Den varme barnehånd lukkede sig om den voksne kvindes egen hvide, så de små fingre forsvandt. Snakken gik ivrigt, for der var mange ting, der måtte berettes; blandt andet at dagen øjensynligt skulle bruges udenfor, med sværd af træ, litervis af frisklavet lemonade og i fantasiens farverige verden.
For Renny Gandir, der var modtager af den uendelige mængde – begejstrede – information fra den unge nevø, var momentet fuldkomment; hendes smil var grænsende til sagligt, som de sammen og hånd i hånd, spankulerede ned langs gadebilledet. Drengebarnets entusiasme var ganske enkelt ligeså smittende som den sorte pest, men dog livgivende og ikke livstagende, hvormed den sorthårede kvinde syntes at le for hvert skridt, hun tog.

Som de to nåede frem til et smukt dekoreret springvand, stødte de på legeaftalen selv og ikke mindst en ung barnepige, der efter bedste evne nejede for Renny. Denne gengældte det hastigt, men dog med et langt varmere udtryk, hvorefter hun prompte fik pigen til at le; mange ting kunne man sige om Renny, men hun var ferm til at spille både dum og klodset, og nogle gange var det karaktertræk, der gjorde godt.
Nevøen, forinden at han stak afsted med sin kammerat, hev Renny ned på hug. Med en så ukarakteristisk forlegenhed mumlede han; ”du tager ikke afsted endnu, vel?”
Rennys hvide hænder kærtegnede drengens buttede ansigt og dernæst de sorte krøller, før hun rystede på hovedet. ”Jeg er der, når du kommer hjem igen. Jeg kan tilmed hente dig, hvis du vil have det?”
”Lover du det?”
”Jeg lover det!”

- hvormed at det var sådan det blev. Imens drengen og hans ven, nu også hånd i hånd, vraltede afsted med barnepigen troligt bag sig, betragtede Renny dem. Et lille, næsten drømmende smil krusede i hendes ene mundvige, alt imens de stærke men tynde arme lå over kors under den fyldige barm. Det gjaldt om, at suge så meget til sig nu, for det var aldrig sikkert, at Renny Gandir, Spion for Lyset, ville få en chance som den igen.

Eadgar den Andægtige havde været oppe og bede kringlede bønner hele natten. Tankerne havde ikke tilladt ham andet end en urolig, skrøbelig søvn og efter et par timers indædt forsøg på at komme ned i de dybere søvnlag, havde han opgivet det og søgt mod tempelhaverne. Selvom alteret normalt var at foretrække, havde forkynderen indset at bønnen denne gang havde godt af at blive suppleret med frisk, kølig luft. Et farveløst lys havde sladret om gryets komme og efter en mumlende hymne blandt de højtvoksende rododendroner, havde dagens farver indtruffet sig og givet dagen liv.
Eadgar den Andægtige var blevet i haven til benene ikke længe kunne mærkes og han havde svært ved at huske ordene, som skulle siges. Først der rejste han sig, børstede sine hvide klæder, der hvor jorden havde rørt dem, og rettede ryggen.
Eadgar var træt, men modsat normalt fandt han ikke den samme ro i de hellige ord. Det hjalp, jovist, men det flimrede forsat i bevidstheden, noget udefinerbart, der ikke lod sig definere, fordi det befandt sig på grænsen til hans synsfelt. Eller, det føltes sådan. Selv Lyset kunne ikke oplyse det og give ham vished. Eadgar den Andægtige indså at han måtte skifte strategi.

Tøflerne førte ham gennem byens snørklede stræder. Han ville blive ved med at gå, bestemte den unge mand. Han ville gå til kroppen ville rammes af ømhed og smerte og give ham tunnelsyn, så det flimrende – hvad det end var - ikke længere ville kunne ses eller bemærkes. Han ville suge alle informationer, alle sanseindtryk ind samtidig, besluttede forkynderen ligeledes; på den måde ville hjernen blive bedøvet, ja forhåbentlig ville det belaste de kognitive ressourcer i en sådan grad, at der ikke ville kunne tænkes en eneste tanke. Og uden tanker ville han ikke kunne reflektere, analysere eller på anden måde mærke alt det, som han ikke ønskede at rumme og som var grunden til at søvnen var så urolig og skrøbelig.

Han genkendte hende omgående. Hun stod med ryggen til og så efter noget han ikke vidste hvad var.
Læberne blev fugtet og lungerne fyldt med luft. Eadgar vidste, at han var nødt til at gå derhen; denne tilfældighed kunne ikke være andet end et tegn fra Lyset. Det måtte det være. At natten var blevet tilbragt i bøn og morgenen med kontinuerlig vandren gennem hovedstaden, forekom at have den rette effekt. I hvert fald virkede synet af Renny anderledes end det havde gjort tidligere. Mere klart. Mere ligetil. Muligvis også mere forenklet – som var hun en grundtegning. En skitse.
Med sit karakteristiske let opadvendte mundvige stoppede han op ved Rennys side. Der blev sikret en passende afstand, ligesom hovedet forblev rette fremad, parallelt med hendes.

”Så det er i morgen, at du tager afsted?”

Den efterhånden så velkendte stemme fik øjeblikkelig den sorthårede kvinde ud af sit saglige tankespind, og end ikke øjeblikket efter hvilede de mørkebrune øjne på Eadgars skikkelse. Hvad de så, fik Rennys slanke øjenbryn til at krølle sig sammen i midten af hendes pande i forundring, for aldrig havde hun set Eadgar i en sådan forfatning. Under normale omstændigheder var han altid uhyre præsentabel; altid veludhvilet, med mundvigene vendt opad i et venligt og indøvet smil. Som han stod der, stillede Renny spørgsmålstegn ved, hvordan Eadgar overhovedet kunne forblive oprejst.

”Det er i morgen”, bekræftede Renny lavmælt, hvorefter hun skridtede frem og stillede sig foran den yngre mand. Hendes mørke øjne studerede ham indgående, men i dem dansede varme gnister. Smilet på hendes buttede læber var en af lignende karakter, men afslørede ikke de hvide perlerækker af tænder. I hvert fald ikke endnu. Der var noget grænsende til bekymret over Rennys statur, som hun tog Eadgar i nærmere øjesyn, for hun formåede ikke – og ville heller ej – skjule det.

”Har du haft en anstrengt nat?”, hørte hun sig selv spørge, velvidende at han øjensynligt ikke ville svare hende. Ikke, at Renny mistænkte Eadgar for at ville lyve, men i stedet smyge sig udenom med Lysets ord. Og Renny bebrejdede ham ikke. Efter deres sidste møde forstod hun, at hun havde været naiv i sit håb om et venskab, men i det øjeblik, de nu delte, var det svært at huske på, og ganske uden forhindringer gled tankerne tilbage til værelset; hendes kind hvilende mod hans skulder, hans hænder mod hendes hud…

De mørkebrune øjne flakkede for blot et øjeblik, i det minderne blev bevidste størrelser, men hastigt genfandt Renny sig selv. Nu stående overfor ham var der ikke plads til megen rokken. Efter at have rømmet sig lavmælt og ranket ryggen, så den fyldige barm dansede til bevægelsen, fulgte flere ord; ”jeg tror aldrig, at jeg har set dig så træt. End ikke før vi begyndte at, ja, før alt det her. Jeg er imponeret over, at du stadig står oprejst.” 

De mørkebrune øjne prikkede til forkynderens væsen, men Eadgar den Andægtige vedblev at kigge lige frem. Springvandets vand konstruerede små, sarte regnbuer når solen skinnede igennem det. Længere fremme var to unge børn fordybet i leg, overvåget af en, som Eadgar antog var barneplejersken.
Selv da Renny bekræftede spørgsmålet, beholdt han de grønne øjne rettet fremad, til hun fysisk stillede sig frem foran ham og fik blokeret udsynet af de lejlighedsvise regnbuer og legende børn. Det grønne blik fornemmede hendes underliggende bekymring, men han valgte at fastholde det neutrale udtryk i ansigtet. Og ikke se for dybt ind i hendes spillende, brune øjne.

Det burde ikke komme som et chok, men det stak alligevel. Et lille håb havde huseret i bevidstheden siden deres afsked i porten; et håb om, at hun udelukkende havde sagt at hun ville rejse, fordi hun havde ønsket at såre ham, som han angiveligt havde såret hende den dag. Hvordan og hvorfor vidste Eadgar ikke. I det hele taget gav det lille håb ikke megen mening når man så det udefra, men ikke desto mindre havde han alligevel klynget sig til det. Indtil nu.
Den unge mand mærkede pludselig hvor ømme fødderne var. Rennys spørgsmål fik kun Eadgar til at føle sig endnu mere træt – men ligesom det ikke nyttede noget at røbe sin ærgrelse over hendes snarlige (og lange) rejse, nyttede det heller ikke at fortælle, hvor træt han i grunden følte sig, eller hvad det muligvis skyldtes; han vidste det jo knap nok selv.
Så han, uvidende om Rennys antagelse, tyede til Lyset. Igen:

”Børn bliver trætte og udmattede, voksne snubler og falder. Men de, der håber på Lyset, Livets Gudinde, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes,” reciterede forkynderen fromt og tilføjede endvidere med sine egne ord:

”Det er fysisk, og det fysiske spiller ingen rolle; Jeg har bedt hele natten – har du pakket alt, hvad du skal have med på din tur?”

 Eadgar den Andægtige ønskede at skifte samtalespor, og prøvede ved at pege fokus tilbage på hendes rejse, selvom det ikke blev gjort så elegant som han havde ønsket sig det.

Rennys sorte og slanke øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hendes pande, som Eadgar omsider svarede hende. Det var ikke den yngre mands så åbenlyse udmattelse, der fik hendes ansigt til at fortrække sig i forundring, men derimod det faktum, at han ikke syntes, at ville betragte hende, som hun betragtede ham. Hvad var der dog sket mellem dem, siden deres intime boble af lys mindre end fireogtyve timer forinden? For Renny var det ikke til at bære – ikke længere – og i tre hurtige skridt aflagde den sorthårede kvinde afstanden til ham.
Et let dask fulgte; Rennys hånd kolliderede med forkynderens bryst, i det hun rystede på hovedet i afmagt. ”Du fortier sandheden – sniger dig udenom den!”, udbrød hun stille, hvorefter begge hendes hænder greb om Eadgars egne i håb om, at han ville sukke og omsider erkende, hvad der foregik. ”Vi snakkede så ærligt sammen i går. På mit værelse. Hvorfor kan vi ikke det nu?”

Ikke, at det forblev sådan for længe; de sammenflettede hænder, vel og mærke. End ikke øjeblikket efter slap Renny sit tag i ham og så ned, pludselig skamfuld over hendes udbrud. Til trods for ubehaget der rumsterede i hendes bryst, forblev hun dog stående tæt foran ham, for ordene i sig selv var skam sandfærdige. Det gjorde ondt på hende, at han trak sig; tilbød en smule af et nært venskab, for så at forsvinde ikke mange øjeblikke efter.
Langsomt fandt de mørkebrune øjne flakkende tilbage til Eadgars ansigt, hvor de søgte hans grønne blik. ”Det er næsten ikke til at holde ud – alt det her frem og tilbage mellem nærhed og… dét her. Hvorfor er det – hvorfor er det så svært for Eadgar?”

Renny elliminerede afstanden – som hun selv havde været med til at skabe – ved at slå ham på de hellige tempelklæder. Uvilkårligt trådte Eadgar et halvt skridt bagud, ligesom han omsider fandt hendes øjne. Beskyldte hun ham for at lyve? Ham? Eadgar den Andægtige afspejlede hendes krøllede øjenbryn, men delte slet ikke de samme tanker, som Renny syntes at tænke. Han var forvirret og trætheden bidrog ikke til klarsyn.
”Jeg fortier ikke sandheden,” protesterede han stødt. Hvordan kunne hun sige det? Det eneste forkynderen gjorde var at tilpasse sig de retningslinjer som hun havde skabt. Hvordan kunne Renny på nogen måde være utilfreds med det? Det gav ikke nogen mening for den unge mand, og han var, i situationen, ikke i stand til at se, hvad hun hentydede til:
”- jeg har svaret præcist på det du bad om,” tilføjede han derfor yderligere, i et forsøg på at gøre det klart for de brune øjne, at han intet galt havde gjort. I hvert fald ikke bevidst. Var han måske ikke kommet hen og spurgt ind til hendes rejse?

Hendes fingre berørte hans og munden blev omgående tør. Et dask kunne forkynderen tåle (han havde hurtigt erkendt at det syntes at lægge til familien) men det.. Rennys hænder var varme og stærke. Den fysiske forbindelse skabte tråde af glæde, der var indflettet i et imaginært reb bestående en undertrykt følelse af uforfalsket tristhed; det strammede om overkroppen. Han havde savnet hendes hænder, indså han med bankende hjerte. Han ville savne hendes hænder.

”Vi er da ærlige, er vi ikke?” Eadgar kunne stadig ikke forstå hendes udgangspunkt og det generede ham betydeligt mere, end han brød sig om. Var det det hun mente? At de ikke længere befandt sig i det samme Lys? At de ikke –
Eadgar den Andægtige fik ikke tænkt tanken til ende før Renny snakkede igen:
”Hvad er det du siger, Renny?” Det manglende overskud gjorde det svært at påtage sig den evigt forstående rolle. Måske var det også udmattelsen, men det lød til forveksling som om hun bebrejdede ham for noget? Som om han havde fejlet i - i hvad? Og stod hun og påstod at det var hans skyld? Irritationen fik selskab af tvivlen, da han spurgte sig selv om det mon var?
”Jeg har ikke ændret mig, Renny. Hvorfor får du det til at lyde sådan? Det er dig som er..” han ville sige uberegnelig men undlod. Eadgar var fuldt bevidst om, at han var træt; og at træthed kunne skabe dumme forviklinger ved at sige de forkerte sætninger. I stedet prøvede han en mere diplomatisk tilgang:

”- Hvad er det du hentyder til? Hvad er det, du synes, at jeg har gjort forkert?”

At Eadgar trak sig et halvt skridt fra hende, fik Renny til, instinktivt, at træde tættere på ham. Det var kun med nød og næppe, at hun formåede, ikke at gribe om ham igen, og alt imens han talte, vævede hendes hjerteformede hoved spædt fra side til side.
”Du har intet gjort galt!”, udbrød Renny prompte, hvorefter hun skar en lidende grimasse; af sig selv vel og mærke, for knap havde den unge mand gjort hende selskab i ti minutter, før Renny selv gjorde det hele kludret. ”Og jeg vil ikke skændes. Ikke, når jeg rejser i morgen og er væk så længe.” De mørkebrune øjne søgte Eadgars grønne, i samme øjeblik som den sorthårede kvindes hånd rakte ud efter hans igen. Det var ganske ubevidst, som følte Renny sig nødsaget til, fysisk at tilbageholde Eadgar fra at gå.

”Når jeg siger, at du ser træt ud og du svarer med Lysets ord – kan du ikke se, at jeg vil høre dit svar og ikke Gudindens? Din forklaring? Jeg forstår, at Forkynder er, hvem du er, men du er også Eadgar. Eadgar, som jeg holder af og som jeg vil have, skal være min ven – som jeg vil have, skal være fortrolig med mig”, fortsatte Renny lavmælt, hvorefter hendes frie hånd gjorde den anden selskab. Den første havde dog flyttet sig, hvormed Renny ikke længere holdte om de bløde hænder, men om Eadgars tildækkede arme. På intet tidspunkt forlod de mørkebrune øjne Eadgars udmattede ansigt, for Renny vil læse enhver af hans mindste ansigtsmimikker for tegn – nej, for afsløring af, hvad han tænkte. Det var snart ikke til at holde ud mere.

”Og det bekymrer mig, at se dig sådan her. Straks vil jeg tvinge dig til at fortælle, hvad der har holdt dig oppe hele natten! –” et lille, opgivende grin undslap hovedkulds Rennys buttede læber, imens hendes fingre kærtegnede det tynde stof, ” – og jeg får lyst til at ruske dig, hvis du ikke med det samme fortæller mig det, for det er ikke til at bærer, når du ikke beretter om, hvad du tænker på. Jeg ved ikke hvorfor, men det er det ikke! Og jeg er bange for, at hvis jeg ikke hele tiden søger dig, at du så – forsvinder, at distancen bliver så stor, at jeg ikke kan få dig tilbage igen. Som i Tempelhaverne. Det er derfor, at jeg opfører mig så upassende og rør ved dig hele tiden, for da jeg fulgte dig ned til porten i går – den afstand mellem os. Jeg dur ikke til det.”

Omsider holdte Rennys uendelige talestrøm inde. Hendes skarpe kindben var ildrøde af den skam, der uundgåeligt fulgte, efter man havde været sårbar og – for – åben. Ikke desto mindre fjernede Renny ikke sit blik fra Eadgars, for –

Hvem vidste, om hun kom hjem igen? Måske dette var deres sidste møde i dette liv og hvis det skulle vise sig tilfældet, ville Renny ikke forlade det med usagte ord mellem dem.

Renny reagerede på afstand ved aktivt at forsøge at mindske den. Det var fuldkommen modsat af, hvad hun havde gjort efter middagen med familien og ligesom resten af hendes adfærdsmønstre, kunne Eadgar den Andægtige ikke forstå, hvad der var grunden til at de var anderledes; Hvorfor hun konstant handlede forskelligt, på trods af, at han forholdt sig stabil og konsekvent. Renny var lige så uberegnelig som Eadgar var forudsigelig. Det slog forkynderen at de aldrig syntes at være synkrone; undtagen de to gange, de havde befundet sig i en intens kugle af Lys.

Han fjernede ikke hånden, da Renny rakte ud efter den igen, men bekæmpede lysten til at give den et klem: Hun virkede mindst lige så forvirret som forkynderen følte sig, og han ønskede ikke at gøre det værre.

'jeg vil høre dit svar og ikke Gudindens', hørte han Renny sige: '...- din forklaring? Jeg forstår, at Forkynder er, hvem du er, men du er også Eadgar'.

Hvis ikke hun allerede havde flyttet sine hænder fra hans, havde forkynderen vristet sig fri nu. Kombinationen af så nænsom kontakt og så hårdtslående ord sved – også selvom det muligvis ikke var tilsigtet. Det kunne sagtens tænkes, at Renny faktisk forsøgte at række ud efter ham med dybfølt oprigtighed, men det var som om hun bad om vand men ikke ønskede at blive våd. Hun bad om at se stjernerne men ville have solen siddende på himlen samtidig. Eadgar den Andægtige priste sig lykkelig for sin amulet. Hun bad om en paradoksal umulighed. Hun bad ham blotlægge sig, være hendes fortrolige men ønskede det kun på de præmisser hun selv havde udstukket. Hun ønskede ikke Forkynderen. Hun ønskede ikke Lyset. Den unge mand kunne mærke det snurre rundt i det inderste indre; det røbede at det hele var på vej ud på farlig grund.

Renny pillede ved hans ærmer og forkynderen kiggede skiftevis ned på det og op på Rennys ansigt med de brune øjne og de buttede læber. Hun snakkede så hektisk at man skulle tro, at hun skulle rejse indenfor den næste time:
”Hvis jeg ikke tager meget fejl, har jeg opsøgt dig alle gangene,” pointerede han og selvom den unge mand var frustreret og ængstelig over de ord, Renny havde sagt, var det alligevel venligheden, der bar stemmen: ”- Jeg går ingen steder; jeg har tilmed mødt din familie – det er dig, der rejser.” Eadgar ønskede ikke at give hende skyldfølelse, men det var svært ikke at slå fast, at det var hende, som inden længe ville befinde sig i forstævnen på et skib. ikke ham.

Til sidst kunne han ikke holde det tilbage.
Meget bevidst om at forsøge at sige det så roligt og venligt som muligt, førte han to fingre under hendes hage, og trak på denne måde hendes brune, bekymrede øjne ind i hans grønne, der prøvede at udstråle mild ro og kun en svag forundring:
”Kan du ikke se hvor modsigende det lyder?” Eadgar prøvede at se bort fra, hvor tæt de reelt stod på hinanden. Han kunne fornemme hendes væsen; Lyset hun udstrålede, varmede ham. Han havde aldrig berørt hendes ansigt før. 
”Du giver mig en fornemmelse af, at der er noget i vejen, men jeg kan ikke se, hvad det er - og du siger samtidig, at jeg intet har gjort forkert - hvad er det, der sker, Renny?  Hvorfor bekymrer du dig pludselig sådan?” Eadgar den Andægtige fugtede underlæben med en lyserød tungespids, inden han endelig røbede sin mistanke:

”Er det på grund af denne William Frye?”

For blot et øjeblik måtte Renny stirre forundret på Eadgar. Hans insisterende fingre under hendes hage var uvante, men det var langt snarere hans ord, der fik Renny til at tøve for blot et øjeblik. Var det sandt? De sorte og slanke øjenbryn forblev i deres sammenkrøllede position, imens Renny selv tænkte, så det unægtelig begyndte at knage mellem tindingerne. ”Men jeg inviterede dig jo til frokost”, lød hendes svar, stille og grænsende til kvækkende, men også foruden et snerrende bid. Hun var ganske enkelt ikke sikker på, hvordan hun havde det med hans ord, der bar noget beskyldende i sig, men som ikke i sig selv var det.
Da han dernæst spurgte, om Renny ikke selv kunne se, at hendes ord var modsigende, måtte hun ryste ganske spædt på det hjerteformede hoved. ”Ikke endnu”, tilbød hun lavmælt, hvorefter et forsøgende smil krusede i hendes ene mundvige. ”Det kan være det kommer –”

Enhver tankerække gjorde dog brat holdt, i det Eadgar dernæst fremlagde sin mistro. I samme øjeblik sneg forvirrende gnister sig ind i alt det brune, men det forsvandt ligeså hurtigt, som det var opstået. Uden at fjerne sit blik fra Eadgars – Renny havde ganske enkelt ikke lyst – mumlede hun; ”Nej, det har ikke noget med ham at gøre. Jeg har… ordnet det.” I tvivl om, hvorvidt hun kunne betro, hvad hun havde gjort til Eadgar, lod Renny ordene hænge i luften mellem dem. Der var desuden ikke meget andet at gøre end at lyve derefter.

”Den rejse vi skal på – den er berygtet for piraternes brutalitet. Jeg tror – det er måske derfor, at jeg teer mig. Jeg er… nervøs. Der går historier, rygter, om skibes endelige og familie, der aldrig høre fra deres elskede igen.” Renny fugtede sine buttede læber i al hast, før hun tilføjede; ”Det er en ny rute, vi afprøver. Det er sikkert derfor.” 

Hendes øjne funklede af liv, indså han. Sjælens spejl. Eadgar den Andægtige kunne se sin egen silhuet i de udvidede pupiller. Han bemærkede de små trækninger ved øjnene, da Williams navn blev nævnt, men han formåede ikke at hæfte sig ved ansigtsudtrykket, før det var erstattet af et nyt og det af et næste.
”Ordnet det? Hvordan?” røg det ud af ham, da han i et  svagt øjeblik ikke kunne samle sig om sin professionelle karakter, men istedet lod sig glide dybere ind i det brune blik. Eadgar bemærkede sin egen nysgerrige forundring og rettede det omgående: ”Godt, jeg mener – Godt, at du har fået styr på det.”

Men intet var godt. Hvis det heller ikke var William Frye som var skyld i Rennys mærkværdige adfærd – og det heller ikke var ham selv – hvad var det så? I modsætning til hendes skiftende mikro-udtryk, var Eadgar ikke i stand til at fjerne sin forvirring. Det var kun steget stødt siden familiemiddagen (muligvis før det) men han havde håbet at trætheden og hendes bekræftelse af, at hun rent faktisk skulle rejse, ville havde reduceret forvirringen betydeligt. Det var desværre ikke tilfældet. Og alligevel, når han så ind i disse øjne, når de bare stod her, ja så var det jo også lige meget alt sammen. Så var der ingen afstand. Der var slet ikke nogen forvirring. Kunne hun også skimte Lyset ? –

Indrømmelsen af rejsens farlige karakter bugtede sig ind i mellem deres øjeblik og kvalte Lyset med sin tunge mave. Eadgar den Andægtige blinkede uforstående og trådte et skridt bagud, for at få afstand til og skabe bedre overblik over, hvad Renny egentlig havde sagt. Det grønne blik var opspilet og munden let åben, da han for alvor fattede, at der var reel risiko for, at turen kunne ende skrækkeligt.
”Skal du rejse? Kan andre ikke tage på den tur? – hvis du er nervøs, mener jeg” skyndte han sig at tilføje. Det gjorde ham ængstelig at Renny var nervøs:
”Måske er det et tegn fra Lyset om at du skal lade være? Det er bare et skib ikke? – de kan med garanti finde et andet nyt besætningsmedlem.” Eadgar tvivlede dog på at nogen frivilligt ville takke ja til pladsen, hvis de fandt ud af at selv en kriger af Lyset var nervøs. Tanken slog ham omgående og lettelsen prægede det unge ansigt, da han vidste, hvordan rejsen kunne forhindres:

”Du kan sige, at du skal lave noget meget vigtigt arbejde for Lyset! Så vil kaptajnen ikke kunne tvinge dig med – og jeg er sikker på at Livets Gudinde vil tilgive din løgn.”

Det stak forræderisk i Rennys brystkasse, i det Eadgar trak sig med forfærdelse i blikket. Til stadighed håbede hun, at han ville vende tilbage, gribe om hendes hage for endnu engang, men til trods for det inderlige ønske, forblev Renny stående.
De mørkebrune øjne flakkede dernæst, i det tankestrømninger for et kort øjeblik gjorde Renny tavs. Da hun dog omsider brød stilheden mellem dem, var det med et beklagende, kortvarigt smil: ”Du vil ikke bryde dig om, hvad jeg har gjort.” Ordene var faktuelle, og den sorthårede kvindes blik ligeså, men langsomt blev smilet, der havde kruset underdanigt i hendes mundvige, større. ”Efter du tog afsted i går, opsøgte jeg min bedste ven. Han overvejer, imens jeg er væk, om vi kan gifte os”, fortalte Renny videre, hvorefter hun øjeblikket efter tabte pusten, i hvad der kunne forveksles med et afmagtens grin. ”På den måde ville jeg slippe for mange ubehagelige middage, og han er en god mand. Han kender mig... han ved, hvad jeg har været igennem.” 

Renny lod sit blik farer til sine hvide hænder, der vred sig krampagtigt mod hinanden, imens Eadgar foreslog, hvordan hun kunne snige sig ud af sin kattepine. Da han omsider stoppede sin talestrøm, stod Renny så ganske tydeligt fordybet i tanker; tanker om sin dødfødte søn, manden hun havde elsket, og ikke mindst Eadgars forslag. Den tydelige bekymring der lå sammenflettet i hans ord, behøvede Renny ikke sin magi, for at høre, og den var næsten ikke til at bære. Med ét tog hun en beslutning, og lod atter sine brune øjne indfinde sig på Eadgars ansigt. ”Kommer du ikke med?”, bad hun, håbet blomstrende på ny i hendes blik. ”Min tante og onkel har en lejlighed en smule længere nede af gaden. Der kan vi tale… fortroligt.” 

Det var aldrig til at vide, hvad Renny havde tænkt sig at sige, før det blev sagt. Hendes ord var ofte ligeså uforudsigelige som hendes handlinger, syntes Eadgar den Andægtige. Han kunne mærke uroen vokse frem, mens han ventede på, hvad der var sket William. Forhåbentlig havde hun ikke gjort noget overilet –

Gifte sig?
Forkynderen forsøgte en kende desperat at bekæmpe sin egen overraskelse over den uventede drejning. Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde havde han forventet, at det var det Renny havde gjort. Det slog ham pludselig, hvor meget gladere han ville være blevet, hvis hun havde stukket William ned.
Gifte sig?
Kunne man bare det uden videre? Kvinder af hendes rang, altså? Skulle Bahir ikke have noget at sige til det? Det var så uventet.
Gifte sig?
Ville det overhovedet være et traditionelt ægteskab? Ville det være velsignet af Lyset og være helligt og bindende som det burde? Noget i Eadgar gav ham grund til at tvivle; selvom det ville klæde Renny med barn, kunne han – ironisk nok - slet ikke forestille sig hende gift. Vidste hun overhovedet hvad hun var ved at gøre?
Gifte sig?
Hvis det ikke var et velsignet ægteskab, hvad så? Lysets ville ikke kunne acceptere ægteskab for syns og magelighedens skyld. Som et skjul, et dække. Det ville være helligbrøde. Selv hvis det blot var for at undgå tåber som William. Renny ville blive straffet.

Knap nok havde han åbnet munden for omsider at svare, før Renny spurgte om han ville med.
Eadgar troede fejlagtigt, at hun hentydede til rejsen, og selvom turen skræmte ham mere end rigeligt på hendes vegne, svulmede hjertet op af hendes betænksomhed.
”Jeg tror ikke-” begyndte han midt i det hele og tav så. Det var ikke rejsen Renny havde tilbudt, at han kunne være en del af. Hun skulle stadig afsted. alene. Og nu åbenbart også giftes. Med en anden.
- Eadgar den Andægtige havde svært ved at vurdere, hvad der var værst.

”Det er nok en god idé,” medgav han. ”Du har efterladt mig med en masse spørgsmål, og det kunne være rart at sidde ned, inden jeg får svar på dem.” Forkynderen sendte hende et venligt men farveløst smil.

Renny nikkede per instinkt, hvorefter hun forsøgte sig med et varmere smil, i håb om, at Eadgar ville gengælde det. Da det dog ikke skete, sank Renny en voksende klump i halsen, i samme øjeblik som hun nikkede ned langs gadebilledet.
Det var en kort gåtur, men den føltes uendelig lang, bed Renny mærke i. Under normale omstændigheder følte den sorthårede kvinde en dyb ro i selskab af forkynderen, men som de skridtede afsted, blev den så kærkomne fornemmelse erstattet af en så ukarakteristisk, svimmelfremkaldende utilpashed.

Lejligheden, ejet af ægteparret Gandir, var ganske nydelig og mindede i nogen grad om deres palæ. En port afskar gadebilledet fra hjemmet, der blev benyttet af besøgende fra nær og fjern, og husets facade efterlod megen til fantasien. Der var ganske enkelt ikke meget at se, andet end den høje husmur og et enkelt vindue, hvis glas var i alskens, strålende farver. Desuden var huset bygget i en anden arkitektoniske stil end de øvrige, med den primære inspirationskilde hentet fra den varme ø Topalis.

Renny rodede rundt i en lille læderpung, indtil hun med et næsten forlegent suk, skævede til Eadgar over skulderen. ”Jeg har glemt nøglen”, mumlede hun, hvorefter et hurtigt håndkast fulgte. ”Men det er lige meget. Giv mig et øjeblik.” Med lette, hastige skridt trådte Renny bagud, hvormed afstanden til porten blev forstørret. End ikke øjeblikket efter satte Renny dog i en kalkuleret løb og sprang, så hun kunne lukke sine fingre om gitteret foroven og yderligere kæmpe sig vej op over portens massive stål. Det blev gjort med en elegance, der vidnede om, at dette var noget, den sorthårede kvinde havde gjort utallige gange – men også, at hendes krop ikke kun var til pynt, at der bag de bløde former fandtes muskler.
Renny åbnede porten tre sekunder efter, og tittede dernæst frem med et lille, beklageligt smil. ”Jeg lover dig, at det er vores hus”, sagde hun, hvorefter hun bød Eadgar indenfor.

Renny guidede Eadgar ind i en lys og behagelig stue, hvor alskens brede og bløde puder ventede lokkende. Hun gestikulerede mod et sted, hvor han kunne sætte sig, og gjorde dernæst det samme ved siden af den unge mand.
”Jeg skal ikke ud og sejle”, indrømmede Renny omsider men også i al hast, før hun skar en lidende grimasse. ”Men jeg kan heller ikke fortælle dig, hvad jeg rigtig skal. Kun at det er farligt og jeg er ikke sikker på, hvornår – hvis jeg kommer hjem igen. Og det er ikke noget, jeg kan takke nej til, eller – jo, det kan jeg, men jeg vil ikke. Det er for Lysets Dronning og det er vigtigt.” 

Eadgar den Andægtige fulgte med ømme fødder og hårdtprøvet psyke efter Renny, da hun gik hen ad gaden og kort efter udpegede huset de kunne være i. Eller rettere: være ’fortrolige’ i, som hun havde sagt. Hvis ikke han havde fyldt op af giftemål og sindssyge pirater, havde han muligvis lagt mere i ordvalget.
”Ej, det kan du da ikke!” gispede Eadgar vantro, da Renny satte i løb mod muren, kort efter at have bekendtgjort at hun egentlig ikke nøgle havde til stedet. Han så (med en vis beundring), hvordan hun adræt fik hevet sig op og lod sig dumpe ned på den anden side, så porten kunne blive åbnet op indefra. Renny smilede og han gengældte det.

Stuen var behagelig, og ligeså var puderne som Eadgar kort efter lod sig sætte sig i. Et suk af velvære forlod forkynderens mund. Hvis de bare kunne sidde her, behøvede han slet ikke nogle svar, tænkte Eadgar den Andægtige. Han overvejede om det ville være fuldkommen upassende at samle puderne omkring sig og lægge sig helt ned. De var så bløde og hovedet var så tungt.
”Du skal ikke hvad?” atter formåede Renny at gøre ham til et menneskeligt spørgsmålstegn.
Mundlam så han på hende i et godt stykke tid efter hun havde røbet sin hemmelighed.
”Havde du bare tænkt dig at tage af sted uden at sige det?” kvækkede han endelig.
”- Tænk hvis du ikke kommer tilbage, hvad så? Skulle jeg så bare tro at du var blevet kidnappet af pirater? – hvad hvis jeg ville prøve at finde dig?” Spørgsmålene vældede ud af den unge mand, der både var stødt og taknemmelig over hendes ærlighed.

Renny var ikke blind for Eadgars træthed, og noget stak forræderisk i hendes bryst, som realiteten omsider indfandt sig. I stedet for at svare ham med det samme, lod Renny sin tungespids fugte hendes fyldige underlæbe, før hun gled ned på knæ foran ham. Atter fæstnede de mørkebrune øjne sig i forkynderens grønne, og med en let hovedrysten, svarede den sorthårede kvinde omsider: ”Ja. Jeg havde ikke tænkt mig, at lade dig vide det forinden, men Eadgar, det var for dit eget bedste. Jo mindre du ved, des mere sikker er du. Det er derfor, at vi – at jeg intet fortæller, når jeg får disse opgaver”, forsøgte Renny at forklare.

De slanke øjenbryn trak sig en smule sammen, i det at hun dernæst hævede sin hånd og lagde den henover Eadgars egen. Læberne, der adskiltes, lod afsløre, at Renny havde i sinde at fortsætte sin forklaring, men brat tav hun, i det Eadgar selv kom i forkøbet. Hans – grænsende til irettesættende – spørgsmål fik, for blot et øjeblik, Renny til at stirre på ham med store øjne, før et hjertevarmt smil brød ud på hendes læber.
”Det tænkte jeg ikke, ville gøre nogen forskel for dig”, indrømmede Renny dernæst lavmælt, hvorefter hun lod sin tommelfinger stryge den unge mands håndryg. Dernæst fjernede hun den, i håb om at komme hans unægteligt kommende afvisning i møde. ”Om jeg vendte tilbage eller ej. Jeg troede – du ved, med alt, hvad der er sket mellem os…” Renny lod ordene hænge i luften, men mere af afmagt end af lyst. Hun vidste ganske enkelt ikke, hvordan hun ellers skulle forklare sig.

”Men nu ved du det. Nu ved du hvorfor, hvis jeg ikke skulle vende hjem igen.”

Hendes tungespids lyste op på nethinden, længe efter den havde forladt den tiltalende underlæbe. Han fik en voldsom lyst til at spejle hendes handling, men formåede at lade være. Umiddelbart var det nemt nok at se logikken i hendes tilbageholdenhed når det gjaldt hendes reelle rejseplaner. Hvis Lyset Dronning havde befalet Rennys afrejse, og bedt hende om at komme med et passende dække, var der intet at stille op; det var et ærefuldt erhverv som Eadgar kun havde beundring for. Lyset ville være stolt. Og Renny var stræk. Hun ville kunne klare alt med bravur, det var forkynderen slet ikke i tvivl om. Men alligevel kunne han mærke det bide i sindet.
Havde Renny ikke netop efterlyst fortrolighed? Tæthed og venskab – ikke blot med Lysets forkynder men med Eadgar. Eadgar-Eadgar. Hvordan kunne det være muligt, hvis hun selv forblev bag et røgslør?

”Hvad skulle der kunne ske mig?” spurgte han og tilføjede: ”- Jeg er jo bare forkynderen, ikke sandt?” Eadgar smilede for at afbøde sine ord, i tilfælde af at hun tolkede dem forkert. 

Men så kom det nye slag. Direkte mod Eadgars trætte hoved:
”Ingen forskel?!” Tonen lød ekstra høj, nu hvor der ikke var livlige omgivelser omkring dem. Forkynderen var dybt såret og det lod han vise i sit unge ansigt: ”Hvordan du overhovedet sige den slags? Har jeg virkelig givet udtryk for, at jeg ville være ligeglad, hvis du forsvandt pludseligt?” Han havde ikke været omklamrende, nej. Og han kunne muligvis også have sagt nogle modsigende ting, men det havde Renny også. Og han havde jo rådet bod på sin synd og fortalt om varulven – den slags man nu gjorde, når man ikke ønskede at mennesket skulle dø (alligevel).

Renny rystede prompte på hovedet, og hejste sig op, således at hun støttede på hendes knæ. Instinktivt lagde hun begge sine hvide hænder om Eadgars bløde kinder, og som havde den første hovedrysten ikke været nok, gjorde hun det igen. De sorte øjenbryn krøllede sig sammen i en vantro, mild panik. ”Der er mennesker og andre væsner der hader dig til langt ind i Zaladins forgård, alene fordi du er forkynder af lyset”, svarede hun prompte men uforstående, som havde Eadgar forsøgt, at bilde hende ind, at Dianthos ikke lå placeret i Krystallandet men i stedet på en fjern planet.

Mere nåede Renny dog ikke at protestere, for i samme øjeblik indfandt det sårede sig i Eadgars ansigt. Det fik dog ikke den sorthårede kvinde til at vakle, og ej heller trække sine hænder til sig, for det virkede altafgørende, at hun netop forblev tæt på ham. ”Jeg mente – vi har kendt hinanden så kort tid, og første halvdel af vores bekendtskab var ikke just… rart”, forsøgte Renny at forklare sig, hendes stemme lavmælt og bedende.
Dernæst måtte hun dog forsøge sig med en spøg, hvormed hendes fyldige læber skiltes i et prøvende smil. Håbefulde gnister sneg sig ligeledes ind i det mørkebrune blik, for tiden føltes så knap; som vand, man forsøgte at gribe om med sine hænder alene. ”Og så tænkte jeg ikke, at jeg var vigtig nok til, at du ville risikere en kvalmende søsyge. Når først man er på havet, er det trods alt ikke nemt, at komme tilbage på landjorden igen.” 

Omsider lod Renny sine hænder forsvinde fra Eadgars ansigt, i det hun satte sig tilbage på marmorgulvet igen. Hendes øjne forblev hvilende i de grønne, lige dele søgende og kærlige. ”Måske du skal hvile dig lidt. Jeg kan forklare mere bagefter?”, tilbød hun pludselig, hvorefter hun nikkede mod de mange og bløde puder.

Rennys hænder om forkynderens ansigt, fik hjertet til at slå med så voldsom kraft, at han var sikker på, at hun ville kunne mærke det. Se det.
Han forstod hendes pointe, jovist. Han vidste udmærket godt, at Lyset havde fjender i alle skygger – også i hovedstaden. Men han ville ikke være et oplagt offer grundet forbindelsen til Renny; dertil kunne deres relation ikke ligne andet end tilfældelige møder set fra udefra stående. Det ville ikke være Rennys identitet som spion, der ville sætte ham i fare. Det var han sikker på. Kortvarigt mærkede han, hvordan det spandt kælent dybt i den unge mands indre, og selvom han ikke vidste hvad det var, mærkede han alligevel at det styrkede ham i sin tro på, at Mørket ikke ville kunne nå ham.

”Men du er jo tilgivet. Lyset har afsløret, at det hele er okay,” røg det ud af ham, da hun adresserede det sårede ansigtsudtryk. Jeg har glemt alt det dårlige, ville han sige: Jeg har fortrængt det, jeg er videre. Vi har været i Lyset sammen, ikke? Det er det eneste som betyder noget.
Rennys hænder gjorde forkynderens mund tør og kinderne varme. Forkynderstemmen reciterede et af tilgivelsens mange vers:
”Tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Moder, Livets Gudinde, også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil Livets Gudinde heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”

Det hjalp at sige Lysets ord højt, og han mærkede, hvordan Rennys indpakkede spøgfuldhed trak insisterende i mundvigende: ”Jeg er elendig til at rejse” indrømmede han, og håbede at hun ligeså ville høre at hans stemme lød let. Træt men let.

Det var derfor et kærkomment forslag der blev tilbudt, og det formåede at opveje følelsen af tomhed, som Rennys hænder havde efterladt, nu hvor de ikke længere berørte ham.
”Det lyder som en god ide,” medgav Eadgar villigt og indså hvor meget han havde brug for søvnen. Han lagde sig til rette i puderne, for udkørt til at være akavet over det; hovedet blev lagt tilbage med lukkede øjne. Allerede bedøvet af pudernes søvndyssende effekt, lød det døsigt fra Eadgar den Andægtige, inden denne faldt i dyb søvn:

”Du forlader mig ikke, vel?”

”Nej. Det lover jeg.” Ordene forlod den sorthårede kvinde, alt imens et sagligt smil lagde sig over de fyldige læber. Da Eadgars rolige og tunge åndedræt dernæst indikerede, at han var faldet ned i søvnens bevidstløshed, strøg Renny ham over håret, forinden at hun rejste sig fra det hårde gulv.

Timerne sneg sig troligt afsted, og Renny fik tiden til at gå med træning i husets træningshal. Den var ikke nær så stor, som det i hjemmet hos tanten og onklen, men udstyret med de fornødenheder, som var vigtigst. Det var derfor med stor fornøjelse, at Renny, igennem dansende bevægelser og den fysiske belastning, glemte tid og sted.
Da hun blev færdig, skridtede hun tilbage i velkomststuen, hvor hun måtte konstatere, at Eadgar stadig sov. I grunden var det fascinerende at betragte, for han sagde ingen lyde, Renny ellers normalt forbandt med mænd, der sov. Eadgar lå stille, hans åndedrag tungt og langsomt, men ellers fuldstændig lydløst.
Renny bestemte sig for, ikke at vække ham og tog i stedet et kortvarigt bad på overetagen. Hun samlede sit korte hår i nakken, hvilket gav en illusion om, at det var længere end det i grunden var, hvorefter hun med rolige skridt, vendte tilbage til porten. Hun stillede sig i den åbne dør og gav sig til at vente. Rennys indre ur viste sig dog hurtigt at være indstillet korrekt, for hun så, hvordan familiens kok kom traskende afsted ned langs gaden, med en kurv i sin favn, der bugnede af alskens frugter, grøntsager og kød. Renny stoppede den ældre kone, hvilket resulterede i aftensmad til både hende selv og Eadgar, men også, at hendes nevø ville blive afhentet. Det var ikke foruden en dårlig smag i munden, men beslutningen var truffet, og Renny ønskede ikke at dvæle ved den, i det hun atter trådte ind af døren.

Eadgar sov stadig. Renny kom til at smile over den konstatering, men besluttede sig derefter for, at ordne ingredienserne til aftensmad og vække ham efterfølgende. Skulle han ikke vågne før, vel og mærke.

Hun gik nøgen imod ham, med Lyset skinnende ud gennem en ti-takket stjerne i panden. Af uvisse årsager rørte det ham ikke, at hun ikke havde tøj på. Hendes hud var lys og fin og han blev draget som et insekt mod ild. De gik tættere på hinanden, og han rakte hånden ud, klar til omsider at mærke hende. Lyset skinnede med en sådan kraft, at hjertet svulmede op bag brystbenet og fik ham til at udstøde en frydefuld lyd.
Hun smilede sit skæve smil, da kniven pludselig skar igennem halsen og trak en rød, våd streg efter sig. Såret åbnede sig op, og ud kravlede tusindvis af tykke døgnfluer. Deres vinger glinsede i Lyset, da de fortsatte fra halsen, op ad hagen, ind over de buttede læber som var åbnet op i forbløffelse.
Han rakte ud efter hende, for at børste dem væk fra hendes ansigt, men fandt det umuligt at nå hende og kunne i stedet blot iagttage det. Den overskårne strube gurglede efter luft, men fluerne forhindrede det; fortsatte i stedet ufortrødent deres færd op til de mørke glasøjne. De trampede med deres bittesmå ben hen over pupiller og iriser, tvang sig vej ind bag øjenlåg og forsvandt i tårekanalerne, blot for at komme tilbage ud gennem næseborene.
Hun var faldet på knæ. Blodet sprøjtede ikke længere ud ad det vertikale sår, som knivens blad havde påført. Kraften bag var væk; vidnede om at hjertet ikke længere slog taktfast og stærkt. Hun var glinsende; klistret ind i sin egen livskræft, der efterlod hende sjæleløs i en kapsel af hud og kød.
Fluerne var nået op til Lyset i hendes pande. Han skreg da de borrede sig ind i den ti-takkede stjerne og slukkede Lyset med deres fødder og snabler og tykke, bevingede kroppe.

Eadgar den Andægtige vågnede uden at huske sin drøm. Faktisk huskede han kun, at han havde rakt ud efter en kvinde, der intet tøj havde haft på, og som havde udstrålet et Lys, der var så skarpt at det endnu brændte på indersiden af de grønne øjne.

Han fandt Renny i gang med at ordne mad, og i et øjeblik stod han i smug og iagttog det.
Da maven begyndte at rumle under de hvide tempelklæder, rømmede Eadgar sig og bekendtgjorde dermed, at hun ikke længere var alene.
” Det ser dejligt ud.” Han smilede, og gned sig derefter i øjnene for at få den sidste søvn ud. Kroppen var veludhvilet og fødderne var ikke længere ømme.
”Har jeg sovet længe?”