk havde ramt dem i hovedet, men det var ikke som om at nogen undskyldninger lå på kanten af Kiris tunge.
