”Indfang kræet før det kommer fri!”
”Det åd to af mine bedste kyllinger! Grådige dyr!”
”Hvad er det?! Tydeligvis ikke menneske. Se de tænder!”
”Dræb bæstet!”

Det var et værre postyr der var opstået i den lune unge nat. Landsbyen var blevet vækket ved lyden af hylende svin og efterfølgende skingre lyde, ingen af dem nogensinde havde hørt før. Det havde både lydt som et arrigt skrig samt et ynkeligt brøl fra en mindre dyreunge. En klokke, bundet fast til den selv samme snor, der havde løbet mellem svinestiens hegn til at gøre præcis, hvad der var sket denne nat, ringede voldsomt, som der blev hevet og flået i snoren og overdøvede næsten de mange forskellige stemmer, der talte om bæstet. Bæstet der var blevet offer for alarmsnoren.

Viklet ind i den tynde, dog forbløffende robuste snor, halvt hang og halvt ’stod’ en ganske lille skikkelse. Ikke meget større end et pigebarn, hvis ikke mindre. Selv i det upræcise lys som de mange fakler gav, kunne den besynderlige teint af dunkelhed ses, og det adskilte hende straks fra forsamlingens lyse eller brune nuancer. Gennemtrængende gule øjne stirrede frem fra et sjal af lange lyse lokker og spidde sig skiftevis mod hver enkel af de fremmede. Disse fremmede var farlige. Det var alle fremmede. Hun kunne ikke lide fremmede! Særligt ikke når de bag på de brændende flammer.
Selv med foden fanget i en underlig højde, stod hun som på alle firer. Den frie fod placeret i jorden, parat til at sætte af, havde hun ikke være fanget, og begge hænder var lige så. To fyldte rækker af skarpe tænder - nogle større og længere end andre - snerrede tilbage mod de fremmede. Hendes læber trukket godt tilbage i knurrende facon. Hun havde tydeligvis ikke struben som et dyr, så hun lød ikke helt som et rovdyr ville. Hendes lød mere gurglende. Men imitationen var gjord så præcis som muligt henover hendes mange år i det fri. Hun var stadigvæk et rovdyr.
Hendes spinkle skuldre sad helt oppe omkring de deforme elverlignende ører og hendes ryg var skuttet som en arrig hund. Spændt op som en fjeder. Alt ved hende sagde ’hold jer væk’. Og det så ud til at virke, for ingen turde træde meget tættere på. Et par tog af og til et prøvende skridt frem, men måtte hurtigt fortryde og træde tilbage. Ikke at de var til at bebrejde, for hver gang det blev opdaget, rettede kreaturet al opmærksomhed mod dem. Og nøjedes hun ikke bare med at knurre ekstra højt, bed hun ud efter dem. Så voldsomt at det næsten var til at hører, hvordan hendes gebis klappede sammen.

”Er det ikke et barn?”
”Lad jer ikke narre! Dét er intet barn. Det er en afskyelig efterligning! Det er sikkert sådan den jager os.”

Det lille bæst var umådeligt skrækslagen. Det var det samme, som havde en ulv blevet trængt op i en krog. Hun var blevet trængt op i en krog. Og hun havde kun én måde at overleve på. Det var at vise dominans. Hun sitrede og rystede ikke kun, fordi hun var aggressiv. Hun rystede og sitrede af frygt for disse fremmede og, hvad de ville hende.

Oswald var taget med hans trofaste følgesvend Wallis ud for at se hvad måne lyset bragte med sig. Hvilket var en god undskyldning for, at han ikke havde lyst til at gå tilbage i seng, efter den forfærdelig drøm han havde haft. Vågnet op badet i sved, men han kunne ikke helt tyde hvad det havde været, som var sket. Blot at han ikke havde fundet det behageligt, overhoved.
Så efter han havde sundet sig, fået noget iskoldt vand i hoved, havde han trukket i nogle hoser og en kjortel. For så at begive sig ud på en forfriskende vandretur.
Han havde først tjekket til de syge dyr, nu når han var ude – også var de gået. Wallis havde nydt det, og opført sig som var han hvalp igen. Hoppet rundt, lavede mærkelige krumspring, som blot havde fået Oswald til at trække på smilebåndene.

Han tog en dyb indånding, som han fortsatte hen over grusvejen. Den eneste grund, til at han havde taget den store bjørneulv med ud, var fordi der normalvist ikke plejede at være mange mennesker ude på dette tidspunkt af døgnet. Men da han kom lidt længere ned til den lille landsby, der ikke lå langt fra hans går. Blev han mødt af fakler og tilråb. Hvad var det lige der foregik?
Under normale omstændigheder, havde Oswald nok valgt at gå den anden vej. Men der var noget som trak i ham, i ham sagde at han skulle hjælpe til. Mest fordi hans erfaring fortalte, at det kun kunne handle om et dyr. Og han ville hellere blive mindre vellidt og redde dyret fra den vrede menneskemængde, end at vende ryggen til, og lade det ligge på hans samvittighed. 
Så med hans dybe ryst rømmede han sig, og trådte et skridt frem. Folk var først for opmærksom på, hvad end det var som de stod omkring, til at give ham nogen form for reaktion. Så da han kom tættere på, med den sorte ulv tæt på af ham veg folk øjeblikket fra ham.
“Det ham Oswald..”
“Ja ham nede fra gården?”
“Han er lidt sindssyg, er han ikke?” 

Folks hviskende stemmer, var ikke sagte nok, til at manden ikke kunne høre hvert enkelt ord. Men det så ikke ud til, at det var noget der gik ham på som han trådte helt frem. Hans blå grønne øjne, kiggede med stor omsorg på det lille væsen der ganske skrækslagen prøvede at vige folk bort. 
“Jeg tager mig af den.” Der kom mange protester, folk var ganske tydelig ikke tilfredse med at de ikke fik deres hævn. “Den åd alle mine høns!” Oswalds blik gled langsomt hen imod hønse indhegningen, og som havde de hørt personen, kom der to klukkende ud fra deres hus. 
Med et skævt smil vente han blikket hen mod personen. “Okay, måske ikke dem alle! Men den skal ikke have lov til at gå ustraffet! Se den! Den er uhumsk! Den skal slåes ihjel, før vores børn for hvad end af sygdomme den bære rundt på!” 
“Jeg skal nok tage mig af den. Du kan komme til gården i morgen, og få to af mine høns” Det fik personen til at mildne op, men det var ganske tydeligt som folk trak sig, at de bestemt ikke var glade. Og Oswald var også ganske sikker på, at det ikke ville være sidste gang at han skulle høre for dette.

Da de havde trukket sig, knipsede han to gange med fingrene, og den store ulv lagde sig ned ved siden af ham, og betragtede bæstet med den store kulsorte øjne. Ørene var lagt ned mod dens hoved, og det var klart den var mindst lige så bange som bæstet selv. 
“Hej, mit navn er Oswald - vil du lade mig prøve at få dig fri? Helst uden du bider mig, tak.” Sagde han forsigtigt, og satte sig helt ned i skrædderstilling. Dog ikke tæt nok på den lille skikkelse, der lignede en fortabt ung pige - eller, sådan da. 

En fremmede mere! Og denne fremmede kom tættere på end de andre! Sådan føltes det i hvert fald for det lille bæst, sådan som han kom møvende igennem mængden og gjorde sig til oppe foran. Havde det da overhoved været muligt for den bette krop at spændtes mere op, havde hun gjort det. Det var lige ved, at hun næsten lå med maven helt nede mod jorden, dog modsætningen var, at hun da bestemt ikke havde underlagt sig for hverken disse fremmede eller den nye med sin dyriske følgesvend. Ulven havde hun bestemt ikke overset! Lugten havde hendes næse opfanget med det samme, da den stod betydeligt meget ud i blandt de fremmede, der alle havde en forskellig men samtidig end lugt. Og lugten af brændt træ fra faklerne.

Hendes strube havde lige akkurat sat knurrende vibrationer i gang, da mængden af fremmede pludselig tog afstand til hende. Selvfølgelig havde hun ikke forstået, hvad der var blevet sagt og derfor heller ikke, hvad der var foregået, så selvfølgelig var hun i stedet overbevist om, at det var hendes succes i at jage dem væk. Også selvom de ikke ligefrem løb væk med halen mellem benene, som hun normalt oplevede det.
For bare et lille øjeblik lignede hun, at hun var faldet til ro igen. Hun havde for en stund holdt op med at vise tænder, og med barnlig nysgerrighed havde hun vovet sig lidt mere ret op, dog stadig på alle fire, for nærmest at se efter de fremmedes flugt væk fra hende. For de flygtede da. Men hun var ikke alene, og hun blev mindst lige så hurtig gjort opmærksom på den nyeste fremmede, idét lyde kom fra ham. Og på et splitsekund var hun tilbage til den fjedrede position, ytrede sig kun et sagte piv, før hun for alvor begyndte at knurre igen.

Den lille pige forstod ikke hans sprog. For hende var det ikke andet end lyde. Lyde lige præcist som dyrene kommunikerede, uden at hun forstod andet end intentionerne. Men selvom han talte så roligt, så var hun stadigvæk for skrækslagen til at lade sig opfange det. Hendes blik piske frem og tilbage mellem den fremmede og ulven ved hans side. Men mest var de rettet mod ham. Gule øjne stirrede så intenst og så varsomt, at de nær var ved at poppe ud ad hovedet på hende. Hun turde ikke blinke, og blinke gjorde hun så heller ikke. Forsigtigt veg hun længere tilbage, dog det var besværligt. Hun havde allerede trukket sig så langt tilbage, som det havde været hende muligt før.
Det var så småt ved at være muligt at høre, præcist hvor meget anstrengelse det gjorde på hendes stemmebånd, at knurre. Det var trods alt beregnet og udviklet til at tale. Tale de samme flydende ord som denne fremmede. Og de andre fremmede. Men aldrig var hun blevet lært dette.

Der kom et forsigtigt smil frem på Oswald, da han kunne se af den unge pige - dyr. Ikke kunne forstå hvad det var han sagde til hende, som sidste udvej, kunne han prøve at kommunikere med hende telepatisk. Men havde allerede på fornemmelsen, at det ville gøre hende endnu mere skrækslagende end hun allerede var. Han tog en dyb indånding, mærkede hvordan hans brystkasse pressede sig mod kjortlens stof. Hans blik lagde sig på Wallis der sad og pev ganske forsigtigt ved hans side. Med et håndtegn, fik han vist at den store bjørneulv skulle ligge sig ned. Og det gjorde han, dog ikke uden at lave en lyd der indikerede at den bestemt ikke var tilfreds. 
Også ganske tydeligt, at dette nok ikke var første gang, at den havde oplevet sin mester stoppe op for at snakke med andre dyr. 
“Jeg ved godt det kan virke meget voldsomt, sådan at blive overfaldet på denne måde.” Sagde han med den samme rolige stemme som før, og blev siddende lige som han havde gjort før. Han behøvede ikke at rykke på sig, for han havde ikke tænkt sig at gå nogen vegne før han var kommet igennem til den stakkels skræmte pige. Så det var også tydeligt, at hendes knurrende lyde ikke rigtig havde nogen effekt på ham. 
Han lod sine fingre, glide ind i den sorte ulvs pels, som den hurtigt begyndte at nyde. Tungen rullede ud af dens mund og viste den havde tog af slagsen. “Oh, Det kan da også være du er sulten” sagde han med et lille grin, og begyndte at rode rundt i hans taske og fandt et lille lump af brød frem. Han lagde det frem for sig, så hun ville kunne nå det uden problemer. 
Han havde alt den tid i verden, selvom han håbede de kunne nå at blive venner inden at solen stod op og landsbybeboerne ville komme ud igen. For så var han ikke sikker på, at han kunne få hende hjem i god behold.