Det var over et halvt år siden den tidligere ypperstepræst for Kile var taget i varetægt. Hans forbrydelser var mange, mod kronen såvel som folket. Størst af dem var hans samarbejde med dæmonen der havde båret Dronning Isannes skikkelse. 
Få havde savnet rollen udfyldt, da mistilliden til Kiles temple var høj efter Ordenens fald, og mange spekulerede på om posten overhoved ville blive udfyldt, eller om posten var faldet i så dårligt lys hos Dronningen, at hun havde forbudt det.

Sandheden var dog en ganske anden. En ny ypperstepræstinde var blevet udpeget at Dronningen og hendes råd, ikke længe efter Dronningens genkomst, men omstændighederne havde ikke tilladt denne at tiltræde i sin gerning, før nu.

Solen stod lavt på himmelen, da dørene til Kiles temple blev slået op, efter at have været lukket siden solopgang. Bag de lukkede døre var ritualer blevet gennemgået, kun kendt af de indviede , for at forberede det nye religiøse overhoved spirituelt.
Der var ikke mange af Kiles præsteskab tilbage i Dianthos, men de der var, trådte ud af templet under solens sidste stråler. Efter dem fulgte den nye ypperstepræstinde for Kile, elveren Netrish.

Ypperstepræstindens klæder var simple, og ikke meget anderledes end det almene præsteskab bar, udover stolaen der lå over hendes skuldre, og faldt ned til knæene. Maskerne Kiles Orden havde båret var væk, og Kiles præsteskab så igen befolkningen i øjnene. Som ypperstepræsten stod foran de forsamlede var hendes ansigt dog roligt og udtryksløst, som den maske hendes forgænger havde båret.

En urolig mumlen gik igennem folkemængden, men den sortvingede engle, der stod ved ypperstepræstindens side, holdt folk fra at bilve uregerlige.
Ypperstepræstinden løftede en hånd til tavshed, og efter de forsamlede igen var faldet til ro, talte hun:

“Kile er uundgåelig.
Vi vil alle møde Hende en dag, og Hun vil tage os i sin trygge favn, til vi genfødes på ny. Der er gjort mange udåder af den Orden der påtog sig Kiles navn, trods deres ophav var altruistisk.
Deres Orden bragte mad til til de hungrende og slog ned med hård hånd i urolige tider. De kaldte ven for fjende, og holdt dem fra døren, med vold og magt, til de splittede familier, venner, og landet selv.

De endte liv, hvis lys endnu brændte.

For de er fulgte dem, havde glemt Kiles ord.
Det er ej Kile, der bringer mad til dit bord.
Det er ej Kile, der dømmer ret fra slet.
Det er ej Kile, der bringer morgendagens lys.
Og det er ej Kile, der søger at kvæle lyset med endeløst mørke.


For det er ej Kile der tænder vort livs lys.
Det er Kile der vælg dets længde, og når vor lys brænder ud, er det i Kiles favn vi alle finder ro.

Kile er alts Ende.

Til jer fremmødt her, ved Kiles hellige tempel, til jer der tvivler på Kiles plads, siger jeg;
Hærges dit hjem af sult og nød, så gå da til Laurana, der bringer høsten.
Søger du oprejsning for uret gjort, så vend blikket mod Azurs lov.
Er du barnløs, så forband ej Kile, men søg Leanders frugt.

Men er det afsavn til de du har mistet, der trykker dit sind, så kom da til Kile og find trøst. Frygter du for den uundgåelige skæbne, der venter os alle, så kom da til Kiles Temple og lad os væbne dig mod uvisheden.

Kile går med os i alle liv, men det er kun efter hendes omfavnelse, at vores sjæl på ny kan leve”

Efter ypperstepræstindens tale, tændte Kiles præsteskab alle lys og satte dem i lanterner. Dernæst stillede de op til procession, med ypperstepræstinden i front.
Lys blev uddelt blandt de tilstedeværende, der ønskede at deltage i processionen. De blev tændt fra lanternerne og procession drog igennem Dianthos gader. Fra den øvre bydel gik de, ned gennem den centrale bydel, og helt ud til den nedre bydel. Hvert sted blev talen gentaget, for de der ønskede at lytte. Folk kunne gå med processionen, så længe deres lys endnu brændte.

Mørket havde endnu ikke helt indfundet sig i sommernatten, da dørene til Kiles Tempel blev åbnet og brød den spredte mumlen blandt de forsamlede udenfor. Af alle templer i området var Kiles det eneste hvis dør ingen kunne huske se lukket dag eller nat. Noget særejet måtte være sket og efter de sidste års hændelser så ingen lyst på den slags.
Det var dog et alvorligt om end lille følge der kom ud fra den mørke bygning. De delte sig i to rækker og afslørede som de skiltes de sidste til at komme ud - en elver med ypperstepræstindens stola og en Sortvinget engel af Kile bag hende.

Mitch trådte ud ved siden Netrish som de stoppede og holdt blikket på de forsamlede. Hans udtryk var roligt og neutralt afventende, noget han kunne se ikke så få tog som advarende. Det gav den ønskede ro til at Netrish kunne tale.
Ordene klang rene og uimodsagt over mængden. De bar med sig en forsikring. Ikke om en bedre fremtid eller fred eller andre krystalianske goder, men om en tilbagevending af den Kile der altid var og altid ville være. Gudinden for den sidste fred og den evige hvile. Den eneste sikkerhed.

Som den eneste af Kiles Tro bar Mitch hverken en lanterne eller en fakkel. Han holdt sig tavs nær nok til Netrish til at ingen tvivlede på hans beskyttelse af hende, men fjern nok til ikke at skygge over hende. Det betød dog at hun var indrammet af hans vinger som de gik og effekten var ikke tabt på de folk de passerede. Disse kom der flere af som processionen bevægede sig gennem byen, men til alles uviste lettelse sluttede en del sig også til dem. Håbet om evigheden for alle var velkommen, men mest af alt en forsikring om at de sidste rester af Ordenen var væk.

Reina havde været en af dem der havde været fortæler for en ny Kile præstinde, til trods for alt den svie Kiles Orden havde bragt både hende, men også resten af den hellig bydel.
Hun følte sig dog sikker i sin sag, og selvom hun ikke kendte denne nye ypperstepræstinde fra skovelverne, så havde hendes milde udtryk været mere end nok til at Reina havde accepteret hende. De kunne have en snak ypperstepræstinde til ypperstepræstinde senere.

Da hun ikke var en del af Kiles tempel, eller på anden måde bekendte sig til dødens gudinde, var hun også kun mødt op til da Netrish forlad templet, nu kåret som ypperstepræstinde. Hun lyttede til talen med et tilfredst smil på læberne, og da de tog turen gennem byens stræder, gik Reina tilbage til Isari katedralen. Hun kunne ikke vide hvad tiden bragte, men hun vidste at Kile var tilbage på sin rette plads i byen.
Måske en dag Reina selv også ville gå Kiles favn i møde, men indtil da, så havde Isari bragt hende tilbage af en grund, og hun ville nok i nogle år endnu undgå det uundgåelig.